Ask Ellie

’Ask Ellie’. Et fænomen, som alle elever på Newbold kender til. Det er nemlig navnet på skolens brevkasse, hvor alle har mulighed for at tilsende et anonymt brev i håb om at få besvaret deres inderste, frustrerede tanker. Dog er der ingen, der ved, at det i virkeligheden er pigen med det ustyrlige hår og næsepiercing ved navn Wednesday Willis, der arbejder som Ellie. Hver fredag efter skole samler hun ugens gevinst af breve ind, der bliver postet i skabsnummer 743, som hun svarer på over weekenden. Men en dag, hvor hun er på vej for at tømme brevkassen, får hun øje på en af skolens mest populære fyre, Harry Styles, som desuden er bedste ven til hendes fætter, Louis Tomlinson, som skubber et brev ind i skabet. Dette brev viser sig at holde på en hemmelighed, der sætter hendes moral på prøve, og hun finder sig pludselig underligt draget til Harry, alt imens hun står med en magt mellem hænderne, der kunne fuldkommen destruere hans liv.

1009Likes
1053Kommentarer
141916Visninger
AA

16. Mere end én histore

 

16
ask ellie

Wednesdays synsvinkel

Det var underligt, hvordan det hele foregik i slowmotion og alligevel så hurtigt, at jeg slet ikke kunne følge med. Først da Harry faldt mod jorden og sekunder senere blev overfaldet, indså jeg, hvad der var sketOg hvad der skete lige nu.

    "Harry!" hørte jeg pludselig mig selv skrige, før jeg fik skaffet mig af med drinken i min hånd.

    Jeg vidste, at det ville blive en fuldkommen håbløs kamp, som jeg allerede havde tabt på forhånd, men det stoppede mig ikke i at rive fat i trøjen på det muskuløse uhyre, der ude af det blå pludselig var i gang med at tæve min kæreste.

    Nej, Harry. Jeg mente Harry.

    Et eller andet sted ville jeg gerne tro, at det var mig, der rent faktisk havde været i stand til at få Jarred revet væk, da han nærmest fløj op og stå, i sekundet jeg rigtig hev til i hans blå skjorte. Dog gik det op for mig, at det med en smule større sandsynlighed var vagten, der nu stod og råbte, at der ikke var noget at se, der nok havde fået ham væk fra Harry. Harry!

    Før jeg så meget som nåede at tænke over, hvilket ubehageligt syn, som jeg nok risikerede at møde, havde jeg allerede vendt blikket hen mod Harry, som var kommet halvt op på knæene mod det hårde gulv. Det lignede, at han var ved at fjerne noget blod fra sin næse, men jeg nåede ikke at betragte ham længe, før en anden vagt også hev ham op og stå.

    "Jer to," lød den dybe klang fra en robust vagt. "ud."

    Det gik først op for mig nu, hvor mange der havde samlet sig omkring os. Slagsmålet kunne umuligt have varet meget mere end et minut, før vagterne havde grebet ind, men man kunne nærmest se, hvordan der var blevet tændt julelys i alle fyrenes øjne, og pigerne krøb sig efter den frygtindgydende duel... som ikke så meget var en reel duel, men mere Harry, der fik tæsk.

    Derfor undrede det mig lidt, da folk syntes at vende opmærksomheden bort igen.

    Jeg så tilbage, hvor vagterne før havde stået, og da jeg bemærkede, at de var halvejs mod udgangen med Harry, forstod jeg, hvorfor interessen var forsvundet hos omgangskredsenJeg var dog ikke langsom til at sætte marcherende efter.

    Kulden, der gemte sig bag de tunge døre, som førte udenfor, var allerede gennemtrængende, da jeg (efter at have mast mig gennem utallige mennesker) befandt mig få metre fra den. Jeg tøvede dog ikke det mindste med at skubbe dørene op og sætte ud efter Harry, som vagterne så fint havde parkeret ude foran. Jeg vidste ikke, hvordan han allerede var nået så langt væk, men jeg blev nødt til at sætte løb i mine stiletter, da han med hastige skridt var på vej væk fra forsamlingshuset og hele festen.

    "Hvad fanden var det der?!" Han gik med ryggen mod mig, men jeg vidste, at han kunne høre mig.

    Han vendte sig ikke mod mig, men sænkede farten, så jeg ikke skulle løbe for at holde trit med ham. "Jeg kunne have vundet. Jeg kunne godt have tæsket ham. Jeg fucking sværger, at jeg kunne." Var det virkelig det, som han tænkte over nu?

    Jeg stønnede og kunne ikke undgå at lyde forarget. "Og hvad så?" Jeg kunne ikke lade være med at bemærke, hvordan min stemme lød en smule skinger, fordi jeg var så ophidset over, hvad der lige var sket. "Jeg vil bare vide, hvorfor det skete!"

    "Han fangede mig bare på et uforberedt tidspunkt. Næste gang, jeg ser ham, så kan jeg godt -"

    "Harry!" afbrød jeg højlydt og irriteret, før jeg greb fat om hans venstre håndled.

    Min pludselige handling fik ham endelig til at stoppe op og vende sig mod mig. Idet hans ansigt mødte mine øjne, forstod jeg, hvorfor han havde været så påpasselig med at holde sig foran mig og med ansigtet rettet væk fra mig. For at sige det ligeud så han forfærdelig ud. Hærget. Hvad, der så ud til at være, et flækket øjenbryn fik blodet langsomt til at strømme ned langs siden af hans hoved, og jeg var overbevidst om, at han var indlagt til et blåt øje i morgen tidlig. Jarred måtte virkelig have fået nogle gode slag ind... og det var, som om disse slag også ramte mig i maven ved synet af hans ødelagte ansigt.

    I noget tid stirrede hans grønne øjne bare ind i mine, før han hviskende brød tavsheden. "Er du sur?"

    "Nej," svarede jeg forsigtigt, hvilket stod i stor kontrast til mit førhen larmende toneleje. "jeg er bare bekymret for dig, Harry. Hvad skete der? Hvor kender du ham fra? Hvorfor hader I hinanden så meget?" Mit hjerte hamrede i min brystkasse.

    Hele atmosfæren havde fuldstændig drejet igen, og Harrys brystkasse, som bevægede sig op og ned i et hidsigt tempo, var det sidste bevis på, at tingene ikke hele tiden havde været lige så rolige, som de var lige nu. Hans stemme havde lydt så nervøs; som om det virkelig betød noget for ham, om jeg var blevet sur på ham. Men selvfølgelig var jeg ikke sur.

    Hvis der var nogen, som jeg ville rette min vrede imod, var det Jarred.

    Men ikke engang ham kunne jeg være vred på, når jeg stod her med HarryDet var, som om raseri virkede som en totalt latterlig ting at føle med den her dreng foran mig, og jeg besluttede mig for at tage fat om hans hånd med min egen.

    Selvom jeg lige havde stillet ham et utal af spørgsmål, så sagde jeg noget før ham. "Du bliver virkelig nødt til at få renset de sår." Det så ret alvorligt ud, men hvis han fik gjort noget ved dem, var der chance for, at der ikke ville gå betændelse i dem.

    "Ja, jeg ved det." Han løftede en hånd for at mærke sin pande. "Jeg bliver nødt til at tage hjem, så -"

    "Jeg bor næsten lige henne om hjørnet." Det var anden gang, at jeg afbrød ham, men det stoppede mig ikke i at fortsætte. "Du kan bare komme med derhjem, så kan jeg måske hjælpe dig med at få dem ordnet," tilbød jeg stilfærdigt.

    Han behøvede ikke at svare. Det lille, diskrete klem, som han gav min hånd, var svar nok, og jeg begyndte derfor med det samme at gå igen med ham efter mig -- denne gang havde vi dog en reel retning og ikke bare væk fra festen.

    Selvom der i forvejen ikke var så langt hjem så mig, så nåede vi næsten derhen på rekordtid, fordi vi allerede havde gået så meget af vejen; nok fordi Harry havde haft så travlt med at komme væk derfra, lige da vi var kommet ud.

    Jeg priste mig lykkelig over, at min mor ikke var hjemme, så jeg skulle forklare hele situationen til hende. Der var mørkt i gangen, da hoveddøren smækkede bag mig, og det eneste bevis, som jeg havde på, at Harry var med, var hans hånd, der stadig lå i min. Selvom vi begge var indforstået med, at han kun var her for at ordne sine sår, kunne jeg ikke undgå at føle en besynderlig og ganske uvant rusfornemmelse skylle gennem kroppen på mig, og jeg fortsatte hurtigt længere ind i huset.

    Jeg styrede resolut mod mit værelse. "Du kan vente her, mens jeg -" Kun havde jeg nået at henvise ham til min seng, hvor han kunne vente, mens jeg fandt noget til at rense med, da jeg pludselig stoppede abrupt midt i sætningen.

    Tanken, om at lade ham være alene inde på mit værelse, virkede faretruende, idet jeg kom i tanke om et vist brev, som jeg havde gemt i min skuffe ikke mere end en meter væk. Ikke at jeg forventede, at Harry kiggede i mine skuffer, men hvis han gjorde... så var det hele slut. Og det var ikke kun min tid som Ellie, men også det her forhold, som jeg havde med Harry.

    Hvem vidste, hvordan han ville reagere, hvis han først fandt ud af det.

    "Nej, faktisk," begyndte jeg i stedet og bakkede nogle skridt. "så går du lige med."

    Selv gennem hans ophævede øjenbryn kunne jeg se, hvordan de fortrak sig i en lidt forvirret grimasse. Dog valgte han ikke at sige noget, men fulgte bare med, mens jeg trak ham med ud på badeværelset, hvor rensemidlerne befandt sig.

    Jeg vidste ikke, om det var forskrækkelsen over slagsmålet, som stadigvæk sad i kroppen mig, eller om det var det faktum, at Harry og det brev (som han havde afleveret i brevkassen kun få timer tidligere) netop havde været i samme rum.

    Jeg kunne i hvert fald mærke mit hjerte slå, mens jeg rodede efter nogle vatrondeller.

    Havde slagsmålet haft noget med det at gøre? At Harry skulle være far? Var Jarred involveret i det på en eller anden måde? Var det derfor, at de hadede hinanden? Hvorfor havde Jarred sagt kan du huske, hvad jeg lovede dig sidst?

    Endelig kunne jeg rette mig op og vende tilbage på værelset med Harry, da jeg havde fundet tingene frem, som jeg nok skulle komme til at bruge. "Harry, du bliver nødt til at fortælle, hvad der skete," sagde jeg så roligt, som jeg kunne.

    Jeg lagde tingene fra mig på sengen, mens Harry var gået lidt længere ind i værelset. Jeg kunne se, hvordan han slog blikket væk, da jeg igen krævede en forklaring. Efter jeg havde peget mod sengen, som han i et langsomt tempo tog plads ved, efterlod et tungt suk hans læber, før han rystede lidt på hovedet. Jeg vidste ikke, hvordan det skulle hænge sammen, men af en eller anden grund, så følte jeg bare, at alt det her måtte hænge sammen med det, som han fortalte mig i sine breve.

    "Det er en lang historie," var det eneste, som han mumlede.

    Lydløst fik jeg fat om en køkkenrulle, før jeg trådte ham nærmere. "Vi har massere af tid," svarede jeg stilfærdigt, før jeg stillede mig mellem hans ben, så jeg bedre ville kunne komme til hans ansigt, og han bøjede nakken for at se op på mig.

    Hans øjne syntes at være det eneste, der ikke var beskadiget på hans kønne ansigt. Dog tvang jeg mig til at tage mig sammen og rev i stedet et stykke papir af køkkenrullen, som jeg lagde mod hans kind for at fjerne det værste blod ved hans kind.

    Harry sukkede igen, men lagde endelig op til at snakke. "Da jeg var syv år, blev mine forældre skilt." Okay, det var det sidste, som jeg havde regnet med, at han ville sige. "I et par år var min mor alene, men da jeg blev ti år, mødte min mor en mand, der hed Gary. Gary Trescott." Uden selv at bemærke det, havde jeg stoppet med at tørre blodet væk, men genoptog hurtigt bevægelsen. "Han havde et barn, Jarred, og inden længe besluttede min mor og Gary sig for at flytte sammen."

    Imens han fortalte, forholdt jeg mig stille.

    Jeg sørgede kun for at fjerne blodet, og det lod også til, at det virkede bedst for Harry, hvis han ikke behøvede at se mig i øjnene, mens han talte. Det var, som om han fortalte historien ud i luften, men jeg havde sjældent lyttet så godt efter som nu.

    "Der gik ikke særlig lang tid, før vi begyndte at hade hinanden; Jarred og jeg. Faktisk hadede vi hinanden fra første øjekast. Jeg følte, at han ikke hørte til i min familie, og jeg kunne ikke lide den måde, som hans far var overfor min mor." Han holdt en kort pause, hvor jeg kunne høre, at han trak vejret tungt, før han fortsatte. "Han var ubehøvlet og snakkede altid virkelig grimt til hende -- en egenskab, som jeg erfarer, at Jarred har arvet." Den sidste bemærkning blev nærmest spyttet ud, men han fortsatte. "Min søster, Gemma, har altid været god til at forsvare sig selv, og hun tøvede heller ikke længe med at smide en spydig bemærkning tilbage i hovedet på Gary, når han blev for grov... men en dag, det -" Harry sank og så igen væk.

    Jeg følte ikke for at bryde ind i hans historie og forholdte mig derfor tavs, og selvom det, som han fortalte, var noget helt andet, end hvad jeg havde regnet med at høre, ville jeg alligevel gerne høre det. Selvom det tydeligvis var en del af hans fortid, som han ikke nød at snakke om, så var det en del af Harry, som jeg ikke kendteOg jeg ville kende til hvert aspekt af Harry.

    "Gary sad inde i stuen, og han havde lige givet min mor et møgfald, fordi hun havde gjort et eller andet forkert. Jeg var kun lige trådt ind i rummet, da jeg så Gary, som fløj op i hovedet på Gemma, efter hun havde pisset ham af, og jeg -" Han måtte rømme sig for at holde kontrol over stemmen. "Jeg troede, at han ville slå hende, så jeg sprang på ham. Jeg tror kun, at jeg fik et enkelt slag ind eller to, før Jarred kom ind og begyndte at tæske mig i stedet." Jeg slap min læbe, som det gik op for mig, at jeg havde bidt alt for hårdt ned i. "Og sådan begyndte det. Min mor og Gary flyttede fra hinanden igen, men hver gang jeg ser Jarred, udvikler det sig altid til en slåskamp. Sidst jeg så ham, lovede han, at han ville dræbe mig, hvis han så mig igen."

    Chokeret så jeg på ham, men han gav bare et tomt grin fra sig ved sin konstatering. "Harry, jeg -"

    "Du behøver ikke sige noget." Det overraskede mig, hvordan han skiftede fra dette nærmest forpinte udtryk til det rolige, som jeg kendte allerbedst. "Jeg er bare glad for, at du ikke blev sur og gik." Hans blik hvilede på mig i nogle sekunder.

    Jeg ville have sagt noget i retning af, at jeg selvfølgelig ikke ville blive sur, fordi han blev angrebet, men i stedet hældte jeg rensevæske op på en vatrondel, da jeg havde fået fjernet alt det øvrige blod. "Det sviger måske lidt," advarede jeg stilfærdigt.

    Jeg lagde vatrondellen mod såret ved hans bryn. Harry sagde intet, men jeg vidste, hvordan det nev, når man fik renset stadigt åbne sår. I stedet kunne jeg mærke hans hænder, der lagde sig mod mine hofter. Pludselig blev jeg underligt opmærksom på, hvordan jeg stod mellem hans ben, som han havde hængende ud over sengekanten, mens jeg hjalp ham.

    Jeg skyndte mig derfor at blive færdig, før jeg blev alt for forlegen ved hele den her uvante situation. "Jeg sætter et plaster på, men du skal måske lige se en læge i morgen, hvis det skal syes," mumlede jeg, mens jeg rodede efter et plaster.

    "Tak." Hans blik hvilede på mig. "Jeg er bare glad for, at det ikke er læben, som jeg har flækket."

    Jeg nikkede, mens jeg satte plasteret på plads. "Ja, det er rigtigt; det er meget mere smertefuldt, når -"

    "Nej, Wednesday," afbrød han mig leende, og jeg tog mig sammen til at turde at kigge ham i øjnene, der som altid strålede, når han kiggede tilbage på mig. "jeg er glad, fordi ellers ville jeg ikke have haft mulighed for at gøre det her."

    Jeg måtte bakke et skridt, da han pludselig rejste sig fra sengen, men nåede ikke at reagere yderligere, før jeg kunne mærke hans læber snitte mine. Uden selv at bemærke det lukkede jeg øjnene i, og jeg nød bare at kunne mærke hans ånde mod mine læber, før han pressede sine læber mod mine. Den euforiserende følelse, som jeg genkendte fra sidste gang, at Harry kyssede mig, slog heller ikke fejl denne gang, selvom dette kys var langt mere blidt og forsigtigt, end det første havde været.

    Det var egentlig sjovt, for det første kys plejede at være det lidt tilbageholdne og ydmyge af slagsen, men Harrys og mit første kys havde været lige på og hårdt. Nu var det, som om vi havde oplevelsen af det første kys... og jeg kunne ikke helt blive enig med mig selv om, hvad jeg bedst kunne lide. Noget sagde mig, at ligegyldigt hvordan Harry kyssede mig, så ville det have den svimlende effekt, som det havde netop nu, da jeg kunne mærke spidsen af hans tunge glide over min underlæbe. Jeg kunne ikke lade være med at trække vejret tungt en enkelt gang, før jeg endelig spredte mine læber, og min tunge mødte hans.

    Det sendte et nyt og endnu stærkere rus gennem kroppen på mig.

    Først da jeg kunne mærke Harry trække mig med tilbage, så jeg lå halvt over ham i sengen, gik det op for mig, at jeg havde grebet fat i siderne på hans skjorte. På en eller anden måde lykkedes det os ikke på noget tidspunkt at bryde vores kys, som syntes at blive mere intenst for hvert sekund, der gik, mens vi begge kom ned og ligge. Harry rullede os rundt en enkelt gang på sengen, så han i stedet lå over mig med sit ene ben mellem mineMine hænder fandt vej om til hans ryg, mens jeg mærkede et gys, da han lagde hånden halvt mod min kind og halvt i mit hår. Selvom det muligvis var en anelse ynkeligt, kunne jeg ikke lade være med at føle en trang til at give et klynk fra mig, da Harry trak sine læber til sig og derved brød kysset.

    Dog opdagede jeg, at jeg var for forpustet til at kunne sige noget. "Er dine forældre ikke hjemme?"

    Jeg nåede kun at undre mig over det spørgsmål, som Harry (der også lød til at have problemer med vejrtrækningen) stillede i en tiendedel af et sekund, før det gik op for mig, hvorfor han spurgte. Vores kys have vist været ved at udvikle sig til noget lidt mere, og det ville nok gå hen og blive ret akavet, hvis min mor havde været hjemme til at overhøre eventuelle lyde.

    Nej, ad.

    "Nej," svarede jeg, da jeg kunne trække vejret ordentligt. "min mor kommer først hjem i morgen."

    Selvom jeg havde åbnet mine øjne, fokuserede jeg dem først nu mod Harrys, da jeg ellers havde ladet dem se ud i mørket. Der gik lidt tid, før han så mig tilbage i øjnene, og da han gjorde, var det, som om der havde lagt sig et nyt skær over dem.

    "Undskyld." Hans ord forvirrede mig. "Jeg mente bare din mor."

    Jeg kunne ikke lade være med at overveje, hvor beruset Harry egentlig var, for hvert ord han sagde, gjorde mig kun mere forvirret. Dog var det, som om jeg forstod, hvad han mente, i takt med han forsigtigt lagde sig ved siden af mig i sengen.

    Han havde sagt dine forældre. Som i to. Som i jeg også havde en far.

    Jeg rykkede mig lidt, så der var bedre plads til os begge i sengen, før jeg drejede hovedet mod højre for at kunne se hans silhuet. "Vil du have, at jeg skal fortælle dig om min far?" spurgte jeg stilfærdigt efter noget tid, hvor vi begge var tavse.

    Harry rystede hurtigt og forhastet  på hovedet. "Nej, det behøver du selvfølgelig ikke. Jeg var bare så dum ikke at huske, hvad du allerede havde sagt, og jeg -" Hans plapren fik mig til at gribe hans hånd, så han ville tie stille i stedet for.

    "Hans navn er Wyatt." Selvom Harry lige havde sagt, at jeg ikke behøvede, så følte jeg, at jeg skyldte ham det, efter hvad han lige havde fortalt mig. "Mere ved jeg ikke om ham. Min mor var ung, da hun mødte ham, og det var ikke meningen, at hun skulle blive gravid... med mig." Jeg kunne straks mærke den velkendte klump, som jeg altid fik i halsen. "Han blev med min mor gennem graviditeten, men en uge efter jeg blev født, gik han fra hende, og vi har aldrig set noget til ham siden."

    Jeg havde vendt blikket mod vores hænder, som hvilede mod hans mave, mens han strøg fingeren over min håndflade. Jeg troede ikke, at han selv havde bemærket, at han gjorde det. Dog vendte jeg øjnene tilbage mod Harrys ansigt, som så ud til at være forstenet. Det var underligt, hvordan jeg ikke selv havde bemærket linjen mellem mine forældre og den situation, som Harry stod i... men jeg kunne næsten fornemme på hans stilhed, at han ikke havde været langsom til at opdage den.

    "Det er jeg ked af." Der gik lang tid, før han reagerede, men da han gjorde, drejede han også hovedet mod mig, så jeg kunne få øjenkontakt med ham; jeg kunne ikke helt tyde blikket i hans øjne, da jeg fangede dem i de mørke omgivelser.

    Jeg rystede på hovedet og trak vejret dybt indad en enkelt gang. "Bare lov mig, at du aldrig ville gøre sådan noget." Det var ikke gået op for mig, at min stemme var blevet en smule grødet og utydelig efter at have snakket om min far.

    Pludselig var der en beslutsom glød i hans øjne. "Jeg ville aldrig forlade en så vidunderlig pige som dig, Wednesday."

    Jeg kunne andet end at tro hans ord. Med et stilfærdigt snøft lagde jeg mig ind til ham og hvilede panden mod hans bryst.

    Jeg vidste ikke hvorfor, men hvad, han lige havde fortalt mig, fik en indre ro til at lægge sig inden i mig. Jeg ville ikke ønske, at det, der skete for mig, ville komme til at ske for nogle andre, og det beroligede mig, at Harry lovede mig at stå ved.

    Harry sagde intet, men jeg kunne mærke hans arm sno sig om mig og trække mig tættere ind til sig.

    "Du har ingen idé om, hvor meget det betyder," hørte jeg mig selv hviske.

★★★★★★★★★★★★★★★★★★

Okay, jeg fik dårlig samvittighed, fordi der er gået så lang tid, og der var lidt, der havde skrevet, hvornår der kom mere. SÅ JEG SKYNDTE MIG AT SÆTTE MIG TIL AT SKRIVE, SÅ JEG KUNNE BLIVE FÆRDIG I DAG!!!!

Der var meget, der skulle med i det her kapitel, så jeg ved ikke, om det blev forhastet. Håber det ikke, selvom jeg har været lidt i tidspres, fordi jeg jo er startet i skole igen... og fordi jeg er det, kan jeg ikke love, at der kommer kapitler lige så ofte, som der gjorde i ferien (oh, how I miss it). Jeg vil prøve, om jeg ikke kan publicere mindst én gang om ugen!

Tak, fordi I læser med!

x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...