Ask Ellie

’Ask Ellie’. Et fænomen, som alle elever på Newbold kender til. Det er nemlig navnet på skolens brevkasse, hvor alle har mulighed for at tilsende et anonymt brev i håb om at få besvaret deres inderste, frustrerede tanker. Dog er der ingen, der ved, at det i virkeligheden er pigen med det ustyrlige hår og næsepiercing ved navn Wednesday Willis, der arbejder som Ellie. Hver fredag efter skole samler hun ugens gevinst af breve ind, der bliver postet i skabsnummer 743, som hun svarer på over weekenden. Men en dag, hvor hun er på vej for at tømme brevkassen, får hun øje på en af skolens mest populære fyre, Harry Styles, som desuden er bedste ven til hendes fætter, Louis Tomlinson, som skubber et brev ind i skabet. Dette brev viser sig at holde på en hemmelighed, der sætter hendes moral på prøve, og hun finder sig pludselig underligt draget til Harry, alt imens hun står med en magt mellem hænderne, der kunne fuldkommen destruere hans liv.

1012Likes
1052Kommentarer
143563Visninger
AA

21. Kan ikke tale om det

 

21
ask ellie

Harrys synsvinkel

Hvordan det overhovedet kunne være mandag i dag, havde jeg ingen idé om. Weekenden var gået, som om den slet ikke havde eksisteret... men det havde den i den grad. Faktisk havde det været en af de allermest begivenhedsrige weekender i mit nittenårige liv, og som jeg sad her til religionstime klokken alt-for-tidligt-om-morgnen, forsøgte jeg stadigvæk at lade det hele synke ind og falde på plads. Det havde været en rutsjebane af forskellige følelser, oplevelser og ikke mindst oplysninger.

    Det havde lagt ud med det monster til Jarred Trescott pludselig havde besluttet sig for at få smidt Wednesday og jeg ud fra den fest ved at starte en slåskamp foran halvdelen af skolen. Dernæst havde det været et opkald fra Louis, der med en sløret og knapt genkendelig stemme havde bedt mig om at hente ham, hvorefter han også havde ment, at han skulle til at slå på mig samt smadre resten af hans hus. Til sidst havde det været det, der faktisk havde endt med at slå mig allermest ud, selvom jeg allerede havde modtaget en del knytnæver i ansigtet. Det havde været nyheden om, at min bedste ven, som jeg havde været mere end 100 % sikker på ville fortælle mig alting, havde skrevet en hemmelighed ned på et stykke papir for derefter at lægge det ned i et brev, som jeg selv havde stået med, men ikke læst. Og det havde ikke været hvilken som helst hemmelighed. Det var en hemmelighed, som der, lige siden jeg havde fået den af vide, ikke havde sluppet mine tanker i bare et eneste ensomt sekund.

    Louis skulle være far. Min bedste ven skulle være forælder.

    Nå ja, og så var der også lige den mindre detalje, at pigen, som jeg havde tilbragt min tid med at tænke på uafbrudt de sidste uger, havde været med til at holde denne hemmelighed fra mig i den tro, at det var mig, der skulle have et barn.

    Jeg havde ikke kunnet lade være med eller for den sags skyld undgå at føle den lille gnist af tvivl, da hun først fortalte mig, hvad hun havde holdt fra mig i al den tid. Det kunne jo være, at den eneste grund, til hun overhovedet havde tilbragt tid med mig, var, fordi hun havde haft medlidenhed med mig eller sådan noget fucked up noget. Jeg vidste jo selv, hvor stor sympati og bekymring jeg havde følt overfor Louis, lige siden jeg havde fundet ud af, hvad der foregik. Alligevel var jeg hurtigt kommet fra tanken igen; det kunne umuligt være grunden, til hun rødmede, når jeg kiggede lidt for længe på hende. Eller grunden til hendes bankende hjerte, når min hud snittede hendes. Det kunne umuligt være grunden, til jeg var faldet for hende.

    "Hr. Styles?"

    Langsomt løftede jeg blikket, som jeg havde haft sået til bordpladen under mine hænder. Hr. Owens øjenbryn var løftet i en afventende grimasse, da mit blik endelig mødte hans. Det lod til, at han bemærkede min desorienterede tilstand.

    Han rømmede sig og trådte mit bord nærmere. "Hvad symboliserer hanen i buddhismens forstand?"

    Jeg gik ud fra, at hans spørgsmål var en gentagelse af, hvad han allerede havde spurgt klassen om, men som jeg havde været for langt væk i mine tanker til at kunne høre eller give nogen opmærksomhed. "Øh." Jeg kunne høre nogle fnise bag mig.

    "Begær."

    Instinktivt så jeg til venstre for mig, da jeg kunne høre Zayns lavmælte stemme, og før jeg nåede at opfatte, at han gav mig svaret på lærerens spørgsmål, havde hr. Owen allerede drejet om på hælene. Jeg så tilbage på min lærer, da han talte igen.

    "Det er nemlig rigtigt, hr. Malik," roste læreren, da han måtte have hørt Zayn, da han hjalp mig.

    Zayn grinede hæst ved siden af mig, da hr. Owen fortsatte sin undervisning efter at have skrevet svaret op på tavlen. "Hvor fanden er du henne, Haz?" grinede min ven dæmpet og puffede til min skulderen, og jeg kiggede instinktivt på ham.

    Jeg havde nok været lidt fraværende gennem hele timen, og for en som Zayn, der kendte mig godt, kunne han nok mærke, at der var et eller andet, der var anderledes ved mig. Og det var ikke kun, at jeg havde tre sting plantet i mit øjenbryn, selvom han også havde været hurtig til at kommentere på det, da vi var mødt ind. Det var nok også ret bemærkelsesværdigt. Det gjorde stadig satans ondt, og når jeg ikke lige var opmærksom, kom jeg af og til til at ramme det ømme område med hånden.

    Jeg gengældte hans latter. "Tror stadigvæk, at jeg sover lidt," svarede jeg og sank dybere ned i stolen.

    Jeg var dog så vågen, som man overhovedet kunne blive det. Grunden til min manglende interesse for undervisningen lå i det kaos, der foregik i mit hoved. Der var tusindvis af ting at tænke på. Og midt i al forvirringen blev hun ved med at dukke op.

    Hendes øjne, hendes læber, hendes stemme, hendes grin, hendes smil, hendes berøringer, hendes kys.

    Selvom det alle var ting, der fik en ubeskrivelig, vidunderlig fornemmelse til at brede sig, så var det upraktisk, når jeg prøvede at koncentrere mig om noget andet. Egentlig havde det været sådan i lang tid, men efterhånden som jeg havde lært hende bedre og bedre at kende, var det kun blevet værre. Hun var helt og aldeles fantastisk, og jeg tog mig selv i at falde hen i staver alt for ofte, mens jeg udspillede forskellige scenarier i mit hoved, hvor hun indgik på den ene eller den anden måde.

   Forskrækket så jeg op, da Zayn pludselig skubbede stolen ud ved siden af mig og rejste sig op fra sin plads. Først da jeg selv fik rettet mig op i sædet og set, at alle andre i klassen også havde rejst sig og var i gang med at pakke deres ting sammen, gik det op for mig, at klokken havde ringet os fri for første time. Hurtigt greb jeg fat om remmen på min skoletaske og rejste mig også op, så jeg kunne blande ind i menneskemængden, som nu strømmede mod udgangen af klasselokalet.

    Zayn forlod mig efter et hurtigt skulderklap og et smil, idet vi var nået ud på den nu fuldkommen elevfyldte gang, da han vist skulle ned og have bioteknologi, når frikvarteret sluttede om tyve minutter. Stakkels dreng. Stakkels, stakkels dreng.

    Selv drejede jeg den anden vej ned ad gangen, før jeg skubbede noget vildfarent hår væk fra min pande. Louis skulle først møde klokken ti, hvilket jeg vidste, at han gjorde hver mandag, men alligevel tog jeg mig selv i at spejde efter ham, mens jeg arbejdede mig igennem strømmen af mennesker. På en måde var jeg lettet over, at jeg ikke så ham før spisefrikvarteret (hvis han overhovedet besluttede sig for at dukke op i dag), men samtidigt frygtede jeg det også. Selvom Wednesday og jeg havde aftalt, at vi blev nødt til at fortælle ham, hvad vi vidste, så anede jeg ikke, hvordan jeg skulle sige til ham.

    Hvordan bragte man sådan noget på banen?

    Det var måske også en idé at snakke med Wednesday om det hele, før vi fortalte noget til Louis. Måske var det, fordi jeg var bange for hans reaktion, at jeg ikke følte for at fortælle ham det, men jeg havde det, som om det ikke ville være klogt at gøre det. Måske ville det var skubbe ham tættere på kanten af fornuft. Og som om mine tanker var blevet sagt højt, fik jeg øje på en lyshåret pige, som var i fuld gang med at mase nogle bøger ind i et skab, hvor der ikke var den mindste smule plads til dem.

    Wednesday.

    Det lod ikke til, at hun bemærkede, hvordan jeg nærmede mig hende bagfra, og jeg kunne til sidst læne mig op af skabet ved siden af hendes og betragte hende, uden hun så meget som værdigede mig et blik, da han var så koncentreret på det, som hun lavede. Jeg kunne høre hende bande lavmælt, mens hun for syttende gang prøvede at omrokere sine ting, så der var plads.

    Jeg rømmede mig kort. "Har du brug for hjælp?"

    To af bøgerne faldt ud af skabet og landede mod gulvet, da hun i et forskrækket gisp trak hænderne til sig og så på mig med et vildt blik i øjnene. Jeg kunne ikke lade være med at grine, da hun åbnede munden for at sige noget, men i stedet lagde hånden mod brystet over hjertet. Jeg bøjede mig ned for at samle bøgerne op fra gulvet, og hun fulgte mig få sekunder efter.

    "En anden gang ville et hej være rart som advarsel." Jeg løftede blikket for at møde hendes øjne.

    Igen smilede jeg, før vi rettede os op igen. "Undskyld," smilede jeg tilbage, selvom jeg egentlig ikke rigtig fortrød mine handlinger på nogen måde. "du så bare ud til at være så travlt optaget." Jeg nikkede mod hendes proppede skab.

    Hun sukkede tungt, før hun så mod det. "Ja, der er bare ikke plads til alle de her lortebøger."

    Irriteret forsøgte hun at skubbe bogen, som hun havde i hånden, ind i skabet igen, men holdt inde, da jeg pludselig lagde hånden oven på hendes. I stedet tog jeg bogen fra hende og lagde den oven på den, som jeg havde samlet op fra gulvet.

    Hun flyttede blikket spørgende over på mig.

   "Jeg kan ligge dem ned i mit skab." En rødmen blussede i hendes kinder, og jeg fik lyst til at give hendes kinder et kys hver. "Hvornår skal du bruge dem igen?" Jeg stillede min taske på jorden, så jeg kunne ligge hendes bøger ned blandt mine egne.

    "Øh," begyndte hun tøvende. "først i morgen."

    Jeg nikkede. "Så får du dem igen i morgen."

   Hun smilede forsigtigt, og jeg opdagede, hvor hurtigt hun havde ledt mine tanker væk.

    I de to første religionstimer havde jeg ikke kunnet koncentrere mig om andet end alle de ting, der var sket i løbet af den her weekend, og hvad jeg havde fået af vide. Efter fem minutter i hendes selskab var det eneste, som jeg tænkte på... hende.

   "Harry, du -" Det gik op for mig, at jeg bare havde stået og stirret på hende i et godt stykke tid, da hun pludselig begyndte at tale til mig, men igen holdt en smule inde for at dæmpe sin stemme. "Du har ikke snakket med Louis, siden... du ved, vel?"

    Emneskiftet fik en tung sten til at lande i min mave, og jeg rystede på hovedet. "Nej, han møder -"

    "Godt." Hun afbrød mig, før jeg kunne nå at fortsætte med mit svar. "Jeg synes, at vi skal fortælle ham det sammen... men vi skal måske vente til efter skole." Hun så på nogle elever, der netop passerede os. "Vi behøver ikke noget publikum."

    Jeg nikkede enigt.

    Jeg ville hellere fortælle det sammen med hende end alene. Jeg frygtede som sagt, hvordan Louis ville tage det; efter hvad jeg havde oplevet i lørdags, var der noget, der sagde mig, at det ikke ville være pænt. Det havde været så vigtigt for ham, at det skulle forblive en hemmelighed, og nu vidste både Wednesday og jeg det. Det var ikke til at sige, hvordan han ville reagere.

    "Jeg tror også, at det er bedst." Jeg lod mine øjne vandre, før de landede på hendes. "Efter skole?"

    Hun nikkede enigt til mig og så mig ind i øjnene. "Efter skole." Det virkede, som om hun skulle til at sige noget mere, da hun pludselig vendte hovedet bort, idet hendes opmærksomhed nu lå på en pige, der havde kaldt hendes navn.

    Få sekunder efter så hun tilbage på mig med et smil. "Cassidy." Jeg regnede ud, at det måtte være en af hendes veninder, der forsøgte at komme i kontakt med hende. "Jeg bliver nok nødt til at gå nu. Vi ses, Harry." Hun smækkede sit skab.

    "Ja, jeg skal bare lige -"

    Hun var kun lige nået at vende om og træde et skridt frem, da jeg lagde min hånd om hendes håndled, hvilket fik hende til at vende sig om mod mig endnu en gang, og jeg trådte frem mod hende for at trykke mine læber mod hendes.

Wednesdays synsvinkel

Det var lige før, at jeg ikke engang opfattede, hvad der skete, før Harrys læber var forsvundet fra mine igen. Dog bekræftede ruset af den efterhånden velkendte, stikkende fornemmelse, at det var det. Jeg blinkede et par gange og så efter ham i nogle sekunder, da han var vendt om og allerede var et godt stykke nede af gange. Endelig fik jeg taget mig sammen og drejede selv rundt for nærmest med maniske bevægelser at gå hen mod Cass, som jeg havde aftalt at skulle følges til matematik med.

    Uden så meget som at sige et enkelt ord nåede jeg op til hende og begyndte at gå mod klassen, som vi skulle være i. Det var hende, der brød stilheden mellem os, og jeg så mod hende, da hun grinende havde øjnene rettet mod mig. Hvad?

    "Nå," smilede hun. "det ser da ud til at gå fremragende mellem dig og hr. loverboy."

    Jeg kunne nærmest mærke, hvordan mit ansigt blev malet i en ganske flot, rød farve, og jeg kunne ikke undgå at føle mig pinlig berørt over hendes ord. At kysse Harry midt på gangen i skolen var langt fra noget, som jeg var vant til... og det var tydeligvis heller ikke noget, der gik ubemærket hen hos mine veninder. Jeg rystede hurtigt på hovedet af hende.

    "Please, Cass;" tiggede jeg i et forsøg på at få hende til at stoppe, hvilket hun kun grinede mere af; derfor undveg jeg til et spørgsmål, som jeg faktisk havde haft i tankerne at stille hende. "har du snakket med Jarred... du ved, siden i fredags?"

    Minderne af slåskampen og Harry med blod i ansigtet bagefter stod stadigvæk klar i min erindring.

    Cassidy fnyste og kastede med håret, før hun gik ind ad døren til klasseværelset. "Han er fortid."

    Med tre simple ord formåede hun at lette en byrde fra mine skuldre. Jeg havde frygtet, at det med Jarred og Harry ville ende med at have betydning for mit og Cass' forhold; dog lod det til, at hun var kommet videre i sit liv, da hendes ord var efterfulgt af et grin. Jeg grinede og nød ikke at have nogle bekymringer. Jeg vidste, at det kun ville holde, til skoledagen var ovre.

Det var sjældent, at jeg rent faktisk ville ønske, at skolen varede i længere tid. Mine hænder rystede en anelse, og jeg havde det varmt på en klaustrofobisk og ubehagelig måde. Jeg ønskede mig alle andre steder hen end lige netop her.

    Ved skolens indgang, hvor jeg stod i netop dette øjeblik.

    Nervøsiteten var kommet i løbet af dagen, men det var helt klart nu, som jeg stod og ventede på, at Louis ville træde ud af Newbolds dobbeltdøre, at det var havde nået sit højdepunkt. Harry virkede også anspændt. Jeg kunne mærke det på ham, selvom han bare stod ved siden af mig, uden vi overhovedet udvekslede nogle ord. Det var først ved at gå op for mig for alvor, hvad det var, som vi skulle til at gøre. Egentlig burde det være en lettelse at skulle ud med det, og jeg håbede også inderligt på, at Louis ville se det som en fordel at have nogen til at snakke med om det. Alligevel var jeg nervøs som en i fanden.

    Hvordan skulle vi sige det? Hvordan startede man sådan en samtale?

    Dog lod det til, at jeg måtte se at finde ud af det hurtigt, for pludselig fik jeg øje på Louis, der kom ud af skolens hoveddør og med hurtigere skridt, end jeg lige havde forventet, forlod den igen. Han nærmest marcherede væk fra skolen.

    Harry var hurtigere til at reagere, end jeg var, da han trådte frem og fulgte efter ham. "Louis!"

    Først da han kaldte hans navn, fandt jeg mine egne ben, og jeg skyndte mig at følge efter dem.

    Louis stoppede ikke, på trods af hans navn blev råbt. "Louis, vi skal snakke med dig!" Jeg var blevet nødt til at halvløbe bare for at nå op på siden af Harry, som gik nogle metre bag min fætter, der ikke lod til at have i sinde at standse. "Louis!"

    Endelig var det, som om han reagerede, da han sænkede tempoet og så sig over den ene skulder -- dog var det ikke en særlig ønskelig reaktion. "Åh, hej," mumlede han, mens han styrede mod sin bil. "jeg har ikke tid til at snakke lige nu."

    "Vi vil gerne snakke med dig om -" Harry tav et øjeblik, men samlede hurtigt op, hvor havde sluppet igen. "Vi vil bare gerne snakke med dig om, hvad det var, der skete i lørdags, Louis." Han havde svært ved, hvordan han skulle formulere det.

    Det var nok smartest at lægge sådan ud, så vi kunne få ham til at snakke med os, hvor vi så blev nødt til at smide bomben.

    At vi vidste, at han skulle være far. Det lød stadigvæk så surrealistisk i mine ører.

    Louis stoppede endelig op, da han nåede sin bil og tog sine nøgler frem for at åbne den. Han havde ikke tænkt sig at blive. Harry og jeg standsede, da vi stod med en god afstand mellem Louis og bilen. Han smilede, men det nåede ikke hans øjne.

    "Ja, det må I virkelig undskylde, at jeg fik rodet jer ind i;" smålo han ligegyldigt. "jeg var ret fuld."

    Jeg vidste ikke, hvor meget han selv kunne huske af den aften, men det var i hvert fald ikke noget, som jeg så tilbage på og grinede ved tanken af. Det var tydeligt, at han prøvede at afværge os, og det virkede på absolut ingen måde.

    Han åbnede døren for at sætte sig ind. "Louis, hold nu op -" begyndte jeg, men blev hurtigt afbrudt.

    "Nej, du holder op." Han stoppede brat i bevægelsen, og den pludselige alvor, der havde lagt sig i hans stemme, skræmte mig. "Jeg kan ikke tale om det her, okay?" Hans øjne hvilede på mig, før de så mod Harry. "I skal lade mig være nu."

    Jeg sank, og selvom jeg havde lyst til at tage fat i ham og forsøge at få ham til at blive med os, før han kørte væk, kunne jeg ikke få mig selv til det. Der var noget i undertonen af hans stemme, der fik et gys til at hvirvle ned langs min rygrad og gjorde mig helt handlingslammet, og det var først nu, at jeg bemærkede, hvordan dybe, mørke rander understregede hans øjne.

    Harry trådte frem, da han igen gjorde mine til at sætte sig ind. "Vi vil jo bare -"

    "Nej!" Louis afbrød igen, og denne gang var det efterfulgt af en larmende stilhed, mens en fugtige hinde lagde sig over hans øjne. "I skal lade mig være nu." Han satte sig ind i bilen og kørte væk; og denne gang sagde hverken Harry eller jeg noget.

★★★★★★★★★★★★★★★★★★

Hold nu op, det er alt for lang tid siden, at jeg sidst skrev et kapitel!

Det var aldrig meningen, at det skulle tage så lang tid, og det beklager jeg. Jeg håber virkelig, at I stadigvæk vil læse med, og jeg lover, at jeg fremover vil gøre en bedre indsats for at opdatere oftere. Jeg har virkelig savnet at publicere kapitler til Ask Ellie, og derfor er jeg også så spændt på at høre, hvad I har at sige til det her kapitel. Historien er næsten ved at runde 1000 favoritlister... jeg forstår det overhovedet ikke. FUCKING TAK, VENNER!

Til sidst vil jeg bare lige skrive, at jeg synes, at I skal gå ind og tjekke min historie Silent Scream ud. Jeg har lige publiceret den i dag, men det er en historie, som jeg begyndte på i 2012. Det ville betyde alt, hvis I tog et kig på den.

Tak, fordi I læser med!

x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...