Ask Ellie

’Ask Ellie’. Et fænomen, som alle elever på Newbold kender til. Det er nemlig navnet på skolens brevkasse, hvor alle har mulighed for at tilsende et anonymt brev i håb om at få besvaret deres inderste, frustrerede tanker. Dog er der ingen, der ved, at det i virkeligheden er pigen med det ustyrlige hår og næsepiercing ved navn Wednesday Willis, der arbejder som Ellie. Hver fredag efter skole samler hun ugens gevinst af breve ind, der bliver postet i skabsnummer 743, som hun svarer på over weekenden. Men en dag, hvor hun er på vej for at tømme brevkassen, får hun øje på en af skolens mest populære fyre, Harry Styles, som desuden er bedste ven til hendes fætter, Louis Tomlinson, som skubber et brev ind i skabet. Dette brev viser sig at holde på en hemmelighed, der sætter hendes moral på prøve, og hun finder sig pludselig underligt draget til Harry, alt imens hun står med en magt mellem hænderne, der kunne fuldkommen destruere hans liv.

1010Likes
1053Kommentarer
142632Visninger
AA

18. Jeg vil altid være der

 

18
ask ellie

Wednesdays synsvinkel

Telefonopkaldet fra Harry var endt få minutter efter, at det var startet, og jeg havde samtidig formået at få iklædt mig noget fuldstændigt tilfældigt tøj på rekordtid. Selvom Harry lod til at være mere forvirret, end jeg selv var, så var det lykkedes mig at finde ud af, at de befandt sig hos Louis. Derfor fandt jeg på en hurtig undskyldning overfor min mor, om hvorfor jeg skulle hen til Louis, og hun stillede ikke spørgsmål, før hun vendte tilbage til sin film i fjernsynet, og jeg forsvandt ud af hoveddøren.

    Gåturen over til min fætters hus føltes ualmindelig lang, og det var, som om vejen blev ved med at fortsætte. Louis var ikke den aggressive type. Jeg havde næsten aldrig oplevet ham... vred. Han blev mest bare fornærmet, men så kunne han alligevel ikke holde ud at være sur mere end fem minutter, og så vendte han tilbage til at være min fjollede og ubekymrede fætter.

    Kunne det virkelig passe, at det var ham, som jeg havde hørt råbe på den måde i telefonen?

    Det var af rent instinkt, at jeg bare trykkede håndtaget ned på hoveddøren og trådte ind, da jeg endelig nåede det velkendte hus. Det her sted fungerede som et andet hjem for mig, så det faldt mig naturligt ikke at banke på eller melde min ankomst.

    Jeg standsede, idet jeg trådte ind, da jeg hørte noget, der lød som en vase, blive smadret. Jeg ville gerne træde fremad, men mine ben nåede meget simpelt ikke at reagere, før Harry dukkede op i gangen med et panisk udtryk malet over hans ansigt. Selvom det tydeligvis ikke var det vigtigste lige nu, så bemærkede jeg stingene, der nu holdt hans ene øjenbryn sammen.

    "Wednesday!" gispede han nærmest, da han så mig. "Jeg er så ked af, at jeg ringede til dig sig sent, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg håber ikke, at du sov. Du sov ikke, vel?" Han nærmede sig mig med nogle hurtige skridt.

    Jeg rystede hurtigt på hovedet, før jeg forsøgte at se ham over skulderen og ind i stuen, hvor jeg kunne høre Louis råbe noget utydeligt. "Hvad foregår der?" spurgte jeg panisk, før jeg så tilbage på ham med mit hjerte siddende i halsen.

    Nu var det Harrys tur til at ryste på hovedet. "Han har drukket." Hans konstatering gjorde mig af en eller anden grund helt svimmel. "Han har været ude og drikke, og så ringede han til mig fra en halv times tid siden og spurgte, om jeg ikke ville hente ham. Han virkede rolig nok turen hjem, selvom han ikke ville tale med mig og blev ved med at stille nogle underlige spørgsmål, men -" Han trak vejret en smule hektisk, før han fortsatte sin talestrøm. "men da vi så kom herhjem, flippede han helt ud og begyndte at smadre alting. Jeg prøvede at stoppe ham, men han ville ikke holde op, og det vil han heller ikke nu."

    Uden at svare ham satte jeg abrupt ind mod stuen, og selvom jeg ikke så mig tilbage, kunne jeg mærke Harry følge bag mig. Jeg vidste ikke, hvilket syn jeg havde forventet at møde, men jeg mærkede med det samme, hvordan jeg tabte kæben af overraskelse over det absolut hærgede lokale. Mine øjne fokuserede hurtigt hen mod den bagerste væg, hvor jeg fik øje på Louis, som netop havde fået fat om det beige gardin og i en brutal og voldsom bevægelse rev det ned fra gardinstangen.

    "Louis!" skreg jeg og satte hastigt hen mod ham.

    Kun havde jeg nået at lægge min hånd mod hans overarm, da han i et kraftigt sving med armen sendte mig lidt over en meter tilbage igen. Det var ikke, fordi han havde forsøgt at slå ud efter mig eller noget, men bare tanken, om han havde skubbet så hårdt til mig, slog mig helt ud. Jeg fik dog ikke lang tid til at komme mig over chokket, før Harry pludselig fløj frem bag mig.

    De faldt begge til jorden med det samme, og det var tydeligt, at Harry var trådt frem i et forsøg på at beskytte mig, men det lod til, at Louis havde taget det som en opfordring til at lade sin vrede gå ud over ham, da han begyndte at tæske løs på ham.

    "Louis!" skreg jeg igen, selvom det ikke havde virket første gang, før jeg tog fat om min fætters ene arm i et forsøg på at få ham fjernet fra Harry, der beskyttede sit allerede sårede ansigt. "Louis, for helvede, se dog, hvad det er, som du har gang i!"

    Idet ordene forlod mine læber, var det endelig, som om det gik op for ham, hvad det var, som han foretog sig. I hvert fald ophørte hans slag sig med ét og efter at have stirret tomt foran sig i få sekunder, sprang han pludselig op og stå igen.

    Jeg kunne ikke nå at følge med ham i hans pludselige bevægelse, og jeg så hurtigt mod Harry for at sikre mig, at han var okay, før jeg vendte opmærksomheden mod Louis. Han havde vendt ryggen mod os, men var begyndt at gå rastløs frem og tilbage over stuegulvet, før han greb fat om et efterladt glas med cola på stuebordet, som han med alt kraft tyrede ind mod en af de hvide vægge, så det efterlod et stort, vådt mærke, og glasset smadrede og gik i tusinde stykker ud over gulvet.

    "Nej, Louis, slap nu af!" forsøgte jeg endnu en gang at trænge ind til ham, før jeg trådte frem.

    Jeg nåede ikke engang at tage et enkelt skridt frem, før jeg kunne mærke en hånd på min arm, som holdt mig tilbage. Mit blik flakkede mod Harry, som var kommet på benene igen, men hans grønne øjne var rettet stift mod hans bedste ven.

    Selv så jeg forskrækket tilbage, da han gav lyd fra sig. "Nej! Jeg kan ikke -" råbte han, men nåede ikke længere, før han gav sofaen ved sin side et spark, så den tippede faretruende. "Det er forbi! Kan du ikke se det?! Det er fucking forbi!"

    "Hvad er forbi?!" råbte jeg tilbage, da mit toneleje ikke kunne undgå at reagere på hans.

    "Alting!" svarede han og satte pludselig hen mod os med en uhyggelig beslutsomhed i øjnene. "Det hele er forbi, Wednesday. Kan du ikke se det? Kan du ikke se, hvor meningsløst det hele er nu? Hvor helt og fucking aldeles håbløst det er?"

    Nu var spørgsmålene pludselig rettet direkte mod mig, og måden, som han så mig ind i øjnene på med et nærmest bedende blik, fortalte mig, at han virkelig forventede, at jeg kendte svarene. Hele hans adfærd havde pludselig taget en ny drejning, og han stod nu foran mig med et alt for hurtigt åndedræt og blodskudte øjne. Jeg havde aldrig set min fætter sådan her. Aldrig.

    I lang tid anede jeg ikke, hvad jeg skulle svare. Jeg turde ikke at gøre ham oprørt igen, for selvom jeg ikke brød mig om den Louis, der stod foran mig, så var det bedre end den Louis fra få sekunder siden, der smadrede alting omkring sig.

    "Louis, jeg -" hviskede jeg, men standsede midt i sætningen, da jeg så, hvordan hans øjne blev fugtige.

    Af en eller anden grund kom det så meget bag på mig, at jeg blev helt mundlam. Jeg kunne mærke, hvordan jeg blev helt tør i munden. Jeg kunne ikke huske, hvornår jeg sidst havde set Louis græde. Havde jeg nogensinde set Louis græde?

    Mit spørgsmål blev på underlig vis besvaret, da et hulk undslap ham, og de første tårer gled ned af hans kinder.

    Nej.

    Jeg havde aldrig set Louis græde. Ikke sådan her. Ikke mens han stirrede på mig, som om jeg var hans sidste håb. Som om han desperat ledte efter en, der kunne hjælpe ham med at forstå. Jeg trådte et skridt frem, og denne gang var der ingen til at stoppe mig, før jeg lagde armene om ham. Mit kram blev gengældt ved, at han begravede sit ansigt i min skulder.

    "Det er Eleanor." Hans stemme var grædefærdig og utydelig, men jeg hørte hvert et ord. "Hun -"

    Jeg tyssede på ham, men ikke fordi jeg ville have ham til at stoppe med at snakke. Jeg kunne bare ikke holde ud, hvordan han rystede i mine arme. Det var, som om rollerne var blevet byttet om. Selvom det snart var mange år siden, så huskede jeg noget så klart, hvordan en 12-årig Louis havde tilbragt utallige timer på at sidde med mig i sine arme og trøste mig, når jeg havde overhørt min mor græde. Når realiteten, af jeg aldrig nogensinde ville komme til at se min far, havde ramt mig.

    Mindet fik mig til at bide hårdt ned i min underlæbe, før jeg slap den igen. "Det skal nok gå, Lou."

    "Se, det er, hvad du ikke forstår, Wednesday;" sagde han pludselig med en usikker stemme, før han trak sig en smule fra mig, så han kunne se på mig med de gråblå øjne. "det kommer ikke til at gå." Jeg bed tænderne sammen, mens han talte.

    "Så fortæl mig det, Louis." Jeg måtte anstrenge mig for at holde mine egne tårer væk ved synet af hans sorgfyldte øjne, som virkede mildest talt hjerteskærende, og jeg bed igen sammen, før jeg fortsatte. "Fortæl mig, hvad det er, som jeg ikke forstår."

    Han rystede på hovedet, før han klemte øjnene sammen, så flere tårer gled over hans kinder.

    Jeg vidste ikke, hvad det var ved min konstatering, som gjorde ham endnu mere frustreret, end hvad han i forvejen var, men jeg kunne mærke, hvordan det nagede ham, da han bakkede et skridt og løftede den ene arm for at tage fat i sit hår.

    "Lou -"

    "Det er jo netop det, som jeg ikke kan!" udbrød han.

    Hans ord nåede ikke engang at trænge ind, før jeg igen havde tysset i et forsøg på at berolige ham og var trådt et skridt frem, så jeg kunne lægge en hånd på hver af hans arme. "Rolig nu, Louis, sæt dig ned." Det vigtigste var, at han ikke blev gal igen.

    Jeg skubbede ham lidt bagud, så han kunne bakke det sidste skridt og til sidst dumpe ned på sofaen bag sig. Han begravede med det samme sit ansigt i sine hænder, og jeg måtte synke en klump i halsen. Længe kiggede jeg blot på ham.

    "Du ved godt, at du kan fortælle mig alt, ikke?" Jeg knælede ved sofaen. "Jeg vil altid være der for dig, ligesom du var der." Det var ikke nødvendigt at nævne, hvad jeg talte om. "Der er intet, der nogensinde vil kunne få mig til at svigte dig, okay?"

    Stilheden, der fulgte efter, føltes uendelig, men jeg kunne pludselig ikke få mig selv til at sige noget. Jeg havde ikke mere tilbage. I stedet holdt jeg blikket fast på ham, selvom hans ansigt var dækket af hans hænder, og han rystede svagt på hovedet.

    "Det er Eleanor." Endelig blev tavsheden brudt, og jeg blev helt overrasket over den pludselige beslutsomheden i hans blik.

    Han havde munden hængende åben, og det så ud til, at han havde tænkt sig at fortsætte. Dog sad han blot sådan i et langt stykke tid, før han lukkede øjnene, som han ellers lige havde rettet mod mig, og lod flere tårer bane sig ned over hans kinder. Alt det mod, der fra få sekunder siden havde invaderet hans øjne, var forsvundet som dug for solen, da han igen så på mig.

    En sidste gang rystede han på hovedet. "Hun slog op med mig. Det er forbi."

"Skal jeg køre dig hjem?"

    Jeg nåede lige at feje de sidste glasskår op på fejebakken, før jeg så mig over skulderen og hen mod Harry. Han var i gang med at rykke sofaen på plads, og jeg kunne se, at han havde foldet det ødelagte gardin og lagt det ved stuebordet.

    Vi måtte finde på en undskyldning overfor Jay angående det.

    Jeg blev siddende på hug, mens jeg svarede ham. "Jeg tror, at det vil være hurtigere for mig at gå," smålo jeg lidt som svar, selvom stemningen stadigvæk var ret trykket efter den voldsomme oplevelse, som vi havde delt fra kort tid siden.

    Harry bakkede et skridt fra sofaen, da den igen stod på sin retmæssige plads og gik nogle skridt hen mod mig. "Ja," svarede han langsomt. "det er bare blevet ret sent, så jeg tænkte, at det ville være mere sikkert, hvis jeg gav dig et lift hjem."

    Han standsede foran mig. Jeg kom på benene, så jeg stod overfor ham med fejebakken i hånden. Det virkede latterligt at blive kørt, når jeg boede fem minutter væk, men af en eller anden grund havde jeg ikke lyst til at takke nej til tilbuddet.

    "Okay," endte jeg med at sige, da det gik op for mig, at jeg bare stod og stirrede ham ind i øjnene.

    Jeg rømmede mig og slog blikket ned, før jeg trådte udenom ham, så jeg kunne komme hen til skraldespanden og smide glasskårene ud. Vi havde brugt de sidste tyve minutter på at gøre huset i nogenlunde stand igen, og selvom vi ikke kunne gøre noget ved det ødelagte gardin og den smadrede vase, så havde vi gjort et ret godt arbejde med de redskaber, som vi nu havde.

    Jeg havde mistet tidsfornemmelsen, og jeg vidste heller ikke, hvor længe vi havde siddet med Louis, før vi endelig havde fået ham overtalt og hjulpet ind i seng. Han var faldet overraskende hurtigt i søvn, men jeg havde også på fornemmelsen, at han virkelig havde brug for det. Aldrig havde jeg troet, at jeg skulle opleve min fætter sådan. Det var slet ikke sådan, at jeg kendte ham, og det skræmte mig en smule, at noget kunne gå ham så meget på, at det ville få ham til at handle sådan her.

    Jeg håbede inderligt, at det ville blive en engangsforestilling.

    "Kom." Harrys hånd, der pludselig lukkede sig om min, efter jeg var kommet af med fejebakken, gav et lille gib i mig, og jeg vendte i et ryk hovedet mod ham, men fulgte hurtigt med, da han gik ud af stuen og i stedet satte mod gangen.

    Det gik op for mig, at jeg måtte have stået og stirret ud i luften, mens jeg havde forsøgt at finde hoved og hale i det, som jeg lige havde været vidne til. Jeg kunne bare ikke bearbejde alt det her. Det føltes nærmest, som om jeg var i chok, og selvom Harry var bedre til at skjule det, så kunne jeg fornemme på ham, hvordan han også var ret berørt af hele situationen.

    Det var jo hans bedsteven... som kort før havde slået ham, som var han hans værste fjende.

    Vi var lige trådt ud af hoveddøren, da den realisation pludselig ramte mig. "Er du okay?" Ordene lød malplaceret, i forhold til hvad vi ellers havde snakket om, og blev da også besvaret af, at Harry så ned på mig med et forvirret blik i de grønne øjne.

    "Hvad men -"

    "Kom du til skade?" omformulerede jeg og stoppede op, da vi var nået hans bil -- dog ikke for at stige ind, men for at ligge mine hænder om hans ansigt, så jeg kunne undersøge for eventuelle skader. "Ramte han dig? Gør det ondt nogle steder?"

    Hvordan kunne han også være så uheldig at blive gennembanket to dage i træk?

    Han rystede på hovedet. "Jeg har det fint, Wednesday," forsikrede han mig om, før han løftede begge sine hænder, som han blidt tog fat om mine med og sænkede dem fra sit ansigt, så han kunne holde om dem. "men det tror jeg ikke, at Louis har."

    Jeg vidste udmærket godt, at han med de ord ikke mente, at Louis var fysisk såret, men der derimod var noget andet, der var helt galt. Det var ikke normalt for ham at opføre sig sådan der. Derfor nikkede jeg enigt, da han blidt klemte mine hænder.

    "Jeg forstår det ikke." En enkelt gang trak jeg vejret tungt. "Jeg har aldrig oplevet ham sådan før."

    Jeg drejede hovedet for at se ud i nattens mørke. "Heller ikke jeg. Der har slet ikke virket, som om der var noget, der ikke fungerede mellem ham og Eleanor, men det må være noget, der har stået på længe... ellers ville det vel ikke være gået så vidt."

    Forsigtigt så jeg tilbage på ham, da han afsluttede sin sætning, og hans varme øjne mødte med det samme mine. Havde jeg oplevet noget usædvanligt ved min fætter den sidste tid? Var det her noget, som jeg burde have set komme?

    Det eneste, som han havde fortalt mig om Eleanor, var, at hun var syg. Måske havde det bare været en løgn, så jeg bare ville stoppe med at spørge ind til hende. Måske havde der i alt den tid foregået noget mellem dem, som havde gjort Louis mere og mere oprevet. Men var det ikke meningen, at de skulle være sammen den aften, som jeg var taget med Harry til fest?

    Og havde han ikke løbet efter hende nede i forsamlingssalen?

    Endnu en gang gav jeg et tungt suk fra mig over mine forvirrede tanker, og jeg kunne mærke tårerne prikke i mine øjne.

    Jeg brød mig ikke om den her uvidenhed, og jeg følte, at jeg den sidste måneds tid var blevet bombarderet med oplysninger og følelser, som jeg ikke kunne holde på på samme tid. "Kan jeg sove hos dig i nat?" Tanken om at skulle være alene med alle disse tanker fik det til at trykke for mit bryst, og jeg så langsomt mod Harry. "Jeg har ikke lyst til at være alene lige nu."

    Derudover havde jeg fra natten før erfaret, at jeg aldrig havde sovet så trygt, som når jeg sov med ham.

    Han lænede sig forsigtigt frem mod mig og lagde sin venstre hånd blidt mod min kæbe. Mine øjne lukkede sig automatisk i, da jeg kunne mærke hans læber efterlade et ømt kys ved min tinding, og jeg trak vejret tungt indad en enkelt gang.

    "Sæt dig ind i bilen, skat," hviskede han mod mit øre, før han trak sig væk og åbnede bildøren for mig.

★★★★★★★★★★★★★★★★★★

Så blev det allerede et nyt kapitel herfra!

Tak, fordi der er så mange, der gider skrive en kommentar til mig omkring historien -- jeg elsker simpelthen at læse dem, selvom jeg ikke lige har fået svaret på dem alle sammen endnu. Jeg vil derfor også rigtig gerne høre fra jer denne her gang. Hvad synes I om kapitlet? Tror I, at der ligger mere bag Louis' voldsomme adfærd?

I har jo så mange forskellige teorier, som jeg elsker at læse, og jeg kan love, at I snart vil få svar på alle (eller en stor del) af jeres spørgsmål, selvom det hele måske er lidt forvirrende lige nu -- men bare vent til den nærmeste fremtid!

KAN I LIDDE WERRY?!! (fordi jeg elsker dem)

Tak, fordi I læser med!

x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...