Ask Ellie

’Ask Ellie’. Et fænomen, som alle elever på Newbold kender til. Det er nemlig navnet på skolens brevkasse, hvor alle har mulighed for at tilsende et anonymt brev i håb om at få besvaret deres inderste, frustrerede tanker. Dog er der ingen, der ved, at det i virkeligheden er pigen med det ustyrlige hår og næsepiercing ved navn Wednesday Willis, der arbejder som Ellie. Hver fredag efter skole samler hun ugens gevinst af breve ind, der bliver postet i skabsnummer 743, som hun svarer på over weekenden. Men en dag, hvor hun er på vej for at tømme brevkassen, får hun øje på en af skolens mest populære fyre, Harry Styles, som desuden er bedste ven til hendes fætter, Louis Tomlinson, som skubber et brev ind i skabet. Dette brev viser sig at holde på en hemmelighed, der sætter hendes moral på prøve, og hun finder sig pludselig underligt draget til Harry, alt imens hun står med en magt mellem hænderne, der kunne fuldkommen destruere hans liv.

1009Likes
1053Kommentarer
141908Visninger
AA

22. Jeg kunne ikke, Louis

 

22
ask ellie

Wednesdays synsvinkel

Jeg kunne mærke, hvordan Harrys brystkasse hoppede under mit hoved, da han lavmælt klukkede af en sjov bemærkning i fjernsynet. Instinktivt trak et smil i mine mundvige, men jeg valgte at forholde mig tavs. Jeg ville ikke gøre noget som helst for at afbryde det her øjeblik. Vi lå inde på mit værelse i min seng, hvor jeg havde forsøgt at hive min dyne over mig, men eftersom Harry havde nægtet at flytte sig fra sin plads oven på den, var det kun lykkedes mig at få den halvt over mine ben.

    Efter Louis havde efterladt os på parkeringspladsen, havde både Harry og jeg været i tvivl om, hvad fanden der lige var sket. Han havde fuldstændig afvist os uden overhovedet at vide, hvad vi ville sige til ham. Hans adfærd gjorde mig kun mere bekymret, end jeg allerede var. Det bekræftede, at den opførsel, som han havde udvist i lørdags, ikke udelukkende var grundet alkohol, men fordi han meget simpelt var så forstyrret og udslidt mentalt. Jeg brød mig ikke om at se min fætter sådan.

    Han havde været umulig at trænge ind til, og jeg havde også kunnet se på Harry, hvor chokeret han var over sin bedste vens reaktion. Derfor havde det næsten ikke været et spørgsmål, da jeg havde sat mig ind i Harrys bil, og vi var kørt hjem til mig.

    Jeg havde ikke lyst til at være helt alene efter den oplevelse.

    Det skræmte mig, at Louis var så ulykkelig, og jeg ikke havde muligheden for at gøre noget ved det.

    Harrys fingre, som blidt nussede gennem mit hår, fik mig til at lukke øjnene halvt og bare nyde fornemmelsen af at ligge her med ham. Det burde virke uvant for mig at være sammen med ham på den her måde, men det var, som om jeg allerede havde vænnet mig til, at det var en del af os nu. Jeg havde efterhånden tilbragt flere stunder lignende denne med Harry, men det var, som om det hele var blevet underligt officielt efter kysset på gangen tidligere i dag. Det var jo ikke, fordi vi var kærester eller noget, men jeg måtte efterhånden indrømme, at jeg ikke forventede, at han havde noget med nogle andre piger.

    Det betød ikke nødvendigvis, at man var kærester. Gjorde det vel?

    Jeg slog mine øjne op igen med et lydløst suk. Det virkede egoistisk at spilde tiden med at tænke på Harrys og mit forhold, når der foregik nogle langt mere alvorlige ting for tiden. Jeg burde ikke koncentrere mig om noget andet end det. Selvom jeg mest havde lyst til at overgive mig 100 % til det her øjeblik med Harry, så blev bekymringerne ved med at forstyrre.

    Harry lo igen, og denne gang gav jeg også et grin fra mig, da jeg så mod den oplyste skærm.

    Det var det afsnit af Friends, hvor det er Thanksgiving, og scenen, hvor Monica vælger at tage en kalkun på hovedet for at muntre Chandler op, og det ender med, at Joey bliver forskrækket over det, havde netop spillet over skærmen.

    Forsigtigt smilede jeg, da afsnittet sluttede, og rulleteksterne dukkede op. I nogle sekunder så jeg mod min hånd, som jeg havde placeret ved hans mave, da jeg havde lagt mig op af ham, før jeg flyttede den, og i stedet drejede mig en halv gang rundt, så jeg lå på maven og støttede hånden mod hans bryst under min hage. Harry flyttede blikket ned på mig og så mig i øjnene. Jeg kunne høre, at reklamerne var begyndt i baggrunden, men det var lyden af hans stemme, som jeg koncentrerede mig om.

    "Hvordan har du det?" Han lød en smule hæs, da han brød stilheden.

    Jeg trak lidt på skuldrene, men holdt hans blik fast. "Jeg kan ikke lade være med at tænke på Louis."

    Hans tårerfyldte øjne og dirrende stemme blev ved med at hjemsøge mig. Jeg ville så gerne hjælpe ham på den ene eller anden måde, men jeg kunne ikke finde ud af hvordan. Han ville tydeligvis ikke høre på os. Jeg havde overvejet, om jeg måske skulle fortælle min mor det... men jeg vidste, at der ikke ville gå mange sekunder, før min moster så også ville vide det, og hvis det kun tilføjede mere stress for ham, ville jeg ikke gøre det hele meget værre. Jeg var splittet, men mest af alt magtesløs.

    "Heller ikke mig." Han sukkede tungt, mens han sagde de tre ord, før han bevægede sin hånd ned over min arm og i stedet lod sine fingre cirkulere over min bare hud der. "Han ligner en, der er på randen af fuldkommen al fornuft."

   Jeg nikkede lidt af hans ord. De mørke rander under hans øjne havde sikkert illustreret mange søvnløse nætter. Det var mig et mysterium, hvordan jeg ikke havde opdaget hans tilstand noget før... men det var bare, som om han slet ikke havde udvist nogle tegn på, at der skulle være noget som helst galt. Ikke før nu. Nu var det på ingen måde til at overse.

    "Det er så hårdt at se ham sådan," hviskede jeg, før jeg slog blikket væk.

    Harry trykkede mig tættere ind til mig, før han endnu en gang sukkede stilfærdigt. "Jeg ved det;" svarede han blidt. "det var også så svært for mig ikke at sige noget til ham, da vi havde frokostpause i går. Han sad bare og stirrede ned i bordet."

    Vi havde aftalt ikke at sige noget til ham før efter skole, så vi kunne sige det til ham, når vi var sammen, og jeg havde på en eller anden måde været glad for, at jeg ikke havde været i Harrys sko, da han havde været tvunget til at tilbringe tid med ham indtil da uden at kunne gøre eller sige noget som helst. Ham og Louis gik jo sammen hver dag. De var bedste venner.

   "Vi bliver nødt til at fortælle ham det." Jeg kunne genkende mine egne ord, men denne gang lå der en større beslutsomhed bag dem, end der havde gjort tidligere.. "Ligegyldigt om han vil det, bliver vi nødt til at fortælle ham det i morgen."

    "Ja," svarede han umiddelbart efter. "måske vil det hjælpe ham at tale ud om det."

    Igen kunne jeg ikke gøre andet end bare at nikke til hans ord. Jeg håbede inderligt, at det var den retning, som det ville gå, når vi fortalte ham det. Jeg kunne ikke holde ud bare at stå på sidelinjen og se til, når jeg havde muligheden for at agere og gøre noget på en eller anden måde... så måtte jeg bare håbe, at det havde en positiv effekt. Efter i dag havde han jo ikke vist andet, end at han overhovedet ikke ønskede, at vi var en del af det. Han havde forsøgt at afværge os ved at sige, at grunden, til han havde fuldstændig terroriseret sit hus i lørdags, havde været, fordi han var fuld. Det stod efterhånden klart, at der lå langt mere bag den handling end blot alkohol, og jeg ville gøre alt for at kunne lette bare noget af den tunge vægt fra hans skuldre.

    "Og Wednesday?" Jeg rettede blikket for at se direkte ind i hans grønne øjne. "Jeg elsker dig."

Louis' synsvinkel

Det var, som om betongulvet under mine fødder bevægede sig. Faktisk svajede det nærmest fra side til side. Den grålige farve blev ved med at flimre, og jeg ville vædde med, at jeg ville have mistet balancen, hvis ikke det var for, at jeg sad ned.

    Alligevel blev jeg ved med at stirre på det. Gulvet. Jeg turde meget simpelt ikke at se op i frygt for at møde endnu et medfølende blik fra en sygeplejerske i hvid uniform. Bare det at være her gav mig kvalme. Der var alt for stille, og stemningen emmede langt væk af alvor. Dog var det mest af alt grunden, til jeg var her, der fik syren til at samle sig i mit svælg.

    Jeg havde det som om, at jeg skulle brække mig. Men jeg sad som forstenet på stolen.

    Min mor havde valgt den værst tænkelige dag at tage tidligere hjem fra arbejde. Jeg havde kun lige nået at slippe af med Harry og Wednesday, da jeg pludselig også skulle til at finde en undskyldning for min mor. Mit hoved havde været omtåget hele dagen, og jeg kunne faktisk ikke huske, hvordan vores samtale helt præcist havde forløbet, men jeg måtte have endt med at komme med en nogenlunde solid forklaring til hende, før jeg var taget af sted ud ad døren igen. Hen til hospitalet.

    Kvalmen arbejdede sig frem igen, og denne gang kunne jeg ikke gøre noget for at holde det tilbage. Uden rigtig at kunne mærke mine ben, kom jeg op og stå, før jeg løb to hurtige skridt over på den anden side af gangen og skubbede døren, der førte ud til toilettet, op. Jeg var ikke sikker på, om det var pigetoilettet, som jeg var kommet til at gå ind på, men jeg havde ikke lang tid til at tænke over det, før jeg skubbede en af dørene til båsene op og tømte mit maveindhold ned i toilettet.

    Det var ubehagligt, men jeg nød, hvordan jeg blev distraheret. Det tillod mig et frirum fra mine egne tanker i bare nogle få sekunder. Dog var det, som om det ikke var meget fred, som jeg fik, før jeg klemte mine øjne hårdt sammen, og mine erindringer sendte mig tilbage til et minde, der tilhørte fortiden. Et minde, der havde hjemsøgt mig mange gange.

    Køkkenet var lyst, og solen skinnede ind gennem vinduerne. Det eneste bevis på, at det var vinter, var sneen, der lå i et tyndt lag over jorden udenfor. Ellers lå forårsfornemmelsen tungt i luften. Min mor nynnede lavmælt, mens hun var i gang med at lave noget ovre ved køkkenbordet. Selv sad jeg ovre ved spisebordet og var optaget af min iPhone. Det hele virkede som en ganske normal tirsdag eftermiddag. Jeg havde været i skole, og min mor var kommet hjem fra arbejde. Dan var stadig af sted.

    Det var først, da det bankede på døren, at der var noget, der brød vores normale hverdagsrutiner... men det tænkte jeg selvfølgelig ikke meget over på det tidspunkt. Min mor så sig over skulderen, men da jeg bare løftede brynene af hende, vidste hun, at det ikke var mig, der ventede noget besøg. Derfor fralagde hun sig hurtigt, hvad end hun havde været i gang med, og tørrede sine hænder af i et viskestykke, før hun gik mod hoveddøren for at lukke op for personen på den anden side.

    "Hej, El!" Min mor lød munter, og jeg rynkede på brynene, da hun nævnte min kærestes navn.

    Vi havde da ikke haft nogen aftale i dag... havde vi?

    Jeg kunne fornemme, at Eleanor svarede hende et eller andet, men det var en anelse for lavt til, at jeg kunne høre det fra min plads herinde. Jeg overvejede at gå ud i gangen, men jeg valgte at blive siddende, da jeg kunne høre min mor igen.

    "Er der noget galt, søde?" spurgte hun blidt. "Jeg synes, at du ser lidt skidt ud."

    Eleanor lo forsigtigt. "Jeg har det fint." Hun lød ikke overbevisende. "Jeg er her bare for at se Louis."

    Instinktivt rejste jeg mig ved lyden af mit navn, men jeg nåede hverken at tage et skridt frem eller nå helt ud i gangen, før Eleanor trådte ind i køkkenet efterfulgt af min mor. Der var noget galt. Jeg kunne se det med det samme. Hendes øjne var hævede, og jeg kunne se, hvordan hendes hænder dirrede. Uden et ord trådte jeg frem og lagde hånden ved hendes ryg for at føre hende ind på mit værelse. Hun fulgte nærmest mekanisk med, og jeg sagde først noget, da vi nåede ind bag lukkede døre.

    "Hvad er der galt, skat?" spurgte jeg, idet jeg havde lukket døren til værelset.

    Synet, der mødte mig, da jeg vendte mig mod hende igen, fik en udefinerbar form for panik til at brede sig. Hendes øjne var våde, og hun havde udspilede næsebor. Hun så bange ud. Hendes bævrende læbe fortalte, at hun lagde op til at sige noget.

    Dog var de næste sekunder fyldt med tavshed. Tavshed, lige indtil hun sagde det, der ville ændre hele mit liv.

    "Jeg er gravid."

    Det gav et gib i mig, da jeg kunne mærke en hånd lægge sig mod min skulder, og jeg åbnede øjnene. Jeg var stoppet med at kaste op, men jeg hang stadig over toilettet. Uden at se hvem, der stod ved siden af mig, løftede jeg hånden for at trække ud.

    Bare denne bevægelse krævede al min styrke.

    "Her." Stemmen tilhørte en kvinde, og hendes hånd var af feminin bygning, da hun rakte mig et papir.

    I nogle sekunder stirrede jeg bare på papiret, mens jeg prøvede at komme til mig selv. Det virkede umuligt. Jeg havde ikke været mig selv i meget, meget lang tid. Alligevel lykkedes det mig at tage papiret, som jeg tørrede mig om munden med.

    Jeg kunne mærke kvindens hånd bevæge sig ind under min arm, og da jeg fik støttet min anden hånd mod en af båsens mellemvægge, kom jeg langsomt på benene igen. Det gik op for mig, at hun måtte være en af sygeplejerskerne, som havde set mig styrte ud på toilettet. Selvom jeg næsten var et hoved højere end hende, var jeg overbevist om, at det nok ikke var lykkedes mig at komme ud fra toilettet på egen hånd, og selvom jeg ikke helt kunne finde ordene til at sige det, så var jeg derfor taknemmelig for, at hun ikke slap min arm, mens hun i et langsomt tempo førte mig mod gangen igen.

   Gangen var lige så tom, som den havde været, før jeg forlod den. Jeg vidste ikke, hvor længe siden det var. Der var kun en lang række ubesatte stole, hvor jeg før havde optaget en. Sygeplejersken førte mig derhen, og jeg tog igen plads.

    "Bliv siddende her." Hendes stemme lød blid, da hun slap mig. "Jeg henter et glas vand til dig."

    Jeg blev nødt til at rømme mig en enkelt gang for at svare. "Tak."

    Sygeplejersken kastede et sidste blik på mig, før hun vendte om og satte mod et ukendt sted ned ad gangen. Jeg følte mig stadig dårlig. Det havde jeg gjort, lige siden jeg havde modtaget den SMS-besked. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg var taget i skole til at starte med. Jeg havde ikke engang kunnet koncentrere mig om at opføre mig normalt overfor de andre. Det eneste, som jeg havde kunnet koncentrere mig om, var ordene i beskeden. Der var få af dem, men de havde ikke sluppet mig siden.

    Egentlig havde jeg haft tid til at forholde mig til dem, men det var, som om de stadigvæk ikke helt havde ramt mig. Eleanor var ved at få en abort. Lige nu. I dette øjeblik. Hun var ved at fjerne det, som fuldstændig havde forandret og vendt op og ned på mit liv og gjort de sidste uger til et levende helvede... og alligevel kunne jeg ikke undgå at føle, hvor forkert det var.

    "Drik det hele." Det var ikke gået op for mig, at sygeplejersken var vendt tilbage fra det ukendte sted, som hun var gået hen til, og nu stod foran mig med et lille plastickrus fyldt med vand i hånden, som hun rakte til mig. "Du ser bleg ud."

   Jeg nikkede lidt, før jeg tog kruset og satte det for læberne. Kvinden sendte mig et sympatisk blik, før hun igen vendte om på hælene og forsvandt væk fra mig. Jeg havde kun drukket halvdelen af krusets indhold, da jeg satte det fra mig på gulvet. Bare af at have vand i maven følte jeg, at jeg skulle kaste op igen. I stedet gav jeg mig til at stirre på betongulvet igen.

    Da Eleanor havde fortalt, at hun ville få en abort, havde jeg ikke vidst, at det ville ske i dag. Men hvis det var det, som hun virkelig ville, var der heller ingen grund til at udsætte det yderligere. Og så var det vel ligegyldigt, hvor dårligt jeg fik det. Det havde været en fejl. Og vi var alt for unge. Det var det mest ansvarlige valg... men gjorde det det også til det rigtige valg?

    Mit hoved fløj op, da jeg pludselig hørte en dør klikke åben. Jeg ignorerede, hvordan det svimlede for mit blik, men holdt i stedet øjnene låst på en sygeplejerske, der trådte ud af det rum, som jeg vidste, at Eleanor befandt sig i. Det var først, da jeg kunne genkende en skrøbelig, mørkhåret pige, der gik bag sygeplejersken med armene om sig selv, at jeg nærmest sprang op fra min plads på stolen. Hendes øjne var røde, og hun var iklædt det tøj, som man kun fik tildelt under operationer.

    Jeg nåede ikke at tænke over, hvorfor hun var på benene, og om man ikke plejede at skulle hvile sig efter sådan et indgreb, før jeg var i hurtige skridt på vej over til hende. Det var først, da jeg stod foran hende, og jeg havde lagt hænderne mod hendes arme, at jeg bemærkede, hvor meget hun rystede. Jeg åbnede munden for at sige noget, men der kom ingen ord ud. I stedet søgte jeg hendes ansigt efter... ja, bare efter et eller andet. Hun gav et gisp fra sig, før nogle tårer gled ned over hendes kinder.

    "Jeg kunne ikke, Louis." Hun lød svag, da hun grædende gentog sig selv. "Jeg kunne ikke gøre det."

    Endnu et hulk lød, før det blev efterfulgt af flere. Hurtigt flyttede jeg mine hænder for i stedet at lægge mine arme om hende i et tæt greb, mens jeg trøstende tyssede på hende. Hun støttede panden mod mit bryst, og jeg lukkede øjnene. En underlig form for lettelse skyllede igennem mig ved lyden af hendes ord. Hun havde ikke fået aborten, og vores barn levede i hendes livmoder. Dog blev lettelsen hurtigt erstattet af en tung sky af bekymringen, der lagde en skygge over alt andet inde i mig.

    At hun ikke havde fået den abort kunne kun betyde en ting nu: jeg skulle være far.

★★★★★★★★★★★★★★★★★★

Hvis jeg selv skal sige det, er jeg ret imponeret over, hvor hurtigt jeg fik opdateret igen. Dog kan jeg ikke love, at det vil gå lige så hurtigt næste gang, da jeg snart skal aflevere en SRO, hvilket er en større skriftlig opgave, som man afleverer i 2.g. Den vil selvfølgelig kræve ret meget af min tid, men jeg vil se, om jeg ikke kan få skrevet lidt alligevel. Ellers kan I tage et smut forbi min historie Silent Scream, hvor jeg er næsten 100 % sikker på, der vil blive opdateret.

Der var ikke så mange, der kommenterede på sidste kapitel, og jeg ved ikke, om det var, fordi det var lang tid siden, at jeg havde skrevet, eller om I ikke rigtig synes om kapitletDerfor vil jeg rigtig meget gerne høre fra jer nu!

Synes I, at Eleanor burde have fået den abort, eller skal de beholde barnet sammen?

Jeg kan vel godt sige og på en måde også afsløre, at vi nærmer os enden af historien (græder i al evighed og evighed), og der ikke er så forfærdelig mange kapitler tilbage. Dog er der stadig nogle ting i vente!

Tak, fordi I læser med!

x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...