Ask Ellie

’Ask Ellie’. Et fænomen, som alle elever på Newbold kender til. Det er nemlig navnet på skolens brevkasse, hvor alle har mulighed for at tilsende et anonymt brev i håb om at få besvaret deres inderste, frustrerede tanker. Dog er der ingen, der ved, at det i virkeligheden er pigen med det ustyrlige hår og næsepiercing ved navn Wednesday Willis, der arbejder som Ellie. Hver fredag efter skole samler hun ugens gevinst af breve ind, der bliver postet i skabsnummer 743, som hun svarer på over weekenden. Men en dag, hvor hun er på vej for at tømme brevkassen, får hun øje på en af skolens mest populære fyre, Harry Styles, som desuden er bedste ven til hendes fætter, Louis Tomlinson, som skubber et brev ind i skabet. Dette brev viser sig at holde på en hemmelighed, der sætter hendes moral på prøve, og hun finder sig pludselig underligt draget til Harry, alt imens hun står med en magt mellem hænderne, der kunne fuldkommen destruere hans liv.

1012Likes
1053Kommentarer
143428Visninger
AA

7. Jeg er ikke forelsket

 

7
ask ellie

Wednesdays synsvinkel

Bildøren gav et klik fra sig, da jeg havde sat mig ind på forsædet og smækket den efter mig. Jeg kunne mærke, hvordan mit hjerte havde sat sine slag betydeligt op, og jeg kunne kun give det faktum, at jeg var alene med Harry i hans bil, skylden.

    Han gjorde mig så satans rastløs.

    Harry fik sat sig til rette bag rattet, og jeg koncentrerede mig om at kigge ned i mit skød og undgå hans blik, mens jeg spændte min sikkerhedssele. Han tændte for motoren, der kort efter brummede stilfærdigt, da bilen startede.

    "Bor du ikke næsten ved siden af Louis?"

    Spørgsmålet brød den stilhed, der havde lagt sig, og fordi jeg allerede var så satans opmærksom, så kunne jeg ikke lade være med at give et lille hop fra mig, og jeg så instinktivt mod hans ansigt. Han havde øjnene vendt mod forruden, og han tyggede på  sin underlæbe, mens han styrede os væk fra parkeringspladsen. Mine øjne gled videre ned over ham, og jeg måtte blinke et par gange for at stoppe med at glo på hans arm, der kun var dækket af et oprullet T-shirtærme. Igen havde hans tatoveringer fået mig til at stirre, og jeg betragtede de fine linjer, der tegnede et skib ved hans overarm.

    Jeg rømmede mig. "Jo," svarede jeg, selvom det mest kom ud som et kvæk.

    Harry nikkede, før han sendte mig et nærmest blændende smil, der igen fik mig til at se væk. "Så må du lige sige til, når du skal af," sagde han, før han så frem for sig igen og skubbede sit hår tilbage med den hånd, der ikke lå mod rattet.

    Jeg lænede mig tilbage i sædet og tog en dyb indånding så lydløst som muligt. Gad vide, hvordan jeg egentlig var endt her. Det havde på ingen måde været en del af mine planer, og jeg måtte nok anerkende, at det var skæbnen, der var trådt i karakter.

    Hvor skæbnen så ville hen med det, måtte tiden vise.

    "Bor du også på vejen derhen?" spurgte jeg, da der igen var blevet stille.

    Det var jeg næsten gået ud fra, da han havde tilbudt mig et lift -- hvis det alligevel var på vejen hjem til ham selv, så var det jo ikke den store omvej for ham at skulle sætte mig af. Derfor undrede jeg mig kort over hans tøven.

    "Øh," mumlede han og lød nærmest som om, at han blev ubehagelig til mode. "faktisk, så nej." Mit blik flakkede igen mod hans ansigt, og jeg kunne have svoret på, at hans kinder havde fået en smule rødlig kulør. "Jeg skal den modsatte vej."

    Jeg rynkede på brynene, men lagde ikke op til at spørge. Hvis han skulle den stikmodsatte vej, var det lidt underligt, at han havde tilbudt mig et lift... ikke, at jeg ikke satte pris på det, for jeg ville hundrede gange hellere køre med Harry end at tage bussen igen. Det lod også til, at Harry hurtigst muligt gerne ville skifte emne, for han rømmede sig endnu en gang.

    "Du ved," begyndte han. "jeg kan hjælpe dig med det der."

    Harry lavede et nik i retning af de skolepapirer, som jeg stadigvæk sad med i hånden, efter han havde rakt mig dem, da de var faldet ud af min taske. Jeg havde ikke engang bemærket, at jeg endnu ikke havde lagt dem væk, men det var først, da han nævnte dem, at jeg lod øjnene glide ned over dem. Det var resultatet af min franskprøve sidste uge, hvor et stort, fedt 00-tal stod øverst i højre side af det første papir. Jeg havde altid været elendig til fransk, og den her prøve afspejlede det fint.

    Lyden af hans stemme fik mig til at se op igen og væk fra de noget så sørgelige papirer. "Jeg får ret gode karakterer i fransk, og -" sagde han, men tøvede lidt, før han endelig fortsatte. "altså, jeg kunne godt hjælpe dig, hvis du har lyst."

    "Er du god til fransk?" spurgte jeg en smule mere nysgerrigt, end hvad jeg normalt ville have været.

    Jeg vidste ikke hvorfor, men det at lære nye ting om Harry var mere interessant, end det egentlig burde være. Det var, som om det satte nogle svar på det mysterium, som jeg lige siden i fredags havde følt, at han på en eller anden måde var.

    Ikke, at det faktum, at han var god til fransk, fortalte mig mere om hans situation som kommende far.

    Harry trak på sin skulder. "Oui, j'aime à parler français," svarede han, uden hans øjne forlod vejen.

    Et bredt smil skilte mine læber i et grin. "Jeg fattede ikke en skid af det, som du lige sagde," lo jeg.

    Han var hurtig til at tilslutte mig med et grin, selvom jeg havde på fornemmelsen, at det var noget andet, som han grinte af. "Mener du det?" spurgte han mistroisk med et løftet bryn. "Okay, du har helt klart brug for hjælp."

    Jeg kunne ikke lade være med at måbe af hans ord, selvom jeg vidste, at han havde ret. "Tak, fordi du lige gad at bekræfte det," sagde jeg og forsøgte at lyde fornærmet, selvom et fnis ødelagde det næsten med det samme, og jeg rystede på hovedet.

    "Men jeg kunne hjælpe dig?" tilbød han igen for ligesom at bløde sin fornærmelse op.

    Jeg smilede lidt. "Virkelig?" spurgte jeg. "Det ville jeg virkelig sætte pris på."

    Selvom jeg behøvede hjælp til fransk, hvis ikke jeg skulle dumpe igen, så var det ikke kun tanken, om der måske var lys forude på karakterfronten, der fik mig til at smile. Igen kunne jeg ikke sætte min finger på det, men der var noget ved at være omkring Harry, der fik mig ville lære ham bedre at kende. Noget, der blev ved med at få mig til at drages mod ham.

    "Selvfølgelig," svarede han, præcis som var det bare en selvfølge, og så kort hen mod mig, men koncentrerede sig så hurtigt om at køre bil igen. "så kan du måske hjælpe mig med noget andet i stedet for. Er du god til biologi?" spurgte han.

    Jeg bed mig lidt i læben, før jeg rystede på hovedet. "Nej," svarede jeg. "men jeg er god til engelsk."

    Harry gav en lyd fra sig, før han rynkede lidt på næsen som svar til min konstatering. "Jeg er også pænt god til engelsk, så -" svarede han, før et smil spillede om hans læber, som bekræftede, at hans højrøvede attitude var ment i sjov.

    Alligevel rullede jeg drillende med øjnene af ham og hans kommentar. Dog skyndte jeg mig at slå blikket ned i skødet og bide hårdere fat om min underlæbe, da jeg fangede hans grønne øjneJeg sank, før jeg ledte efter et emneskift, som ville lede mine tanker væk fra den måde, hvorpå hans øjne nærmest lyste, når man så direkte ind i dem.

    "Men, øh -" mumlede jeg. "har du tid i morgen?"

    Selvom mit spørgsmål muligvis var en anelse misvisende, så syntes han hurtigt at regne ud, at jeg mente, hvornår han havde tid til at hjælpe mig med fransk. "I morgen er ikke så godt." Han svarede efter at have tænkt sig om. "Hvad med onsdag?"

    Hurtigt gennemgik jeg den kommende onsdag og rystede på hovedet, da jeg huskede aftalen med pigerne. "Kan ikke."

    "Torsdag?"

    Igen grinede jeg lidt, før jeg kom til den konklusion, at jeg var fri torsdag. "Aftale," istemte jeg.

    "Super," smågrinede han. "vi kan bare mødes hjemme hos mig en gang efter skole."

    Først da han havde sagt disse ord, var det, som om det gik op for mig, hvad der var sket. Jeg havde en aftale med Harry. Jeg havde lige gået med til at tilbringe mere alenetid med ham, og jeg havde lige udsat mig selv for at afsløre mig selv yderligere.

    Jeg kunne kun nikke.

    Det var først, da jeg fik øje på det lille, hvide hus, som min mor og jeg boede i, at jeg huskede på, hvordan man talte igen. "Vi er her nu," konkluderede jeg og begyndte at klikke min sikkerhedssele op, før jeg nikkede ind mod huset.

    "Så ses vi torsdag."

    Harry havde standset bilen, og jeg havde lige sluppet min sele. "Jep," smilede jeg så neutralt som muligt. "det gør vi."

    Det var mine sidste ord, før jeg åbnede bildøren og steg ud af bilen. Jeg vinkede en enkelt gang til ham, hvilket han besvarede med et smil, før jeg satte mod huset, mens han bakkede ud af indkørslen.

    Hvad var det dog, at jeg var gået med til?

Bankene var hurtige og hårde, da jeg lod min knyttede næve ramme dørens mørke træ. Det havde ikke faldet mig ind, at jeg ville få brug for en paraply, da jeg havde sat kursen mod Cassidys hus. Derfor var jeg nu mere eller mindre gennemblødt, mens jeg utålmodigt ventede på, at døren ville blive åbnet. Regnen var også kun blevet mere og mere voldsom på vej herhen.

    Jeg bandede endnu en gang regnen væk, før døren foran mig endelig gik op, og jeg blev mødt af Cassidys brede smil. "Du ser våd ud, Wesse." Grinende trådte hun et skridt tilbage, og jeg stønnede kort af hendes kommentar. "Kom ind."

    Med et fnys, som hun ikke hørte, fordi hun allerede var drejet om på hælene igen og sat længere ind i huset, trådte jeg over dørtærsklen og smækkede døren efter mig. Jeg havde været hjemme hos hende en million gange, så jeg var ikke genert eller tilbageholden af nogen art, da jeg blot skubbede mine våde sko af, før jeg fortsatte ind efter hende.

    Jeg kunne allerede høre, at de andre piger sad inde i stuen. Det var ganske ofte, at vi havde aftaler som disse, hvor vi bare var sammen og snakkede, og jeg elskede at tilbringe tid med alle pigerne samlet, hvor det ikke behøvede at være i skoletiden.

    De to sidste dage havde nærmest sneglet sig af sted. Hele tirsdagen havde jeg ikke kunnet få tankerne væk fra mandagens begivenheder, og Harry blev ved med at dukke op i mit hoved. Jeg havde ingen idé om, hvordan jeg skulle opføre mig overfor ham, og indtil videre var det ikke gået så godt. Det føltes som en dårlig idé at skulle sidde hjemme hos ham og lave lektier... og det var også den nervøsitet, som jeg havde givet skylden for den susende fornemmelse i maven, når jeg tænkte på det.

    Onsdagen havde indtil videre forløbet med små panikanfald, og jeg havde fået helt ondt i hovedet af at tænke så meget på det. Det var derfor en lettelse, at skoledagen nu var ovre, og jeg kunne distrahere mig selv med pigernes selskab.

    I hvert fald indtil i morgen, hvor der ikke længere var mere tid tilbage.

    "Wednesday!" smilede Bonnie, da hun fik øje på mig, idet jeg trådte ud i stuen.

    Hun satte et hvidt krus, som hun havde mellem hænderne, for læberne og tog en tår af indholdet.

    Jeg smilede til hende og så skiftevis mod hende, Luna og Cassidy, som lige havde taget plads i sofaen igen. "Hej piger," hilste jeg, mens jeg lynede min våde jakke op, så jeg kunne komme af med den og over til de andre. "hvad snakker vi om?"

    Af en eller anden grund vidste jeg bare, at de havde haft et samtaleemne kørende. Sådan var det altid med de piger, og det var derfor, at jeg så afventende på dem, mens jeg fik trukket min jakke af og hang den til tørre over en tilfældig stol i stuen. Jeg kunne se, at de alle sad med et krus hver, og der stod et fjerde på bordet, som jeg regnede med, at de havde sat til mig. Som det så ud herfra, var det varm kakao, og jeg var derfor hurtig til at tage plads i lænestolen og gribe fat om kruset.

    "Vi snakkede bare om Jarred," smilede Luna, før hun sendte Cassidy et drillende blik, mens hun vippede med øjenbrynene. "og så har Noah skrevet til Bonnie igen." Denne information blev ikke efterfulgt at et smil, men en lille måben.

    Jeg var hurtig til at fiksere mine øjne mod Bonnie, som rullede med øjnene, da hun mødte mit dramatiske blik. "Ja," sagde hun, før hun satte kruset fra sig i en irriteret bevægelse. "men jeg har sagt til ham, at det er slut. Vi er færdige."

    Noah var Bonnies ekskæreste, og som man nok kunne fornemme på hele situationen, var det ikke endt særlig godt. Det var egentlig ærgerligt, for de havde været et super sødt par, da de var sammen. Men det lå tydeligvis i fortiden.

    "You go, girl -- bare giv ham ren besked." Jeg kunne ikke lade være med at grine efter mit girlpower statement, og det trak også lidt i Bonnies mundvige, før hun rystede overbærende på hovedet af mit forsøg på at muntre hende op.

    Hun trak vejret tungt ind. "Jeg gider heller ikke bruge mere tid på ham nu," konkluderede hun kort og så mod Cass for at vende fokus hen mod hende i stedet for. "så lad os hellere høre noget mere om Jarred. Har du kysset ham endnu?"

    Og sådan begyndte en lang samtale om denne fyr, som jeg endnu ikke kunne sætte noget ansigt på.

    Pigerne stillede en hel masse spørgsmål, og jeg spurgte også selv ind til ham. Man kunne tydeligt se på hende, hvordan hendes øjne lyste op og strålede, når hun snakkede om ham, og noget sagde mig, at hun var ved at falde for den her fyr.

     Cass havde netop forsøgt at beskrive hans helt præcise øjenfarve, efter Luna havde spurgt hende, da jeg kunne mærke hendes blik lande på mig. "Men rygterne siger jo, at jeg ikke er den eneste, der har gang i noget," sagde hun i en sigende tone.

    Selv løftede jeg mit ene bryn, før mit blik flakkede mellem de tre piger, som nu alle sad og stirrede intenst på mig. "Hvad?"

    Jeg følte mig forvirret og pludselig trængt op i en krog.

    "Harry Styles." Bonnies stemme fik mig til at se i hendes retning. "Der er nogen, der har set jer ude ved parkeringspladsen i mandags... og jeg har først fundet ud af det i dag!" fnøs hun utilfreds. "Hvorfor har du ikke sagt, at I datede, Wes?"

    "Fordi vi ikke -"

    Længere nåede jeg ikke i min afværgelse, før Luna brød ind. "Der går rygter om, at I kørte hjem sammen efterfølgende, og det, at du er hans bedstevens kusine, får alle til at flippe helt ud," smålo hun, og jeg rystede hurtigt på hovedet.

    Jeg vidste godt, at Harry var populær. Jeg havde op til flere gange oplevet det gennem min fætter, og jeg vidste, at deres lille femmandsgruppe fik en del mere opmærksomhed end mange andre. Dog havde jeg slet ingen idé om, at noget så harmløst, som vores møde på parkeringspladsen, kunne blive pustet sådan op og fuldkommen ud af proportioner. 

    Det fik mig pludselig til at forstå, hvad der ville ske, hvis det først slap ud, at Harry havde gjort en pige gravid.

    "Piger, han gav mig bare et lift hjem -- intet andet." Jeg kunne meget simpelt ikke forcere det nok, selvom det alligevel ikke virkede at gå igennem. "Vi er ikke sammen eller noget. Jeg er ikke engang interesseret i ham!" bekræftede jeg mig selv.

    "Virkelig?" Cassidy lød en smule skuffet, men jeg istemte med nogle hurtige nik.

    Luna sank noget af din kakao, før hun snakkede igen. "Så det var virkelig alt? Et lift hjem?"

    "Ja," svarede jeg og slog blikket ned i mit skød. "altså, vi har også en lektieaftale i morgen, men det -"

    "Jeg vidste det!" Instinktivt så jeg igen mod Bonnie, da hun nærmest jublede. "Du kan lide ham!"

    Jeg ville gerne forsvare mig selv endnu en gang, men det var, som om jeg kunne mærke mit ansigt blive varmt, da de andre piger også begyndte at fnise lavmælt af mig. Det var dog utroligt, hvordan alle misforstod mit forhold til Harry.

    "Helt ærligt," beklagede jeg mig, da jeg fik samlet mig. "I kan ikke også rotte jer sammen mod mig."

    Bonnie løftede øjenbrynene. "Også?" spurgte hun.

    Jeg sukkede. "Ja, Louis tror også, at jeg kan lide -" begyndte jeg, men blev endnu en gang afbrudt.

    "Mere bevis!" lo Cassidy, hvilket de andre hurtigt deltog i, og jeg rullede med øjnene af dem.

    "Jeg er ikke forelsket i ham, piger, og det mener jeg virkelig." Jeg prøvede at lyde og se alvorlig ud, mens jeg så rundt på dem hver især. "han hjælper mig bare med fransk, og der er virkelig ikke andet i det. Det lover jeg."

    Endelig lod det til, at det trængte ind, og efter de havde fniset færdigt, lagde der sig en stilhed. Jeg kunne godt se, at jeg var begyndt at tilbringe mere tid med Harry... men det var ikke engang intentionelt, og det var slet ikke med den bagtanke, som alle gik og troede. Harry var sød, men det var slet ikke på den måde, at jeg så ham. Han skulle være far.

    Det var mere end grund nok til ikke at prøve på noget.

    Bonnie rømmede sig forsigtigt, da vi havde siddet nogle sekunder blot i stilhed. "Nå, men hvad skal du så have på til din lektiedate?" spurgte hun, hvilket endnu en gang fremkaldte latter hos de andre og et opgivende støn fra mig.

★★★★★★★★★★★★★★★★★★

Så blev det til endnu et kapitel!

Jeg skrev til nogle i går, at jeg højst sandsynligt ville publicere et nyt kapitel i dag, so here it is! Jeg håber, at I vil kunne lide det og smide en kommentar eller et like, hvis I ikke allerede har gjort det. Tusind tak for al jeres støtte!

Hvad tror I, der kommer til at ske på Harrys og Wednesdays lektieaftale?

Tak, fordi I læser med!

x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...