Ask Ellie

’Ask Ellie’. Et fænomen, som alle elever på Newbold kender til. Det er nemlig navnet på skolens brevkasse, hvor alle har mulighed for at tilsende et anonymt brev i håb om at få besvaret deres inderste, frustrerede tanker. Dog er der ingen, der ved, at det i virkeligheden er pigen med det ustyrlige hår og næsepiercing ved navn Wednesday Willis, der arbejder som Ellie. Hver fredag efter skole samler hun ugens gevinst af breve ind, der bliver postet i skabsnummer 743, som hun svarer på over weekenden. Men en dag, hvor hun er på vej for at tømme brevkassen, får hun øje på en af skolens mest populære fyre, Harry Styles, som desuden er bedste ven til hendes fætter, Louis Tomlinson, som skubber et brev ind i skabet. Dette brev viser sig at holde på en hemmelighed, der sætter hendes moral på prøve, og hun finder sig pludselig underligt draget til Harry, alt imens hun står med en magt mellem hænderne, der kunne fuldkommen destruere hans liv.

1005Likes
1052Kommentarer
141434Visninger
AA

26. Intet, men alt ændres

 

26
ask ellie

Harrys synsvinkel

Jeg havde faktisk glemt alt om mit beskadigede øje, indtil Niall pludselig valgte at kommentere på det i frokostpausen. Eller selvfølgelig kunne jeg stadig mærke smerten fra det med jævne mellemrum. Den violette farve havde fortaget sig til en grålig gul, men stingene i mit øjenbryn var lige så fremtrædende, som de havde været, da jeg fik sat dem i fra en uges tid siden.

    "Han må virkelig have fået nogle gode slag ind, ham Jarred." Sådan havde konstateringen lydt, før han havde lænet sig frem i sin stol, så han kunne tage et nærmere kig på mit ødelagte ansigt, indtil han pludselig var faretruende tæt på.

    Jeg havde bare rystet lidt på hovedet, og han havde fortsat videre ud i en længere talestrøm, hvor han forsikrede alle omkring bordet, at det i hvert fald ikke kom til at ske igen, så længe han var i nærheden. Liam havde grint og sagt noget i retning af, at han nok skulle bruge noget mere tid i fitnesscenteret, hvis han regnede med at skulle kunne tage en på Jarreds størrelse. Zayn havde forholdt sig tavs gennem deres diskussion, ligesom jeg selv havde. Hele situationen føltes bare... ikke rigtig.

    Efter alt det, der var sket den seneste tid, føltes det uvant at befinde sig i så hverdagsagtige omgivelser igen. Jeg kunne slet ikke huske, hvornår jeg sidst havde siddet i skolen med drengene og bare snakket om ting, der egentlig ikke betød det store.

    Og alligevel selvom alt var ved at vende tilbage til det gamle, så var noget betydeligt, der adskilte sig fra normaliteten.

    "Hey, Haz, ved du, hvorfor Louis ikke er i skole?" Liam lagde åbenbart også mærke til det, som jeg selv lige sad og funderede over, da han var færdig med at småskændes med Niall. "Og hvorfor har du egentlig heller ikke været det?"

    Samtlige af de tre drenges blikke landede på mig, og jeg slog blikket ned på min kyllingesandwich, som jeg ikke havde kunnet spise op. Da jeg åbnede munden for at svare, følte jeg pludselig, at jeg ikke kunne finde ordene til at gøre det. Jeg havde ikke lyst til at lyve, men jeg ville heller ikke røbe noget, før jeg vidste, at Louis og Eleanor var klar til det.

    For lige nu vidste de jo... ingenting.

    "Øh." God start, Harry, god start. "Jeg ved ikke med Louis, men jeg har været lidt halvsløj."

    Ud fra tavsheden lod det umiddelbart til, at de accepterede min mumlende forklaring.

    Det var i hvert fald, lige indtil Zayn pludselig valgte at bryde den. "Bullshit," lo han. "rygterne lyder, at Wednesday heller ikke har været i skole de sidste par dage, og af en eller anden grund tvivler jeg stærkt på, at det bare er et tilfælde."

    "Rygterne?" Jeg nåede slet ikke at opfatte, hvad han sagde, før ordet røg ud af munden på mig.

    Niall havde munden fuld af mad, da han svarede for Zayn. "Ja, du forstår slet ikke, hvor meget sladder der har været om jer to, mens I har været væk." Han sank. "Og så imens Louis heller ikke har været her. Jeg har hørt tonsvis af forskellige teorier."

    Det var ikke, fordi jeg ikke var vant til, at der løb rygter om mig. Jeg havde ofte fundet ud af alle mulige ting om mig selv, som i virkeligheden slet ikke nærmede sig sandheden. Overraskelsen over deres ord kom af det faktum, at Wednesday også var involveret. Jeg vidste ikke, hvad folk gik og sagde, men én ting var sikkert: de havde bemærket os og vores fravær.

    Jeg kunne ikke undgå at blive en anelse nervøs ved tanken. Selvom det nærmest var umuligt, så frygtede jeg, at der var nogen, der havde regnet ud, hvad vi faktisk havde gået rundt og foretaget os. Det kunne ingen vel have fundet ud af?

    "Jeg tror, at den mest populære er familiedramaet." Liams stemme brød mine tanker. "At Louis er vred over, at Wednesday og dig er begyndt at ses, fordi hun er hans kusine, og du er hans ven." Han grinede. "Men det, ved vi jo godt, passer ikke."

    Zayn grinede kort med. "Ja, så nu er det op til dig at fortælle os, hvad der foregår."

    Igen blev jeg efterladt med en tør mund og en mistet evne til at snakke. Hvis de bare vidste, hvad jeg blev nødt til at fortælle dem, for de ville kunne forstå det hele... og jeg ville egentlig også gerne fortælle dem det. Jeg vidste, at jeg kunne stole på de her drenge, men jeg kunne ikke gøre det mod El og Lou -- eller Wednesday for den sags skyld. Jeg ville også være nødt til at fortælle dem om hendes position som Ellie, hvis historien skulle hænge sammen. I stedet rystede jeg langsomt på hovedet.

    "Der er ikke foregået noget," svarede jeg med et skuldertræk.

    I et utilfreds kor brokkede de alle sig, og jeg kunne ikke lade være med at smile lidt. Det var bedst, hvis de ikke vidste noget lige nu -- når tiden så var inde, var jeg sikker på, at de nok skulle få det af vide. Det ville nok alligevel snart slippe ud.

    Derfor følte jeg mig lettet, da samtalen ikke længere syntes at være fokuseret på mig, og hvad der var sket, men i stedet foregik mellem drengene. Jeg kunne snart ikke klare at holde på flere hemmeligheder, og jeg håbede, at det her ville være sidste gang, at jeg behøvede at gøre det igen. Det var også det, som jeg ikke havde forstået ved Wednesdays bekymring, da vi havde ligget ude i hendes have sammen i går. Nu var det jo endelig ved at være slut -- og vi kunne endelig begynde.

    Der var ikke noget, som jeg hellere ville end at være sammen med hende uden distraktioner. Uden der var noget andet, der var vigtigere end netop det øjeblik, som vi var i sammen. Der var ikke noget, som jeg hellere ville end at tilbringe tid alene med hende og bare være i hendes nærvær. For jeg var fuldstændig uigenkaldeligt, betingningsløst og latterligt forelsket i hende.

   Det gik op for mig, at jeg havde vendt blikket væk fra bordet, hvor det i stedet landede på et punkt skråt for vores bord i det store lokale, da jeg hørte Nialls grinende stemme stille mig et spørgsmål, der afslørede, at han havde opdaget, hvordan jeg med længselsfulde blikke havde stirret mod Wednesday. Instinktivt rettede jeg blikket mod ham, da han talte til mig.

    "Er I så kærester nu eller hvad?"

Wednesdays synsvinkel

"Er I så kærester nu eller hvad?"

    I en forskrækket bevægelse så jeg fra Harry, som jeg havde haft øjenkontakt med gennem de mange mennesker i kantinen. Jeg vidste ikke, hvordan vi lige havde fået øje på hinanden, men jeg havde pludselig kunnet mærke et blik hvile på mig.

    Pigerne grinede af mig, da jeg så mod dem fra min plads ovenpå bordet. "Det tager jeg som et ja," smilede Bonnie med et grin, og det gik op for mig, at det var hende, der havde stillet det spørgsmål, der sikkert var forårsaget af min stirren.

    "Hvad?" spurgte jeg forvirret. "Hvem er kærester?"

    Igen grinede de, før Luna endelig svarede. "Dig og Harry?" sagde hun, som om det var åbenlyst.

    Og det var det vel også.

    Jeg kunne i hvert fald ikke lige se, hvem hun ellers kunne have ment, men det stoppede mig ikke i at rulle med øjnene, mens et smil trak i mine læber. Det var relativt hurtigt, at jeg havde fundet ud af, hvor meget jeg havde savnet pigerne. Jeg plejede at tilbringe hver eneste dag med dem, og nu havde jeg det, som om det var første gang i lang tid, at vi så hinanden.

    Alligevel var der noget, der føltes på en bekendt på en behagelig måde ved at sidde her med den en fredag eftermiddag. Selvom jeg ikke havde været i skole de to sidste dage, så glædede jeg mig til weekenden, der lå lige om hjørnet.

    Jeg glædede mig, til det var overstået -- og frygtede det samtidig.

    Da jeg ikke svarede med det samme, lo Cass kort. "Og vi havde ellers troet, at det var Luna, der ville være den første til at kæreste rundt med en af de drenge," sagde hun, og vi så alle mod Luna, hvilket jeg et eller andet sted satte pris på.

    Hun blev med det samme rød i kinderne, men rystede på hovedet for at sige hende imod. "Nej," sagde hun hurtigt og formåede imponerende nok at forholde sig rolig. "jeg er kommet videre. Faktisk... så er der en ny inde i billedet."

    Nyheden blev modtaget med et gisp, og Cassidy hev instinktivt fat i hendes arm for gentagende gange at bede hende om at fortælle mere. Det føltes underligt at tænke på, hvordan Luna havde været helt væk i Louis -- mere underligt end det plejede. 

    Hvis bare hun vidste, hvad han havde været igennem.

   "Brandon." Luna smilede over hele ansigtet. "Han hedder Brandon, og han går ikke her på Newbold, men et sted længere inde i byen. Han har mørkt hår, turkisblå øjne -- seriøst, piger, så blå er de -- og han har nogle virkelig søde fregner, der er -"

    Et eller andet sted i hendes beskrivelse af den her fyr glemte jeg at høre efter, og alt føltes på en eller anden måde, som om det var normalt igen. En hel normal situation på en hel normal dag. Det var bare en dag i skolen, hvor alle beklagede sig over den indelukkede hede, og man egentlig bare gerne ville springe resten af timerne over. Det var en fredag, som jeg havde oplevet den så mange forfærdelig gange... og så alligevel ikke. For selvom alt var normalt, så var der intet, der var det.

    "Og hvorfor hører vi først om ham nu?" spurgte Bonnie efter Lunas meget detaljerede deskription.

    Luna trak på skuldrene, men nåede ikke at svare verbalt, før Cassidy brød ind i stedet for. "Så kan I rigtig dobbeltdate med Wednesday og hendes nye kæreste," grinede hun i en vittighed, og først der så jeg endelig mod dem igen.

    Jeg åbnede munden for at modsige hende, men af en eller anden grund kunne jeg ikke få mig selv til at fortælle hende, at vi ikke var kærester. Førhen havde jeg ikke haft nogle problemer med at benægte vores forhold, men det var dengang, hvor jeg ikke troede, at det var noget. Og det kunne man i hvert fald ikke længere sige, at det ikke var -- og det havde jeg heller ikke lyst til. For sandheden var, at jeg var forelsket i Harry, langt mere end jeg brød om... og jeg ville elske, hvis han var min kæreste.

    I stedet smilede jeg bare, og Luna hvinede en gang, før hun begyndte at plapre løs om, hvor nuttet det kunne være at tage på en dobbeltdate. Selv meldte jeg mig mentalt ud af samtalen igen, og som så mange gange før landede mine øjne på Harry.

    Han havde ikke længere opmærksomheden rettet mod mig, men jeg tillod mig stadig at betragte ham. Da jeg havde set ham lægge det brev i brevkassen, havde jeg aldrig troet, at jeg ville sidde og tænke sådan nogle tanker om ham. Jeg havde knapt kendt hans efternavn, og nu var han en af de mennesker i hele verdenen, som jeg følte mig allermest fortrolig og speciel omkring. Jeg havde aldrig troet, at vi skulle igennem det helvede, som vi har været i gennem, og jeg havde aldrig troet, at jeg skulle falde for ham undervejs. Og selvom det havde været hårdt, ville jeg ikke været et øjeblik med ham foruden.

    "Wednesday?" Lunas grå øjne var rettet mod mig. "Klar til at gå?" spurgte hun.

    Jeg så kort rundt i kantinen for at opdage, at mængden af mennesker var reduceret bemærkelsesværdigt, og at frikvarteret derved var ovre. Jeg så tilbage på hende med et forsigtigt smil og nikkede til hendes spørgsmål, før jeg hoppede ned af bordet.

Mine hænder rystede, da jeg langsomt lynede min skoletaske op. Jeg var en af de eneste elever tilbage i biologilokalet sammen med hr. Vaughn, som var ved at viske tavlen ren. Timen var sluttet fra kun få minutter siden, men det føltes som tre timer.

    Det havde været minut af den lektion gjort.

    Egentlig var det meget normalt, at jeg fandt biologitimerne uendelige, men der var noget nyt over den her. For selvom timen havde gået langsommere end nogensinde før, så var den endt alt for tidligt. Jeg havde stadigvæk brug for mere tid.

    Det var heller ikke, fordi jeg ikke var vant til, at jeg skulle vente efter skole, til alle elever havde forladt stedet, at jeg dirrede ukontrolleret, og jeg måtte koncentrere mig om bare at trække vejret -- det var, fordi jeg vidste, at det var i dag, at det var sidste gang, at jeg ville være tvunget til at vente. Det var det her øjeblik, som jeg havde frygtet hele dagen.

    Og som jeg fik fat på den lille nøgle nederst i min taske med de indgraverede tal, var det, som om det hele slog mig igen. Det ville snart være slut -- og jeg ville ikke være Ellie længere. Jeg skulle aldrig bekymre mig om at blive opdaget på vej ned til brevkassen. Jeg skulle aldrig læse et anonymt brev mere. Jeg skulle aldrig hjælpe folk gennem min hemmelige identitet.

    743. Det var tallene, som jeg kunne mærke, da jeg førte fingeren over nøglen.

    Jeg knugede den tæt ind i min hånd og åbnede øjnene, som jeg egentlig ikke havde opdaget, at jeg havde lukket. Nu var det kun hr. Vaughn, der stod med ryggen mod mig, der var tilbage i klassen, og jeg vidste, at det var nu. Det hele fungerede lidt slørret for mig, da jeg lukkede min taske og i stedet tog den over skulderen. Også gangene virkede flere kilometre lang, da jeg langsomt gik mod skabet, som jeg så mange gange havde åbnet og fundet de rektangulære, hvide kuverter i.

    Der var komplet stille på den menneskeforladte skole, og jeg havde det, som om jeg kunne høre mit eget bankende hjerte.

    Jeg huskede tydeligt den dag, hvor jeg havde gået selv samme vej for at finde Louis' brev. Jeg havde gemt mig for Harry, som viste sig at have afleveret brevet, selvom det var min egen fætters fortvivlede tanker, der stod i det. Jeg havde det næsten, som om jeg ville se Harry stå foran skabet, da jeg lydløst åbnede døren til den gang, hvor jeg vidste, at brevkassen lå.

    Og jeg ville springe tilbage rundt om hjørnet.

    Men i stedet for at springe tilbage og gemme mig, da jeg nåede hjørnet, standsede jeg. Jeg standsede for at kigge på det en sidste gang. Skabet. Brevkassen. Ellie. Også løftede jeg hånden som en afskedstagende gestus med et lille smil om læberne.

    Sagde farvel til min tid bag brevkassen. Sagde farvel til Ellie.

    I en dyb vejrtrækning bakkede jeg et skridt for i stedet at dreje til venstre og tage fat om dørhåndtaget ind til rektors kontor, der lå  på den anden side af brevkassen. Da jeg forsigtigt åbnede døren, var der stille, og kvinden, frk. Wenster, som plejede at sidde bag skrivebordet, hvor man registrerede sig som elev, når man startede på Newbold, sad ikke på sin sædvanlige plads.

    Jeg vidste, at kontoret ikke lukkede før en time eller to, efter alle elever havde fået fri, og jeg var et eller andet sted for glad, at jeg ikke behøvede at snakke med nogen lige nu. Derved havde jeg også muligheden for at tage et stykke blank papir fra frk. Wensters skrivebord uden nogen afbrydelser. Jeg lånte en kuglepen, som jeg efter kort tids tøven satte mod papiret.

    Jeg tror, at I bliver nødt til at finde en ny Ellie. Undskyld.

    Forsigtigt løftede jeg nøglen, som havde sat mærker i min hånd, efter jeg havde holdt så tæt om den, og placerede den nænsomt ved siden af min korte besked på papiret. I nogle sekunder betragtede jeg beskeden med nøglen til højre for sig.

    Og så vendte jeg mig om og forlod kontoret igen.

    Jeg kunne ikke rigtig beskrive den følelse, som pulserede igennem mig, da jeg satte mod udgangen. Det var en blanding af lettelse, afsavn, glæde og sorg. Det var, som om jeg havde mistet en del af mig selv, som jeg ikke rigtig vidste, om jeg brød mig om. For jeg havde haft det fantastisk med at være Ellie og elskede det -- men sammen med det var der også alt det dårlige.

    Idet jeg åbnede døren udadtil, kunne jeg fornemme en skikkelse, der havde lænet sig op af bygningen, som rettede sig op. Jeg stoppede, og da jeg fik øje på det bekymrede blik i Harrys øjne, tvivlede jeg ikke, da jeg tog det sidste skridt hen til ham og lagde armene om ham. Uden et ord lagde han hånden mod min nakke og hvilede sin hage mod min hovedbund, da jeg lagde panden mod hans bryst. Egentlig havde jeg ikke bedt ham om at vente, men i det her øjeblik var jeg glad for, at han havde gjort det. Han var den eneste, som jeg havde fortalt, hvad jeg havde tænkt mig at gøre i dag -- og hvad jeg lige havde gjort.

    Derfor var det rart at have ham. En, der forstod det.

    Jeg vidste ikke, hvor længe vi stod sådan, før han mumlende brød stilheden. "Louis er her."

    Jeg flyttede hovedet ved hans ord og så op på ham. "Her?" spurgte jeg.

    Han nikkede roligt et par gange som svar, men slap ikke sit tag om mig. Han så mig bare ind i øjnene med et blidt smil om læberne. Jeg overvejede at spørge, hvad han lavede her, men flyttede i stedet mine arme om ham for at bakke et skridt.

    Det var, som om Harry opfangede min hentydning, da han begyndte at gå væk fra skolen og hen over parkeringspladsen for at føre mig hen til, hvor min fætter efter sigende var. Solen var ikke lige så voldsomt i dag, men havde en mere mat effekt over sig. Jeg blev nødt til at misse en smule med øjnene, da vi sammen bevægede os over den forladte parkeringsplads.

    Og der, med sin røde bil bag sig, fik jeg øje på Louis midt i en mindre samling.

    I takt med jeg kom nærmere, kunne jeg genkende menneskerne omkring ham. Lige ved siden af ham stod Eleanor og foran dem stod Zayn, Liam, Perrie og Niall. Og da jeg var tæt nok på til at kunne tyde udtrykket i deres ansigter, gik det op for mig, hvorfor Louis var kommet her i dag. Det plejede jo kun at være Zayn, Perrie og Harry, som mødtes ude foran skolen om fredagen, men det faktum, at han havde fået samlet alle fra sin vennegruppe, fortalte tydeligt, hvad der måtte være sket.

    Ham og El havde fortalt dem det.

    Deres hemmelighed var nu officielt ude -- i hvert fald blandt deres venner. Af en eller anden grund fik tanken en sten til at lette fra mit bryst, og jeg kunne ikke lade være med at smile, da vi endelig standsede for at tilslutte os dem.

    Louis havde et smil om læberne. "Wednesday," smilede han og trådte et enkelt skridt frem mod mig. "jeg har slet ikke fået sagt tak." Det generede ham åbenbart ikke, at vi havde publikum, og lige i det øjeblik fokuserede jeg heller ikke på andet end min fætters øjne, der nærmest glødede. "Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort uden dig i alt det her -- så tak."

    "Selvfølgelig." Det var alt, som jeg hviskende kunne sige, før han lænede sig frem mod mig i et kram.

    Hurtigt gengældte jeg hans omfavnelse og lukkede øjnene. Det her var ikke ligesom det kram, som han havde givet mig i tirsdags. Da jeg havde sagt, at jeg kendte hans hemmelighed. Det her var et kram, som overbevidste mig om, at han var okay.

    At det hele nok skulle blive okay igen.

    Da jeg langsomt trak mig ud af krammet, fangede jeg hans øjne, og han sendte mig et forsikrende smil, før han gav helt slip på mig. Jeg følte mig allerede omtumlet og følelsesladet, men det var, som om det ene, lille smil lagde en glædesfyldt ro indeni mig. Også da jeg kunne mærke Harrys hånd tage fat om min, og jeg skævede op til ham, kunne jeg ikke lade være med at smile, og jeg flettede mine fingre ind i hans og lænede mig ind til ham. Og jeg tog mig selv i at ønske det her øjeblik aldrig ville ende. For måske var jeg ikke Ellie længere... men lige nu havde jeg det også helt fint med bare at være Wednesday. 

★★★★★★★★★★★★★★★★★★

Det her kapitel var så svært at skrive, og jeg håber så meget, at det lever op til forventningerne... for det her er det sidste kapitel før epilogen. Dog foreslår, at I bliver hængende til den, da der vil ske nogle essentielle for historien.

Jeg kan slet ikke fatte, at historien er ved at være slut. Den har været i gang i så lang tid og har fyldt så meget i mit liv. Jeg har skrevet på den, mens jeg har været alle mulige mærkelige steder og har aldrig mistet lysten til at fortsætte. Og jeg har været så glad for den respons, som jeg har fået! Aldrig havde jeg forestillet mig noget lignende -- tusind millioner gange tak! Det ville også gøre mig rigtig glad, hvis I gad skrive en kommenter her til sidst. Enten med hvad jeres yndlingssted i historien har været, eller hvad I synes om slutningen. Eller noget helt tredje!

For resten har jeg ændret lidt på skriftstørrelse og -type, da jeg efterhånden blev lidt træt af den, som jeg brugte før. Jeg har også rettet alle de forrige kapitler igennem, så der burde ikke være ligeså mange tastefejl mere.

Tak, fordi I læser med!

x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...