Ask Ellie

’Ask Ellie’. Et fænomen, som alle elever på Newbold kender til. Det er nemlig navnet på skolens brevkasse, hvor alle har mulighed for at tilsende et anonymt brev i håb om at få besvaret deres inderste, frustrerede tanker. Dog er der ingen, der ved, at det i virkeligheden er pigen med det ustyrlige hår og næsepiercing ved navn Wednesday Willis, der arbejder som Ellie. Hver fredag efter skole samler hun ugens gevinst af breve ind, der bliver postet i skabsnummer 743, som hun svarer på over weekenden. Men en dag, hvor hun er på vej for at tømme brevkassen, får hun øje på en af skolens mest populære fyre, Harry Styles, som desuden er bedste ven til hendes fætter, Louis Tomlinson, som skubber et brev ind i skabet. Dette brev viser sig at holde på en hemmelighed, der sætter hendes moral på prøve, og hun finder sig pludselig underligt draget til Harry, alt imens hun står med en magt mellem hænderne, der kunne fuldkommen destruere hans liv.

1009Likes
1053Kommentarer
141805Visninger
AA

14. I havde muligvis ret

 

14
ask ellie

Wednesdays synsvinkel

"Gider du styre din røg i en anden retning, Bon?"

    Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt for mig selv, da Cassidy viftede vildt med armene for at få den næsten ikke-eksisterende røgsky væk fra sit ansigt. Hun havde altid været meget emsig omkring rygning. Egentlig forstod jeg slet ikke, hvorfor hun gik med herned, når Bonnie skulle ryge, når hun hver gang klagede over lugten og de sundhedsskadelige risici.

    Hendes forespørgsel blev heller ikke taget mere alvorligt end et hæst grin fra Bonnie, før hun med vilje pustede noget røg mod hende. Da Cass igen fægtede med hænderne, grinede både Luna og jeg, som også var gået med ned i rygergården. Vi plejede ikke alle at gå med ud, men da jeg i femte lektion havde modtaget en sms-besked fra Cassidy, som sagde, at der var simpelthen var et møde i rygergården i frikvarteret, havde jeg ufrivilligt trasket med ud i den lumre forårsvarme.

    Det var torsdag i dag, og eftersom det var ved at være hen ad eftermiddagen, og denne dag snart var omme, summede skolen nærmest af den velkendte fornemmelse af weekend. Der var selvfølgelig også i morgen med, men jeg kunne med lethed sætte mig ind i den forventning og spænding, der lå i luften. Jeg kunne også mærke den gennem hele min egen krop.

    Igen havde jeg ikke fået meget mere end en dag til at komme mig over det faktum, at Harry havde inviteret mig ud på en date. Faktisk var det vores anden date i samme uge, som den første havde været, og alligevel havde jeg det, som om det bare ikke kunne blive fredag hurtigt nok. Det virkede på en underlig måde som en eller anden form for forbandelse.

    Før Harry var kommet over i går, var jeg mere eller mindre blevet enig med mig selv om, at det var bedst, hvis vi måske holdt lidt afstand fra hinanden. Jeg vidste, at det kun var et spørgsmål om tid, før Harry ville blive en for stor del af mit liv, hvis vi fortsatte i samme bane som nu. Jeg var ikke parat til at have den slags forhold til én, som havde så meget andet, der foregik i hans liv. Jeg var ikke parat til at skulle tage stilling til et barn... men alligevel havde jeg været som blændet, da han havde ringet mig op og spurgt, om han kunne komme over, og jeg havde da heller ikke tøvet synderligt, da han spurgte, om jeg ville være hans date til festen. Det var bare, som om jeg blev fuldstændig væk i de satans grønne øjne, som han havde.

    "Men Cassidy, hvad var det overhovedet, at vi skulle komme herud for?"

    Det gik først op for mig, at Bonnie og Cassidy havde fortsat deres mindre diskussion om cigaretrøgen, da Luna pludselig brød igennem deres uenigheder og faktisk lykkedes med at få dem begge til at tie stille. Jeg flyttede blikket mod Cass, som blinkede et par gange med øjnene, før det så ud til, at det gik op for hende, hvad det var, som Luna spurgte om.

    "Nå, ja," smilede hun pludselig, hvilket stod i stor kontrast til hendes førhen irriteret udtryk. "der er en grund til, at jeg har samlet jer herude, og det er, fordi jeg gerne vil fortælle jer noget, før jeg fortæller det til nogen som helst andre."

    Bonnie, som havde hævet hånden for at tage endnu et hiv af cigaretten, stoppede i brat bevægelsen, og nysgerrigheden lyste næsten ud af hendes brune øjne. Selv kunne jeg også mærke, hvordan hendes ord fik mig til at spidse ører.

    Efter en længere dramatisk pause, hvor hun skiftevis havde kigget rundt på os alle, sendte hun os igen et stort smil. "Mig og Jarred er officielle!" udbrød hun, hvilket straks fik Luna til at hvine, før hun hoppede op og ned sammen med Cass.

    "Vent, hvad?" De forvirrede ord lød fra Bonnie. "Er I sådan... kæreste-kærester?"

    Selv havde jeg aldrig mødt denne Jarred, men ud fra den måde, som Cassidy snakkede om ham på, var jeg ikke i tvivl, om han skulle være noget så fantastisk. Derfor deltog jeg også i pigernes glæde ved at sende hende et kæmpe smil. Alligevel kunne jeg ikke kunne undgå at undre mig over, hvordan det på under to uger kunne være eskaleret så hurtigt... men så dukkede Harry op i mine tanker, og så var det ikke så svært at forstå, hvordan uventede følelser kunne være de stærkeste af slagsen.

    Cass trak på skuldrene, da hun endelig lod til at være færdig med at hoppe sammen med Luna. "Altså, teknisk set, så nej." Smilet forlod ikke hendes læber. "Men han har inviteret mig til 3.g'ernes fest i morgen, og det er altså pænt stort."

    "Hvad?" Nu var det min tur til at være forvirret.

    Cass' øjne landede på mig. "Det er en fest, som kun er for 3.g'erne, men man må medbringe en ledsager. Dog plejer det ikke at være velset, at man tager andre fra skolen med, så jeg går ud fra, at det er hans måde at gøre vores forhold officielt på."

    Jeg glemte helt at høre efter Luna, som med det samme kvidrede om, hvor sødt og nuttet og bedårende det var, da det meget langsomt gik op for mig, hvad det var Cassidy lige havde fortalt mig. Hun kunne vel umuligt tale om nogen anden fest?

    "Jeg skal også med til den fest," kunne jeg pludselig høre mig selv sige.

    Der blev pludselig foruroligende stille omkring mig, da jeg kunne mærke alle pigernes blikke lande på mig. "Skal du det?" lød det langsomt fra Cass efter lang tavshed, før hun fortsatte, før jeg kunne. "Med hvem?" spurgte hun forhastet.

    I et sekund overvejede jeg at lyve, men min mund valgte selvfølgelig bare at svare (som den plejede), før jeg nåede at stoppe den. "Med Harry," svarede jeg i en lille stemme, før jeg så tøvende rundt på de tre overraskede ansigter om mig.

    Og som forventet havde mit svar den reaktion, som jeg havde regnet med.

    Idet både Luna og Cassidy hoppende begyndte at omringe mig, ønskede jeg et eller andet sted, at jeg havde sagt, at det var Louis, der havde spurgt, om jeg ville med. Selvfølgelig ville de reagere akkurat sådan her på en information som denne.

    "Og du har tænkt dig at holde fast i, at du ikke kan lide ham?" lød det hoverende fra Luna, der af havde fået fat i min arm, idet hun stoppede med at hoppe. "Det her er jeres anden date allerede, og du sagde, at du ikke var forelsket i ham!"

    Jeg kunne ikke undgå at finde deres høje humør smittende, og jeg måtte kæmpe mod et smil, da jeg rystede på hovedet. "Jeg er stadigvæk ikke forelsket i ham." Jeg vidste, at jeg allerede havde tabt den her kamp og egentlig bare burde give op.

    Der lød et fnys fra Bonnie. "Helt ærligt, Wesse!" brokkede hun sig med opbakning fra de andre.

    "Okay, okay!" overgav jeg mig, før jeg løftede hænderne op i forsvarsposition. "I havde muligvis ret... men bare fordi jeg måske kan lide Harry bare en lille bitte smule som i helt vildt lidt, så er det ikke ensbetydende med, at det bliver til noget."

    Alt ved den sætning virkede som en løgn, men det var det sidste, som jeg havde at holde fat i.

    Det var bare, som om jeg ikke kunne styre, hvad der skete, når jeg var med Harry. Det skete bare. Uden jeg havde nogen kontrol. Jeg havde en tendens til at koble hjernen fra hver eneste gang i hans nærvær og i stedet bare handle på instinkter.

    "Nå, vi må hellere skynde os til time!" konstaterede jeg hurtigt, da vi kunne høre klokken i det fjerne.

    De vidste alle godt, at det ikke var, fordi jeg gik op i at møde til tiden, at jeg i en hast satte mod udgangen af rygergården. Det var kun for at komme væk fra deres hvinen og det faktum, at de havde haft fuldkommen ret, hvad angik Harry og jeg.

    Var det virkelig kun mig, der ikke havde set det komme?

    Jeg kunne tydeligt høre, hvordan Cassidy lo en smule bag mig. "Så kan vi da også følges til festen i morgen," hørte jeg hende kun lige akkurat mumle, før jeg hurtigt skubbede lågen op og satte mod den store bygning med røde kinder.

Et sejerisk udbrud lød til venstre for mig, da jeg for fjerde gang smed den sorte spilkonsol fra mig på sengen i raseri efter endnu et nederlag. Louis havde fået overtalt mig til at spille FIFA, og selvom det ikke var første gang, at vi konkurrerede mod hinanden på hans PlayStation, så blev jeg ved med at tabe til ham. Nok fordi han havde spillet det en del mere, end jeg havde.

    "Du er så irriterende," mumlede jeg surt, før jeg tog konsollen op, som jeg arrigt havde frakastet mig.

    Louis grinede og var allerede i gang med at starte et nyt spil. "Bare fordi jeg er bedre end dig."

    Egentlig havde han ganske ret i den konstatering, men det ville jeg selvfølgelig aldrig nogensinde fortælle ham. Derfor svarede jeg blot med et fnys og lænede mig tilbage i hans seng og koncentrerede mig om de små fodboldspillere på skærmen.

    Jeg havde egentlig ikke vidst, at vi skulle over og spise hos min moster her til aften, men da jeg var kommet hjem fra skole tidligere, havde min mor informeret mig om, at jeg skulle være klar til at tage herover klokken seks. Det gjorde mig såmænd heller intet, for det var ligeså afslappet og hverdagsagtigt, som hvis vi havde spist hjemme. Derudover fik jeg også mulighed for at hænge lidt ud med min fætter, og eftersom jeg næsten altid kedede mig om aftenen, virkede det perfekt for mig.

    Jeg kunne ikke lade være med at sende ham et irriteret blik, da han allerede scorede første mål i spillet og ikke var langsom til at gøre mig opmærksom på det ved at lave en sejrsdans, så hele sengen rystede. En enkelt gang trak jeg vejret tungt.

    Vi var selvfølgelig blevet hurtigst færdige med at spise, og da min mor, moster og Dan bare sad og snakkede om den udflugt, som de planlagde til i morgen, havde Louis spurgt mig, om jeg ville med ind på hans værelse. Vi skulle alligevel ikke med på udflugten, da det var en tur hen til nogle andre familiemedlemmer, der holdt 50-årsfødselsdag uden børn. Og fordi Louis og jeg åbenbart blev betragtet som børn, var vi ikke inviteret. Eftersom vi boede ret langt væk fra dem, der holdt festen, gjorde det, at de blev nødt til at overnatte derovre, og jeg havde derfor huset for mig selv i morgen samt noget af lørdagen.

    "Gider du i det mindste gøre et forsøg, W?" lød det provokerende fra min åndssvage fætter.

    Jeg skulle netop til at komme med et ligeså spydigt svar igen, men da jeg pludselig blev nødt til at koncentrere mig om en af Louis' spillere, der tacklede min, måtte jeg i stedet trykke løs på knapperne for at redde situationen på skærmen.

    Hans seng var kun lige akkurat bred nok til, at vi begge kunne ligge på den ved siden af hinanden, og jeg havde op til flere gange beskyldt ham for at distrahere mig ved at støde sin albue ind i min side. Det havde han med det samme benægtet, men når han så ville vinde for (hvad der føltes som) tusinde gang, ville jeg igen give hans albuestøderi skylden for mit nederlag.

    Sådan havde vi mere eller mindre været, siden vi var helt små, og vores forældre gad ikke engang prøve at gøre noget ved vores konstante, men samtidig også ganske harmløse, diskussioner længere. De havde ligesom opgivet os på forhånd.

    Egentlig var det meget godt timet, at det lige var i morgen, at min mor var udenbys og derved ikke derhjemme. Så behøvede jeg ikke at bekymre mig om at larme for meget eller noget, så jeg ville vække hende, når jeg kom hjem om natten fra festen.

    Festen.

    Jeg havde ikke nået at snakke mere med pigerne tidligere i dag, efter vi var gået op fra rygergården, men den måde, hvorpå Cass havde snakket om festen, fik mig til at føle, at det faktisk var noget ret stort. Hun havde været så overrasket over, at Jarred havde inviteret hende... og det fik mig til at føle mig overrasket ved, at Harry havde spurgt mig. Faktisk, hvis jeg skulle være helt ærlig, så fik det mig til at føle mig speciel. Jeg vidste ikke, om Harry rigtig havde lagt noget i det, men under alle omstændigheder så var det noget, som andre lagde noget i og gik op i. Og det påvirkede også mig åbenbart.

    "Skal du med til festen i morgen?" En stilhed havde lagt sig, da der var kommet lidt mere ro over spillet, og vi begge stirrede intenst på skærmen for at kunne udtænke vores næste store træk, indtil jeg åbenbart selv valgte at skulle afbryde den.

    Louis sagde ikke noget i et stykke tid. "Øh," mumlede han uden at slippe øjnene fra skærmen. "nej."

    Jeg gik ud fra, at han koncentrerede sig for meget om spillet til at undre sig over, hvor jeg overhovedet kendte til festen fra, men hans svar fik mig alligevel til at rynke på øjenbrynene. "Hvorfor ikke?" spurgte jeg et kort øjeblik efter hans svar.

    Igen gik der noget tid, før han svarede. "Eleanor havde ikke lyst, så vi bliver hjemme."

    I et øjeblik overvejede jeg at lade den ligge, men rettede mig i stedet beslutsomt op, så jeg sad i sengen, før jeg satte spillet på pause på min konsol. Jeg måtte kigge mig over den ene skulder, så jeg kunne se ham, da han stadig lå tilbagelænet i sengen.

    Forvirret over min pludselige afbrydelse af spillet, så han tilbage. "Hvad er det egentlig, som Eleanor fejler?" spurgte jeg.

    Hun havde snart været syg i lige godt to uger, hvis endda ikke mere. Jeg havde godt set hende på skolen efterfølgende, men det virkede stadigvæk til, at der var noget galt, siden hun ikke ville med til festen... og det faktum, at Louis (min absolut festafhængige fætter) derfor heller ikke skulle med, foruroligede mig lidt på en eller anden mærkværdig måde.

    Louis øjne landede på mine, før han trak på skuldrene og satte spillet i gang igen på sin egen konsol.

    Jeg stønnede irriteret af ham, før jeg hurtigt satte det på pause igen og så mod ham. "Louis?" holdt jeg stædigt ved, da jeg ikke bare ville lade ham slippe sådan uden lige, hvilket fik ham til at lade hænderne falde opgivende ned mod madrassen.

    "Jeg ved det ikke, okay?" vrissede han irritabelt, hvilket mildest talt var usædvanligt for ham -- han plejede aldrig at blive sur. "Jeg tror, at det var influenza eller en virus. Jeg ved det ikke. Og hvorfor ved du overhovedet noget om den fest?"

    Uden rigtig at vide hvordan jeg skulle reagere, kiggede jeg bare på ham i noget tid. Hans toneleje havde ændret sig i så hastig en grad, at jeg var blevet helt forvirret. Derudover vidste jeg ikke, hvordan jeg skulle svare på hans spørgsmål. Derfor endte jeg bare med at være rigtig moden og sætte spillet i gang igen, ligesom han selv havde gjort, mens jeg lagde mig tilbage.

    Der gik ikke lang tid, før Louis satte spillet på pause, og jeg vidste, at mit afledningsnummer havde virket ligeså dårligt, som da han havde forsøgt sig med det. Satans, hvorfor havde jeg også troet, at det overhovedet ville have nogen effekt?

    Egentlig forventede jeg den tvære grimasse, der før havde præget hans ansigt, da jeg så mod ham, og blev derfor overrasket, da jeg så ham smile. "Skal du derhen med Harry?" spurgte han, og jeg genkendte med det samme den drillende undertone.

    Jeg sukkede tungt. "Louis, please, ikke begynd på -" begyndte jeg, men blev hurtig afbrudt.

    "Du skal så meget derhen med Harry!" jublede han og satte sig op i sengen.

    Hvis man ikke vidste bedre, ville man ikke have troet på det voldsomme humørskift, som jeg lige havde været vidne til, men jeg var glad for, at det var den her retning, som det havde taget, og ikke den anden -- det var ubehageligt at se Louis irriteret. Dog rullede jeg med øjnene og prøvede at kæmpe mod det smil, der altid trængte sig på, når samtaleemnet var Harry.

    "Kan vi spille videre nu?" spurgte jeg i forsøg på at slippe uden om, og jeg så mod FIFA-spillet.

    "Først, når du har indrømmet, at du skal derhen med ham, og du er vild med ham, og jeg havde ret fra starten af, og du burde lytte noget mere til mig." Jeg sukkede endnu en gang tungt af hans ord, da jeg vidste, at jeg ikke kunne komme udenom det.

    Der så ikke til at være nogen vej væk. "Whatever," mumlede jeg, før jeg hurtigt satte spillet i gang.

    Louis sagde ingenting ved siden af mig, da han lagde sig ned igen og begyndte at spille videre, men jeg kunne nærmest mærke ham i hans selvfede atmosfære... og jeg kunne ikke engang bebrejde ham. Ikke engang det mindste faktisk.

    Ligesom pigerne havde han nemlig haft ret. Hvor jeg selv havde været så overbevidst om, at det kun var brevet, der fik mig til at kigge en ekstra gang efter ham, måtte jeg nok indrømme, at det kun havde været skyld i, at jeg havde lagt mærke til ham i første omgang. Alle de dårlige undskyldninger og aftaler, som jeg var kommet op med for at være omkring ham, var ikke, fordi jeg kendte til hans hemmelighed. Grunden dertil var nemlig lige præcis, hvad alle havde gået og fortalt mig hele tiden.

    Jeg var forelsket i Harry.

★★★★★★★★★★★★★★★★★★

Selvom jeg lige skrev en mumble i går om, at der ville gå lidt tid mellem opdateringerne, fik jeg på magisk vis afsluttet dette kapitel i dag. Det ved jeg ikke lige, hvordan helt præcis gik til. Jeg opfordrer jer dog stadig til lige at tage et smut forbi den mumble, for der står også noget andet, som I måske vil finde interessant... eller ikke.

Hvad ved jeg?

Jeg kan selvfølgelig stadig ikke love, hvor lang tid der går mellem kapitlerne, but I'll do my best!

ELSKER JERES DEJLIGE, FANTASTISKE, ELSKVÆRDIGE KOMMENTARER, OG HISTORIEN ER IKKE LANGT FRA FUCKING 800 FAVORITLISTER, OG DET GØR MIG BARE SÅ GLAD, AT I VIL LÆSE DEN, OG DET HER SKULLE ALTSÅ LIGE SKRIVES MED STORT, FORDI ASHASSJHGD

Tak, fordi I læser med!

x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...