Ask Ellie

’Ask Ellie’. Et fænomen, som alle elever på Newbold kender til. Det er nemlig navnet på skolens brevkasse, hvor alle har mulighed for at tilsende et anonymt brev i håb om at få besvaret deres inderste, frustrerede tanker. Dog er der ingen, der ved, at det i virkeligheden er pigen med det ustyrlige hår og næsepiercing ved navn Wednesday Willis, der arbejder som Ellie. Hver fredag efter skole samler hun ugens gevinst af breve ind, der bliver postet i skabsnummer 743, som hun svarer på over weekenden. Men en dag, hvor hun er på vej for at tømme brevkassen, får hun øje på en af skolens mest populære fyre, Harry Styles, som desuden er bedste ven til hendes fætter, Louis Tomlinson, som skubber et brev ind i skabet. Dette brev viser sig at holde på en hemmelighed, der sætter hendes moral på prøve, og hun finder sig pludselig underligt draget til Harry, alt imens hun står med en magt mellem hænderne, der kunne fuldkommen destruere hans liv.

1012Likes
1053Kommentarer
143403Visninger
AA

3. Gennemført naturlig

 

3
ask ellie

Wednesdays synsvinkel

Lyden af musik og larmende mennesker kunne høres flere gader væk. Det var jeg fuldkommen sikker på. Larmen føltes i hvert fald øredøvende, da jeg trådte ind i det kæmpe fælleshus, som pigerne og jeg netop var ankommet til. Der flød med jakker ude i gangen, og selvom hele lokalet var mørklagt, kunne man med lethed fornemme de mange dansende, snakkende eller grinende skikkelser, som alle var med til at skabe den atmosfære, der fik én til at føle sig underligt i live. Og de var alle med til at aflede min opmærksomhed, fra hvad der ellers havde præget min tankegang, siden jeg læste den sidste linje af det brev.

    "Gå ind." Det overraskede mig, hvordan Lunas blide stemme formåede at skære igennem musikken.

    Jeg reagerede dog hurtigt på hendes ord, da det gik op for mig, at jeg var stoppet op midt ude i gangen for at tage hele scenariet, der foregik foran mig, ind. Støjen syntes kun at blive højere og højere, da jeg gik længere ind i fælleshuset.

    Det havde været en udfordring for mig at bevare roen på vej herover. Flere minutter havde jeg bare siddet og stirret på badeværelsets hvide væg, mens jeg havde ventet på, at brevets betydning for alvor ville gå op for mig. Jeg havde været så tæt på at styrte ud fra badeværelset og nærmest råbe til pigerne, hvad jeg lige havde læst. Det eneste, der havde holdt mig tilbage, var tanken, om jeg med sikkerhed blev nødt til at afsløre Ellies identitet, hvis jeg gjorde det... og så var det muligvis også det faktum, at det ikke var min hemmelighed at dele, der afholdte mig fra det. Jeg vidste, at jeg ikke skulle have læst det brev.

    Det havde været en konstant kamp for mig ikke at lette hjertet, mens vi sad i bilen, men i stedet koncentrere mig om ikke at virke mistænkelig stille, men samtidigt heller ikke alt for påtaget lykkelig. Heldigvis var pigerne godt berusede, så det var efterhånden ikke meget, som de lagde mærke til. Det var da heller ikke, fordi jeg ikke havde drukket noget, men det lod til at have den modsatte effekt, end hvad det plejede. Jeg følte mig nærmest mere anspændt og paranoid, jo mere jeg fik af drikke.

    Alligevel lod jeg Luna trække mig hen mod et bord fyldt med alkohol, der stod lidt til højre i lokalet. Luna fik hurtigt fat om to af de røde plastickrus, der stod stablet, før hun lod sine grå øjne glide over udvalget af alkohol. Selv var jeg ikke langsom til at gribe fat om en flaske, hvis indhold jeg ikke havde svært ved at genkende. Vodka. Måske havde jeg bare ikke drukket nok endnu. Jeg vidste ikke, om det var det, at jeg vidste, hvem der havde skrevet brevet, eller om det faktisk var brevets indhold, der havde denne næsten rystende virkning på mig. Jeg gættede på, at det var en blanding af begge dele. Jeg vidste i hvert fald med sikkerhed, at jeg blev nødt til at få mit blodtryk lidt ned, og det kunne den rette mængde af alkohol måske hjælpe med.

    "Synes du, at den her kjole er for udfordrende til mig, Wes?"

    Langsomt så jeg mod Luna, mens jeg skruede låget af flasken. "Nej," svarede jeg. "du ser godt ud."

    Og det gjorde hun virkelig. Hendes lange, lyse hår var glattet til perfektion og lå blødt ned over hendes skuldre, hvor min sølv kjole med den dybe udskæring lå tæt ind til hendes krop og afslørede den helt rette mængde af hud. Hun så fantastisk ud.

    Hun sukkede nervøst og så ned af sig selv. "Jeg ved ikke;" mumlede hun, og jeg vendte øjnene mod plastickruset foran mig, da jeg begyndte at skænke op. "jeg er ikke vant til at gå i sådan noget tøj, så det føltes som om, at alle kig -"

    Forvirret så jeg op fra mine hænder, da Luna holdt inde midt i sin sætning. Da mine øjne landede på hende, var hendes blik rettet stift bag mig. Derfor rynkede jeg på brynene, før jeg drejede hovedet, så jeg kunne se, hvad hun kiggede på bag mig. Og der blev jeg med det samme mødt af et par gråblå øjne og et alt for bredt smil, som var lige op i ansigtet på mig. Louis.

    "Jeg kan se, at du allerede er i gang," lød hans første flabede kommentar, før han nikkede mod kruset.

    Nu kunne jeg bedre forstå, hvorfor Luna pludselig var blevet så mundlam. Selvom hun ivrigt forsøgte at overbevise os om, at hun ikke var interesseret i Louis, så var hun som en åben bog. Hun klappede i hvert fald i som en østers, hver gang han var omkring hende. Det usædvanlige i den her situation var det faktum, at jeg også følte, hvordan min hals langsomt snørede sig sammen. Skulle jeg fortælle ham om Harry? Kunne jeg overhovedet fortælle ham om Harry? Vidste han det mon allerede?

    Louis løftede et afventende øjenbryn af mig, da jeg ikke svarede ham. "Sig ikke, at du allerede er dårlig," grinede han, da jeg havde tilbragt det sidste minut med bare at stå og glo på ham, mens jeg besluttede mig for, hvad jeg skulle sige.

    "Nej," svarede jeg endelig, selvom det kom ud i form af en mærkelig piben.

    Egentlig var jeg allerede i gang med at støvsuge min hjerne for en bemærkning, der kunne følge efter den slatne konstatering, som jeg lige var kommet med, men Louis kom først. "£5 på, at du ender i hegnet i aften," udfordrede han leende.

    Endelig var det, som om jeg huskede på, hvordan man opførte sig naturligt og nogenlunde normalt igen, og jeg rullede med øjnene og fnøs af ham. "Dobbelte på, at det er dig, der ender i hegnet," gav jeg igen og smilede kækt til ham.

    Jeg fornemmede, hvordan et smil trak i hans mundvige ved udfordringen, men før han kunne svare mig, dukkede en person op ved hans side, som fik hans opmærksomhed at ligge armen om hans skuldre. Jeg genkendte ham med det samme, og da han vendte blikket mod mig, efter kort at have hilst på Louis, gengældte jeg hans altid venlige smil.

    "Hej, Niall," hilste jeg roligt.

    Niall var den af Louis' venner, som jeg faktisk kendte bedst til af en eller anden grund. Han var meget imødekommende, og jeg havde før snakket med ham, da han havde været sammen med Louis. Han var irsk, og det gjorde af og til, at hans accent var lettere uforståelig, men heldigvis var Cassidy også halvt irsk, så jeg havde nogenlunde lært at tyde deres mærkværdige sprog.

    "Hey," svarede han kort, før han fortsatte. "hvad er det nu, at du hedder igen? Monday? Tuesday?"

    Jeg kunne ikke lade være med at grine af hans ellers ekstremt dårlige vittighed, som jeg desværre ikke kunne prale af, var første gang, at jeg havde hørt -- nok mere omkring hundredeogsyttende gang. "Wow, hvor originalt," gav jeg igen.

    Livet var en gang imellem hårdt, når man hed Wednesday.

Der var gået noget tid, før Luna og jeg havde fundet Bon og Cass igen, efter vi havde fået blandet vores drinks. Faktisk nåede vi både at bunde vores drinks og hente nye to gange, før vi endelig fik øje på dem ude på dansegulvet. Jeg havde ingen akkurat tidsfornemmelse, og det skyldtes nok mit alkoholindtag -- noget sagde mig dog, at vi havde været her i lang tid.

    Vi havde i hvert fald været her lang tid nok, til jeg var blevet fuld -- og som jeg havde håbet på, så havde den euforiserende fornemmelse af at mærke alkoholen løbe gennem mine årer hjulpet med at fortage tankerne omkring brevet.

    Jeg havde ikke set noget til Louis, siden ham og Niall forlod os ved alkoholbordet, første gang vi var der, og det var nu forståeligt, når man tog mængden af mennesker i betragtning. Det var vanvittigt, men på samme tid følte jeg mig beskæftiget hele tiden, hvilket passede mig ganske udmærket. Det var vist også bedst, hvis jeg ikke var alene med mine tanker lige nu.

    Da vi havde været ude på dansegulvet noget tid, kunne jeg efterhånden mærke, hvordan behovet for at køle ned trængte på. Man fik det altid så varmt af at danse; specielt, når der var så mange andre omkring en, der også bevægede sig.

    Derfor fik jeg forsigtigt kantet mig væk fra de nærmest dampende mennesker og satte mod toiletterne, som lå bag en dør i venstre side af lokalet. Jeg var nær stødt ind i nogle tøser, som var på vej ud fra badeværelset, da jeg skubbede døren op, men nåede på en underlig måde at manøvre mig udenom dem, før vi ville kollidere i et akavet sammenstød.

    Kjolen sad, ligesom den havde gjort, da vi ankom til festen, og jeg brugte et par minutter på at betragte mit spejlbillede. Jeg havde sat mit hår lidt op med nogle hårnåle, selvom det var ligegyldigt, når mine blonde lokker havde en tendens til at gå sine helt egne veje. Det var nær det ustyrlige, men jeg sørgede for at pleje det godt, så det alligevel holdt en vis form for orden.

    Jeg flyttede blikket fra spejlet for i stedet at trække min mobil op af min clutch, så jeg kunne tjekke, hvad klokken var blevet. Idet jeg trykkede på tasten, som gjorde, at skærmen lyste op, nåede jeg kun lige at se, at der var 1 % strøm tilbage på mobilen, før skærmen igen gik i sort, og mobilen gik ud. Lydløst bandede jeg og stoppede mobilen ned i min clutch igen, mens jeg satte mod udgangen af toilettet. Jeg blev nødt til at finde Louis, så han kunne skrive til min mor. Det var hende, der skulle hente mig i nat, så det var måske meget rart for hende at vide, hvorfor jeg ikke svarede, hvis hun skrev til mig.

    Musikken føltes ligeså voldsom som første gang, da jeg trådte ud. Dog lå min koncentration et andet sted. Mit slørrede blik gjorde det besværligt for mig at danne et overblik, og jeg kunne regne ud, at det ville blive lidt af en udfordring at finde min fætter. Jeg gik nogle tøvende skridt frem, mens jeg forsøgte at skelne mellem de bevægende skikkelser ude på dansegulvet.

    Louis var ikke iblandt dem.

    Jeg fortsatte længere ud i lokalet, men standsede halvt, da jeg pludselig fik øje på en nakke, som jeg helt mirakuløst kunne genkende. Og den person, som nakken tilhørte, havde helt sikkert styr på, hvor Louis befandt sig henne. 

    "Niall?"

    Jeg nåede overraskende hurtigt hen til ham, selvom der konstant var folk, der skubbede til en eller gik ind foran en. Niall vendte sig om, da han hørte mig sige hans navn og lyste med det samme op i et smil. Han havde helt klart også drukket.

    "Louis' kusine!" jublede han nærmest, før han trak mig ind i et kram.

    Jeg kunne ikke nå at gengælde hans kram, før hans arme lå om mig i et greb, der forhindrede mig i at løfte mine. Derfor blev jeg stående med armene hængende akavet ned langs mine sider, indtil han var færdig med sin uventede omfavnelse.

    Jeg rettede mig op, da han slap mig igen. "Wednesday," rettede jeg ham kortfattet, eftersom han ikke omtalte mig ved navn.

    "Nej," trak han lidt på det. "jeg tror altså, at det er lørdag nu."

    Det tog et par lange sekunder, før det gik op for mig, at det var endnu en plat joke, og jeg kunne derfor ikke nå at stoppe mig selv i at smile. Jeg havde hørt vittigheder som disse utallige gange, men nogle af dem (måtte selv jeg indrømme) var ret sjove.

    Dog tog jeg mig sammen og fokuserede på, hvad jeg var kommet for. "Ved du, hvor Louis er?"

    Niall rynkede lidt på øjenbrynene og så et øjeblik ud til at være i vildrede. "Han er ude og snakke i telefon;" svarede han efter at have tænkt sig kort om. "vil du ikke sidde med os?" spurgte han pludselig og rykkede et skridt til siden.

    Idet han rykkede til siden, kom et bord med en masse mennesker til syne bag ham, som jeg ikke havde opdaget før nu. Det var Louis' normale omgangskreds plus nogle piger, og de sad alle med en form for alkohol, mens de snakkede gennem musikken. Mine øjne gled over de forskellige mennesker, hvis navne dukkede op i hovedet på mig, når jeg så dem. Liam sad yderst til venstre med to piger ved siden af sig, som jeg ikke kendte navnet på. Ved siden af dem sad Zayn med hans kæreste, Perrie, som jeg havde engelsk med, men jeg snakkede aldrig rigtig med hende -- og så var der Harry til sidst på højre side.

    Vent.

    Et stik af panik fór gennem mig ved synet af det krøllede hår, og jeg kunne mærke adrenalinen sprede sig, da jeg hørte hans latter. Jeg havde brugt hele aftenen på at fortrænge alt, hvad der havde med brevet at gøre, men nu blev jeg med ét konfronteret med det. Jeg havde brugt hele aftenen på at virke naturlig, men at fortsætte sådan nærmede sig det umulige i hans selskab.

    Og alligevel kunne jeg ikke lade være med at nikke til Nialls spørgsmål.

    Måske var det alkoholen, eller fordi jeg alligevel havde mistet mine venner i menneskemængden, at jeg valgte at sige ja, men jeg kunne heller ikke benægte den dragende effekt, som Harry havde på mig. Det føltes underligt. På trods af frygten for at afsløre, at det var mig, der stod for brevkassen, og jeg derved havde læst hans brev, så faldt han mig underligt interessant.

    Han skulle være far. Og det var kun mig, der vidste det. Pigen, som han havde gjort gravid, vidste det godt nok også, men ellers var jeg den eneste anden, der havde fået det af vide. Det fik et underligt sus til at hvirvle ned langs min rygrad.

    Jeg satte mig på en af de stole, som Niall skubbede hen til bordet, hvor han selv satte sig på den anden.

    "Wednesday, er det ikke?"

    Jeg fokuserede hurtigt i retningen, af hvor lyden af en stemme kom fra, og mine øjnene landede på ham, som jeg genkendte som Liam. Jeg nikkede hurtigt af hans spørgsmål om mit navn og smilede til ham, før jeg lagde op til at uddybe.

    Perrie kom dog før mig. "Vi har engelsk sammen!" udbrød hun og sendte mig et blændende smil.

    Jeg gengældte automatisk hendes begejstrede smil og kunne ikke lade være med at le lidt af hendes reaktion, før mit blik vandrede videre på Zayn ved siden af hende. Hver gang jeg så på ham, var det som om, at billedet af ham i sine mørkegrå underbukser kom op i hovedet på mig, og jeg måtte bide mig i indersiden af læben for at holde et grin inde. Noget sagde mig, at han også mindes episoden, når han så mig, for han var ganske hurtig til at slå blikket væk og ned i bordpladen.

    "Er du frisk på et shot, Wednesday?"

    Den hæse stemme, der lød til højre for mig, gav et lille gib i mig, og jeg skulle virkelig koncentrere mig om ikke at se forskrækket på Harry. Han havde lige snakket til mig. Jeg blev nødt til at svare. Og jeg blev nødt til at gøre det meget snart. Kunne jeg overhovedet opføre mig normalt, når jeg vidste, hvad han i virkeligheden gik og kæmpede med?

    Ville jeg afsløre mig selv med det samme?

    "Selvfølgelig," svarede jeg overraskende selvsikkert, før jeg drejede hovedet og så ham ind i øjnene.

    Harry smilede, og han fik hurtigt fat på nogle af de små glas, der stod på midten bordet. Mine tanker ræsede gennem hovedet på mig, mens jeg betragtede ham skænke alkohol op i glassene, og jeg måtte synke en enkelt gang. Jeg havde gjort så meget for at forholde mig i ro og opføre mig normalt, men som jeg sad her, hvor jeg bogstaveligt talt kunne mærke varmen fra Harrys arm, der var mindre end få centimeter fra min egen, kunne jeg ikke forhindre mit hjerte i at banke vildt i brystet på mig.

    Jeg blev nødt til at koncentrere mig ekstra om at få fat om det lille glas, der nu indeholdt en mørk væske.

    "Skål!" lød det rundt omkring fra bordet, da alle havde fået et fyldt shotglas, og jeg trak vejret tungt en enkelt gang, lukkede øjnene og satte glasset for munden for at sluge indholdet i en mundfuld -- og herefter var resten af aften helt blank for mig.

Av.

    Det var det eneste ord, som fuldstændig kunne beskrive den følelse, som jeg lå med. Hver eneste muskel i min krop var øm, og selvom det kun var nogle uskyldige fugles pippen, der brød stilheden, så larmede det for mine ører. Jeg havde det hæsligt, og jeg havde ingen erindring om, hvordan jeg var kommet hjem. Og så gik det op for mig, at det var jeg heller ikke.

    Ikke helt i hvert fald -- for da jeg langsomt slog mine søvndrukne øjne op, så var det ikke loftet på mit værelse over min seng, som jeg mødte. Alligevel var det ikke et fremmed loft. Jeg var hos min moster. Og jeg lå på hendes sofa. Ude i stuen.

    Hvordan fanden var jeg endt her?

    I takt med mine øjne vænnede sig til det lyse lokale, som indikerede, at klokken var mere end syv om morgnen, forstod jeg, hvad der var sket. Jeg havde ingen erindring om det, men jeg gik ud fra, at da jeg havde siddet med Louis' venner, måtte Louis have været kommet og konkluderet, at jeg ikke selv var i stand til at komme hjem og derefter taget mig med hjem til sig selv.

    Pis, så skyldte jeg ham kraftedme £10.

    Med et besværet støn skubbede jeg mig langsomt op for at sidde i sofaen. På gulvet ved siden af mig lå en dyne, som jeg måtte have skubbet ned i søvne, og jeg var iklædt en af min fætters T-shirts samt nogle løse fodboldshorts.

    Der var stille i huset, hvilket måtte betyde, at ingen var vågnet endnu.

    Selvom det gjorde ondt over alt, når jeg bevægede mig, svingede jeg lydløst mine ben ud over kanten af sofaen, før mine fødder landede mod gulvet. Jeg var tør i munden, og jeg kunne mærke, at det var en dag med tømmermænd, der lå i vente.

    Derfor kom jeg hurtigt til den konklusion, at jeg lige så godt kunne forsøge at forebygge det nu og tage et glas vand, som måske ville hjælpe på mit forgiftede blod. Jeg var vant i huset, og det tog mig derfor ikke lang tid at finde køkkenet. Jeg havde været her mange gange, og uheldigvis var det faktisk heller ikke første gang, at jeg vågnede op herhjemme efter en bytur.

    Vandet føltes dejligt koldt under mine fingre, da jeg testede det, før jeg hældte det op i glasset, som jeg havde fundet frem. Jeg fik en trang til at hælde det ud i ansigtet på mig selv, men jeg undlod, da det nok ikke ville hjælpe synderligt på situationen.

    Det sidste, som jeg huskede, var, at jeg havde fundet Niall, som havde fået mig til at sidde med de andre. Harry havde været der. Og jeg havde snakket med ham. Fuck. Fuck. Hvem ved, hvad jeg havde kommet til at sige i min fulde tilstand.

    Havde jeg afsløret noget? Vidste han, at jeg kendte til hans hemmelighed?

    Døren, der knirkede en smule, da den langsomt og sløvt blev åbnet ud til køkkenet, fik mig til at vende om og se bag mig alt for hurtigt. Det lod til, at jeg skulle til at få svar på mine spørgsmål, for der stod han nemlig lige foran mig. Harry.

★★★★★★★★★★★★★★★★★★

Kan I lide historien så langt?

Jeres kommentarer betyder virkelig meget, og det giver mig inspirationen til at fortsætte med at skrive og dele kapitlerne. Jeg elsker specielt at høre, hvad I tror, der vil komme til at ske, og hvad I synes om det, der er sket.

Jeg arbejder på nye kapitler, så jeg kan følge med det forspring, som jeg lagde ud med til at starte med, men jeg venter en uges tid (plus/minus) med at ligge kapitlerne ud, da jeg frygter, at jeg vil "løbe tør" for hurtigt, hvis jeg ligger dem alle ud, og så vil det blive en irriterende rytme, hvor der går for lang tid mellem kapitlerne. Det, håber jeg, er okay.

Tak, fordi I læser med!

x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...