Ask Ellie

’Ask Ellie’. Et fænomen, som alle elever på Newbold kender til. Det er nemlig navnet på skolens brevkasse, hvor alle har mulighed for at tilsende et anonymt brev i håb om at få besvaret deres inderste, frustrerede tanker. Dog er der ingen, der ved, at det i virkeligheden er pigen med det ustyrlige hår og næsepiercing ved navn Wednesday Willis, der arbejder som Ellie. Hver fredag efter skole samler hun ugens gevinst af breve ind, der bliver postet i skabsnummer 743, som hun svarer på over weekenden. Men en dag, hvor hun er på vej for at tømme brevkassen, får hun øje på en af skolens mest populære fyre, Harry Styles, som desuden er bedste ven til hendes fætter, Louis Tomlinson, som skubber et brev ind i skabet. Dette brev viser sig at holde på en hemmelighed, der sætter hendes moral på prøve, og hun finder sig pludselig underligt draget til Harry, alt imens hun står med en magt mellem hænderne, der kunne fuldkommen destruere hans liv.

1012Likes
1052Kommentarer
143598Visninger
AA

4. Fejltydet forundring

 

4
ask ellie

Wednesdays synsvinkel

Det trak i Harrys mundvig, da hans grønne øjne landede på mig. Han så udmattet ud, og hans krøller var et stort rod. Jeg ville gerne gengælde hans hilsen i form af et smil, ligesom en normal person ville have gjort, men jeg havde åbenbart fået en vane med at gå i baglås, når Harry var tilstede. Dog var der også en anden faktor, som fik mig til at glemme alt om almen høflighed.

    Mine øjne løb ned over Harrys nøgne overkrop, før jeg kunne nå at stoppe mig selv, og jeg måtte tage mig sammen for ikke at stirre på hans mange tatoveringer. Den massive sommerfugl havde specielt en dragende virkning. Den sorte blæk over hans lettere solbrune hud virkede nærmest helt naturlig. Jeg kunne ikke rigtig forestille mig ham uden alle tatoveringerne.

    Jeg tvang mit blik væk, da jeg pludselig nåede kanten af hans joggingbukser, hvilket var det eneste stykke tøj, som han havde belastet sig selv med at tage på. Jeg hørte ham rømme sig, og et øjeblik frygtede jeg, at jeg havde stået og gloet alt for længe. Han gjorde mig rastløs. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle være omkring ham. Det eneste, som jeg kunne tænke på i hans nærvær, var hans ord i det brev. De syntes i hvert fald på intet som helst tidspunkt at ville lade mit hoved være.

    Jeg skulle ikke have læst det brev. Jeg vidste, at det ville gå galt. Det var ikke meningen, at jeg skulle vide, hvem der skrev til Ellie. Det var ikke meningen, at jeg skulle vide, at Harry var kommende far. Det hele var så forkert.

    "Godmorgen." Harrys hæse stemme gav et gib i mig, og jeg undrede mig over, om den altid lød sådan. "Hård nat?"

    Jeg brugte et par paniske sekunder på at lede efter nogle ord, som jeg kunne svare ham med, og jeg fugtede mine læber, før jeg endelig fandt dem. "Jeg har haft bedre," svarede jeg ærligt, men turde ikke se op fra håndvasken foran mig.

    Harrys latter lød uforventet tæt på, og det gav endnu en gang et ryk i mig. Jeg stirrede ned i bordpladen, men rykkede mig ikke ud af flækken, da han pludselig lænede sin overkrop ind over mig for at sætte et glas, som han måtte have fundet i et af køkkenskabene, ind under håndvasken og tændte for den, så kan også kunne fylde det med vand.

    Jeg satte tænderne i underlæben, før mine øjne flakkede nervøst mod hans ansigt, der ikke var særlig langt fra mit eget lige nu. Dog var jeg hurtig til at se væk igen, mens jeg kunne mærke varmen stige på en ubehagelig måde i mine kinder.

    Åh, Gud. Jeg havde det, som om jeg var en lille skolepige, der stod overfor sin første forelskelse og ikke turde sige noget. Sandheden var blot, at hans tilstedeværelse kun gjorde mig så skidenervøs, fordi jeg følte, at han kunne se direkte igennem mig. Jeg følte, at han kunne gennemskue mig, hvornår det skulle være... og måske havde han allerede gennemskuet mig.

    Jeg anede ikke, hvad jeg dog kunne have fundet på at sige af dumme ting i går. Hvor umådelig stupid havde jeg også lige været, at jeg havde drukket så meget, at jeg havde glemt, hvad der var sket? Hvorfor var det så typisk mig?

    "Du ser også træt ud." Denne gang var det mig, der overraskede mig selv ved at bryde stilheden, da Harry forsigtigt trak sig tilbage igen efter at have slukket for vandhanen og havde sat glasset med vand for munden for at tage en tår.

    Jeg vidste ikke, hvordan jeg formåede at få den rolige klang over min stemme, når alt indeni mig var alt andet end afslappet.

    Han nikkede lidt af mine ord, mens han tog nogle slurke. "Jeg har de sygeste tømmermænd," indrømmede han efterfulgt af et lille grin, som jeg tog mig selv i at smile lidt af. "men jeg kan kun forestille mig, at du har det endnu værre."

    "Åh, nej," stønnede jeg i frygt, og på trods af min nervøsitet omkring ham havde jeg det som om, at jeg mere eller mindre huskede på, hvordan jeg var mig selv igen. "var jeg virkelig så slem?" spurgte jeg, selvom jeg ikke ønskede at høre svaret.

    "Louis blev nødt til at bære dig hjem, mens du sang Celebration af Kool & The Gang."

    Harrys grin, da jeg af ren ydmygelse gemte mit ansigt i mine hænder, havde en mærkelig virkning på mig. Jeg nød at høre ham grine. Måske havde det noget at gøre med, at jeg vidste, hvordan han egentlig havde det. Han havde skrevet, at han var et nervevrag, og det påvirker selvfølgelig ens hverdag. Derfor var det en lettelse for mig at høre, at han kunne more sig.

    Han virkede ikke som et nervevrag. Måske var han bare blevet så vant til at skjule det, at folk som jeg, der ikke kendte ham så godt, slet ikke lagde mærke til det. Han havde alligevel gået med det i lang tid. Jeg mærkede min mave vende sig.

    "Nu sagde jeg ikke noget dumt, vel?" spurgte jeg, da jeg havde ladet mine hænder falde igen.

    Jeg lod mine øjne studere hans ansigt, selvom jeg måtte kigge op for at kunne se det. Forhåbentlig ville han ikke vide, at der lå meget mere bag det spørgsmål, end hvad det umiddelbart lod til. Egentlig spurgte jeg ham indirekte, om jeg havde afsløret mig selv, selvom jeg havde på fornemmelsen, at han ville have haft nævnt noget omkring det nu, hvis det var tilfældet.

    Harry så mig i øjnene, men flyttede blikket for at se rundt i lokalet i nogle sekunder. "Nej," svarede han langsomt. "jeg tror, at du kom helskindet igennem det," afsluttede han, efter hvad der føles som en evighed, og jeg kunne have pustet lettet ud.

    Dog undlod jeg og smilede i stedet svagt til ham.

    Det var en skam, at jeg før i tiden ikke havde tilbragt mere tid på at lære Harry at kende. Han var overraskende let at snakke med -- taget omstændighederne i betragtning. Jeg forstod godt, hvorfor Louis hang ud med ham. Han var meget rar at være omkring, og han lod lige umiddelbart til at være typen, der var venlig overfor alle, som han stødte på på sin vej.

    Og det gav mig en klump i halsen.

    Han havde tydeligt givet udtryk for sine paniske følelser i det brev. Han havde virket så bange. Nærmest rædselslagen. Harry fortjente ikke at sidde inde med disse følelser på den måde, og han fortjente bestemt ikke at sidde med dem helt alene. Uden at være fuldkommen sikker havde jeg fået opfattelsen af, at han heller ikke kunne snakke med sin kæreste om det, selvom de nu engang var i samme båd. Faktisk vidste jeg ikke, om det var hans kæreste eller bare en, som han havde været sammen med. Det var det måske ikke -- ellers havde de vel fundet en måde, som de kunne håndtere og snakke sammen om det på.

    "Harry, har du en kæreste?"

    Spørgsmålet fløj mere eller mindre ud af munden på mig, før jeg overhovedet så meget som nåede at tænke over, hvad det var, som jeg egentlig spurgte ham om, og før jeg nåede at tænke over, hvor forkert det i grunden lød.

    Hvis jeg ikke vidste bedre, lød det, som om jeg lagde op til ham.

    Harrys øjne udvidede sig, og han tabte kæben en smule, før han kunne nå at stoppe sig selv i handlingen. Langsomt kunne jeg også mærke, hvordan panikken bredte sig i mig, da det for alvor gik op for mig, hvad jeg lige havde stået og sagt. Selvom jeg godt vidste, at det var umuligt, så ønskede jeg et sted dybt inde, at jeg på en eller anden måde kunne tage det tilbage.

    Dog nåede jeg hverken at få et svar (udover det usikre øh, der nåede at undslippe Harrys læber) eller bruge mere tid på at fortryde ordene, før døren ind til køkkenet igen gik op, og Louis kom gående ud i køkkenet med Liam et skridt bag sig.

    Automatisk vendte vi begge hovedet i retningen af dem. "Jeg drikker aldrig igen," mumlede Liam smertefuldt, selvom det mest af alt lød, som om han snakkede til sig selv, før han kørte hånden gennem sit hår, som ellers havde ligget mod hans pande.

    Louis grinede. Selv lignede han ikke en, der mærkede konsekvenserne efter en nat med for meget alkohol, og hvor Liam udmattet dumpede ned på en af stolene om køkkenbordet, havde han et friskt blik i øjnene, da han lænede sig op af bordet.

    "Godmorgen," hilste Louis, mens han lagde armene over kors og så skiftevis på Harry og jeg.

    Først nu huskede jeg, hvordan jeg lige havde ydmyget mig selv foran Harry, idet han rykkede lidt på sig ved siden af mig, og jeg sank en enkelt gang. "Godmorgen," svarede han stilfærdigt og stillede sit glas fra sig ved håndvasken.

    Jeg kunne endnu en gang mærke, hvordan temperaturen steg, selvom nok kun var mig, der følte det. Jeg var ikke typen, der rødmede. Det var jeg altså ikke -- men hele situationen var så uvant, at jeg ikke havde den sædvanlige kontrol over min krop.

    Derfor blev en svag lyd mit eneste svar til Louis.

    Louis lod ikke til at bemærke min distræte adfærd, da hans øjne fokuserede på mig, og et smil prydede hans læber. "Nå, Wednesday, hvordan har du det så i dag?" spurgte han og forsøgte ikke engang at ligge skjul på sine hoverende tone.

    Igen blev mit svar kun i form af en lyd. Denne gang var det dog et opgivende støn, og jeg også stillede glasset, som jeg egentlig helt havde glemt at drikke af, fra mig. Jeg kunne have sagt mig selv, at Louis ville drille mig, når han praktisk talt havde forudset min brandert. Dog havde jeg været en smule distraheret her til morgen (af åbenlyse årsager) til at begynde at bekymre mig om det. Men nu var jeg ikke i tvivl om, at han ikke ville lade den forgående aftenens hændelser passere.

    "Jeg blev nødt til at tage dig med herhjem, fordi jeg frygtede, at du ville give din mor et hjerteanfald, når du kom hjem i den tilstand," fortsatte han nådesløst, mens et grin lyste hans ansigt op -- han elskede virkelig det her.

    Normalt ville jeg allerede have fundet på et godt comeback, der ville sætte Louis på plads, men mine tanker svævede i alle retninger, og jeg følte ikke, at jeg kunne fokusere. Selvom alkoholen stadig fik det til at tåge for mig, så vidste jeg, at det ikke var hovedårsagen for mine forsinkede reaktionsevner. Mødet med Harry havde gjort mig konfus allerede fra morgenstunden.

    Derfor tog jeg flugtvejen og skiftede emne. "Hvor er din mor så?"

    "Hende og Dan har overnattet ude i nat;" forklarede han, og jeg vidste, at mit afledningsnummer havde virket. "de kommer hjem senere," uddybede han, før han tog plads overfor Liam, som stadig så ud til ikke at have den bedste dag nogensinde.

    Selv rykkede jeg et skridt frem og væk fra Harry, som havde forholdt sig tavs gennem min og Louis' samtale. I et øjeblik var jeg i tvivl, om Liam var faldet i søvn igen, da han lå henslængt over bordet og havde lukket sine øjne.

    Så det var derfor, at der var så mange mennesker i huset.

    Eftersom min moster og Dan ikke havde været hjemme over natten, havde Louis vel grebet muligheden og lagt hus til en mindre overnatningsfest. Det ville i hvert fald ikke undre mig, hvis resten af hans venner stadig lå og sov et sted.

    "Åh," svarede jeg kort, før jeg rettede mig op. "jeg skal nok også til at komme hjem."

    Louis så hen på mig. "Er du sikker på, at du selv kan gå?" spurgte han og var straks tilbage til at drille.

    Jeg rullede med øjnene, men lod være med at svare. Det var nok bedst, hvis jeg tog hjem nu og forsøgte at få styr på alt det, der foregik oppe i mit hoved. Egentlig var det ret simpelt, men det syntes alligevel at skabe et satans stort kaos. Det var en konstant påmindelse om, at jeg aldrig skulle have læst det brev til at starte med. Jeg ville aldrig kunne finde ud af at opføre mig normalt omkring Harry, og det ville han vel før eller senere lægge mærke til... og hvis ikke han, så ville Louis med garanti.

    Det kendte vi hinanden for godt til.

    "Så ses vi bare i morgen, W." Det var Louis' stemme igen, der stoppede mig.

    Det var faktisk sjældent, at han kaldte mig W, og han var sådan set også den eneste, der gjorde det -- men jeg foretrak det langt over pigernes kælenavn til mig. Wesse. Afskyeligt. Dog brugte jeg ikke lang tid på at tænke over det, men rynkede i stedet på øjenbrynene af det, som han sagde. Det var jo søndag i morgen, så vi skulle jo ikke i skole.

    "Vi kommer over til middag;" forklarede han langsomt og smilede lidt. "det havde du vel ikke allerede glemt?" smågrinede han, og jeg åbnede munden, da jeg pludselig huskede på aftalen, som min mor og moster havde lavet.

    "Selvfølgelig ikke," løj jeg hurtigt for at forsvare mig selv.

    Jeg kunne høre hans lavmælte latter bag mig, da jeg skubbede døren op og i en hast forlod køkkenet.

Søndag kom hurtigere end forventet, og det var nok, fordi jeg havde sovet hele lørdagen væk.

    Jeg havde været nødt til at gå barfodet hjem fra Louis i går med mine stiletter og kjole over armen, men da jeg bare skulle over vejen og et stykke ned af den, så gik det. Det var min mor godt nok uenig i, da jeg var nået hjem i min fætters tøj.

    Louis havde ganske vist skrevet til hende, at jeg overnattede derovre, men derfor slap jeg ikke for en prædiken om, at jeg skulle lære at kontrollere mine drikkevaner. Dog var der ikke gået lang tid, før min mor ikke havde kunnet lade være med at smile over, hvor morsom jeg så ud med mit smadrede udtryk, og hun havde ladet mig gå ind på mit værelse med en advarsel.

    Jeg elskede hende.

    Derefter havde jeg som sagt lagt mig til at sove, og jeg havde for at være helt ærlig først forladt min seng igen, da søndag eftermiddag var kommet, og jeg skulle i bad, før min moster, Dan og Louis kom over til aftensmad.

    Vi spiste eller tilbragte tid sammen mindst én gang om ugen, så det var en afslappet begivenhed. Det var også en af grundene til Louis' og mit tætte forhold. Vi så hinanden så ofte, at vi lige så vel kunne være søskende i stedet for fætter og kusine.

    Det var først, da jeg var kommet ud af badet igen, og jeg begyndte at trække i noget tøj, at mine tanker begyndte at blive ædru nok til igen at styre i retning af Harry og brevet. Og så var det også, som om de ikke ville slippe mig igen.

    Selvom jeg havde stillet ham et spørgsmål, som han ikke havde kunnet andet end at misfortolke, så sad jeg med en okay mavefornemmelse. Han vidste ikke noget om min viden til brevet. Det var jeg næsten helt sikker på. Hvis jeg bare forsøgte at holde mig fra ham nu, så jeg kunne undgå flere af disse situationer, som ville komme til at afsløre mig, så skulle det nok gå.

    Det var det eneste, som jeg skulle. Men hvorfor virkede tanken om at skulle holde sig fra Harry pludselig så umulig?

    Jeg kunne ikke sætte min finger på, hvad det var, der fremkaldte den her følelse i mig. Måske var det kun det faktum, at jeg havde den her massive følelse af medlidenhed, som gjorde, at jeg havde en sær lyst til at være omkring ham -- hvilket egentlig også var underligt, for jeg kunne ikke andet end at opføre mig unormalt, når han var i samme lokale som jeg.

    Jeg måtte finde en måde, hvor jeg kunne være i kontakt med ham på, men ikke risikerede at afsløre noget. Og det var den tanke, der havde fået mig til at sætte mig ned med et blank stykke papir foran mig og en spidset blyant i hånden.

    I lang tid stirrede jeg på det, mens jeg forsøgte at finde ordene at starte med. Der var så mange ting, som jeg gerne ville fortælle og sige til ham, men også spørge ham om, så jeg slet ikke vidste, hvordan jeg skulle begynde på at svare.

    Alligevel satte jeg tøvende blyantsstiften mod papiret.

    Hej,

    Det var meget fristende at tilføje et Harry efter det, men jeg undlod.

    Først og fremmest vil jeg bede dig om at tage det helt stille og roligt. Du bliver nødt til at huske at trække vejret. Jeg er ikke her for at dømme dig, og det her er et frit rum at skrive i. Du kan fortælle mig alting.

    Jeg kan forstå på hele situationen, at graviditet ikke havde været en del af jeres planer, og det gør din frygt berettiget. De ting, som du føler, er fuldstændig normale, men du bliver nødt til at forsøge at tage den med ro og svare på nogle spørgsmål, som jeg stiller dig, for jeg kan hjælpe dig. Har I overvejet abort?

    Du siger, at det er en måned siden, at din partner har informeret dig om hændelsen. Abort er aktuelt op til 12. graviditetsuge, og hvis barnet også er uønsket hos din partner, er det en ideel mulighed for jer.

    Det fører mig videre til mit næste spørgsmål:

    Har du et fast forhold til din partner, og har du mulighed for at snakke med hende?

    Du bliver nødt til at have det ud i et åbent forum. Det er ikke sundt at gå inde med en så stor ting. Det vil bare komme til at fylde mere og mere. Hvad forhindrer dig i at fortælle dine forældre eller venner det?

    Jeg er sikker på, at dine forældre vil støtte dig, selvom det er en alvorlig situation, som de måske vil have en voldsom reaktion på. Måske kan du søge hjælp og få kontrol over hele tilværelsen ved at snakke med dem.

    Husk på, at alt ikke er helt fortabt, men der findes hjælp derude!

    // Ellie

    Kun havde jeg færdiggjort det sidste ord, da døren til mit værelse med ét gik op, og Louis trådte frem i dørkarmen.

★★★★★★★★★★★★★★★★★★

Selvom jeg sidder og stresser vildt over min biologieksamen lige nu, så har jeg besluttet mig for at ligge et kapitel ud.

Og hvorfor har jeg det?

FORDI JEG ER KOMMET PÅ FUCKING FORSIDEN, OG JEG ER FULDSTÆNDIG OPPE OG KØRE!

Det er så surrealistisk, og jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal forholde mig til det. Jeg er bare rigtig taknemmelig for jer, der læser med og giver historien et like. Jeg elsker at læse, hvad I skriver af kommentarer -- det gør min dag bedre!

Tilbage til historien:

Nu kom der lidt mere Werry/Hednesday (der er virkelig ikke et godt navn til dem) i spil.

Hvad synes I om det? Hvad tror I, der kommer til at ske?

Tak, fordi I læser med!

x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...