Ask Ellie

’Ask Ellie’. Et fænomen, som alle elever på Newbold kender til. Det er nemlig navnet på skolens brevkasse, hvor alle har mulighed for at tilsende et anonymt brev i håb om at få besvaret deres inderste, frustrerede tanker. Dog er der ingen, der ved, at det i virkeligheden er pigen med det ustyrlige hår og næsepiercing ved navn Wednesday Willis, der arbejder som Ellie. Hver fredag efter skole samler hun ugens gevinst af breve ind, der bliver postet i skabsnummer 743, som hun svarer på over weekenden. Men en dag, hvor hun er på vej for at tømme brevkassen, får hun øje på en af skolens mest populære fyre, Harry Styles, som desuden er bedste ven til hendes fætter, Louis Tomlinson, som skubber et brev ind i skabet. Dette brev viser sig at holde på en hemmelighed, der sætter hendes moral på prøve, og hun finder sig pludselig underligt draget til Harry, alt imens hun står med en magt mellem hænderne, der kunne fuldkommen destruere hans liv.

1005Likes
1052Kommentarer
141265Visninger
AA

1. Et usædvanligt syn

 

1
ask ellie

Wednesdays synsvinkel

For at gøre det kort: skole burde være ulovligt om fredagen.

    At sidde i en propfyldt skolekantine på en lummer og fugtig forårsdag virkede på mange måder som direkte tortur, og det, var jeg da næsten hundrede procent sikker på, var ulovligt alle steder her i England. Deraf kunne jeg kun komme til den konklusion, at skole skulle og burde være ulovligt om fredagen. Og derudover selvfølgelig også resten af ugens dage.

    Alligevel fandt jeg mig selv her. Siddende i kantinen på mit bord en fredag eftermiddag. Og ja -- mit bord. Det var ganske normal rutine for mig at sætte mig oven på bordet i kantinen, når det ringede til frokostpause, og i stedet sætte fødderne mod de ellers dertil indrettede stole. Det gav mig bedre overblik over de mange mennesker, og det var nu sådan, at jeg foretrak det.

    "... have på, Wednesday?"

    Jeg fandt det egentlig ret imponerende, at jeg formåede at opfange lyden af mit eget navn gennem støjen, som de mange mennesker forårsagede, og jeg var hurtig til at fokusere blikket på de tre par nysgerrige øjne, der var rettet mod mig. Jeg havde ellers haft fokus på en gruppe tøser (sikkert 1.g'ere), der havde tiltrukket min opmærksomhed med nogle ualmindelige højlydte grin. Forvirret så jeg på mine tre veninder, der modsat mig havde fundet plads på stolene og var ved at fortære deres frokost.

    "Undskyld?" opgav jeg, da jeg ikke kunne finde ud af, hvem der havde sagt noget.

    Bonnie gav et opgivende støn fra sig, da jeg som sædvanlig var tåget væk. "I aften. Hvad tager du på?" gentog hun det, som jeg forventede, der havde været spørgsmålet fra kort før, inden hun stak gaffelen ned i salaten igen og derefter ind i munden.

    "Åh," mumlede jeg kort, før jeg lavede et træk med min skulder. "ved det ikke endnu."

    Luna gav et tungt suk fra sig, og jeg flyttede automatisk blikket mod hende. "Kan jeg måske låne din sølv kjole så?" spurgte hun ivrigt, selvom hun allerede vidste, at jeg aldrig nogensinde ville kunne sige nej til hendes store, lysegrå øjne.

    "Hvem mon du prøver at imponere?" lød det halvgrinende fra Cassidy, før hun vippede drillende med øjenbrynene af Luna, som blot af denne kommentar havde fået en smule rosa farve i kinderne og så ud til at have lyst til at gemme sig.

    Min sølv kjole var helt klart en kjole, som man iklædte sig, hvis man var ude på at imponere. Med sin dybe halsudskæring, der virkede absolut flatterende på ethvert sæt bryster, som den sad på, og tætsiddende figur kunne den få hvilken som helst dreng til at måbe. Og det var efterhånden ikke den helt store hemmelighed, hvem Luna ville have til at måbe.

    Louis Tomlinson.

    Det havde ikke taget pigerne og jeg mange sekunder at regne ud, at Luna var helt væk i en femtedel af den drengegruppe, der udgjorde skolens mest populære fyre, da vi første skoledag havde taget hende i at sende ham nogle meget lange og yderst indiskrete blikke. For mig var han bedre kendt som Louis; min fjollede, latterligt morsomme og noget så elskværdige fætter. Og det faktum, at han var min fætter, gjorde det kun så meget sjovere, at Luna havde et usædvanligt tydeligt crush på ham.

    "Prøv at overveje, hvad jeres kærestenavn ville være;" kvidrede Bonnie begejstret. "Lolu!"

    Det var åbenlyst, hvordan Luna sank dybere og dybere ned i sin stol. "Piger," hviskede hun nærmest, mens en dybere nuance af rød malede hendes kinder. "han har altså allerede en kæreste, og jeg prøver ikke at imponere ham."

    Jeg kunne ikke lade være med at smile, da alle omkring dette bord vidste, at det ikke var sandt. I hvert fald ikke den sidste del af hendes sætning. Jeg bemærkede også Cassidy åbne munden -- sikkert for at komme med en kommentar i retning af det, som jeg lige havde tænkt, men jeg havde allerede ladet øjnene glide over kantinen igen, før jeg kunne nå at høre med.

    Det var dog ikke tilfældigt, hvor de landede.

    Omtrent seks borde væk, der lå skråt overfor os, sad Louis nemlig -- selvfølgelig sammen med resten af hans slæng. Nogle ville nok finde det underligt at gå på samme skole som et familiemedlem, der ikke var en søster eller en bror, men Louis føltes på mange måder som en bror. Jeg havde selvfølgelig kendt ham hele mit liv, men da jeg var otte år, flyttede min mor og jeg, og vi endte med at bo mindre end fem minutter væk fra min moster, Jay, og selvfølgelig også Louis. Det var et tidspunkt i min mors liv, hvor hun virkelig behøvede sin søster, og eftersom de var så tætte, så var Louis og jeg også hurtigt blevet det.

    Og der var intet, der havde ændret sig siden.

    Jeg kunne snakke med ham om det meste, og han var der altid, når jeg havde brug for ham. Da vi boede så tæt på hinanden, så var det også naturligt, at vi begge endte på samme skole, og det var også forklaringen på, at han i aften ville deltage til samme fest som pigerne og jeg. Det var en kæmpe fest, der var arrangeret af 3.g'erne, hvor alle elever på Newbold var inviteret.

    "Men må jeg låne den?"

    Uden helt selv at have lagt mærke til det havde jeg endnu en gang lukket mig selv ude af pigernes samtale og vendte først tilbage, da jeg bemærkede Lunas spørgsmål, der var rettet mod mig. Efter at have betragtet hendes farverige kinder, blev jeg bekræftet i, at Bonnie og Cassidy måtte have brugt de sidste minutter på at køre på hende med upassende hentydninger.

    Derfor besluttede jeg mig for at være godhjertet for en gangs skyld og sætte en ende på hendes lidelser ved at nikke til hendes spørgsmål. "Selvfølgelig, babe," smilede jeg til hende, og hun pustede nærmest lettet op.

    "Wesse, jeg skal også kigge i dit skab, når vi kommer hjem til dig," sukkede Bonnie og skubbede det mørke hår bag øret.

    Jeg nikkede, før jeg lænede hagen mod håndfladen og støttede albuen mod låret. "Hvis du stopper med at kalde mig det der."

    Egentlig vidste jeg godt, at det var umuligt at få Bonnie (ligeledes de andre piger) til at stoppe med at kalde mig det. Wesse. Det var det underligste kælenavn, som jeg længe havde hørt, men pigerne havde kaldt mig det næsten lige siden, at vi havde mødt hinanden. Wednesday var måske heller ikke så hjælpsomt et navn, når det kom til at skulle finde på en sød måde at forkorte det på. Dog havde det ikke stoppet pigerne, som havde været kreative og kreeret det mest modbydelige navn.

     Som forventet fejede Bonnie mig også blot af. "Ja ja," svarede hun henkastet, før hun hastede videre i sin talestrøm. "men Cass, kan du ikke også tage nogle af dine kjoler med hen til Wesse, så vi har et lidt større udvalg?"

    I takt med samtalen endnu en gang faldt over hele tøjsituationen, forlod mit blik og sindstilstand bordet og omgivelserne omkring mig endnu en gang. Louis havde et stort smil om læberne, da mine øjne landede på ham, og det var tydeligt, at han morede sig over noget, som en af de fire drenge omkring ham havde sagt. Selvom jeg havde et tæt forhold til min fætter, så kendte jeg faktisk ikke hans venner specielt godt. Selvfølgelig -- jeg havde godt mødt både Liam, Niall, Harry og Zayn, men jeg ville ikke påstå, at jeg kendte dem. Jeg erindrede dog en enkelt episode for ikke så langt tilbage, hvor jeg var gået ind i køkkenet hjemme hos moster Jay og havde fundet Zayn (kun iført sine underbukser), som var i gang med at lave morgenmad, mens han sang med på en sang i radioen. Aldrig havde jeg oplevet en så akavet tavshed, som da han fik øje på mig.

    Udover det kendte jeg ikke meget til hans kammerater.

    Eller jo, jeg havde naturligvis hørt meget om dem. Der var ikke en sjæl på den her skole, som ikke havde hørt om den famøse drengegruppe, så selvfølgelig ville man da støde på et rygte eller to om en af dem, når man færdes her på skolen. Men da det af og til kunne være svært at skelne mellem løgne og sandheder, så havde jeg bare ladet det meste forbipassere.

     Forskrækket gav jeg et spjæt fra mig, da tusindvis af stole blev skubbet ud, samtidigt med skolens velkendte klokke lød. Som altid blev støjen i kantinen mere voldsom, da folk rejste sig for at gå mod det lokale, de nu skulle modtage undervisning i. Jeg besluttede mig også for selv at kante mig ned af bordet, da jeg var kommet mig over at blive revet ud af min egen verden.

    Lunas arm snoede sig forsigtigt indenom min, da jeg endelig landede med begge fødder på gulvet. "Kom så, Wesse, vi skal have biologi," nynnede hun alt for muntert, før hun trak mig med sig mod udgangen af kantinen.

Nu var jeg kommet på endnu en grund, til hvorfor skole burde være ulovligt om fredagen. Hr. Vaughns biologitimer. Det kunne i sandhed ikke være noget som helst andet end tortur, og det ville jeg gerne prøve at se nogle argumentere imod.

    Jeg ville ærligt talt ikke blive forbløffet, hvis jeg så nogle, der drættede om, mens han foretog sin sindsoprivende kedelige tavleundervisning. Det skulle da heller ikke overraske mig, hvis der allerede var nogle, der var skredet i svinget. Det var de langsomste og ultimativt mest kedsommelige timer, og selvfølgelig var de lagt på ugens seneste og sidste tidspunkt.

    Lige før det ringede til weekend.

    Og det var ikke engang det værste. Det var en fast tradition på Newbold, at alle elever havde fri klokken to om fredagen, selvom tidspunkterne, hvor man fik fri, lå forskelligt de andre ugedage, alt efter hvilken time man havde. Der var bare den forskel, at lige netop jeg skulle blive på skolen hver eneste fredag, indtil alle eleverne havde forladt bygningen, så jeg kunne snige mig ned til skabsnummer 743 uden at skulle frygte, at nogle ville opdage mig.

    Og det skulle jeg, fordi jeg var Ellie, og Ellie var mig.

    Skolens brevkasse, hvor folk sendte breve med bekymringer og personlige problemer, som de håbede, at de ville kunne finde svar på. Ask Ellie. Det var noget, som alle kendte til. Ellies identitet var dog noget, som de færreste vidste noget om. Faktisk, så var det kun mig, rektor og sikkert også nogle af lærerne på skolen. Der var ingen andre, som jeg havde fortalt det til, og der var ingen andre, som jeg kunne fortælle det til. Hvis jeg røbede noget af det, som jeg læste i Ellies breve, ville jeg højst sandsynligt blive smidt af posten... og hvis jeg skulle være helt ærlig, så kunne jeg godt lide livet som Ellie. Hun var altid hjælpsom og forstående, hvilket Wednesday ærlig talt godt kunne have lidt problemer med en gang imellem.

    Derfor var Ellie min lille hemmelighed.

    Alle brevene var anonyme, men det var oftest de samme temaer, der gentog sig. Kærestesorger, uenigheder i familien eller andre ting, der fyldte i en teenagers hoved. Jeg vidste ikke, hvem det var, der skrev til mig, og de vidste ikke, at det var mig, der svarede dem. Det var det perfekte arrangement, og jeg elskede tanken om at hjælpe folk, som ikke følte, at de havde andre, som de turde at gå til. Hvad, jeg ikke elskede, var, at jeg var tvangsindlagt på skolen hver fredag, efter alle var taget hjem.

    Jeg sukkede tungt, da urets visere nærmest sneglede sig af sted på den runde skive. 13:47. Det ville være meget lettere, hvis jeg bare kunne gå nu. Så kunne jeg nå ned til brevkassen, imens der alligevel ikke ville være nogle elever ude på gangen til at se mig, fordi alle sad og fik undervisning inde i klasselokalerne. Det ville faktisk være så meget lettere.

    Med en ny form for begejstring slog jeg blikket rundt i det nærmest døde klasselokale, før jeg til sidst så op på hr. Vaughn, der stadig stod med ryggen mod eleverne og skrev noget på tavlen, mens han snakkede i et langsomt tempo. Og så satte jeg min idé i værks. Jeg rev et stykke papir af min notesbog, hvor jeg skrev ned, at jeg var ved at gå i fordærvelse, så jeg smuttede. Jeg skubbede papiret hen mod Luna, som lå henslængt over bordet med lukkede øjnene og hovedet liggende i armene.

    Hun så dog op på mig med et lettere forvirret blik, efter hun havde ladet øjnene løbe over min korte besked. Dog var jeg allerede halvejs oppe og stå med min skoletaske over den ene skulder, før hun kunne komme med nogle indvendinger.

    "Vi ses i aften!" hviskede jeg hurtigt til hende, før jeg satte mod udgangen af klasselokalet.

    Det var overraskende let at nå ubemærket hen til døren, der førte ud på gangen, og da jeg lydløst fik listet den op, var jeg fri. Der var som forudset fuldkommen mennesketomt på gangen, og det ville der forhåbentlig fortsætte med at være de næste ti minutter fremad, indtil klokken ringede. Derfor satte jeg med det samme ned mod skabsnummer 743, som alle på skolen vidste, var skabet, hvor man skulle poste sit brev til Ellie. Jeg var dog den eneste, som rent faktisk havde nøglen til det skab.

    Skabet lå mere eller mindre nede i den anden ende af skolen, end hvor jeg var, så jeg begyndte automatisk at gå hurtigere, i frygt for klokken pludselig ville ringe, og jeg alligevel blev nødt til at vente på, at folk ville forsvinde fra skolens område.

    Derfor bredte der sig et lettet smil, da jeg åbnede døren, der førte ind til den næste gang, hvor brevkassen lå. Nu skulle jeg bare ned for enden og rundt om hjørnet, så var jeg der. Jeg havde lyst til at sætte i løb, men fortsatte i stedet i samme hast som før, idet jeg drejede jeg om hjørnet, da jeg nåede det, men sprang nærmest et skridt tilbage for igen at gemme mig bag det.

    I et par sekunder blev jeg stående i mit skjul, men i takt med nysgerrigheden hobede sig op i mig, lænede jeg mig forsigtigt frem fra hjørnet, så jeg lige netop kunne ane, om jeg i virkeligheden havde set, hvad jeg troede, at jeg lige havde set.

    Og det havde jeg.

    Den slanke figur med de stramme jeans samt hans mørke, krøllede hår gav hans identitet væk. Det var Harry Styles -- som i Louis' bedste ven. Og han havde en hvid konvolut mellem de lange, magre fingre. Det så ud til, at han stod og trippede lidt på gangen. I et øjeblik var jeg sikker på, at han havde fået øje på mig, da han pludselig lavede et ryk med hovedet for at se ned ad gangen. Dog lod det til, at hans grønne øjne kun analyserede de ensformige, mørkeblå skabe, før han så til den anden side.

    Endelig så det ud til, at han var overbevidst om, at der ikke var nogle på gangen, og han trådte et forsigtigt skridt frem mod et skab, som jeg var mere end sikker på, hvad nummer ejede. Det var skab nummer 743. Brevkassen.

    Med en underlig form for præcision løftede han endelig konvolutten, som han holdt i sin højre hånd og skubbede den så ind gennem rillerne i skabet, hvorefter han slap den, så den landede med et blødt bump inde på den anden side.

    Idet han havde sluppet sit tag om konvolutten, drejede han om på hælene og satte i den modsatte retning i et hurtigt tempo. Først da han var ude af syne, turde jeg træde frem bag hjørnet. Mit hjerte pumpede underligt i brystet på mig, men jeg reagerede hurtigt og var allerede på vej mod skabet. Det gik først op for mig, at mine fingre rystede, da jeg skulle have nøglen i skabet, men det lykkedes mig at få lirket det op. Den hvide konvolut lå ensom inde i skabet. Det var det eneste brev.

    Og jeg vidste, hvem der havde skrevet det.

    Ellies breve plejede altid at være fuldkommen anonyme, og det virkede usædvanligt og ubehageligt at vide, hvem der stod bag et af dem. Kunne jeg virkelig tillade mig at læse et anonymt brev, når jeg vidste, hvem afsenderen var?

    Jeg rakte forsigtigt fremad for at tage brevet, men idet mine fingerspidser ramte den hvide overflade, lød skolens klokke. Panisk greb jeg fat om brevet, som jeg stoppede ned i min taske, før jeg smækkede skabet, inden der ville komme nogle ud og se, at det var mig, der havde nøglen til brevkassen. Idet en dør til et af klasseværelserne gik op, og larmen fra småsnakkende elever fyldte gangen, rev jeg nøglen ud af skabet og skyndte mig med hurtige skridt væk fra det igen.

    Min taske føltes pludselig et kilo tungere, da jeg gik mod udgangen af skolen, og jeg vidste udmærket hvorfor.

    Der lå nemlig et bestemt brev i den taske fra en af skolens mest eftertragtede drenge samt min fætters allerbedste ven, der indeholdt information, som jeg ikke var sikker på, om jeg overhovedet havde rettigheden til at besidde.

★★★★★★★★★★★★★★★★★★

Heyo, det var så første kapitel af Ask Ellie. Nu til det vigtigste spørgsmål:

Hvad synes I?

Jeg har ikke rigtig gjort nogen reklame for den her movella, og det er, fordi det har været min lille, hemmelige baby i et stykke tid nu. Hvis du har læst nogle af mine andre historier, vil du vide, at jeg har det med at være rigtig dårlig til at opdatere... men det ville jeg gerne gøre anderledes med den her movella. Derfor besluttede jeg mig for at skrive de første kapitler uden at publicere dem eller fortælle, at de eksisterede til nogle, så jeg var sikker på, at det blev til noget, uden I skulle vente længe. Derfor er de næste kapitler allerede skrevet. Det ændrer dog ikke på, at jeg gerne vil vide:

Hvad tror I, der kommer til at ske? Hvad vil I gerne have, at der kommer til at ske? Kan I lide personerne?

Der kommer en del mere baggrundsviden og informationer omkring de forskellige personer, i takt med der bliver publiceret kapitler, så hvis I ikke helt føler, at I kender dem, så bare rolig; det skal I nok!

Tak, fordi I læser med!

x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...