Ask Ellie

’Ask Ellie’. Et fænomen, som alle elever på Newbold kender til. Det er nemlig navnet på skolens brevkasse, hvor alle har mulighed for at tilsende et anonymt brev i håb om at få besvaret deres inderste, frustrerede tanker. Dog er der ingen, der ved, at det i virkeligheden er pigen med det ustyrlige hår og næsepiercing ved navn Wednesday Willis, der arbejder som Ellie. Hver fredag efter skole samler hun ugens gevinst af breve ind, der bliver postet i skabsnummer 743, som hun svarer på over weekenden. Men en dag, hvor hun er på vej for at tømme brevkassen, får hun øje på en af skolens mest populære fyre, Harry Styles, som desuden er bedste ven til hendes fætter, Louis Tomlinson, som skubber et brev ind i skabet. Dette brev viser sig at holde på en hemmelighed, der sætter hendes moral på prøve, og hun finder sig pludselig underligt draget til Harry, alt imens hun står med en magt mellem hænderne, der kunne fuldkommen destruere hans liv.

1012Likes
1052Kommentarer
144379Visninger
AA

27. Epilog: En begyndelse

 

epilog
ask ellie

Wednesdays synsvinkel

"Du trænger virkelig til at klippe dit hår, skat," mumlede jeg henkastet og rettede slipseknuden.

    Harry grinede dæmpet og kørte en hånd gennem de alt for lange krøller, som ellers faldt ned i ansigtet på ham hele tiden. Han var begyndt at gå en del mere med bandanas, kasketter eller andre former for hovedbeklædning for at undgå det, men jeg forstod ikke, hvorfor han ikke bare klippede det hår. Men det måtte han selvfølgelig også selv bestemme.

    Han lænede sig lidt frem mod mig, men jeg hurtigt satte hånden mod hans bryst for at forhindre ham i bevægelsen, så jeg kunne koncentrere mig om at binde hans slips på ham. "Lad være med at lade, som om du ikke kan lide det."

    Med et grin rullede jeg med øjnene af ham, og jeg kunne ud af øjenkrogen fornemme, hvordan han smilende betragtede mig. Selv havde jeg blikket rettet foran mig, hvilket var direkte ind i hans brystkasse, da jeg hev en smule ud i knuden, så den ikke sad for stramt og lod hånden løbe afsluttende ned over slipset for at glatte det ud mod hans skjorte.

    "Sådan." Med et tilfreds smil trådte jeg et skridt tilbage på det lille badeværelse og betragtede mit flotte mesterværk, før jeg flyttede blikket og i stedet så mod hans øjne. "Og husk lige at tjekke, om det sidder rigtigt en anden gang, ikke?"

    Nu var det Harrys tur til at rulle overbærende med øjnene af mig og min kommentar, før han lagde hånden mod min lænd og derved trak mig hen til sig for at give mig et kys på munden, mens han mumlede et tak mod mine læber.

    Der var gået ret lang tid, før jeg havde opdaget, at Harry havde bundet slipset forkert, men da jeg havde, var jeg hurtig til at trække ham med ud på badeværelset, så resten af selskabet ikke ville bemærke til det. Det var ret tilfældigt, at jeg lige kunne finde ud af at binde slips, men da jeg var mindre, havde jeg gået på en skole, hvor man skulle bære uniform med slips.

    Instinktivt trak jeg mig fra Harry, da der lød nogle bank på døren. "Wednesday?" lød en stemme.

    "Ja?" svarede jeg hurtigt og rømmede mig.

    "Vi har lidt problemer med blenderen." Jeg kunne genkende min mors stemme, da hun snakkede igen gennem dørens træ, og jeg kunne høre hende rykke på sig på den anden side af den. "Kan du ikke lige komme og hjælpe med den?"

    Jeg nikkede, selvom hun ikke kunne se det. "Jo, jeg kommer lige om lidt," svarede jeg.

    Jeg kunne høre hendes skridt forsvinde hen ad gangen igen, og jeg vendte mig mod Harry, som pillede lidt ved slipset, som jeg lige havde ordnet. Hurtigt viftede jeg hans hænder væk, så han ikke lavede nogle ulykker. Han gav et utilfreds udtryk fra sig, men sagde ikke noget, da jeg rettede lidt på det igen, før jeg sikrede mig, at min egen kjole også sad, som den skulle.

    Endelig tog jeg fat om dørhåndtaget.

    "Jeg går ud i stuen." Vi var kun begge lige nået at træde ud fra badeværelset, hvor vi havde stået sammen, da Harry kortvarigt lagde sine hænder mod mine hofter bag mig for derefter at dreje til venstre og ud mod stuen, hvor de fleste var.

    Selv gik jeg i retning af køkkenet, hvor jeg forestillede mig, at min mor baksede med blenderen.

    Der var ret mange ting, der var gået skævt til den her begivenhed, i den forstand at tingene ikke duede, eller det viste sig, at de overhovedet slet ikke var der. Min moster ville nok være gået helt ned med flaget, hvis hun skulle stå med alt det alene, så selvom det var hjemme hos dem, at festen blev holdt, så havde jeg ikke noget imod at hjælpe til.

    Det havde trods alt også været et ret impulsivt babyshower.

    Eleanor havde været forbeholden ved idéen om en sammenkomst på den her størrelse, når hun var så langt henne. Alligevel var hun gået med til det, og jeg vidste, at det havde noget at gøre med, hvor meget Louis havde glædet sig. Selvom han havde sagt, at det var okay, hvis det ikke blev til noget, så vidste jeg (og også Eleanor), at han trængte til at se sine venner og familie.

    Hvis jeg skulle gætte på noget, så troede jeg faktisk også mest af alt, at det var Eleanors manglende kontakt med sine forældre, der fik hende til at tøve. Så vidt jeg vidste, havde de slet ikke ringet eller været på besøg, og hun havde kun set dem, hvis de tilfældigvis havde stødt på hinanden på gaden. Jeg kunne tydeligt huske, da hun var 6 måneder henne, og Louis havde fortalt, at hun havde mødt sin far, og han havde bare gået forbi hende, som om han slet ikke kendte hende. Hun var kommet grædende hjem, og selvom det fik mig til at hade ham, så sagde hun kun, hvor meget hun savnede dem.

    Derfor kunne det godt være hårdt for hende at se, hvor mange der var mødt op fra min og Louis' familie for at støtte med gaver og muntert selskab. Men jeg havde kun set hende smile i dag. Hun havde taget imod gaverne og takket, mens hun holdt en hånd mod sin 8 og en halv måneders gravide mave. Egentlig virkede det også lidt malplaceret at holde et babyshower, nu når de ikke selv havde tænkt sig at beholde barnet. Alligevel havde de ønsket sig en masse babyting, som de kunne give deres ufødte barn med på vejen, når deres adoptivforældre, som desuden også befandt sig til festen, skulle overtage.

    "Hvad er der galt med den?" spurgte jeg, og min mor vendte om på hælene for at se på mig.

    Hun slog dog blikket over på blenderen kort efter. "Den går ud tre sekunder, efter man har startet den," forklarede hun irriteret og lød helt forpustet, mens hun kastede ud mod den med viskestykket i hendes hånd i arrigskab over dens uduelighed.

    Jeg rynkede lidt på øjenbrynene og gik hen for at afprøve det selv.

    Præcis ligesom som hun sagde, gik blenderen ud, næsten lige efter jeg havde startet den på knappen. Derefter gik jeg i gang med en mindre inspicering af tingensten for at finde ud af, hvorfor den skabte sig. Jeg rev batterierne ud af siden på den.

    Det var umuligt at skelne den ene samtale fra den anden inde i stuen, men alligevel var det rart at høre alle de velkendte stemmer. Jeg kendte mere eller mindre alle de mennesker, der var til stede. Det var kun Dans side af familien og nogle venner, som Louis havde fået på en eller anden sommerfodboldslejr et år, som jeg aldrig havde mødt før.

    Derudover var der også nogle af Eleanors veninder, der var dukket op.

    "Har du overvejet at skifte dem ud til nogle nye?"

     Forskrækket gav jeg et gib fra mig og endte med at tabe et af batterierne i håndvasken. Hurtigt fiskede jeg det op, før jeg vendte mig om og fik øje på Louis. Han var iklædt fint tøj ligesom resten af selskabet og havde faktisk gjort noget ud af sit hår.

    "Jeg tror ikke, at det hjælper noget at sætte de gamle batterier i igen," fortsatte han leende og trådte frem mod mig.

    "Hey." Det var mit eneste forsvar, før jeg tog batterierne ud af maskinen igen.

    Han tog dem ud af hænderne på mig og gik i stedet hen til et skab, hvor jeg gik ud fra, at der lå nogle nye batterier -- det havde han mere styr på end mig. "Hvem har dog også sat dig på en opgave, der indebærer elektronik?" grinede han.

    "Luk røven." Louis smilede bare af mit fornærmede svar, præcis som han plejede at gøre og jeg lænede mig lidt op af køkkenbordet, da han så ud til at have overtaget blender-missionen. "Er det en god fest?" spurgte jeg i stedet.

    I nogle sekunder koncentrerede han sig om at finde de rigtige batterier, men nikkede så til mit spørgsmål. "Ja." Han gik hen til blenderen igen for at ordne den. "Det er så længe siden, at jeg har set alle sammen, og jeg har virkelig, du ved, savnet det."

    Efter kort tid havde han fået sat batterierne på plads og havde sat den lille låge på, der skjulte dem. Før han trykkede på knappen, der tændte maskinen. Blenderen gav et mindre brøl fra sig, før den satte i gang uden at stoppe med det samme igen.

    "Årh," sukkede mor lettet og gik straks hen til blenderen. "tak, Lou!"

    Louis smilede blot, og jeg følte mig en smule truffet over, at hun slet ikke anerkendte min ihærdige og meget hjælpsomme indsats. Dog lagde hun ikke mærke til min forurettede mine, men koncentrerede sig i stedet om den nu fungerende blender.

    Jeg fulgte min fætter, da han bakkede et skridt. "Så alt er okay?" spurgte jeg og forsøgte at lyde henkastet.

    Han smilede og nikkede. Selvfølgelig vidste han godt, at jeg hentydede til Eleanor. Både fordi hun måske var ukomfortabel ved hele situationen, men også fordi hun var højgravid. Jeg havde faktisk aldrig helt præcist vidst, hvor længe hun havde været gravid dengang. Det var først, da hemmeligheden om hendes graviditet var sluppet ud, at jeg havde fundet ud af, at hun allerede havde været lidt over 2 måneder henne. Tænk, at det allerede var et halvt år siden. Tænk, at vi stod her i dag.

    "Alt er helt okay." Jeg smilede af hans svar, og jeg nød fornemmelsen af noget helt underforstået mellem os.

    Sådan som det altid havde været med Louis og jeg.

    Det var ikke gået op for mig, at jeg bare havde kigget ham ind i øjnene uden at svare, da jeg med et blev revet væk fra mine tanker. Igen var det lyden af nogle bank, der rev mig ud af mit tankespind, men denne gang lød det ude fra hoveddøren.

    Jeg rynkede på øjenbrynene.

    Min mor smed viskestykket fra sig ved bordet, og før hverken Louis eller jeg kunne nå at reagere, var hun allerede sat ud i gangen for at åbne døren. Forvirret så jeg op på Louis, men han trak lige så uvidende på skuldrene og gik en smule længere ind i køkkenet for at komme tættere på gangen. Han vidste ikke engang, hvem det var, der meldte sin forsinkede ankomst.

    Jeg fulgte Louis' eksempel og gik også gangen og den nyankommende person lidt nærmere, hvor jeg med det samme kunne høre en tøvende stemme, der måtte tilhøre en midaldrende kvinde. "Jeg er her for at se Eleanor," fortalte hun.

    Min mor var stille i nogle sekunder, før hun endelig svarede. "Hun er her."

    Lyden af skridt fik både Louis og jeg til nærmest at springe tilbage, og uden at udveksle et ord stillede vi os tilbage til der, hvor vi havde stået kort før. Der gik noget tid, før der skete noget, men pludselig trådte min mor ud i køkkenet igen med en kvinde efter sig. Hun var nok nogle få år ældre end min mor, og hun havde et nervøst blik i øjnene.

    Hvem var hun? Hvad gjorde hun her? Hvordan kendte hun El?

    Ved synet af damen kunne jeg mærke Louis pludselig stivne ved siden af mig, og jeg kunne se på blikket i hendes øjne, at hun også genkendte ham, da hun fik øje på ham ved min side. "Hvad -" Længere nåede han ikke, før han blev afbrudt.

    Eleanor havde en tekop i hånden, som hun sikkert var kommet ud i køkkenet for at stille på plads. Hun så anspændt ud og lignede samtidig en, der var på nippet til at græde. Der var en lille tot af hendes hår, der havde sat sig ved hendes mundvig, men hun gjorde ikke den mindste mine til at fjerne den. Det var heller ikke ligefrem hendes udseende, der havde gået Louis til at standse midt i sin sætning, men derimod det enkelte, lille ord, der havde undsluppet hendes læber, da hun var trådt herud.

    "Mor?" Hun hviskede ordet igen, som om hun ikke kunne tro sine egne øjne.

    Det var først, da jeg endnu en gang så tilbage på kvinden, at jeg bemærkede, at hun var begyndt at græde stumt ved synet af Eleanor. "El." Hendes stemme lød grødet, og hun gik pludselig hurtigt frem mod sin datter. "El, jeg er så ked af det!"

    Jeg havde stadig ikke helt vænnet mig til situationen, da hun lagde armene om Eleanor, som kun så dybt chokeret ud. Der var noget, der sagde mig, at de slet ikke bemærkede, hvordan der stod tre mennesker og iagttagede dem. Ude i stuen kunne jeg også høre, at snakken var formindsket drastisk, og folk havde regnet ud, at der foregik et eller andet ude i køkkenet.

    "Jeg er så ked af, hvordan jeg har behandlet dig." Moderen var begyndt at hulke, og selvom hun prøvede at stoppe, syntes det ikke at lykkedes. "Jeg har haft det så forfærdeligt med det. Åh, lille skat, kan du nogensinde tilgive mig?"

    Stilheden fyldte rummet til bristepunktet, og jeg fornemmede kun halvt, hvordan folk langsomt var begyndt at dukke op i dørkarmen ud til køkkenet. Der var ingen, der sagde noget. Der var ingen, der bevægede sig. Overhovedet ingen.

    Moderen snøftede en enkelt gang. "Vil du ikke nok sige noget, El?" hviskede hun bedende.

    Igen gik der lang tid i stilhed. Hele stemningen havde vendt så hurtigt, at jeg ikke forstod, hvad der skete. Lige pludselig havde Eleanors mor bare været der. Og hun bad sin datter om tilgivelse. Tilgivelse for ikke at have været der, når hun havde allermest brug for hende. Tilgivelse, som jeg ikke var sikker på, at hun ville få. Men det var skam heller ikke det, som hendes datter gav hende, da hun åbnede munden. Det var noget, som igen fik situationen til at tage en helt ny drejning.

    "Mor, jeg tror, at vandet er gået."

    Derefter forvandlede alt sig til et endnu større kaos, end det allerede var. Folk sværmede om hende, og stilheden blev fyldt med spørgsmål og panik. Et eller andet sted kunne jeg høre nogen ringe til hospitalet, mens andre sørgede for, at hun kom ned og sidde. Selv stod jeg fastfrosset og så til, mens det tumultuariske scenarie udspillede sig. Det var i hvert fald, lige indtil jeg kunne mærke en hånd lægge sig roligt mod min arm, og jeg drejede hovedet til højre for at se direkte ind i Harrys øjne.

    Han smilede et beroligende smil. "Kom med," sagde han, og det gjorde jeg.

Jeg havde ikke rigtig noget begreb om, hvor længe vi havde været væk. Jeg vidste kun, at det var blevet mørkt udenfor, og vinden blæste en smule, så enkelte totter fra mit hår en gang imellem dansede for mit syn. Jeg havde forsøgt at lade være med at tænke for meget over det, men gentagende gange havde jeg taget mig selv i at sidde og trippe med fødderne ved tanken.

    "Du gør det igen, Wednesday." Det var slet ikke gået op for mig, at jeg igen var begyndt at bevæge min fod i de små, hurtige bevægelser, som jeg gjorde, når jeg var nervøs, før Harry pludselig kommenterede på det endnu en gang.

    Egentlig var det underligt, at han overhovedet havde bemærket det, da han havde øjnene lukkede, og hænderne foldet over maven. "Undskyld," svarede jeg stille og satte min fod solidt mod jorden for at forhindre den i at bevæge sig mere.

    Forsigtigt drejede han hovedet og åbnede øjnene for at se hen mod mig, som jeg sad der ved siden af ham på bænken i mørket. Med et tungt suk rettede han sig op i sædet og rakte hånden ud mod mig for at lægge den mod mit lår.

    Hans berøring fik mig instinktivt til at møde hans grønne øjne. "Bare slap af." Han smilede, men jeg kunne mærke på ham, at han også var nervøs. "Der er ikke noget at være bekymret over, skat. Det hele skal nok gå." Han nikkede til sine egne ord.

     Jeg sank og slap først hans blik, da jeg lænede mig ind til ham og lagde hovedet mod hans skulder. I et forsøg på at tage en dyb indånding lukkede jeg øjnene og nød fornemmelsen af Harrys arme, som lukkede sig om mig i en tryg omfavnelse.

    Jeg kunne mærke hans hjerte mod min ryg.

    Da vi først var kørt fra festen, havde vi ikke haft noget specielt mål. Jeg havde bare haft brug for at komme væk fra al den forvirring, og det havde Harry åbenbart opdaget midt i kaosset. Vi var kørt lidt rundt i området, og det var først, da jeg havde spurgt Harry, om vi ikke kunne tage hen til hospitalet, at vi havde sat i den retning. Dog havde jeg ikke kunnet klare den klaustrofobiske fornemmelse inde mellem de fire hvide vægge, og vi havde sat os om på en bænk, der lå ude foran hospitalet.

    Jeg havde som sagt ingen fornemmelse af, hvor længe vi havde været her, men måden, hvorpå solen var ved at gå ned i horisonten, fortalte mig, at vi måtte have tilbragt nogle timer her. Hvor mange havde jeg ingen anelse om.

    "Jeg elsker dig, Harry."

    Jeg kunne mærke, at ordene fik ham til at bevæge sig en smule bag mig, men så strammede han grebet om mig en smule i stedet for. "Jeg elsker også dig, Wednesday," svarede han så lavt, at han næsten hviskede, men jeg hørte ham tydeligt.

    Egentlig vidste jeg ikke helt, hvor det var kommet fra. Måske virkede det irrelevant i forhold til hele situationen, men det gjorde det ikke mindre sandt. Det var bare, som om det nogle gange gik op for mig, hvor højt jeg elskede ham. Han havde altid været der gennem alt det, som vi havde været udsat for -- og det havde efterhånden været en hel del. Selv nu, da Eleanor var ved at føde min fætters barn, kunne jeg mærke hans hånd, der kærtegnede min arm, som lod mig vide, at han var der.

    Jeg rettede mig en smule op i hans omfavnelse og vendte hovedet mod ham, så jeg kunne se på ham i stedet for ud i natten. Han så på mig, men sagde ikke et ord. Slipset sad helt skævt og løst om halsen på ham, og hans lange hår var uglet. Jeg smilede lidt, men lagde så nænsomt min hånd mod hans kind, hvor jeg kunne fornemme begyndende skægstubbe.

    "Det gør jeg virkelig," tilføjede jeg næsten lydløst.

    Jeg lænede mig ind mod ham og lukkede øjnene, da jeg kyssede ham. Hans læber føltes velkendte, men samtidig var der noget nyt over ethvert kys, som jeg delte med Harry. Han greb tættere fat om mig, og jeg smilede gennem kysset, da et sus løb gennem mig. Jeg ville virkelig aldrig kunne få nok af ham. Det var jeg efterhånden overbevidst om, og det var jeg også kun tilfreds med. Jeg ville kun ønske, at jeg havde tilbragt flere dage med ham og lært ham at kende, langt før jeg egentlig gjorde.

    For en dag var først fuldendt, når han havde været en del af den.

    Det var først, da han pludselig trak sig væk fra mig, at jeg bemærkede lyden af en telefon, der ringede. Automatisk rykkede jeg mig en smule væk fra ham, da han stak hånden ned i bukselommen for at fiske sin mobiltelefon frem.

    Jeg nåede ikke at se, hvem der ringede, før han havde sat den op til øret.

    "Louis?" En udefinerbar fornemmelse landede med et bump i mig, da han sagde min fætters navn.

    De næste sekunder virkede uendelige. Harry sagde ingenting, men jeg kunne fornemme på, hvordan han koncentreret så ud i luften, at han lyttede på noget, som Louis måtte fortælle ham. Hans ansigt var ikke til at læse, og jeg kunne mærke, hvordan mit bankende hjerte gjorde det sværere for mig at trække vejret. Var der gået noget galt? Hvorfor sagde han ingenting?

    Harrys ansigt fortrak sig pludselig i et stort smil, og jeg måtte gispe efter vejret, da han rejste sig fra bænken, og jeg sprang med det samme op efter ham. "Det er fantastisk." Han rystede lidt på hovedet. "Louis, vi kommer med det samme."

    Mine øjne slap ikke Harry, da han sænkede telefonen og så på mig. Han rystede på hovedet igen, som om han ikke kunne fatte, hvad han havde hørt. Jeg kunne ikke finde min stemme, selvom jeg havde lyst til at råbe for at finde ud, hvad det var.

    "Det er en pige." Idet han sagde noget, slog jeg en hånd op for munden for at holde et hulk inde, der havde fundet sin vej til overfladen, mens jeg kunne mærke tårerne skylle op i mine øjne; dog var der mere endnu. "Og hun hedder Ellie."

    Tårerne faldt nu ned over mine kinder, og selvom jeg ikke kunne formulere et ord, var det, som om Harry forstod, hvad jeg ville, da jeg løftede min ene arm. Han lagde armene om mig, og jeg knugede mig ind til ham, mens et glædesfyldt hulk fik mig til at smile gennem mine tårer. Jeg kunne ikke fatte det. Hun var her. Nu var hun her endelig. Hende, der havde skabt så meget drama. Hende, som jeg havde tilbragt så mange timer med at tænke på uden nogensinde at kende hendes ansigt.

    Ellie. Nu var Ellie endelig kommet ud af de breve og til verdenen.

    Jeg trak mig en smule fra Harry for at se ham ind i øjnene. Jeg behøvede ikke engang at fortælle ham, hvad jeg ville, for det lod til, at han allerede vidste det, da han tog fat om min hånd og nikkede med et rørstrømsk smil om læberne.

    Jeg ville møde hende, der havde skabt så satans meget postyr.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...