Ask Ellie

’Ask Ellie’. Et fænomen, som alle elever på Newbold kender til. Det er nemlig navnet på skolens brevkasse, hvor alle har mulighed for at tilsende et anonymt brev i håb om at få besvaret deres inderste, frustrerede tanker. Dog er der ingen, der ved, at det i virkeligheden er pigen med det ustyrlige hår og næsepiercing ved navn Wednesday Willis, der arbejder som Ellie. Hver fredag efter skole samler hun ugens gevinst af breve ind, der bliver postet i skabsnummer 743, som hun svarer på over weekenden. Men en dag, hvor hun er på vej for at tømme brevkassen, får hun øje på en af skolens mest populære fyre, Harry Styles, som desuden er bedste ven til hendes fætter, Louis Tomlinson, som skubber et brev ind i skabet. Dette brev viser sig at holde på en hemmelighed, der sætter hendes moral på prøve, og hun finder sig pludselig underligt draget til Harry, alt imens hun står med en magt mellem hænderne, der kunne fuldkommen destruere hans liv.

1009Likes
1053Kommentarer
141908Visninger
AA

25. Endnu et nyt kapitel

 

25
ask ellie

Wednesdays synsvinkel

Solen stod skarpt på himmelen, og jeg kunne stadigvæk fornemme de røde pletter, som dansede bag mine øjenlåg, selvom det var flere minutter siden, at jeg havde lukket dem. Der var ikke en eneste sky at se i flere kilometers omkreds, hvilket var ret unikt for en dag i maj. Faktisk var det kommet helt bag på mig, at det allerede var maj, og jeg havde været nødt til at tjekke en ekstra gang i min kalender for at være sikker på, at jeg havde set rigtigt. Da jeg var begyndt at gennemgå de sidste uger for at forstå, hvor de var blevet af, gik det op for mig, hvor meget der egentlig var sket -- over en ufattelig kort tidsperiode.

    Jeg havde nærmest følt mig helt omtåget ved tanken om den turbulente tid, der nu lå bag mig, og jeg havde til sidst besluttet mig for, at det var en god idé at trække noget frisk luft ved at lægge mig ud i vores kompakte, men hyggelige have.

    På en måde symboliserede den klare himmel over mig også, hvordan alt føltes som en ny start. Det var to dage siden, at vi havde været hjemme hos Louis, og på de få dage var der sket både en hel del og absolut ingenting. Jeg var blevet hjemme fra skole dagen efter og i dag og havde ikke foretaget mig andet end at snakke i telefon med Harry og følge med i nogle dumme TV-serier. Alligevel var det, som om alt havde forandret sig til noget, der ikke engang mindede om det, der var før.

    Idet jeg havde lagt mig på græsset i haven og havde stoppet mine høretelefoner i ørerne for at lytte til noget musik, der skulle hjælpe mig med at fokusere, besluttede jeg at lave en mental liste, som måske ville hjælpe mig med at danne et overblik:

    1) Jeg skulle ikke være Ellie længere. Der var alt for mange, der kendte til min indblanding i skolens brevkasse på nuværende tidspunkt, og selvom jeg sikkert kunne få alle til at holde det for dem selv, ville jeg ikke kræve det af dem. Og det var med ambivalente følelser, at jeg havde brugt de sidste par dage på at acceptere det. For jeg elskede at være Ellie. Det plejede jeg i hvert fald at gøre, når jeg ikke vidste, hvem der havde skrevet brevene, og jeg ikke behøvede at bekymre mig om, at de skulle finde ud af, at jeg svarede dem. Men nu hvor jeg havde oplevet alle ulemperne og deres omfang, havde jeg lettere kunne indfinde mig med at skulle holde en pause. Hvis jeg så bare vidste, at jeg en dag kunne vende tilbage igen.

    2) Louis' hemmelighed var sluppet ud. Selvom jeg ikke havde set noget til min fætter, siden vores sidste samtale hjemme hos ham, vidste jeg, at hans liv også havde forandret sig markant siden -- og det var på mange måder også derfor, at jeg følte, at mit havde. Endelig var det, som om jeg ikke behøvede at tilbringe hvert eneste vågent øjeblik med at bekymre mig om Louis. Om hvordan jeg skulle fortælle ham det. Om hvordan han ville reagere. Om hvor elendigt han havde det. Jeg kunne endelig trække vejret, hvor det føltes, som om det faktisk virkede. Jeg var fri af en så stor del af mine bekymringer, som jeg havde haft.

    3) Mit forhold til Harry. Jeg havde egentlig ikke tænkt så forfærdelig meget over, hvad der ville ende med at ske med Harry og jeg, når først vi havde tilstået vores kendskab til al det her drama. Men pludselig var det, som om det havde slået mig. Vi havde lært hinanden at kende gennem alt det her, og jeg anede i grunden ikke, om det overhovedet ville forblive det samme, når først det var slut. Selvom jeg stod ved mine følelser for Harry, så frygtede jeg et sted dybt inde, at det havde været det her, der havde bundet os sammen. Og jeg frygtede, hvad der ville ske, når det så forsvandt. For hvad hvis det kun var, fordi vi -

    Presset af et par læber mod mine fik mig forskrækket til at slå øjnene op, og jeg hev instinktivt min musik ud af ørerne. Mine tanker om Harry blev afbrudt af ingen andre end ham selv, da han grinende lagde sig ved siden af mig på græsset.

    Jeg satte mig op og så på ham. "Du gav mig verdens største chok!" Jeg mumlede ordene, mens jeg forsøgte at komme mig.

    Harrys lumske smil afslørede, at det havde været hans intention at forskrække mig allerede til at starte med, men han lagde bare armene om bag hovedet og lukkede øjnene. "Det må du virkelig undskylde, skat." Hans svar var ikke tilfredsstillende.

    Jeg rullede med øjnene af ham, da jeg vidste, at han ikke mente det, men kunne alligevel ikke lade være med at føle en varm fornemmelse i maveregionen, da han kaldte mig skat. Det havde den samme fantastiske, euforiserende virkning, som da han havde kaldt mig det allerførste gang, efter vi var vågnet op sammen, og jeg havde udforsket hans tatoveringer i hans søvne.

    "Jeg lå faktisk lige og tænkte på dig," tilstod jeg stilfærdigt, da der var gået noget tid i stilhed.

    Harry åbnede det ene øje på klem, men lukkede det hurtigt igen, da solen måtte skære ham i øjnene. "Jaså?" brummede han, før han rakte hånden ud mod mig, selvom han med lukkede øjne ikke formåede at ramme helt rigtigt. "Forhåbentlig kun godt?"

    Jeg tog imod hans hånd, som jeg holdt mellem mine. Jeg fugtede mine læber, før jeg gav mig til at studere hans hånd. Han bar en ring på langfingeren, som jeg overfladisk lod min tommelfinger røre. Min mor måtte have lukket ham ind og sagt, at jeg lå heromme. Vi havde haft en aftale om, at han skulle komme over i dag, men vi havde ikke planlagt nogen bestemt tid.

    "Jeg tænkte bare -" Jeg omformulerede. "Vi lærte hinanden at kende ret tilfældigt. Jeg siger ikke, at det er på grund af alt det her, at vi er nået dertil, hvor vi er nu, men det var nok i virkeligheden grunden, til vi begyndte at se hinanden til at starte med."

    Selvom han ikke sagde noget, vidste jeg, at han lyttede. Jeg var påpasselig med mit valg af ord og udtalelser, da jeg ikke rigtig vidste, hvordan jeg skulle omgås det. Vi havde ikke nogen deciderede mærkater eller titler på os, så jeg ville ikke virke for forudindtaget eller anmassende. Også selvom vi begge nok vidste, at vi var nået til noget, der mindede om det.

    Jeg fortsatte efter et lille stykke tid, da han ikke indvendte med noget og ikke lod til at gøre det foreløbig. "Og så kom jeg bare sådan til at tænke på, at nu hvor det på en måde ikke er aktuelt længere, hvor det så ligesom ville efterlade... os?"

    Der gik noget tid, før Harry reagerede på de ord, som jeg sagde, før han roligt satte sig op i græsset og i stedet tog fat om begge mine hænder, mens han så mig i øjnene med et intenst blik. "Du ved, at jeg var vild med dig, før du overhovedet bemærkede mig." Jeg følte et uventet sus gennem min krop. "Hvis du er bange for, at der er noget, der på en eller anden måde vil ændre sig mellem os, så bliver det ikke, fordi jeg stopper med at elske dig. For jeg har bare ventet på at få lov til det."

    Jeg blev nødt til at slå blikket ned på vores hænder. "Jeg bemærkede dig altså også før, Harry."

    Selvom jeg kunne sige meget andet til det, som han lige havde fortalt mig, så var det åbenbart det, som min hjerne fik mig til at mumle dæmpet. Det var typisk mig at sige det første, der faldt mig ind. Jeg kunne også høre ham grine stilfærdigt af mig.

    "Ikke på samme måde som jeg bemærkede dig," svarede han.

​    Før mine kinder kunne nå at få den røde farve, som jeg kunne mærke, at de varmede op til, skyndte jeg mig at skifte tilbage til emnet. "Jeg frygter bare, at det, som vi har været igennem sammen, ligesom var det, der definerede os, forstår du?" Jeg ventede ikke på hans svar. "Og at vi mister hinanden, nu når vi ikke har det længere, der bandt os sammen til at starte med."

    Harry holdt hovedet på skrå og missede med øjnene mod den blændende sol, mens han hørte på mit forkludrede vrøvl. Det virkede dumt, når jeg sagde det højt, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle formulere mig. Det var kun en tankestreg, som jeg havde valgt at sætte til livs ved at dele den med Harry. Jeg blev bare nødt til at være sikker på, hvor vi stod henne -- for jeg havde ikke i sinde at skille mig af med ham lige foreløbig, og jeg ville være sikker på, at han også havde det sådan.

    "Jeg ved ikke med dig, men for mig har de her breve og hemmeligheder kun virket som forhindringer," fortalte han mig langsomt. "og jeg har bare ønsket, at de ville forsvinde, så jeg i stedet kunne tilbringe min tid med dig -- og på at gøre det her."

    Denne gang kom kysset en smule mere forventet end den første gang, og jeg lukkede øjnene, da han blidt trykkede læberne mod mine. Hver gang han kyssede mig, var det, som om der var gået flere år, siden han sidst havde gjort det.

    Jeg kunne aldrig blive træt af smagen af ham og hans ømme berøring.

    Han holdt hovedet tæt ved mit, da han forsigtigt trak sig ud af kysset for at tale. "Du opfører dig som sådan en pige og overtænker alting, Wednesday." Jeg smilede lidt af hans rod, da jeg vidste, at de var sande. "Vi er jo kun lige startet." 

    Jeg lod ham kysse mig en gang til, før vi begge lagde os på ryggen i græsset.

    Jeg blev nok bare nødt til at se, hvad fremtiden ville bringe for Harry og jeg og lade være med at overtænke det hele, som han sagde. For det var nok det, som jeg gjorde. Måske havde han ret i, at alt det her kun havde været med til at forhindre os i at styrke det mellem os. Måske lå alle vores bedste tider foran os, og jeg havde bekymret mig fuldstændig uden grund.

   I takt med Harry begyndte at snakke om en terminsprøve i skriftlig matematik, som han snart skulle op til, svævede mine tanker længere og længere væk fra mine betænkeligheder, og jeg mistede efterhånden tidsfornemmelsen i hans selskab. Det var først, da min mor råbte til os fra havelågen, at det gik op for mig, hvor mange klokken var. Det var også først, da hun sagde, at vi skulle skynde os, for maden var klar, og de var allerede kommet, at jeg huskede på, at vi ikke skulle spise alene i aften.

    Både Harry og jeg kom op og stå og børstede græsstrå af, som havde sat sig fast på vores tøj.

    Da vi kom ind på terrassen, havde mor dækket op på vores beskedne havebord i anledning af det solrige vejr, og jeg skulle lige til at tage plads ved en af stolene, da moster kom gående ud fra huset af. Det føltes som evigheder, siden vi sidst havde haft en familiebegivenhed sammen, og jeg havde været ovenud glad, da min mor tidligere på dagen havde fortalt mig, at moster, Dan og forhåbentlig også Louis ville komme over til aften og spise med. Og lige som jeg skulle til at spørge min moster, om Louis var kommet med, fik jeg pludselig øje på ham bag Dan, som også var på vej ud på terrassen.

    Det lignede en hel og aldeles anden person, i forhold til den skrøbelige skygge af et menneske, som jeg havde set for kun to dage siden. Jeg kunne mærke følelsen af glæde starte et sted inden i mig. For første gang i uudholdeligt lang tid så jeg nemlig min fætter smile -- et simpelt, men oprigtigt smil, der lå på hans læber, da han med Eleanor i den ene hånd tilsluttede os andre.

Louis' synsvinkel

Omhyggeligt skrabede jeg tallerkenen med min gaffel for at få de sidste rester med. Det var utroligt, hvordan mit appetit var vendt tilbage i så stor stil, og jeg gættede på, at den tog revanche for de mange dage, hvor jeg knapt havde indtaget nogen som helst form for føde. Jeg følte mig i hvert fald behageligt mæt efter min tredje portion og lænede mig tilbage i stolen.

    Jeg kunne i det hele taget mærke, hvordan min krop havde fået det bedre. Søvn kunne virkelig gøre underværker, og da jeg endelig havde fået noget, følte jeg, at jeg kunne genkende mig selv i spejlet igen. Det var slet ikke gået op for mig, hvor lidt jeg rent faktisk havde lignet mig selv. De hæslige rander under øjnene var næsten væk, og jeg havde mere eller mindre fået min evne til at more mig tilbage igen. Jeg tror aldrig, at jeg har sat så meget pris på at kunne grine over en vittighed.

    Havde jeg vidst, at det kunne blive sådan her, hvis jeg lettede hjertet, ville jeg sandsynligvis have taget muligheden op til højere overvejelse. Men jeg havde jo gjort det for hendes skyld. Jeg havde tiet for at beskytte hende. Nu da det var ude, ville jeg bare ønske, at tingene havde udfoldet sig anderledes for hende. Men der var jo en grund, til hun havde frygtet, at hendes forældre ville få af vide, at hun bar på mit barn. Hun kendte dem bedre end nogle andre, og selvom tårerne strømmede ned ad hendes kinder, da de fortalte hende, at hun ikke var velkommen i deres hus, så længe hun havde det inde i sig, så kunne jeg se i hendes øjne, at hun ikke var overrasket. Jeg var til gengæld rasende, og hun havde været nødsaget til at tvinge mig til at tage hende væk derfra, før jeg kom til at gøre noget, som jeg nok i sidste ende ville komme til at ende med at fortryde alligevel.

    Vi havde sparet de andre for detaljerne, da vi var kommet til familiemiddagen, og havde bare fortalt, at Eleanor boede hos os for nu. Ingen havde stillet nogen spørgsmål, og der var ikke blevet nævnt noget omkring graviditeten gennem hele middagen.

    Jeg havde ikke vidst, at Harry også ville være der til middagen, men jeg var kun glad, da jeg opdagede, at han var. I det mindste havde mit forsøg på at bringe ham og Wednesday sammen lykkedes, selvom der havde ligget meget mere bag det end blot mine opfordringer. Jeg kunne stadig ikke fatte, at det var W, som havde læst alle de breve, som jeg havde skriblet ned i fortvivlelse klokken fem om morgenen. Og hun havde troet, at det var Harry. Det hele virkede så forvirrende for mig.

    "Louis?" Jeg drejede hurtigt hovedet mod El, da jeg hørte hende hviske mit navn.

    Det så ud til, at det kun havde været mig, der stadig havde været i gang med at spise, da alle andre havde tomme tallerkner foran sig og sad fordybet i samtale i stedet for at spise. Jeg kunne høre Wednesday fortælle Dan og mor om et eller andet, som fik resten af selskabet til at grine. Instinktivt tog jeg fat om Eleanors hånd under bordet og gav den et blidt klem. Hun behøvede ikke at sige, hvad det var, som hun ville. Jeg forstod det med det samme, da hun vendte øjnene mod mine. Jeg rynkede på brynene for at sikre mig, om hun nu også var sikker på, at hun ville annoncere det nu, men hun nikkede bekræftende til mig.

    Jeg lod igen blikket glide over menneskerne omkring bordet, og jeg kunne mærke Wednesdays blik hvile på mig, da mine øjne nåede hendes. Jeg tøvede kort. Da der lagde sig en tavshed over bordet, rømmede jeg mig for at bryde den.

    "Jeg ved godt, at vi på en måde har undgået emnet hele aftenen, og det er nok for at skåne os," begyndte jeg og så kort mod Eleanor. "men vi har noget, som vi har gået og tænkt over i noget tid... og det vil vi gerne fortælle jer nu."

    Jeg kunne mærke min mors blik brænde fra siden. Jeg havde stadig så forfærdelig meget skyldfølelse over ikke at have fortalt hende noget, og jeg ville ikke have hende til at bekymre sig mere. Hun kunne nok ikke klare flere hemmeligheder.

​    El brød ind, før jeg fik taget mig sammen. "Vi vil bortadoptere barnet." Hun gispede nærmest ordene ud, og tårerne lå som en fugtig hinde over hendes øjne. "Vi vil ikke kunne tage os af et barn i vores alder, og et barn fortjener forældre, der kan tage sig af det. Derfor giver vi hende til en god og tryg familie, som passer på hende, og vi kan stadig besøge hende, når vi vil."

    Hendes stemme var nu gråd, men jeg følte mig pludselig paralyseret. "Hende?" hviskede jeg.

    Hun vendte blikket mod mig, og i det sekund var jeg ligeglad med om hele min familie sad og så på. Mit hjerte bankede hårdt mod min brystkasse, og jeg kunne ikke gøre andet end at stirre lamslået på hende, da hun nikkede forsigtigt.

    "Jeg har bare på fornemmelsen, at det er en pige," svarede hun, før flere tårer erstattede de gamle.

    Det var, som om min vejrtrækning satte yderligere op, hvis det overhovedet var en mulighed længere.

    Skulle vi have en pige? Var det en lille pige, der voksede inde i maven på hende? En pige?

    Jeg vidste ikke, hvorfor jeg følte mig så følelsesmæssigt påvirket af den information, men jeg kunne pludselig ikke holde mig tilbage, da jeg svang armene om hende for at holde hende tæt ind til mig. Jeg kunne høre en snøfte bag mig, og jeg mistænkte det for at være min mor, men jeg klemte bare øjnene hårdt sammen og kyssede kvinden, der bar på min lille pige.

    "Jeg elsker dig," hviskede jeg ind i hendes hår, så det kun bar hende, der ville kunne høre det omkring bordet, før jeg af rent instinkit lagde hånden ved hendes mave, der snart ville bære tydelige præg af hendes skabelse. "og jeg elsker hende."

★★★★★★★★★★★★★★★★★★

Det hjælper at være i nye omgivelser, for det her kapitel fik jeg skrevet på næsten ingen tid. Det har kun været, fordi jeg også gerne ville nyde og opleve min ferie, at jeg ikke har skrevet 24/7, for kreativiteten har helt klart været til det.

Og nu håber jeg, at I kan lide det!

Jeg vil virkelig gerne høre, hvad I håber/synes, at der skal ske i de to næste kapitler (hvoraf en af dem er en epilog), før historien er helt slut. Jeg ville elske at høre, hvordan I mener, at Ask Ellie bør slutte. Og jeg ville elske at høre, hvad I synes om det, der skete i det her kapitel! Når I læser det her, sidder jeg nok i et fly på vej til en anden ø, så jeg ved ikke helt, hvornår jeg vil få internet igen. Forhåbentlig snart, så jeg kan få skrevet noget mere!

Tak, fordi I læser med!

x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...