Ask Ellie

’Ask Ellie’. Et fænomen, som alle elever på Newbold kender til. Det er nemlig navnet på skolens brevkasse, hvor alle har mulighed for at tilsende et anonymt brev i håb om at få besvaret deres inderste, frustrerede tanker. Dog er der ingen, der ved, at det i virkeligheden er pigen med det ustyrlige hår og næsepiercing ved navn Wednesday Willis, der arbejder som Ellie. Hver fredag efter skole samler hun ugens gevinst af breve ind, der bliver postet i skabsnummer 743, som hun svarer på over weekenden. Men en dag, hvor hun er på vej for at tømme brevkassen, får hun øje på en af skolens mest populære fyre, Harry Styles, som desuden er bedste ven til hendes fætter, Louis Tomlinson, som skubber et brev ind i skabet. Dette brev viser sig at holde på en hemmelighed, der sætter hendes moral på prøve, og hun finder sig pludselig underligt draget til Harry, alt imens hun står med en magt mellem hænderne, der kunne fuldkommen destruere hans liv.

1005Likes
1052Kommentarer
141271Visninger
AA

23. En verden i ren kaos

 

23
ask ellie

Wednesdays synsvinkel

Han er ikke i skole.

    Selvom beskeden kun bestod af sølle fem ord, var det omtrent tyvende gang, at jeg læste den. Egentlig var det bare en meget simpel information. Alligevel havde jeg ikke kunnet gøre andet end at stirre på min mobils oplyste skærm.

    Jeg havde modtaget beskeden fra omkring fem minutter siden, idet det var ringet til frikvarter, og selvom der ikke præcis stod hvem, der ikke var i skole, vidste jeg med det samme, at det var Louis, der ikke var dukket op til dagens første lektioner. Og det betød derfor også, at han ikke var dukket op til, at vi kunne fortælle ham, hvad vi vidste. Ikke, at han på nogen måde kunne vide, hvad Harry og jeg havde planer om at fortælle ham, men hans fravær forhindrede os i det af gode grunde.

    Tanken om at være nødsaget til at udsætte det yderligere gav mig en trang til at bande eller bide mig hårdt i læben. I går var Harry og jeg blevet enige om at fortælle ham det i det første frikvarter, så han ikke kunne løbe fra os, ligesom han havde gjort dagen før. Der var ingen af os, der kunne holde ud at skjule det for ham, og vi havde da heller ikke været i stand til at snakke om noget som helst andet, da Harry havde tilbragt gårsdagen hjemme hos mig. Kun da min mor havde tilbudt ham at spise med, og han havde takket ja, havde vi taget os sammen og opført os, som om alting var bare nogenlunde normalt.

    For mit vedkommende var netop den situation også langt fra normal.

    Jeg havde faktisk været lidt nervøs, da jeg havde sat mig ned ved spisebordet, og det kun havde været mor, Harry og jeg. Hun havde jo knapt mødt på ham, og med de blikke, som hun blev ved med at sende til mig, lagde hun ikke skjul på, at hun vidste, at der foregik noget mellem os. Dog var det gået overraskende godt. Der havde næsten ikke været nogle akavede tavsheder, og når der endelig var, så havde mor været hurtigt til at stille Harry et spørgsmål, som han roligt svarede på. Før Harry havde jeg aldrig haft en fyr med hjem, som jeg havde præsenteret for min mor, men måden, som hun smilede på, og hvordan hun lo af hans halvplatte vittigheder, fortalte mig, at hun godt kunne lide ham. Men det var selvfølgelig også Harry.

    Harry, som havde sagt, at han elskede mig...

    "Wesse!"

    Skræmt knugede jeg min telefon ind til mit bryst, da jeg var ved at tabe den midt på gangen, som jeg gik ned ad. Bonnie grinede, før hun lagde sin spinkle hånd mod min skulder. Hvorfor skulle jeg altid forskrækkes ud af mine små trancer?

    Bonnie tog sig dog ikke så meget af det, da jeg sendte hende et ondt blik. "Har du hørt det seneste?"

    Jeg nåede kun lige at rynke brynene, før hun greb fat om min arm og standsede mig ved at hive mig et skridt tilbage. Først efter nogle sekunder gik det op for mig, at jeg var gået lige forbi mit skab, som ellers var det, der havde været mit mål, da jeg havde begivet mig ud på gangen til at starte med. Bon lo igen over min desorienterede grimasse og rystede på hovedet.

    "Hvad sker der, Wes?" smålo hun. "Du virker helt forvirret."

    Jeg grinte kort og sendte hende et smil med et hovedryst, før jeg endelig gav mig til at låse mit skab op, så jeg kunne bytte nogle af mine bøger ud. "Jeg har vel ikke fået nok søvn i nat," svarede jeg hende kortfattet og trak på skuldrene.

    Derudover har min fætter gjort sin kæreste gravid, og han vil ikke fortælle nogle det, selvom jeg ved det, hvilket Harry også gør, fordi jeg fortalte ham, at jeg læste det i et af Ellies breve, som jeg troede, at han havde skrevet, men som faktisk var skrevet af min fætter. Nå, nej, det ved du vist heller ikke; jeg er Ellie, så det er mig, der læser brevene i skolens brevkasse.

    Så ja, jeg er nok lidt forvirret.

    "Anyway;" fortsatte hun hastigt og viftede lidt med den ene hånd, før hun genoptog den samtale, som jeg antog, at hun oprindeligt var kommet til mig for at have. "ved du, hvad jeg har hørt folk gå og hviske om i krogene?"

    I et øjeblik af panik standsede jeg enhver bevægelse, som jeg end måtte have haft gang i, og stirrede bare ind i mit skab. En million forskellige tanker løb gennem hovedet på mig. Det kunne vel på ingen mulig måde have noget med det at gøre. Hun kunne vel umuligt snakke om... nej, det kunne umuligt handle om Louis og alt det, som han gennemgik lige nu, kunne det?

    Jeg gennemsøgte min hjerne efter, hvordan det kunne være sluppet ud. Der var vel ingen, der ville sige det. Jeg vidste, at Louis ikke havde sagt noget. Jeg regnede stærkt med, at Eleanor heller ikke havde sagt noget. Harry ville ikke sige det.

    Bon blev åbenbart utålmodig, da jeg ikke svarede hende de første mange sekunder. "Zayn og Perrie har fået matchende tatoveringer!" Selvom hun hviskede, var entusiasmen klar i hendes stemme. "Og alle flipper fuldstændig ud over det."

   Lettet, over det ikke havde noget med Louis at gøre, slappede jeg igen af i mine muskler, før jeg svarede hende med en eller anden form for underlig lyd. Bonnie fortsatte helt upåvirket med at snakke, idet hun beskrev, hvor og hvordan disse matchende tatoveringer sad og så ud. Jeg havde nær glemt, hvor meget sådan noget sladder kunne skabe for resten af skolen; selv for dem der ikke engang kendte dem. Men det var efterhånden en selvfølge; man kunne ikke undgå at blive snakket om, når man var en del af den mest populære drengegruppe på hele skolen, ligesom Zayn var... og ligesom Louis var.

    Jeg blev endnu en gang revet væk fra mine tanker og Bonnies talestrøm, da jeg pludselig kunne mærke min mobil vibrere mellem mine fingre igen. Da jeg så Harrys navn på skærmen, tøvede jeg ikke, før jeg med det samme åbnede beskeden.

    Kan vi mødes ude foran skolen nu?

    Hurtigt sendte jeg et svar tilbage, om jeg var på vej med det samme, før jeg greb fat om min rygsæk og smækkede mit skab i igen. "Bon, jeg bliver nødt til at smutte, ikke?" afbrød jeg min veninde, før jeg gav hendes arm et klem som afsked.

    "Jamen, vi skal jo have time sammen nu," sagde hun forvirret, da jeg bakkede et skridt væk fra hende.

    Jeg vidste godt, at der kun var to minutter af frikvarteret tilbage, men hvis Harry ville mødes nu, var der nok ikke så stor sandsynlighed for, at jeg ville dukke op til den samfundsfagsstime alligevel. Måske havde han fundet ud af noget med Louis.

    Måske vidste han, hvor han var, eller måske havde Louis fundet ud af, at vi vidste noget. 

    På en eller anden måde vidste jeg bare, at det, som Harry ville mig, havde noget med Louis at gøre, og for at være helt ærlig havde jeg heller ikke lyst til bare at tage til time og lade som om, at alt var helt normalt. Jeg var konstant paranoid, og jeg havde det, som om folk kunne se på mig, at der var noget galt. Jeg blev nødt til at få opklaret det her med min fætter.

    "Undskyld!" råbte jeg til hende, før jeg drejede om på hælene og satte mod skolens udgang.

Instinktivt løftede jeg blikket, da jeg kunne mærke Harry give min hånd et beroligende klem.

    Dog havde han øjnene vendt mod trafikken, da jeg så mod ham. Derfor gav jeg blot hans hånd, som holdt om min i mit skød, et forsigtigt klem tilbage, så han kunne koncentrere sig om at køre bil. Der var ingen af os, der havde gjort noget for at bryde stilheden, siden vi var steget ind i bilen sammen, og det var, som om der svævede en ubehagelig anspændthed i luften.

    Jeg havde haft ret i, at det havde haft noget med Louis at gøre, da Harry havde skrevet. Vi havde været de eneste på skolens parkeringsplads, da jeg var trådt ud i det solrige vejr, siden alle andre var inde på skolen for at have undervisning. Han fortalte mig, at han havde skrevet med Louis og derved fået et svar, der lød, at han følte sig utilpas og derfor var blevet hjemme.

    Og derefter havde vi sat retning mod min mosters hus.

    Hvis han ikke ville komme til os, blev vi nødt til at komme til ham. Jeg blev nødt til at få den her vægt løftet fra mine skuldre, og jeg vidste, at Harry følte det samme. Måden, som han engang imellem trommede sine fingre mod indersiden af mit ben, var også et klart tegn på nervøsitet. Selv følte jeg, at jeg kunne mærke mit hjerte i min hals. Mine tanker var kun blevet mere og mere hektiske, jo nærmere vi var kommet vores destinationssted, og jo mere jeg gennemtænkte alle de mulige scenarier, der ventede på os. Jeg anede ikke, hvordan han ville reagere, men jeg håbede kun på det bedste.

    Diskret tog jeg en dyb indånding og lukkede øjnene i nogle ganske få sekunder, da vi drejede ned ad den sidevej, hvor jeg vidste, at min mosters hus lå. Aldrig havde jeg haft så mange nerver på ved bare at skulle hjem og besøge Louis. Louis. Det var jo bare Louis. Jeg havde tilbragt så mange stunder med ham, og jeg havde troet, at jeg kendte ham ud og ind.

    Aldrig havde jeg kunnet forudse, at jeg en dag skulle sidde med hjertebanken og trykken for tindingerne, bare fordi jeg skulle hen og besøge Louis"Er du okay?" Jeg havde ikke bemærket, at bilen var stoppet, men da jeg så ud af ruden, gik det op for mig, at vi var fremme, og jeg nikkede stift til Harrys spørgsmål, selvom jeg ikke var sikker på, om svaret virkelig var ja.

    Harry svarede ikke, men fjernede i stedet hånden fra min og åbnede døren for at stige ud.

    Mine bevægelser var langsomme, da jeg klikkede min sele op og trykkede bildørens håndtag ned. Jeg bevægede mig som i slow motion. Harry var nået om på min side af bilen og hjalp mig med at holde døren åben, mens jeg steg ud af køretøjet.

    Han smækkede døren, idet jeg var steget ud, før han lagde sine hænder mod hver side af min kæbe og tvang mine øjne mod hans. "Er du okay, skat?" Hans stemme var lavere, end den var kort før, men nu var det, som om hans ord trængte ind.

    "Undskyld," sagde jeg, da en fugtig hinde lagde sig over mine øjne. "jeg ved ikke, hvorfor jeg græder."

    I stedet for at svare mig lagde han armene om mig og trak mig ind til sig.

    Jeg lukkede øjnene, mens jeg forsøgte at holde tårerne tilbage, som pressede sig på under mine øjenlåg. Det nyttede ikke noget at tude over det. Det var meningen, at jeg skulle være den stærke i den samtale, som jeg skulle til at have med min fætter.

    Jeg kunne mærke Harry trække vejret tungt. "Det skal nok gå, ikke?" mumlede han stilfærdigt.

    Forsigtigt nikkede jeg mod hans bryst, før jeg løftede mit hoved. Harry smilede til mig, da hans øjne igen fangede mine. Et efterhånden velkendt sus løb gennem mit mellemgulv, og jeg smilede automatisk tilbage til ham. I nogle få sekunder stod vi blot sådan, før han bøjede sig ned mod mig, og jeg af ren refleks lukkede øjnene, før hans læber ramte mine i et blidt kys.

    Jeg løftede den ene hånd for nænsomt at lægge den mod hans nakke, idet jeg blidt gengældte hans kys. Det føltes som en evighed siden, at han sidst havde kysset mig. Det fik en ny ro til at lægge sig i mig, selvom fornemmelsen af hans varme egentlig satte alt på en underlig måde i gang indeni mig. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg kunne stå sådan her for altid.

    Det gik først op for mig, at jeg havde stillet mig på tæer, da jeg igen satte mine fødder solidt og fladt mod jorden. Jeg fjernede langsomt min hånd, da jeg igen åbnede øjnene og i stedet mødte hans. Mit hjerte havde sat dets slag en anelse hurtigere op. Kysset havde som altid været for kort, men det havde givet mig et nyt mod, som jeg hurtigt arbejdede ud fra.

    "Og Harry," sagde jeg med en lav stemme. "jeg elsker også dig."

    Et bredt smil lagde sig over hans læber, og han lænede sig frem for at give mig et hurtigt kys på læberne, før han slap sit greb om mig og i stedet tog fat om min hånd. Han havde sagt, at han elskede mig i går, men af en eller anden grund havde jeg først fået fortalt ham, at jeg elskede ham nu. Ikke, at jeg ikke havde vidst det i går, men på en eller anden måde føltes det som det rette tidspunkt at fortælle ham det på. Lige før vi sammen gik op til hoveddøren for at stå ansigt til ansigt med Louis.

    Jeg knugede hans hånd, da han trådte et halvt skridt frem for at banke på døren. Nu var der ingen vej tilbage.

    Det her kunne enten ende katastrofalt, eller også ville han prøve at forstå, hvad vi sagde.

    Jeg vidste ikke, hvor længe vi havde ventet på, at døren blev åbnet, men efter der var gået tilpas lang tid, trådte Harry frem igen for igen at banke på døren, da der ikke var blevet svaret den første gang. Denne gang rumsterede det på den anden side af døren umiddelbart efter. Jeg sank en klump i halsen, da jeg kunne høre, at der blev fumlet med låsen, før døren åbnede.

    Louis så mest af alt set træt og udmattet ud, idet han åbnede døren, men udtrykket i hans ansigt havde ændret sig drastisk, da han fik øje på os. "Hvad laver I her?" havde hans første spørgsmål lydt efter få sekunder, at han havde åbnet døren.

    "Louis, du ved, at vi bliver nødt til at snakke." Harry talte, før jeg overhovedet nåede at overveje det.

    Louis sukkede tungt, før han løftede den ene hånd og gned den mod sit øje. "Nej, Harry," protesterede han, men lød allerede opgivende. "der er virkelig ikke noget at tale om. Jeg fuckede op i lørdags; jeg ved det godt. Jeg var skidefuld, og jeg -"

    "Prøv nu at høre, hvad vi siger." Jeg slap Harrys hånd og trådte frem for at fange hans opmærksomhed.

    Det var først, da jeg sagde noget, at han vendte blikket mod mig. Jeg kunne næsten ikke genkende hans øjne, som jeg ellers havde set så mange gange. De manglede den glød, der gjorde ham til ham. Han føltes mest som en fremmed person.

    Da han endelig tiede, var det, som om jeg var tabt for ord. "Hvad er det så, I vil sige?" spurgte han.

    "Det, som jeg vil sige, er -" Jeg kunne mærke min tunge vokse i munden på mig, og det blev sværere og sværere for mig at tænke bare en lille smule klart; og pludselig var det, som om min mund talte, uden jeg vidste det. "Jeg er Ellie."

    Med et bankende hjerte forventede jeg en reaktion fra ham. I stedet kiggede han bare på mig. Han sagde ikke noget. Gjorde ikke noget. Han stirrede bare på mig med munden en anelse åben og et alt tomt blik i øjnene. Panisk så jeg mod Harry, men han kiggede blot på Louis med rynkede øjenbryn. Igen så jeg tilbage på ham, mens jeg forsøgte at trække vejret.

    "Jeg har læst dine breve. Jeg vidste ikke, at de var fra dig. Faktisk troede jeg, at det var Harry, der havde skrevet dem, fordi jeg så ham lægge dem i brevkassen. Men jeg har læst dem, og -" Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle fortsætte, og min stemme lød grødet. "Jeg er ked af det, Louis." I en hurtig bevægelse fjernede jeg en tåre, der var på vej ned over min kind.

    Der var stadig ingen reaktion hos ham, og jeg havde lyst til at ruske i ham for at få ham til at sige noget. Bare et eller andet.

    "Men vi ved det. Det hele." Jeg blev igen nødt til at trække vejret tungt. "Vi ved, at Eleanor er gravid."

    Og endelig var det, som om der kom respons på alt det, som jeg havde sagt... bare ikke fra Louis.

    "Har du fortalt dem det?!"

    Alle drejede en halv omgang, da der pludselig lød en stemme inde fra opgangen bag Louis. "Eleanor -" Louis' stemme lød ru og nærmest grædefærdig, da han pludselig talte efter så lang tavshed, før han gik et hurtigt skridt frem mod hende.

    "Nej!" afbrød hun ham. "Du lovede mig! Du lovede mig det, Louis!"

    I hastige skridt var hun henne ved ham, men kun for at tage nogle sko i hånden og rive sin jakke ned fra en knage. Tårerne løb allerede ned langs hendes kinder, og hendes øjne var røde, da Louis forsøgte at tage fat i hende og sige noget.

    Hun rev sig hurtigt fri, før hun stirrede ham ind i øjnene.

    "Jeg vil aldrig se dig igen." Hendes stemme rystede, men hendes kolde ord fik hårene til at rejse sig på mine arme.

    Hun skubbede sig hurtigt forbi ham og fortsatte ud af døren. Jeg havde knapt nået at opfatte, at hun var her, før hun allerede var væk igen, og vi var efterladt i en larmende stilhed. Louis stirrede ned i gulvet med et udefinerbart udtryk i ansigtet.

    Hvad fanden var der lige sket?

    "Jeg tjekker lige, om hun er okay." Harry var igen den første til at tale, da ingen af os andre sagde noget som helst, men jeg kunne ikke finde det i mig selv til at give ham et svar, før han gav mit arm et klem, vendte om og gik efter Eleanor.

    Og på den måde var jeg efterladt tilbage med Louis. Jeg kunne fornemme, hvordan han rystede en smule på hovedet, som om han prøvede at finde en mening i det, der lige var sket. Det hele var vendt op og ned så hurtigt. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Mit hjerte bankede stadig vildt i brystet på mig, og jeg havde det, som om jeg kunne kaste op, hvornår det skulle være. Jeg vidste ikke, hvor lang tid vi stod sådan, men pludselig fangede jeg en bevægelse ud af øjenkrogen. Automatisk så jeg mod ham, da han løftede hovedet, og jeg havde det, som om jeg fik et spark i maven, da mine øjne mødte hans. Jeg vidste ikke, hvad det var, der lå gemt i dem, men hvad jeg vidste var, at jeg lige havde gjort hele situationen meget, meget værre.

★★★★★★★★★★★★★★★★★★

Øv bøv, så gik der et stykke tid mellem opdateringerne igen... men der er sket så meget i mellemtiden, som har fyldt, så jeg håber, at I kan tilgive mig. Jeg har blandt andet afleveret SRO og fået den tilbage igen (ja, så lang tid har det taget for mig at skrive), jeg har været til en eksamen og skal til årsprøve i morgen, og jeg har haft mellemørebetændelse!

Så I kan jo godt se, at jeg har haft meget at se til!

Derudover har Ask Ellie også vundet titlen i Movellys som årets Movella, hvilket er totalt sindssygt. Jeg vil gerne takke dem, der har synes, at den var en stemme værd. Helt ufatteligt, at det blev den! Tusind gange tak!!!

Til sidst vil jeg bare sige tak, fordi I har været så tålmodige, og jeg ville elske, hvis I gad at skrive en kommentar.

Hvad synes I om Louis' reaktion? Hvad kommer der til at ske i det næste kapitel?

Tak, fordi I læser med!

x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...