Ask Ellie

’Ask Ellie’. Et fænomen, som alle elever på Newbold kender til. Det er nemlig navnet på skolens brevkasse, hvor alle har mulighed for at tilsende et anonymt brev i håb om at få besvaret deres inderste, frustrerede tanker. Dog er der ingen, der ved, at det i virkeligheden er pigen med det ustyrlige hår og næsepiercing ved navn Wednesday Willis, der arbejder som Ellie. Hver fredag efter skole samler hun ugens gevinst af breve ind, der bliver postet i skabsnummer 743, som hun svarer på over weekenden. Men en dag, hvor hun er på vej for at tømme brevkassen, får hun øje på en af skolens mest populære fyre, Harry Styles, som desuden er bedste ven til hendes fætter, Louis Tomlinson, som skubber et brev ind i skabet. Dette brev viser sig at holde på en hemmelighed, der sætter hendes moral på prøve, og hun finder sig pludselig underligt draget til Harry, alt imens hun står med en magt mellem hænderne, der kunne fuldkommen destruere hans liv.

1005Likes
1052Kommentarer
141208Visninger
AA

8. En enkel lektieaftale

 

8
ask ellie

Wednesdays synsvinkel

Fuck.

    Ærligt talt... så fuck. Hvorfor havde jeg sagt ja til at starte med? Hvordan kunne jeg overhovedet have fået mig selv til at gå med til det? Havde jeg et dødsønske eller sådan noget? Ville jeg mon overleve? Var det sådan her, at jeg skulle dø?

    Det var nogenlunde de spørgsmål, som jeg sad inde med, da jeg skubbede døren til Newbold op, og vinden tog fat om mine blonde lokker, da jeg trådte ud. Det var torsdag, og klokken var 15:15. Der var ikke mere tid, og jeg vidste, at jeg inden længe blev nødt til at troppe op hjemme hos Harry som aftalt. Egentlig burde jeg nok ikke være så nervøs.

    Han skulle jo bare hjælpe mig med fransk.

    Alligevel kunne jeg mærke, hvordan det blev sværere og sværere for mig at trække vejret, bare når jeg tænkte på det. Hvad, hvis han kun havde tilbudt mig sin hjælp, så han kunne få mig på tomandshold og konfrontere mig omkring Ellie?

    Han vidste det, gjorde han ikke? Han vidste det, gjorde han ikke?

    Jeg klemte mine øjne sammen, før jeg fortsatte med beslutsomme skridt væk fra bygningen bag mig. Hvis det var tilfældet, ville han jo have haft sagt det, da vi var alene i bilen. Eller ude i køkkenet hjemme hos Louis. Han vidste det ikke.

     Nej, det kunne han ikke. Jeg blev nødt til at slappe af.

    "Wednesday!"

    Noget sagde mig, at det ikke var første gang, at personen, der kaldte på mig, havde råbt mit navn. Dog bemærkede jeg det først nu, og jeg drejede rundt, så jeg kunne se i retning af, hvor lyden kom fra -- eller rettere sagt hvem.

    Der dannede sig et lille smil om Louis' læber, da han så, at jeg vendte om, og han sænkede derved farten en anelse, hvor han ellers havde kommet løbende mod mig. Jeg bemærkede, hvordan vinden også lavede uorden i hans ellers perfekte hår og fik det til at ligne et stort virvar, da han endelig stoppede foran mig. Tålmodigt ventede jeg på, at han ville åbne munden for at sige et eller andet, men da han i stedet rakte hånden frem mod mig, flakkede mit blik mod et lille, afrevet papir, som han holdt mellem fingrene. Uden at turde tage det fra ham, så jeg ham tilbage i øjnene med et spørgende blik.

    "Jeg skulle give dig det her fra Harry." Den drillende undertone fejlede ikke et sekund i hans stemme, og jeg kunne mærke, hvordan mit ansigtsudtryk ændrede sig, i takt med jeg rev papiret ud af hans hånd. "Og du sagde, at du ikke kunne lide ham."

    Uden overhovedet at have tildelt ham et ord, foldede jeg papiret ud, hvor det første, som mine øjne mødte, var en række tal, og hvad der så ud som en adresse. Jeg studerede de lidt sjuskede bogstaver nøje for at lade informationerne synke ind.

    Først efter noget tid gik det op for mig, hvad det var, der helt reelt stod. Jeg havde været så opslugt og forvirret af tanken, om jeg skulle tilbringe tid alene med Harry, at jeg slet ikke havde tænkt over, hvor det var, at jeg skulle dukke op henne... og jeg ville sikkert ikke have skænket det en tanke, før jeg stod fortabt og efterladt et eller andet tilfældigt sted.

    Gud, hvor var det bare typisk mig.

    "Han sagde, at jeg skulle sige, at I kunne mødes kl. 16:00... og du skulle huske dine franskbøger." Louis' stemme fik mig endelig til at se bort fra papiret, og jeg ville ønske, at jeg aldrig havde gjort det, da jeg kun blev fyldt med en opgivenhed.

    Han forsøgte ikke engang at gemme det skadefro blik i sine øjne væk, og jeg sukkede tungt. "Louis, han skal bare hjælpe mig med fransk," forsøgte jeg, selvom jeg vidste, at den kamp allerede var tabt, og jeg lige så godt kunne lade være.

    Selvom jeg ihærdigt forsøgte at overbevise alle, at det, der foregik mellem Harry og jeg, ikke var andet end lektiehjælp, var det, som om der var ingen, der troede mig... og jeg måtte et eller andet sted nok også indrømme, at det gik en smule ud over det. Det var ikke en date. Det var det ikke, og det var ikke engang et forsøg på at flirte med ham.

    Jeg følte bare, at jeg blev nødt til at lære ham at kende.

    Alt, som jeg vidste om ham, vidste jeg gennem brevet, og selvom noget sagde mig, at det var den mest ærlige side af ham, så ville jeg gerne lære ham at kende, når han vidste, hvem der lyttede. Som forventet modtog jeg et fnys og et par mistroiske øjne af min noget så forstående fætter. Dog kom jeg ham i forkøbet, før han kunne nå at finde på noget at sige for at modsige mig.

    "Og du kan ikke gå og fortælle folk, at jeg er forelsket i Harry!" Det var noget, som jeg lige siden i mandags ville fortælle ham. "Perrie sagde, at du havde fortalt Zayn det, og jeg har ikke givet dig rettigheden til at gå og sladre om mig."

    Det var egentlig underligt, at jeg først nu havde følt, at jeg havde haft tiden til at fortælle ham det.

    Jeg plejede at se ham stort set hver dag, men i den her uge var det, som om vi slet ikke havde tilbragt så meget tid sammen, som vi plejede. Jeg havde slet ikke stødt på ham hele mandagen, og selvom han plejede at køre mig i skole om tirsdagen, så havde vi heller ikke set noget til hinanden hele den dag. Jeg skubbede dog hurtigt tanken væk, da han talte igen.

    Louis så ikke den mindste smule skyldig ud efter min konfrontering. "Jeg antager, at mine anskuelser stemmer, eftersom du ikke benægtede det faktum, at du rent faktisk er forelsket i ham." Han smilede overlegent, og jeg rullede med øjnene.

    "Så lad mig gøre det helt klart." Jeg så ham direkte ind i de gråblå øjne. "Jeg er ikke forelsket i Harry."

    Igen lod han til at være ganske upåvirket af mine ord, da han blot valgte at ignorere mig. "Okay, men se nu at få skyndt dig hjem til din kæreste." Han bakkede nogle skridt tilbage mod Newbold. "Han venter," tilføjede han og smilede stort.

    "Louis, vi er ikke -"

    "Vi ses, Wednesday, jeg skal tilbage til time!"

    Og med de ord vendte han om og satte tilbage til skolen. Med et opgivende støn slog jeg ud med armene og overvejede at råbe efter ham, men endte med at stemme imod det. I stedet drejede jeg om på hælene og satte igen væk fra skolen bag mig.

    Hvad det var, der fik Louis til at elske idéen om mig og Harry sammen, stod mig stadig uklar... og jeg ville sikkert heller ikke få svar på det. Sådan var han bare lidt underlig en gang imellem, og det var sikkert bare, fordi han først havde fået det ind i hovedet, at han blev ved med at holde fast ved det. Det lå vist dybt i familien at være stædig, og Louis var ingen undtagelse.

    Instinktivt løftede jeg det lille papir, som jeg stadig holdt i hånden, op og gav mig til at kigge nærmere på det. Tallene måtte være hans telefonnummer. Jeg havde Harrys nummer. Og adresse. Hvorfor det sendte en sær fornemmelse gennem kroppen på mig, vidste jeg ikke, og jeg endte bare med at stryge tommelfingeren over papiret, før jeg stoppede det ned i lommen.

Det havde faktisk kun været fem stop med bussen, og så stod jeg på det busstoppested, som efter sigende lå tættest på den adresse, som jeg havde fået henvist på det lille (og nu meget krøllede) papir. Derefter havde jeg ikke gået meget mere end to minutter, og nu stod jeg og gloede på et fremmed, men ganske nydeligt hus. Adressen fortalte mig, at jeg var fremme.

    Dog var det mere eller mindre kun fysisk format, at jeg var ved destinationsstedet, for mentalt var jeg over det hele. Jeg havde gennemgået flere muligheder over, hvordan det kunne ende med at forløbe, og hvorvidt det var en god idé at være her. Jeg havde stadigvæk været i tvivl, da jeg tog hjemmefra, men nu stod jeg her. Det var også dumt at bekymre sig.

    Der var jo intet at bekymre sig over... vel?

    Tøvende fiskede jeg min mobil op af min jakkelomme og fik samtidigt fat på den lille besked, som Harry havde skrevet til mig. Jeg skrev tallene ind i min mobil, før jeg lod fingrene glide over tastaturet for at skrive en besked.

    Jeg tror, at jeg er her nu.

    Beskeden var meget simpel i sig selv, men jeg følte mig dum, idet jeg havde sendt den. Det lød jo latterligt -- jeg troede simpelthen, at jeg var her nu. Men jeg var ikke helt sikker. Troede det bare. Flot, Wednesday. Super flot.

    En stemme fik mig til at se op fra skærmen på min mobil, som jeg så fint havde stået og gloet intenst ned i. "Wednesday!" Harry hang halvt ude hoveddøren til det hus, som jeg havde parkeret mig selv ude foran, og jeg vidste, at det var det rette sted.

    Instinktivt bredte der sig et smil over mine læber, da stoltheden, over selv at have fundet frem til en ellers fremmed adresse, meldte sig, og jeg gik op ad indkørslen, som ledte op til hoveddøren, hvor Harry stod og ventede på mig.

    Harry smilede, da jeg standsede foran ham. "Du troede rigtigt."

    Hans konstatering ledte mig tilbage til min sms-besked, og jeg ville nok have grint, hvis ikke det var, fordi noget andet havde stjålet min opmærksomhed. Uden selv at bemærke det, havde jeg lagt hovedet på skrå og betragtede Harry.

    "Du har en beanie på," hørte jeg pludselig mig selv sige.

    Og selvom det var rigtig nok, så fortrød jeg at have åbnet munden. Hvem fanden sagde sådan noget?

    Harrys ansigtsudtryk ændrede sig til en forvirret grimasse, da han rynkede på brynene, og jeg måtte bide mig i underlæben for ikke at bande højt over min egen dumhed. "Ja," sagde han lidt tøvende. "det er koldt udenfor i dag."

    Jeg nikkede og kunne egentlig bare have efterladt den der som en normal person... men selvfølgelig ikke når man hedder Wednesday fucking Willis. "Men du er jo ikke udenfor," røg det ud af mig, og jeg kunne have slået mig selv.

    Hvad var mit formål helt præcist med den her dialog?

    Der gik nogle meget lange sekunder, hvor Harry bare kiggede på mig, før han pludselig rystede på hovedet med et grin. "Okay, jeg indrømmer;" lo han, før han bakkede et skridt bagud, så jeg kunne træde ind. "dårlig hårdag."

    Jeg trådte det første skridt ind i gangen, før et grin også undslap mine læber. "Tell me about it." Jeg hev demonstrativt ud i en af mine egne totter, der som altid havde lidt (meget) deres egen vilje og mening. "Vinden fucker også med mit hår."

    Forsigtigt lukkede jeg døren bag mig, hvor hvis jeg havde været hjemme, ville jeg blot have smækket den så hårdt, at det ville give genlyd i hele huset. Da jeg igen vendte øjnene tilbage på Harry, havde han stukket hænderne i bukselommerne og så allerede på mig. Det var, som om han havde skullet til at sige noget, men ombestemte sig, da han rakte en hånd frem mod mig.

    "Skal jeg tage din taske?" spurgte han og smilede svagt.

    Jeg greb fat om min skoletaske, som jeg havde svunget om den ene skulder og rakte den frem mod ham. Idet han havde fået fat om den, fortsatte han lidt længere ind i huset. Selv blev jeg stående ude i gangen, hvor jeg begyndte at skubbe mine sko af, mens jeg forsøgte at lyne min jakke op samtidigt. Da jeg nu var blevet tilladt lidt tid alene, tillod jeg mig selv at se lidt rundt.

    Nu var det selvfølgelig kun gangen, som jeg kunne se herfra, men hvis resten af huset ville vise sig at matche, ville jeg bestemt ikke have noget imod at flytte ind her. Altså... ikke fordi jeg skulle flytte ind med Harry, men hvis min familie nu pludselig skulle flytte, og Harrys familie var flyttet et andet sted hen, og huset var til salg og sådan. Tie stille, Wednesday.

    "Er du alene hjemme?" spurgte jeg halvhøjt, da jeg ikke vidste, hvor langt ind Harry var forsvundet.

    Dog kom han tilbage få sekunder efter, at jeg havde stillet spørgsmålet, og jeg gik ud fra, at han havde været inde for at stille min taske, da han ikke bar på den. "Ja, min mor og Robin er på arbejde," fortalte han. "og jeg ved ikke, hvor Gemma er."

    Harry trådte frem, da det endelig havde lykkedes mig at få min jakke af og tog den ud af hånden på mig for at hænge den op på en bøjle for mig. Jeg bandede lydløst af mig selv, da jeg næsten havde trådt et skridt tilbage, da hans fingre snittede mine.

    Jeg blev seriøst nødt til at tage mig sammen.

    Derfor rømmede jeg mig og koncentrerede mig i stedet om de fremmede navne, som han lige havde præsenteret mig for. "Er Gemma din søster?" spurgte jeg, da jeg næsten kunne regne mig frem til, at Robin måtte være hans mors mand.

    Under alle omstændigheder fortalte det mig, at hans forældre måtte være fraskilt... ellers ville han vel omtale ham som far. Selvom det kun var basale ting, var jeg nysgerrig. Måske havde det ikke været en så dårlig idé at tage herhen alligevel. Det var ikke så akavet, som jeg havde forventet, og jeg lærte nye ting om ham... og så var der selvfølgelig også franskdelen.

    "Jep." Harrys svar var kort, men såmænd meget informativt, hvorefter han igen satte længere ind i huset, da jeg nu også havde fået mine sko af og kunne følge med ham ind. "Har du nogle søskende?" spurgte han kort efter.

    Da jeg trådte ud af gangen, blev jeg i stedet præsenteret for et slags alrum, som jeg ikke havde mange sekunder at vænne mig til, før Harry allerede havde åbnet den næste dør, der førte videre ind i et endnu ukendt rum. "Nej, jeg er enebarn," svarede jeg, mens jeg studerede mine omgivelser. "men Louis virker meget fint som en irriterende storebror, så det er godt det samme."

    Han grinede, før han lukkede døren bag mig, da vi trådte ind i køkkenet. "Sid ned;" opfordrede han og lavede et nik i retning af køkkenbordet, hvor jeg også kunne se min taske sidde på en af stolene. "vi må hellere se at komme i gang med det fransk."

    Jeg sukkede tungt, men gik mod bordet, hvor jeg satte mig ned på stolen tættest på min taske, så jeg kunne lyne den op og hive mine franskbøger frem. "Hvor meget har du styr på?" hørte jeg Harry spørge, mens jeg fandt mine ting frem.

    "Øh," mumlede jeg overvejende. "ingenting." Svaret var pinligt, men ganske ærligt.

    Jeg havde sovet gennem de fleste fransktimer.

    Harry smilede lidt af mit svar, da hans blik landede på mine bøger. "Hedder du Willis til efternavn?" spurgte han pludselig, og jeg rynkede lidt på øjenbrynene, før jeg så i samme retning som ham, så jeg kunne se, hvad han kiggede på.

    Idet mit blik landede på et af mine noteark, gik det op for mig, hvad der havde udløst hans spørgsmål. Jeg havde selvfølgelig skrevet mit navn og klasse samt datoen øverst på siden af papiret, så jeg ville kunne holde styr på det fremover.

    Hvad, der ikke faldt mig logisk, var, hvad der havde fået Harry til at spørge.

    "Ja," svarede jeg og så på Harry igen. "hvorfor?"

    Harry havde stadig øjnene rettet mod papiret, da jeg så på ham, og han lod tungen glide langsomt hen langs sine læber en enkelt gang, før han endelig log til at rette sine øjne mod mig. Han havde virkelig, virkelig grønne øjne.

    Vent, hvad?

    Jeg vidste ikke, hvor længe jeg måtte have stirret, men jeg skyndte mig at blinke et par gange, før jeg koncentrerede mig om hans svar. "Jeg tænkte bare, at du måske hed Tomlinson... ligesom Louis," mumlede han eftertænksomt.

    "Åh," svarede jeg, før jeg rystede på hovedet. "nej, jeg har min fars efternavn."

    Harry løftede øjenbrynene en anelse, uden hans blik på noget tidspunkt slap mig. "Din far?" sagde han og lød en smule overrasket. "Ham har jeg aldrig mødt," brummede han i den samme tænksomme tone, som han havde haft kort før.

    Jeg kunne mærke, hvordan en ubehagelig klump samlede sig ved mit svælg, og jeg måtte fokusere på ikke at lukke øjnene i. Det gav god mening, at Harry skulle have mødt min mor, da han jo tilbragte så meget tid med Louis, og hun tit var derovre, hvilket nok også var det, der fik ham til at undre sig over ikke at have set min far på noget som helst tidspunkt.

     Men det faktum, at han aldrig havde mødt min far... ja, det gav faktisk ligeså god mening.

    Jeg koncentrerede mig om blot at rømme mig. "Nej, det -" Jeg ledte efter ordene. "Heller ikke mig."

    Egentlig var jeg usikker på, om han overhovedet havde hørt mine stille ord, da jeg knapt selv var sikker på at have hørt dem, men da han var hurtig til at svare, var jeg overbevidst om, at han havde. "Undskyld, Wednesday, jeg mente ikke at -"

    "Det er okay." Jeg sendte ham et troværdigt smil, før jeg trak vejret tungt ind. "Men vi burde virkelig komme i gang med det her fransk nu," tilføjede jeg leende, hvilket Harry hurtigt bakkede mig op om, før vi vendte opmærksomheden mod bøgerne.

Af alle mulighederne, som jeg havde gennemgået i mit hoved, var eftermiddagen på ingen måde forløbet, som jeg havde forventet. Harry havde været en overraskende god lærer, og han havde været tålmodig, selvom vi ofte endte med at sidde og snakke engelsk... og når det så foregik på fransk, så var det ham, der stillede mig spørgsmål, og jeg ville så svare på engelsk.

    Jeg fandt ud af mange ting omkring ham, uden at det virkede unaturligt, at jeg spurgte ind til ham.

    Det var bare som om, at vi klingede rigtig godt sammen, og det var nok også derfor, at jeg, på trods af jeg kendte til hans sikkert dybeste hemmelighed, ikke følte mig ukomfortabel omkring ham. Faktisk følte jeg mig kun tryg i hans selskab.

    Nu, hvor klokken var ved at nærme sig seks, havde jeg netop trukket mit overtøj på, da min mor fra fem minutter siden havde informeret om, at vi skulle spise. "Tak for hjælpen, Harry; jeg tror, at jeg har lært mere fransk, end jeg har hele året."

    Harry trak på skulderen, som det ikke rigtig var noget. "Selvfølgelig," smilede han blot, og jeg måtte se op, da han nærmest tårnede sig op over mig med hans højde i forhold til min egen beskedne. "skulle det være en anden gang?"

    "Faktisk," begyndte jeg og smilede, da jeg fortsatte. "så har vi en prøve på mandag, og det ville være fantastisk, hvis du lige kunne lære mig at bøje alle verberne på fransk inden da," jokede jeg og grinede kort som at bekræfte det.

    "Du kan bare komme forbi, så finder vi ud af det." På trods af jeg havde sagt det i sjov, virkede han alvorlig, da han svarede mig. "Søndag? Klokken 14:00?" foreslog han, og her gik det op for mig, at han rent faktisk mente det.

    Dog istemte jeg. "Det ville være virkelig fedt, hvis du gad;" tilføjede jeg, før jeg kunne mærke min telefon vibrere, og jeg behøvede ikke at kigge for at vide, at det var min mor. "men nu bliver jeg nødt til at gå, inden min mor får et hysterisk anfald."

    "Så ses vi søndag," sagde Harry, før han trådte et skridt frem mod mig.

    Jeg havde troet, at han ville åbne døren bag mig, så da han pludselig lagde armene om mig i et kram, kunne jeg ikke undgå at gå en smule i panik. Dog handlede jeg instinktivt ved at lægge armene om ham og hurtigt gengælde hans omfavnelse, før den forsvandt igen. Jeg turde ikke se ham i øjnene, da han havde sluppet på mig, og jeg vendte mig om for at åbne døren.

    "Au revoir, Wednesday," kunne jeg høre Harry sige bag mig.

    En smule fortumlet fik jeg set mig over skulderen, mens jeg arbejdede mig ud af døren. "Ja, hej, hej."

    Jeg undrede mig over, hvordan jeg overhovedet havde overlevet hele denne lektieaftale med Harry, og hvordan det på en eller anden mystisk måde havde føltes helt normalt og naturligt, som om vi havde gjort det før... og så undrede jeg mig over, hvordan han formåede at få min hud til at sitre på den her måde, som da han lige havde krammet mig, hver gang han rørte mig. 

★★★★★★★★★★★★★★★★★★

Advarsel: Halvdelen af kapitlet et skrevet kl. 03:00, så jeg kan ikke stå til ansvar for volapyk. Og med det sagt, så er jeg i et fuck-humør i dag, så hvis jeg har skrevet fuck mange gange i det her kapitel, så beklager jeg... men ja... fuck.

OVER 700 FAVORITLISTER, VENNER? HVAD SKER DER?

Kan slet ikke begynde at abstrahere det, og jeg kan ikke beskrive min taknemlighed. Nu har jeg ikke helt hundrede procent styr på det, men jeg tror, at historien lever på sine sidste dage på forsiden, men jeg vil bare lige dele med jer, hvor absolut sindssygt, at jeg finder det, at den har holdt sig på 1. pladsen i så lang tid.

Tænk, at I faktisk gider at læse alt det, som jeg skriver!

I næste kapitel er det jo fredag, og det betyder jo, at Ellie skal tømme brevkassen igen!

Husk at kommenter og like -- det gør mig så glaaaaaaad.

Tak, fordi I læser med!

x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...