Ask Ellie

’Ask Ellie’. Et fænomen, som alle elever på Newbold kender til. Det er nemlig navnet på skolens brevkasse, hvor alle har mulighed for at tilsende et anonymt brev i håb om at få besvaret deres inderste, frustrerede tanker. Dog er der ingen, der ved, at det i virkeligheden er pigen med det ustyrlige hår og næsepiercing ved navn Wednesday Willis, der arbejder som Ellie. Hver fredag efter skole samler hun ugens gevinst af breve ind, der bliver postet i skabsnummer 743, som hun svarer på over weekenden. Men en dag, hvor hun er på vej for at tømme brevkassen, får hun øje på en af skolens mest populære fyre, Harry Styles, som desuden er bedste ven til hendes fætter, Louis Tomlinson, som skubber et brev ind i skabet. Dette brev viser sig at holde på en hemmelighed, der sætter hendes moral på prøve, og hun finder sig pludselig underligt draget til Harry, alt imens hun står med en magt mellem hænderne, der kunne fuldkommen destruere hans liv.

1005Likes
1052Kommentarer
141176Visninger
AA

6. En bizar forbindelse

 

6
ask ellie

Wednesdays synsvinkel

Hvis der var noget, der fuldkommen kunne ødelægge min morgen, så var det, når jeg blev nødt til at tage bussen i skole... og det var én ud af utallige årsager, til jeg afskyede mandage. Faktisk hadede jeg alle dage, hvor bare ordet skole var involveret, men mandage stod altså øverst på min hadeliste -- hvilket nok bundede i, at Louis først mødte klokken ti om mandagen.

    Stort set alle andre ugedage mødte vi samtidigt, og så kunne han meget effektivt og fordelagtigt optræde som min lakaj og køre mig i skole. Det havde jeg for resten kun kaldt ham én enkelt gang, hvorefter jeg havde modtaget et hårdt slag på skulderen, der fremover havde fået mig til kun at kalde ham det i mit hoved. Men det gjorde det ikke mindre rigtigt.

    Derfor føltes det som en befrielse, da jeg endelig kunne stige af det elevfyldte køretøj og i stedet gå de sidste skridt mod den kæmpe bygning af røde mursten, som kendetegnede Newbold. Et sted, som jeg aldrig nogensinde savnede at se.

    Jeg skulle have engelsk de første timer, og som altid måtte jeg halvløbe mellem de mange elever, der vrimlede på gangen, for at nå frem til klasselokalet i tide. Det endte altid med, at jeg ville tage den seneste bus, fordi jeg meget simpelt var for doven til at stå op, så jeg kunne nå over på skolen i god tid. Dog kunne jeg ikke undgå at se det som en sejr, da jeg skubbede døren op til det lokale, hvor jeg skulle modtage undervisning i, idet klokken ringede ind til time. Et forpustet smil gled over mine læber, og jeg lod øjnene glide over klasselokalet for at udse mig en ledig plads, som jeg kunne sætte mig ved.

    Normalt ville jeg sætte mig sammen med pigerne, men da jeg ikke havde engelsk med nogle af dem, var det ikke aktuelt. I stedet landede mine øjne på en tom stol ved siden af en pige med kort, lyst hår. Egentlig havde jeg jo også sagt til mig selv, at jeg burde lære Perrie bedre at kende, og det ville vel være en oplagt mulighed at sætte mig ved siden af hende.

    Før jeg besluttede mig, havde mine fødder sat i retning af hende, og jeg satte min taske fra mig på bordet ved hende. Perrie så op ved lyden af tasken, der ramte bordet, og i takt med hendes blå øjne landede på mig, sendte hun mig et smil.

    "Hey," hilste jeg, mens jeg fik arbejdet mig ned og sidde på stolen.

    Perrie rykkede lidt på sig, så hun sad halvt vendt mod mig. "Hej," svarede hun med sin lyse stemme, som jeg kun havde oplevet få gange før. "kom du godt hjem i går?" spurgte hun og havde nu vendt sin fulde opmærksomhed mod mig.

    Klassen emmede stadig af snak, og de fleste ventede vel bare på, at frk. Sugg ville træde ind ad døren og bede os om at tie stille og slå op i bogen. Hun var altid forsinket i morgentimerne, så der var sikkert et stykke tid at snakke i endnu.

    Jeg trak på den ene skulder. "Ja, Louis kørte mig," forklarede jeg med et kort smil.

    Vi var kørt hjem i går, umiddelbart efter Louis havde afbrudt min og Harrys samtale. Hele vejen hjem havde han brugt på at komme med indiskrete hentydninger, og jeg måtte til sidst forsøge igen at slå fast for ham, at jeg ikke var forelsket i Harry. Det syntes dog at have haft den modsatte effekt, og han stoppede ikke med at drille mig, før han havde sat mig af derhjemme.

    Det var også underligt, hvordan Harrys og min samtale, som kun havde varet under et par minutter, stadig sad i kroppen på mig, da jeg havde lagt mig i min seng i går. Det var, som om jeg fik det her underlige adrenalinspark af at snakke med ham, og jeg måtte endnu en gang lede det tilbage på brevet. Det måtte være ruset af at skulle forsøge at holde sandheden fra ham.

    "Åh." Perries stemme rev mig tilbage til virkeligheden. "Jeg fik også et lift af Zayn og Liam."

    Jeg lagde hovedet lidt på skrå og betragtede hende i nogle få sekunder. "Hvor længe har I egentlig været sammen?" spurgte jeg nysgerrigt, før jeg pillede lidt ved min neglerod. "Dig og Zayn, altså." Jeg havde aldrig hørt så meget om deres forhold.

    Jeg så hen mod hende igen, da hun gav et lille suk fra sig, og et smil spillede straks over hendes læber. Det var tydeligt at se, hvor forelsket hun var i ham, da hun (blot ved at snakke om ham) ikke kunne lade være med at smile.

    Jeg kunne ikke undgå at finde det umådeligt kært, og jeg tog mig selv i også at smile.

    "Et år og nogle måneder," svarede hun endelig efter at have tænkt sig lidt om.

    Jeg havde haft ret; hun var virkelig en sød pige, som jeg sagtens kunne komme ud af det med og havde let ved at snakke med. Dog nåede jeg ikke at tænke videre over det, før hendes næste ord hurtigt fik mig til at se mod hende igen.

    "Jeg hører også, at du har et godt øje til Harry."

    "Hvad?" var jeg alt for hurtig til at svare. "Hvem har fortalt dig det?"

    Selvom jeg næsten allerede kendte svaret, så overraskede det mig alligevel, at det var gået videre til Perrie. "Zayn," sagde hun kort og lænede sig en anelse tilbage i sin stol. "og jeg går ud fra, at det er Louis, der har fortalt ham det."

    Fedt, min egen fætter gik og spredte rygter om mig. Jeg blev nødt til at tage snak med ham.

    Perrie fortsatte, før jeg kunne. "Desuden, så tror jeg altså også, at han kan lide dig," betroede hun mig.

    Jeg kunne ikke lade være med at løfte brynene af hendes nyeste konstatering, men rystede så på hovedet. "Jeg kan ikke lide Harry." Frustrerende nok lød det igen som om, at jeg løj. "Det er bare Louis, der har en eller anden forestilling omkring det."

    "Åh," mumlede hun, og selvom det så ud som om, at hun ville sige mere, gjorde hun det ikke.

    Dog kunne jeg åbenbart ikke holde kæft, og ordene faldt ud af munden på mig, før jeg kunne stoppe dem. "Men hvad mener du med, at du tror, at han kan lide mig?" Jeg fortrød i sekundet, at jeg havde spurgt, og jeg havde lyst til at slå mig selv.

    Det kunne jo ikke komme til at fremstå anderledes, end det betød noget for mig, om Harry kunne lide mig. Måske ville jeg også have, at han kunne lide mig -- bare ikke, som alle gik og troede. Jeg ville gerne være der for ham som en ven, selvom jeg vidste, at jeg ikke kunne snakke med ham om hans problemer... også selvom jeg måske var den, der kendte bedst til dem.

    Alt, som jeg vidste, var bare, at der var noget udefinerbart, der blev ved med at hive mig i retning af Harry.

    "Jeg ved det ikke;" begyndte Perrie, og selvom mit spørgsmål egentlig var ret akavet, så svarede hun ganske neutralt på det. "han smiler og griner bare meget mere, når du er der," forklarede hun, før hun selv smilede og trak på skulderen.

    Ja, han griner af de yderst upassende ting, som jeg har formået at ydmyge mig selv med foran ham.

    Igen nåede jeg ikke at svare, men denne gang var det, fordi frk. Sugg kom gående ind i lokalet. Hun begyndte med det samme at undskylde for sit fravær, før hun bad folk om at tie stille og finde sin plads, så timen kunne gå i gang.

Jeg forsøgte virkelig at følge med i Cassidys strøm af ord, da vi gik ned ad gangen mod kantinen. Dog syntes det meste af det at gå ind af det ene øre og ud af det andet, og jeg opfangede kun, at det omhandlede en fyr, der hed Jarred, som hun havde flirtet med til festen. Indimellem ville jeg tilføje et lille hm eller grine, så hun fik fornemmelsen af, at jeg faktisk lyttede efter.

    Vi havde lige haft matematikundervisning sammen, og ligesom resten af skolens elever, så havde vi kurs mod kantinen til frokostpause. Dog lå mine tanker hverken på matematik eller frokost, men i stedet et helt tredje sted.

    Et sted blandt ligninger og algebra var det nemlig gået op for mig, at det var i dag, at jeg skulle aflevere mit svarbrev til Harry... og lige siden den åbenbaring var det, som om jeg ikke havde været i stand til at tænke på noget andet end det.

    Jeg havde i mellemtiden lagt forskellige planer om, hvornår jeg skulle liste mig ned i rygergården, så jeg kunne lægge brevet bag den store sten, som han havde skrevet om i brevet. Til sidst var jeg egentlig blevet enig med mig selv om, at jeg ville gøre det i frokostpausen, men da Cass gik ind ad døren til kantinen og mod vores bord, var jeg blot fulgt med.

    Måske skulle jeg bare vente til efter skole?

    Ja. Ja, det ville jeg gøre.

    "Hej tøser," hilste Cassidy muntert, da vi nåede vores bord, hvor både Luna og Bonnie allerede sad med deres frokost og var i gang med at spise, og jeg sendte dem blot et smil, før jeg satte mig på min sædvanlige plads ovenpå bordet.

    Bonnie smilede kort, før hun så mod mig. "Har du også lige fået Cassidys og denne mystiske Jarreds kærlighedsromance fortalt?" spurgte hun mig med et fnis, som fik Cass til at protestere med et fornærmet støn og et skub til Bonnie.

    Bon og Cass havde idrætsundervisning sammen i morgentimerne, så jeg gik ud fra, at hun også havde benyttet den lejlighed til at plapre løs om Jarred... men jeg kunne da heller ikke forestille mig, at Bonnie havde gjort andet end lytte med store øre. Hun elskede sladder, ligeså vel som Cassidy gjorde, hvorimod Luna og jeg måske var lidt mere tilbageholdne på det punkt.

    Det var også derfor, at jeg vidste, hvor meget sladder der ville opstå, hvis jeg begyndte at fortælle dem om brevet, og hvor stor sandsynlighed der ville være for, at det blev spredt. Det medførte dog ikke, at idéen ikke føltes fristende. Lige siden jeg havde læst det brev, havde jeg haft en trang til at dele det, og det virkede som en oplagt mulighed at fortælle pigerne det.

    Uden selv at bemærke det havde jeg vendt mit blik væk fra vores bord og lod det i stedet glide rundt i kantinen. Til sidst var det landet på det sted, hvor jeg vidste, at Louis sad med hans venner... hvilket også ville sige Harry.

    Og præcist som jeg havde forudset, sad de ved deres sædvanlige bord og spiste frokost.

    Fra blot få dage siden ville jeg slet ikke have værdiget Harry et blik, men nu føltes det, som om mine øjne slet ikke kunne slippe ham. Han havde skubbet håret en anelse tilbage over panden, og han havde rynket brynene, mens han koncentrerede sig om at skære noget ud på hans tallerken foran ham. En gang i mellem så han op, og selvom jeg kunne fornemme, at hans læber bevægede sig, da han svarede Niall på et eller andet, kunne jeg naturligvis ikke høre ham gennem larmen i kantinen.

    Jeg var hurtig til at give mig selv en mental lussing, og jeg lukkede kortvarigt øjnene, før jeg igen vendte min fulde opmærksomhed mod pigerne. Det lod til, at Bonnie og Cassidy havde fået en lille debat kørende om denne Jarred, og jeg forsøgte så godt som muligt at sætte mig ind i deres samtale igen, selvom jeg allerede var så godt som tabt i den.

    Det var normalt for mig at tåge væk, men der var på en måde noget, der føltes forbudt ved Harry -- og alligevel så fængslende. Det satans brev havde snart en større magt over mig, end jeg egentlig ville indrømme.

    Jeg havde ikke nået at finde på noget brugbart at sige for at deltage i samtalen, før det lod til, at emnet langsomt begyndte at dø ud. I hvert fald havde der lagt sig en tavshed mellem pigerne, og Cass stak i stedet lidt i sin pastasalat med sin plastikgaffel.

    Luna var den, der brød stilheden. "Nå, men har vi stadig en aftale på onsdag?" spurgte hun smilende.

Det var ikke mange gange i løbet af min tid som elev på Newbold, at jeg havde været nede i rygergården. Faktisk var det kun, hvis jeg var gået med Bonnie, når hun skulle ned og have en smøg. Derfor var det alligevel ikke en hel fremmed fornemmelse, da jeg skubbede den knirkende metaldør op, som adskilte parkeringspladsen og rygergården, før jeg gik ind ad den.

    Her var ingen mennesker.

    Stenen var umulig at overse. Jeg havde egentlig heller ikke været den mindste smule i tvivl, hvilken sten Harry havde refereret til i sit brev. Det var her, at han ville have mig til at aflevere mit svar. Jeg var fuldstændig sikker.

   Af ren instinkt så jeg mig over skulderen for at sikre mig, at jeg var alene, og ingen holdt øje med mig. Der var kun nogle få elever oppe ved parkeringspladsen, som var på vej hjem efter at have fået fri, hvilket jeg også selv lige havde.

    Dog lå rygergården en smule isoleret bag nogle halvhøje træer.

    Jeg vendte resolut opmærksomheden mod stenen foran mig, før jeg hastigt svingede min skoletaske ned ad skulderen og åbnede den, så jeg kunne rode den igennem efter mit brev. Efter kort tids søgen fiskede jeg den hvide konvolut op mellem mine fingre, og jeg tøvede, før jeg gemte brevet bag stenen, så man kun ville kunne finde det, hvis man vidste, at det var der.

    Nu var det bare med at fordufte igen.

    Jeg tog fat om hanken på tasken og fik kastet den over den ene skulder igen, før jeg satte adræt mod rygergårdens udgang. Ubemærket fik jeg skubbet metaldøren op og smækket den efter mig igen, og jeg satte mod parkeringspladsen.

    Jeg kunne ikke lade være med at sætte tempoet op for hvert skridt, som jeg tog.

    Først da jeg var nået et godt stykke op ad parkeringspladsen, tog jeg mig sammen til at tage en dyb indånding og sænke farten en smule. Nu var det overstået, og jeg kunne slappe af igen. Jeg skulle bare hjem nu og ikke tænke mere over det.

    Jeg blev bare lige nødt til at se tilbage. Bare en enkelt gang for at tjekke, at alt var, som det skulle.

    Jeg drejede hovedet og så mig over skulderen, mens mine fødder blev ved med at føre mig over asfalten. Dog nåede jeg ikke at samle mig et overblik, før jeg brutalt blev standset ved direkte at gå ind i noget, der sendte mig et par skridt tilbage igen.

    I en hast drejede jeg hovedet igen for at se frem for mig. Og så var det som om, at mit hjerte sank i brystet på mig.

    Det var simpelthen for stort et tilfælde. Det kunne ikke passe at lige, som jeg havde afleveret Ellies brev til Harry, så stod han her foran mig. Ja, jeg havde bogstaveligt talt banket lige ind i ham. Der fandtes simpelthen ikke så meget karma i verden... men så var det som om, at det gik op for mig. Måske var det ikke så tilfældigt, at lige netop Harry befandt sig her.

    Måske var han allerede på vej ned for at tjekke, om der lå et brev til ham.

    Den realisering sendte et jag af panik igennem mig, og jeg handlede kun af den panik, da jeg mumlede et undskyld og trak min taske, der var faldet lidt ned af min skulder, på plads igen, hvorefter jeg hurtigt gik uden om ham og væk.

    Jeg frygtede, at hvis jeg så ham i øjnene, ville han opdage, hvad jeg var ude på. Jeg frygtede, at han på en måde ville kunne gennemskue forbindelsen mellem Ellie og jeg. Jeg tænkte ikke logisk, men handlede kun på instinkt.

    Egentlig hørte jeg ham godt kalde mit navn, da jeg i hurtige skridt flygtede fra ham, men det var først, da jeg kunne mærke noget varmt lukke sig om min albue, at jeg stoppede op, som var jeg paralyseret. Jeg kunne ikke forklare helt præcist, hvad det var, der skete, men det lod til, at Harry også mærkede den samme fremmede fornemmelse gennem kroppen, som jeg lige havde gjort, da hans hud ramte min, for han var hurtig til at trække hånden til sig igen og så på mig med et nærmest forskrækket blik.

    Han samlede sig dog hurtigt og rømmede sig, før han holdt en lille stak papirer frem mod mig.

    "Du tabte dem her," sagde han stille, og jeg så ned på nogle skolepapirer, som han holdt i hånden.

    Det tog mig lidt længere tid end normalt at komme til mig selv, men da jeg gjorde, tog jeg forsigtigt fat i den anden ende af papirerne. "Åh," mumlede jeg og smilede lidt akavet. "tak." Jeg rømmede mig, mens jeg forsøgte at undgå hans øjne.

    Harry gengældte forsigtigt mit smil, før han slap sit tag op papirerne. Pludselig havde jeg ikke så travlt med at komme væk længere. Jeg kunne næsten ikke engang mærke mine ben. Selvom jeg stadig kunne mærke den smule panik, der sad i kroppen på mig, så følte jeg mig med ét lammet i hans selskab. Måske var det i grunden det faktum, at han havde taget fat i mig, der havde slået mig lidt ud... og for første gang kunne jeg faktisk ikke lede min underlige opførsel tilbage på brevet.

    "For resten," brød Harry mine tanker. "så er det, fordi jeg fortæller Louis alting."

    Min forvirrede grimasse måtte have været mere tydelig, end jeg selv havde troet, for snart efter trak et smil i hans ene mundvig, før han lo kortvarigt af mig. Jeg kunne ikke undgå at undre mig over, hvad han i alverden snakkede om.

    "Du efterlader mig altid med spørgsmål, som jeg ikke kan nå at svare på." Harry lo lidt.

    Igen gik der nogle sekunder i forvirring, men så var det, som om det gik op for mig, hvad han mente. Sidst havde jeg spurgt ham, om hvorfor han havde fortalt Louis, at jeg havde stillet ham det andet spørgsmål, om han havde en kæreste.

    Wow. Jeg stillede ham faktisk ret mange spørgsmål.

    "Han er min bedste ven;" fortsatte han kort efter. "vi fortæller hinanden alt."

    Hans konstatering blev efterfulgt af et lille smil, der afslørede et smilehul i hans venstre kind.

    Jeg løftede øjenbrynene, men følte mig pludselig for tør i munden til at kunne svare. Alt? Som i absolut alting? Betød det, at Louis også kendte til hans hemmelighed? Havde han ikke skrevet, at han ikke havde fortalt det til nogle?

    "Hvorfor havde du egentlig så travlt før?"

    Harrys stemme rev mig igen ud fra mine tanker, og jeg måtte skynde mig at tænke mig om, før jeg svarede. "Øh," stammede jeg, mens jeg søgte min hjerne efter et holdbart svar, og jeg rømmede mig hurtigt. "jeg skulle nå bussen."

    Løgn. Men jeg kunne ikke fortælle ham, at jeg var gået i panik og flygtet, fordi jeg lige havde afleveret et brev til ham, som han ikke måtte vide, at jeg havde afleveret, fordi han ikke kunne finde ud af, at jeg vidste, at det var ham, der havde afleveret et brev til brevkassen til at starte med. Det var virkelig meget mindre kompliceret, når man var inde i mit hoved.

    "Hvis -" begyndte han langsomt, men afbrød hurtigt sig selv for at prøve igen. "Hvis det er, så kan jeg godt give dig et lift hjem." Han så væk fra mig og i retning af en sort bil et stykke væk. "Min bil holder lige derovre."

    Jeg åbnede munden for at sige noget uden rigtig at vide, hvad mit svar var, men nåede ikke at lukke noget ud, før Harry havde taget et skridt i retning af bilen, og jeg ikke kunne finde andet i mig selv end at følge efter ham.

★★★★★★★★★★★★★★★★★★

Sidste gang jeg publicerede et kapitel, var jeg helt oppe og køre over, at der var 400 mennesker, der havde Ask Ellie på favoritlisten. Nu er der over 500. Og jeg er mere eller mindre døende. Kan slet ikke fatte, at der er så mange.

Jeg kan ikke takke jer nok!

Jeg håber, at I synes om dette kapitel, og jeg håber, at I har lyst til at smide en kommentar om, hvad I synes om det!

Jeg elsker simpelthen at læse, hvad I synes om det, der er sket!

Jeg har så mange idéer til den her movella, og jeg glæder mig til at dele dem. Dog er jeg en gang imellem ikke så hurtig til det, og jeg har af og til ikke så meget tid til at få sat mig ned og få dem skrevet. Derfor håber jeg, at I vil være tålmodige, selvom der måske vil gå lidt tid mellem kapitlerne. Jeg stræber efter, at der ikke går mere end en uge.

Tak, fordi I læser med!

x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...