Ask Ellie

’Ask Ellie’. Et fænomen, som alle elever på Newbold kender til. Det er nemlig navnet på skolens brevkasse, hvor alle har mulighed for at tilsende et anonymt brev i håb om at få besvaret deres inderste, frustrerede tanker. Dog er der ingen, der ved, at det i virkeligheden er pigen med det ustyrlige hår og næsepiercing ved navn Wednesday Willis, der arbejder som Ellie. Hver fredag efter skole samler hun ugens gevinst af breve ind, der bliver postet i skabsnummer 743, som hun svarer på over weekenden. Men en dag, hvor hun er på vej for at tømme brevkassen, får hun øje på en af skolens mest populære fyre, Harry Styles, som desuden er bedste ven til hendes fætter, Louis Tomlinson, som skubber et brev ind i skabet. Dette brev viser sig at holde på en hemmelighed, der sætter hendes moral på prøve, og hun finder sig pludselig underligt draget til Harry, alt imens hun står med en magt mellem hænderne, der kunne fuldkommen destruere hans liv.

1012Likes
1052Kommentarer
143596Visninger
AA

10. Det er jo bare fransk

 

10
ask ellie

Wednesdays synsvinkel

Denne gang var jeg ikke i tvivl, om jeg var det rette sted, men derfor var mine skridt stadig langsomme og tøvende, da jeg gik op ad indkørslen til Harrys hus. Det ville egentlig være mere logisk, hvis jeg følte en større form for ro, end jeg havde gjort første gang, at jeg havde været her, eftersom jeg var et levende bevis på, at jeg rent faktisk havde overlevet.

    Alligevel var det, som om nervøsiteten kun havde vokset.

    Og jeg var overbevidst om, at det var det nye brev, som Harry havde lagt i fredags, som havde fået den allerede eksisterende glød af anspændte følelser til at blusse op. Det var brevets skyld, at mit hjerte bankede hårdt, og mine håndflader var svedige, da jeg løftede min hånd for at banke på døren. Vi skulle jo bare øve fransk, så der var ingen anden grund til at være nervøs.

    Idet jeg havde banket på døren, gik jeg i panik. Hurtigt så jeg mig over skulderen for at tjekke, hvilke flugtveje jeg havde. Dog nåede jeg ikke at sætte af sted, før døren gik op, og mit blik blev tvunget tilbage på personen, der nu stod foran mig.

    Og det var ikke Harry.

    En pige med skulderlangt, mørkt hår og et par unikke grågrønne øjne smilede til mig, da jeg fik taget mig sammen til at betragte hende. Hun var helt og aldeles smuk, og jeg ville sætte hende til at være nogle år ældre end mig selv.

    Den første tanke, der løb gennem hovedet på mig, var, hvem hun var. "Hej," lød hendes venlige stemme.

    Jeg åbnede munden for at svare hende, men idet jeg skulle til at sige noget, var det som om, at jeg tabte kæben. Det kunne vel ikke være... altså, Harry havde sagt, at han ikke havde en kæreste, men han havde jo også skrevet i sit brev, at pigen, som han havde gjort gravid, var en stor del af hans liv, og det ville vel sige, at de af tilbragte tid sammen -- specielt, når de var i en situation som denne her sammen. Før jeg kunne nå at tænke mig om, var mine øjne gledet fra hendes ansigt og lå på hendes mave. Hun havde en stor sweater på, så det tykke stof hang løst omkring hendes krop. Man kunne vel alligevel heller ikke se det på hende endnu. Hun var under tolv uger henne -- der var det vel ikke synligt endnu. Var det?

    Mine øjne bevægede sig langsomt tilbage til hendes ansigt, og hun havde løftet det ene øjenbryn i en forvirret grimasse. Okay, jeg blev nødt til at sige noget nu, hvis det ikke skulle gå hen og blive virkelig, virkelig akavet.

    "Gemma?" En ny stemme talte, før jeg nåede det, og jeg fik øje på Harry, der kom gående med hastige skridt bag pigen.

    Instinktivt flakkede mit blik på pigen, da jeg kunne høre hende fnise, men hun havde vendt blikket tilbage mod Harry, da han kom ud i gangen. "Væk!" kommanderede han hende og tog fat om hendes skuldre for at sende hende væk fra døren.

    Hun lo lavmælt, men adlød ham uden protest, da hun forsvandt væk fra dørkarmen og ud af lokalet. Harry så en anelse forpustet og forfjamsket ud, og hans kinder var en smule rødlige, da han vendte blikket mod mig og sendte mig et smil.

    "Undskyld." Han sørgede for at få styr på sin vejrtrækning, før han fortsatte. "Det var min søster. Hende og min mor er hjemme i dag, så vi bliver nødt til at sidde oppe på mit værelse med lektierne," forklarede han, mens han bakkede et skridt.

    Hans søster. Selvfølgelig. Det burde have været min første indskydelse. Hvorfor var jeg så paranoid?

    Jeg skyndte mig at nikke, mens jeg kunne mærke, hvordan mine egne kinder begynde at gløde fra den pinlige situation kort før. Jeg tog mig selv i at dufte til hans parfume, som hang på en behagelig måde i luften, da jeg trådte indenfor. Eftersom det var søndag, og de fleste vel havde fri fra arbejde og skole, var det jo meget naturligt, at hans familie var hjemme. Derfor følte jeg mig kun endnu mere dum over rent faktisk at have troet, at hans søster havde været moren til hans fremtidige barn.

    Efter at have skubbet mine sko af ved at sætte foden mod mine hæle og stillet dem fint på plads, så jeg mod Harry. Denne gang havde han ikke sit hår gemt væk under en hue, men havde i stedet skubbet det en smule væk fra sin pande.

    "Denne vej," lød hans stemme pludselig, og jeg skyndte mig at følge med, da han vendte om.

    Jeg kunne genkende alrummet (eller hvad det var) fra sidst, da vi trådte ud af gangen, og mit blik faldt instinktivt på de to skikkelser, der sad om et rundt bord. Jeg kunne genkende Gemma fra før, og jeg opdagede pludselig lighederne mellem hende og Harry. Den anden kvinde havde jeg aldrig set før. Jeg ville umiddelbart skyde på, at det var Harrys mor, da hendes læber pludselig skilte sig et perfekt smil, som jeg med det samme kunne regne ud var noget, som Harry havde arvet.

    "Hej," hilste hun og rejste sig fra stolen. "jeg er Harrys mor. Du kan bare kalde mig Anne."

    Jeg gengældte med det samme hendes venlige smil og trådte et lille skridt frem, da jeg ellers havde stået gemt halvt bag Harry, så jeg kunne trykke hendes hånd, som hun rakte frem mod mig. "Rart at møde dig. Jeg hedder Wednesday."

    Anne så kort mod sin søn, før hendes blik igen landede på mig. Jeg kunne mærke, hvordan jeg måtte kæmpe for ikke at bide mig i læben. Harry havde ikke engang fortalt sin mor om, hvad han gik igennem. Godt nok havde jeg kun kendt til hende i nogle få minutter, men hun virkede som noget af det rareste. Hvordan kunne han holde på sådan en hemmelighed for hende?

    Anne slap min hånd igen, da hun havde givet den et klem. "Det ved jeg." Hendes svar kom en smule bag på mig, men jeg nåede hverken at reagere på det eller så meget som sige noget, før jeg kunne mærke en anden hånd tage fat om min egen.

    "Kom, Wednesday, mit værelse er ovenpå." Harrys stemme lød pludselig forhastet igen, og jeg så, at han sendte sin mor et advarende blik, før han trak mig med sig hen mod en trappe i alrummet og langt væk fra hans mor og søster.

    Harrys fingre føltes varme, og jeg kunne ikke undgå at ligge mærke til, hvordan hvert sted hans hud ramte min blev efterladt med den usædvanlige fornemmelse, som jeg før havde følt, når han rørte mig. Følelsen virkede så underlig på mig.

    I den smalle gang, som trappen førte op til, var der tre døre. To på venstre side og en på højre. Harry gik målrettet efter den til højre, da vi nåede det sidste trin. Idet vi trådte ind på værelset, slap han sit tag om min hånd, og jeg måtte knytte næven for ikke at have lyst til at tage fat om hans igen. Jeg sørgede for at trække vejret ordentligt en enkelt gang, før jeg så rundt.

    Væggene var hvide, og der stod en stor seng for enden af værelset.

    Det var egentlig et meget standard og almindelig drengeværelse, men der var stadig nogle personlige præg over det, som overbevidste mig om, at det var her, at Harry boede. Specielt duften virkede afslørende. Det var helt klart Harry.

    Mine øjne gled over en reol, som var fyldt med CD'er. Jeg havde aldrig set så stor en samling før, og noget sagde mig, at han godt kunne lide musik... eller samlede på CD'er. Derudover dekorerede en kommode og en lille sofa med et tilhørende bord værelset, og rummet var belyst af en enlig loftlampe. På en eller anden måde kunne jeg med det samme lide at være herinde.

    "Vi kan bare sidde herovre." Harrys stemme fik mig til at se i retning af ham.

    Han var gået hen ved bordet med sofaen og var i gang med at rydde det af, så der var plads til at være. Jeg fulgte hans opfordring og gik hen mod bordet, hvor jeg stillede min medbragte skoletaske ved siden af. Jeg satte mig i den mørke sofa, idet Harry gik mod sin seng for at smide noget af det, der havde ligget på bordet. Okay, måske var han ikke så ryddelig, men det var jeg heller ikke. Alt, som jeg ikke gad rydde op eller ikke vidste, hvor hørte til, smed jeg altid ind under min seng.

    "Hvorfor vidste din mor egentlig, at jeg hed Wednesday?" spurgte jeg uden at tænke over det.

    Det havde egentlig undret mig lidt, og fordi jeg aldrig kunne finde ud af at holde min mund lukket, så havde jeg selvfølgelig ikke gjort noget for at stoppe spørgsmålet fra at falde ud af munden på mig. Lige nu ville jeg dog ønske, at jeg havde.

    "Øh." Harry stod med ryggen til mig, da jeg spurgte, men jeg kunne næsten fornemme på ham, hvordan han blev anspændt. "Jeg havde bare sagt til hende, at du kom over, så jeg kunne hjælpe dig med lektierne," fortalte han, i takt med han vendte sig.

    Jeg slog blikket ned på mine hænder, som jeg havde lagt i mit skød. "Åh," mumlede jeg forsigtigt.

    Hvorfor fik tanken, om at Harry havde nævnt mig overfor sin mor, mig til at smile?

    "Skal vi gå i gang?" Harrys forslag lød mest af alt som et dårligt forsøg på et emneskift, men jeg nikkede bare og åbnede min taske for at hive mine bøger op. "Du ville gerne blive bedre til verberne, så jeg synes, at vi skal starte der."

    Harry tog plads ved siden af mig i sofaen, og jeg nikkede, men havde blikket låst på mine bøger, som jeg nu havde mellem mine hænder. Af en eller anden grund, var jeg underligt bevidst om, at Harrys ben ramte mit, som han sad der ved siden af mig.

    Jeg forsøgte at koncentrere mig om at slå op i bogen.

    Jeg lagde bogen mod bordet, da jeg havde fundet den rigtige side. "Verber."

    Overskrifterne var på fransk, men jeg var ret så sikker på, at substantif betød verber. Jeg havde i hvert fald en meget svar erindring om det. Instinktivt så jeg mod Harry, da han forholdt sig tavs, og da et smil prydede hans læber, blev jeg ikke mindre forvirret. Det så ud som om, at han holdt et grin tilbage, før han trak vejret langsomt ind for at stoppe med at smile.

    "Wednesday," rømmede han sig og tøvede nogle sekunder, før han fortsatte. "substantif betyder substantiver." Han bladrede nogle sider frem. "Det her er den rigtige side." Han kunne ikke holde et grin tilbage, da jeg slog en hånd for ansigtet.

    Det var så typisk mig. Noget så simpelt som den rigtige side, kunne jeg ikke engang finde ud af. Det eneste, som jeg vist havde talent for, var at pinliggøre mig selv foran Harry. Jeg sukkede og overvejede, om jeg skulle finde på en undskyldning for, hvorfor jeg var så dårlig til fransk, men alt andet end at fortælle ham, at jeg var for doven til at lære noget, ville være løgn.

    Han var også hurtigt videre. "Prøv at sige det her verbum i en sætning, hvor du bøjer det i nutid." Han pegede på et ord.

    Jeg scannede ordet et par gange, før jeg begyndte at gennemsøge min hjerne efter andre ord på fransk, som jeg kunne sætte det sammen med til en sætning. Jeg var ret sikker på, at ordet betød at hade og efter at have tænkt mig om, forsøgte jeg endelig i et usikkert tempo at sige hun hader at svømmeDa jeg havde færdiggjort sætningen, så Harry på mig med et udefinerbart blik.

    "Hvad prøvede du på at sige?" spurgte han efter nogle sekunders stilhed, og jeg gemte igen mit ansigt i mine hænder.

    Jeg kunne ikke lade være med selv at begynde at grine, da jeg hørte Harrys latter ved siden af mig. "Wow, jeg er virkelig dårlig," indrømmede jeg håbløst, før jeg flyttede mine hænder fra mig ansigt, så jeg i stedet kunne se op på ham.

    Hans øjne lyste endnu mere, end de plejede, når han smilede. "Nej, du er vidunderlig."

    Jeg var i tvivl, om han overhovedet havde sagt det, som jeg lige troede, at jeg havde hørt, men da et snert af panik lagde sig over hans øjne, gik det op for mig, at det faktisk lige var sket. Han havde lige sagt, at jeg var vidunderlig. Og det føltes godt.

    Det føltes meget bedre, end når en ven normalt fortalte en anden ven, at de var vidunderlige.

    Det var ikke rigtig gået op for mig, at der havde lagt sig en stilhed, før Harry rømmede sig og så ned i bordet. "Altså, j-jeg mente bare, øh -" begyndte han, men rømmede sig igen, før han startede forfra. "Jeg mente bare, at du rent faktisk er ved at blive ret god. Du havde en perfekt udtale, men du blander lidt rækkefølgen af ordene sammen... og deres betydning." Endelig flyttede han blikket på mig, og jeg kunne fornemme, hvordan hans kinder igen havde fået farve -- og et eller andet sted var jeg glad for, at det ikke kun var mig, der havde det sådan. "Men alle dine ord betød i det mindste et eller andet."

    I stedet for at svare holdt jeg blot blikket på ham. Når han rødmede sådan her, virkede han så ung. 

    Jeg blev nødt til at stoppe mig selv i at rynke på øjenbrynene. Det var den her Harry, som jeg forestillede mig, når jeg læste hans breve. Ung og bange. Ikke, at han så ligefrem bange ud lige nu, men jeg kunne se det for mig.

    Jeg kunne næsten mærke, hvordan mit hjerte blev tungere i brystet på mig.

    Jeg forsøgte virkelig ikke at opføre mig som Ellie, når vi var sammen på den her måde. Jeg forsøgte at glemme, hvad jeg i grunden vidste om ham og hans liv, og han havde egentlig også den her mærkværdige virkning på mig, der normalt fik mig til at glemme alt andet end ham og det øjeblik, som vi var i. Jeg nød hans selskab, men sommetider var det, som om den her medlidenhed, som jeg følte med ham, hobede sig op indeni mig. Han kunne jo ikke klare det pres -- specielt ikke helt alene.

    Burde jeg fortælle ham, hvad jeg vidste?

    Selvom jeg noget så ihærdigt havde forsøgt at skjule det for ham, så havde jeg et eller andet sted også lyst til at fortælle ham det... så han ikke var så alene omkring det hele. Skulle jeg sige det til ham? Hvordan ville han reagere?

    "Prøv med det her verbum i stedet for."

    Jeg blinkede et par hurtige gange, før jeg så mod bogen, hvor Harry pegede på et nyt ord, og jeg skød tankerne om Ellie og brevene væk for i stedet at koncentrere mig om det fremmed ord, der stod på bogens papir foran mig.

Endnu en gang havde Harry overrasket mig med sin evne til at få mig til at forstå tingene. Jeg havde i hvert fald aldrig følt mig så klar til en prøve, som jeg følte mig til den franskprøve i morgen. Og det var helt klart hans fortjeneste.

    Der var noget over situationen, som virkede underligt bekendt, da Harry lænede sig op ad dørkarmen ud til gangen, mens jeg trak min jakke og sko på. Vi havde været i gang hele eftermiddagen, pånær små afbrydelser som da hans mor kom ind og tilbød os sodavand og noget at spise. Denne her gang formåede jeg faktisk også at få talt bare lidt fransk.

    Dog var det forkert, hvad jeg sagde, men hvad kunne man også forvente?

    Nu, hvor det var ved at være hen ad dagen, skulle jeg til og hjem efter at have sagt pænt farvel til både Anne og Gemma. De var begge meget åbne og rare, hvilket måtte ligge til familien, eftersom Harry også besad disse egenskaber. Det fik mig til at undre mig over, hvorfor Harry ikke kunne fortælle dem... det. Var det, fordi han ikke ville skuffe dem?

    Eller var det, fordi han havde lovet pigen ikke at sige noget?

    Jeg følte, at jeg blandede mig i noget, der ikke vedkom mig, hvilket jeg i bund og grund også gjorde, men alligevel kunne jeg ikke stoppe tanken i at snige sig ind i mit hoved. Dog skubbede jeg den væk og fokuserede i stedet på Harry.

    "Igen, mange tak for hjælpen," sagde jeg og smilede, da han rettede sig op.

    Han lod armene falde langs sine sider, hvor de før havde ligget over kors. "Det er ingenting." Jeg kunne mærke, hvordan det trak endnu mere i mine mundvige, da et smilehul borede sig ind i hans kind. "Jeg er glad for at kunne hjælpe."

    "Ja, du er virkelig en kæmpe hjælp;" indrømmede jeg ganske sandfærdigt for at bekræfte hans udtalelse. "jeg tror ikke, at jeg ville have klaret den prøve i morgen, hvis ikke det var for dig." Mine ord fik mig til at bide mig selv i læben.

    Harry trak på den ene skulder og så kort mod jorden, før hans øjne landede på mig igen. "Vi kan altid fortsætte med det her." Han holdt inde, før han uddybede. "Lektiehjælp. Altså, hvis du gerne ville have noget hjælp med fransk fremover, så -"

    "Det ville jeg være virkelig glad for," afbrød jeg, og han nikkede lidt med et nærmest lettet smil.

    "Så kan vi bare finde en dag, hvis det er," sagde han og rykkede på sig.

    Jeg nikkede og overvejede, om jeg skulle sige mere. I stedet tog jeg en beslutning, trådte frem mod ham og lagde armene om ham i et kram. Jeg frygtede, om han kunne mærke mit hjertes hastige slag mod hans bryst, men de bekymringer forduftede, idet jeg kunne mærke hans hånd lægge sig mod min lænd. Da jeg trak mig tilbage, fangede jeg vilkårligt hans grønne øjne, men måtte hurtigt slå blikket væk igen. Jeg kunne høre ham rømme sig, og jeg bakkede et skridt tilbage mod hoveddøren.

    "Nå, men -" Endelig fik jeg taget mig sammen til at se på ham. "jeg må hellere se at komme hjem."

    Harry nikkede og fulgte mig hen til døren, som jeg til sidst åbnede og tog et skridt ud af. En sidste gang så jeg mig over skulderen for at løfte hånden og vinke til ham. Det så ud, som om han lagde op til at sige noget, men fortrød, hvor han i stedet smilede halvt og også løftede hånden for at vinke tilbage. Jeg drejede om på hælene og begyndte at gå væk fra huset langs indkørslen. Det var først, da jeg var nået et stykke væk, at lyden af Harrys stemme pludselig fik mig til at stoppe op i et ryk.

    "Vi kunne også bare gå på en rigtig date i stedet for."

★★★★★★★★★★★★★★★★★★

Jeg har ikke rigtig noget begreb om, hvor godt det her kapitel blev... og det er ikke for at fratage mig ansvaret eller noget, men jeg har skrevet det her på en enkel dag over nogle timer, da jeg simpelthen ikke har haft tid til det ellers, og derfor har jeg ikke rigtig nået at læse det igennem. Jeg håber, at I vil nyde det alligevel!

Hvis jeg skal være ærlig, forsøger jeg faktisk at få så lidt fransk som overhovedet muligt ind i historien, for jeg kan ikke selv snakke/skrive fransk... så hvis I finder en fejl, så giv Google Oversæt skylden. Ikke mig.

Husk at smid en kommentar om, hvad I synes!

Tak, fordi I læser med!

x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...