Ask Ellie

’Ask Ellie’. Et fænomen, som alle elever på Newbold kender til. Det er nemlig navnet på skolens brevkasse, hvor alle har mulighed for at tilsende et anonymt brev i håb om at få besvaret deres inderste, frustrerede tanker. Dog er der ingen, der ved, at det i virkeligheden er pigen med det ustyrlige hår og næsepiercing ved navn Wednesday Willis, der arbejder som Ellie. Hver fredag efter skole samler hun ugens gevinst af breve ind, der bliver postet i skabsnummer 743, som hun svarer på over weekenden. Men en dag, hvor hun er på vej for at tømme brevkassen, får hun øje på en af skolens mest populære fyre, Harry Styles, som desuden er bedste ven til hendes fætter, Louis Tomlinson, som skubber et brev ind i skabet. Dette brev viser sig at holde på en hemmelighed, der sætter hendes moral på prøve, og hun finder sig pludselig underligt draget til Harry, alt imens hun står med en magt mellem hænderne, der kunne fuldkommen destruere hans liv.

1009Likes
1053Kommentarer
141843Visninger
AA

17. Der er noget helt galt

 

17
ask ellie

Wednesdays synsvinkel

Normalt var jeg ikke en særlig stor fan af morgner. Det havde jeg efterhånden lært om mig selv. Men alligevel var der noget ved den her, som fik mig til ikke at nægte at åbne mine øjne den næste halve time. Faktisk tog det mig ikke meget mere end nogle få sekunder at glippe med øjnene et par enkelt gange, før jeg forsigtigt slog dem op og lod dem møde dagslyset.

    Solen skinnede kraftigt ind gennem mit ellers nedrullede rullegardin, og jeg lå i noget tid, hvor jeg prøvede at finde ud af, hvad klokken var, og hvad jeg egentlig talt havde foretaget mig i går. Jeg havde ikke fundet frem til en konklusion, da jeg pludselig kunne mærke mit hår kilde mig mod kinden, da det (efter et skånsomt pust) dansede over min hud. Idet jeg drejede hovedet for at se, hvad der havde forårsaget bevægelsen, huskede jeg på, at jeg lå derhjemme i min seng... og det var, som om Harry lige ville minde mig om, at han også var der, da han strammede grebet om mig og trak mig tættere ind til sig.

    Mine øjne flakkede mod hans ansigt, men da hans øjne var lukkede, og hans underlæbe hang en smule, fik jeg hurtigt bekræftet, at han stadig sov. Og det havde han gjort hele natten. Med mig. I min seng. Hvordan var det lige sket?

    Hastigt flyttede jeg blikket fra ham og lod det i stedet glide rundt i rummet. Sengen var redt under os, og vi var begge fuldt påklædt. Vi måtte være faldet i søvn. Jeg kunne ikke undgå at undre mig over, hvordan jeg havde overlevet en hel nat i en tætsiddende kjole, og med min halvandenmandsseng var der ikke meget plads, når man var to.

    Derfor virkede det besynderligt, at natten var som fløjet af sted.

    Igen så jeg mod Harry, da endnu et tungt suk forlod hans læber i søvne og fik mit hår til at kilde mod mit ansigt. Jeg forsøgte at holde et grin tilbage, men kunne ikke kæmpe mod smilet, der pyntede på mit ansigt. Selv når han sov, formåede han at se godt ud. Godt nok var der som forudset et dominerende, blålilla mærke, der dekorerede hans venstre øje, og han havde stadig plasteret, som man kunne se, at blodet var trængt lidt igennem, over øjenbrynet... men jeg var alligevel betaget af hans sovende mine. Han så så fredelig ud. Ubekymret. Det var sådan, at jeg ville have ham til at have det hele tiden.

    Endnu en gang vandrede mine øjne fra hans ansigt, men denne gang videre ned over hans brystkasse. Hans skjorte var gledet en smule op, og jeg kunne ane et par hvide Calvin Klein ved hans buksekant. Nænsomt vendte jeg mig i hans arme. Jeg måtte have ligget med ryggen mod hans overkrop over nattens forløb, men nu sørgede jeg for, at jeg lå med min front mod hans.

    Jeg så mod ham og efter at have forsikret, at han nu også sov, løftede jeg min hånd.

    Jeg holdt blikket på hans ansigt uden så meget som at skæve væk, mens jeg arbejdede mine fingre tættere på hans blottede maveskind. Først da de ubemærket bumpede ind på hans varme hud, flyttede jeg øjnene ned på, hvor mine fingrespidser lå.

    En form for flashback opstod i mit baghoved, da jeg fik øje på en antydning af sort blæk, netop hvor hans skjorte igen dækkede for hans overkrop. Det fik mig til at huske på dengang, hvor han var kommet ud i køkkenet i bar overkrop hjemme hos Louis. Jeg var overbevidst om, at det var første gang, at jeg havde set sommerfugle-tatoveringen... eller det var i hvert fald første gang, at jeg havde bemærket den. Nu var det kun mindet, der viste mig den usædvanlige og iøjefaldende tatovering, og jeg lagde med det samme mærke til den pludselige prikken i mine fingrespidser ved lysten af at genopleve den.

    Før jeg vidste af det, havde jeg bevæget min hånd længere op og taget fat om hans skjorte. Hvis jeg bare fik kantet den en smule op, ville jeg kunne se tatoveringen i helhed. Uden rigtig at tænke over at Harry kunne vågne ved det, begyndte jeg at trække op i skjorten. I takt med mere af hans krop blev blottet, fik jeg et bedre overblik over blækken i hans hud.

    Den så så anderledes ud, når man var så tæt på.

    Det havde højst sandsynligt noget at gøre med alkoholen, der stadig løb i mit blod, men jeg tøvede heller ikke det mindste, da jeg igen slap taget om skjorten og i stedet bredte mine fingre ud over sommerfuglen, så min hånd lå fladt mod hans mave.

    Tatoveringen var kun lidt større end min hånd, når den lå her.

    Et lavt grynt fik mig panisk til at flå hånden væk fra hans mave og sommerfuglen, og jeg kunne allerede mærke varmen stige i mine kinder, da jeg tog fat om hans skjorte og rev den på plads igen. Selvom jeg egentlig ikke helt turde, nåede jeg ikke at stoppe mig selv, før jeg havde bøjet nakken og set mod hans øjne, hvor det, der stadigvæk var raskt, nu stod halvt på klem.

    Selvom jeg i et sekund havde ønsket, at han ikke havde opdaget mine ømme kærtegn, afslørede det skæve smil, som han prøvede at skjule, at det havde han. Det havde højst sandsynligt også været det, der havde endt med at vække ham.

    Nu havde jeg kun håbet, om han ikke ville kommentere på det, tilbage.

    Harry trak vejret tungt indad en enkelt gang, før han løftede sin ene hånd og gned sig i det uskadte øje i nogle sekunder. "Godmorgen," lød hans trætte morgenstemme, da han havde fået samlet sig efter sin opvågning og set i min retning igen.

    "Jeg ville bare se din tatovering." Og hvorfor skulle du så lige sige det, Wednesday?

    Han så blot på mig med et forvirret udtryk, før han lo lidt af mine ord og lod hånden dumpe ned på sengen igen. "Det er okay, skat, jeg tror, at det hidtil er den bedste måde, som jeg er blevet vækket på," brummede han med sin morgenstemme.

    Jeg nåede ikke engang at fortryde mine egne dumme og absolut unødvendige ord, der var sluppet ud, før det var, som om jeg glemte, hvordan man trak vejret. I lang tid forsøgte jeg at forstå, hvad der var sket. Havde han lige kaldt mig... skat?

    "Øh." Harry lød panisk, og jeg vidste, at det også først nu var gået op for ham, hvad han havde sagt. "Jeg prøvede bare at sige, at det var okay, at du -" Han rømmede sig kort, før han igen prøvede at omformulere. "Altså, det var bare, fordi -"

    "Hvordan har dit øje det?"

    Det virkede malplaceret at afbryde ham med et spørgsmål som dette, men jeg ville ikke have ham til at finde på en eller anden undskyldning for, at han lige havde kaldt mig det, som han havde kaldt mig -- for af en eller anden grund, så kunne jeg godt lide den varme fornemmelse i min krop, når han sagde det, og jeg ville ikke have ham til at trække det tilbage.

    Harry sendte mig et forvirret blik, før han forstod, at jeg prøvede at snakke udenom. Jeg kunne se lettelsen skylle ind over ham, da han slap for at manøvre sig væk fra emnet. Han løftede hånden og lagde den prøvende mod sit misfarvede øjenlåg. Idet hans fingrespider ramte hans hud, skar han en grimasse, som han ikke behøvede at sætte ord på for, at jeg skulle forstå.

    Derfor satte jeg mig instinktivt op i sengen og fugtede mine læber en enkelt gang. "Jeg finder lige noget koldt til dig," sagde jeg, før han kunne nå at svare og kom overraskende hurtigt op og stå på trods af hovedpinen, der lå i farvande.

    Det virkede underligt at bevæge mig ud i køkkenet iført min kjole fra i går, og jeg kom også først nu til at tænke på, at jeg måtte se forfærdelig ud. Min make-up måtte hænge ned ad mine kinder, og jeg kunne heller ikke forestille mig, at mit hår sad, ligesom det havde gjort i går. Jeg skubbede tanken væk og håbede i stedet på, at det ikke var så slemt. Hurtigt fandt jeg frem til en pose med ærter i fryseren, som jeg viklede ind i et viskestykke, som han kunne lægge mod det beskadigede øje.

    Da jeg vendte tilbage til værelset, havde Harry også sat sig op i sengen, og måden, hvorpå han havde svunget benene ud over sengekanten, sendte mig pludselig tilbage til den forhenværende nat. Jeg havde stået mellem benene på ham, mens han sad der, hvor han pludselig havde kysset migEt kys, som fremover ville optræde i mange af mine dagdrømme.

    Det lykkedes mig at tage mig sammen igen efter et enkelt hovedryst, og jeg rakte ham viskestykket.

    Han flyttede blikket op på mig og smilede lidt som et tak, før han tog imod den kolde genstand i min hånd og lagde den mod sit ophævede øje, der sikkert måtte gøre noget så forfærdeligt ondt nu. Jeg pressede mine læber en anelse sammen.

    Jeg bemærkede lidt indtørret blod ved kraven på hans skjorte, og det mindede mig om, at jeg nok burde skifte tøj. "Hvis du har lyst, så må du gerne låne noget af mit tøj at skifte til," tilbød jeg, selvom jeg ikke helt kunne fjerne den drillende tone.

    Jeg havde netop kun lige nået mit skab og fået åbnet dørene til det, da jeg så mig over skulderen for at finde en Harry, der så ud til ikke rigtig at vide, om jeg virkelig havde ment det eller ej. Billedet af Harry i mit tøj passerede kortvarigt min tankegang, hvilket fik mig (sammen med hans konfuse ansigtsudtryk) til at bryde ud i grin. Jeg kunne lige se det for mig.

    Et smil trak i hans læber, og jeg kunne se, at han et eller andet sted var lettet over, at mit forslag mest af alt havde været ment som en joke. "Hey, hvad hvis jeg faktisk gerne ville låne noget af dit tøj?" spurgte han påtaget fornærmet.

    Jeg vidste, at han kun sagde det for at trodse mig, men det skulle ikke stoppe mig i at følge op på hans forespørgsel. "Fint," sagde jeg med et henkastet skuldertræk, før jeg kastede en T-shirt, der kun gik mig til navlen, hen i skødet på ham.

    Harry så ned på det hvide materiale, før han løftede T-shirten op med sin frie hånd. Den kunne ikke komme til at se andet end malplaceret ud på hans lange overkrop, og han brugte da heller ikke lang tid på  at betragte den, før han lo dæmpet og rejste sig op. Jeg fulgte ham med øjnene, da han gik hen til mit spejl, imens han prøvede at holde T-shirten op foran sig. Det endte dog med at se kejtet ud, eftersom han kun havde sin ene hånd til rådighed, da han holdt om viskestykket med den anden.

    Uden at slippe blikket fra ham fik jeg fat på en anden T-shirt til mig selv, før Harry fnyste bag mig. "Det er fanme lige før, at jeg hellere vil have den her på." Han smed min hvide T-shirt hen på sengen og tog i stedet fat ved sin egen ødelagte skjorte.

    Han lod fingeren glide over blodet på skjorten, og jeg opdagede, at der også var blevet revet en flænge i stoffet. "Måske du skulle se en læge i dag," bemærkede jeg, da jeg ved synet af den iturevne skjorte, blev mindet om hans terroriserede ansigt.

    Der gik lidt tid, før han reagerede, og da han gjorde, var det et eftertænksomt hm.

    Jeg trak den T-shirt, som jeg netop havde fundet frem til mig selv, over hovedet, før jeg lynede min kjole op. En sidste gang sikrede jeg mig, at Harrys blik stadigvæk var vendt mod spejlet, før jeg lod den falde til jorden og trak i et par shorts.

    Harry studerede stadigvæk sit spejlbillede, da jeg igen vendte opmærksomheden mod ham.

    Normalt ville det måske blive opfattet lidt narcissistisk, men jeg forstod sagtens, hvorfor han følte behovet for at analysere sit lillafarvede øje, flækkede øjenbryn og i det hele taget beskadiget ansigt. Jeg ville nok også selv have kigget en ekstra gang.

   "Ja." Først nu lod det til, at han svarede på min konstatering, selvom den var blevet sagt for noget tid siden. "Jeg burde nok gå nu, så jeg også kan få skiftet til noget andet." Og med de ord bakkede han et skridt fra spejlet og så mod mig igen.

    Instinktivt bredte der sig et smil over mine læber, da jeg fangede hans grønne øjne, og jeg skubbede en tot hår om bag øret, før jeg nikkede og gik et skridt frem mod udgangen af mit værelse. Harry fulgte hurtigt med, og vi gik sammen ud i gangen. Der var en ny stemning, som havde lagt sig mellem Harry og jeg. Den var ikke akavet eller ubehagelig, men den var bare mere... underforstået. Intern. Vi havde noget sammen, som jeg personligt aldrig havde oplevet med nogen som helst før. Jeg ville hellere tilbringe en time med Harry, hvor vi bare sad i stilhed, end jeg gad sidde i et stort, livligt selskab med mange mennesker. Det var svært at beskrive, men det var en følelse af, at jeg ikke behøvede andre. Ingen andre end ham.

    Jeg vidste ikke, hvor denne følelse kom fra, men det var, som om noget havde ændret sig i går. Måske var det efter, at jeg havde åbnet mig omkring min far, og han havde åbnet sig omkring Jarred. Jeg var ikke sikker, men jeg kunne godt lide, hvordan jeg følte mig... tryg. Også selvom jeg vidste, at der stadig var noget, som Harry havde valgt ikke at fortælle mig om.

    "Jeg er virkelig ked af, hvis alt det her rod ødelagde aftenen i går." Det gik først op for mig, at Harry var stoppet og havde vendt sig mod mig, da jeg nær gik ind i ham, og jeg samlede mig hurtigt, før jeg koncentrerede mig om, hvad han sagde.

    Vores abrupte opbremsning gjorde, at jeg stod ham tættere end normalt. "Nej, selvfølgelig ikke -"

    Han fortsatte med at tale, før jeg kunne. "Alt, som jeg ønskede, var bare, at vi kunne tilbringe noget mere tid sammen, og selvom jeg måske kunne have sagt mig selv, at det ville ende galt, nu når Jarred også var der, så tænkte jeg bare, at -"

    Selvom han netop havde afbrudt mig, var det nu min tur til at afbryde ham. "Det var en perfekt aften."

    I nogle sekunder så han blot på mig, før han endelig lyste op i et lille smil.

    Jeg ville ikke have ham til at tro, at jeg ikke havde nydt aftenen, for det havde jeg helt bestemt. Selvfølgelig, hvis jeg kunne have valgt, ville tingene nok have udfoldet sig lidt anderledes, men så længe han var der, kunne jeg ikke brokke mig.

    Jeg gengældte forsigtigt hans smil, og før jeg overhovedet kunne nå at tænke over, hvad jeg i alverden havde gang i, havde jeg løftet min hånd og placeret den ved hans nakke. Harrys øjne slap ikke mine, og jeg tabte vejret en smule, da jeg trådte det sidste skridt hen mod ham og med en smule tøven stillede mig på tæer for at kunne kysse hans let adskilte læber.

    Harry var ikke længe om at reagere, og selvom jeg følte det vildeste adrenalin-rus løbe gennem kroppen på mig, (fordi det var mig, der havde kysset ham og ikke omvendt) så bemærkede jeg med det samme, da han gengældte mit kys.

    Jeg nåede ikke engang at opfatte, hvad der skete, men min første initiation var at trække mig væk, da jeg hørte mindre brag. Forskrækket så jeg forbi ham og hen på min mor, som pludselig var dukket op i hoveddøren. Ud af øjenkrogen kunne jeg fornemme Harry, som drejede hovedet for også at opdage min mor, der tydeligvis forsøgte at holde et grin inde.

    Er det okay, hvis jeg lægger mig til at dø nu?

    "Øh." Det var Harry, der brød stilheden, og først nu trak jeg min hånd til mig. "Jeg, øh -" Han rømmede sig og så mod mig en enkelt gang, før han vendte sig helt mod min mor. "Harry," præstenterede han sig selv, før han rakte sin højre hånd frem.

    Min mor så lidt på ham, før hun nikkede og trykkede hans hånd. "Jenna," svarede hun høfligt, selvom jeg vidste, at hun kun ventede på en mulighed til at kunne torturere mig ved at ydmyge mig eller bryde ud i grin over, hvad hun havde set.

    "Ja," sagde jeg en smule for højt, før jeg tog fat om håndleddet på min mor, så jeg kunne trække hende ind, mens jeg satte en hånd i ryggen på Harry, så jeg kunne skubbe ham ud. "og han skulle lige til at gå nu, så I må desværre sige farvel nu, hej hej." Jeg havde ikke tid til at tage mig af, hvor uhøfligt det her var, da det kun var et spørgsmål om tid, før det ville ende galt.

    "Jamen, herregud, hvad er der sket med dit øje?" udbrød min mor pludselig.

    Det var typisk hende fuldstændigat ignorere mit forsøg på at få dem adskilt. "Ja, han gik ind i en dør. Han er meget klodset på den måde, men nu bliver han simpelthen nødt til at gå," løj jeg i en hast overfor min mor, før Harry kunne nå at svare.

    Harry så forvirret frem og tilbage, og jeg skyndte mig at sende ham et bedende blik. "Ja, det er jeg meget ked af, men jeg bliver desværre nødt til at få set en læge." Hans forklaring var lidt mere galant end min egen. "Vi ses senere, Wednesday."

    "Vi ses," svarede jeg forpustet, før jeg smækkede døren efter ham.

    I et øjeblik overvejede jeg, hvorvidt jeg bare kunne løbe forbi min mor og ind på mit værelse.

    Dog valgte jeg langsomt at dreje om på hælene. Hun var fortsat nogle få skridt ind i huset og stillede i en alt for rolig bevægelse sin taske, som hun havde haft over skulderen, før hun så på mig. Jeg kunne mærke, hvor hårdt mit hjerte slog.

    "Nå," sagde hun langsomt. "så det var Harry?"

    "Du skal ikke engang begynde, mor!" svarede jeg hurtigt i den mest truende stemme, som jeg overhovedet kunne præstere, og jeg kunne høre hendes lavmælte latter bag mig, da jeg hurtigt satte forbi hende og ind på mit værelse i skjul.

Min mor havde åbenbart besluttet sig for at tage tidligere hjem end først planlagt, da Jay og Dan alligevel havde endt med at ville blive der til i morgen. Egentlig gjorde det mig ikke så meget, at hun var kommet hjem, men hun kunne ikke have valgt et dårligere tidspunkt at melde sin ankomst på. Jeg var stadigvæk i tvivl om, hvor meget hun havde set, men med de blikke og hentydninger, som hun havde kommet med til mig i løbet af dagen, var jeg næsten sikker på, at svaret var... lige akkurat alt.

    Jeg havde skyndt mig at skrive til Harry og undskylde for min opførsel, da han skulle ud ad døren, men han havde taget meget let på det, og selvom jeg ikke selv kunne, så havde han set humoren i det. Op gennem formiddagen havde vi skrevet frem og tilbage, og han skrev sidst, da han havde været til lægen, og det var endt med en syning i det flækkede øjenbryn.

    Min lørdag havde ellers forløbet meget rolig, og jeg havde tilbragt det meste af tiden på at dagdrømme og lave absolut ingenting udover blot at pleje mine tømmermænd. Jeg var alligevel nået at blive godt beruset på trods af begivenhederne.

    Ligegyldigt hvor mange gange Harry ville undskylde over, hvad der var sket, så ville det ikke få mig til at ønske, at jeg ikke havde taget med til at starte med. Selvom slagsmålet var en fortrydelig ting, så fik det mig ikke til at føle anderledes.

    Nu var klokken omkring elleve om aften, og selvom jeg allerede lå i min seng, så kunne jeg ikke få mig selv til at lægge mig til at sove. I stedet stirrede jeg tomt på den oplyste fjernsynsskærm foran mig, hvor der kørte et eller andet ligegyldigt.

    Det var i hvert fald lige indtil, at jeg kunne mærke min mobil vibrere et sted i sengen.

    Efter kort tids søgen fandt jeg den nede ved fodenden et sted, og da jeg læste Harrys navn på skærmen, kunne jeg ikke lade være med at smile en anelse for mig selv, før jeg trykkede på den grønne tast for at tage den. "Hallo?" hilste jeg.

    Jeg vidste ikke, hvad jeg havde forventet, men da den første lyd, som jeg hørte, var noget, der smadrede, rynkede jeg på øjenbrynene. "Wednesday?" Harrys stemme lød forpustet i den anden ende af røret. "Wednesday, der er noget helt galt."

    Instinktivt fór jeg op og sidde i sengen. "Harry, hvad sker der?" spurgte jeg med det samme panisk.

    "Du bliver nødt til at komme over." Jeg kunne høre en stemme råbe noget i baggrunden. "Lige nu."

    Jeg var allerede oppe og i gang med at rode mit klædeskab igennem efter et par bukser, som jeg kunne tage på, så jeg ikke bare forlod huset i underbukser. "Hvor er du henne? Hvad er der galt?" spurgte jeg forfjamsket, da jeg endnu en gang kunne høre den anden stemme råbe noget i baggrunden... men denne gang genkendte jeg stemmen med det samme.

    "Det er Louis;" fortalte han mig. "den er helt gal."

★★★★★★★★★★★★★★★★★★

Jeg tror, at det er lidt over en måned siden, at jeg sidst opdaterede. Ups... men så har jeg så heller ikke mere at sige til det. Jeg ved godt, at det er pissenederen, at jeg ikke får skrevet så ofte, som jeg gjorde i sommerferien, men I må altså have bare lidt tålmodighed med mig. Jeg har ikke samme tid nu, hvor skolen er i gang igen, og jeg kan desværre ikke bestemme, hvor mange lektier og afleveringer, som jeg får for. Og det er altså skolen, der kommer i første række.

Derudover håber jeg til gengæld, at kapitlet kan leve op til ventetiden. I kan nok fornemme, at det lægger op til noget drama i næste kapitel, så det kan I sagtens glæde jer til, kan jeg fortælle jer. Husk at smide en kommentar!

Tak, fordi I læser med!

x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...