Ask Ellie

’Ask Ellie’. Et fænomen, som alle elever på Newbold kender til. Det er nemlig navnet på skolens brevkasse, hvor alle har mulighed for at tilsende et anonymt brev i håb om at få besvaret deres inderste, frustrerede tanker. Dog er der ingen, der ved, at det i virkeligheden er pigen med det ustyrlige hår og næsepiercing ved navn Wednesday Willis, der arbejder som Ellie. Hver fredag efter skole samler hun ugens gevinst af breve ind, der bliver postet i skabsnummer 743, som hun svarer på over weekenden. Men en dag, hvor hun er på vej for at tømme brevkassen, får hun øje på en af skolens mest populære fyre, Harry Styles, som desuden er bedste ven til hendes fætter, Louis Tomlinson, som skubber et brev ind i skabet. Dette brev viser sig at holde på en hemmelighed, der sætter hendes moral på prøve, og hun finder sig pludselig underligt draget til Harry, alt imens hun står med en magt mellem hænderne, der kunne fuldkommen destruere hans liv.

1005Likes
1052Kommentarer
141146Visninger
AA

19. Chokerende sandhed

 

19
ask ellie

Wednesdays synsvinkel

Bilruden føltes kold mod min pande, og selvom kulden fik hårene til at rejse sig på mine arme og i nakken, så nød jeg den frysende fornemmelse, som den skabte. Det var, som om den var med til at få bare én rationel tanke sneget sig ind i det kaos af forvirring og uorden, der foregik inde i mit hoved lige nu. Aftenen havde taget en hel anden drejning, end hvad jeg lige havde regnet med, da jeg stod op i morges. Jeg kunne i hvert fald helt, fuldkommen og fuldstændig reelt sige, at jeg på ingen måde havde forventet at skulle se min fætter hærge sit hus, tæske sin bedsteven og bryde grædende sammen i mine arme.

    "Er du træt?"

    Instinktivt løftede jeg hovedet, som jeg ellers havde hvilet mod vinduet ved min side, så jeg kunne se ud i mørket, der susede hastigt forbi os. Kun en gang imellem havde lyset fra en lygtepæl lyst omgivelserne udenfor bilen op.

    Jeg drejede hovedet for at se mod Harry. "Næ," svarede jeg stilfærdigt. "lidt."

    Et halvt smil trak i hans ene mundvig, før hans blik flakkede mod mig og derefter tilbage på vejen foran os. I stedet lod han den ene hånd glide væk fra rattet, hvor han til sidst lagde den mod mit ene lår. Jeg kunne med det samme mærke varmen fra hans hånd sprede sig, fra hvor han havde ligget den og op gennem min krop. Han havde stadig øjnene vendt mod forruden og ud på trafikken, da jeg kunne mærke ham give mit ben et lille klem. Efter kortvarigt at have betragtet hans silhuet, så jeg i stedet ned mod hans hånd. Når jeg tænkte over det, havde han egentlig ret store hænder. Lange, slanke fingre... som for mindre end en måned siden havde holdt på den kuvert, der viste sig at indeholde hans største og mest dyrebare hemmelighed.

    Og jeg kendte til den. Og han havde stadig ingen anelse om, at jeg kendte til den.

    I en forskrækket bevægelse så jeg mod Harry, da han rømmede sig. "Vi er der om to minutter."

    Jeg vidste ikke, hvor lang tid jeg havde siddet i mine egne tanker, men jeg følte mig på en måde lettet, da han pludselig havde revet mig ud af dem. Jeg hadede at tænke på brevet, når jeg var sammen med Harry. Det føltes bare... forkert.

    "Tak, for resten, fordi du lader mig sove hos dig." Jeg lagde ganske forsigtigt min hånd oven på hans og flyttede blikket mod hans ansigt igen, men denne gang for at møde hans øjne, da han også så mod mig, idet jeg fangede hans blik.

    Smilet, der lagde sig over hans læber, fik igen varmen til at brede sig i min krop. "Selvfølgelig."

   Jeg gengældte hans smil, før jeg slog blikket væk igen og i stedet kiggede tænksomt ud i natten. "Jeg er bare så bekymret for ham." Ordene fandt selv vej til min mund, og jeg vidste, at det måtte have noget at gøre med det faktum, at Louis hele tiden lå i mit baghoved, efter hvad jeg havde oplevet i dag. "Tror du bare, at han var sådan, fordi han var fuld?"

    Emneskiftet var abrupt, men jeg gik ud fra, at episoden også stod klar i Harrys erindring, da han var hurtig til at ryste lidt på hovedet. "Nej. Altså, jo, jeg tror hans reaktion var grundet alkohol, men jeg tror virkelig, at bruddet med Eleanor nager ham."

    Jeg nikkede, men svarede ham ikke verbalt. I stedet fulgte jeg de dunkle omgivelser udenfor, da Harry drejede til højre af en sidevej. Fra de få gange jeg havde været her, kunne jeg genkende kvarteret som der, hvor Harrys hus lå.

    Det var helt klart en lettelse at have en at kunne snakke med, og jeg fortrød derfor ikke at have skrevet til min mor, at jeg sov ude. Jeg vidste slet ikke, hvor længe jeg ville have holdt mig selv vågen med tanker, hvis jeg var taget hjem alene.

    Jeg havde ikke følt for at fortælle min mor, hvad der var sket.

    Først måtte jeg selv finde ud af, hvad det overhovedet var, som der var sket i aften, og om alting virkelig så så sort ud, som Louis havde givet udtryk for"Tror du, at vi skal snakke med ham om det?" Spørgsmålet brød stilheden, som jeg ikke havde opdaget, var opstået. "Du ved, når han er ædru?" Jeg så igen mod ham, da han drejede ind ad indkørslen.

    Jeg var ikke i tvivl, om han havde hørt mig, men der gik alligevel et par minutter, før han svarede, da han skulle koncentrere sig om at parkere bilen. "Jeg ved ikke -" Han bed sig i læben. "Måske skal vi vente med at tage stilling til det i morgen."

    Der var blevet helt stille, efter han havde slukket motoren. Det gik op for mig, at jeg måtte have set fortabt ud, da han efter lidt tid forsigtigt vendte sin hånd, der stadig lå under min på mit lår og strøg sin tommelfinger beroligende over min håndryg.

    "Det skal nok blive OK. Han skal nok blive OK." Harrys ord lød nærmest, som om han også forsøgte at overbevise sig selv om det -- hvilket han måske også gjorde. "Du behøver ikke bekymre dig mere. Ikke i aften. Ikke lige nu."

    Endnu en gang sagde jeg intet, selvom jeg tog hans ord til mig. Der var alligevel ikke noget, som jeg kunne gøre ved det lige nu... så der var vel ikke andet for end at se, hvad fremtiden ville bringe. Hvor svært det end var at gøre.

    Harry holdt min hånd i noget tid, før han pludselig lænede sig frem mod mig i sædet. Det stod egentlig meget hurtigt klart for mig, hvad han ville og havde gang i, og derfor undrede det mig, da han med ét stoppede brat i bevægelsen.

    Først da han selv bøjede nakken for at se ned på sin sikkerhedssele, der sad spændt fast om ham, gik det op for mig, hvad der holdt ham tilbage. Idet han havde lænet sig frem for at kysse mig, havde selen åbenbart standset ham noget så brutalt, så han i stedet hang lidt under en halv meter fra mig uden at kunne komme tættere. Jeg så tilbage på hans grønne øjne.

    "Det her er... akavet," mumlede han langsomt, og jeg kunne ikke lade være med at fnise af hans ord.

    Jeg kunne også høre, hvordan Harrys smittende latter blandede sig med min. Det var, som om der var et eller andet, der pludselig tog over indeni mig. I hvert fald var jeg med ét meget beslutsom i mine bevægelser, da jeg klikkede min egen sikkerhedssele op og rejste mig en smule i mit sæde for at kunne kravle hen over gearstangen og instrumentbrættet i bilen.

    Jeg kunne i et øjeblik se det forvirrede blik i hans øjne, da jeg (efter at have placeret et ben på hver side af ham) lagde mine hænder ved hans hals og bryst og satte mig forsigtigt i hans skød. Normalt var jeg meget genert og påpasselig omkring ham, og vores kys havde som regel foregået stille og roligt. Alligevel var det blussende begær, som jeg følte, ikke fremmed. Jeg kendte det faktisk alt for godt, og som han havde siddet der foran mig, havde jeg pludselig ikke kunne holde det tilbage.

    Det føltes som en bølge af tilfredsstillelse, da mine læber endelig snittede hans, og jeg måtte trække vejret tungt en gang mod hans hud, da han pludselig tog fat om hofterne på mig og gengældte mit kys ved at presse mig tæt ind til ham.

    Det her var endnu en drejning, som jeg ikke havde set aftenen tage, men denne gang var det til det bedre. Faktisk glemte jeg i et øjeblik at bekymre mig om Louis, da Harry udviklede vores kys ved at glide tungen over min læbe for at bede om adgang. Jeg kunne genkende denne taktik fra de alt for få gange før, hvor han havde kysset mig, og jeg måtte holde et smil tilbage.

    Hans krop mod min fik den boblende følelse indeni mig til at eksplodere, som jeg før havde oplevet, at den gjorde. Alligevel syntes jeg ikke at kunne finde ud af, hvordan jeg skulle styre denne voldsomme følelse, og det var derfor, at jeg (drevet af mine instinkter) begravede hånden dybere i hans hår ved nakken, før jeg tog et fastere greb om det og derved kom til at rive i det.

    Egentlig havde jeg frygtet, at det havde gjort ondt på ham, men da et tungt og nærmest råt støn lød fra hans læber, var jeg ikke i tvivl om, at han måske havde nydt min handling mere, end jeg var klar over. Der var noget, der sagde mig, at Harry selv ikke helt havde haft kontrol over den pludselige reaktion, som lige havde lydt fra ham, da han i en lidt tøvende bevægelse trak sig væk. Det gik det op for mig, at jeg selv havde været så overrasket over hans støn, at jeg havde holdt inde i kysset.

    Harry rømmede sig, før han løsnede grebet om mine hofter. "Så -" begyndte han, mens hans øjne flakkede rundt i bilen. "måske vi også bare skulle se at komme indenfor nu?" forslog han, da jeg kunne se en svag rødme lægge sig i hans kinder.

    Jeg kunne ikke lade være med at smile en enkelt gang, før jeg bed ned i min læbe for ikke at grine. Ydmygelsen stod klar i hans grønne øjne, og selvom jeg fik en smule medlidenhed med ham, kunne jeg heller ikke lade være med at more mig bare en lille smule over det. Det havde tydeligvis ikke været hans mening at markere sin nydelse af min berøring så fremtrædende, og selvom jeg overhovedet ikke havde noget imod det, så var det da også kommet en lille smule bag på mig.

    Jeg endte med at ae ham en enkelt gang over kinden mod min tommelfinger, før jeg rømmede mig en enkelt gang. "Okay," svarede jeg ham hurtigt, før min latter ville nå at slippe ud og afsløre, at jeg faktisk morede mig på bekostning af ham.

    En smule kejtet formåede jeg at åbne bildøren i førersædets side og kravle ud, mens jeg stadig sad halvt over Harry. Da jeg stod med begge ben på jorden, kunne jeg også høre Harry klikke sin sikkerhedssele op og derefter også stige ud af bilen, som det tog ham omtrent tre sekunder at låse efter sig, før han, som var det helt naturligt, tog min hånd, mens vi gik op til huset. På en måde føltes det også helt naturligt... altså, den stikkende, kildende fornemmelse, når han rørte mig, ville nok aldrig blive helt normal, men det var, som om offentlige kærtegn og berøringer på en måde bare var blevet en del af os nu.

    "Er din familie hjemme?" spurgte jeg, efter vi var begyndt at gå de første skridt op mod hoveddøren.

    "Ja," svarede han og så ned på mig med et smil. "men jeg er ret sikker på, at de er gået i seng nu," uddybede han roligt.

    Han stoppede op foran hoveddøren for at åbne den op for os. Gangen var mørk og stille, efter vi havde fået låst os selv ind i huset. Harry sagde heller ikke et ord, da han lukkede døren bag os og begyndte at skubbe sine sko af. Jeg fulgte hurtigt hans eksempel og fik også trukket mine sko af, før han igen tog fat ved min hånd, så han kunne trække mig med videre ind i huset.

    Jeg kunne genkende trappen, som førte op til Harrys værelse, da han ledte mig hen til den.

    Hvis ikke jeg havde haft ham til at lede mig gennem huset, ville jeg nok være faldet et par gange (hvis ikke mere), da der ikke var noget som helst lys til at vise mig, hvor jeg trådte henne. Dog lod det til, at han havde prøvet det et par gange før og vidste lige, hvor han skulle træde for ikke at støde ind i noget, og vi nåede derfor ganske lydløst ind på hans værelse.

    Han slap min hånd, idet han havde lukket døren til værelset efter os, men kun for at vende front mod mig igen og lægge sine hænder ved mine sider. Selvom der heller ikke var noget til at oplyse rummet, fandt jeg det ikke besværligt at finde hans øjne.

     Det var, som om det fuldkommen underforstået, da vi begge uden et ord lænede os frem for at samle op på, hvor vi havde stoppet i bilen. Det virkede også, som om det havde været aftalt, da vores læber mødtes i et kys. Jeg vidste ikke, hvordan vi begge havde følt for at tage det initiativ på samme tid, men på den anden side var lysten til at kysse Harry der hele tiden.

    Og den sædvanlige susen gennem min krop udeblev da naturligvis heller ikke denne gang, da mine læber i et ivrigt tempo bevægede sig mod hans, og jeg rykkede ham endnu nærmere, hvis det overhovedet var muligt. Instinktivt holdt jeg på ham ved at knytte min næve om hans T-shirt. Derfor kunne jeg ikke stoppe mig selv i at frigive et lille klynk, da det havde den modsatte effekt, og Harry forsigtigt trak sig fra mig. Dog varede det ikke meget længere, end at han tog fat ved enden af sin T-shirt og trak den over hovedet, hvorefter han lod den falde til jorden, før han igen lagde sin hånd denne gang mod min kæbe.

    Jeg kunne ikke dy mig, da hans mange tatoveringer pludselig kom til syne, og før jeg kunne nå at stoppe mig selv, havde jeg allerede rakt ud for at lade fingrene glide over hans svaler ved brystet. Jeg havde ikke selv nogle tatoveringer, og jeg havde egentlig heller aldrig rigtig haft noget specielt forhold til dem. Jeg havde altid syntes, at de var fine nok, men så heller ikke tænkt så meget mere over det. Derfor var det mig et mysterium, hvorfor Harrys tatoveringer virkede så... tiltrækkende.

    "Kan du lide mine tatoveringer?"

    Jeg så op, da det gik op for mig, at jeg bare havde stået og betragtet hans nøgne overkrop, mens jeg havde følt hen over blækken i hans hud. "Måske," smilede jeg, selvom min opførsel vist viste, at nok var noget nærmere et klart ja.

    Eftersom jeg havde grebet hver en mulighed for at få lov til at røre hans tatoveringer, var det ikke så stor en hemmelighed længere, og jeg modtog da heller ikke andet end et hæst grin fra Harry. Jeg smilede, før jeg lagde hånden fladt mod hans bryst.

    Hans hud føltes varm under min berøring, og der opstod pludselig en sygelig trang indeni mig til at være så tæt på ham som overhovedet muligt. Mærke så meget af ham som muligtUden egentlig at tænke over det fjernede jeg min hånd fra hans bryst, før jeg tog fat om min egen bluse, som jeg hurtigt trak over hovedet. Jeg havde knapt nået at slippe grebet om den, før jeg kunne mærke Harrys læber, som igen fandt vej til mine i et mere ivrigt kys end før, hvis det var muligt.

    Jeg vidste ikke, hvor længe vi i grunden stod sådan. Mine tanker var overskygget af den voldsomme trang, som jeg følte til Harry, og jeg kunne ikke tænke på andet end måden, hvorpå vores hud slog gnister mod hinanden. Det var først, da jeg kunne mærke hans hånd, der snoede sig op langs min rygrad for til sidst at tage fat ved låsen på min BH, at jeg kom til mig selv.

    Hastigt sørgede jeg for at holde BH'en på plads med min ene arm, da den klipsede op.

    "Nej, vent," hastede jeg forpustet, mens jeg trak mig en smule fra ham.

    Jeg havde lyst til at slå mig selv i hovedet. Selvfølgelig kunne jeg have sagt mig selv, at det var i gang med at tage denne her drejning; jeg havde jo intet gjort for at stoppe det. Et eller andet sted havde jeg måske heller ikke lyst til at stoppe det... men min samvittighed fortalte mig, at jeg var nødsaget til at gøre det. Jeg ville ikke kunne have det godt med at vide, at jeg havde givet mig selv 100 % til Harry, når han ikke engang vidste, hvordan tingene stod til. At jeg kendte til hans hemmelighed. Tænk, hvis han ikke ville have noget med mig at gøre, når han vidste, at jeg havde rendt rundt og holdt det for ham.

    Hvad ville der så ske, når han fandt ud af det?

    "Wednesday, det må du undskylde." Jeg blinkede, da jeg blev revet ud af mine tanker. "Jeg troede -"

    "Nej, nej, nej," skyndte jeg mig at afbryde ham, mens jeg stadig sørgede for at dække mine bryster med den åbnede BH. "det var min skyld. Jeg burde have sagt fra noget før. Jeg kan bare ikke -Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle afslutte den sætning.

    Hvad skulle jeg sige til ham?

    Det lod til, at der pludselig var noget, der gik op for ham, da han hævede hovedet en lille smule. "Nåå," smilede han, og jeg rynkede brynene i forvirring. "det er den tid på måneden, er det ikke?" Jeg kunne mærke, hvordan jeg tabte kæben.

    Alligevel kunne jeg ikke lade være med at smile gennem min måben. Havde han seriøst lige sagt det?

    "Måske er det også bedre, at vi bare ligger os til at sove;" fortsatte han, selvom et lille grin ødelagde hans facade. "vil du låne noget at sove i?" spurgte han, før han bakkede et lille skridt fra mig, mens jeg selv kun kunne blive stående som forstenet.

    Uden rigtig at vide hvordan jeg skulle svare ham, samlede jeg bare hans aflagte T-shirt op fra gulvet.

    Havde han lige antaget, at jeg havde min menstruation? Og været totalt skamløs omkring det?

    Jeg kunne alligevel ikke undgå at more mig over hans meget åbne bemærkning, da jeg trak hans T-shirt over hovedet, så jeg kunne tage min BH af uden at afsløre noget. Da jeg vendte mig mod ham igen, stod han i sine boxers, mens han hev dynen til side. Selv trak jeg også langsomt mine bukser af, før jeg gik hen mod sengen, som han allerede havde fået lagt sig ned i.

    "Jeg har altså ikke min menstruation," mumlede jeg stædigt, mens jeg trak dynen til siden.

    Harry klukkede kort. "Kom nu bare her," brummede han, før han trak mig ind til sig under dynen.

Jeg vidste ikke, hvor længe jeg havde været vågen. Det føltes som en evighed, men jeg havde alligevel ikke gjort nogen antydning til at rykke mig. Det var jo heller ikke, fordi jeg rent fysisk havde lyst til at komme et andet sted hen. Faktisk var der ikke noget sted, som jeg hellere ville være end i Harrys arme iført en af hans T-shirts, som jeg havde tilbragt natten i.

    Jeg vidste ikke, om der var et eller andet magisk over den, eller om det var duften af Harry, som sad i den, men jeg havde intentioner om at stjæle den med hjem, da jeg ville vove at påstå, at jeg aldrig havde haft så vidunderlig en nattesøvn, som jeg havde haft med den på... og det var på trods af det virvar af dårlig samvittighed og angst, der havde siddet i kroppen på mig.

    Og det var netop også disse følelser, som fik mig til at føle mig fanget i mit eget hoved.

    Det var, som om det var gået op for mig på et tidspunkt i går. Det var ikke fair. Det, som jeg havde gang i. I starten havde det været noget andet, fordi jeg ikke var følelsesmæssigt forbundet til Harry -- ja, vi var jo ikke en gang venner.

    Nu var det jo pludselig noget helt andet. Jeg kunne ikke blive ved med at holde hemmeligheder for ham... specielt ikke hemmeligheder, der omhandlede hans hemmeligheder. Der var en del af mig, som insisterede, at jeg tog mig sammen og fortalte ham hele sandheden... og så var der den anden del af mig, der ikke ville løbe risikoen. For jeg ville jo ikke kun røbe, at jeg kendte til hans situation, men jeg ville også røbe, at det var mig, der stod for brevkassen. At jeg var Ellie.

   I en hurtig bevægelse satte jeg mig op og svang benene ud over sengekanten. Mit hjerte bankede ubehageligt i mit bryst, da jeg skubbede mig selv op og stå. Bare tanken om at skulle fortælle et andet menneske, at det var mig, der sad og læste folks breve for derefter at besvare dem, gjorde mig svimmel. Jeg kunne mærke, hvordan min puls steg, da jeg kunne høre Harry rumstere en smule bag mig. Jeg drejede om for at se Harry, der havde rettet sig lidt op i sengen og gned sig i det ene øje.

    "Hvad sker der?" spurgte han med en hæs og udmattet stemme, der fortalte, at han lige var vågnet.

    "Harry, der er noget, som jeg bliver nødt til at fortælle dig, og jeg ved ikke, hvordan du vil reagere."

    Der lød ikke andet end en klam og klaustrofobisk stilhed efterfølgende, og jeg kunne nærmest se det vilde blik for mig, som jeg måtte have i øjnene. Var jeg lige kastet mig ud i at fortælle ham, at jeg var Ellie? Var jeg ved at gøre det lige nu?

    Jeg tog en dyb indånding, "Harry, jeg -" begyndte jeg med rystende stemme. "jeg ved det godt."

    Der lød igen en lang tavshed, før han endelig svarede i et alt for langsomt tempo. "Hvad ved du?"

    Netop i det øjeblik kunne jeg have svoret på, at man selv kilometer væk kunne høre mit bankende hjerte. Der var ingen vej tilbage nu. Jeg blev nødt til at gå til bekendelse -- ligegyldigt konsekvenserne. Det sortnede en smule for mine øjne.

    "Kan du huske, da du postede et brev til skolens brevkasse?" Min stemme var stadig ustabil.

    Harry rettede sig med ét op i sengen med rynkede øjenbryn. "Hvordan ved du -"

    "Jeg så dig. Harry, jeg -" Jeg lukkede øjnene i et sekund. "Jeg er Ellie. Det er mig, der står for brevkassens breve, og jeg så, at du afleverede det brev, og jeg vidste ikke, om jeg kunne læse det, fordi jeg havde set, at det var dig, der havde skrevet det, og jeg var så meget i tvivl, men så endte det med, at jeg læste det alligevel og -" Mit hjerte ræsede af sted, og jeg var i et øjeblik i tvivl, om jeg ville besvime. "Harry, jeg -" hviskede jeg usikkert, mens jeg ledte efter ord. "jeg ved, at du skal være far."

    De næste tre minutter forløb endnu en gang i en kvælende stilhed, og jeg så svimlende pletter for mit blik. Jeg havde lige ødelagt det hele. Havde jeg ikke? Hvorfor sagde han ingenting? Hadede han mig nu? Ville han aldrig se mig igen?

    Harry, som ellers havde stirret tomt frem for sig, gav endelig hviskende lyd fra sig. "Wednesday, jeg -"

    Jeg afbrød, i frygt for han var ved at bede mig om at skride. "Du behøver ikke at sige noget. Det -"

    "Nej, Wednesday." Harry afbrød min afbrydelse, før jeg færdiggjorde den og så mig i øjnene med et blik, der fortalte mig, at der var noget, som jeg manglede at vide -- noget, der også havde chokeret ham. "Jeg skrev ikke det brev... det gjorde Louis."

★★★★★★★★★★★★★★★★★★

SÅ FIK VI ENDELIG OPKLARET ALLE JERES MANGE TEORIER!!!!

OMG. Jeg er helt oppe og køre lige nu, og det her kapitel blev så langt (3919 ord), men det er ligemeget, for jeg ville ikke kunne gøre det kortere. Jeg håber, at det da kom som bare en lille overraskelse for nogle, selvom mange allerede havde gættet, at det faktisk var Louis, der havde skrevet brevet, og det derfor er ham, der er faren til barnet.

Det forklarer måske også lidt hans meget usædvanlige opførelse i forrige kapitel... hm.

Men jeg beklager, hvis dette blev et lidt forhastet kapitel, men der var så meget, der skulle med, og det skulle jo heller ikke vare i al evighed. Derudover har jeg også haft det lidt presset med skolen, og derfor gik der også noget tid, før kapitlet ankom; men nu er det her, så smid gerne en enkelt lille kommentar til mig!

Tak, fordi I læser med!

x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...