Ask Ellie

’Ask Ellie’. Et fænomen, som alle elever på Newbold kender til. Det er nemlig navnet på skolens brevkasse, hvor alle har mulighed for at tilsende et anonymt brev i håb om at få besvaret deres inderste, frustrerede tanker. Dog er der ingen, der ved, at det i virkeligheden er pigen med det ustyrlige hår og næsepiercing ved navn Wednesday Willis, der arbejder som Ellie. Hver fredag efter skole samler hun ugens gevinst af breve ind, der bliver postet i skabsnummer 743, som hun svarer på over weekenden. Men en dag, hvor hun er på vej for at tømme brevkassen, får hun øje på en af skolens mest populære fyre, Harry Styles, som desuden er bedste ven til hendes fætter, Louis Tomlinson, som skubber et brev ind i skabet. Dette brev viser sig at holde på en hemmelighed, der sætter hendes moral på prøve, og hun finder sig pludselig underligt draget til Harry, alt imens hun står med en magt mellem hænderne, der kunne fuldkommen destruere hans liv.

1005Likes
1052Kommentarer
141434Visninger
AA

9. Brevkassens nyheder

 

9
ask ellie

Wednesdays synsvinkel

Jeg kunne ikke undgå at sukke tungt, da jeg et sted havde håbet, at hr. Vaughn havde været færdig med sin talestrøm. I stedet havde han blot holdt en kort pause og fortsatte så med at tale direkte ind i tavlen, mens han førte kridtet over den.

    Jeg kunne også høre Luna bevæge sig utålmodigt, da kedsomheden også var ved at blive for meget for hende. "Stopper den mand aldrig med at snakke?" hviskede hun surt og lænede sig tilbage i sin stol, der var identisk til resten af dem i lokalet.

    Hvis ikke klokken var 13:56, og der var præcis fire minutter til, at jeg kunne forlade dette helvede, var jeg nok også begyndt at græde. Biologitimerne var uden tvivl de værste, og man kunne nærmest mærke, hvordan al liv langsomt blev suget ud af en. Det var da heller ikke, fordi det ikke havde krydset mine tanker, at jeg kunne forlade timen et stykke tid, før den faktisk sluttede, ligesom jeg havde gjort sidste fredag, men jeg havde meget hurtigt talt mig selv fra idéen. Sidste gang var det jo ikke ligefrem endt så godt, og jeg ønskede ikke at se endnu et brev blive postet, så jeg også havde det at bekymre mig om.

    Jeg måtte bare vente, til klokken ringede, og der var fri bane.

    I takt med mine tanker for hundredeogsyttende gang faldt på brevet og brevkassen, kom jeg automatisk til at tænke på Harry. Havde han mon lagt et nyt brev til Ellie? Og hvad ville han have skrevet i det denne gang, hvis han havde?

    Pigerne havde forsøgt at lokke ud af mig, hvad der var sket på vores lektieaftale, da de havde taget mig i at se mod ham i frokostpausen. Jeg havde blot fortalt dem, at han havde hjulpet mig med fransk og derved fastholdt, at der ikke foregik noget i mellem os. Det gjorde der jo heller ikke. Grunden, til at vores forhold var lidt specielt, var udelukkende grundet brevet. Det var det, der fik mig til at opføre mig så underligt omkring ham, og når jeg snakkede om ham. At vi så havde haft en aftale sammen, og i grunden havde endnu en, var jo en tilfældighed. Måske en pudsig en, men alligevel en tilfældighed.

    Det gik op for mig, at jeg fuldstændig havde glemt at tælle minutterne ned, da klokken pludselig ringede og indikerede, at vi havde fri. Klassen blev fyldt med støj, og alle rejste sig fra deres pladser for i en hast at styre mod udgangen. Selv rejste jeg mig også op og fik fat om min taske, som jeg ikke engang havde besværet mig med at åbne til timen.

    Jeg sad alligevel og tågede, så der var ingen grund til at forsøge at følge med.

    "Jeg må løbe, Wesse," lød Lunas stemme, da hun var kommet på benene. "jeg skal nå ud og ride."

    Hurtigt fik jeg krammet hende farvel, før hun hastede ud ad døren med alle de andre elever. Hun skulle altid skynde sig om fredagen, da hun skulle ud på den gård, som hun red på. Sidste fredag havde kun været en undtagelse, fordi hun skulle med til festen, og derfor havde aflyst sin træning den dag. Hed det overhovedet det, når det var ridning? Træning?

    Hvad ved jeg; sidst jeg sad på en hest, var jeg ti år, og jeg endte med at glide af, før jeg overhovedet var kommet ordentligt op og sidde. Siden da havde jeg aldrig bevæget mig i nærheden af de kræ. De var kun til for at gøre skade alligevel.

    Det passede mig egentlig også ganske fint, at hun skulle skynde sig. Så behøvede jeg ikke at finde på en eller anden dårlig undskyldning hver fredag, for hvorfor vi ikke kunne følges. Nu kunne jeg give mig god tid til at komme ned til Ellies skab, så folk kunne nå at forsvinde, inden jeg nåede derned. Med rolige skridt bevægede jeg mig ud af lokalet, som allerede var tømt.

    Det var det her, som jeg hadede at vente på, og det var grunden, til jeg havde gået før tid sidste fredag. Folk vrimlede rundt på gangen og ville bare gerne hjem og have weekend -- og det ville jeg jo selv i grunden også bare gerne.

    Denne fredag var der dog noget, der fik mig til at være lidt mere tålmodig.

    Nysgerrigheden, som jeg ikke helt kunne benægte, var udløst af spørgsmålet, om Harry havde skrevet et nyt brev, fik mig til at se roligt og til, mens alle eleverne styrtede mod udgangen. Ventetiden føltes faktisk heller ikke så lang, da jeg diskret havde givet mig til at vente på hjørnet af den række skabe, hvor jeg vidste, at skabsnummer 743 også indgik.

    Efter at have ventet omkring fem minutter, var der blevet næsten uhyggeligt stille og øde på gangen, og jeg tjekkede i en hast, om jeg nu også var helt alene, før jeg hurtigt stillede min taske fra mig på jorden og hev mine nøgler frem.

    Fire breve. Der lå fire breve, da jeg åbnede skabet, og der var en chance for, at et af dem var fra Harry.

    En underlig trang til at rive brevene op og tjekke dem med det samme opstod, men jeg samlede mig og tog i stedet forsigtigt fat om den lille bunke breve for at ligge dem ned i min taske. Jeg lukkede det mørkeblå skab omhyggeligt efter mig og lynede min skoletaske, før jeg svang den over skulderen og begyndte at gå den samme vej, som alle andre havde flokkes  mode.

    Hvis jeg var heldig, var Louis ikke kørt hjem endnu, og så kunne jeg undgå at skulle tage bussen.

    Da jeg endelig nåede skolens udgang, var der kun få mennesker tilbage på parkeringspladsen. Det var næsten magi, hvor hurtigt folk kunne fordufte fra skolen, når det var fredag eftermiddag, og de fleste, der stod tilbage, ventede sikkert bare på bussen eller noget. Det viste sig dog, at jeg måtte have heldet med mig i dag, for pludselig kunne jeg spotte en rødlig bil, som jeg kun kunne genkende som min fætters skrotbunke. Den trængte virkelig til en kærlig hånd -- i det mindste kunne den køre.

    Jeg missede med øjnene for solen, da den virkede meget skarp, mens jeg fjernede noget hår, som havde forvildet sig ned i øjnene på mig. Selvom vinden havde lagt sig fra i går, kom der en gang imellem nogle få vindpust. Fra afstand havde jeg ikke kunnet se andet end bilen, men som jeg kom nærmere, fik jeg øje på den lille menneskeflok, der stod bag den.

    Og ved synet af en vis person, kunne jeg ikke stoppe mine minder i at rive mig tilbage til gårsdagen.

    Harry stod med front mod mig og så ud til at have en samtale i gang med Louis, som derfor stod med ryggen til mig. Zayn stod lidt bag dem med Perrie, og jeg gik ud fra, siden jeg kunne huske, at det var netop dem, der også havde stået sammen sidste fredag, at de havde time sammen her sidst om fredagen. Det ville i hvert fald være det mest logiske svar.

    Harry og jeg havde ikke snakket sammen siden i går, efter jeg var taget hjem fra ham, og jeg havde egentlig heller ikke rigtig set noget som helst til ham, udover da vi sad i kantinen tidligere i dag... og på en eller anden mærkværdig måde, selvom det ikke var mere end fireogtyve timer, siden vi sidst havde snakket sammen, så føltes det som underligt lang tid. 

    Og som om Harry kunne læse mine tanker, så han op og mod min retning. Jeg kunne ane et smil forme sig over hans læber, og selvom han højst sandsynligt snakkede med Louis, var det som om, at hans øjne var låst fast på mig. Forsigtigt gengældte jeg hans gestus i form af et smil. Idet jeg fortsatte de sidste få skridt hen til den lille gruppe mennesker, syntes jeg også, at jeg kunne høre min fætter mumle et forvirret Harry?, før han drejede om på hælene, da Perries stemme pludselig lød.

    "Hej, Wednesday!" sagde hun i et højt humør, og Louis' blik landede på mig, da han fik vendt sig om.

    Hans konfuse grimasse ændrede sig til et smil -- et genkendeligt hoverende et af slagsen. "W," hilste han roligere end Perries begejstrede tone, og jeg svarede dem begge med et hej, før jeg vilkårligt strammede grebet om remmen på min taske.

    Zayn forholdt sig tavs, og det var først, da mit blik flakkede mod Harrys øjne, at han åbnede munden. "Hey." Jeg nåede kun lige hurtigt at opfange, hvordan han bed fat i sin underlæbe, som han tyggede på, før han hurtigt slap den igen.

    "Hey." Jeg gav et forskrækket hop fra mig, idet Louis pludselig besluttede sig for at klappe en enkelt gang i hænderne.

    "Nå." Louis' ansigt var et stort grin, da han så mellem Harry og jeg. "Jeg gætter på, at du kom efter et lift, W, så vi må hellere se at komme af sted." Han holdt en lille pause, hvor hans blik hvilede på mig. "Medmindre du gerne vil blive her med Harry?"

    Jeg vidste udmærket, hvad han var ude på, og han var heller ikke specielt god til at skjule det. Af og til virkede det, som om Louis havde en hemmelig mission om at gøre tingene så akavede for mig som muligt, og fordi han var så overbevidst om, at jeg var faldet for Harry, så elskede han helt sikkert det her. Det ville i hvert fald på ingen måde overraske mig.

    Harry svarede dog, før jeg kunne nå det. "Nej, det er okay;" sagde han afværgende til Louis og smilede til mig. "vi ses bare søndag, ikke Wednesday?" Jeg nikkede, før jeg kom i tanke om, hvad det her nok ville starte hos min fætter.

    Og som forudset vendte Louis sig mod mig med det allermest fjogede grin om læberne, idet både Harry, Zayn og Perrie havde forladt os efter at have sagt farvel. Jeg rullede med øjnene af ham, før jeg trådte udenom ham og tog fat om håndtaget på bilen og forsøgte at åbne døren, så jeg kunne komme ind på forsædet. Da bildøren var låst, vendte jeg mig mod ham.

    "Gider du åbne?" spurgte jeg i et forsøg på at tale udenom det, der lige var blevet sagt, så jeg ikke ville blive bombarderet endnu en gang med hans teorier om min forelskelse overfor Harry -- det var helt klart meget lettere sagt end gjort.

    Godt nok trak Louis sine nøgler frem og låste op, men han lod på ingen måde emnet ligge. "Så I har også en aftale på søndag?" nærmest grinede han, selvom svaret var ganske åbenlyst, mens han også selv kom ind og sidde bag rattet.

    "Ja," svarede jeg, før jeg smækkede bildøren efter mig, da jeg havde fået sat mig tilrette i sædet. "man lærer jo ligesom ikke fransk på én enkelt dag, vel?" tilføjede jeg og smed min skoletaske om på bagsædet, ligesom jeg plejede.

    Hans latter lød kortvarigt, før han også smækkede sin dør. "Det handler så meget ikke om fransk."

    Endnu en gang rullede jeg med øjnene af ham, mens han tændte motoren. Jeg overvejede, hvorvidt jeg skulle kæmpe min sag, men eftersom det ikke havde ladet til at virke nogle af de tidligere gange, så valgte jeg i stedet for bare at skifte emne.

    "Er Eleanor stadigvæk syg?" spurgte jeg, da jeg endnu en gang bemærkede hendes fravær.

    Hvis de havde fri samtidigt, plejede han at give hende et lift hjem, og da alle på skolen fik fri klokken to om fredagen, måtte hun jo ikke have været i skole. Louis nikkede kort efter som svar, mens han kørte mod udgangen af parkeringsplads.

    Det tog os for en gang skyld ikke lang tid at komme ud i rundkørslen.

    "Ja, hun var i skole i går, men hun fik det vist dårligt igen i dag," uddybede han og drejede til venstre.

    "Åh," mumlede jeg en smule eftertænksomt og lænede mig lidt tilbage i sædet, før jeg igen så mod min fætter, som trykkede lidt hårdere på speederen, så bilen kørte hurtigere. "hvem får du så til at tage noter for dig i timerne?"

    Det lå vist til familien ikke at være så interesseret i skolen, for det var ingen hemmelighed, at Louis fik lige så dårlige karakterer som mig -- hvis ikke værre. Tro det eller ej, men det var faktisk muligt. Jeg vidste, at Eleanor havde hjulpet ham en masse, så det faktum, at han skulle klare sig igennem en skoledag uden hendes hjælp, var faktisk ret morsom. 

    Og som man kendte os bedst, var han hurtigt tilbage med en lige så stikkende kommentar, som den jeg lige havde leveret til ham. "I det mindste får jeg ikke privat lektiehjælp," smilede han og sendte mig et irriterende sigende blik.

    "Er vi tilbage på det?" sukkede jeg opgivende.

    "Vi var aldrig væk fra det."

    Ellie,

    Jeg prøver. Det er det første, som jeg gerne vil skrive til dig.

    Jeg prøver virkelig at tage det roligt og minde mig selv om at trække vejret, og jeg tror heller ikke, at der er nogen, der har gennemskuet mig. Der må ikke være nogen, der har gennemskuet mig. Der er i hvert fald ingen, der har spurgt mig, om der var noget galt eller noget... og hvis de gjorde, så ville jeg lyve.

    Det her er ikke kun min hemmelighed. Det er også hendes. Og hvis jeg endda turde fortælle det til nogen, så har jeg lovet hende ikke at gøre det. Selvom vi ikke helt konkret er sammen, hvilket også svarer på dit spørgsmål, så er hun en stor del af mit liv, og jeg vil ikke trodse hende. Derudover tør jeg heller ikke at sige det til nogle.

    Vi har diskuteret abort, og vi har nogle uger til at bestemme os i... men jeg kan ikke ryste følelsen af mig, at det er forkert. Vi har selv rodet os ud i det, og det er et liv, som vi snakker om. Er det underligt, at jeg begynder at føle noget for den her ting, som jeg ikke engang ved, hvad er endnu?

    Er det underligt, at tanken om at miste det gør ondt i maven?

    Den har et hjerteslag. Vi var til ultralydsscanning i tirsdags, og den har et hjerteslag. Barnet inde i hendes mave. Den lever, og det vil officielt være mord, hvis vi stopper et hjerteslag. Ville det ikke?

    Jeg er ikke klar til at være far, men hvorfor dukker de her faderlige tanker så pludselig op inde i mig hver eneste dag? Hvorfor vågner jeg grædende op om natten ved tanken om at have dræbt vores ufødte barn?

    Jeg er så bange. Jeg er så bange for, hvad der kommer til at ske, og hvordan min mor vil reagere, når hun finder ud af det... for det gør hun vel på et tidspunkt. Man kan vel ikke skjule sådan noget for evigt.

    Specielt ikke, hvis hun beslutter sig for at beholde det.

    Jeg læste brevet igennem flere gange, og for hver gang blev klumpen i min mave større.

    Idet Louis havde sat mig af, var jeg løbet ind på mit værelse og hevet brevene frem. De to første havde ikke været fra Harry, og jeg havde lagt dem til side til at læse senere. Først da jeg havde åbnet det tredje brev og læst et par linjer, vidste jeg, at han havde svaret. Så det var derfor, at han ikke havde kunnet i tirsdags. Han skulle til ultralydsscanning. Med hende.

    Gad vide, hvem hun var?

    Selvom jeg kun burde føle medlidenhed overfor denne stakkels pige, så var alt, som jeg kunne tænke på, hvordan hun så ud. Var hun flot? Gik hun på skolen? Var hun tyndere og højere end mig? Vent, hvorfor sammenlignede jeg hende med mig selv?

    Hurtigt skubbede jeg de misvisende tanker væk og fokuserede i stedet på selve brevet. Det gav mig en ulm følelse i hele kroppen, og jeg vidste, at det helt klart havde noget med det faktum, at jeg begyndte at lære Harry at kende, som fik mig til at være så følelsesmæssigt forbundet til det her. Måske var det en dårlig idé at se Harry -- også selvom det bare var som venner, og han blot hjalp mig med lektierne. Jeg var jo på en måde to forskellige personer overfor ham. Ellie og Wednesday.

    Alligevel kunne jeg ikke engang nænne tanken om at tage min mobil og aflyse den aftale, som vi havde på søndag. Jeg tvivlede stadigvæk på, hvad det var, men der var bare et eller andet, som ville have mig til at blive venner med Harry... og hvorfor det så lige skulle ske nu, efter jeg havde læst hans første brev, vidste jeg ikke. Jeg anede det faktisk ikke.

    Alt, som jeg vidste, var, at når jeg var sammen med Harry, så ville jeg altid finde mig selv ønske efter mere.

★★★★★★★★★★★★★★★★★★

Endnu et kapitel klokken sent om natten, men det er åbenbart her, at jeg fungerer bedst.

Jeg er virkelig taknemmelig for jeres søde kommentarer, og hvert eneste like/favoritliste gør mig rigtig glad. I må meget gerne prøve at spå om fremtiden -- der er en masse i vente. Jeg har så mange idéer, at det er helt sindssygt!

Tak, fordi I læser med!

x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...