Ask Ellie

’Ask Ellie’. Et fænomen, som alle elever på Newbold kender til. Det er nemlig navnet på skolens brevkasse, hvor alle har mulighed for at tilsende et anonymt brev i håb om at få besvaret deres inderste, frustrerede tanker. Dog er der ingen, der ved, at det i virkeligheden er pigen med det ustyrlige hår og næsepiercing ved navn Wednesday Willis, der arbejder som Ellie. Hver fredag efter skole samler hun ugens gevinst af breve ind, der bliver postet i skabsnummer 743, som hun svarer på over weekenden. Men en dag, hvor hun er på vej for at tømme brevkassen, får hun øje på en af skolens mest populære fyre, Harry Styles, som desuden er bedste ven til hendes fætter, Louis Tomlinson, som skubber et brev ind i skabet. Dette brev viser sig at holde på en hemmelighed, der sætter hendes moral på prøve, og hun finder sig pludselig underligt draget til Harry, alt imens hun står med en magt mellem hænderne, der kunne fuldkommen destruere hans liv.

1005Likes
1052Kommentarer
141433Visninger
AA

20. Brevets sande skaber

 

20
ask ellie

Louis' synsvinkel

Forskrækket slog jeg øjnene op og farede halvt op og sidde i min seng, da lyden af døren, der bragede ind i væggen, ekkoede gennem lokalet. Min mor, der stod i døren med en bunke tøj i armene, sendte mig et kort blik, før hun fortsatte ind.

    "Undskyld, skat," kvidrede hun muntert. "jeg troede, at du var stået op."

    Jeg kunne ikke helt finde min stemme til at svare hende, og jeg endte derfor bare med at udstøde en hæs lyd, der egentlig ikke rigtig betød noget. Mit manglende svar lod dog heller ikke til at bekymre hende, da hun blot satte hænderne i sine sider og vendte front mod mig, da hun havde fralagt sig mit tøj ved mit skrivebord, som hun altid plejede at gøre.

    Hun rømmede sig en kort gang uden at se væk fra mig. "Louis, jeg bemærkede, at gardinet ude i stuen er blevet revet ned eller sådan noget, og jeg tænkte bare på, hvad der var sket?" spurgte hun, men lød hverken anklagende eller sur.

    Hendes ord kom ud i et lidt for hurtigt tempo, til jeg helt kunne følge med, men jeg formåede alligevel at opfange, hvad det var, som hun spurgte mig om. Jeg trak vejret tungt, mens jeg gned mig i mine søvndrukne øjne. Jeg kunne mærke, hvordan jeg igen sank ned i min seng, mens jeg forsøgte at skabe en form for overblik over, hvad der kunne have været hændt i går.

    Det sidste, som jeg huskede, var, at jeg var gået ind på en bar.

    "Er du okay?" Min mors stemme lød igen, før jeg kunne nå at svare. "Du ser lidt skidt ud."

    Denne gang svarede jeg relativt hurtigt efter med et hovedryst. "Jeg har det fint, mor." Selv gennem min trætte og hæse morgenstemme lød min løgn som en optagelse, der blev afspillet for hundredende gang. "Jeg er bare lidt træt."

    Min mor nikkede forsigtigt et par gange, før hun endelig trådte frem og strøg mig en enkelt gang over armen, før hun forlod lokalet. Jeg følte en trang til at puste lettet ud, men besluttede i stedet bare at lægge mig langsomt ned igen, så jeg kunne hvile hovedet mod hovedpuden. Det føltes ikke lige så nervepirrende at lyve længere, men jeg brød mig stadig ikke om det. Det var ikke, fordi jeg frygtede at blive opdaget i min løgn, for jeg havde efterhånden lært, hvordan man bedst muligt tacklede sådanne situationer, så de udfoldede sig til ens egen fordel. Jeg var vant til at smile, så det så troværdigt ud og samtidig hårdnakket påstå, at jeg bare havde en dårlig dag, når sandheden i virkeligheden var, at mit liv var ved at falde fra hinanden.

    Det lyse træloft over mig begyndte at svimle for mine øjne, og jeg lukkede dem i et forsøg på at samle mig igen.

    Jeg vidste, at det var alkoholen, der stadigvæk løb i mit blod, som fik mig til at se dobbelt.

    Det var jo heller ikke, fordi jeg ikke havde vidst, at det var en dårlig idé at gå ud og drikke mig bankelam. Jeg havde meget bevidst holdt mig fra alt, der bare mindede om alkohol, fordi jeg vidste, at det ville sende mig til et sted, hvor jeg slet ikke ville kunne kontrollere alle de følelser indeni mig. Det hele ville komme op til overfladen... og det havde det gjort.

    "Fuck." Jeg havde lyst til at skrige ordet ud, men det blev kun en svag mumlen. "Fuck!"

    Jeg havde smadret stuen. Jeg havde slået Harry. Jeg var brudt fuldkommen ned. Jeg var kommet til at røbe alle de ting, som jeg ellers så ihærdigt havde holdt inde i mig selv. For helvede, jeg havde råbt det hele ud med mine lungers fulde kraft, så alle kunne høre det. Den mur, som jeg det sidste lange stykke tid havde sat op i mellem det, som plejede at være mit liv, og det, der pludselig var blevet en realitet, var så småt krakeleret stykke for stykke, og jeg havde ladet dem se ind i det store, sorte hul af fortvivlelse og frygt, som snart var det eneste, som jeg bestod af... og hele det sammenbrud var skyldtes Eleanor.

    I takt med min erindring meldte sin ankomst, ønskede jeg mere og mere, at den ville blive langt væk for altid. Jeg ville ikke have i går til rent faktisk at være virkelighed. Jeg ville ikke have lyden af Eleanors stemme, der fortalte mig, at hun ikke kunne det her mere, til konstant at ringe for mine ører. Jeg ville ikke have akkurat det øjeblik, hvor hun med tårer ned af kinderne sagde, at hun ville få en abort, til at spille uafbrudt for mit indre blik. Alligevel var det det eneste, som jeg kunne se.

Wednesdays synsvinkel

Det gjorde Louis. Det var, som om det hele var gået i stå. Mit hjerte, der for mindre end et minut siden havde galoperet af sted som aldrig før, var som fastfrosset. Jeg kunne bogstaveligt talt mærke, hvordan blodet blev drænet fra mit ansigt og efterlod mig som et ligblegt spøgelse, mens jeg lod Harrys ord synke ind. Det gjorde Louis. Jeg forstod det ikke. Det gjorde Louis.

    "Wednesday?"

    Hvad betød det helt præcist? Var det ikke Harry, der havde afleveret brevet? Var det ikke Harry, som jeg havde set? Var det ikke Harry, som havde udkrænget sine inderste følelser i de breve? Var det ikke Harry, der skulle være far?

    De mange spørgsmål gjorde mig svimmel. Jeg havde allerede følt mig utilpas, da det var gået op for mig, at jeg blev nødt til at fortælle Harry om hele Ellie-situationen, men det havde jeg mere eller mindre haft tid til at blive afklaret med. Jeg havde vidst, at det var nu, at det ville ske. Jeg havde følt mig omtåget ved tanken om at skulle fortælle det, men jeg havde i det mindste set det komme. Det her var om et slag i hovedet... og jeg forstod stadig ikke helt, hvad det var, der havde ramt mig.

    "Wednesday?"

    Det var først, da jeg kunne mærke noget blødt lukke sig om min albue, at jeg gispede forskrækket efter vejret og så med vilde øjne mod Harry, der havde rejst sig fra sengen for at tage fat om min arm. Han så bekymret tilbage på mig.

    Jeg stirrede forskræmt på ham. "Louis?" Min stemme var knapt hørbar. "Louis, min fætter? Louis?"

    Et eller andet sted havde jeg måske forventet, at Harry ville træde ind og komme med en megalogisk forklaring, så det hele ville give mening igen, og jeg ville slå mig selv i hovedet, fordi det var så indlysende... men det gjorde han ikke. Han stirrede bare tilbage på mig med det samme rædselsslagende blik, som jeg kunne forestille mig, at mine øjne også var præget af lige nu.

    Jeg vidste ikke, hvor lang tid vi stod sådan her sammen. Det var, som om jeg ikke kunne få tid nok. Jeg kunne ikke få tid nok til at navigere rundt og finde bare en eller anden form for orden på, hvad det var, som jeg lige havde fået af vide. Kun en overflod af minder fandt sin vej gennem min forvirrede tankegang, før de blev erstattet af nye. En masse løse ender. Louis, der fortæller mig, at Eleanor er syg. Louis, der holder sig ædru, når vi er ude og drikke, for til sidst helt at holde sig væk fra fester. Louis, der løber efter Eleanor, da hun i en hast forlader forsamlingslokalet. Louis, der snerrer af mig, når jeg prøver at finde ud af, hvad Eleanor fejler. Louis, der terroriserer sit hus for derefter at bryde grædende sammen i mine arme.

    Det hele gav mening nu... og jeg havde ikke opdaget en skid.

    Hvordan havde jeg ikke opdaget, at min egen fætter havde gået igennem et personligt helvede? Hvordan havde jeg kunnet tro, at alt bare var helt normalt? Hvordan kunne jeg have troet, at det var Harry, som det handlede om, når problemet i virkeligheden lå hos den person, som jeg burde kende bedst? Hvad fanden lavede Harry egentlig med det brev til at starte med?

    Min bevægelse var så pludselig, at jeg endte med også at forskrække mig selv, da jeg abrupt rev min arm ud af hans greb. "Hvorfor var det så dig?" Jeg vidste godt, at mit spørgsmål var ude af kontekst, men den vrede, der havde overmandet mig, fik mig til at handle irrationelt. "Jeg så dig jo, Harry! Hvorfor var det dig, der postede det brev, hvis du ikke havde skrevet det?!"

    Jeg havde bakket et skridt fra ham uden helt at bemærke det, i takt med mit toneleje steg i volume for hvert ord, som jeg sagde. Det blussende raseri fik mine hænder til at ryste, og hvis jeg ikke allerede var chokeret nok, gjorde denne brændende følelse mig kun yderligere lamslåetDet havde egentlig ikke været min første indskydelse at blive vred, og da slet ikke på Harry, men det var, som om det var den følelse, som min krop havde valgt at arbejde alt indeni mig ud med.

    Harry forholdt sig tavs efter mit udbrud, men ikke meget længere end nogle få sekunder, før han lavede et abrupt kast med den ene arm ud i luften. "Han bad mig om det!" råbte han tilbage af mig, og først der gik det op for mig, at Harry var mindst ligeså chokeret og forvirret, som jeg også selv var. "Han spurgte mig, om jeg ikke gad aflevere det for ham, da jeg skulle hente en bog i mit skab i timen, og fordi jeg troede, at han var min bedsteven, og han ville fortælle mig alt, satte jeg ikke nogle spørgsmåltegn ved det." Han løftede den ene hånd for at køre den gennem sit hår i en frustreret bevægelse. "Og hvorfor har du ikke sagt noget?" Hans lynende øjne vendte sig pludselig mod mig igen, som han ellers havde vendt væk. "Er det den eneste grund, til du har tilbragt tid sammen med mig? På grund af et fucking brev, som jeg ikke engang har skrevet?"

    Det var en side af situationen, som jeg slet ikke havde haft tid til at tage nogen som helst form for stilling til, og selvom det virkede som et så latterligt spørgsmål for mig, så var hans tvivl begrundet. "Nej!" snerrede jeg hurtigt tilbage.

    Det virkede så malplaceret at snakke til Harry på den her måde... specielt, når jeg forsøgte at overbevise ham om, at brevet ikke havde noget at gøre med vores forhold indbyrdes. Alligevel virkede det som den letteste måde at tackle det på.

    "Nå, virkelig?" Hans stemme lød pludselig mistroisk, mens stadigvæk lige så ophidset som min egen. "Det virker ellers mærkværdigt, at det er, når det brev kommer ind i billedet, at vi pludselig begynder at snakke sammen."

    I et opgivende suk vendte jeg ryggen mod ham for at lægge hånden mod min pande og klemme mine øjne sammen. Jeg vidste godt, at han forventede svar, og jeg ville gerne vende mig om og fortælle ham, at brevet ikke spillede nogen rolle, når det kom til ham, hvilket også var sandheden, men i løbet af et splitsekund var det, som om al den styrke, som jeg havde følt i forbindelse med mit vredesudbrud, faldt til jorden og forsvandt som dug for solen. Jeg vidste ikke, om det bare havde været en måde at aflede mig selv på, men nu virkede det ligegyldigt at være vred. Nu stod jeg kun tilbage med den fortvivelse og forvirring, der før havde hersket... og den massive klump af skyldfølelse over, at jeg ikke havde opdaget det noget før.

    Louis skulle være far. Louis. Min fætter, som var en af de personer, som jeg ville vove at påstå kendte mig bedst. Ham, som jeg kunne fortælle alting til... og ham, som jeg forventede fortalte mig alt. Jeg kunne ikke få det til at hænge sammen.

    Jeg kunne høre Harrys skridt, da han langsomt nærmede sig bag mig. "Wednesday, jeg -" Hans stemme lød overraskende rolig, og jeg gik ud fra, at hans arrigskab kun havde været midlertidig, ligsom jeg havde opdaget, at mit eget var. "Kom her."

    Jeg kunne mærke hans arme om mig, og jeg vendte mig om og hvilede panden mod hans skulder. "Undskyld," mumlede jeg. "det var ikke meningen, at jeg skulle råbe af dig, og jeg var ikke kun sammen med dig på grund af brevet. Det lover jeg."

    "Jeg ved det godt." Hans stemme lød på en måde fuldstændig afslappet, hvilket var en stor forskel fra for bare lidt tid siden. "Jeg ved ikke, hvorfor jeg sagde det," tilføjede han et kort stykke tid efter. "og jeg er også ked af, at jeg råbte af dig."

    Det var underligt, hvordan hele atmosfæren havde vendt så drastisk op til flere gange, men det var, som om vreden var forsvundet lige så hurtigt, som den var kommet; både hos Harry og jeg. Jeg var ikke sikker på, hvad der havde udløst det til at starte med. Måske havde det været en måde at afreagere. Jeg var så splittet, og jeg havde ingen anelse om, hvordan jeg skulle tænke eller gøre... og så havde det været lettest bare at gå efter Harry, fordi han var den, der var tættest på mig i øjeblikket.

    Også selvom det slet ikke var ham, der fik en ulm fornemmelse til at brede sig i kroppen på mig.

    "Jeg er stadigvæk ikke sikker på, at jeg forstår det." Jeg overraskede mig selv ved at bryde stilheden, før jeg løftede mit ansigt fra hans bryst, så jeg kunne se ham i øjnene. "Betyder det, at alt, hvad jeg har læst om i de breve... kom fra Louis?"

    Det lød fuldstændig skørt at sige.

   Harry rynkede lidt på øjenbrynene, før han så væk fra mig med et tænksomt blik. "Det -" Det lod til, at han ikke kunne finde ordene til at fortsætte med, og jeg vidste, at han var mindst lige så rundt på gulvet, som jeg selv var. "Det tror jeg."

    "Så Louis skal altså være far?"

    Sætningen fik et ubehageligt gys til at hvirvle ned langs min rygrad og give mig kuldegysninger. Jeg havde aldrig sagt den sætning før, selv ikke da jeg havde troet, at det hele havde handlet om Harry. Det fik mig til at huske på alle de forfærdelige følelser, der var blevet beskrevet i brevet. Al angsten og panikkenHavde det virkelig været Louis, som havde følt det?

    Jeg mærkede et sug af skyldfølelse ved tanken, om det havde han, og jeg ikke havde været der til at hjælpe ham igennem det. For Guds skyld, jeg havde ikke en gang lagt mærke til, at der var noget anderledes. Først i går havde jeg mærket noget usædvanligt, og der troede jeg bare, at det var, fordi han havde slået op med Eleanor -- jeg havde aldrig i min vildeste fantasi -

    "Hvorfor har han ikke sagt noget til mig?" Harrys ord afbrød mine tanker, og jeg så på ham, selvom han havde ansigtet bortvendt. "Hvorfor har ingen af dem sagt noget?" Hans spørgsmål lød retoriske, selvom de blev sagt højt.

    Egentlig var det først der, at jeg huskede på, at Louis kun var den ene halvdel af det her rod. Eleanor. Eleanor skulle være mor. Det var Eleanor, som han havde skrevet. Hun havde ikke været syg. Hun havde været gravid... med Louis' barn.

    "Hvorfor har han ikke sagt noget til mig?" Endnu en gang lød spørgsmålet hviskende fra Harry.

    "Hvorfor har han ikke sagt noget til mig?" supplerede jeg, hvilket endelig fik ham til at se mod mig.

    Harry rystede langsomt på hovedet i mistro. "Jeg skulle forestille at være hans bedste ven... og I er familie." Mine øjne forlod ikke hans, og selvom jeg ville ønske, at vi ikke stod i den her situation, så var jeg et eller andet sted glad for, at jeg ikke var alene. "Hvad er det, der forhindrer ham I at fortælle os det?" Det var et spørgsmål, der også havde naget mig længe.

    Jeg havde forsøgt at finde ud af det gennem brevene, da jeg troede, at det var Harry, som jeg skrev med, men han havde afværget mig ved at skrive, at det ikke kun var hans hemmelighed. Men hvorfor kunne Louis ikke fortælle mig det?

    "Jeg ved det ikke," svarede jeg, før jeg sank. "men vi bliver nødt til at fortælle ham, at vi ved det."

    Harrys udtryk ændrede sig en anelse. "Er du sikker på, at det er en god idé?" spurgte han usikkert.

    Jeg nikkede hurtigt. Jeg kunne ikke udstå tanken om, at han gennemgik alle disse følelser og al den frygt helt alene. Jeg blev nødt til at være der for ham... også selvom han udtrykkeligt havde skrevet, at han ikke ville have nogen til at vide det.

    Jeg ville hjælpe ham -- om han så ville det eller ej.

    "Vi er nødt til det." Min tone lød beslutsom, og efter Harry kort havde betragtet mig, nikkede han.

★★★★★★★★★★★★★★★★★★

Hold da op, endnu et længe ventet kapitel!

Jeg endte med at skrive stort set hele kapitlet på én enkelt dag, og derfor kan det godt være, at der er opstået nogle tastefejl. Skriv gerne, hvis der er noget, som I ikke forstår eller undrer jer over, så vil jeg forsøge at rette det.

Historien er over 900 favoritlister (lad være med at fjerne nu, for så er det virkelig akavet), og det er bare så vildt. Jeg mener; jeg er helt målløs, og jeg kan ærligt sige, at jeg aldrig nogensinde havde forventet noget lignende, da jeg en dag i juni satte mig til at skrive det første kapitel på Ask Ellie. Tusind trillioner mange gange tak!

Nu fik I en anden synsvinkel end Wednesdays. Jeg kan godt afsløre, at der også kommer lidt fra Harrys synsvinkel i næste kapitel, men jeg håber, at I synes om at høre lidt om det hele fra Louis' side. Jeg kunne godt lide at skrive det!

Tak, fordi I læser med!

x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...