Ask Ellie

’Ask Ellie’. Et fænomen, som alle elever på Newbold kender til. Det er nemlig navnet på skolens brevkasse, hvor alle har mulighed for at tilsende et anonymt brev i håb om at få besvaret deres inderste, frustrerede tanker. Dog er der ingen, der ved, at det i virkeligheden er pigen med det ustyrlige hår og næsepiercing ved navn Wednesday Willis, der arbejder som Ellie. Hver fredag efter skole samler hun ugens gevinst af breve ind, der bliver postet i skabsnummer 743, som hun svarer på over weekenden. Men en dag, hvor hun er på vej for at tømme brevkassen, får hun øje på en af skolens mest populære fyre, Harry Styles, som desuden er bedste ven til hendes fætter, Louis Tomlinson, som skubber et brev ind i skabet. Dette brev viser sig at holde på en hemmelighed, der sætter hendes moral på prøve, og hun finder sig pludselig underligt draget til Harry, alt imens hun står med en magt mellem hænderne, der kunne fuldkommen destruere hans liv.

1012Likes
1053Kommentarer
143427Visninger
AA

5. Aldeles elendig idé

 

5
ask ellie

Wednesdays synsvinkel

Hvad fanden var der med folk og det faktum, at man plejede at banke på, før man braste ind?

    Det var mit held, at jeg havde efterladt en af mine lasede skolebøger ved mit skrivebord, som jeg af ren refleks kastede papiret ind imellem siderne på, før mit blik landede på Louis, der stod med korslagte arme og et smil over læberne.

    "Forskrækkede jeg dig?" spurgte han, selvom han udmærket godt vidste, at det havde han.

    Jeg kneb mine øjne sammen og skulede ondt i hans retning. Det fik ham blot til at grine, før han gik nogle skridt ind på mit værelse og dumpede ned på min uredte seng. Ude fra køkkenet kunne jeg også høre min moster og mor snakke højlydt, som de plejede, og på trods Louis' tilstedeværelse i sig selv var bevis nok, så bekræftede det ydermere deres ankomst.

    "Har du fået sovet rusen ud?" spurgte han og fjernede en af mine mange puder, som han var landet på.

    Jeg rullede med øjnene af ham og stønnede dramatisk, mens jeg tog fat om bogen. Mit hjerte sad stadig helt oppe i halsen, og under normale omstændigheder ville jeg nok slet ikke have fået et så stort chok. Derfor skyndte jeg mig at smide bogen ind i mit skab til resten af mine skolebøger, så jeg i stedet kunne fokusere på at opføre mig bare nogenlunde normalt.

    Tænk, at det skulle vise sig at være sådan en stor bedrift her på det seneste.

    "Hvad med dig selv?" spurgte jeg. "Havde du slet ikke nogle tømmermænd?"

    Egentlig spurgte jeg ham mest for at lede mine tanker over på noget andet. Hvis jeg kunne, uden det virkede mistænksomt, havde jeg nok allerede forsøgt at jage ham ud af mit værelse og så langt væk fra bogen med mit svarbrev som muligt.

    Dog ville det nok gøre mere skade end gavn.

    "Næ," svarede han, før hans gråblå øjne rettede sig mod mig. "der er jo nogle, der kan styre det."

    Hans flabede tone syntes aldrig at fejle, og jeg var hurtig til at besvare med et støn.

    "Lad os nu bare gå ned og spise, din ånd," mumlede jeg småfornærmet og priste mig et eller andet sted lykkelig over, at jeg havde fundet en måde at få ham væk fra værelset og brevet; jeg følte mig nærmest klaustrofobisk i det her rum lige nu.

    "Ånd?" Louis grinte, men rejste sig fra sengen og gik nogle skridt mod døren. "Virkelig, Wednesday?"

Middagen forløb, som den plejede. Min mor og moster havde altid været helt utroligt gode til at snakke, og det var sjældent, at der var bare et øjebliks tavshed ved bordet. Det gjorde mig dog ingenting. Faktisk langt fra. Jeg havde altid elsket de her familiesammenkomster. Ellers var det jo bare mor og mig. Familien syntes på en måde mere hel, når de også var her.

    "Wednesday, skal du også ned til bålet i aften?" Mosters spørgsmål fik mig til at blinke og vende tilbage til virkeligheden.

    Jeg rynkede lidt på brynene. "Bål?" spurgte jeg forvirret.

    "Der er et stort bål nede i parken i aften;" forklarede Dan for min moster, før han langsomt lagde sin gaffel fra sig ved siden af sin tallerken på bordet. "Louis skal derned med hans venner, og der kommer vist ret mange andre på jeres alder."

    Louis brød ind, før jeg kunne nå at svare. "Ja, Wednesday, du skulle da tage med!" opfordrede han.

    Mit blik flakkede mod ham, og jeg lod øjnene glide over hans afslappede holdning, som han lå ned i stolen med hænderne foldet over maven. Han havde skubbet sin tallerken et godt stykke ind på bordet. Det illustrerede klart, at han var færdig med at spise. Selv følte jeg mig også mæt, og det lå nok i, at jeg havde tilbragt de sidste timer med at skovle mad i mig.

    "Jeg ved ikke -" mumlede jeg tøvende.

    Egentlig lød idéen meget fristende, men der var en del af forslaget, som fik mig til at føle, at det ikke var særlig smart at tage med. Dan havde sagt, at Louis' venner ville være der, og det skabte en vis risiko for, at Harry også ville dukke op.

    Det føltes dumt, at det skulle være en grund til ikke at tage med, men indtil videre havde jeg ikke formået andet end at sætte mig selv i fortrydelige situationer, når han var der. Jeg havde jo lovet mig selv, at jeg ville prøve at undgå det.

    Jeg ville gerne beholde min tjans som Ellie, og af en eller anden grund gjorde Harry det svært for mig. Alt, som jeg havde lyst til, var at bryde ud og fortælle ham sandheden, og det ville helt klart sætte en stopper for mit liv som Ellie... men på samme tid virkede tanken om at se Harry igen underligt tiltalende. Jeg var forvirret. Det her var forvirrende.

    "Kom nu, W," blev Louis ved og rettede sig op. "du kan invitere nogle af dine veninder, hvis det er?"

    Jeg rystede lidt på hovedet som svar, men så mod min mor, da hun brød ind ved at sige noget. "Vi kommer alligevel bare til at sidde og snakke hele aftenen, skat." Hendes stemme lød som altid blid og kærlig. "Tag du med Louis."

    Jeg var stadigvæk i tvivl, selvom min mor havde en pointe i, at jeg ville komme til at kede mig ekstremt meget, hvis jeg skulle være her uden Louis som selskab. Dog nåede jeg ikke at tænke meget mere over det, før Louis pludselig fyrede en kommentar af, der fik mig til at dreje hovedet mod ham i et ryk og nærmest tabe underkæben i ren chok.

    "Du ved," sagde han, før han hurtigt fortsatte. "Harry kommer jo også."

    Selvom jeg kunne mærke, at alles blikke var rettet mod mig, så kunne jeg ikke gøre andet end at stirre på Louis. Panikken bredte sig langsomt, og jeg nåede ikke engang at svare min mor, da hun spurgte, hvem det var, før jeg havde rejst mig op.

    Intuitivt tog jeg fat om håndleddet på Louis. "Kom så, lad os tage af sted," sagde jeg og hev ham op og stå i en hast.

    Jeg vidste ikke, hvorfor han havde valgt at sige det foran hele familien, men én ting var sikkert, og det var, at jeg blev nødt til at få ham i enerum, så jeg kunne spørge, hvad fanden han havde ment. Havde jeg taget fejl? Vidste Harry godt, at jeg kendte til hans hemmelighed og havde derfor fortalt det til Louis? Var jeg alligevel blevet afsløret som Ellie?

    Louis' latter, der fyldte rummet, da han endelig kom på benene, bekræftede mig på en eller anden måde om andet, men jeg kunne stadig ikke undgå den pressede følelse i brystet. Det var ret tydeligt, hvad min familie måtte tro, når jeg havde været så hurtig til at få ham ud af lokalet. De troede sikkert, at jeg havde et form for crush på Harry, og jeg derfor ikke ville have Louis til at snakke om ham foran min mor eller sådan noget. Men det kunne jeg ikke rigtig bekymre mig om lige nu.

    Jeg koncentrerede mig i stedet om at få Louis ud i gangen. "Husk at skrive, når du tager hjem, ikke skat?" kunne jeg høre min mor råbe, og jeg kunne have svoret på, at jeg hørte hende fnise; hvis bare hun vidste, hvad det virkelig drejede sig om.

    "Ja ja," svarede jeg hurtigt, før jeg smækkede hoveddøren efter mig.

    Det var stadig lyst udenfor, selvom det efterhånden var ved at blive sent, men sådan er de sene forårsaftner jo. Der ville dog ikke gå meget mere end en times tid, før mørket ville falde på, og nat og dag ikke var svær at skelne fra hinanden.

    Jeg vendte blikket mod min fætter, idet jeg havde lukket døren, og min alvorlige mine passede slet ikke til synet, der mødte mig. Louis havde et lalleglad smil om læberne, og da han fik øje på seriøsiteten, der lå i mine øjne, brød han ud i et højlydt grin. Han tog et skridt frem, og jeg var hurtig til at følge ham, da vi skulle gå den korte vej hjem til ham for at hente bilen.

    "Undskyld," klukkede han, mens han forsøgte at stoppe med at grine. "jeg kunne bare ikke lade være."

    Forvirret rynkede jeg mine bryn. "Hvad mener du?" spurgte jeg uden at slippe ham med blikket.

    Efterhånden var jeg blevet overbevidst om, at det her ikke omhandlede Ellies brev. Det kunne det ikke. I så fald ville hans reaktion være helt utroligt upassende... men hvad var det så, der kunne få ham til at nævne Harrys navn?

    Louis tog en dyb indånding. "Han har fortalt mig det," sagde han endelig, som om det ville forklare det hele.

    "Hvad?"

    Vi var næsten allerede nået halvejs hjem til ham, og jeg måtte anstrenge mig en smule for at følge med i hans tempo, der var betydeligt hurtigere end mit eget. Måske fordi han var så meget højere end jeg og tog så meget længere skridt.

    "At du spurgte ham, om han havde en kæreste," svarede han endelig, før han så ned på mig.

    Louis brød igen ud i latter, og denne gang gik jeg ud fra, at det var forvirringen, der malede mit ansigt. Og på trods af min forvirring, var det, som om jeg endelig forstod, hvad der foregik, og hvordan alt det her hang sammen.

    Louis talte igen, før jeg nåede det. "Det er okay, Wednesday. Du kan lide ham." Han smilede stadig gennem ordene; sikkert fordi han fandt det morsomt, at hans kusine efter sigende skulle være smålun på hans bedsteven. "Faktisk er det ret sødt -"

    "Louis," afbrød jeg ham. "jeg er ikke forelsket i Harry."

    Et smil bredte sig igen over hans læber, og han løftede øjenbrynene. "Hvorfor ville du ellers spørge ham om det?" spurgte han og lagde ikke skjul på sin mistro til mig, før han hev sin bilnøgler op af lommen, da vi nærmede os hans røde bil.

    "Jeg var nysgerrig!" forsvarede jeg mig selv, selvom jeg tvivlede på, at han ville tro mig.

    Egentlig lød jeg også relativt upålidelig. Hvis jeg ikke selv havde kendt til sandheden, var jeg ikke sikker på, at jeg ville have troet mig. Jeg ville aldrig nogensinde kunne fortælle Louis, hvorfor jeg i virkeligheden havde spurgt ham; og det ville måske betyde, at han aldrig ville slippe idéen om Harry og mig, som han af en underlig årsag syntes exceptionelt godt om.

    Alle bilens lygter blinkede en enkelt gang, da den blev låst op, og vi gik om på hver vores side af den, hvor jeg satte mig ind på passagersædet. "Jaså?" lød det fra Louis i den samme misbilligende tone, imens han klikkede døren til førersædet op.

    "Det passer!" protesterede jeg. "Jeg er ikke forelsket i Harry."

    Mit sidste statement skulle egentlig have skabt en form for afslutning og konklusion på emnet, men den fik bare Louis til at nikke, uden smilet forlod hans læber. "Så siger vi det," mumlede han og satte nøglen i bilen, så der lød et brøl fra den.

Det var slet ikke så slemt, som jeg havde troet, at det ville være.

    Faktisk var det ret hyggeligt at sidde foran det kæmpe bål, mens lyden af småsnakkende mennesker blev blandet med støjen fra forlystelsesparken, der ikke lå meget længere et end par metre væk. Det var let at holde varmen med de knitrende flammer foran én, og i takt med mørket faldt på, var bålet blevet mere fremtrædende i sine dunkle omgivelser. Jeg kunne mærke, hvordan jeg blev mere afslappet, som tiden gik, og det havde nok noget at gøre med, at jeg endnu ikke havde set Harry.

    Da Louis og jeg var ankommet til parken efter den korte køretur, havde det kun været Liam og Zayn af Louis' venner, som jeg havde kunnet få øje på, og det var egentlig meget logisk, når man kiggede på, hvor mange mennesker her var. Man kunne med lethed blive væk her. Da Louis havde spurgt dem, hvor de andre var henne, lod det heller ikke til, at de havde set noget til hverken Niall eller Harry, og vi havde derfor bare sat os med dem -- og her havde vi egentlig været lige siden.

    Jeg havde forsøgt at ringe til både Bonnie, Luna og Cassidy for at invitere dem med herned, som Louis havde forslået, at jeg kunne, men der var ingen af dem, der havde mulighed for det. Derfor havde jeg i starten følt mig en smule malplaceret. Her på det seneste havde jeg tilbragt usædvanlig meget tid med min fætters venner, og jeg var egentlig ikke sikker på, hvor fedt han syntes, at det var. Det lod dog til, at det kun var mig, der sad inde med de bekymringer, for Louis virkede mere end henrykt over, at jeg var her med dem. Jeg var også hurtigt faldet i snak med Liam, efter vi var kommet.

    Vi var jo stort set også lige gamle, så det var vel meget naturligt, at jeg kom ud af det med hans venner.

    Der var nogle flere, der havde tilsluttet os ved græsset, og jeg genkendte Perrie blandt den lille gruppe. Hun sendte mig et smil, som jeg gengældte, før hun satte sig ved Zayn. Måske skulle jeg begynde at snakke noget mere med hende; hun virkede utrolig sød. Dog lod det ikke til at kunne blive lige nu, da hun sad med Zayn, som jeg ikke havde udvekslet mange ord med.

    Igen fik underbuks-episoden et smil til at trække i mine mundvige.

    Selvom det var søndag, havde jeg taget imod den dåseøl, som Liam havde rakt mig. Jeg havde bestemt ikke tænkt mig at drikke mig plørefuld igen, da jeg stadig var mærket efter sidste gang, men en enkelt øl kunne vel ikke skade.

    Jeg var cirka nået halvejs gennem min øl, da Liam pludselig sprang op fra sin plads ved siden af mig. I den tid vi havde været her, havde jeg mest snakket med ham, så det var helt instinktivt, at mine øjne fulgte ham, da han trådte nogle skridt frem for at byde Niall velkommen med et håndtegn. Selvom det var ved at være sent, så var det først nu, at vi så noget til ham, og derfor var der også en del andre, der hilste på ham ved at spørge, hvor fanden han havde været henne.

    Jeg var så opslugt af hele scenariet, at jeg slet ikke bemærkede, da en person tog plads på den anden side af mig.

    "Nej."

    Det gjorde jeg dog ved forskrækket at dreje hovedet, da personen gav lyd fra sig.

    Også var det som om, at freden var ovre.

    Harrys grønne øjne, der borede sig ind i mine, afslørede, at det var ham, der havde sagt noget -- og det var tilsyneladende til mig, siden han så på mig, som om han forventede et svar. Han sad lige ved siden af mig, og jeg havde været så uforberedt på hans ankomst, at jeg ikke havde nået at tænke over, hvad jeg skulle gøre. Det var den her situation, som jeg havde frygtet.

    Dog var det som om, at mine læber talte, før min hjerne kunne nå at følge med. "Hvad?" spurgte jeg.

    Jeg kunne fornemme, hvordan han smilede lidt, men hans øjne slap ikke mine. Jeg blev nødt til at minde mig selv om, at jeg blev nødt til at opføre mig normalt, så han ikke ville fatte mistanke. Det havde virkelig været en elendig idé at tage med. 

    "Nej," gentog han, og jeg rynkede lidt på brynene. "jeg har ikke en kæreste."

    Idet han havde sagt ordene, slog jeg en hånd over min ansigt, da jeg mindes mit ydmygende spørgsmål -- som han først valgte at svare på nu. Jeg kunne genkende Harrys nærmest melodiske latter, da jeg for anden gang gemte mit ansigt i græmmelse, fordi jeg havde pinliggjort mig selv foran ham. Jeg sukkede tungt, før jeg endelig turde se op på ham igen.

    "Du må virkelig ikke misforstå det spørgsmål;" forsøgte jeg, selvom det ville være svært at rede den her. "jeg ved ikke -"

    "Det er okay." Harrys stemme fik mig til at holde kæft, idet han åbnede munden, og jeg pressede læberne en smule sammen mod hinanden. "Jeg gætter på, at det er noget, som du har hørt, der fik dig til at stille mig det," fortsatte han lidt tøvende.

    Jeg kunne mærke, hvordan jeg stivnede. Dog forsøgte jeg desperat at opretholde en afslappet og almindelig facade udadtil, så han ikke ville bemærke min panik. Noget, som jeg havde hørt? Vidste han, at jeg kendte til hans brev?

    "Altså," begyndte Harry, før jeg kunne tage mig sammen til at sige noget. "der går en del rygter om mig, men det er ikke alle, der er lige sande," uddybede han i et langsomt tempo, og først nu kunne jeg trække normalt igen.

    Mit blik flakkede en smule fra hans. "Åh," var alt, jeg kunne præstere at sige.

    Han troede vel, at jeg havde spurgt ham, om han havde en kæreste for at fremsnuse mig til noget ligegyldigt sladder. Og måske var det også bedst, at han bare troede det. For i et øjeblik havde jeg været fuldstændig sikker på, at han vidste, at jeg kendte til hans hemmelighed. Måske var det problemet. Jeg var så paranoid. Måske hvis jeg stoppede med hele tiden at tro, at han vidste noget til Ellie, ville der heller ikke være den samme risiko for, at han ville opdage det længere?

    Derfor tog jeg en dyb, men diskret indånding i et forsøg på for alvor at tage mig sammen, før jeg endnu en gang så mod ham. "Det var stadigvæk akavet;" grinede jeg ganske sandfærdigt. "hvorfor skulle du også fortælle Louis det?"

    Dog nåede han ikke at svare, før en anden gjorde. "Fortælle Louis hvad?"

    Både Harry og jeg vendte blikket opad, da Louis pludselig standsede foran os med hænderne i siderne og et sigende smil om læberne. Det stod i hvert fald meget klart for mig, at når jeg sad her sammen med Harry, forstærkes hans skøre idé kun om, at jeg skulle være forelsket i ham. Satans, det ville jeg kunne komme til at høre meget længe for det her, ville jeg ikke?

    Han lod mig dog slippe med et smil, før han skiftede emne. "Klar til at tage hjem?" spurgte han.

★★★★★★★★★★★★★★★★★★

For at fejre at jeg er færdig med min sidste eksamen og derved har afsluttet 1.g, så har jeg valgt at publicere et kapitel! Derudover fejrer vi også lige, at movellaen er kommet op over 400 favoritlister, og det er absolut sindssygt. Vi kan også fejre, at jeg har lært Cher Lloyds stykke i Really Don't Care af Demi Lovato, men jeg gætter på, at det er underordnet.

Jeg beklager, hvis dele af dette kapitel virker lidt forhastet, men det er skrevet, mens jeg forberedte mig til diverse eksamener, så jeg har været lidt presset. Håber, at I synes om det alligevel! Husk at skrive en kommentar!

Tak, fordi I læser med!

x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...