Mellem racer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2015
  • Opdateret: 10 jun. 2015
  • Status: Igang
Vi befinder os i fremtiden. Man har for længst opdaget andre levende væsner i universet. Vi er ikke længere kun mennesker til stede. Racer imellem kan parre sig, men DNA’en vil blive blandet og skabe blandingsracer ved afkom. Derfor er der kun få renrasede tilbage af hver race og de har taget arrangerede ægteskaber og stamtavler op til overfladen igen. De vil ikke lade deres race uddø.
For Donnika har det aldrig været et valg. Hun er født ind i overklassen og er forlovet med en anden renracet. Hidtil har hun delt holdningen om renracethed, men hun kastes ud i kærligheden og må kæmpe med spørgsmålet om, hvordan hun både kan gøre det, hun føler er hendes pligt overfor hendes familie og hendes race, men samtidig gøre sig selv glad?
I mellemtiden har Cheyenne levet sit liv som underklasse, og har aldrig kendt sin blodstatus. Da hun pludselig får valget, er det en enestående mulighed for at slippe væk fra fattigdom. Men når det kommer til stykket, kan hun da give op på fri kærlighed?

2Likes
1Kommentarer
392Visninger
AA

3. Kapitel III

Cheyenne gik tavst med bevarelsesstyrken. I en form for choktilstand lod hun sig føre op på en af deres mange transportdroner og følte suset i maven som dens fødder slap sit greb i den mudrede jord og svævede tre etager opad til en åben terrasse. Her landede dronen ganske upåklageligt på stenunderlaget, og Cheyenne lod sig endnu engang føre frem af de uniformerede. De gik i højt tempo ind i bygningen fra platformen, stoppede op og skyllede deres støvler, for derefter at marchere mod en dørhvælving, der ikke syntes at føre nogen steder hen. I forhold til det forrige rums lettere, nedslidte vægge og gulve, var herinde purhvide vægge, og gulvet så ud til at være en slags halvgennemsigtigt glas. Hun funderede lidt over det, mens et par af de uniformerede stuvede sig sammen i det lille rum. Det var først der, hun opdagede at den ene væg havde en glasplade indsat. En plade der lyste, som den af de hvidklædte, der stod nærmest hende, trykkede forskellige steder på den. Så begyndte suget i maven igen, og hun stirrede febrilsk rundt på de uniformerede og forsøgte at holde balancen ved at læne sig op ad væggen, mens et forskrækket ”hvad?” undslap hendes læber. Mændene omkring hende var tydeligvis upåvirkede af gulvpladens pludselige bevægelse, men de stirrede på hende, da hun gav lyd fra sig.

   ”En magnetisk elevator” påpegede den ene roligt. ”Den lader os komme hurtigt fra etage til etage. Du vender dig til det.”  

   Der indfandt sig ikke ro i hende før elevatoren efter en rum tid stoppede. De uniformerede gik herefter hurtigt ud ad rummet og en af dem havde taget et fast greb om hendes håndled og trak hende med sig ud gennem dørhvælvingen. Manden stoppede med hende foran en hel væg af glas og hun missede med øjnene på grund af det pludselige lys. Det første hun opdagede, da hun nysgerrigt kiggede ud ad glasset efter hendes øjne havde vænnet sig til lyset, var hvor højt oppe de var kommet. Her var en fænomenal udsigt. Der var flere etager over der, hvor de befandt sig nu, men herfra så hun for første gang den violette himmel, som skyskrabere og træer tårnede sig op imod. I horisonten, bag bygningerne, kunne hun se planeten Velo og dens lille, mørklilla måne Sin, hun ellers kun havde hørt og drømt om.  De snakkede i baggrunden, men om hvad hørte hun ikke. Hånden havde stadig et fast greb i hendes arm, men hun kunne ikke få øjnene fra udsigten, så omgivelserne gled i baggrunden. Det var først da de hev hende med videre, at hun blev trukket med videre gennem rummet, væk fra panoramavinduet. Så længe hun kunne, skævede hun bagud for at få det sidste med fra udsigten, som hvis hun aldrig ville få den at se igen.

   De drejede flere gange og gik ned ad lange gange, hvor der med store mellemrum var elektroniske døre, som de gik igennem. Ved den sidste dør stoppede de tre uniformerede, der var fulgt med hende, op og trykkede på en glasplade så døren skød til side.

   ”Leyenn, vi har pigen” råbte den forreste og trådte ind i rummet. Cheyenne kunne ane en pige der strøg gennem rummet efterfulgt af et par andre piger. Hun stillede sig smilende op foran den uniformerede og pigerne samlede sig bag hende, blikkene rettet mod gulvet.

   ”Ah, vi har ventet spændt, kommissær Bren” sagde pigen og nikkede gestikulerende med hovedet. Den uniformerede, Bren, nikkede tilbage og drejede rundt på stedet og gik ud af døren. Manden der havde fat i hende fik hende med frem og slap hende, da hun stod inden for døren. Så forlod han hendes side og hun hørte døren lukke i bag hende. Igen måtte hun knibe øjnene sammen for lys.

   Pigerne forsøgte at holde deres blik mod gulvet, men det var tydeligt at de var nysgerrige for at få et syn af hende. Pigen der havde talt til den uniformerede stirrede intenst på hende med gentagende elevatorblik og pressede så læberne sammen i et forsøg på at holde en grimasse inde.

   ”Evenne, tag en blodprøve.” Cheyenne kunne se en af pigerne få et noget bange ansigtsudtryk og tøvende blive stående. ”Evenne” gentog pigen, der måtte være Leyenn og den anden pige strøg igennem rummet og kom over mod Cheyenne med en lille maskine. Da hun ikke gjorde noget, rømmede pigen sig stille, ”Finger, tak.”

   Cheyenne stak noget tøvende sin finger frem mod pigen, der forsigtigt – næsten uden at røre – tog fat om fingeren. Cheyenne mærkede prikket i fingeren, som hun havde gjort det under sin sygdom i sidste måned. Det måtte være derfra de havde undersøgt hendes blod, for det var kun anden gang i hendes liv, hun fik taget en blodprøve. Pigen stod med maskinen et øjeblik og vendte sig så mod Leyenn.

   ”Den er god nok. Renblods.”

   ”Hmrpf, så bliver vi vel nødt til at få vasket det mudder af hende” beklagede Leyenn sig og stirrede anspændt på Cheyennes fødder, mens hun fortsatte. ”Piger, skyl hende først”.

   Et par piger skyndte sig smilende hen til hende og tog undskyldende fat i hendes arm og førte hende forsigtigt med igennem en dør og ud i et badeværelse.

   ”Hvis du vil være så venlig, frøken Cheyenne,” sagde den ene af pigerne, mens hun gjorde en gestus mod bruseren. Hun gik ind under den og mærkede pigerne tage fat i hendes tøj og trække det af hende med blide bevægelser. Beskyttende tog hun armene rundt om kroppen, mens pigerne bare vendte hende med ryggen til dem og tændte for bruseren. Det begyndte at pirre på de tredelte ørespidser, da dråberne ramte ind mellem det lyse hår og kurede ned ad nakken. Følerne stod ud til siderne på ørene, anklerne og håndleddene, som vandet fortsatte sin gang ned over den lysegrå hud, og de kølige dråber fik huden omkring følerne til at spænde. Cheyenne skuttede sig og trak armene tættere om kroppen, mens hun prøvende bakkede ud fra bruseren. Hendes fødder gled let hen over det våde gulv, indtil hælen stødte ind i noget hårdt, der gav et lille hyl fra sig. Hun krummede sig forskrækket sammen og vendte sig mod en af pigerne, der mest af alt så ud til ikke at vide hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun pegede febrilsk rundt, mens hun stammende prøvede at formulere en sætning, dog uden held. En reaktion kom kort efter, da vandet stoppede pludseligt.

   ”Frk. Cheyenne. Er der noget vi har overset i donas habituelle velbefindende?” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...