Mellem racer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2015
  • Opdateret: 10 jun. 2015
  • Status: Igang
Vi befinder os i fremtiden. Man har for længst opdaget andre levende væsner i universet. Vi er ikke længere kun mennesker til stede. Racer imellem kan parre sig, men DNA’en vil blive blandet og skabe blandingsracer ved afkom. Derfor er der kun få renrasede tilbage af hver race og de har taget arrangerede ægteskaber og stamtavler op til overfladen igen. De vil ikke lade deres race uddø.
For Donnika har det aldrig været et valg. Hun er født ind i overklassen og er forlovet med en anden renracet. Hidtil har hun delt holdningen om renracethed, men hun kastes ud i kærligheden og må kæmpe med spørgsmålet om, hvordan hun både kan gøre det, hun føler er hendes pligt overfor hendes familie og hendes race, men samtidig gøre sig selv glad?
I mellemtiden har Cheyenne levet sit liv som underklasse, og har aldrig kendt sin blodstatus. Da hun pludselig får valget, er det en enestående mulighed for at slippe væk fra fattigdom. Men når det kommer til stykket, kan hun da give op på fri kærlighed?

2Likes
1Kommentarer
285Visninger
AA

2. Kapitel II

 De højhælede klirrede mod gulvet for hvert skridt hun tog og silkestoffet lagde sig blidt ind til hendes talje og hofter. Det opsatte, lysebrune hår bølgede smukt ned ad ryggen og perlerne i håret glimtede i det dæmpede lys og afslørede deres ægthed.  Donnika følte sig godt tilpas, som hun strålende gik forbi og smilede til dem hun passerede. Hun tog et glas fra en bakke, som en af tjenerne holdt og sippede et par tårer inden hun fortsatte. Belgard, øversteofficer kom mod hende og nikkede bekræftende som de passerede hinanden.

   ”Ah, den overskønne Donnika. Hvor berigende at møde dem. Nyder De festen?” sagde han høfligt, og Donnika gjorde et stop.  

   ”Det er en henrivende aften” smilede hun og gav et forsigtigt nej inden hun fortsatte videre. Hele tiden holdt hun høje med sin trolovedes placering. Også han holdt øje med hende og smilede venligt gennem rummet, når de fik øjenkontakt.

   Igen stoppede hun op og sippede fra sit glas, stadig med rank ryg. Hun nikkede smilende til et officerpar der passerede og skulle til at vende sig om, da hun mærkede sig selv støde ind i nogen. Hun var ved at tabe glasset ud ad hånden, men væsenet overfor greb fat om hendes hånd, så væsken kun skvulpede en anelse. Med røde kinder forsøgte hun lettere febrilsk at få samling på sig selv, og så så op på den fremmede. Da det ikke var en hun genkendte, faldt hendes nerver tilbage på plads, så hun roligt kunne smile venligt til det der lignede en menneskedreng på hendes egen alder.  Noget der formildede hende.

 

   “Jeg er Donnika. Og det..” hun trådte et skridt tilbage og vejede en arm mod en høj og muskuløs, ung mand. “..er min trolovede, Juniper Flux Huma.” Hun sagde det med imminent stolthed i stemmen og et løftet hoved.  “Og hvem beærer jeg med mit selskab?”

   “Noi Vertigo Cross.” Donnika frøs noget forundret, men vendte så sine øjne og kiggede ned igennem øjenvipperne. Præcis sådan hun havde lært at optræde foran blandingsracerne. Et let fnys forlod hende.

   “En blandingsrace? Hvad i alverden gør du her i vores haller?” Noi skævede til hende med et noget forundret blik.

   “Vidste du ikke..?” Der lød et fnys bag hende. Donnika genkendte det som Junipers. Hun mærkede hvordan hans arm lagde sig beskyttende rundt om hendes talje.

   “Selvfølgelig gør den smukke Donnika det. Hun er ganske simpelt ikke vant til at mænge sig med din slags" Hun smilede ved hans ord og kiggede op på sin trolovede. Han fortsatte med overlegen stemme, mens han tog et skridt til siden og blidt førte hende med sig.

   “Min skønne, lad os gå fra det dårlige selskab” Hun nikkede medvilligt og skulle til at lade sig føre med, da en noget ældre mand, en af kongressens officerer, gik med faste skridt mod dem og placerede en hånd på Junipers skulder.

   “Sir, om forlov, jeg kunne ikke undgå at overhøre jeres samtale.” Juniper slap grebet om hendes talje og vendte sig for at tage imod officerens hånd. “Det er ganske sandt, at vi må spendere vores tid omgivet af blandingsracer, men nu er det jo i det mindste kun dem af højerestående rang, der kommer noget nær lighedsstatus på os” De lo begge to, og officeren kastede et blik på Noi og klappede ham venligt på ryggen, inden han vendte sin fulde opmærksomhed mod Juniper. “Jeg må sige, at de og Donnika udgør et henrivende par” han nikkede mod hende og hun kunne ikke gøre andet end at sende et smil mod ham. Det fik ham til at nikke igen og derefter føre Juniper med sig.

   “Der er noget, jeg har ønsket at diskutere med dem, Sir - nu hvor de er til udvalg for at blive ny officer. De skal vide, at de har min fulde støtte. Med dem i vores kreds kan vi måske endelig gøre noget ved vores.. omgangskreds i hallerne.”

   “Så absolut, Officer Danik. Det er et yderst vanskeligt sted i vores politik, vi må så afgjort..”

 

De kunne høre deres snak blive mindre tydelig, som de bevægede sig længere væk fra dem og hen mod officerernes hal, indtil den til sidst var umulig at overhøre. Noget betuttet var hun endt med at stå alene tilbage med Noi. Blandingsracen.

   ”Jeg fornemmer en anelse skuffelse hos dig. Jeg må også sige, at jeg ikke troede, at ens forlovede sådan måtte vige fra ens side”

   ”De gør grin med mig” lettere måbende stirrede hun på ham. Han så ud til at vurdere hende med sit blik.

   ”Og alligevel, Donnika, har du ikke kaldt mig for en krydsning. Endnu i hvert fald” bemærkede drengen. Et kort øjeblik mærkede hun hans varme hånd over sin, som den hvilede på glasset, men så trak han den til sig igen og forsvandt ind imellem hallens mængder. Hun stod tilbage og sippede fra glasset, spejdende ud i mængden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...