Mellem racer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2015
  • Opdateret: 10 jun. 2015
  • Status: Igang
Vi befinder os i fremtiden. Man har for længst opdaget andre levende væsner i universet. Vi er ikke længere kun mennesker til stede. Racer imellem kan parre sig, men DNA’en vil blive blandet og skabe blandingsracer ved afkom. Derfor er der kun få renrasede tilbage af hver race og de har taget arrangerede ægteskaber og stamtavler op til overfladen igen. De vil ikke lade deres race uddø.
For Donnika har det aldrig været et valg. Hun er født ind i overklassen og er forlovet med en anden renracet. Hidtil har hun delt holdningen om renracethed, men hun kastes ud i kærligheden og må kæmpe med spørgsmålet om, hvordan hun både kan gøre det, hun føler er hendes pligt overfor hendes familie og hendes race, men samtidig gøre sig selv glad?
I mellemtiden har Cheyenne levet sit liv som underklasse, og har aldrig kendt sin blodstatus. Da hun pludselig får valget, er det en enestående mulighed for at slippe væk fra fattigdom. Men når det kommer til stykket, kan hun da give op på fri kærlighed?

2Likes
1Kommentarer
275Visninger
AA

1. Kapitel I

Fødderne strøg gennem muddersjasket, så hurtigt som de kunne bære kroppen afsted. Smidigt smøg hun sig gennem den trange gades mængder, og trak tørklædet tættere om hovedet for at skærme yderligere for støvregnen. Cheyenne så sig tilbage over skulderen, hvor råbene blev højere, og satte farten op så godt som det kunne lade sig gøre: Folk begyndte at trænge ind til siderne og standse op for at stirre bagud, alle med hatte eller tørklæder om sig for at afværge de værste dråber.

  “Opstilling!” blev der råbt bagfra og det fik Cheyenne til at trække sig tilbage. Hun mærkede de fugtige mursten mod ryggen, og forsøgte at mase sig langs muren. Det  kunne dog kun lade sig gøre for et kort stykke. Hun så sig misfornøjet om og trak igen tørklædet tættere om sig, mens hun skævede op mod himlen, der var umulig at se for etager på etager af bygninger, broer og platforme, der fortsatte deropad i hvad der lignede en uendelighed. Regnen formåede at søge nedad uanset hvad der synes at skygge for den, men fra hvad hun havde hørt, så var det ikke så vådt på de øvre etager. Som tankerne løb igennem hendes hoved, greb en hånd fast i hendes overarm og trak hende med sig ind gennem en slidt ståldør. Da hun var kommet ind i læ trak hun tørklædet ned om halsen og kiggede sig omkring. Et smil bredte sig på hendes læber.

  “Åh Elgi” lo hun blidt mod veninden og sænkede sine garder.

  “Mhm, du behøver ikke takke mig” sagde veninden lettere opstemt og fortsatte sin talestrøm. “Ud fra hvad jeg har hørt, så har de fundet nye renblodede. Er det ikke spændende?” hvinede hun med begejstring i stemmen. Præcis som hun altid gjorde det når bevarelsesstyrken patruljerede. Cheyenne trak vejret en smule anspændt og prøvede at udtrykke ligegyldighed i sit svar.

   “Jeg kan virkelig ikke se det interessante i at blive tvunget ud i kanten af gaderne så de kan komme forbi,” mumlede hun. Veninden fulgte hende med sit blik, som hun undersøgte bygningen.

   “Nu har de jo retten til..” forsøgte Elgina, men Cheyenne afbrød hende. “Altså, teknisk set arbejder de kun for nogen, der har bildt sig selv ind at de har ret til det” Det burde være tydeligt for veninden at høre irritationen i hendes stemme, som hun sukkende kravlede op på afsatsen ved vinduerne, så hun blev høj nok til at kigge ud af en af de lettere ituslåede ruder.

 

Ganske som da hun for lidt siden havde mast sig igennem mængderne, kunne hun se racerne stadig stod tæt sammen ind mod murene, mens bevarelsesstyrken vandrede rundt imellem dem og scannede rækkerne en ad gangen. Det varede stadig et godt stykke tid før de nåede ned til deres ende. Dem der havde nået ind i de gamle bygninger, stod ligesom hende selv og holdt øje med forløbets gang fra vinduerne. Bevarelsesfolkene vandrede frem og tilbage derude, pakket godt ind i hvide uniformer og handsker. Deres støvler havde allerede påtaget sig gadernes mudder og snavs, og hun kunne ikke lade være at tænke på, at de måtte hade at patruljere hernede så ofte med den rengøring der fulgte med. Men i det mindste kunne de komme væk herfra. Selve processen med scannerne gik relativt hurtigt; det var tydeligt at de var trænede i det, og som det havde været de foregående gange, tænkte hun, at de allerede måtte vide præcis hvem de ledte efter: Det var bare et spørgsmål om tid før scannerne ville indikere at væsenet var fundet.

   “Tænker du aldrig på hvordan det ville være at være renblodet?” Elginas stemme lød medfølende, en tone der fik Cheyenne til at vende hovedet mod hende.

   “Du er enten født renblodet, eller også er du ikke. Du kan ikke gøre fra eller til” Hun hørte veninden sukke over hendes svar, hvorefter hun kravlede op ved siden af hende og lænede panden mod ruden.

   “Men bare prøv at tænke over hvor mange af os, der ikke kender vores blodstatus” hun slog ud med armen, “ingen af os kender vores status, eller hvad? Ville du ikke gå med dem hvis du fik chancen?”

   “Jo selvfølgelig. Jeg mener bare, at man ikke selv kan gøre noget for fra eller til, når det kommer til status. Er man virkelig renblodet, så finder de en på et eller andet tidspunkt. Hvis ikke, så ..” Hun tav, men rystede så på hovedet.

   “Ej se, de har fundet en!” Hun hørte Elginas højlydte stemme og vendte sig igen for at kigge ud ad vinduet. Ganske rigtigt var scanneren begyndte at lyse og sige høje biplyde, og den unge pige der mest af alt så fortvivlet ud blev ført med af de uniformerede. Pigen forsøgte at holde fast i en mands hånd, men forgæves. Cheyenne kiggede over på Elgina, der mest af alt så medlidende ud.

   ”Jeg er sikker på hun får det bedre hos de renblodede. Når hun lige vender sig til det..” prøvede Cheyenne mumlende. ”I det mindste vi slippe for dem nu”. Veninden rystede stille på hovedet og pegede udenfor, hvilket fik Cheyenne til at følge fingerens retning. Det så slet ikke ud til, at bevarelsesstyrken var på vej væk endnu. Elgina fortsatte med at ryste på hovedet og hoppede ned på betongulvet. Hun vendte sig og trak Cheyenne med ned fra afsatsen.

   ”Vi må hellere se at komme ud, de når til os snart” sukkede hun med lettere rysten i stemmen. Cheyenne pegede over mod den anden ståldør.

   ”Lad os gå ud på den anden side” nikkede hun med fastlåst mine, og trak det fugtige tørklæde over hovedet igen. 

 

Pigerne klemte sig ud i mængden og blev mødt af den kølige støvregn. Bevarelsesstyrken var kommet et godt stykke igennem mængderne på denne side og det varede ikke længe før de var oppe i deres nærområde. Scannerne blev kørt hurtigt over gruppen og de uniformerede var på vej til næste gruppe, da en af scannerne begyndte med biplyde. Den ene kiggede på sin scanner og derefter over på gruppen.

   ”Der er en herover” råbte han til de andre, der kom over og trak hatte og tørklæder af alle i gruppen, så de tydeligt kunne se ansigterne. Han førte så scanneren forsigtigt over hver enkelt. Da scanneren igen bippede pegede han mod Cheyenne. ”Hende.”

   Hun stivnede og kiggede febrilsk på Elgina, der så forvirret ud og greb fat om hendes arm. Et mumlende ’Elgi’ forlod hendes læber da hun blev ført væk af de uniformerede og hun mærkede alles øjne på sig.

   ”Det var den sidste. Giv lyd til de andre” hørte hun dem sige, mens hun blev ledt væk. Det efterfulgt af en masse biplyde. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...