My Sisters Boyfriend ♥ {1D} (feriepause)

Kærligheden mellem de to berømtheder Zayn Malik og Perrie Edwards blomstrer som aldrig før. Eller det er ihvertfald hvad billederne ud af ser til. Da Perrie inviterer hendes lillesøster Angela til London, vender alt dog på et bræt. For hvad sker der, når Angela blander sig, og indleder en hemmelig affære med Zayn bag Perrie’s ryg? Finder Perrie ud af det? Kan Zayn blive ved med at leve med skyldfølelsen, og vigtigst af alt: Hvem ender han med at vælge?

Da både Laura og jeg er på ferie, er MSB på pause, og der bliver først opdateret når vi kommer hjem igen - håber I stadig følger med ♥,

50Likes
41Kommentarer
3383Visninger
AA

7. An unexpected decision

Zayns synsvinkel: 
Forvirret var vidst et godt ord, der beskrev mig lige nu. Det var som om jeg ikke kunne koncentrer mig, det eneste jeg gjorde var bare at sidde i sofaen, mens jeg stirrede på den hvide dør til Angelas værelse, som var ned langs gangen. Alle gæsterne var taget hjem, bortset fra drengene som fastslog at de ville overnatte her, hvilket vi egentlig ikke havde ret meget imod. Det gjorde de tit. Vi sad alle 6 i sofaen og så tv på lav volume, da Angela var gået i seng, og Perrie havde fortalt at hun ikke brød sig om at blive vækket, når hun endelig sov - præcis som jeg også havde det. 
Jeg ved ikke om jeg direkte fortryder det jeg sagde til hende. Hendes forvirrede ansigtsudtryk sidder stadig som tatoveret bag mine øjenlåg, og jeg kunne alt i alt bare ikke få hende ud af hovedet. Hun fyldte allerede mine tanker, og jeg har ingengang kendt hende i mere end nogle par timer? 
Jeg var også smuttet så hurtigt, da hun åbnede munden for at sige noget, fordi jeg var så fandes bange for, at hun bare ville råbe et eller andet sindssygt. En del af mig fortryder det, men en anden del af mig fortæller at jeg burde være ligeglad. Dog er tanken strejfet mig, at hun kunne fortælle det til Perrie, hvilket gjorde mig enorm nervøs. 
Derfor fortryder jeg det måske en smule, men det er også den eneste grund. Det var nærmest en befrielse at fortælle hende det. Fortælle hende hvordan jeg havde det, selvom vi næsten lige har mødt hinanden og jeg er hendes storesøsters kæreste - så det må nok være en smule sært for hende. Ærligtalt ved jeg ikke, hvad jeg skal sige til det. 
"Zayn?" skreg Niall pludselig ind i mit øre, hvilket fik mig til at hoppe forskrækket op fra sofaen og var ved at vælte, men heldigvis nåede jeg lige at gribe fat i sofaen. De kiggede alle forvirret på mig. "Du var virkelig væk," grinede Harry, som rejste sig op og lagde kort en hånd på min skulder, før han fjernede den igen. "Men jeg smutter i seng nu." Jeg nikkede kort til ham, før mit blik flakkede over mod Perrie. Efter nogle sekundter kunne hun nok føle mit blik på hende, så hun så kiggede over på mig, med et lidt forvirret smil på læberne. "Hva så?" grinede hun. Jeg trak på skulderne og slog blikket ned i gulvet. Hvor bliver den sædvanlige varme følelse af? 

 


 

Solen skinnede igennem de hvide gardiner, hvilket fik mig irriteret til at slå øjnene op. Noget jeg hadede allermest i verden det var at vågne sådan, og jeg har i længe haft lyst til at købe nogle sorte gardiner, men jeg har bare aldrig taget mig sammen. Fandes til gardiner! 
Jeg trak den lune dyne af mig og satte mig på kanten. Allerede der kom Angela ind i mine tanker igen, hvilket jeg bare rystede hovedet af. Det var forkert, men føles bare så rigtigt. Jeg tøvede lidt før jeg rejste mig op fra sengen. På vej hen til tøjskabet kiggede jeg hen på sengen igen og åbnede pladsen ved siden af mig var tom - hvilket betød Perrie var stået op. Først der kom jeg til at tænke på hun kunne havde været ved siden af mig. Det havde jeg slet ikke tænkt på. 
Jeg vendte mig rundt mod tøjskabet som jeg åbnede og trak en hvid tshirt ud, samt et par normale sorte halv bukser. Hurtigt hoppede jeg i tøjet og gik ud i køkkenet, hvor det larmede utrolig meget. Noget sagde mig at de andre drenge også var stået op. "Hva så Zayn-drengen?" lød det højt fra Harry idet jeg trådte ind i køkkenet. Mit blik gled rundt køkkenet. Hun var ikke stået op endnu. Med et suk bumbede jeg ned på en stol ved siden af Liam, som sad og læste i avisen. "Lidt træt måske?" drillede Niall og sendte mig et stort, frisk smil. Jeg rullede bare øjne og satte mig til rette i stolen. "Godmorgen skat," lød det pludselig lidt væk, hvilket fik mig til at kigge derhen. Perrie stod lænet op af køkkenbordet med armene over kors, og med et stort smil på læberne. Jeg sendte hende bare et svagt smil, før jeg kiggede ned i bordet igen. 
"Tag noget mad," beordrede Liam pludselig, før han skubbede en skål med boller hen mod mig. Egentlig havde jeg ikke rigtig lyst til morgenmad, men alligevel tog jeg en bolle, snuppede den tallerken Liam havde brugt og lagde den derpå. 
Imens jeg var igang med at smøre bolle med smør, hørte jeg nogle skridt ude på gangen, hvilket fik alle til at tie stille. Vi kiggede alle spændt hen mod døren til gangen, hvor Angela pludselig stod. Hendes brune hår var rodet og uglet. Hun havde bare en lang tshirt på, som dækkede hvad den skulle. "Godmorgen sovetryne," hvilede Perrie som hurtigt var ovre ved hende, "hvordan er det lige du ser ud, altså?" Et grin forlod hendes mund. Angela kiggede træt på hende, dog med et lille smil, hvilket fik en sjov følelse til at brede sig rundt i hele min krop.
"Nå, se og få noget morgenmad, så du kan komme ind og gøre dig parat," sagde hun og gav slip på hendes håndled. Angela kiggede dovent på hende, før hun langsomt bevægede sig hen til os og satte sig på den ledige plads ved siden af Harry, overfor mig. "Godmorgen," mumlede hun nærmest utydeligt til os alle. Uventet mødte hun mit blik og kiggede ulæstlig på mig, hvilket gjorde mig nervøs. Mon hun tænkte på det igår? 
"Nå, jeg går ind og gør mig klar nu." sagde Perrie lidt efter, "så kan vi komme afsted." 
"Hvem hvad?" spurgte jeg hurtigt og kiggede undrede hen på Perrie. Hun grinede en smule, "mig og Angela. Vi skal ud og shoppe." 
Langsomt begyndte jeg at panikke. De skal ikke alene afsted! Tænk hvis Angela nævner noget omkring det jeg sagde? Så er jeg fandme på skideren, og det lader jeg ikke ske. "Jeg tager med!" sagde jeg og rejste mig hårdt op fra stolen, som var ved at lande ned på gulvet, men Liam nåede lige at gribe den. Jeg kiggede føle alles blik på mig, og jeg kiggede også forvirret på mig selv. 
"Vil du med?" spurgte Perrie overrasket. Jeg tøvede lidt og nikkede så. "Jamen.. Du hader da at shoppe?" sagde hun forvirret. Jeg bed mig langsomt i læben, "uhm.. jeg har brug for at komme lidt ud." 
Hun nikkede bare langsomt, men også en smule forvirret. Jeg forstod hende udmærket  jeg hader at shoppe. Det er et helvede at skulle vente milioner af år, fordi hun skal prøve så meget tøj. Da Perrie var gået ud af køkkenet, gled mit blik kort over på Angela, som bed sig nervøst i læben. Jeg sukkede en smule. I det mindste kan jeg da få købt de fandes sorte gardiner. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...