A Day in My Shoes | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2013
  • Opdateret: 15 apr. 2014
  • Status: Færdig
Harry Styles. Liam Payne. Louis Tomlinson. Zayn Malik. Niall Horan. Vi har alle hørt de fem verdensberømte drenges navne. De danner nemlig til sammen det succesfulde boyband ved navn One Direction. Men hvem er de egentlig? Hvem er de personer, vi hver dag ser i medierne? Er de de smilende drenge, de foregiver sig for at være? Eller holder de i virkeligheden på flere hemmeligheder? Prøv at gå en dag i deres sko - så finder du måske ud af det.

209Likes
272Kommentarer
10355Visninger
AA

6. Zayn

”This is a state of grace, this is the worthwhile fight. Love is a ruthless game unless you play it good and right. These are the hands of fate, you’re my Achilles heel. This is the golden age of something good and right and real.”

Taylor Swift - State of Grace

---

Vi var ved at blive ældre; snart var der ikke en eneste af os, der var teenagere længere. Det var underligt. Og et eller andet sted havde jeg endnu ikke indset det. Jeg var 20 år gammel. Det var ikke lige til at forholde sig til, for jeg følte mig langt fra som en 20-årig. Mange folk stiftede allerede familier i den alder, og imens gik jeg bare rundt her og turnerede som en 16-årig sukkersød popstjerne. Og folk betragtede mig vel også sådan, går jeg ud fra. Hvorfor skulle de ikke gøre det? Jeg ville nok også selv have gjort det, hvis jeg skal være helt ærlig.

Det var, som om livet var en joke. Det føltes virkelig sådan. Alt, vi lavede, var at fjolle rundt og te os som små børn, og netop fordi det var os, var det helt okay. For vores fans kunne alligevel ikke se os som andet end helte – lige meget hvad vi gjorde. Vi kunne ryge hash – hvilket vi også havde gjort – og det ville stadig være okay. Det ville ikke bare være okay, de ville juble. Det var i hvert fald, hvad de havde gjort, da det skete.

Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle have det med det. Godt nok havde jeg nævnt i This Is Us, at jeg da var ligeglad med, når folk kom og sagde ting som ”Åh, du er ham fra dét band,” men det var jeg i længden ikke. Det gjorde ondt, for folk kunne jo ikke tage mig alvorligt. Selvfølgelig var det en helt vildt fed oplevelse at være med i et verdenskendt band som One Direction, men folk undervurderede os også som personer. Og hvis der var noget, jeg hadede mere end noget andet, så var det at blive dømt på forhånd.

”Hvad er klokken?” mumlede Niall søvndrukkent og tog en dyb indånding, før han pustede dovent ud. Selv lå jeg og var nogenlunde lige så udkørt som ham – mine tanker var bare lysvågne. Jeg havde ikke den store trang til at bevæge en eneste muskel, men hele mit hoved vrimlede med sætninger og ord uden sammenhæng. Noget sagde mig, jeg havde drømt noget, men jeg kunne ikke komme i tanke om hvad, selvom jeg kun netop var vågnet – man plejede da altid at kunne huske en drøm tydeligst om morgenen, gjorde man ikke? Tja, i så fald var det ikke tilfældet ved mig.

”Lidt over ti,” svarede Harry og gabte, inden han igen hvilede sit hoved på sin pude, som han havde bragt med hjemmefra. Vi andre sov med hotellets puder, men Harry brød sig ikke om, at de altid var så lave, så derfor havde han sin egen med. Hver gang vi andre lånte den i bare fem minutter, forvandlede han sig til en vildkat og hvæsede vredt af os om, hvordan man bør spørge om lov i stedet for at stjæle en andens ejendom. Faktisk var den reaktion netop grunden til, vi alle gemte den væk – det var yderst morsomt at se ham knurre af os som en eller anden schæferhund.
”Jeg har virkelig ikke lyst til at stå op,” hørte jeg Niall mumle mod sin pude. ”Skal vi noget i dag? For ellers vil jeg gerne bare sove.” Han vendte sig rundt, så dynen, han lå med, udstødte et tungt suk. ”Faktisk, bare ignorer det spørgsmål. Jeg sover i dag lige meget hvad.”

”Jeg forbander tømmermænd langt væk lige nu,” sukkede Louis, og jeg hørte de andre mumle noget som for at erklære sig enige – ja, alle undtagen Niall, som klukkede lavmælt for sig selv. Noget i hans irske gener gjorde, at han altid var frisk som en havørn om morgenen efter en aften fyldt med druk, og det misundte vi ham alle sammen.

”Årh, hold mund, Niall,” vrissede Liam i et lyst tonefald, hvilket han altid gjorde, når han kom med sådan nogle kommentarer. Han vidste det nok ikke selv, men jeg havde lagt mærke til, hvordan de alle havde en speciel måde at sige ting på. Jeg gad vide, om jeg mon også havde de små talevaner – det havde jeg vel formentlig – og om de også havde lagt mærke til mine. Eller om det bare var mig, der overtænkte. Selvom jeg for længst var stoppet med at skrive meningsfulde citater om livet på Twitter, havde min indre filosof ikke forladt mig. Den var ikke med mig hele tiden, men når den var, var det som at få briller på efter at have været halvblind. For jeg indså tit så mange ting, når brillerne var på. Og det latterlige var, at det altid var, hvad der skete, når jeg var fuld. Nogle gange kom det også og bankede på, når jeg stod ude med en cigaret i hånden og afstressede, men eftersom jeg prøvede at skære ned på smøgerne, var det nu en sjælden begivenhed – det lod til, at cigaretterne ikke længere havde den ønskede effekt. Lige meget hvad var jeg stresset – bare tanken om alle de ting, jeg skulle nå, fik mit hoved til at gøre ondt.

”Sover Zayn stadig?” spurgte Niall nysgerrigt, og jeg skyndte at klemme øjnene i – hvorfor, ved jeg ikke. Det var bare en ren refleks – og det var vel også, hvad de forventede af mig. Jeg var jo den i bandet, der brugte al sin tid på at sove, i hvert fald ifølge medierne og alle vores fans. Jeg går ud fra, det vel også var det indtryk, jeg havde givet dem, og jeg havde rigtig nok også engang været lidt af en sovetryne. Jeg gik dog ikke helt så meget op i denne såkaldte ’skønhedssøvn’, fordi jeg følte, der var så meget andet at bruge sin tid på. Hvis det i forvejen var svært at nå alle de ting, jeg skulle nå, på de dagtimer, der var, skulle jeg vel ikke formindske timerne.

”Zaaaaayn, sover du?” hørte jeg igen den irske dreng spørge i et højlydt tonefald.

”Det gør han vel nok, siden han ikke svarede på dit første spørgsmål,” fnøs Liam. ”Lad være med at vække ham, han har brug for søvnen.”

Han har brug for søvnen. Havde jeg det?

”Han er trods alt en smule mere skrøbelig end os andre,” fortsatte han. ”Uden søvn vil han ikke kunne holde til det hele. Zayn er bare … Han er virkelig følsom, og det ved vi jo godt. Han bliver lettere såret end os andre, og han bekymrer sig hele tiden, selvom det måske er mig, der ses som den såkaldte ’Daddy Direction’.”

”På det seneste har han virkelig klamret sig til alle omkring ham,” samtykkede Louis. ”Jeg tror, han går igennem et eller andet for tiden – vi har vel alle været der, har vi ikke?”

Jeg vidste ikke, om jeg skulle føle mig stødt over deres ord. Det lød, som om de bekymrede sig for mig, så der var trods alt ingen grund til at være irriteret på dem, men alligevel gav deres ord et ekko i mit hoved. De blev ved med at køre rundt, og jeg prøvede febrilsk at finde hoved og hale på det hele, men jeg vidste bare ikke, hvordan jeg skulle reagere til det hele. Nu, hvor de sagde det højt, kunne jeg godt se det – jeg kunne godt se, hvordan jeg havde været mere på Twitter end normalt, hvordan jeg havde ryddet alle mine planer for at FaceTime med min familie, og hvordan jeg altid blev vred, når drengene var for trætte til at gå lidt rundt i byen og snakke. Det var vel et tegn på, at jeg følte mig overset eller glemt. Måske var jeg bange for at miste alt, jeg havde, på et splitsekund.

”Hvad snakker I om?” sagde jeg endelig og forsøgte at lyde så søvndrukken som muligt. Jeg havde ikke lyst til, at de opdagede, jeg havde overhørt deres samtale – det ville formentlig skabe lidt af en akavet stemning.

”Ikke noget,” skyndte Harry at svare, før han rystede på hovedet med et skævt smil. ”Er du lige vågnet?”
Jeg kunne tydeligt høre, hvordan han prøvede at få spørgsmålet til at virke ligegyldigt og henkastet, selvom det overhovedet ikke var det. ”Jep, og jeg kunne godt bruge flere timers søvn,” indrømmede jeg, ”men jeg ville nok alligevel ikke kunne sove.”

”Wow.” Louis kiggede på mig med store øjne. ”Hvornår kunne selveste Zayn Malik ikke længere sove hvor som helst og når som helst? Hvad er jeg lige gået glip af?”

Jeg grinede halvhjertet. ”Tja, jeg går ud fra, det skete, da min hjerne blev slagtet af alkohol i går.” Vi hørte alle Niall juble for sig selv endnu en gang, og en kædereaktion af tunge suk blev sat i gang. ”Du skal være glad for den gave, Horan.”

”Det er jeg skam også,” svarede han selvtilfredst. ”Men hvad skal I lave i dag? Skal vi lave noget sammen?”

”Hvad blev der af, at du gerne ville ligge i sengen hele dagen?”

”Jeg skifter hurtigt mening.” Han sendte os et stort smil, og jeg grinede lidt for mig selv over hans positive attitude. Sådan var han altid morgener efter en stor fest eller begivenhed – han led ikke af tømmermænd, det virkede mere, som om alkoholens eftervirkning var som lykkepiller på ham.

”Beklager, mate, jeg skal være sammen med Sophia.”

”Jeg skal til en fodboldkamp.”

”Samme her.”

”Jeg har vist heller ikke lige tid,” var jeg den sidste til at svare, ”men måske i aften?” Jeg kiggede op for at opdage, at otte nysgerrige øjne hvilede på mig, og jeg gik hurtigt igennem mine tanker i et forsøg på at finde ud af hvorfor. Havde jeg sagt noget forkert? ”Er der noget galt …?”

”Hvad skal du, Zayn?” Blikkene flyttede sig ikke fra mig – man skulle næsten tro, de ikke havde brug for at blinke, sådan som de pludselig vågede over mig.

”Øh …” mine øjne flakkede fra side til side i et forsøg på at finde en god forklaring, men tømmermænd og morgenhjerne var ikke den bedste kombination i hele verden, ”jeg vil gerne købe en gave til Perrie herfra. I ved, hvor meget hun elsker Los Angeles.”

”Nå ja, okay,” mumlede Niall, og jeg kunne se, han var en smule såret. Det var også lidt af en tåbelig undskyldning at fyre af, men jeg kunne ikke fortælle dem, hvad jeg skulle. Godt nok fortalte jeg dem en masse ting, men jeg kunne ikke risikere, at det her slap ud. Ikke før det var på tide.

”Måske i aften eller en anden dag, for jeg vil virkelig gerne,” sagde jeg, og han nikkede med et svagt smil.

”Nå, men jeg må vist hellere stå op – Louis og jeg skulle nødig komme for sent til kampen,” sagde Harry og rejste sig. ”Skal du med, Louis?”

De vekslede nogle indforståede blikke, som jeg kort undrede mig over, og så nikkede Louis hurtigt. ”Jep, det er jo også en meget god idé at komme lidt tidligere end andre, så der ikke er så mange til at lægge mærke til os.”

Var det bare mig, eller var der noget i luften? Hele situationen virkede ret så ubekvem. Måske var jeg ikke den eneste med skjulte dagsordener – i virkeligheden opførte vi os ikke så tætte, som folk troede, vi var. Vi holdt af hinanden, og jeg tror heller ikke, jeg ville have kunnet leve uden dem, men det var, som om vi havde brugt alle de mange fornemme titler, der fandtes, så ofte, at de ikke længere havde den store betydning. Så mange store ord og begreber betød intet for mig nu, fordi jeg havde sagt dem så mange gange uden at have ment det, og det ærgrede mig en smule. Når jeg fortalte nogen, jeg elskede dem, føltes det så automatisk og næsten instinktivt, fordi jeg havde sagt det så mange gange til fans. Jeg elskede dem selvfølgelig, fordi de havde gjort mit liv til, hvad det var nu, men det var ikke på samme måde, som jeg elskede Perrie. Alligevel sagde jeg det ikke på en anderledes måde, når det gjaldt hende, og det generede mig virkelig. Hvorfor var jeg også tvunget til at sige sådanne ting næsten hele døgnet rundt? Det var, som om al mening var forsvundet – som om livets mening også snart ville sive ud af mine hænder som sandet, jeg havde leget med som lille. Så længe havde jeg troet på, at der var en mening med alle folks liv, men var mit livs mening virkelig bare at lege popstjerne og have det perfekte stjerneliv, som alligevel også var krakeleret en smule efterhånden? Intet mere? Selvfølgelig var det fuldstændig sindssygt, at jeg kunne få lov til at bo på helvedes dyre hoteller og møde de mest kendte mennesker på kloden, men alt var så overfladisk. Hele mit liv var bare en kedelig overflade. Nogle folk gik hele livet og søgte lykke for til sidst at finde den, men det virkede, som om jeg allerede for længst havde fundet den. Og hvad så nu? Hvad var der mere at jagte efter? Jeg havde jo alt. Og på trods af det følte jeg mig alligevel en smule tomhændet.

”Jeg bør nok også stå op snart. Jeg skal jo mødes med Sophia om lidt.” Liam sukkede. Det var nu ikke sådan en reaktion, jeg havde forventet af en, der elskede sin kæreste højere end noget andet. Så han da ikke frem til det? Tja, jeg havde ikke rigtig lyst til at spørge ham, men han virkede bare ikke helt så glad for hende, som han havde været for Danielle. Selvfølgelig var han ikke træt af hende, og jeg er sikker på, han også holdt virkelig meget af hende, men jeg kunne ikke anse hende for at være ’den eneste ene’. Det var ikke hende, jeg forestillede mig, når jeg tænkte på Liams bryllup. Jeg tvivlede ikke et sekund på, at hans følelser var ægte, men de brændte ikke fuldstændig igennem. Det var, som om hun var en forhastet beslutning, fordi Liam gerne ville prøve noget nyt og komme ud af ’den sikre zone’, hvis man kunne sige det sådan. Det var ikke det rette at sammenligne Sophia og Danielle med hinanden, men det var samtidig også fuldstændig uundgåeligt, hvis man kendte dem begge.

Nu kendte jeg ikke Sophia så godt, så det kunne sagtens være, jeg bare havde fået det forkerte indtryk, da vi havde hilst på hinanden. Men det var tydeligt, hun ændrede Liam – om det var på den gode eller dårlig måde, vidste jeg dog ikke. Sammen med Danielle havde de været en smule lukkede omkring deres forhold, mens han i den grad ikke holdt tilbage i nærheden af Sophia. Hun gjorde ham mere … dristig. Det var det rette ord. Og jeg følte, at Danielle holdt ham nede på jorden, hver gang han var ved at stige til vejrs. Hun gjorde, så den person, han havde været under X Factor, ikke forsvandt fuldstændig. Og nu, hvor de havde slået op, var han væk.

”Nå, så er det kun os,” sagde Niall og trak lidt på skuldrene. ”Hvornår skal du af sted?”

”Hm, måske om en halv times tid,” svarede jeg, ”men det haster nu ikke. Butikkerne har jo åbent helt til i aften. Jeg tror ikke, det vil tage mig flere timer at finde en gave til Perrie.”

”Jeg synes ikke, du plejer at købe gaver til hende – altså, ikke at du er en dårlig kæreste,” tilføjede han hurtigt. ”Men hvad skyldes, at du gør det nu? Er der sket noget imellem jer, som du ikke har fortalt os om, eller hvad er det?”

”Nej, nej, alt er helt fint,” forsikrede jeg ham om. ”Jeg har bare tænkt meget over vores forhold, og nu er det på tide, jeg gør et eller andet.”

”Det lyder næsten, som om du skal fri til hende,” grinede han, inden han spærrede øjnene op. ”Vent, er det det, du skal?!

Afsløret.

Jeg sank en klump og prøvede på at forholde mig roligt. ”Jeg skal bare kigge efter noget til hende.”

”En ring.”

”Ikke nødvendigvis.”

”’Ikke nødvendigvis’? Det er tydeligt, du har tænkt dig at fri til hende!” Et stort smil krummede om hans læber. ”Hvorfor har du slet ikke fortalt os om det? Zayn, det er jo fantastisk! Drengene bliver ellevilde, når de hører det!”

”Shh!” tyssede jeg på ham. ”Jeg vil gerne holde det hemmeligt lige nu, for der er jo ikke så meget at juble over, hvis hun siger nej, vel? Jeg skal nok fortælle dem, når tiden er inde, men vær sød ikke at råbe op om det for nu.”

”Selvfølgelig! Og bare rolig, hun skal nok sige ja. Det er der ingen tvivl om. Du skal slet ikke være nervøs!”
”Nu må vi se.” Selvom han var så sikker på, hun ville sige ja, var usikkerheden der stadig. Vi havde trods alt ikke engang været sammen i et år, men alligevel var jeg allerede klar til at binde mig. Hun var den, jeg ville tilbringe resten af mit liv med, og jeg kunne ikke se mig selv med nogen anden. Mine følelser havde aldrig føltes så rigtige, som de gjorde i nærheden af hende.
Jeg var ikke klar over, om det her var en overilet handling. Det var ikke længere til at bedømme, om jeg gjorde ting af ren og skær kærlighed, eller om jeg gjorde det af desperation. For jeg havde ikke lyst til at miste alt, jeg havde. Jeg var så bange for at vågne op til ingenting overhovedet. Til at starte med, da One Direction lige var blevet dannet, havde jeg været blandt folks favoritter, og nu var jeg den med færreste følgere på Twitter. Hvad gjorde jeg forkert? Og hvad kunne jeg gøre for at rette op på det hele? Jeg var rædselsslagen for, at det her ville ske for mig i alle situationer og ikke kun, når det kom til bandet. Jeg var næsten aldrig hjemme, så hvorfor skulle mine forældre ikke efterhånden holde mere af mine andre søskende end mig? De kendte mig jo næsten slet ikke længere, fordi jeg så sjældent så dem. Det var også derfor, jeg gjorde alt, jeg havde i min magt, for at holde kontakten med dem – selv hvis det blev over FaceTime.

Det var problemet. Mit hjerte var alt for stort. Alt omkring mig bristede, når en enkelt dårlig ting skete. Jeg gik så meget op i glæde, at jeg uden den ville være som Jorden uden Solen til at skinne på sig. Jeg holdt så meget af alt og alle, og det gjorde ondt på mig, når andre havde det dårligt. Det var umuligt for mig at bemærke tristheden omkring mig, for jeg ville så gerne fikse alt. Bekymringer var alt, mit hoved var fyldt med. Og jeg tænkte, at hvis jeg friede til Perrie, ville hun vel vide, jeg virkelig elskede hende – jeg ville ikke have hende til at være naget af tvivl. Vi havde flere gange været oppe at toppes på grund af alle de rygter, der havde cirkleret rundt om, at jeg havde været utro. Hun var virkelig bange for, at mine følelser for hende var forduftet, og bare synet af tårer på hendes kinder var nok til at knuse mit hjerte.

”Jeg må nok hellere stå op,” sagde jeg hæst, hvorefter jeg trak dynen til side. ”Jeg kan mærke, det bliver en lang, lang dag.”

”Held og lykke med at finde den perfekte ring! Jeg er sikker på, Perrie vil elske den lige meget hvad,” råbte han efter mig, da jeg gik ud på toilettet for at børste tænder og sætte mit hår. På det seneste havde jeg ikke været særlig god til at barbere mig, så skægstubbene var efterhånden blevet en smule lange. Det var kun, når vi skulle filme en musikvideo eller noget i den stil, vores management krævede, at jeg var i god stand. Det var formentlig en af grundene til, at fansene havde mistet deres interesse for mig, men jeg tror ikke, det ville have ændret noget, selv hvis jeg barberede mig ordentligt.

 


Det var altid ret besværligt, når vi drenge splittede op og gik hver vores vej, for lige meget hvad skulle vi være ledsaget af en sikkerhedsvagt, og når vi ikke var sammen, blev vi nødt til at hyre flere. Jeg regnede med, at der var otte på arbejde i øjeblikket, fordi to gik med Sophia og Liam, to gik med Harry og Louis, og to gik med mig. Niall var vist stadig på hotellet, men der plejede altid at være vagter på den etage, vi boede på, så de kunne smide ubudne fans ud.

”Jeg vil gerne ind der,” fortalte jeg vagterne og pegede på en smykkeforretning, der så ud til at være meget dyr – og dermed var smykkerne vel også af god kvalitet. Jeg vidste, at der i USA var en hel del skrammelforretninger, og hvis man ikke lige kendte stedet ordentligt, ville man højst sandsynlig blive snydt.

Klokken, der hang over døren, gav sig til at ringe, da jeg trådte over dørtærsklen, og ekspedienten kiggede smilende op på mig med lysende øjne. Han var gammel, og kun få hår var tilbage på hans hoved. Derudover brugte han briller, så hans falmede grå øjne så større ud end normalt. Jeg var glad for, det ikke var en pige på min alder eller yngre, for de plejede aldrig at være helt så erfarne som de ældre. Dem, der havde levet længere, havde jo også haft chancen for at lære mere.

”Hvad kan jeg hjælpe dig med, unge herre?” spurgte han og rettede lidt på de store, sorte briller. ”Måske en gave til den, du elsker?”

”Det kan man vel godt sige …” jeg trådte op til skranken og trykkede mine håndflader mod den kolde glasplade, som beskyttede en masse værdifulde smykker, ”eller ja, det er ikke bare en gave.”

”Åh, er vi ude i noget med en forlovelsesring?” Jeg nikkede, og han fortsatte. ”Følg mig, de er alle herovre. Hvordan vil du have, den skal se ud? Stor eller lille, sølv eller guld, hvilken ædelsten, og hvad er du villig til at betale?”

”Jeg vil gerne have en klassisk ring,” svarede jeg. Jeg vidste ikke, om det var et godt nok svar, men jeg vidste ærlig talt ikke særlig meget om kvaliteterne. Jeg havde slet ikke undersøgt det – måske havde jeg forventet, jeg bare skulle kigge på nogle ringe og sige, hvilken der var pænest. Var det ikke lidt det, alle drenge gjorde? ”Prisen betyder ikke så meget, så længe den er det værd.”

”Javel …” Han spidsede tænksomt munden og tog en nøgle frem for derefter at låse glasskabet op. Derefter tog han en masse plader op, der var fyldt med ringe af alle slags, og jeg måtte lade mig forbløffe over, hvor kreative folk havde været. Der var så mange at vælge imellem. ”Her har du dine muligheder. Personligt ville jeg anbefale dig en med diamant og enten sølv eller hvidguld, hvis du går efter det klassiske.”

Jeg studerede de mange skinnende objekter og overvejede nøje, hvad Perrie ville blive mest glad for. ”Jeg vil gerne have noget klassisk, men så alligevel også unikt, hvis du forstår. En ring, der ikke bare er overalt, men stadig har det der gammeldags strejf.”

”Hvad med den her?” Han tog en ring frem, der snoede sig som en slange. ”Den har den klassiske diamant i midten, men selve ringens form er lidt mere kreativt lavet. Den vejer 2,72 gram og er af hvidguld.”

”Hm …” Jeg kneb øjnene let sammen og forestillede mig den på Perries slanke fingre, og jeg kunne da godt se det for mig, men alligevel føltes den ikke helt rigtig. Den var helt klart perfekt til hverdagsbrug, fordi hele konceptet var enkelt, men jeg kunne ikke se hende med den på til This Is Us-premieren, fordi den simpelthen bare var en smule for ufin. ”Jeg vil gerne have en større diamant, men den skal heller ikke virke alt for iøjnefaldende.”

”Hvad med den her så?” Han tog en anden frem, hvorpå diamanterne var mindre synlige – de var gemt væk inden i metallet. ”I den her er der tre diamanter, og så er den en smule tyndere end den anden.”

”Den kunne jeg faktisk godt overveje,” mumlede jeg anerkendende, ”men jeg bryder mig ikke så meget om, at diamanterne nærmest er indgraveret i ringen. Har du en, hvor der også er tre diamanter, som så bare ’stikker ud’, ligesom den gjorde ved den første ring, du viste mig?”
”Giv mig et øjeblik,” sagde han, inden han gav sig til at kigge på de mange ringe foran sig, og inden længe holdt han den ønskede op foran sig med et stort smil. ”Hvad synes du så om den her? Diamanten i midten er på omkring halvanden karat, mens de andre er på under en karat. Den er ligesom de andre af hvidguld.”

Den var perfekt. Diamanterne så ud til at danne en sløjfe, og jeg vidste, at når hun tog den på (hvis hun da sagde ja), ville de meget observante bemærke den, men alligevel var den ikke så iøjnefaldende, at ens øjne med det samme landede på den. Det var lige, hvad jeg havde ledt efter. Måske var tallet tre virkelig lykkens tal.

”Der er kun en af dem tilbage på lager i størrelse small, så jeg kan garantere dig, du ikke vil finde den andre steder. Den udgik for et par måneder siden, men ringen blev desværre returneret her tidligere,” fortalte manden mig. ”Det er selvfølgelig kun, hvis din kæreste bruger small, når det kommer til ringe.”

”Det gør hun,” sagde jeg hurtigt, selvom jeg ikke var helt sikker. Dog var det mit umiddelbare gæt, eftersom hun havde forholdsvis tynde, lange fingre.

Det var nu, det hele gjaldt. Når jeg først købte den, var der ingen vej tilbage. Selvfølgelig kunne jeg levere den tilbage, men det ville være alt for ydmygende bare at tænke på. Hvis jeg gik hjem med den her ring, skulle jeg også føre planen ud i livet i stedet for at være en kujon. Jeg var ikke blevet opdraget til at blive en kryster, så det skulle jeg heller ikke være nu. Jeg kunne godt gøre det her. Jeg elskede jo Perrie, og jeg var mere end 110 % sikker på, at jeg ikke ville komme til at fortryde det. Hun var den pige, jeg gerne ville tilbringe resten af mit liv med.

Efter at have stirret på den skinnende ring i noget tid uden at foretrække en eneste mine, åbnede jeg endelig munden og sagde: ”Jeg tager den.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...