A Day in My Shoes | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2013
  • Opdateret: 15 apr. 2014
  • Status: Færdig
Harry Styles. Liam Payne. Louis Tomlinson. Zayn Malik. Niall Horan. Vi har alle hørt de fem verdensberømte drenges navne. De danner nemlig til sammen det succesfulde boyband ved navn One Direction. Men hvem er de egentlig? Hvem er de personer, vi hver dag ser i medierne? Er de de smilende drenge, de foregiver sig for at være? Eller holder de i virkeligheden på flere hemmeligheder? Prøv at gå en dag i deres sko - så finder du måske ud af det.

209Likes
272Kommentarer
10353Visninger
AA

5. Niall

”All the days collided, one less perfect than the next. I was stuck inside someone else’s life and always second best.”

Ashlee Simpson – Shadow

---

En fan havde engang afleveret et brev til mig. Vi læste ikke mange af de breve, vi modtog, fordi vi havde travlt med alt muligt andet, men da jeg en aften ikke havde haft noget at lave, havde jeg besluttet mig for at gøre det. Jeg fortrød det bestemt ikke, for det havde været livsforandrende. Og bestemt én del af brevet havde hægtet sig fast i mit indre.

”Hvordan har du det?” Det er min hadessætning. Jeg kan ikke forklare dig, hvor meget jeg afskyr den. Jeg tror et eller andet sted, vi alle har en eller anden sætning, vi bare ikke kan fordrage. Jeg ved ikke, om I har fundet jeres endnu, men man kan ikke undgå at få sådan en på et eller andet tidspunkt. Jeg vil gerne forklare jer, hvorfor jeg hader den sætning så ufatteligt meget, men jeg kan ikke love jer for, I vil forstå. Jeg er svær at forstå og har altid været det – sådan er det bare. Jeg har prøvet på at blive ligesom alle andre; følge med strømmen, som var jeg en død fisk, men det har bare intet hjulpet. Jeg kan ikke blive ved med at flygte fra mig selv. Derfor er jeg bare … mig. Jeg har givet op på at blive en af de ”normale”. Man kan vel godt sige, det er en god ting, men så alligevel ikke, for selvfølgelig er det fedt at have sit eget flow. Jeg ville bare ønske, min snak ikke kedede folk til døde eller drev dem til vanvid. Ser du, jeg har en tendens til at lade mine tanker føre mig alle mulige vegne, og det har du vist også lige overværet. Jeg kan ikke ”bare” komme til sagen, for det tager en hel roman af tanker at forklare en ting. Sådan har jeg det. Og det er også derfor, jeg regner med, det her brev bliver så langt, at I nok stopper med at læse det på halvvejen, hvis I da overhovedet har tænkt jer at tjekke det ud. Det håber jeg, I vil, for det er sådan, vi fans ser jer. Vi har ikke lyst til at indse, vi bare er nogle alt for ivrige teenagepiger uden liv, for I har givet os det indtryk, at vi er mere end det. Det er vi så bare ikke. Alligevel ser vi jer som engle. Vi tror ikke, I kan gøre noget som helst galt, og hvis I gør, så er det en andens skyld – logik for os. Latterligt, jeg ved det, og jeg tænker også tit over, hvor barnlig denne fanbase egentlig er, men jeg kan alligevel ikke forlade den. Jeg har mange gange haft lyst til bare at stoppe med at elske jer. Det er bare umuligt, for I har gjort så meget for mig (nok den mest kliché ting at sige, men i det mindste sagde jeg ikke, I har reddet mit liv, for så bliver det vist ikke mere kliché).

Tilbage til det vigtige: Hvorfor hader jeg den sætning? I har måske allerede nu regnet det ud, for det kan godt være ret åbenlyst. Alle spørger mig jo om, hvordan jeg har det. Oftest spørger folk bare om det, fordi det er ved at blive lige så normalt som ordet ”hej”. De går ikke op i mit svar, det gør de jo ikke. De ville ikke vide, hvad de skulle gøre, hvis jeg en dag svarede: ”Jeg har det af helvedes til.” Enten ville de undre sig over mit svar, eller også ville de se mig som en eller anden opmærksomhedskrævende kælling – jeg undskylder for sproget, men det er jo sandheden. Derfor svarer jeg altid bare, at jeg har det fint, for alt andet ville jo virke mærkeligt. Det, der er problemet, er bare, at jeg hader at lyve, og det er så latterligt, for at sige, man har det fint, er jo bare lidt en automatisk ting at gøre, men på en eller anden måde lægger jeg mere i det. Det er svært for mig at svare, jeg har det fint, for jeg har lyst til, at en eller anden bare beder mig om at fortælle dem alt. Men den person findes ikke. Derfor er der ikke noget, jeg hader mere. Og jeg ved, det lyder, som om jeg har et hårdt liv nu eller noget i den stil, men ja … alle teenagere er vel et eller andet sted lidt opmærksomhedskrævende, ikke? Det er et menneskes natur.

Jeg havde aldrig troet, en af vores fans ville kunne komme op med noget så sandt og tankevækkende, men det var også virkelig bare mig, der havde undervurderet dem, for der var ingen tvivl om, at mange af dem havde et sindssygt talent – det kunne man se på alle de tegninger, de havde afleveret til os, de covers, de havde uploadet på YouTube, og de mange flashmobs, de havde lavet for at bringe os til deres land.

Dengang jeg havde læst brevet, havde jeg ikke haft nogen umiddelbar hadessætning. Faktisk havde jeg fundet det underligt, hun havde nævnt det i brevet, fordi … ja, det havde jeg aldrig tænkt over. Det var dog anderledes nu. For det var gået op for mig, jeg faktisk havde en hadessætning, og jeg hadede den måske mere, end hun hadede sin.

”De har slet ikke ændret sig.” På det seneste havde den sætning bare kørt frem og tilbage i medierne igen og igen og igen. Og havde det nogen ende? Overhovedet ikke. Folk blev såmænd bare ved med at sige, vi alle stadig var de fem drenge, vi havde været i 2010. Og det var vi jo ikke. Langt fra endda.

For hvis jeg stadig havde været Niall Horan fra 2010, ville folk vel stadig hade mig og ønske mig ud af bandet. De ville stadig gå og sige, jeg ikke fortjente al den berømmelse, og folks største bekymring ville vel være, at der netop var så mange, der havde det sådan med mig. Men det havde ændret sig meget på det seneste, og verden gad bare ikke indse det. Jeg havde for længst set i øjnene, jeg ikke var den samme længere. Hvorfor kunne de ikke også bare gøre det?
Det var ikke, fordi vi havde ændret os på en negativ måde – det håbede jeg da i hvert fald ikke. Alt, der var sket, var, at vi var vokset op. Vi var blevet klogere. Og vi havde indset, at kendislivet måske alligevel ikke var så nemt. Så hvorfor var det så svært at indse, Harry ikke længere var en lille bagerdreng, at Zayn ikke længere var ”Bradford badboy”, at Liam ikke længere var den søde ”Daddy Direction”, at Louis ikke længere elskede gulerødder, og at jeg ikke længere var en eller anden madelskende dreng, som ingen kunne lide?

Jeg savnede tiden. Det gjorde jeg virkelig, men jeg vidste også, jeg aldrig nogensinde ville kunne vende tilbage til det. Jeg ville aldrig nogensinde kunne blive ham drengen med de skæve tænder og helt lyse hår. Det havde været ualmindeligt let dengang og så alligevel ikke. For jeg huskede tydeligt, hvordan folk altid havde været så lede og fordømmende, når alle os fem mødte nogle fans. Hvordan folk aldrig havde mig blandt deres favoritter. Og pludselig, bare med et, havde alt forandret sig. Og jeg ved endnu ikke hvorfor eller hvordan.

Jeg ville højst sandsynligt have løjet, hvis jeg sagde, jeg ikke havde gjort noget for at få fansene til at synes bedre om mig. På et eller andet tidspunkt var det blevet for meget, og jeg havde følt mig nødsaget til at ændre mig – bare i det mindste blive lidt mere anerkendt. Men jeg havde godt nok aldrig set mit selv i toppen, konkurrerende med Harry. Jeg så det ikke direkte som en konkurrence, for jeg elskede ham, som var han min egen bror, men så alligevel … At komme på toppen ville være det mest ultimative.

”Hvad tænker du på?” spurgte Zayn med et skævt smil, og jeg kiggede op på ham.

”Ikke så meget …” svarede jeg så, selvom det var løgn. ”Bare på alle mulige ting. Nogle gange tager jeg bare mig selv i at tænke over hele livets mening og alt sådan noget, fordi alt det, der er sket de seneste år, har været så overvældende.”

”Jeg ved, hvad du mener.” Han udstødte et suk og kørte en hånd igennem sit hår. ”Nogle gange kan jeg virkelig slet ikke følge med. Det er sindssygt.”

”Kan du fatte, vi i øjeblikket er på en udsolgt turné, som både går til Europa, Australien og Amerika? Altså, bare tænk over, hvor mange mennesker der er, som har brugt halvdelen af deres lommepenge på en enkelt billet. Det er simpelthen bare så sindssygt, det er det virkelig. For bare få år var det så anderledes.”

”Det er sgu ret vildt,” sagde han med rynket pande. ”Før alt det her havde jeg aldrig nogensinde fløjet.”

Vi befandt os i øjeblikket i en bil på vej til TCA-awardshowet. Jeg havde glædet mig meget til det, for der var for mig intet bedre end awardshows – man fik mødt så mange inspirerende personer, og desuden var det også lidt af en fest. Især afterpartyerne var noget, jeg elskede. Det var der, man rigtigt fik hilst på alle og snakket med dem – og det var nu også virkelig fedt at kunne blive en smule beruset til tider.

Det var kun Zayn og mig, der sad i bilen. De andre drenge ville ankomme senere; Louis og Harry, fordi de åbenbart skulle snakke om et eller andet (om Twitter gik amok med Larry? Det kunne man vist roligt sige) og Liam, fordi han var sammen med sin nye kæreste, Sophia. Jeg var blevet ret overrasket, da Liam havde fortalt os, han var faldet for en ny pige, for tro mig, han havde flæbet en hel del på det seneste omkring Danielle. At han så pludselig bare var kommet videre … Jeg fandt det en smule mærkeligt, men jeg var da i hvert fald glad for, han igen smilte. Han fortjente at være glad.

Det første, der faldt mig i øjnene, da vi ankom, var en masse blændende lys. Paparazzierne var allerede ankommet – sikken overraskelse. Selvom jeg havde en stor trang til at knibe øjnene sammen, lod jeg være, for det ville højst sandsynligt ende med et billede, hvor jeg lignede en idiot, og dem var der i den grad nok af. Men sådan var det vel at være i søgelyset. Man kunne ikke undgå alle de uheldige billeder, selv hvis man prøvede.

”Niall!” råbte en journalist og prøvede ihærdigt på at følge mit tempo, men jeg var ikke i det store humør til interviews og udtalelser. På det seneste havde mit hoved bare ikke orket det, for jeg havde været udmattet og træt. Jeg havde indset, hvordan der var to sider af berømmelsen – krone, der indebar turnéerne, pengene, berømmelsen, og plat, der indebar de grimme ord, alle rygterne, intet privatliv … og facaderne. Jeg hadede facaderne mere end noget andet, for hver dag var jeg en anden end mig selv. Selvfølgelig spillede jeg ikke udelukkende skuespil, men jeg var trods alt ikke besat af Nando’s, og jeg var ikke bare en ’carefree mofo’, ligesom mine tweets på Twitter udtrykte. Jeg tænkte rent faktisk en hel del, og på det seneste havde mine tanker ikke gidet lade mig være i fred i bare ét enkelt minut. Det var forfærdeligt.

De sidste par dage havde flashbacks været hele min verden; på grund af alle de ting, der foregik, blev folk som Simon Cowell ofte nødt til at snakke om os. Jeg vidste, at man i This Is Us fik lidt at vide om, hvordan vi var som personer, og folk plaprede altid løs om, at vi ikke havde ændret os overhovedet. Og det havde vi jo. Måske endda mig mest. Så jeg kunne ikke lade være med at sammenligne min nuværende situation med min daværende. Det kunne jeg bare ikke. Det var ikke muligt for mig at stoppe flashbacksene, før de fyldte hele mit synsfelt.

Det var dog blevet bedre. Indtil videre havde de ikke fyldt så meget af mine tanker, og jeg håbede inderligt på, at selvom jeg nu var ude i offentligheden, og der derfor ville være større sandsynlighed for, at de ville komme væltende, kunne jeg holde dem ude. De var det sidste, jeg havde brug for lige nu.

Men overvej det. Overvej, hvordan jeg engang havde haft lyst grydehår og skæve tænder, hvorimod det nu var lyst med brune udgroninger samt helt lige tænder, nu hvor jeg havde haft bøjle på. Hvordan jeg engang havde været ham, bandet ikke havde behøvet, hvorimod jeg nu var blandt favoritterne – jeg gik stadig ud fra, det bare var, fordi jeg var single ligesom Harry. Men selvom det er helt naturligt at ændre sig over årenes løb, var jeg virkelig bare sikker på, alle fansene omkring mig havde været med til at gøre det her ved mig. De havde vendt op og ned på alt.

”Kan du fortælle os lidt om jeres kommende album?”

”Hvad kan vi forvente af lyden?”

”Vil albummet blive anderledes end de andre?”

Jeg kiggede væk og fortsatte med at gå på den røde løber. Jeg havde mange gange fået rådet om kun at lade mig interviewe af de folk, jeg havde en aftale med. Ikke bare alle dem, der desperat stormede op mod mig, fordi det ville fremme deres karriere. Så jeg fortsatte bare ligeud med Zayn ved min side, og inden længe stod vi ved siden af en mand, som havde en stor mikrofon i sin venstre hånd.

”Hvem har vi så her?” Han sendte os et blændende smil. ”Er det ikke Niall og Zayn fra One Direction?”

Bag mig hørte jeg en masse piger hvine højlydt, og der blev råbt: ”Jeg elsker dig så højt, Niall!” og i det hele taget bare mit navn gentagne gange. Zayn blev også nævnt, men underligt nok fokuserede det mest på mig. Jeg vidste godt, folk her på det seneste havde lukket Zayn lidt ude, men jeg forstod ikke hvorfor. Hvad gjorde mig bedre?

”Det er godt, I kunne komme!” Smilet fortsatte med at være på hans læber, og jeg kunne se på ham, at han havde været vært/interviewer længe. Det var tydeligt at se på erfaringen i hans blik – jeg vidste, at lige meget hvad ville han kunne vende en akavet situation med en eller anden vittig bemærkning, og at han heller ikke under nogen omstændigheder ville lade sig selv blive vred på os. Men han var heller ikke falsk. Selvom han primært så os som pengemaskiner, der skulle holde hans karriere i live, virkede smilet langt fra anspændt.

”Det er godt at være her,” svarede Zayn, da det gik op for ham, jeg ikke havde tænkt mig at sige meget. Vi var begge lidt uvante til de her situationer, for Liam førte oftest ordet, og hvis han ikke gjorde det, så var det Harry og dernæst Louis, og ingen af dem var her i dag, så Zayn og jeg var en smule fortabte. Selvfølgelig var vi blevet interviewet en masse gange, men vi foretrak at forholde os lidt stille. Det gjorde jeg i hvert fald, og sådan virkede det også med ham.
”I er blevet nomineret til hele fem awards i dagens anledning. I skal desuden åbne showet med sangen Best Song Ever. Er I spændte?”

”Virkelig, virkelig spændte!” Zayn kiggede lidt på mig, og jeg nikkede bekræftende. ”Vi er alle meget glade for den sang og vidste med det samme, den ville blive et hit, da vi hørte den for første gang. Vi skylder vores sangskrivere, Wayne Hector, John Ryan, Hallie Walker, Julian Bunetta, Ed Drewett og Pete Townshend, en kæmpestor tak.”

”Nu, I nævner det med jeres sangskrivere, kan vi så forvente en masse selvskrevne sange i jeres nye album?”

”I kan forvente et par,” lovede Zayn, ”men mere kan jeg desværre ikke fortælle. Vi har helt klart været mere med på det her album, end vi har med Take Me Home og Up All Night for den sags skyld. Vores musik vokser sammen med os, det er sikkert.”

Vores musik vokser sammen med os. Det var virkelig godt sagt – især fordi det jo på en eller anden måde var at indrømme, at vi ændrede os. Han kunne godt indrømme, at vi havde ændret os, men Zayn havde også altid været sandfærdig. Han var nok den af drengene, jeg følte mig mest tryg ved, for der var ikke noget ondt over ham. Kun gode sider – måske endda lidt for mange. Jeg var lidt bange for, at det en dag ville vende sig imod ham, for at elske folk alt for meget kunne også være en ulempe, uden tvivl.

”Mange tak for jeres opmærksomhed.” Igen sendte intervieweren os et smil. ”Jeg vil ikke holde på jer længere, da jeres fans helt sikkert er ved at dø for at få et billede med jer!”

”Det har været en fornøjelse.” Zayn sendte ham et nik, og jeg lavede en grimasse ind i kameraet for derefter at bevæge mig hen mod vores fans. Allerede da jeg stod omkring syv meter fra dem, skreg de så højt, at jeg var bange for, jeg ville vågne døv næste morgen. Alligevel fortsatte jeg, indtil jeg nåede op ved siden af dem, og de med blanke øjne spurgte, om de kunne få et billede. Jeg svarede selvfølgelig ja.

Jeg fortsatte rundt til de ivrige fans, som alle kaldte på min opmærksomhed. Det kunne blive lidt uoverskueligt, men jeg prøvede at nå så mange som muligt, fordi jeg vidste, det betød meget for dem. Jeg kom nok aldrig til at forstå, netop hvorfor det var så stor en ting, men det kunne vel også være lige meget.

”Niall?” blev der stille kaldt, da jeg skulle til at gå fra pigen, jeg netop havde fået taget et billede med, og jeg vendte mig spørgende om. ”K-kan du … måske …”

”Måske hvad?” spurgte jeg med et skævt smil og nærmede mig hende langsomt, hvorefter jeg lagde hovedet nysgerrigt på skrå. ”Du kan bare sige det.”

Pigerne omkring mig stod alle og stirrede på mig med øjne så store, at jeg var bange for, at de snart ville poppe ud, men al min opmærksomhed var rettet mod den generte, stammende pige foran mig.

”Det her er nok lidt tåbeligt, men, ” hun bed sig lidt i læben, ”kan du måske følge mig på Twitter?”

Og da var det, sorte pletter begyndte at blokere mit syn. Eller egentlig ikke. Alt blev ikke sort, da flashbacket trak i min bevidsthed. Omgivelserne omkring mig blev bare slørede, utydelige og ufokuserede. Jeg kunne ikke længere koncentrere mig om virkeligheden – kun det, der nu udspillede sig i mit hoved.

”Niall?” Jeg vendte mig smilende om mod pigen foran mig. Hun var virkelig smuk, på trods af at hun havde en lidt buttet figur. Mange af vores fans var virkelig kønne, og jeg var helt sikker på, at en prins ventede dem alle et eller andet sted – en, der hver dag ville påpege, hvor smukke de var. Desværre var den prins højst sandsynligt ikke nogen af os fem drenge fra bandet, selvom de lige nu håbede på det. Jeg vidste, det en dag ville ændre sig. At de ville komme videre.

”Ja?” Der var ikke mange i lufthavnen. Det var ikke altid, folk vidste, vi var der, hvilket faktisk var lidt overraskende at tænke på nogle gange, taget i betragtningen af at de kunne finde ud af, hvor meget vi vejede og for den sags skyld også vores blodtyper.

”Kan du måske … Altså, jeg har Twitter, ikke?” Jeg nikkede afventende. ”Kan du spørge Harry, om han ikke kan følge mig? Det ville betyde alt, for han er virkelig min favorit, og jeg har bare brugt så lang tid på at spamme ham. Hvis jeg nu giver dig mit Twitternavn, kan du så eventuelt give det videre?”

”Øh …” jeg følte mig pludselig en smule tør i munden. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle have det med det. Forventede hun rent faktisk, jeg ville være hendes budbringer? Aldrig havde jeg følt mig mere værdiløs – eller jo, det havde jeg. For det var langt fra første gang, sådan noget her var sket. Det skete alt for ofte. For det hele handlede jo om Harry – vi hed ikke One Direction, nej, vi var Harry og De Andre, ”selvfølgelig. Klart nok.”

”Ej, tusind tak!” hvinede hun, hvorefter hun rakte mig en seddel. ”Det her er mit navn. Endnu en gang tak, det her er derfor, jeg elsker dig, Niall.”

Fordi jeg er budbringer, tænkte jeg bittert for mig selv. Det var derfor, hun elskede mig. Ikke for min personlighed, min stemme eller noget andet, nej, fordi jeg gav folks Twitternavne videre til Harry, så han kunne følge dem. Jeg gjorde ingen anden nytte. Jeg var jo bare mig. Lille, ubetydelige mig. Men det havde jeg jo længe vidst, så jeg burde ikke være overrasket.

Jeg vendte mig om for at gå. En tung klump hvilede nu på bunden af min mave, og den bestod af intet andet end jalousi, for hvorfor var det ikke mig? Hvad skulle jeg gøre for at leve op til ham? Skulle jeg stoppe med at spise så meget, bare fordi jeg var kendt som ham den madglade? Starte med at træne? Blive brunhåret? Hvad skulle jeg gøre? For jeg var ærlig talt ret desperat. Jeg var så træt af at være usynlig.

”Fik du mødt nogen søde fans?” spurgte Louis interesseret, da jeg nåede over til drengene, og jeg nikkede straks med et anstrengt smil.

”Ja, jeg fik taget en masse billeder. Hvad med jer?”

”Det samme, men Zayn skulle lige på toilettet, og Harry snakker lige med Paul.”
Harry. ”Åh, hvornår kommer de tilbage?” Jeg stak hånden i lommen på mine løse grå joggingbukser for at mærke det tynde lille papir mellem mine tykke fingre. ”Jeg skal … øh …”

Jeg tav lidt.

”Hvad skal du?” Liam sendte mig et forvirret blik. ”Skal du snakke med ham? Jeg kan sikkert godt få fat på ham, hvis det er vigtigt.

”Nej, nej,” jeg rystede på hovedet og krøllede sedlen sammen til en lille kugle, der var på størrelse med en ært, ”det er lige meget. Bare noget ligegyldigt, der alligevel spiller ingen rolle.”

Og pludselig var jeg igen omringet af skrig og ivrige fans med store, håbefulde øjne, der alle skinnede. Forvirret spejdede jeg rundt i et forsøg på at finde Zayn, men han var ingen steder at se. Jeg var alene.

”Er du okay?” spurgte pigen fra før bekymret, og jeg rystede på hovedet, men nikkede så bagefter, da det gik op for mig, at hun forventede et nik.

”Ja, ja, jeg har det helt fint,” fastslog jeg. ”Det har bare været en travl dag, tror jeg. Men tak, og jeg skal nok følge dig.”

”Husk, at dine fans elsker dig.” Hun sendte mig et svagt smil, og jeg gengældte det. Det var nok sådan nogle fans’ selskab, jeg nød allermest. De rolige, som ikke skreg mig op i ansigtet, hver gang jeg nærmede mig dem. Dem, jeg rent faktisk kunne holde en samtale i gang med.

”Tak – igen.” Jeg vinkede, inden jeg vendte mig om for at gå mod indgangen. Det havde jeg vist brug for – at være derude var alt for overvældende. Jeg kunne ikke lige nu. Ikke i denne tilstand. Det var alt for meget. Desuden gik showet vist snart i gang. Det håbede jeg i hvert fald.

Jeg trådte indenfor, og straks kunne jeg se, der allerede var godt gang i det hele. Kendte gik rundt og hilste glad på hinanden – deriblandt spottede jeg Katy Perry, Lucy Hale, Lady Gaga og Darren Chris. Aldrig havde jeg troet, jeg ville stå over for så mange kendte på én gang. At jeg selv ville blive kendt. Det hele var startet så simpelt – med en enkelt biltur, hvor jeg havde sunget med på sangen, der var kørt i radioen. Og nu … alt var simpelthen bare gået så stærkt.

”Niall Horan?” En mand prikkede til mig, og jeg kiggede spørgende på ham. Han var midaldrende, havde grå øjne, brunt hår og sådan en mikrofon, man satte fast på øret samt en øresnegl. ”De skal på scenen om tre kvarters tid, så måske du skulle gøre dig klar?”

Jeg nikkede. ”Er de andre ankommet?”

”Hr. Malik og Hr. Payne venter backstage. Hr. Styles og Hr. Tomlinson er på vej.” Det var underligt, at han omtalte drengene så formelt, men det var måske et must, når man var sådan en scenemand. Jeg var egentlig ikke helt sikker, men det var meget sandsynligt. ”Skal jeg følge Dem ud til de andre?”

”Ja, tak.” Jeg fulgte manden med nogle sikkerhedsfolk omkring mig, i tilfælde af at en fan skulle snige sig ind, og da jeg langt om længe nåede frem, vinkede jeg som en hilsen til de andre drenge.

”Hey, hvor blev du af derude?” spurgte Zayn. ”Jeg blev helt bange på dine vegne.”

”Jeg kan godt klare mig alene,” forsikrede jeg ham om, ”men tak. Du behøver ikke bekymre dig, Zayn. Jeg er ikke den samme, som jeg var dengang. Det er anderledes nu.”

Jeg vidste ikke, hvor de sidste ord kom fra. De virkede bare så oplagte. Som om de bare havde ligget på min tunge længe, imens de havde ventet på det rette tidspunkt at fyres af på. Og nu var de blevet det. Og det havde aldrig føltes bedre.

”Hvad er vi gået glip af?” Harry kom hurtigt ind ad døren med Louis i hælene, og jeg kunne ikke undgå at bide mærke i, hvor vindblæst Harrys hår var. Det sad fuldstændig hulter til bulter, og på samme måde sad Louis’ jakke en smule krøllet på ham. Det var sket for mig før – det med, at fans havde været en smule for ivrige efter at røre ved mig, så på en eller anden måde havde jeg en smule ondt af dem begge. Sådan noget var altid så overvældende og slet ikke til at finde hoved og hale på.

”Ikke så meget,” indrømmede jeg, ”men vi skal snart på scenen, så I bør nok lige … tjekke jer selv ud i spejlet.”

De kiggede nærgående på hinanden og sendte så hinanden et indforstået nik, inden de fandt vej ud til toilettet. Tilbage sad Zayn, Liam og jeg og stirrede lidt på hinanden.

”Sophia er her også i dag, ikke?” spurgte jeg nysgerrigt, og han nikkede.

”Jep, hun er blandt publikum. Lige nu går hun formentlig rundt og snakker med folk.” Hans blik blev helt drømmende, bare da han nævnte hendes navn, og jeg blev pludselig sikker på, hun betød noget for ham.

Jeg havde også virkelig lyst til at snakke lidt med folk – specielt Olly (Murs). Egentlig vidste jeg ikke, om han ville komme i aften, men det håbede jeg, for jeg havde ikke snakket med ham i evigheder, og jeg savnede ham. Det samme med Ed Sheeran. Der var så mange, jeg gerne lige ville hilse på, men det kunne gøres til afterpartyet. Der var alt også mere overskueligt, for det var trods alt lidt af en VIP-fest.

”Vi er klar,” meddelte Louis, og han trådte sammen med Harry ud. Rigtigt nok sad deres hår og tøj nu nogenlunde ordentligt, men det var nu stadig ikke helt så fint, som Lou, vores stylist, ville have kunne gøre det.

”Hvad siger I til, at vi fordeler jeres mikrofoner og tager en sidste generalprøve backstage?” spurgte en scenemand, der pludselig var dukket op. Vi kiggede alle i hans retning.

Jeg var den første til at nikke. Langsomt fulgte de andre trop, og vi blev gennet ud på en gang og ind i et rum, hvor en masse udstyr lå. Før jeg vidste af det, stod jeg med en mikrofon i hånden og kiggede mærkeligt på den. Det var den, jeg altid brugte, når vi var på turné – det kunne jeg se på det lille irske flag, der var blevet sat fast på mikrofonen.

”Da vi jo går efter det mere stille i din solo, har vi skruet lidt ned for din mikrofon,” fortalte scenemanden Louis, og han nikkede som svar. I et millisekund kunne jeg se skuffelsen. I et enkelt millisekund – lige før han kiggede ned på sine fødder og trak lidt i smilebåndene. Og da var det, jeg blev nødt til at støtte mig lidt til væggen for ikke at miste balancen.

Publikum var ivrigt. De skreg alle på vores navne og sang med på den sang, der i øjeblikket kørte. More Than This. Jeg havde altid været helt vild med den sang, og det var nok en af mine favoritter fra Up All Night. Det var blandt andet en af mine favoritter, fordi jeg rent faktisk havde en solo i den. Jeg var ikke vildt utilfreds med, at Harry havde mange flere soloer end mig i albummet, men selvfølgelig ville jeg da gerne have sunget mere, siden det var det, jeg elskede at gøre.

Omkvædet var netop slut, så nu var vi nået til min solo, og jeg kiggede ud på alle vores fans med øjne så stolte, at jeg formentlig lignede en mor, der skulle sende sit barn af sted til sin første skoledag. Men jeg var ligeglad. For det her var mit øjeblik.

Så jeg tog mikrofonen op til munden og lod langsomt de første toner glide ud. Publikum havde lukket munden, så nu var der ikke andet end stilhed, og jeg nød det. Jeg nød det i fulde drag. Problemet var bare, at der var så stille, at end ikke min mikrofon gav lyd fra sig. For den var ikke tændt. Nogen havde glemt at sætte den til.

Eller også havde de bare tænkt, at jeg vel nok ikke var vigtig nok i bandet til at få en mikrofon med så meget lyd på.

”Her.” Harry viftede med en mikrofon foran mig hoved, og jeg tog taknemmelig imod den for derefter at synge videre, som om intet var hændt, men jeg havde ikke glemt det. Det sad stadig i mit baghoved, og jeg vidste, jeg aldrig nogensinde ville glemme det.

”I skal på om fem!” hørte jeg nogen sige, og jeg rynkede brynene. Havde der ikke lige været tre kvarter tilbage. Hvad var jeg gået glip af?

”Hørte du, hvad han sagde, Niall?” spurgte Louis mig med et lille grin. ”Du så en smule fraværende ud, men bare rolig, jeg oplever det også så ofte. Nogle gange kan de informationer bare være så trættende – lidt ligesom at gå i skole. Altså, vi ved det jo allerede, så der er ingen grund til at gentage det.” Han rullede med øjnene.

”Præcis.” Jeg grinede, men der var en tøvende underklang. For jeg havde ikke ladet være med at lytte, fordi det havde været kedeligt – jeg havde ikke haft andet valg end at gå i baglås. Sådan var det. Ilden i mit blik smuldrede bare ubevidst. Jeg kunne ikke stoppe det.

Vi befandt os igen backstage – hvordan vi var kommet der, anede jeg ikke, men jeg vidste, at vi snart ville stå oppe på scenen og synge, og det var alt, der betød noget. Jeg måtte lukke alt andet ude. Det var jeg nødt til, lige meget hvad.

Jeg kunne høre værterne snakke sammen, og jeg måtte give dem, det lød helt naturligt. Umiddelbart ville man ikke kunne regne ud, at alt, de sagde, blev læst op af et papir. Men jeg kunne godt lide værterne – jeg elskede, at det altid var en kendt, der var vært for showet og ikke en rigtig vært som sådan.

”Mine damer og herrer …” jeg kiggede ned på mine sko og ventede på, at gulvet under mig skulle forvandle sig til en elevator, der skulle få mig op på scenen, ”One Direction!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...