A Day in My Shoes | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2013
  • Opdateret: 15 apr. 2014
  • Status: Færdig
Harry Styles. Liam Payne. Louis Tomlinson. Zayn Malik. Niall Horan. Vi har alle hørt de fem verdensberømte drenges navne. De danner nemlig til sammen det succesfulde boyband ved navn One Direction. Men hvem er de egentlig? Hvem er de personer, vi hver dag ser i medierne? Er de de smilende drenge, de foregiver sig for at være? Eller holder de i virkeligheden på flere hemmeligheder? Prøv at gå en dag i deres sko - så finder du måske ud af det.

209Likes
272Kommentarer
10268Visninger
AA

3. Louis

”I think I’ll be brave, starting with you, but I’ll fall away if you tell me to. I’d rather be wrong than hope that I’m right. ‘Cause I can’t go on with this all inside. I think I’ll be brave and say how I’ve wanted you.”

Tawgs Salter - Brave

---

Det var dejligt at have fri – især fordi jeg skulle tilbringe min tid med Eleanor. Det var lang tid siden, jeg sidst havde set hende, og jeg måtte indrømme, at jeg virkelig savnede det søde smil og den smukke, lyse stemme. Jeg savnede i det hele taget bare følelsen af at snakke med hende og føle mig elsket.

Det bankede på døren, og straks farede jeg op for at lukke op for hende. Allerede ved synet af hendes ansigt smilede jeg overdrevet meget.

”Els,” sagde jeg, da jeg havde omfavnet hende i syv sekunder, ”hvor er det godt at se dig igen.”

”Det er også godt at se dig,” svarede hun og kyssede mig kort på munden, og jeg kunne ikke lade være med at trække lidt i smilebåndene. ”Har du det godt? Du ved, siden alt det med Harry er sket? Er han okay?”

”Ja – det tror jeg i hvert fald.” Jeg havde ikke set ham, siden han blev bragt på hospitalet efter koncerten. Chokket sad endnu og gnavede i mig, men jeg vidste, jeg blev nødt til at lade være med at tænke så meget over det, for lige meget hvad ville jeg først kunne se ham om aftenen, fordi lægerne havde forbudt os drenge i at besøge ham. Jeg vidste endnu ikke hvorfor, men jeg havde respekteret deres ordrer og var derefter smuttet hjem. Folk ville nok sige, at en rigtig ven ville være blevet hos Harry hele natten og sovet ude foran hans hospitalsstue, men selvom han betød meget for mig, havde jeg ikke den tid og det overskud – beklageligvis. Jeg hadede at indrømme det, men det var sandheden.

”Det er virkelig sindssygt …” mumlede hun. ”Jeg havde aldrig troet, at det ville ske for Harry. Da jeg allerførst lærte ham at kende, var han så livsglad, og nu … Ja, nu ved jeg ikke helt, hvor jeg har ham. Han har virkelig forandret sig det seneste halve år.”

”På hvilken måde?”

”Han er ligesom bare blevet mere aflukket. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det, men det er, som om hans sind er gået i oprør. Man kan ikke rigtig se det på ham, når man bare sender ham et enkelt blik, men jo mere man kigger på ham, jo mere går det op for en, at der er noget galt – ja, jeg ved ikke helt, om det bare er mig.”

Jeg rystede på hovedet. ”Nej, du har helt ret. Jeg troede, jeg var den eneste, der havde bemærket det. Drengene og jeg har ikke rigtig drøftet det, men jeg har lagt mærke til, at han ikke er den samme, som han engang har været.”

”Jeg håber virkelig, han klarer den.” Hun stirrede lidt på sine sko, og jeg kunne se på hendes hvide knoer, at hun havde knyttet sine næver meget hårdt sammen. De havde altid været virkelig gode venner, så jeg forstod godt, at det ikke var helt let for hende heller. ”På en eller anden måde havde jeg set det komme, men så alligevel ikke … og jeg har det virkelig dårligt over, at jeg ikke prøvede at hjælpe ham, før det gik helt galt, du ved? Jeg er bare så rundt på gulvet.”

”Kom her,” mumlede jeg og trak hende ind i en omfavnelse, inden jeg hvilede min hage på hendes hoved. Sådan stod vi i lidt tid uden at sige noget, og kun vores åndedrag kunne høres i hele den mennesketomme gang. Det var dejligt at kunne dufte Eleanors berusende sent igen. Den havde altid haft en beroligende virkning på mig.

Jeg var ikke sikker på, hvorfor jeg var så rolig omkring alt det her. Det var ikke, fordi jeg sad fladet ud på en sofa og lod, som om ingenting var galt, men alligevel burde jeg da flippe mere ud over alt det her med Harry. Vi var bedste venner og havde et bånd til hinanden, ingen nogensinde ville kunne forstå. Alligevel formåede jeg at bevare fatningen – ja, det virkede næsten, som om Eleanor var mere ude af den. Jeg vidste bare ikke, hvordan jeg skulle reagere. Det var blevet for meget for mig – jeg kunne slet ikke forstå noget længere, hvis jeg skulle være helt ærlig.

Det seneste år havde været stressende for os drenge. Det havde været virkelig overvældende med alle de nye fans og pludselige planer for bandet. Med turnéen var det næsten uoverskueligt, men vi ville ikke skuffe fansene. Med så meget berømmelse kom også et ansvar, og det var vi alle godt klar over. Nogle gange kunne det ansvar virkelig bare være trættende.

For at være helt ærlig savnede jeg ’den gamle fanbase’, hvis man kunne sige det sådan. Selvfølgelig var det fedt, at så mange kunne lide vores band, men da der ikke havde været helt så meget støtte fra folk, havde alt også været mere roligt. Dramaet på det seneste havde været sindssygt. Rygterne var overalt, og vi kunne ikke gøre noget som helst, uden det blev forvandlet til en eller anden løgnehistorie, og sagde vi, at vi syntes, en eller anden pige var en god ven, ville det straks være et tegn på, at der foregik noget imellem os. Der var ikke noget, der hed ’venner’ længere – ikke engang mellem os drenge. Mange fans var 100 % sikre på, at vi var homoseksuelle og dækkede over det – specielt når det kom til Harry og mig. Jeg hadede det. Mere end noget andet. Jeg havde Eleanor, hvorfor forstod de det ikke? Om jeg så følte noget for Harry betød ikke noget. Eleanor og jeg var i et forhold.

”Nå, men … skal vi af sted?” spurgte hun og flettede vores fingre sammen. Jeg nikkede.
”Jep.” Sammen bevægede vi os over mod elevatoren og trådte ind. Allerede da vi var på omkring anden etage, kunne jeg høre lyden af fans synge Kiss You. Det overraskede mig egentlig ikke, for jeg var så småt ved at blive vant til det. Dog var det stadig vildt, hvordan folk kunne finde ud af vores eksakte placeringer, som var de FBI.

De højlydte skrig, da jeg trådte ud af elevatoren, fik mig til at løfte min højre hånd for at vinke til mængden, som straks skruede op for deres volumen. På den ene side gjorde det mig glad at se dem alle, men på den anden side vidste jeg, at jeg før eller senere ville blive træt af deres måde at følge efter os på, som om de var trofaste Golden Retrievers hele bundtet.

”Er De klar til at gå?” spurgte en bodyguard, da jeg var ved at nærme mig udgangen, og jeg nikkede bekræftende med et smil. ”Følg med mig ud i bilen. Ingen autografer eller billeder på vejen.”

En flok sikkerhedsvagter havde nu omringet Eleanor og mig, og inden længe var vi nået ud til den sorte bil med tonede ruder.

Louis!” Deres desperate skrig efter opmærksomhed var overalt. Jeg havde det dårligt over ikke at kunne stoppe op for at tage et billede med dem, men i sådan nogle situationer havde jeg ikke andet valg end at sætte mig ind i bilen og forlade de mange teenagepiger. Desuden havde jeg Eleanor at tage hensyn til. Selvfølgelig respekterede hun, at jeg stoppede op for at tage billeder med fans, men i længden var det nok også ret belastende.

”Hvor vil De køres hen?” spurgte chaufføren og kiggede på mig.

”Den nærmeste Starbucks – og gerne med nogle butikker i nærheden, tak.”

”Er Oxford Street okay?”

Jeg sendte ham et nik. ”Det er helt fint.”



Starbucks blev nødt til at forbyde flere mennesker i at komme ind, da jeg trådte indenfor i caféen, fordi så mange fans var mere end ivrige efter at få et glimt af os, som vi sad ved bordet, så derfor stod vores bodyguards nu ved indgangen og spærrede for folk.

”Jeg savner den tid, hvor vi bare kunne tage på Milkshake City og højst møde syv fans,” sukkede Eleanor og tog en slurk af sin frapuccino. ”Alt har forandret sig på ingen tid.”

”Jeg savner det også,” medgav jeg. ”Selv Josh kan ikke være i fred, når han er ude.”

”Jeg har aldrig oplevet nogle mere dedikerede fans. Det er godt, når det kommer til alle de awardshows, hvor I bliver nomineret, men når det kommer til privatliv … Nogle gange ville jeg ønske, de respekterede det lidt mere.”

”Jeg forstår dig godt,” samtykkede jeg. ”Jeg kan ikke engang være sammen med min kæreste alene længere.”

”Angående det,” mumlede hun lavmælt, og jeg hævede et øjenbryn, ”så skal jeg faktisk snakke med dig om noget.”

”Hvad er det?” En del af mig var bange for, at hun havde tænkt sig at slå op med mig. En anden del følte noget … noget uforklarligt. Jeg kunne ikke sætte ord på den anden del af mig. På det seneste havde jeg virkelig været i tvivl om, hvem jeg var, for en ny side af mig var opstået, og jeg vidste ikke, om det var godt eller dårligt, for jeg havde endnu ikke fundet ud af, hvordan denne side var.

”I al den tid, vi har været væk fra hinanden, har jeg virkelig tænkt på noget.” Hun pillede lidt ved sine nylakerede negle, da hun sagde det. ”Alt det med Larry Stylinson … Jeg har læst så meget om det, og jeg kan ikke skrive en tweet, uden folk spammer mig med teorier.”

”Vent, du siger vel ikke, du rent faktisk tror på dem?” spurgte jeg med rynkede bryn og rykkede ubevidst nærmere.

”Nej, men … Louis, du har måske ikke lagt mærke til det, men dine følelser for mig har ændret sig.” Som hun udtalte ordene, blinkede hun adskillige gange, så hendes øjenvipper mindede mig om en sommerfugls vinger. ”Og jeg ved ikke, om det er på en særlig god måde.”

”Hvad mener du? Hvordan har de ændret sig?”

”Jeg ved ikke, om du elsker mig på den måde længere,” sagde hun endelig, og det kom som et chok, da ordene endelig sivede ind.

”Eleanor, jeg elsker dig. Jeg fortæller mig selv det hver evig eneste dag,” insisterede jeg, men hun rystede blot på hovedet.

”Kender du det, når man siger et ord så mange gange, at det til sidst ikke giver mening?” Hun slog en lille latter op. ”Når man gentager sit navn så meget, at det til sidst bare er volapyk? Sådan virker det med din kærlighedserklæring. Det virker, som om det bare er ord, du fortæller dig selv hver dag nu. De betyder ikke noget.”

Hendes konstatering ramte mig hårdt; hårdere end en syngende lussing. Og for første gang nogensinde tvivlede jeg på, om jeg mon virkelig elskede hende. Det var som at blive læst som en åben bog. Det var den ene ting, jeg altid havde elsket ved hende; at hun kendte mig så godt. Pludselig virkede det mere som en forbandelse.

”Dit blik er ikke længere, som det har været. Du virker ikke så forgabt i mig længere, men jeg kan se den måde, du kigger på ham. Jeg siger ikke, at du er helt ligeglad med vores forhold nu, for det er du ikke, men jeg tror bare, du betragter mig som en virkelig god ven. Ingen følelser. At vågne op ved din side er ikke længere en sukkersød oplevelse, for ofte ligger du bare og stirrer på loftet, imens du fortæller om de ting, der nager dig. Jeg elsker at lytte til det, du har på hjerte, men det … Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det til dig.”

”Slår du op med mig?” Og ordene kom endda også ud på den halvhviskende måde – præcis som i film.

”Nej, overhovedet ikke,” forsikrede hun mig om. ”Jeg hjælper dig bare med at forstå dig selv. Jeg elsker dig stadig lige så højt, som jeg altid har gjort, men du betyder også så meget for mig, at jeg ikke har lyst til, at du er i et forhold med en, du ikke længere føler noget for.”

”Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige …” tilstod jeg og turde ikke møde hendes nøddebrune øjne.

”Bare tænk over mine ord. Jeg vil gerne give dig tid til at forstå alt. Lige meget hvad vil jeg være der for dig, husk det.” Jeg var mundlam. Fuldstændig målløs. En dårlig samvittighed havde så småt taget bo i mig, for jeg kunne ikke klare tanken om, at hun elskede mig, når det ikke var gengældt. Men det var da gengældt … ikke? Jeg var ikke længere så sikker.

”Jeg burde nok gå nu …” mumlede hun og rejste sig, men jeg greb forhastet hendes hånd.

”Eleanor – ”

”Nej, Louis, jeg tror virkelig, jeg bliver nødt til at gå.” Hun udstødte et tungt suk og bed sig så i læben. ”Jeg håber, du finder dig selv, men indtil da kan jeg altså ikke blive ved med at elske dig blindt og ubetinget, når jeg ikke kan mærke det blive gengældt.”

Og så var hun ellers forsvundet. Tilbage sad jeg alene og fortvivlet ved bordet og undrede mig over, hvor mange rygter der nu ville komme om, at Eleanor og jeg havde slået op. Havde vi det? Hun havde forklaret mig, at det her ikke var et brud, men hvorfor føltes det så sådan?

Hendes ord kredsede stadig rundt i mit hoved, som jeg sad der helt alene og kløede mig i håret. Alt det med Larry Stylinson … Jeg har læst så meget om det, og jeg kan ikke skrive en tweet, uden folk spammer mig med teorier. De havde sået en del tvivl i min hjerne. For hvad hvis jeg virkelig havde følelser for Harry og blot havde benægtet det i al denne tid? Hvad hvis alle de Larry-shippers havde ret?

Nej. Det kunne ikke passe. Det var ikke sandt. Jeg var jo til piger, det var klart.

Men du kan da sagtens være biseksuel?

Hvert ryst på hovedet repræsenterede et kraftigt nej! Det kunne simpelthen ikke passe. Jeg havde aldrig haft noget imod homoseksuelle overhovedet og gik også ind for, at det burde være tilladt at blive gift mand med mand, men det var bare ikke mig. Det kunne det ikke være.

Tankerne myrdede mig. De var ved at forvandle sig til et massivt monster, der ville tilintetgøre mig. Hver eneste benægtelse begyndte at blive mere og mere betydningsløs, og det var, som om jeg til sidst ingen kræfter havde imod de chikanerende tanker. På det tidspunkt rejste jeg mig op så brat, at stolen, jeg før havde siddet på, var ved at vælte. Jeg gav tegn til mine bodyguards om, at jeg gerne ville tilbage til hotellet nu, og de sendte mig et nik, inden de omringede mig, hvorefter vi begav os udenfor. Ingen af dem spurgte om, hvad der var sket med Eleanor, hvilket jeg var taknemmelig for. Det ville også være besynderligt, taget i betragtningen af at de bare passede på mig.

”Louis! Louis! Louis!”

”Please, kan jeg få et billede med dig?”

”Vil du ikke nok signere min cd?”

”Er Harry okay?”

”Hvor er Eleanor henne? Fandt hun endelig ud af, at Larry er ægte?” Den ene sætning fik mig til at vende mig arrigt mod den pige, der havde sagt det, og med flammende øjne gik jeg helt op i ansigtet på hende.

”Du skal blande dig udenom, skal du. Det er mit liv, så hvorfor helvede skal du overanalysere alt? Kan du fortælle mig det? Nej? Så hold din kæft, for du ved ikke, hvordan det her er,” hvislede jeg gennem sammenbidte tænder, så hun stirrede forskræmt på mig med øjne, der lyste af frygt.

”U-undskyld,” hørte jeg hende mumle, men til den tid var jeg allerede ved at sætte mig ind i bilen. Jeg vidste, det ikke havde været et klogt træk. Om få minutter ville det højst sandsynligt stå overalt på nettet, men på en eller anden måde kunne jeg ikke være mere ligeglad. Jeg var ved at være så træt af de mange rygter, for de var grunden til, at jeg nu tvivlede på, om de var sande. De var grunden til, at Harrys og mit forhold ikke længere var det samme og nok aldrig ville blive det igen.

På vejen hjem stirrede jeg ud af de sortmalede vinduer, selvom jeg ikke bed mærke i omgivelserne. I stedet var jeg fordybet i mine egne tanker og den tvivl, der blev ved med at minde mig om, at jeg blev nødt til at afklare, hvad end der foregik mellem Harry og mig.

Eleanors ord havde sat et hav af tanker i gang i mig. Én ting var fansenes mange argumenter, men en anden ting var min egen kærestes ord. Jeg kan se den måde, du kigger på ham. Havde jeg virkelig en speciel måde at betragte Harry på? Jeg vidste ikke længere, hvad der var højre og venstre, for det var, som om de mange ord fra omverdenen havde overtaget mit hoved. Det var ikke længere mig, der bestemte; mig, der havde kontrollen – det var dem. Og jeg hadede det. Jeg hadede det, som var det pesten.

”Hr. Tomlinson, vi er ankommet,” meddelte chaufføren, og jeg takkede ham, inden jeg steg ud for straks at blive omringet af mine bodyguards. En masse fans stod klar ved døråbningen til hotellet, og da de bemærkede, jeg var i nærheden, begyndte de straks at skrige højlydt, inden de gentagne gange råbte mit navn. Jeg vinkede rundt og sendte dem et lille smil, inden jeg begav mig indenfor.

”Er De sulten?” spurgte en af mine bodyguards, men jeg rystede blot afvisende på hovedet.

”Nej, jeg klarer mig. Jeg er såmænd bare lidt træt, så jeg tror, jeg lægger mig lidt på hotelværelset.”

”Javel.”

Alle farverne på hotellet mindede mig om honning, fordi de skinnede så meget. Jeg havde slet ikke troet, det var muligt at få så meget gyldent ind i sit synsfelt, men det var det åbenbart. De fleste hoteller, drengene og jeg boede på, var forholdsvis fancy, hvilket jeg bestemt ikke beklagede mig over. Det var et af frynsegoderne ved at være kendt – de fleste af dem var så småt forduftet gennem mine tre år i søgelyset.

Da jeg endelig nåede ind på hotelværelset, var det første, jeg gjorde, at lægge mig tungt ned på sengen. Med et suk gned jeg mig i tindingerne og prøvede på at glemme alt, der var sket. Kunne det passe, at jeg var homoseksuel? Eller bare biseksuel? Kunne det passe, at alle de, der troede på, at Harry og jeg var i et forhold, rent faktisk havde fat i noget, uden jeg selv havde det?

Nej.

Selvom jeg var alene, rystede jeg kraftigt på hovedet og fnøs over, at jeg overhovedet var kommet i tvivl. Selvfølgelig var jeg ikke til mit eget køn – det var da noget, man straks blev klar over, for jeg kunne jo fornemme mine egne følelser; jeg kunne forstå dem. Og mine følelser fortalte mig, at jeg var forelsket i Eleanor.

Et bank på døren fik mig til at sætte mig op og kigge nysgerrigt i retningen af det sted, lyden var kommet fra. Hurtigt var jeg oppe ved dørøjet, og da jeg opdagede, det bare var Liam og ikke en eller anden skør fan, lukkede jeg langsomt op med et undrende udtryk i ansigtet.

”Hey, Liam. Hvad så?” sagde jeg og slog ud med armene. ”Fortæl mig ikke, vi ikke har fri alligevel, for jeg har altså virkelig brug for den fridag.”

”Nej, nej.” Han rystede forsikrende på hovedet. ”Jeg er her mere, fordi jeg lige har fået et opkald fra hospitalet. De siger, vi nu kan besøge Harry, hvilket jeg har tænkt mig at gøre, og jeg tænkte på, om du ville med? Det er kun, hvis du har tid og lyst, selvfølgelig.”

”Han er min bedste ven, hvorfor skulle jeg ikke have lyst? Jeg har ingen planer, og selv hvis jeg havde, ville jeg aflyse dem for hans skyld.”

Han nikkede. ”Jeg havde egentlig ikke forventet, at du ville svare andet. En del af mig var vist bare lidt bange for, at pressen stoppede dig i at besøge ham på grund af alt det vrøvl om Larry Stylinson.”

Vrøvl. Det var det, det var. Vrøvl, vrøvl og atter vrøvl.

”Jeg vil bare gerne vide, han er okay,” svarede jeg og smilede. ”Skal vi gå?”

”Lad os det.”

Som jeg bevægede mig ned ad trappen, begyndte jeg at spekulere på, hvad jeg mon skulle sige til Harry, når jeg så ham. Det var ikke noget, jeg normalt gjorde – vores samtaler forløb bare uden problemer, og sådan havde det altid været. Hvorfor var det pludselig anderledes? Havde Eleanors ord virkelig påvirket mig så meget? Det havde de nok, for hun var trods alt … forhåbentlig stadig min kæreste.

Det meste af mig havde lyst til at fortælle Harry om alt det, jeg gik inde med; fortælle ham om tvivlen, der blev ved med at gnave i mig og fortære alt, jeg førhen havde været sikker på. Det var, som om jeg ikke vidste noget som helst længere, for hvis jeg virkelig var til mit eget køn, hvilke andre ting havde jeg så endnu ikke opdaget omkring mig selv?

Jeg havde da før overvejet, om jeg var homoseksuel, men da jeg aldrig havde set mig sådan, havde jeg ikke tænkt nærmere over det. Dengang, da jeg overvejede det, kom jeg frem til, at jeg ikke var forelsket i min bedste ven, og det havde jeg holdt fast i siden uden overhovedet at tage hensyn til det faktum, at ting kan ændre sig med tiden. Nogle gange tænkte jeg på, om det mon var sådan, folk havde det med vores band. Alle de, der så stolte kaldte sig Directioners, var måske for længst vokset fra det uden at vide det. Jeg vidste, at halvdelen af dem ikke engang brød sig om vores musik, og hvis de ikke kunne lide dén, hvad var der så at elske? Os som personer? For for at være helt ærlig, var det en latterlig ting, eftersom vi alle var mere eller mindre fucked. Jeg vidste, at vores fans ville starte med at vise en smule interesse for vores musik, så senere undersøge vores fulde navne og anden information, derefter have en periode, hvor de ville springe rundt og råbe: ”Kevin!” hver gang de så en due og blive mindet om os af alt og alle for til sidst langsomt bare at kalde sig en Directioner. Det var, som om den sidste fase var det punkt, hvor man bare kaldte sig en dedikeret fan uden egentlig at være det. Man var ikke længere helt besat, men man blev ved med at fortælle sig selv, man elskede dem, fordi … det da var en selvfølge. Hvad hvis jeg i virkeligheden fortalte mig selv, at jeg kun betragtede Harry som en ven, fordi dét da var en selvfølge, selvom det overhovedet ikke var det?

”Du siger ikke så meget,” bemærkede Liam, da vi sad i bilen, og jeg kastede et blik på ham, hvorefter jeg trak lidt på skuldrene.

”Jeg har ikke så meget at sige.”

”Hvad tænker du på?” spurgte han nysgerrigt. ”Jeg kan se på den lille fure i panden, at du tænker på et eller andet alvorligt.”

Straks tog jeg hånden op til panden med rynkede bryn. ”Får jeg en fure i panden, når jeg er alvorlig?”

”Det tror jeg, mange mennesker gør,” han trak lidt på skuldrene, ”men hvad var det, du tænkte på?”

”Ikke noget specielt. Bare på fansene og … ja, bare dem,” svarede jeg, inden jeg igen kastede et blik ud af vinduet. ”Er vi der snart?”

”Jeg regner med, vi er der om fem minutters tid,” meddelte chaufføren foran os, og vi nikkede begge som svar. Inden længe blev bilen også parkeret i kælderen, og radioen, som før havde spillet en munter sang, gav sig til at skratte som en person, der havde fået noget galt i halsen, for derefter at blive stum med ordene ’NO SIGNAL’ stående.

”Så er det nu,” mumlede Liam med en nervøs, men samtidig spændt tone i stemmen. ”Lægen sagde, at Harry ikke er kommet til skade fysisk, så jeg tror ikke, vi skal forvente det værste syn.”

Det undrede mig, at lægen havde sagt, han ikke var kommet til skade fysisk. Var han da det psykisk? Jeg vidste, han ikke havde haft det helt let på det seneste, men, at det var så slemt, overraskede mig. Det var underligt at tænke på, han engang havde været en 16-årig dreng, der bed sig i læben, når han smilede, så et par smilehuller ville dekorere hans kinder. Hvad blev der af den dreng?

Jeg går ud fra, han forsvandt sammen med din heteroseksualitet, hviskede en stemme inden i mig, men jeg rystede blot på hovedet og ignorerede den.

Jeg elsker Eleanor. Hun er den, jeg skal gifte mig med, mindede jeg i stedet mig selv om, og det var den sætning, der blev ved med at køre rundt i mit hoved, indtil jeg endelig stod foran Harrys stue.

Liam sendte mig et sigende blik, inden han endelig trådte indenfor, og selvom en del af mig egentlig frygtede at gå derind, så fulgte jeg alligevel efter ham, indtil jeg fik øje på de velkendte krøller.

”Har du det godt?” var Liam den første til at spørge om med et bekymret blik i øjnene.
”Ja, jeg har det helt fint!” forsikrede Harry mig om. ”Jeg bliver udskrevet i morgen, så jeg stadig kan være med til koncerten.”

”Det er ikke det, vi tænker på,” endelig lød min stemme, ”men dit helbred. Bare du har det godt. Vi har virkelig været bekymrede for dig, for det, der skete i går, var virkelig voldsomt. Det kom som lidt af et chok for os alle.”

”I skal ikke tænke på det.” Han sendte os et smil, men jeg syntes ikke, det helt nåede op til hans øjne – eller også var det bare mig, der bildte mig det ind. ”Jeg klarer mig. Det var ikke min mening at bebyrde jer med alt det her, for jeg ved, stressen i forvejen er ret svær at forholde sig til.”

”Det er ikke en byrde, når det handler om dig. Bare vid, vi altid er her, okay? Lige meget hvor svært det så end bliver.”

”Tak.” En vis varme kunne spores i hans blik, da det enkelte ord forlod hans læber.

”Jeg skriver lige til Zayn og Niall, at du er okay, ikke?” annoncerede Liam, inden han forlod lokalet, og da gik det op for mig, de ikke var her. Så vidt jeg vidste, var Zayn sammen med Perrie, mens Niall tilbragte noget tid med 5 Seconds of Summer. Tidligere havde de insisteret på at aflyse deres aftaler for Harrys skyld, men da vi dengang endnu ikke havde været sikre på, præcis hvornår vi ville få lov til at besøge ham, var vi blevet enige om, vi bare skulle lave de ting, vi havde planlagt, inden alt det med ham var sket. Så det havde vi gjort.

”Hvordan har du det?” Jeg satte mig i en stol ved siden af hans seng.

”Har du ikke allerede spurgt mig om det?” spurgte Harry med et skævt smil, og jeg nikkede lidt, imens jeg grinede af mig selv og min tåbelighed.

”Det var Liam,” sagde jeg til mit forsvar. ”Men mener du det virkelig? Altså, har du det godt?”

”Jeg ved det ikke,” svarede han og sukkede. ”Jeg er jo ikke døende eller noget som helst, men alligevel føler jeg, en del af mig er ved at glide bort. Jeg har ikke haft lyst til at fortælle det til dig eller de andre drenge, da det ikke er noget specielt, jeg kæmper med. Jeg troede, det ville gå over meget hurtigt, men åbenbart tog jeg fejl – ellers ville jeg ikke ligge her. Det her får mig til at føle mig så uduelig, for … jeg ved virkelig ikke, hvad der gik af mig i går. Jeg tændte vist bare fuldstændig af, fordi alt blev for meget, tror jeg.”

”Jeg forstår dig godt.” Gid jeg ikke gjorde. ”Du skulle have fortalt mig det. Du ved, jeg altid vil være her, når du får brug for det.”

”Det sætter jeg virkelig pris på.” Jeg havde svært ved at kigge på ham, fordi de mange tanker blev ved med at forstyrre mig, og jeg vidste, det aldrig ville blive det samme igen. Jeg ville aldrig kunne se på ham uden at mærke den her tvivl, og det var mediernes skyld. De havde påvirket mine tanker; overbevist mig om ting, fordi jeg havde været alt for svag til at stå imod. Og som jeg sad der og betragtede de øjne, jeg havde kigget ind i alt for mange gange, gik det op for mig, hvordan alt, jeg nogensinde havde troet på, var en stor, fed løgn.

Jeg vidste, jeg blev nødt til at bekræfte denne teori. At jeg ikke havde andet valg end at lade mit hjerte fortælle mig, hvad der var sandt; være fuldstændig åben de steder, jeg før havde været aflukket med tusinde låse. Så jeg gjorde det, Harry mindst havde forventet. Et pludseligt kys blev plantet på hans læber, og selvom det kun varede i to sekunder, var det nok til at få alle mine tanker til at brænde op, og på kort tid havde mit hoved forvandlet sig til én kæmpe flamme. Alle de gamle overbevisninger gjorde ikke længere nogen som helst nytte og havde for længst overskrevet deres udløbsdato. Det vidste jeg nu. For jeg var langt fra den samme Louis, som jeg havde været for blot få måneder siden.

”Louis, hvad …?” Forvirringen kunne tydeligt ses i hans grønne øjne, men alt, jeg gjorde, var at storme ud for derefter at tage mig til hovedet.

Mit indre var et kaos; muligvis mere kaotisk, end anden verdenskrig havde været. Jeg burde have indset, min mentale vejleder for længst var forsvundet, men alt inden i mig havde bare nægtet at se de mange facts i øjnene. For jeg havde ikke lyst til det her. Det var ikke mig. Sådan havde jeg aldrig set mig selv.

Hundredvis af følelser havde taget plads i mit sind og ventede kun på at blive udtrykt. Jeg endte med at lukke dem alle ud ved at vælte den massive vanddunk i venteværelset med et højlydt brøl, så vandet fossede ud og gennemblødte mine mørkebrune sko. Folk omkring mig sendte mig forskrækkede blikke, men jeg ignorerede dem. I stedet forlod jeg hospitalet med kraftige vejrtrækninger og gik rundt i byen, indtil jeg ikke længere vidste, hvor jeg var. Det var nemlig det, der beskrev mig. Vildfaren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...