A Day in My Shoes | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2013
  • Opdateret: 15 apr. 2014
  • Status: Færdig
Harry Styles. Liam Payne. Louis Tomlinson. Zayn Malik. Niall Horan. Vi har alle hørt de fem verdensberømte drenges navne. De danner nemlig til sammen det succesfulde boyband ved navn One Direction. Men hvem er de egentlig? Hvem er de personer, vi hver dag ser i medierne? Er de de smilende drenge, de foregiver sig for at være? Eller holder de i virkeligheden på flere hemmeligheder? Prøv at gå en dag i deres sko - så finder du måske ud af det.

209Likes
272Kommentarer
10288Visninger
AA

4. Liam

“Don't lose who you are in the blur of the stars. Seeing is deceiving, dreaming is believing. It's okay not to be okay.

Jessie J - Who You Are

---

Mine fingre trommede lidt mod bordet foran mig, imens jeg ventede. Alt, jeg kunne høre, var lyden af en elektrisk nål, som var i færd med at gennembore det yderste lag af min hud. Jeg huskede tydeligt den første gang, jeg fik lavet en tatovering – hvor nervepirrende det havde været. Nu var det bare … en ting, jeg gjorde, hvis jeg havde lyst. Det var ikke løgn, at man blev afhængig af det, for når man først havde lavet en og opdaget, at det faktisk slet ikke gjorde så ondt, fik man lyst til at prøve det igen, og selvom jeg vidste, at store tatoveringer som den med de fire pile nok ville få fortrydelsen frem i mig, når jeg blev ældre, blev jeg ved. Det var vanedannende.

At få en tatovering føles lidt som, når nogen rører ved en, imens man er meget solbrændt. Selvfølgelig gør det ondt, men alligevel er det ikke så slemt. Og derfor blev jeg ved. Jeg kunne godt lide det. For det var noget, der var permanent modsat så mange ting – som fx mit forhold til Danielle. Det forhold, jeg af hele mit hjerte havde troet ville holde. Jeg havde taget fejl.

”Så, Liam …” begyndte tatovøren foran mig og gryntede lidt, ”fortæl mig lige en ting: Hvorfor alle de tatoveringer? Jeg har hørt meget om dig, og du virker bestemt ikke som den hårde type med alt det ’Daddy Direction’-pis. Det er egentlig ikke, fordi nogen af jer boybanddrenge virker særlig hårde, men jeg troede lidt, du havde den ansvarlige rolle.”

Jeg trak på skuldrene. Manden foran mig var et stort muskelbundt med så mange tatoveringer, at det var helt umuligt at finde et nøgent sted på hans hud. En bandana dækkede halvdelen af hans hår, som virkede ret fugtigt på grund af den sved, der piblede ned ad hans ansigt, og så var han iført en sort T-shirt, nogle løse, grå bukser og et par store støvler.

”Tja, vi er ikke alle, som vi virker i medierne.” Jeg kunne ikke komme på andet end et gådefuldt svar, som forhåbentlig ville få ham til at tie stille og tænke lidt over det. Jeg havde ændret mig meget på det seneste, og selvom jeg ikke havde lyst til at indrømme det, var meget af det Danielles skyld. Det brud havde taget meget hårdt på mig og fået mig til at undre mig over, om hele den uskyldige facade og alt det med, at jeg havde den ansvarlige rolle i gruppen, måske havde givet hende indtrykket af, at jeg var for barnlig til hende. Hun havde udelukkende givet de mange rygter og alle de hadebeskeder, hun endnu dagligt modtog, skylden, men måske havde hun bare ikke haft lyst til at såre mine følelser.

Jeg var ikke falsk. I starten havde det været lidt af en facade med det korte hår, tatoveringerne, dagene uden barbering, denimjakkerne uden ærmer og det uafbrudte ophold på forskellige fitnesscentre, men nu var det blevet en del af mig. Og jeg kunne ikke ændre på, jeg ikke længere var den søde, lille dreng, man kunne kalde ”Daddy Direction.” Han var for længst væk. Allerede da jeg opdagede, jeg havde to fungerende nyrer, var han begyndt at glide væk. Og nu var han ikke engang at se nogen som helst steder.

En anden ting, der havde fået mig til at ændre mig så drastisk, havde været fansenes uafbrudte snak om min rolle som den ansvarlige. Det var virkelig trættende at høre på, for fattede de slet ikke, jeg ikke var en eller anden lille børnestjerne længere? De fleste betragtede One Direction som et band, hvis fans alle var højst 12 år, men det var langt fra sandt, og det irriterede mig så meget, jeg blev udstillet på den måde. For det var ikke min målgruppe – jeg kunne bare ikke appellere til folk på andre aldre af en eller anden grund. Lige meget hvor meget vi ændrede på teksten i vores sange, forblev strejfet af sød sukkerpop i melodien, og det var vel mest den, folk fokuserede på. Vores sange var trods alt ikke særlig modne – selv jeg kunne se det.

Hver gang jeg læste en fan fiction, blev jeg altid udstillet som ham den ansvarlige og søde. Ham, der blev jagtet rundt af hende den specielle pige med en ske, hvilket var virkelig latterligt, for jeg var heller ikke rædselsslagen for dem – jeg havde bare aldrig forstået dem. De var mærkelige. Og jeg var ham, der passede på alle de andre drenge på diskoteker, fordi jeg ikke kunne drikke – det skrev de stadig, selvom jeg nu sagtens kunne drikke alkohol. Folk kunne bare ikke give slip på idéen om, at jeg var den modne, som holdt de andre i snor. Den kedelige.

Folk interesserede sig jo egentlig ikke om mig. Alt handlede om de andre, for jeg var bare ham der, der var med, men ikke var særlig saftig at hverken se eller høre på. Og det var noget værre lort, for selvfølgelig var det ikke fedt, at alle andre fik mere opmærksomhed. Selvom jeg var aktiv på Twitter og prøvede på at få folk til at kunne lide mig mere ved at tweete dem og lave twitcams, var jeg en af dem med færrest følgere. Hvad kunne jeg egentlig gøre for at få fansene til at kunne lide mig mere? Hvorfor var jeg så ubetydelig for bandet?

Sandheden var, at folk ikke elskede mig, fordi jeg var mig. De elskede mig, fordi jeg var en del af One Direction. Der var ingen anden grund, og det var simpelthen bare så forfærdeligt at vide, for de ville stadig have elsket det femte medlem, hvis det havde været en helt anden dreng, der var langt mindre elskværdig – det var bare titlen ”1/5,” der gjorde det hele.

”Så.” Tatovøren havde nu desinficeret min nylavede tatovering og kommet noget forbinding på. ”Du er vel med på plejen og det hele, ikke? Det er trods alt ikke, fordi du ikke har prøvet det før,” sagde han og kastede et blik på resten af mine tatoveringer.

Jeg nikkede. ”Tak for det.” Derefter rejste jeg mig og forlod forretningen for at møde nogle fans, der på en eller anden måde havde fundet ud af, jeg befandt mig her. Egentlig var jeg ikke i humør til det, men alligevel smilede jeg overbevisende og vinkede energisk til dem.

De spurgte alle om billeder og autografer, men alt, jeg gjorde, var at sætte mig ind i den sorte bil, der holdt klar. Harry var den af os, der var mest tolerant over for de mange fans. Han tog flere billeder med dem, end vi andre gjorde – mest fordi management havde bedt ham om det, fordi der blev forventet ekstrameget af ham. Han var jo den populæreste. De fleste fans ville ikke indrømme det og blev tit irriterede, ja, faktisk fuldstædig rasende, når nogen gav udtryk for det, men det var jo sandt. Alle bands havde et medlem, alle elskede en smule højere, og i One Direction var det Harry.

”Til hotellet,” sagde jeg og lænede mig tilbage i sædet, ”og det må gerne gå hurtigt.”

”Javel.”

Det var underligt at tænke på, at så mange mennesker kunne finde på at vente ude i kulden i flere timer for bare at få et enkelt glimt af os. Hvorfor var vi så vigtige? Hvad havde vi gjort? Vi var jo bare … os. Så mange folk havde fortalt os, vi reddede liv, men det forstod jeg bare ikke. For hvordan kunne det redde en person at stirre på sine idoler?

Du har netop hørt Uncover af Zara Larsson! Nu til vores telefoninterview med Harry. Vi krydser fingre for, han er stået op.” Straks, da jeg hørte hans navn, spidsede jeg ører. Jeg havde ikke engang været klar over, at han havde et interview – men det var jo sådan nogle fordele, man fik, når man var den populæreste. Selvfølgelig var jeg også blevet interviewet, men alle gik efter Harry. Han var alles førsteprioritet, selvfølgelig.

Jeg fandt det en smule akavet, at de lige skulle spille Uncover af Zara Larsson før interviewet, for alle vidste, det var en sang, der virkelig passede til det forhold, Larry-shippers troede var mellem Harry og Louis. Jeg turde vædde med, Twitter var kaos i det øjeblik, for det havde det i hvert fald været, da der blev spillet We Are Never Ever Getting Back Together, imens han var på.

Harry, hvor er det godt at snakke med dig igen!” lød det optimistisk fra intervieweren, som også hed Nick Grimshaw. Han og Harry var virkelig gode venner, og Harry var tit på BBC Radio 1’s morgenshow. ”Hvordan har du haft det på det seneste?

Der var lidt stilhed i den anden ende – formentlig pga. dårlig forbindelse – men så blev der svaret. ”Jeg har det skam fint, og hvad med dig, Grimmy?

Godt, tak. Hør, jeg har et spørgsmål til dig omkring koncerten forleden.” Mit skæve smil blegnede en smule. ”De fleste af jeres fans har hørt om ulykken efter jeres flotte optræden i Los Angeles. Du besvimede og blev nødt til at blive kørt på hospitalet. Her var du indlagt i en dag, hvis jeg husker rigtigt. Hvad skete der?

Det undrede mig, at han stillede det spørgsmål, for management aftalte ofte med interviewerne, hvad der var okay at blive stillet – medmindre det rent faktisk var meningen, han skulle stille det spørgsmål, så Harry kunne fyre en løgn af.

Jeg havde ikke fået så meget at spise og drikke den dag, så jeg faldt om efter at have løbet for meget rundt på scenen den aften. Du ved, jeg altid slår mig løs til Rock Me.” Han tilføjede et grin, som virkede mere end bare troværdigt. ”Der er ikke sket noget alvorligt med mig, og jeg er i bedring. Drengene har været virkelig støttende.

Jeg smilede lidt. Selvom jeg misundte Harry for hans popularitet og den opmærksomhed, han fik, elskede jeg ham stadig som en bror. Jeg kunne slet ikke forestille mig, hvad jeg ville gøre, hvis jeg en dag mistede ham, for han betød virkelig meget for mig. Nogle gange blev jeg bare virkelig træt af at være ’ham den normale’, for ingen gik ud fra, jeg døjede med bare det mindste. Andres problemer var altid vigtigere end mine.

Det er virkelig godt at høre,” svarede Grimmy glad. ”Og hvornår er jeres næste koncert så?
Mere nåede jeg ikke at høre, før chaufføren fortalte mig, vi var fremme, og jeg steg hurtigt ud, takkede ham og bevægede mig ellers indenfor med en masse paparazzier efter mig.

Dørmanden var hurtig til at lukke mig ind, og jeg smilede taknemmeligt, hvorefter jeg fortsatte ind i en af elevatorerne. Da jeg nåede 12. etage, steg jeg ud og satte mig oppe ved baren for at få mig en drink. Det var egentlig ikke, fordi jeg havde lyst til at være fuld – jeg trængte bare virkelig til lidt alkohol. Noget, der var lidt stærkt for smagsløgene.

Jeg vidste ikke engang, hvad jeg havde bestilt, for jeg havde bare peget på et af billederne på kortet med en oversigt over de mange cocktails og martinier, men det betød nu heller ikke det store. Jeg regnede ikke med, den ville smage vildt forfærdeligt – i det hele taget var alkohol trods alt ikke det mest velsmagende i verden, så der var ikke så meget forskel for mig. I hvert fald ikke ifølge mig.

Da et glas med noget rødligt væske, et mynteblad og nogle isterninger i endelig stod foran mig, drak jeg den i én mundfuld og rejste mig så igen med den stærke smag overalt i munden. På vejen ud tørrede jeg min mund af i min arm og tog så elevatoren ned til min etage. På mit værelse ventede Harry siddende på min seng med hænderne på sine lår. Han så virkelig anspændt ud.
”Hvordan var telefoninterviewet?” spurgte jeg og sendte ham et lille smil.

”Det var fint,” svarede han kort for hovedet, og selvom jeg så småt var ved at være træt af at skulle spille så nysgerrig, spurgte jeg ham alligevel om, hvad der var galt. Det var jo, hvad en rigtig ven gjorde. Jeg forstod bare ikke, hvorfor den anden part ikke bare kunne sige det i stedet for at vente på at blive spurgt.

”Jeg har ikke haft lyst til at sige det, men jeg har det virkelig ikke så godt for tiden, og jeg ved, I andre drenge er klar over det, men det er værre, end jeg giver udtryk for. Jeg kom til dig, fordi jeg tænkte, du vel var den med de bedste råd. Du forstår altid os alle så godt.” Og der kom den igen. Jeg var den ansvarlige. Ham, der løste alt. Ham, der aldrig selv kunne få hjælp med noget, fordi alle andres problemer var vigtigere. Der var ikke tid til mig.

”Hvad er det da, der sker?” Jeg ignorerede den bitre fornemmelse, der gnavede lidt i mig, for lige nu ville jeg gerne bare være en god ven. Hvor var det bare noget lort, at jeg var sådan en jaloux person. Nogle gange hadede jeg virkelig mig selv for at have den her side af mig selv.

”Det er det, der er problemet: Jeg ved det ikke.” Han udstødte et suk. ”Alt er ligesom bare blevet for meget. Jeg føler, det her stjerneliv er begyndt at vende sig imod mig, og alt er bare så forfærdeligt for tiden. Det er, som om folk mindre kan lide mig, og jeg kan bare ikke slå mig ordentligt ned. Jeg hører ikke til nogen steder, og mit hoved er et kaos. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv.”

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at han egentlig var den, der selv skabte alle problemerne i sit eget hoved. Det var monstrene inden i ham, der gjorde alt det her. Det var det også ved mig, men alligevel var alt, min hjerne rummede, ordene: Nogle af os har rigtige problemer med ikke at blive set nok. Problemerne behøver rent faktisk ikke at blive opfundet i nogle af os andres tilfælde.

”Jeg forstår dig godt,” sagde jeg lidt efter. ”Jeg tror, vi alle har det sådan på et eller andet led. Alligevel tror vi, vi er fuldstændig ene og alene om det, fordi det føles sådan – ingen af os snakker jo om det, fordi vi ikke vil være til besvær.”

Selvfølgelig på nær dig.

Jeg hadede den djævelske side af mig, for jeg holdt virkelig af Harry. Den side af mig, der elskede at hjælpe andre, var bare ikke længere her ved min side, fordi det monster, der krævede opmærksomhed, havde ædt den.

Jeg skammede mig virkelig over at tænke sådan her. Sådan burde det ikke være. Jeg burde ikke have det sådan med Harry. Han var jo som min lillebror, og jeg ville gøre alt for, at han havde det godt, men … hvordan kunne han være utilfreds med det, han havde? Jeg ville med glæde bytte plads med ham. Mere end gerne.

”Louis kyssede mig i går.” Jeg kiggede forbavset op på ham med store, runde øjne.

”Hvad gjorde han?” Havde jeg hørt rigtigt?

”Han kyssede mig.” Han stirrede lidt ned på sine hænder. ”Jeg ved ikke hvorfor, men det gjorde han. Det kom bare så pludseligt, og nu ved jeg ikke, hvordan jeg skal være over for ham. Tror du virkelig, han sådan … at han er forelsket i mig?”

”Det virker usandsynligt med alle de vrede ord om, hvor meget han hader Larry og alle dem, der shipper jer sammen,” svarede jeg. ”Han hader jo nærmest, at folk tror, I virkelig er sammen. Det ville være underligt, hvis det bare sådan havde ændret sig.”

”Det ved jeg,” samtykkede han, ”men hvorfor ville han så kysse mig? Jeg mener virkelig, jeg på ingen måde lagde op til det, og det var ikke mig, der kyssede ham.

”Tja, måske er han bare virkelig god til at dække over det, han føler.” Da jeg sagde det, snakkede jeg ikke kun på vegne af ham, men nok også de andre drenge fra bandet. ”Man ved aldrig med Louis.”

”Hvad skal jeg sige, næste gang jeg ser ham?” Han bed sig nervøst i læben. ”Jeg mener, jeg kan jo ikke bare lige sådan give slip på alt det her. Han kyssede mig! Har vores fans hjernevasket ham, eller hvad er det, der er sket?”

”Fansenes ord kan jo påvirke os ret meget.” Det vidste vi vist alle. De havde været med til at påvirke en masse af vores beslutninger, og selvom vi ikke ville lade deres meninger ændre på noget, gjorde de det alligevel. Det var ikke noget, vi kunne kontrollere, beklageligvis. ”Men føler du noget for ham? Louis, altså?”

”Det … det ved jeg ikke,” svarede han og trak lidt på skuldrene. ”Det er vist ikke noget, jeg nogensinde har tilladt mig selv at tænke over, fordi han har virket så afvisende omkring den mulighed. Jeg har aldrig overvejet det, men … ja, jeg ved det ikke.”

”Jeg synes, du burde tage en ordentlig snak med ham. Spørg ham om, hvorfor han kyssede dig. Måske havde det bare været en overvældende dag. Vi ved jo begge, hvad sådan noget kan gøre, ikke?” Jeg hentydede til det, der var sket efter koncerten. ”Presset kan jo lede os til en masse handlinger, som måske ikke lige er os.”

”Du har ret.” Han rejste sig brat fra sengen og klappede hænderne sammen. ”Du ved altid, hvad du skal sige, Liam. Du er simpelthen så vis. Jeg ved ikke, hvordan du gør, men tusind tak. Jeg kan altid regne med dig.”

Hvis du dog bare vidste, hvad jeg dagligt tænker om dig … du ville hade mig.

”Jeg tror, jeg tager mig en lur, men jeg værdsætter virkelig din støtte. Hvis det her band ikke havde haft dig, vores personlige psykolog, så ville vi nok for længst alle være låst inde på et psykiatrisk hospital.” Han grinede lidt. Selv overvejede jeg, hvornår jeg så ville checke ind der, for hvad med mig? Hvem var så min personlige psykolog? Mig selv? Skulle jeg snakke med mit eget spejlbillede?

Harry fortsatte mod døren, men lige før han trak ned i håndtaget, vendte han sig igen mod mig med hovedet på skrå. ”Og Liam?”

”Mm?”

”Har du det egentlig fint?”

Spørgsmålet tog mig med overraskelse. Det var ikke et spørgsmål, jeg fik stillet særlig ofte, og selvom jeg hver dag ventede på, nogen ville stille mig det, hadede jeg det alligevel. For jeg var ikke døende. Men jeg havde det heller ikke ligefrem fint. Og det ville virke opmærksomhedskrævende at svare, at jeg havde det okay. Hvad var det perfekte svar, hvis man ikke havde det fint, men ikke gad lyve eller virke totalt klynkende?

”Jeg har det …” forfærdeligt. Ved du godt, hvor meget jeg hader, at I drenge altid prøver at slippe for besværligheder? Selvfølgelig har jeg det ikke okay med bruddet med Danielle, for jeg elsker hende, men et enkelt ”jeg har det fint” var alligevel nok for jer. Så snakkede I aldrig om det igen, selvom jeg virkelig har brug for at tale ud om det hele. Desuden misunder jeg dig virkelig for dit liv, for du er bare ham, alle elsker, og lige meget hvad du gør, vil de blive ved med det. Hvis jeg lavede en fejltagelse, ville alt være kaos, men du er jo Harry, så det er helt okay. Ved du, hvad jeg også hader? Hvordan vi alle lader, som om alt er fint, selvom vi er så tæt på at bryde sammen alle sammen. Vi siger det bare ikke til hinanden. Men jeg kan se det. Jeg kan se det så klart og tydeligt, og nogle gange undrer jeg mig over, om I andre drenge også kan se det, eller om jeg mon bare har et eller andet supersyn. Men det er så tydeligt. Selv en blind man ville kunne se det. Nej, jeg har det langt fra fint. Jeg er bare nødt til at lægge mine egne problemer til siden for jer drenges skyld, fordi I alligevel ikke kan løse det, jeg døjer med, og derfor ser jeg ingen grund til ikke at hjælpe andre, når jeg ikke kan hjælpe mig selv, ”godt nok.”

”Det er godt.” Han smilede. ”I det mindste er en af os da stadig ved sine fulde fem.”

”Ja …”

”Nå, men vi ses vel senere, ikke? Til aftensmaden?” Jeg nikkede som svar, og han trak ned i håndtaget. ”Og Liam? Vi sætter altså virkelig pris på, at du er her. Jeg ved, det ikke altid virker sådan, fordi vi er sådan nogle dårlige venner nogle gange, men vi skylder dig så meget. Tusind tak.”

Og så forsvandt han. Tilbage sad jeg med et lille smil på læberne, fordi det ikke var tit, jeg oplevede denne form for ros. Men det var det, der gjorde det hele værd. De små ting. Det var derfor, jeg sang; for at se alle fansenes fantastiske reaktioner. Sådan en lille ting kunne virkelig redde alt.

Jeg kunne ikke benægte, at jeg nok var den af os, der var mindst skør – måske efter Niall. Zayn havde nogle problemer med lidt af hvert, Louis døjede åbenbart med noget identitetstvivl, og Harry … ja, han havde bare fuldstændig mistet besindelsen, og selvom jeg selvfølgelig var lidt irriteret over, han skabte sine egne problemer, kunne han jo ikke gøre for sin psyke. Han var den yngste af os, og derfor var det nok også sværere for ham at håndtere stressen og alt, det indebar at være stjerne.

Jeg var en smule skuffet over mine fans. Hele den her tough-guy facade var et tydeligt skrig efter hjælp, men alt, de kunne koncentrere sig om, var størrelsen på min biceps. Og det var ikke engang løgn. De elskede den her nye side af mig, for piger havde vel et eller andet sted en svaghed for badboy-typen. Jeg ville bare virkelig ønske, en eller anden kunne sige: ”Kan I da slet ikke se, at han prøver på at vise os, han ikke har det godt? Han bliver ved med at forandre sig, fordi han ikke føler sig værdsat nok – derfor prøver han nye metoder af for at få opmærksomhed. Vi bliver nødt til at fortælle ham, han var god nok som ’Daddy Direction’. For det var han.” Ingen havde nogensinde sagt noget i den stil, eller også havde jeg bare ikke set det, men det var alt, jeg havde brug for. Lidt motivation. Og selvfølgelig fik jeg en masse opbakning, for var det overhovedet muligt ikke at få det med 12 millioner følgere på YouTube og sikkert mange flere fans? Jeg havde det bare ikke sådan. Og det der fik mig lidt til at fremstå ufatteligt utilfreds og utaknemmelig, gjorde det ikke? Men det var egentlig ikke sådan, det hang sammen, for jeg var mere end glad for, at folk var så søde imod mig, men man stræber vel altid efter det, man ikke har.

Det var svært at blive ved med at holde den der facade, men det var, hvad management gentagne gange havde bedt mig om. Mine tweets skulle være glade med smileyer, x’er og selvfølgelig mit kendetegn: at skrive det samme bogstav flere gange efter hinanden. Én gang havde jeg mistet kontrollen og skrevet noget vredt, men jeg så intet galt i det, jeg havde gjort, for alt, jeg havde bedt om, var lidt fred, så jeg kunne sove. Sådan noget forstod jeg ikke. Hvordan kunne en fan ligefrem være så led at prøve på at forhindre os i at sove? Vi arbejdede i forvejen utrolig hårdt og havde derfor brug for al den hvile, vi kunne få.

En del af mig ville ønske, One Directions popularitet var stoppet med at vokse i midten af 2012. Så ville vores liv måske ikke være krakeleret på denne måde, og jeg havde ikke haft sådan et indre had til nogle af dem fra bandet, selvom jeg alligevel elskede dem, eftersom de var mine bedste venner. Men alle de fans … alle de planer. Det var virkelig, virkelig uoverskueligt at tænke på alt det, vi endnu skulle nå på alt for kort tid. En sangkarriere skulle være sjov. Noget, der gjorde, man vågnede op med et smil hver evig eneste dag med en spændt følelse i maven. Ikke noget, der skulle frembringe de værste sider i folk. Men det havde den gjort i dette tilfælde, og det havde ikke kun påvirket mig.

Vi havde alle mistet os selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...