A Day in My Shoes | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2013
  • Opdateret: 15 apr. 2014
  • Status: Færdig
Harry Styles. Liam Payne. Louis Tomlinson. Zayn Malik. Niall Horan. Vi har alle hørt de fem verdensberømte drenges navne. De danner nemlig til sammen det succesfulde boyband ved navn One Direction. Men hvem er de egentlig? Hvem er de personer, vi hver dag ser i medierne? Er de de smilende drenge, de foregiver sig for at være? Eller holder de i virkeligheden på flere hemmeligheder? Prøv at gå en dag i deres sko - så finder du måske ud af det.

209Likes
272Kommentarer
10610Visninger
AA

2. Harry

“Written in these walls are the stories that I can't explain. I leave my heart open, but it stays right here empty for days.”

One Direction - Story of My Life

---

Hendes lysebrune hår var blødt mod mine lange fingre, og hvis man tog sig tid til at dufte til det, ville man vide, det havde en snert af jordbær over sig. Det var en ting, jeg altid havde undret mig over ved piger. Hvordan formåede de at holde deres hår så sundt? Gik alle pige virkelig så meget op i deres hår? Eller var det bare en pigeting at have hår så blødt som silke? Hvis man rørte ved mine krøller, ville de nok bare føles ubehagelige, for håret var helt stift. Det var det blevet af de mange behandlinger og al den hårspray, det havde været udsat for. Hvis det nogensinde havde været en prægtig manke, var det det i hvert fald langt fra nu.

Det var en ivrig pige, jeg havde fået taget mig med hjem denne gang. Hvert eneste kys, hun efterlod langs min hals, var så voldsomt, at hun var på kanten til at bide mig, som var hun en vampyr. Det skræmte mig en smule, men efterhånden som månederne havde passeret, var jeg blevet mere og mere ligeglad med, hvem jeg havde med i seng. De var så ligegyldige. Så uden betydning. For sandheden var, at jeg kun gjorde det her, fordi jeg følte mig ensom. Jeg gjorde det, fordi jeg havde en eller anden overbevisning om, at det ville fylde mit indre tomrum ud, men det var bare en drøm, som var alt for langt væk til overhovedet at kunne nå. Ikke engang hvis jeg stillede mig på tæer, ville jeg være tæt på den.

Jeg trak mig kort fra pigen foran mig for at studere hendes markerede ansigt og de lyseblå øjne, som stirrede hungrende på mig. Dristigt sendte hun mig et drillende smil, inden hun lod sine hænder køre op og ned ad min blottede brystkasse. Rundt omkring mig lå en masse knapper spredt ud over gulvet som et resultat af hendes ustyrlige hænder og deres handlinger imod min hvide skjorte.

”Jeg vil have dig,” hviskede hun ind mod mit øre, inden hun tillod sig at bide mig i øreflippen. Jeg stirrede lidt på gulvet, inden jeg lod hende vikle benene om livet på mig, og kort efter havde jeg presset hende op ad væggen, hvorefter jeg lod mine læber ramme hendes hårdt og lige på. Et støn forlod hendes læber, da hun åbnede sin mund og tillod min tunge adgang, og imens lynede jeg hendes champagnerøde kjole op, som var besat med en masse pailletter. Da det var gjort, bevægede jeg mig hen imod min seng og kastede hende ned på madrassen, inden jeg lagde mig ovenpå hende og fortsatte de voldsomme handlinger. Men der var intet elektrisk stød. Ingen lyst. Selvom hun var køn og virkelig erfaren på det her område, så følte jeg intet, da jeg endnu en gang lod mine læber møde hendes.

Mine hænder arbejdede hurtigt, og inden længe lå kjolen på gulvet, og pigen, som vist nok hed April, lå nu kun iført undertøj. Selv var jeg endnu iført mine sorte bukser og den hvide skjorte, som dog manglede alle sine knapper.

”Jeg er virkelig glad for, at vi stødte på hinanden i aften,” mumlede hun, imens jeg lod mine læber bevæge sig længere og længere ned fra hendes hals. Da jeg nåede brystet, kunne jeg svagt høre hendes hjerte banke voldsomt og hurtigt.

”Det er jeg også,” svarede jeg tonløst, men hun bemærkede ikke, hvor døde ordene lød. Hun var alt for fortabt i den tilfredsstillende følelse af mine hænders berøringer overalt på hendes krop, og jeg kunne høre på de højlydte udbrud, som gjorde mig urolig for, om de folk, der boede på hotelværelset, ville høre det, at hun nød det fuldt ud. Da jeg kunne mærke, hun snart ikke kunne holde det længere, stoppede jeg og løsnede mit bælte. Det var ved at blive en rutine. Der var ikke længere noget, der hed ’overraskelser’, for dagene gentog sig blot som et bånd, der var gået i stå. Jeg vågnede på mit hotelværelse – højst sandsynligt ved siden af en fremmed pige – hvorefter jeg gjorde klar til at mødes med drengene for at ’tage på arbejde’, og hvis dagen ikke sluttede med en koncert, tog jeg på en bar og fandt en køn pige at tilbringe natten sammen med. Så ja, de mange rygter og avisartikler var sande. Jeg var, hvad man kunne kalde en ’manwhore’. Men jeg var ikke hjerteløs. Jeg var såmænd bare et vrag, når det kom til følelser. Det, jeg inderligt savnede, var at være sammen med en pige, der kunne få sommerfuglene til at blafre rundt i min mave. En pige, der kunne få det til at kilde helt ud til fingerspidserne ved bare at give mig et enkelt, lille kys. En pige, som ville kunne få mig til at spørge mig selv, om hun var pigen.

Men den pige havde jeg endnu ikke fundet.

En ting, jeg havde elsket ved at være sammen med Taylor, var, at hun var ligesom mig – selvom hun godt nok ikke havde sex med fremmede mænd hver aften. Hun var mere … ren end mig. Men hun var også en mislykket romantiker, som, på trods af de mange forsøg, ikke kunne finde den rette at slå sig ned med. Vi forstod hinanden så godt, fordi vi begge havde det samme problem. Der var ikke noget, der hed ’kærlighed’ i vores liv, og derfor havde vi trøstet os selv med hinanden.

Imens mine læber lå mod Aprils, fik jeg knappet hendes bh op og taget g-strengen af, og hun samarbejdede ved at trække mine boxershorts ned. Tilbage var kun min skjorte, og den røg hurtigt på gulvet, hvorefter jeg skubbede hende længere bagud mod sengen og lod mine hænder udforske hendes krop.

”Er du klar?” spurgte jeg hæst og stirrede ind i hendes øjne, som ikke så helt ud til at være til stede; det virkede, som om hun var et sted i sin egen verden af nydelse.

”Mm-hm.” Hun nikkede forsikrende, og jeg fik placeret mig ordentligt, inden jeg lod vores kroppe smelte sammen. Hun kom med et overrasket gisp, og jeg betragtede hende, som hun bed sig selv i læben, men hun gav mig tegn til, at hun havde det fint, så jeg begyndte langsomt at bevæge mig i takt med, at hendes øjenlåg vibrerede, og flere lyde forlod hendes læber.

Men der var ingen følelser. Selvom det selvfølgelig var behageligt, så ville jeg ønske, jeg ikke var nødt til at gøre det her næsten hver aften. Jeg ville ønske, jeg kunne lave morgenmad til pigen dagen efter i stedet for at vinke farvel til hende, imens jeg forsikrede hende om, at vi da skulle holde kontakten, selvom vi ikke skulle det. Jeg ville ønske, jeg ikke behøvede at drukne mig selv i alkohol for at glemme følelsen af ensomhed. Jeg ville ønske, jeg bare kunne bumpe ind i pigen i mit liv. Men så simpelt var det ikke. Og så simpelt ville det aldrig blive.

 


 

Da jeg vågnede den næste morgen, var hun væk. Pist forsvundet. Alle spor af hende var blevet visket ud, og der var ikke en eneste ting, der gav udtryk for, at hun overhovedet havde været der. Hun var flygtet.

Jeg lå lidt der; stirrede bare på det hvide, kedelige loft. Hvad havde jeg dog gjort med mit liv? Jeg levede drømmen som sanger og kunne formentlig købe min egen ferieø uden at gå fallit, men jeg manglede én ting: kærlighed. Hver aften håbede jeg bare på at møde pigen i en af de barer, jeg gik på, men sandheden var, at det ikke var der, jeg ville komme til at finde hende, hvis jeg da overhovedet fandt hende. Den perfekte pige for mig var ikke en festtype – tværtimod. Hun var en rolig, nede på jorden pige, som kunne holde til alle de fejl, jeg sikkert ville begå. Sådan en fandt man ikke på en bar, men jeg havde simpelthen bare givet op på at finde hende. Hun var ingen steder at se, og selvom man altid sagde, at kærligheden ville komme snigende, når man mindst forventede det, så troede jeg ærlig talt ikke særlig meget på det. Ikke længere.

Jeg gad vide, om jeg mon en dag ville tage en pige med hjem, som ikke ville forlade mig morgenen efter. En pige, der i stedet ville sende mig et skævt smil med et uskyldigt blik i øjnene for derefter at sige: ”Jeg er sulten, har du noget bacon?” Det var sådan nogle små øjeblikke, jeg savnede virkelig meget. Ord kunne ikke beskrive, hvor meget jeg længtes efter at føle mig nyttig. Jeg var blevet træt af, at jeg kun kunne tilfredsstille folk på områder som sex. Jeg ville i et fast forhold. Binde mig. Miste mit omdømme som ’Flirten’. Folk havde slet ikke bemærket, hvordan jeg langt fra passede til den titel længere. Mit drengede signatursmil var væk, og ligeså var min trang til at gå på jagt efter en ny pige hver evig eneste aften.

Tre præcise og taktrigtige bank på døren fangede mine ører, og at dømme ud fra den velkoordinerede rytme gættede jeg på, det var en af drengene. Det kunne det kun være. Alligevel håbede en lille del af mig på, at en musikalsk pige med en sort hat, skæve tænder og nøddebrunt hår ville dukke op i min døråbning. Det skulle jeg ikke have håbet på.

”Hey, Louis.” Det var ikke meningen, at jeg skulle lyde så skuffet, men det kom bare ud sådan, så jeg skyndte mig at redde den ved at sige: ”Godt at se dig igen, mand!”

”Også godt at se dig, Haz,” svarede han og gav mig et kram. ”Så øhm … Er det ikke på tide, du får noget tøj på?”

”Jo,” nikkede jeg. ”Det burde jeg nok. Jeg er bare først lige stået op.”

”Hård nat?” Et kækt smil blev sendt i min retning, og jeg rystede på hovedet over hans bemærkning. Det var så typisk ham at fyre sådan noget af.

”Det kan man vist godt sige,” endte jeg med at mumle. ”Og hvad med dig?”

”Kedelig. Jeg er jo desværre ikke single som dig. Jeg har trods alt Eleanor.” Jeg vidste ikke, om jeg skulle tage det sidste som en positiv eller negativ ting. Han elskede Eleanor – det var én ting, jeg var fuldstændig sikker på, men mon ikke han alligevel savnede ikke at have nogen bindinger.

Jeg misundte Louis en smule for at have en kæreste. Det var alt, jeg ønskede, men jeg var ikke så heldig. Mens han havde været i et forhold med hende i evigheder, havde jeg været sammen med adskillige kvinder uden held. Nogle gange undrede jeg mig lidt over, om det mon var en forbandelse. Håbet om at finde den rette var i hvert fald så småt ved at slukkedes i mig.

”Men du elsker El, og det er vel det vigtigste,” påpegede jeg. Elsker. Det var sådan et stort ord. For mig var det i hvert fald – nogle mennesker havde det med at smide rundt med det ord, som var det ligesom ordet ’jeg’.

”Ja, det er rigtigt,” samtykkede han. ”Desuden skal jeg se hende i morgen, så det er vel okay.”

”Hvor hyggeligt.” Andet kunne jeg ikke komme på at svare. Hvad var der ellers at svare? Igen var mit tonefald en smule køligt og ikke mindst bittert, men jeg håbede ikke, han bemærkede det. Det gjorde han sikkert, men i hvert fald besluttede han sig for at lade være med at kommentere det.

”Men i tøjet med dig! Vi har et interview at være til snart, husker du nok.”

”I’m on it,” forsikrede jeg ham om med et blink, hvorefter jeg gav mig til at lede efter noget tøj, der ikke stank langt væk af alkohol.



”Hvor er det dejligt endelig at møde jer, drenge!” smilede intervieweren foran os og rakte sin hånd frem. ”Hvis I dog bare vidste, hvor meget jeg har set frem til det her interview. Min mand er ved at gå fra mig, fordi jeg har fablet om jer dagen og natten lang!”

Det sidste blev tilføjet med et kækt glimt i øjet, og straks brød publikum ud i latter. Jeg fandt det nødvendigt selv at følge strømmen, så lidt efter lød mit grin også.

”Det er også en fornøjelse at møde dig,” svarede Zayn og tog imod hendes hånd. ”Drengene og jeg har været virkelig spændte på at komme her.”

Der var noget dejligt ved denne interviewer. Hun var oprigtigt glad. Man kunne se på hendes smil, at det ikke var påtvunget, og at hun ikke fandt os irriterende. Hun nød rent faktisk at være her, i vores selskab, og hun betragtede os ikke bare som fem, dumme drenge, der ikke kunne finde ud af andet end at synge. Tro mig, sådan nogle mennesker var jeg faldet over en hel del gange.

”Det står sådan til, at vi har spurgt jeres fans på Twitter om, hvad vi skulle spørge jer om, og jeg har aldrig oplevet at blive bombarderet så meget med tweets!” betroede hun os, og hendes smil var stadig stort og optimistisk. ”I har jer virkelig nogle trofaste fans.”

”Vi skylder dem alt,” sagde Liam. ”De er grunden til, at vi er kommet så langt, og ord kan ikke beskrive, hvor taknemmelige vi er.”

Publikum begyndte at klappe, allerede før han var færdig med at snakke, hvilket fik os alle til at smile lidt.

”Vi har lagt stillet nogle forfriskninger frem på bordet, som I selvfølgelig bare kan tage af, imens vi stiller jer en masse spørgsmål. Er I klar?” Jeg kunne godt lide hende. Det var lang tid siden, jeg sidst havde set en interviewer, der var så glad for sit arbejde.

”Så klar som man kan blive,” forsikrede Liam hende om, og hun nikkede, inden hun fandt nogle papirer frem og begyndte at læse højt.

”Det her spørgsmål har I vist fået en del gange, men jeres fans er stadig nysgerrige! Hvem af jer er single?” Det gjorde ondt på mig at række hånden op, men jeg smilede bare skævt, så mine smilehuller kom til syne. Jeg kiggede lidt på de andre drenge; Louis, der trak selvtilfredst i mundvigene med armene over kors, fordi han ikke var det, Zayn, der, at dømme ud fra hans drømmende ansigtsudtryk, tænkte på Perrie, Liam, som kiggede ned i jorden med en oprakt hånd, og Niall, som næsten stolt havde en hånd i vejret. Han så ikke ud til at have noget imod singlelivet. Nogle gange ville jeg ønske, jeg bare kunne være lige så glad som Niall. Lige meget hvad hang der aldrig en grå tordensky over ham. Det var, som om intet nagede ham nogensinde – og det misundte jeg ham virkelig.

”I har netop lagt sidste hånd på jeres parfume, som kommer ud i september. Hvor spændte er I på at få den ud?”

”Vi er virkelig spændte.” Denne gang var det mig, der svarede. ”Vi har lagt meget arbejde i den her parfume og har ligesom givet en lille del af os selv i processen. Jeg ved ikke med de andre, men jeg er i hvert fald virkelig tilfreds med det endelige resultat.”

”Nu er jeg jo så heldig at have fået en duftprøve før tid, og jeg kan derfor allerede nu sige, at jeg er sikker på, jeres fans vil elske den!” Entusiasmen i hendes øjne fik mig virkelig i godt humør af en eller anden grund – nok fordi jeg ikke opdagede det særlig ofte længere. Folk interesserede sig ofte kun for os, fordi vi var One Direction, og ikke fordi vi var os, men det virkede anderledes her. Det var lidt, som om hun rent faktisk nød vores selskab og nærvær. Jeg følte mig for en gangs skyld ikke opblæst.

”Vi er glade for, du kan lide den!”

”Men drenge,” sagde hun og stirrede på os med et mere alvorligt blik, ”fortæl lidt om, hvordan det er at være på turné. Er det ikke vildt fedt at stå foran et nyt publikum hver aften?”

”Jo, det er en virkelig fantastisk oplevelse,” nikkede Zayn. ”Især fordi vi ikke har en speciel rutine til hver koncert. Vi har ikke nogle bestemte dancemoves, og vi har lov til bare at være os selv, så det ikke er det samme hver evig eneste aften. Jeg er glad for, at der ikke er alle mulige stramme regler, og det, at vores fans også nyder vores selskab, gør det hele endnu bedre.”

”Vores fans behandler os fantastisk. Det er virkelig vildt, hvordan de elsker os lige meget hvad. Vi ved, vi altid kan regne med deres støtte.” Endelig sagde Niall noget. Han plejede aldrig at sige særlig meget til vores interviews af en grund. Nogle gange undrede jeg mig over, om han mon havde noget imod, at han ikke fik mulighed for at sige helt så meget. Jeg vidste, at han engang havde haft nogle problemer med den mængde opmærksomhed, han fik. Selvfølgelig fik han en del af det, fordi han var kendt, men vi vidste alle fem, at han dengang havde fået mindre opmærksomhed af fansene end os. Dog havde han aldrig nogensinde nævnt noget om at droppe bandet trods de mange rygter om det, og desuden stod det ikke sådan til med opmærksomheden længere. En dag vendte det hele bare på hoved, og pludselig var Niall blandt fansenes favoritter.

”Og I udgiver også snart en film, ikke? I er nogle travle drenge.”

”Det kan man vist roligt sige,” samtykkede Liam. Han havde det med at føre ordet, hver gang vi var til et interview, fordi han i bandet havde rollen som den lidt ansvarlige. ”Det har virkelig været nogle stressende måneder, men vi nyder det nu alligevel virkelig meget. Vi kunne jo ikke ønske os et bedre liv.”

”Kan I fortælle os lidt om, hvad vi kan forvente af This Is Us?”

”Vores fans kommer helt klart til at lære os bedre at kende,” var jeg hurtig til at svare. Jeg kiggede lidt rundt på drengene, som stirrede lettere overrasket på mig, fordi jeg havde svaret så forhastet – som om jeg var kaninen fra Alice i Eventyrland. ”Filmen kommer helt klart til at fange os som personer mere. Selvom vores fans tror, de kender os, så tror jeg, de vil komme til at lære meget mere om, hvem vi er. Vores fortid kommer også til at blive afsløret for dem i filmen, og de kommer til at kunne se lidt mere af vores liv som normale teenagedrenge. Det er virkelig en film fyldt med følelser. Jeg er så tilfreds med den måde, producerne har formået at få klippet den sammen.”

”Det lyder virkelig spændende! Jeg ser i hvert fald frem til at se den.” Hun tav lidt for at læse det næste spørgsmål, inden hun kastede endnu et blik på os. ”Og Harry, jeres fans kom helt oppe at køre, da de hørte den sang, du har været med til at skrive. Don’t Let Me Go? Kan du fortælle os lidt om historien bag den?”

Jeg blev pludselig tør i munden. Følelsen af, at en masse folk stirrede på mig, borede sig igennem min hud, hvilket fik mit blik til at flakke nervøst fra side til side. ”Øh …”

”Vi støttede ham gennem hele processen. Mange folk tror, vi er nervøse for, at han går solo, men det har Harry ingen planer om, og vi elsker selv sangen, så vi har det fint med det. Han har jo ikke lavet et soloalbum, vel?” Jeg åndede ud, da jeg så Liams beroligende smil, der sagde: Bare rolig, vi bakker dig op. Han vidste altid, hvornår jeg havde brug for, at nogen lige reddede mig.

”Vi var virkelig forbløffede, da vi endelig hørte sangen,” fortsatte Louis. ”Harry er og har altid været en virkelig talentfuld sangskriver.”

”Tak, Lou.” Jeg sendte ham et stort smil, på trods af at jeg vidste, alt det med Larry ville blive endnu mere kaotisk, end det i forvejen var. For en gangs skyld ville jeg bare se bort fra alt det, jeg risikerede, når jeg handlede, som jeg gjorde. Det var mit liv. Mine valg. Hvorfor skulle jeg så absolut tage så meget hensyn til alle andre? Hvordan hang det sammen?

Jeg glemte næsten helt interviewerens spørgsmål, men da det gik op for mig, hun stadig stirrede afventende på mig, skyndte jeg at få gang i mine tanker. ”Jo, nu skal du høre …”

En klump samlede sig i min hals, da jeg tænkte teksten igennem. I’m tired of feeling alone. Hun forventede nok ikke at høre, at den handlede om, hvor meget jeg længtes efter et forhold. Men det var det, den handlede om. Det hele var et billede af mit hoved; et billede af kaosset og krigen inden i mig. Jeg havde engang mødt en pige på en bar, som jeg havde brudt mig om, men da hun gennemskuede mine intentioner, forlod hun mig; sagde, at jeg bare var endnu et af de kendte svin, der udnyttede piger. Og aldrig havde jeg været så såret. Det var jo egentlig sandt – jeg var kun på de mange barer af én årsag: for at få noget. Men hun havde været den første, der havde set igennem mig og afvist mig. Normalt sagde man ikke nej til Harry Styles – men det havde hun gjort. Og jeg havde ikke gjort noget for at stoppe hende. Men de næste nætter var jeg blevet alt for fortabt i mit eget tankespind. Ikke på noget tidspunkt havde jeg sovet. Det havde mit hoved ikke tilladt mig. Selv som jeg sad der med intervieweren over for mig blev jeg ved med at fortælle mig selv, at jeg blev nødt til at undskylde over for hende pigen, men hvordan kunne jeg det, når jeg ikke anede, hvor hun boede?

Salen stirrede endnu nysgerrigt på mig. Blikkene krøb ind under huden på mig og fik mig til at skælve. ”Den handler såmænd bare om en dreng, jeg engang kendte, som blev blændet af livet som stjerne.”



Publikum var som altid højlydte, og deres skrig blandet med vores sang var alt, man kunne høre. Det var underligt at tænke på, at jeg havde forandret deres liv. At jeg havde reddet dem fra at gøre så mange dumme ting. Jeg var jo ingen helgen, så hvorfor betragtede de mig som sådan en? Det var noget, jeg aldrig havde forstået. Jeg var jo bare … mig.

Jeg var altid nervøs, når jeg sang min solo i What Makes You Beautiful, og den aften var ingen undtagelse. Lige siden jeg havde mistet pusten under vores optræden på showet Red or Black, havde en indre nervøsitet naget mig. Sådan nogle små fejltagelser kunne virkelig blive siddende i mit hoved for evigt.

Zayn gav mig et beroligende klem på skulderen, da jeg med skælvende stemme sang de første ord, og det var virkelig betryggende at vide, at hvis jeg kvajede mig, ville drengene uden tvivl prøve at rette op på det uden at bebrejde mig det mindste. Vi var blevet så tætte på de få år, vi havde været et band, og selvom vi måske ikke var helt, som vi fremstod i medierne, så var vi stadig nogle virkelig tætte venner.

Jeg kom hurtigt igennem soloen og måtte ånde lettet ud, da jeg igen kunne høre de andre drenges stemmer bakke min op. Det var overstået. Og snart ville endnu en koncert være overstået. Jeg glædede mig virkelig til at tage tilbage på hotelværelset og få noget hvile, for alle de pligter og ærinder gennem dagens løb havde givet mig en ret slem hovedpine. Jeg havde det ikke godt, men det var ikke noget, jeg havde lyst til at indrømme over for vores fans. Jeg ville ikke ødelægge deres aften.

”Tusind tak til jer alle for at have holdt os med selskab i aften. Vi er så taknemmelige. Forhåbentlig ses vi igen!” Vi trådte tilbage, da ordene havde forladt Liams læber, imens baggrundsmelodien til What Makes You Beautiful spillede, og en masse store balloner fløj rundt i salen.

Da vi nåede backstage, mærkede jeg en kvalme stige i mig, og jeg vidste, at hovedpinen langt om længe havde fået nok af at blive ignoreret.

”Er du okay, Hazza?” spurgte Liam bekymret. Jeg havde altid elsket, at han kaldte mig Hazza. Det var det, jeg var blevet kaldt i primary school, så hver gang han sagde det, mindede det mig om at være helt lille igen. Han var den eneste af drengene, der gjorde det, og selvom han nok ikke var klar over det, så kunne det virkelig gøre mig i godt humør, men det var nu ikke, fordi jeg havde tid til at smile til ham. I stedet skubbede jeg ham bare hastigt til side og skyndte mig ud på toilettet, og mit maveindhold røg op. Efter at have hostet adskillige gange var den ubehagelige følelse borte, og jeg tillod mig selv at kigge ned i toilettet. Jeg havde intet spist inden koncerten, så alt, der lå i kummen, var noget gulligt snask.

Et tungt suk forlod mine læber, og jeg rystede på hovedet, inden jeg rejste mig og gik ud til drengene igen.

”Hvad skete der?” spurgte Louis og skyndte sig hen til mig.

”Ikke noget,” mumlede jeg, men så let lod han mig ikke slippe.

”Hold op med at lyve, Harry. Vi ved alle, at der foregår noget med dig for tiden. Nu er det blevet for meget. Hvad sker der?”

Hans vrede tonefald fik det til at dunke voldsomt i mit hoved, og det begyndte at prikke overalt i min krop. ”Ikke også jer.”

”Hvad?” Zayn kiggede på mig med et blik af undren. Som om jeg var et misfoster. Og det var jeg også. Jeg var et mislykket monster, som havde et perfekt ydre, men et så forfærdeligt indre, at jeg ville ende alene lige meget hvad.

”Ikke også jer. Ikke også jer.” Jeg mumlede det hovedrystende for mig selv gentagne gange. ”I kan ikke også gå imod mig.”

”Harry, hvad snakker du om?” spurgte Louis og greb min arm, men jeg vristede mig hårdt fri.

”Slip mig!” Og med de ord løb jeg så hurtigt, jeg kunne. Jeg blev ved. Og ved. Selv da mine lunger skreg efter luft, og et sidesting næsten havde overbevist mig om, at jeg var døende, fortsatte mine ben med at bevæge sig. Gangen var lang. Endeløs. Og den mindede mig om mit liv. Tom, men med så mange døre i siderne, som var mit liv fyldt med muligheder. Lang, men kedelig og uden indhold.

Jeg fortsatte med at løbe, selv da min energi var fuldstændig brugt op, og det resulterede i, at jeg adskillige gange snublede og hostede voldsomt på vejen. Jeg vidste, jeg var nået grænsen, men alligevel fortsatte jeg med at løbe, overbevist om at jeg kunne flygte fra de dæmoner, jeg gik inde med. Det kunne jeg ikke. Og til sidst faldt jeg om på det kolde gulv og blev liggende der. Selv da lyden af en masse stemmer rungede igennem gangen blev jeg liggende med lukkede øjne. Da de ruskede hårdt i mig, forblev jeg stille. Da jeg mærkede nogen lyse mig i øjnene, foretrak jeg ikke en mine. Og da de løftede mig op på en båre, udstødte mit sind et tungt suk, fordi jeg vidste, at alverdens læger ikke ville kunne fikse mit problem. For jeg var problemet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...