A Day in My Shoes | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2013
  • Opdateret: 15 apr. 2014
  • Status: Færdig
Harry Styles. Liam Payne. Louis Tomlinson. Zayn Malik. Niall Horan. Vi har alle hørt de fem verdensberømte drenges navne. De danner nemlig til sammen det succesfulde boyband ved navn One Direction. Men hvem er de egentlig? Hvem er de personer, vi hver dag ser i medierne? Er de de smilende drenge, de foregiver sig for at være? Eller holder de i virkeligheden på flere hemmeligheder? Prøv at gå en dag i deres sko - så finder du måske ud af det.

209Likes
272Kommentarer
10353Visninger
AA

8. Epilog del 2

"Oh, damn these walls, in the moment we're ten feet tall. And how you told me after it all we'd remember tonight for the rest of our lives."

Birdy - Wings

---

Liam:

Det havde været en meget god dag. På det seneste havde jeg været gladere end nogensinde, og jeg vidste ikke engang hvorfor. Det var bare, som om alt var faldet på plads for mig. Jeg følte ikke længere, jeg skulle bevise mig over for andre – jeg kunne være mig selv, og det ville være godt nok.

Det var også derfor, man ikke havde set helt så meget til Sophia i medierne. Da vi netop havde fundet hinanden, havde jeg fundet det nødvendigt at vise hende til alle for at understrege, jeg for længst var kommet over Danielle, selvom det havde været tydeligt, at det var modsat. Jeg vidste ikke med nu – jeg vidste ikke, om jeg var kommet over hende. Jeg havde været en nar over for hende så mange gange, så jeg forstod hende godt. Og nu så hun gladere ud end nogensinde – eller ja, det gjorde hun i hvert fald som regel. Jeg vidste, at når hun så mig sammen med Sophia, sank hendes hjerte. Hun havde altid været let at såre, og jeg havde ladet alle de billeder af mig og Sophia slippe ud for at ramme hende, for så koldblodig var jeg nemlig. Jeg ville ønske, jeg kunne sige noget andet, men det var sandheden. Jalousien og vreden havde taget overhånd, hvilket i denne situation havde endt i en latterligt barnlig handling.

Sandheden var, at jeg ikke vidste, om det bare var handlingen, der havde været barnlig – jeg var jo selv blevet barnlig. Selvom jeg havde forsøgt at holde mig på jorden, vidste jeg, jeg helt klart så ned på alt for mange folk. Berømmelsen havde taget overhånd, på trods af at jeg havde haft så mange omkring mig til at minde mig om, hvem jeg var. Uden Danielle betød det egentlig ikke så meget, hvem det var, der holdt fast i mit gamle jeg, for det var kun Danielle, der kunne finde ud af det. Hun havde været der fra starten; hun havde fulgt mig helt fra X Factor af. Og nu var hun væk.

Men jeg havde ikke udnyttet Sophia. Hun betød virkelig meget for mig, men jeg var ret sikker på, at jeg aldrig ville komme til at elske hende, som jeg havde elsket Danielle. Hele vores forhold var bygget op på sex og alt, hvad det indebar – det var, som om hun blokerede mig fra at se den person, hun kunne være, når ingen andre så på. Og sådan havde det ikke være med Danielle, vi havde delt vores indre tanker med hinanden. Og det vidste jeg, jeg aldrig ville komme til at kunne gøre med Sophia.

Jeg kunne ikke se mig selv blive gift med hende, lige meget hvor meget jeg så forestillede mig det. Det var underligt overhovedet at overveje at købe en forlovelsesring til hende, for jeg følte bare ikke, det her ville vare evigt. Alle har vel de der små flammer i livet, og for mig var hun bare endnu en af dem. En, jeg kunne få lidt sjov ud af, men som, jeg vidste, ikke ville vare evigt.
Det var dejligt med lidt tid væk fra drengene. Jeg kunne godt mærke, jeg ikke længere følte mig overskygget af andre. Jeg var endelig en selvstændig person og ikke længere totalt afhængig af de andre drenge. Det kunne godt være, de stadig virkede bedre end mig, men lidt tid væk fra dem hjalp virkelig meget på det. Jeg var sikker på, det ville være fantastisk at se dem igen, når turnéen gik i gang igen, men lige nu nød jeg at have lidt tid for mig selv. Det var alt, hvad jeg havde haft brug for i al denne tid.

Min kimende telefon trak mig ud af tankerne. Lyden af Marimba fik mig til at hive mobilen op af lommen, og inden længe var den oppe ved mit højre øre. ”Hallo?”

Liam, hej!” lød det fra min ældre søster, Ruth. ”Har du set det der på entertainmentwise.com? Jeg er så glad på dine vegne, virkelig. Du fortjener det.

”Jeg er ikke helt med på, hvad du snakker om,” mumlede jeg lettere forvirret og rynkede brynene. ”Hvad er der sket?”

Du er blevet kåret til at være One Directions hotteste medlem!” Hun slog en latter op. ”Nu er det vist officielt, at min lillebror er lidt af en lækkerbisken. Jeg mener, jeg havde en fornemmelse på det, da dine underbukser blev stjålet, men nu er der ingen tvivl. Ej, jeg laver sjov med dig. Men tillykke, Liam, virkelig. Jeg er så glad på dine vegne. Jeg ved, du har ønsket det her så længe.

Jo mere hun snakkede, jo mindre hørte jeg. Jeg var alt for optaget af min overraskelse og ikke mindst glæde – jeg var blevet kåret? Hvorfor ikke Harry? Eller Niall? Eller Zayn eller Louis? For første gang i alt for lang tid følte jeg rent faktisk, at jeg var lige så meget værd som de andre. Og aldrig havde jeg haft det bedre.

Følelsen var ikke til at beskrive. Lykken ulmede i mig, og jeg forventede næsten at hoppe op og danse hvert øjeblik. Jeg var bange for, at Ruth bare lavede sjov med mig, selvom hun tydeligvis mente det her – det kunne bare ikke passe. Jeg kunne ikke få det til at give mening i mit hoved. Mig. Liam Payne. Kåret til at være One Directions hotteste medlem? Valgt frem for selveste Harry Styles? Det var alt, alt for underligt. Måske havde nogen fusket med stemmerne.

Liam?” hørte jeg Ruth spørge i den anden ende, og det gik op for mig, at jeg slet ikke havde svaret hende i flere sekunder. ”Er du her stadig?

Jeg strammede grebet om min iPhone, der efterhånden var begyndt at bade i svedet fra mine håndflader. ”Ja. Ja, jeg er her. Undskyld, jeg skulle vist bare lige hurtigt fatte mig. Er du helt sikker? Hvor var det, det stod henne?”

Entertainmentwise.com! Du kan selv tjekke det, hvis du ikke tror mig. Jeg så det bare lige her i dag og blev så glad på dine vegne.

”Tak for at fortælle mig det,” mumlede jeg med et lille smil på læberne. ”Jeg går lige ind og tjekker det. Vi ses snart, ikke?”

Jep, det gør vi!” bekræftede hun med en glad stemme. ”Endnu en gang tillykke. Hej, hej!

”Hej, hej.” Idet ordene forlod mine læber, lagde jeg på, hvorefter jeg skyndte mig på Twitter. Hvis der var nogen, der kunne henvise mig til den hjemmeside, måtte det være fansene. De var altid totalt hurtige om at finde ud af alt, så jeg turde vædde med, at jeg allerede var blevet bombarderet med links – de bombarderede mig med alt.

Look at this, Liam! :) havde nogen tweetet til mig. Hurtigt gik jeg ind på det link, der var vedhæftet, hvorefter jeg gav mig til at læse hele artiklen.

Selvom den var længere, end jeg helt orkede, læste jeg den til ende, og da jeg var færdig, kunne jeg ikke lade være med at smile. Det var godt nok underligt at se alle de billeder af mig selv, men i det øjeblik tænkte jeg ikke på, hvor meget jeg blev overvåget. Jeg tænkte ikke på at være overgået af de andre, jeg tænkte ikke på, at jeg var mindre værd end de andre, nej, jeg smilede bare. For jeg var glad. Jeg var faktisk mere end glad – jeg havde det helt igennem fantastisk.

this can't be right http://www.entertainmentwise.com/news/130043/Its-Official-Liam-Payne-Is-Your-Hottest-Member-Of-One-Direction- … don't think I've ever won one of these polls before in this band thanks entertainmentwise readers, skrev jeg hurtigt, ligeglad med om der var stavefejl. Alt, jeg kunne tænke på, var, at jeg havde vundet. Jeg havde rent faktisk vundet over de andre drenge. Selvom jeg ikke havde lyst til at være en dårlig vinder, som man nu kaldte det, kunne jeg ikke lade være med at tænke, at jeg slog dem. Jeg havde endelig overgået dem i noget.
Lykken ville ikke forlade min krop. Den boblede rundt i mig, og jeg havde den her lyst til at kramme en eller anden. Jeg havde lyst til at sige tak til hele verden for at gøre det her for mig – det havde reddet hele min dag.

Very shocked about that aha thanks. Mine fingre kørte hen over tastaturet med lynets hast. Al den tid, jeg havde brugt på turnéen, havde lært mig at skrive ualmindeligt hurtigt på mobilen, fordi jeg aldrig havde en computer med mig. Niall var blevet nærsynet af at kigge på sin mobil så ofte, så nu kunne man ofte spotte ham iført briller – de klædte ham. Det havde aldrig rigtig klædt mig at gå med briller, så der var det heldigt, mit syn var helt perfekt. Jeg kunne lige forestille mig at skulle holde ud at gå med sådan nogle hele året rundt – det ville være udmattende. Og jeg havde heller ikke lyst til at bruge kontaktlinser, for så ville jeg nok bare prikke mine øjne ud.

Alt var begyndt at se lyst ud. Jeg havde i forvejen haft en rigtig god dag, og at det her så også skulle ske … normalt ville jeg sige: Kan det blive værre? men det var anderledes i dag. I dag havde jeg lyst til at spørge alle omkring mig: Kan det blive bedre? For det føltes ikke, som om det kunne det. Jo, jeg kunne blive lige så populær som Harry, men det spillede egentlig ikke så stor en rolle længere. For hvis jeg havde været lige så kendt som ham, ville de her øjeblikke ikke betyde noget. Han vandt hele tiden sådan nogle polls, så der var ikke noget specielt over det. Han blev da glad nok, når han vandt dem, men det skete jo flere gange om ugen, så det var alligevel ikke det helt store. Han kunne ikke nyde de små øjeblikke i livet.

Jeg havde aldrig været gladere – eller jo, det havde jeg, men ikke siden jeg var blevet kendt. Alle de år, jeg havde brugt som medlem af One Direction, var blevet spildt med at være utilfreds med ikke at blive anerkendt nok. Men det var jeg ikke længere. Det kunne godt være, at Harry og Niall måske kunne slå mig i næsten alt, men når jeg så endelig slog dem i noget, var det det mest fantastiske i verden – jeg følte mig uovervindelig.

De var i bund og grund alle sammen mine bedste venner. Det havde aldrig været rigtigt at prøve på at udkonkurrere dem på denne her måde. Jeg kom vel heller ikke nogen vegne med at tænke negativt og være jaloux hele tiden. Måske havde jeg i al denne tid beklaget mig over ingenting – måske havde svaret ligget lige foran mig i alle disse år.

Jeg var god nok.

 

Niall:

Jeg betragtede mig selv i spejlet, imens vores stylist, Lou, klippede mit hår. Det var blevet ret langt efterhånden, men alligevel var der ikke behov for at blege mit hår – det var stadig blondt. Måske var jeg ved at blive blondine.

”Lou?” spurgte jeg, imens jeg hørte lyden af en saks åbne og lukke sig igen. Flere bunker af mit hår havde samlet sig for fødderne af mig, og jeg tog mig selv i at undre mig over, om jeg mon ville tjene godt af at sælge det på eBay. ”Må jeg spørge dig om noget?”

”Selvfølgelig,” svarede hun. ”Det er vel det, man har en frisør til. Tro mig, i min karriere har jeg hørt en hel del chokerende ting.”

Jeg smilede. Lou var altid så nede på jorden og rolig omkring alt. Det var lettere at snakke med hende, end det var at snakke med de andre drenge. Der var noget ved hende, der bare gav mig lyst til at fortælle alt, jeg tænkte på – hun virkede bare som en, der kunne give de bedste råd.
”Og du lover ikke at fortælle det videre?” fortsatte jeg og fik øjenkontakt med hende i spejlet. Hun havde, ligesom mig, blå øjne, men de var en smule mørkere – hendes blik var fyldt med mystik, som om hun gemte på et eller andet, og med en masse eyeliner til at omkranse dem virkede det, som om de næsten lyste.

Hun nikkede forsikrende. ”Højt og helligt.”

”Okay …” Jeg rykkede lidt på mig selv, inden jeg igen mødte hendes blik. ”Tjoeh, på det seneste har jeg haft de her flashbacks. Det er ikke bare som at tænke tilbage på noget, der er sket – det føles så virkeligt. Efter at have læst det her brev fra en fan er det virkelig gået op for mig, hvad mit liv er blevet til; hvor meget jeg har ændret mig. Har du overvejet, hvordan jeg egentlig har forandret mig gennem årene? Jeg plejede at være ham den stille, ingen helt lagde mærke til, og nu bliver merchandise med mig på hurtigere solgt end det med Harry.”

Jeg holdt en pause og gned mine tommefingre mod hinanden. Det var underligt at sige alt det her højt. Jeg havde holdt det inde i så lang tid, fordi det sikkert ville lyde helt sindssygt. Jeg skabte jo mine egne problemer – hvordan kunne jeg overhovedet tillade mig det? Mit liv var fantastisk; jeg var rig, eftertragtet, vigtigere end jeg nogensinde havde været og omringet af så mange mennesker, der holdt af mig. Var det sådan, det var at være stjerne? Mistede ens liv så meget mening, at man blev nødt til at finde noget at tænke over, uden der var brug for det? Jeg vidste det ikke.

”Jeg forstår bare ikke, hvad der er sket. Du må ikke opfatte det her forkert, for jeg er taknemmelig for alt det her, og det sidste, jeg har lyst til at fremstå som, er en idiot, der har ladet berømmelsen stige sig til hovedet. Det er bare begyndt at undre mig, at alle pludselig begyndte at kunne lide mig bedre, da mine tænder blev rettet til, da jeg ordnede mit hår, da jeg begyndte at træne og alt sådan noget. Kan de kun lide mig, fordi jeg har ændret mig på ydersiden? Jeg er jo stadig den samme, som jeg var for to år siden, og der havde ingen mig som favorit i bandet. Åh gud, det her lyder så tåbeligt, jeg ved det godt, men jeg kan bare ikke lade være med at tænke på det …”

Jeg tav. Jeg havde ikke lyst til at sige noget, før hun bare reagerede på en eller anden måde. Var hun vred? Forvirret? Syntes hun, jeg overdrev og skabte mine egne problemer? Det ville i hvert fald ikke overraske mig, for sådan ville jeg nok tænke om mig selv. Det her var jo i virkeligheden virkelig tåbeligt, men jeg kunne ikke ignorere frustrationen i mig. Den var overalt, for jeg forstod det ikke. Jeg kunne ikke få det til at give mening i mit hoved uden at komme frem til, at de bare elskede mig for mig udseende.

”Wow …” Lou lagde saksen fra sig og hvilede i stedet sine hænder på mine skuldre. ”Det er da virkelig nogle vilde overvejelser, du har gjort dig. Jeg vidste slet ikke, der var så meget hjerneaktivitet deroppe.”

Jeg klukkede let over hendes bemærkning. Det var typisk hende at lette stemningen lidt med en sætning som den.

”Men Niall, der er ingen grund til at belaste dig selv med alle de tanker. Jeg forstår godt, at du tvivler på alle de ting – det gør man ofte som kendt – men du er ikke alene. Jeg ved, de andre drenge også hver især er kommet i tvivl om en masse ting på grund af alle folk omkring dem. Men lad være med at lade dig påvirke af sådan nogle småting. Fans kan overanalysere ting og bilde jer de forkerte ting ind. De elsker dig for den, du er. Du må huske, at de andre drenge altså også ændrede sig gennem årene, og selvom du måske ikke tror det, så har du også ændret dig indeni. Man kan ikke gå tre år uden at ændre sig bare det mindste – du er en anden person. Du er blevet mere moden, mere tænksom. Dengang var du bare en dreng, nu er du en voksen. Du er jo 20 år, bare overvej det. Du er ikke længere en hormonforstyrret teenager længere, vel?”

Hendes ord gav ret meget mening. De lød fornuftige, forklarende, men jeg var stadig naget af så meget tvivl. Det var trods alt ikke det eneste, jeg havde tænkt på.

”Zayn, Harry, Liam og Louis er også alle blevet mere modne. De har forandret sig – vi hørte vel alle Louis sige, han ikke kunne fordrage tatovering, gjorde vi ikke? Og hvor mange af dem har han nu? Ti? 20? Jeg har ikke engang tal på det, men han har mange. Så måske er det også den måde, de har ændret sig på, som har fået fansene til at gå til dig. Jeg siger ikke, at de har ændret sig på en dårlig måde, eller at du er en andenpræmie, men der er så mange ting, der har ledt til det her. Vi kan ikke kontrollere andet end os selv, husk det. Det er ikke noget, kun du har gjort – hele verden har jo spillet en rolle. Lad være med at bekymr dig selv med sådan nogle ting, okay?”
Hun var virkelig vis.

”Du har nok ret,” indrømmede jeg med et skævt smil. ”Tak. Det havde jeg vist lige brug for. Hvordan kan det være, du ved alle de her ting?”

”Tja, jeg observerer meget,” svarede hun og trak svagt på skuldrene. ”Tro ikke, jeg ikke lægger mærke til alle jeres små forandringer.”

Lou havde ret. I al denne tid havde jeg troet, det var mig selv, der havde gjort noget – at det var det, at jeg havde ændret mig udseendemæssigt, der havde tiltrukket så mange fans, men sandheden var, at det var, hvordan alt havde udviklet sig. Vores fans havde trods alt også ændret sig, og derfor havde de måske fået nye interesser og foretrukne. Hvor lidt jeg så end havde lyst til at se det i øjnene, handlede alt ikke om mig. Langt fra.

Og et eller andet sted, et eller andet sted langt nede, var jeg glad for det. For det her var ikke mit værk. Det var hele verdens.


Zayn:

Stemningen var fantastisk. Jeg var omringet af min kæreste, hendes familie, min egen familie – ja, stort set alle, jeg holdt af. De andre drenge havde desværre ikke haft mulighed for at komme, men det havde måske også noget at gøre med, at de ikke var klar over, at jeg ville fri til Perrie i dag. De troede bare, det var en familiesammenkomst, så de så ingen grund til at komme. De havde trods alt selv travlt med at besøge deres familier, nu hvor de endelig havde tid. Jeg forstod dem godt. Vi forstod vel alle hinanden, for vi gik igennem det helt samme. Tid med familien var mere end dyrebar.

Vi befandt os hjemme hos Perries familie. De havde en udestue, som var indrettet med fjernsyn (som, jeg desuden ikke vidste, man kunne have herude), en sofa, et spisebord og nogle stole. Der var meget enkelt, men alligevel flot – jeg kunne godt lide at være her. Det var bare altid så hyggeligt, og hendes familie tog så godt imod mig. Jeg havde aldrig følt mig mere velkommen.
Perries mor lignede hende virkelig meget personlighedsmæssigt. De var begge virkelig nede på jorden og elskede at joke. Man kunne også tydeligt fornemme omsorgen i dem begge, og som jeg betragtede dem snakke sammen, var det tydeligt, at de klingede godt – de var trods alt mor og datter.

Udseendemæssigt var der ikke helt vildt mange ligheder – mens Perrie havde lyst, bølget hår, var hendes mors hår glat, og så havde hun pandehår. Ansigtsformerne stemte heller ikke helt overens; Perries var en smule mere aflangt, og hendes kæbe var en smule tydeligere. Det eneste, hvorpå jeg tydeligt kunne se lighederne, var deres smil. Der var et eller andet ved den måde, de afslørede et sæt lige hvide tænder, der mindede om hinanden.

Lyden af metal mod glas trak mig ud af mine tanker. Instinktivt vendte jeg mig mod lyden for at se min mor stå oprejst med et glas og en ske i hånden. Hun smilede varmt til hele forsamlingen, inden hun lagde de to ting fra sig, og jeg fornemmede, at hun nu ville komme med en lang, lang tale om vores forhold.

Hun vidste godt, jeg havde tænkt mig at fri til hende – for mig var det både vigtigt at få min kommende svigermors tilladelse, men selvfølgelig også min egen.

De var de eneste to, der vidste noget om det her, men allerede det lagde et kæmpe pres på mig. Det føltes, som om den mørkerøde æske i min baglomme var ved at brænde hul i det følsomme stof, og jeg vidste, at det var et tegn på, at jeg følte mig presset. Det var ikke, fordi jeg var begyndt at fortryde – jeg var bare begyndt at overveje, om det mon ville have været bedre, hvis jeg bare havde trukket hende ud til siden og spurgt hende alene. Når det kom til modighed, var jeg langt fra den stærkeste.

”Vi er alle samlet i dag for at fejre, at Perrie og Zayn fandt hinanden i denne verden,” startede hun ud, inden hun gav os begge et anerkendende nik. ”Som deres familie er vi nødt til at finde os i, at de ikke er hjemme særlig ofte på grund af deres travle jobs, men det er sammenkomster som disse, der gør det helt specielt. Jeg tror, jeg taler for alle i dette lokale, når jeg siger, vi virkelig har savnet at se begge jeres ansigter. Zayn, fordi du for det første er min søn, men også fordi jeg endelig kan se dig i egen høje person igen i stedet for at ringe og FaceTime med dig. Hverdagen er ikke det samme uden dig – og det ved jeg, dine søskende er enige i. Det er underligt ikke at se dit ansigt i huset længere – selv nu, efter mere end tre år. Jeg går ud fra, en mor vel aldrig helt giver slip på sine børn.”

Hun vendte sig mod Perrie.

”Og Perrie … selvom jeg ikke har kendt dig i flere år, ved jeg, du er en fantastisk pige. Jeg kan ikke forestille mig et mere perfekt match for Zayn. Når jeg forestiller mig jeres fremtid sammen, ser jeg kun glæde – jeg ved, at I vil få et godt liv sammen. Jeg vil bare gerne sige, at jeg er virkelig glad for, at I har fundet hinanden. Skæbnen har truffet det rette valg at bringe jer sammen.” Hun holdt en pause og sendte mig et sigende blik. ”Zayn? Har du noget, du vil fortælle din kæreste?”

Idet hun udtalte ordene, landede samtlige øjne på mig, og jeg blev nødt til at synke en klump for at bevare roen. Det var nu, det hele gjaldt – jeg havde én chance for at gøre det her på den rette måde, så nu skulle jeg virkelig også ramme rigtigt. Som lille havde jeg aldrig forestillet mig, at det ville blive så svært at fri til nogen – dengang havde jeg bare regnet med, at jeg ville spørge, og så ville alt være fint. Men sådan hang det ikke sammen. For der var også følelsen af usikkerhed, den hviskende stemme, der pustede til min tvivl, og tanken om, at jeg var nødt til at gøre dette øjeblik til et uforglemmeligt et. Jeg ville ikke kigge tilbage og tænke: ”Hvorfor gjorde jeg ikke det i stedet?”

Jeg kløede mig lidt i håret, inden jeg tog et skridt hen imod den smukke blondine, der betragtede mig nysgerrigt. Det var tydeligt, hun ikke vidste, hvad der snart skulle til at ske – det var faktisk overraskende, taget i betragtning af at det næsten var så åbenlyst. Men måske var det bare, fordi jeg ikke var uvidende som hende.

”Perrie Louise Edwards …” Jeg tog hendes hånd og kiggede dybt ind i de øjne, der altid havde været klare som krystaller – hun havde aldrig haft brug for blå kontaktlinser, eller hvad end management bad hende ændre ved sig selv.

Sekunderne stod stille, som jeg brugte min ledige hånd til at trække den lille æske op af lommen. Og hvis ikke hun allerede havde regnet det ud ved at kigge på boksen, var der ingen tvivl, da jeg gik ned på et knæ og betragtede blikket, der nu var fyldt med overraskelse og tårer.

Det halve sekund før jeg åbnede æsken og spurgte, fór en bange fornemmelse igennem mig. Jeg frygtede alt: om min stemme ville svigte, om hun ville sige nej, om folk ville grine ad min kiksede måde at fri på, om jeg ville fortryde – ja, alt. Jeg ved ikke, om det er helt normalt at gøre, men en enorm klump samlede sig i hvert fald i min hals, og Perries blanke øjne gjorde det svært for mig ikke selv at græde. Det var vist et følelsesladet øjeblik for os alle. Men jeg stod imod. Jeg stod imod og tog en dyb indånding. Jeg ved ikke, hvor lang tid jeg befandt mig i den stilling, men det føltes som evigheder – det var ikke med vilje, jeg trak tiden ud på den måde, men det var så svært. Og selv da jeg endelig tog mig sammen, blev jeg nødt til at fugte læberne, inden jeg lod de magiske ord forlade min mund.

”Vil du gifte dig med mig?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...