A Day in My Shoes | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2013
  • Opdateret: 15 apr. 2014
  • Status: Færdig
Harry Styles. Liam Payne. Louis Tomlinson. Zayn Malik. Niall Horan. Vi har alle hørt de fem verdensberømte drenges navne. De danner nemlig til sammen det succesfulde boyband ved navn One Direction. Men hvem er de egentlig? Hvem er de personer, vi hver dag ser i medierne? Er de de smilende drenge, de foregiver sig for at være? Eller holder de i virkeligheden på flere hemmeligheder? Prøv at gå en dag i deres sko - så finder du måske ud af det.

209Likes
267Kommentarer
10780Visninger
AA

7. Epilog del 1

“It's everything you wanted, it's everything you don't. It's one door swinging open and one door swinging closed. Some prayers find an answer, some prayers never know. We're holding on and letting go.”

Ross Copperman – Holding on and Letting Go

---

Harry:

“Hvad er det, vi laver?” spurgte jeg og sukkede, inden jeg trak mig fra Louis. Vi befandt os hjemme hos mig, kun os to. De andre drenge havde alle deres agendaer, som vi ikke havde lyst til at blande os alt for meget i. Der var efterhånden gået en uge siden TCA-showet, og vi befandt os derfor nu hjemme i London. Her havde vi et par dage fri, inden vi ville drage til Australien for at afslutte vores Take Me Home-turné. ”Det her er ikke os, det er det jo ikke. Du plejede at være så vred på alle de fans med deres konspirationsteorier. Hvad skete der?”

”De fik mig vel til at indse sandheden.” Han så ud til at tænke lidt, før han fortsatte. ”Harry, jeg ved, det, vi laver, er helt sindssygt, men bare giv det et skud. Det har jeg. Og hvis det ikke fungerer, er det vel sådan. Fortæl mig ikke, du ikke føler det mindste, når jeg kysser dig.”

Jeg kiggede op i hans gråblå øjne og bed mig lidt i læben. Så rystede jeg kraftigt på hovedet, så krøllerne dansede. ”Du ved jo, det ikke er så enkelt. Hvis det ikke fungerer, vil det aldrig blive det samme. Og jeg vil ikke have, vores venskab skal blive ødelagt bare sådan. Jeg holder af dig, Louis, det gør jeg virkelig, men jeg ved bare ikke …”

”Kan du ikke se, vores venskab allerede er forandret? De seneste dage … Alt det, vi har lavet i smug, når der var mulighed for det. Nød du det ikke? Nød du ikke at snige dig rundt sammen med mig som en eller anden kriminel?” Jeg sank en klump, da jeg mærkede hans hænder gribe mine. Han lød så optimistisk, håbefuld. Det var, som om han virkelig troede på det her. Det gjorde han vel et eller andet sted også. Problemet var bare, at jeg vidste, det ikke ville ende godt. Jeg ville såre ham på et eller andet tidspunkt, for det var min forbandelse – kærligheden fungerede ikke for mig. Jeg dummede mig altid og endte med at såre den, jeg elskede.

”Selvfølgelig har jeg nydt det, men hvad hvis jeg netop bare har nydt det på grund af det spil, vi har gang i, den måde, vi sniger os rundt på? Jeg tror virkelig ikke, jeg kan –”

”Stop,” sagde han og gik tættere på mig, så jeg blev nødt til at tumle nogle skridt bagud. ”Jeg ved, du lyver. Det er ikke det, du er bekymret for mig. Fortæl mig, hvad der er galt. Jeg vil vide det, så jeg kan overbevise dig om, det nok skal gå.”

”N-nej,” jeg rystede igen på hovedet, ”du forstår ikke, Louis. Det vil ikke ende godt, det ved jeg, det ikke vil. Du er nødt til at høre på mig. Jeg kan ikke.”

”Selvfølgelig kan du da det …” sagde han og strøg en krølle væk fra mit ansigt. ”Vær ikke sådan, du er god nok.”

”Kærlighed fungerer ikke for mig,” betroede jeg ham og stirrede ned på vores hænder. ”Jeg er ikke født til at blive elsket eller elske nogen anden. Jeg sårer folk, det er, hvad jeg gør. Jeg kan ikke lade være, lige meget hvor meget jeg prøver. Jeg ender altid med at gøre et eller andet dumt for at skubbe dem væk. Det vil aldrig ændre sig, Louis, kan du ikke se det? Jeg kommer aldrig til at kunne elske nogen rigtigt, jeg er ikke skabt sådan. Og jeg hader mig selv for det."

Han smilede svagt, inden en lille latter forlod hans læber. Forvirret kiggede jeg på ham med et spørgende blik, som han straks opfattede. ”Jeg fatter slet ikke, du ikke selv i forvejen ved det. Du er jo perfekt,” sagde han. ”Du er alt, jeg nogensinde har ønsket. Jeg indså det aldrig, før Eleanor forlod mig. Det gik aldrig op for mig, hvordan du altid holdt dig ædru, når jeg var fuld efter et skænderi med hende, fordi du ville tage dig af mig. Det gik aldrig op for mig, hvordan du altid støttede mig, når jeg mest havde brug for det. Jeg tror vist bare aldrig helt, jeg har indset, du i al den her tid har guidet mig igennem livet som et lys i mørke. Hvor plat det så end lyder, så er alt, jeg ønsker for dig, glæde, for du har gjort så meget for mig.”

Jeg stirrede lamslået på ham, inden han lod sine læber møde mine. Jeg var forvirret. Hele mit hoved snurrede rundt, men for første gang i mit liv føltes det godt. Det var på den gode måde, og jeg indså, Louis også altid havde bakket mig op i alt. Han havde været med mig, da jeg skulle have min første tatovering, og jeg husker, hvordan han havde prøvet at distrahere mig fra nålen. Og dengang havde han hadet tatoveringer mere end noget andet. Ligeså havde han været mere end ivrig efter at møde Taylor, selvom jeg vidste, han ikke havde været helt glad for mit valg af piger.
Det var med et stort smil på læberne, jeg gengældte kysset og trak ham ind til mig. Måske var der en grund til, jeg ikke fungerede med nogen som helst piger. Måske var jeg ikke et misfoster, der ikke kunne elske. Måske havde jeg bare været alt for blind til at se, kærligheden var lige foran mig, forklædt som en dreng med smukke øjne og nøddebrunt hår. Han var alt, jeg nogensinde havde ønsket mig – jeg havde bare først indset det nu.

 

Louis:

(dedikeret til Merve – fordi jeg er glad for, at du stadig er her)

”Jeg er virkelig glad for, at du kunne komme,” sagde jeg, inden jeg lod Eleanor træde indenfor.

”Virkelig.”

”Ingen årsag!” svarede hun glad og omfavnede mig hurtigt, så den parfume, jeg havde givet hende i julegave, fyldte mine næsebor. Hun hadede den parfume. En nervøsitet voksede langsomt i mig. Hvad nu, hvis hun havde misforstået mit ønske om at snakke med hende? Hvad hvis hun troede, det var, fordi jeg var kommet frem til, at jeg stadig ville være sammen med hende?

Hun hængte sin jakke på en af knagerne ved døren, hvorefter hun gik ud i stuen og satte sig på min brune lædersofa og gjorde tegn til, at jeg skulle sætte mig ved siden af. ”Nå, hvad ville du så snakke med mig om? Jeg gætter på, det er noget vigtigt, siden du bad mig om at komme på så kort varsel.”

”Det er om det, du fortalte mig forleden,” indrømmede jeg stille, og straks forsvandt det store smil fra hendes ansigt. Noget sagde mig, hun hele tiden havde vidst, det var derfor, jeg havde bedt hende komme, og at hun bare havde ventet på, at jeg skulle bekræfte hendes anelser. Hvad hun forventede af mit valg, vidste jeg dog ikke. Jeg håbede inderligt, hun var forberedt på det værste. ”Da du gik, begyndte jeg at tænke. Jeg tænkte over alle de ting, du sagde til mig – alle dine ord. Du har altid kunnet kende mig bedre end nogen anden, ja, endda også bedre end mig selv. Og det viser sig, du havde ret. Til at starte med fandt jeg tanken absurd. Faktisk syntes jeg direkte, det var komisk, at du overhovedet troede sådan noget om mig, men som dagen gik, begyndte tankerne at overvælde mig – for pludselig kunne jeg ikke kontrollere dem på samme måde. De blev ved med at lede mig hen til, hvad jeg mon skulle sige til Harry, næste gang jeg så ham, og jeg tog endda mig selv i at undre mig over, hvordan det mon ville være at kysse ham. Hvor meget jeg så end hader at se det i øjnene, så har jeg været forelsket i Harry siden jeg ved ikke hvornår. Jeg var bare i alt for meget benægtelse til overhovedet at overveje det – tanken om mig som biseksuel drev mig til vanvid. Så ja. Du havde ret som altid – er det nu, du skal sige ’Hvad sagde jeg’?” Jeg smilede lidt, men det forduftede lige så hurtigt, som det var kommet. ”Men jeg elskede dig. Af hele mit hjerte. Og det gør jeg stadig. At se dig gå fra mig var nok noget af det værste, jeg nogensinde havde oplevet.”

Jeg så hendes øjne gå fra at være vidtåbne til at være smalle til at være helt lukkede. Jeg vidste, det var hårdt for hende at høre, at det var lidt af en mundfuld at fordøje – det var heller ikke let for mig at sige det. Men jeg vidste, både Harry og jeg havde ofret meget for det her. Vi løb en kæmpe risiko ved at offentliggøre vores forhold, men det var, hvad vi var blevet enige om var bedst. Ingen af os kunne benægte den forbindelse, der var imellem os.

”Jeg er glad på dine vegne,” mumlede hun stille og kiggede ned på sine sammenfoldede hænder, som hun forsigtigt gnubbede mod hinanden. Man ville umiddelbart gætte på, hun gjorde det, fordi det var koldt, men jeg vidste bedre. ”Jeg er glad, så længe du er glad, ikke? Jeg fortalte dig jo også kun alle de ting for at få dig til at forstå.”

”Og det sætter jeg virkelig pris på,” tilføjede jeg. ”Jeg ved stadig ikke, hvordan jeg skal have det med det hele. Det er derfor, jeg formentlig lyder mere akavet end nogensinde. Harry er … han burde ikke være andet end min bedste ven.”

Hun rettede lidt på sin gråblå nederdel og studerede sine negle, der matchede beklædningen. ”Desværre kan man ikke styre sine egne følelser. Jeg tør vædde med, at verden så ville være meget lettere skruet sammen.”

Hendes tonefald var bittersødt, og jeg var ret sikker på, ordene ikke bare var rettet mod mig, men også mod hende selv. Hendes skuffede stemme fortalte mig med det samme, hun havde håbet på, hendes spekulationer havde været intet andet end overanalysering. Et eller andet sted gjorde jeg det samme.

”Undskyld.” Andet kunne jeg ikke få frem. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Og som om det ikke kunne blive værre, sagde jeg derefter noget af det dummeste, man overhovedet kunne sige. ”Men vi kan vel stadig være venner, ikke?”

”J-jeg …” Hun tav for at trække vejret dybt. Så rettede hun sine mørkebrune øjne mod mig og åbnede munden. ”Jeg vil så godt være der for dig, men det kan jeg ikke. Det er mig, der bør undskylde, fordi … Jeg bliver nødt til at gå, j-jeg –” Hun afbrød sig selv.

Jeg nåede ikke at svare, før hun pludselig havde rejst sig op. Før hun forlod mig, sendte hun mig et blik fyldt med smerte, og så var hun ellers på vej til at tage sin jakke på. Alle nerver i min krop skreg, at jeg skulle følge efter hende, men jeg blev siddende som en eller anden inhabil person. Og da jeg hørte døren blive smækket, rørte jeg mig heller ikke ud af flækken. Hvorfor, vidste jeg ikke. Det var, som om ingen af mine muskler ville lystre mig. I stedet kørte mit hoved på højtryk, og som jeg sad der og lignede en statue, cirklede en masse smertende minder rundt i mit hoved.



”Harry?” råbte jeg efter at have åbnet døren ind til hans villa. Selvom vi ikke boede sammen længere, havde jeg stadig en ekstranøgle på mig. Jeg fik vist aldrig afleveret den tilbage, da jeg flyttede ud. ”Jeg har pizza med – jeg ved, hvor meget du elsker den med peperoni og ananas.”
Jeg havde altid fundet det en smule mærkeligt, han kunne lide den kombination – enten var det peperoni med skinke eller skinke og ananas. Det hang i hvert fald sådan sammen i mit hoved, og derfor havde jeg stirret i en hel del sekunder på ham, da han fortalte mig, han godt kunne lide den sammensætning. Han var en yderst besynderlig dreng.

Flere gange havde jeg taget mig selv i at ønske, at jeg vidste, hvad han tænkte. Hans hoved virkede som det største kaos, og hver gang han talte, virkede det, som om han havde gennemtænkt sine ord meget nøje. Og jeg vidste, at hvis han sagde bare den mindste ting forkert, kunne det hjemsøge ham for evigt.

Huset virkede tomt, men jeg kunne ikke se, hvor han skulle være så sent om aftenen. Vi havde lovet vores bodyguards, vi ikke ville gå nogen steder hen, så det gav ikke mening for mig, at han ikke var til stede. Især når han ikke engang havde fortalt mig noget. Han plejede altid at kontakte mig, hvis han gik nogen steder på tider om aftenen som disse.

”Harry?” kaldte jeg igen, i håb om at han måske bare ikke havde hørt mig første gang. Intet svar. Derfor stillede jeg hurtigt mine sko og bevægede mig indenfor. Lyset var tændt, tv’et kørte i baggrunden, og alt gav udtryk for, at nogen var til stede, men han var ingen steder at se. Hvor var han?

Jeg stillede den varme, duftende pizzabakke fra mig, hvorefter jeg gik hen mod tv’et. På en eller anden måde skræmte det mig, at det kørte. Jeg brød mig ikke om stemningen, der var i rummet. Alt føltes så … tomt. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg have troet, nogen var død i det her lokale.
På bordet foran sofaen stod en bærbare, og jeg genkendte den som Harrys. Jeg vidste ikke, hvor gammel den efterhånden var, men han nægtede at købe en ny, på trods af at han i den grad havde råd til det. Han havde altid haft en ting for gamle ting – han mente, de forbandt ham med minder fra fortiden.

Jeg skulle til at gå videre rundt i huset, da jeg fik øje på et ord, der næsten lyste ud af bærbarskærmen og trak mig tilbage til sofaen. Undskyld. Andet stod der ikke, men det var nok til at få mit hjerte til at banke ti gange hurtigere, og der gik ikke mere end to sekunder, før min mobil lå i hånden.

Pauseskærmen oplyste mig om, at Harry havde ringet for en halv time siden, uden at jeg havde taget den. På det tidspunkt havde jeg stået i et pizzeria og ventet på hans yndlingspizza – imens min mobil havde ligget i bilen. Shit.

Harry havde lagt en besked til mig, kunne jeg forstå ud fra den sms, der var blevet sendt af Voicemail. Sådan var det ofte, når jeg ikke tog telefonen – og endnu oftere varede talebeskeden i et halvt sekund, fordi han ikke nåede at afslutte opkaldet, før biptonen lød. Af en eller anden grund nød han at høre min telefonsvarer til ende.

Imens jeg hørte en mekanisk fortælle mig, at jeg havde én ny talebesked, undersøgte jeg, hvad Harry ellers havde været inde på. Udover Word var han også inde på Google Chrome, kunne jeg se, og da jeg åbnede fanen, dukkede en masse tweets op. Ord fra ’manwhore’ til ’queer’ sprang mig i øjnene. De sved. Det gjorde de virkelig. Jeg fattede ikke, han havde gjort det her imod sig selv.

Han havde altid været et svagt led i vores gruppe, selvom han ikke gad indrømme det. Han ville gerne virke som den positive og glade, og derfor sagde han aldrig nogensinde nej til et billede med en fan, men sandheden var, at han var naget af så mange ting. Jeg kunne godt lide at tro på, at jeg også havde en vis mand i mig, men sandheden var, jeg på ingen måde kunne hamle op med ham – man kunne ikke sammenligne os to.

Hej, Louis. Jeg er på en eller anden måde lidt glad for, at du ikke tog telefonen. Jeg ved ikke, hvordan jeg ville have sagt det her til dig, hvis du havde taget den. Du ved, hvor svært jeg kan have ved at sige mine tanker højt, men … jeg har tænkt lidt over tingene. Panik nu ikke, for du ved, at jeg hader at bekymre folk. Du skal ikke bekymre dig om mig, okay?

Du kan fortælle det modsatte så mange gange, du har lyst, men jeg er ikke født til at elske. Det har jeg sagt. Jeg er født med et knust hjerte, så alt, jeg gør, er at knuse andres for at få ligemænd. Jeg vil ikke være alene, så derfor ødelægger jeg folk for at få mig til at føle mig mindre ensom, og jeg ved, det også vil ende sådan med dig. Jeg ender med at såre dig, og du fortryder, du nogensinde forlod Eleanor. Sådan er det altid. Ser du, jeg elsker ikke. Den egenskab besidder jeg ikke, selvom jeg ville ønske, jeg gjorde det. Ved du hvad? Jeg ville faktisk gøre alt for at være som dig; som de andre drenge.

Der er så mange ting, jeg har holdt fra dig. Hver aften ser jeg mig selv med en ny pige, og hver aften dør jeg mere indeni. Jeg er så desperat efter, at nogen hjælper mig, men lige så snart nogen melder sig, skubber jeg dem væk. Jeg kan ikke håndtere det. Og selvom vores band er på toppen af alle charterne, og at vi er multimilliardærer, har jeg aldrig set min fremtid mindre lys. Jeg kan slet ikke se min fremtid for mig – jeg kan ikke forestille mig at komme hjem til en datter ved navn Darcy, jeg kan ikke forestille mig min elskedes ansigt, alt er så sort.

Du betyder så meget for mig, og derfor er jeg nødt til at fortælle dig det her, før det er for sent. Lige siden jeg så dine øjne lyse op, første gang du sang for mig, har jeg været forelsket i dig. Det kan godt være, jeg har været sammen med både Caroline og Taylor, men det gjorde bare så ondt at se dig med Eleanor. Og jeg kunne ikke sige det. Samtidig var jeg heller ikke sikker på, hvor grænsen mellem ægte følelser og et tæt venskab lå. Men det gør jeg nu.

Så her har du det. Min officielle kærlighedserklæring, før jeg forsvinder. Og hvis du ikke hørte det før, har du det her: Jeg elsker dig, Louis Tomlinson. Det håber jeg, du ved, selvom jeg kan være forvirrende af og til.

Jeg kan mærke, jeg er ved at nå enden på denne talebesked. Jeg tror heller ikke, den kan blive meget længere – er der ikke en begrænsning? Ja, det ved jeg ikke. Men tak. Tak for alt. Farvel.

Jeg sank en klump og blev siddende i tre sekunder, fuldstændig lammet. Han plejede aldrig at sige ’farvel’ – det var faktisk et ord, han specifikt aldrig brugte. Det var altid enten ’vi ses’ eller ’hej, hej’ i et muntert toneleje.

”Det virker alt for deprimerende, som om man aldrig ses igen,” havde han sagt om ’farvel’. ”Jeg føler, det er noget, man siger, hvis man for alvor tager afsked med alt og alle, man holder kært.”

Og i det samme tanken slog ned i mig, rejste jeg mig et sæt, hvorefter jeg stormede ud mod toilettet, som var lige ved hans værelse. Han kunne ikke være andre steder. Og rigtigt nok kunne jeg skimte en skygge i det fluorescerede lys ved gulvet.

”Harry!” skreg jeg højt og bankede flere gange på døren. ”Harry, luk op!”

”Du burde ikke være her,” hørte jeg en stemme sige, men det lød langt fra som Harrys. Den var alt for skrøbelig, alt for lille og nøgen. ”Gå din vej.”

”Luk op,” bad jeg igen, denne gang mere roligt. ”Vær sød, Harry. Det her er ikke det rette at gøre, og det ved du godt. Du kan ikke bare … du kan ikke bare tillade dig at gøre det her imod mig.”

”Beklager.” Ordet var nok til at overbevise mig om, at han ikke havde tænkt sig at lukke op for mig. Han havde altid været noget af en stædig person, så jeg ville nok ikke kunne overtale ham til at lykke op for mig – han havde udset sig et mål.

Så jeg trådte et par skridt væk. Derefter samlede jeg alle mine kræfter i benene og stormede så ind i døren, så jeg hørte et knæk. Og pludselig kunne jeg se et sæt krøller, men ikke det tilhørende ansigt. Han lå nemlig med hovedet ned mod toilettet.

”Lad være med at gøre det her,” mumlede han uden at kigge på mig. ”Vil du ikke nok gå?”

”Harry …” Jeg lagde en arm omkring ham og bemærkede først nu, hvor meget han rystede over det hele. ”Hvad har du dog gjort ved dig selv?”

Han svarede ikke, men et blik op mod vasken, hvor et gulligt pilleglas stod, var nok til at få mig til at forstå, netop hvor seriøs situationen var. Det løb mig koldt ned ad ryggen.

”Hvor mange?” spurgte jeg tonløst.

”Hvor mange hvad?”

”Du ved godt, hvad jeg snakker om.” Jeg tog fat i hans skuldre og skubbede ham op mod væggen, så han blev nødt til at kigge frem mod mig. Jeg havde ikke lyst til at være så hård mod ham, men jeg forstod på ham, der intet andet var at gøre. ”Harry, hvor mange piller tog du?”

Han pressede læberne sammen, og hans øjne var fyldt med panik. ”D-det ved jeg ikke. Jeg har ikke tal på dem, hvis jeg skal være helt ærlig.”

”For helvede også, Harry,” vrissede jeg og slap ham, så han faldt sammen som en dukke. Jeg rystede frustreret på hovedet. ”Du gør det ikke let for mig, ved du godt det?”

”Hvorfor stopper du så ikke med at prøve på at hjælpe mig?” peb han næsten så uhørligt, at det overraskede mig, han selv havde hørt det.

”Fordi du betyder så meget for mig!” skreg jeg arrigt, og mit blik var lynende. ”Fatter du det slet ikke, Harry? Det er ikke bare, hvad du har lyst til, dine valg påvirker også os andre! Man skulle tro, du ikke tænkte på os andre, for det her er nok den mest selviske ting, du nogensinde har gjort! Tænk, du gjorde det her imod mig …” Jeg lukkede kort øjnene for at stoppe de tårer, der pressede på, før jeg mere rolig fortsatte. ”Din familie elsker dig. Dine fans elsker dig. Drengene elsker dig. Jeg elsker dig. Det er ikke så ligetil at forsvinde. Hør, jeg forstår, du gerne vil flygte fra berømmelsen, men det her er ikke det rette. D-du må ikke gøre det her imod mig.”

På trods af mine forsøg på at lade være med at græde, hørte jeg mig selv hulke, og jeg begravede mit hoved ned i mine hænder. ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre uden dig.”

”Alt skal nok gå.” Jeg mærkede en hånd lukke sig om min arm, og inden længe stirrede jeg ind i de triste, grønne øjne, der virkede en smule tomme i det gullige lys.

”Se, der tager du fejl,” sagde jeg. ”Det vil nemlig ikke gå. Harry, jeg ringer til en vagtlæge, du er nødt til at blive tjekket med det samme.”

”Nej, lad være …” Han stoppede mine hænder i at fiske mobilen op af lommen. ”Det behøver du ikke gøre.”

”Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt jeg behøver det eller ej, jeg gør det altså,” messede jeg og fortsatte min handling, men blev så igen afbrudt af den hæse stemme.

”Nej, jeg mener det som i, at jeg er okay.”

”Okay? Hvordan kan du være okay, når du lige har slugt et antal piller, jeg slet ikke vil vide?” Jeg stirrede misbilligende på ham, og han fortsatte med at kigge på mig på den måde, der altid fik mig til at undre mig over, om han mon kunne se igennem mig.

”Jeg har alligevel kastet dem op,” mumlede han, og jeg kunne høre på hans tonefald, det var noget, der gjorde ham trist at vide. ”Jeg kommer ikke til at dø – i hvert fald ikke i aften. Det værste, der kan ske, er, at jeg får det lidt dårligt. Vær sød ikke at ringe efter hjælp, jeg har det fint. Jeg har ikke lyst til at skabe mere uro, end jeg allerede har skabt. Du ved, hvordan medier kan ødelægge alt. De har allerede spoleret så mange ting, lad dem ikke også få denne historie. Kan det her ikke blive mellem os to? Jeg stoler på dig, Louis.”

Jeg sukkede. Han havde en pointe. ”Er du helt sikker på, du klarer dig? Jeg har ikke lyst til at vågne i morgen til, at du er død.”

”Jeg ville aldrig kunne få mig selv til at lyve om det her. Jeg taler sandt, det lover jeg.” Han gav min hånd et svagt klem. ”Undskyld. Jeg ved, det var selvisk gjort. Jeg blev bare … Jeg gik i panik, gætter jeg på. Vi har snakket om det her, men jeg kom i tvivl om vores forhold igen. Jeg blev bange for, hvad der ville ske. Men det er der egentlig ingen grund til at være.”

”Vi kommer igennem det her sammen.” Jeg løftede hænderne fra skødet for at lade dem hvile på hans kinder. ”Jeg elsker også dig, Harry, husk det.”

Og derefter kyssede jeg ham. Jeg ved ikke, hvor længe vores læber bevægede sig imod hinanden, men da jeg igen trak mig, kunne jeg ikke lade være med at smile. Jeg var pludselig meget overbevist om, at alt nok skulle gå.

”Kom, lad os hellere få dig op at stå,” sagde jeg og rejste mig for derefter at hjælpe ham op. ”Jeg tror hellere, du må drikke noget vand for at skylle de sidste piller ud af dit system. Desuden har jeg købt din yndlingspizza – jeg ved, hvor meget du elsker peperoni og ananas!”

Han flettede sine fingre ind i mine med et smil, der afslørede hans dybe smilehuller. ”Det lyder godt.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...