A Day in My Shoes | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2013
  • Opdateret: 15 apr. 2014
  • Status: Færdig
Harry Styles. Liam Payne. Louis Tomlinson. Zayn Malik. Niall Horan. Vi har alle hørt de fem verdensberømte drenges navne. De danner nemlig til sammen det succesfulde boyband ved navn One Direction. Men hvem er de egentlig? Hvem er de personer, vi hver dag ser i medierne? Er de de smilende drenge, de foregiver sig for at være? Eller holder de i virkeligheden på flere hemmeligheder? Prøv at gå en dag i deres sko - så finder du måske ud af det.

209Likes
272Kommentarer
10610Visninger
AA

10. EKSTRA: "Med livet i hænderne"

Som nogle af jer formentlig ved, var jeg så heldig at vinde "Årets cover" til Movellys 2013. Det er noget, jeg er rigtig glad for, og derfor har jeg valgt at fejre det ved at dele en kort tekst. Det kapitel, I finder forneden, hænger ikke rigtig sammen med resten af historien, men drejer sig stadig om kendislivet og bagsiderne af det, hvilket jeg har savnet at skrive om. Da jeg i sidste uge sad og prøvede at komme på en idé til min skriftlige fremstilling, kom jeg på en eller anden måde frem til denne, og jeg tænkte lige, jeg ville dele den.
OBS! Jeg er ikke helt sikker på, at alt stemmer overens med Liams fortælling. Jeg har ikke rettet historien (eller læst den igennem for den sags skyld), siden jeg afleverede den, og da jeg skrev den, tænkte jeg ikke direkte på, at den skulle omhandle et medlem fra 1D, hvilket også er grunden til, at ingen navne bliver nævnt.


---


Jeg var træt. Jeg var så træt. Jeg var træt af at skulle blive ved med at lade, som om jeg var den samme glade dreng, jeg havde været, da jeg slog igennem. Altid de samme forventninger, altid de samme mønstre. Det var så ensartet, det hele – som et bånd, der havde sat sig fast. Og lige meget hvad jeg gjorde, kunne jeg ikke få det til at starte igen.

Vindens blide pust mindede mig om den tid, mit hår ikke havde været helt karseklippet. Jeg huskede, hvordan fans verden over havde snakket om, at jeg havde klippet det for at donere det til kræftsyge børn, der kunne bruge noget af det til en paryk. Sådan var det altid – folk anså mig for at være gavmild og storhjertet. En, der simpelthen bare ikke kunne finde på at klippe mit hår uden et større formål. Og jeg havde aldrig følt for at indrømme andet. Jeg var ikke modig nok til at ændre deres syn på mig.

Der var langt ned. Bare det at kigge på menneskene, der lignede bittesmå myrer fra denne afstand, fik det til at snurre i mine fingre, så jeg blev nødt til at folde hænderne sammen. Jeg havde altid været en smule højdeskræk, hvilket måske var lidt ironisk, siden jeg stort set hver aften fandt mig selv oppe i luften i en koncertsal med et begejstret publikum for fødderne af mig. Jeg havde før tænkt på, hvad der mon ville ske, hvis jeg faldt af pladen, der bar mig, men jeg var næsten 100 procent sikker på, at fansene hellere ville blive mast end se mig dø. Og det var ikke engang en særlig beroligende tanke.

De seneste aftener havde jeg fundet mig selv her, på taget af et luksuriøst hotel. Mine bodyguards forstod vist, at jeg gerne ville have lidt tid for mig selv, nu hvor jeg konstant var omringet af folk. Men jeg var ret sikker på, at havde de vidst, hvad jeg mente med at gå en lille tur i nærheden, ville de aldrig have gået med til at lade mig forlade værelset.

Udsigten herfra var smuk, men samtidig frygtindgydende. Nattelivet var betagende, men jeg vidste, at hvis jeg så meget som tog ét skridt for meget, ville der ikke være meget mere lys at se. Der var så mange smukke såvel som dystre sider ved de ting, folk værdigede mest ved livet. Så mange drømte om succes og lykke, men hvad var det egentlig? Var det at tjene flere millioner om året eller at sidde ved aftensmadsbordet og diskutere algebra med sine børn, så ens kone blev nødt til at minde børnene om at spise op, før maden blev kold?

Sekunderne sneglede sig af sted. Jeg følte, jeg havde været her i flere timer, men idet jeg tjekkede mit armbåndsur, gik det op for mig, at der ikke var gået mere end fem minutter. Men sådan var det, når man var på tippen af det mest nervepirrende, man kunne forestille sig, havde jeg erfaret. Dengang var det at optræde for et utal af mennesker, nu var det at give slip på det hele.
Jeg mindedes at høre min folkeskolelærer fortælle mig noget simpelt, der dog havde sat sig fast i mit hoved. Du skal huske på, at vi altid har livet i hænderne. Det er vores eget valg, hvad vi gør med det, og hvordan vi vælger at udleve vores drømme. Hvad er din drøm? Vi havde snakket om vores fremtidsambitioner, og hvad vi gerne ville være. Dengang havde folk fundet det absurd, at jeg ville være sanger, og jeg havde drømt om at bevise over for dem, at mine drømme ikke var helt urealistiske. Det føltes bare ikke så fantastisk, som jeg havde forventet, det ville, da jeg endelig nåede mit mål.

Der er nogle episoder fra ens liv, man aldrig helt kan glemme. Selv hvis de er ubetydelige og intet af stor betydning. Det kan være alt fra sit første kys til, hvad man fik til aftensmad torsdag den 19. december 1996. Alt sådan noget, man kan huske til selv den mindste detalje, trods der ikke rigtig er nogen grund til det. Og jeg havde mange af sådan nogle øjeblikke fra min folkeskoletid, som, jeg næsten var helt sikker på, ville akkompagnere mig til evig tid. Jeg fandt det pudsigt, at vores hjerne var bygget sådan op – nogle ting blev smidt væk, mens andre, der måske var mindre vigtige, fik lov til at blive. Så kunne man vel være sikker på at have lidt af hvert.

Når jeg tænkte på det liv, jeg levede, følte jeg ikke, jeg gav slip på meget. Det at starte min karriere op så tidligt havde tvunget mig væk fra min familie, og nu var jeg ikke helt sikker på, hvad det egentlig betød at have en mor eller far. Jeg kendte deres navne, og jeg vidste også, at de vel var min familie, men samtidig følte jeg ikke, titlen var andet end en titel. Og det var noget, der virkelig havde slået mig på det seneste. Utallige gange havde jeg fortalt mig selv, at de var mine forældre, og derfor elskede jeg dem, men jeg havde aldrig bemærket, hvor meget betydning ordene havde mistet gennem årene. Det var ligesom at indse, man ikke længere var forelsket i sin kæreste – man havde sagt ”jeg elsker dig” så mange gange, at det næsten bare var ren refleks, som om man var en robot. Var det virkelig alt, jeg var?

Mine tanker var lige så destruktive, som de altid var for tiden. Jeg vidste, at hvis jeg fortsat lod dem få frit løb, ville det lede til min ende, og så ville de her besøg hver aften forvandle sig til en selvmordsmission. Der var noget underligt befriende ved den tanke, men idet jeg kastede et blik imod døren, jeg var kommet ind ad, indså jeg, hvor meget der ventede mig i denne verden, og hvor meget jeg ville gå glip af, hvis jeg sprang. Forventninger og falske smil, ja, men også vilde aftener med udsolgte arenaer og håb. Håb. Det var alt, hvad det her handlede om.

Det var den tanke, jeg støttede mig opad, da jeg trådte adskillige skridt baglæns for derefter at tage trappen ned til den nærmeste elevator, inden jeg kunne nå at ombestemme mig. Men da jeg stod i den trange lille boks, der havde plads til fem personer eller 400 kg, havde jeg ikke lyst til at trykke på knappen, der viste 3. I stedet bevægede min pegefinger sig hen imod G, og før jeg vidste af det, stod jeg i lobbyen.

Der var ikke særlig mange mennesker her. Nogle få sad i baren, og andre sad med deres computere i lædersofaerne i midten. Ingen så ud til at ænse mig, eller også havde de ikke genkendt mig. Men det var nu heller ikke derfor, jeg var taget herned. Jeg ville bare gerne have noget frisk luft.

Dørmanden nikkede til mig, da jeg forlod den store bygning, jeg længe havde gemt mig i for at samle tankerne. Det var underligt at gå på gaderne igen efter de to dages pause, jeg havde fået, men ikke desto mindre havde jeg savnet følelsen af fællesskab. Følelsen af at være en del af noget.

Før jeg nåede at gå 100 meter, blev jeg stoppet op af to piger, der ivrigt smilede til mig. ”K-kan vi få et billede med dig?” spurgte den ene begejstret, og hendes øjne var fyldt med julelys. ”Selvfølgelig kun hvis du har lyst – vi forstår godt, at du har krav på privatliv, men det ville virkelig gøre os glade, og –”

”Selvfølgelig,” afbrød jeg dem med et smil, og inden længe havde hun hevet sin iPhone frem. Hendes fingre rystede helt, og jeg var næsten bange for, at hun ville komme til at tabe sin mobil af ren og skær begejstring.

Der var noget over deres ansigtsudtryk, da den ene tog billedet, der varmede mig dybt nede i hjertet. Noget i øjnene, som, trods alle mennesker så forskellige ud, mange havde tilfælles. Det lille glimt. For det var den lykke, jeg var på jagt efter, det var det sus af glæde, man kunne dø lykkeligt med.

”Tusind tak.” Pigen begyndte at græde, men jeg kunne se på hendes smil, at det ikke var, fordi hun var ked af det. Tværtimod. ”Virkelig. Du har gjort så meget for mig, og jeg kan ikke takke dig nok. Ikke bare for at tage det her billede, men for alt.” Hun stoppede op for at tørre sine øjne. ”Du har reddet mit liv.”

Og det var den sætning, der fik mig til at indse min plads i livet. Jeg ville nok aldrig forstå, hvordan nogen kunne se mig som et symbol på håb, men at de gjorde det var nok til at holde mig fra afsatsen. For jeg var, hvad jeg ikke selv havde fundet, i deres øjne. Jeg var den person, der havde taget deres hånd og trukket dem op fra mørket, den, der havde fået dem til at ombestemme sig, da de havde haft livet i hænderne på samme måde, som jeg havde haft det de seneste aftener. Lige meget hvor træt jeg blev af at skulle leve på denne måde, ville det aldrig blive så trættende, at tanken om at have givet folk noget at leve for ikke længere ville holde mig fra at springe.

Jeg hørte til her.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...