Forsvundet


0Likes
2Kommentarer
111Visninger

1. Forsvundet

Forsvundet

Af: Marcus Mørup

 

Det hele startede, til en fest sidste år. Jeg havde fået lidt at drikke, og en eller anden hjernedød idiot, blandede noget lort i min drink. Siden da, har jeg ikke været mig selv, eller det siger mine venner i hvert fald. Jeg kan godt mærke, at jeg har ændret mig en smule. Det var også der omkring, jeg begyndte at ryge. Jeg tror, jeg var den første ryger i min, meget snævre, omgangskreds. Nu gør langt de fleste det. Jeg er sådan en slags negativ trendsætter.

Jeg syntes egentlig ikke, jeg havde det hårdt dengang, ikke før nu. Jeg troede bare, jeg levede som enhver anden teenager; gik i byen med vennerne i weekenden, sov 12 timer i døgnet og pjækkede fra skole.

Men det gjorde jeg jo ikke! Jeg havde kun én ven, mig selv, jeg kunne ikke sove mere end 8 timer i døgnet, og jeg vil ikke sige, jeg pjækkede fra skole. Jeg var der aldrig...

 

Selvom jeg hadede dem, og der er gået 6 år, savner jeg dem nu alligevel en gang i mellem. De er jo mine forældre. Jeg håber ikke, de tænker for meget på mig, det ville de blive skøre af. Min mor var totalt overbeskyttende og min far, hvis man da kunne kalde ham det, var aldrig hjemme. Jeg så ham en til to gange om ugen, hvis jeg var heldig. Jeg konfronterede ham med det en dag, og så fik jeg den helt store smøre om, at han sørgede for at der kom mad på bordet og vi havde tag over hovedet osv. osv... Det udviklede sig til et større skænderi, der endte med, at jeg valgte at skride. Det kom jeg senere til at fortryde...

 

Jeg steg ud af bussen, og gik den vej, jeg havde gået mindst to gange om ugen, de sidste to år. Hjem til Sofie. Jeg havde brug for en, jeg kunne snakke med, om alt det her. Jeg var forvirret og bange. Jeg havde sådan en underlig følelse af, at der var nogen der fulgte efter mig, men hver gang jeg kiggede mig over skulderen, var der ingen. Jeg gik ned af en sidegade, og jeg kunne se døren til Sofies opgang.

 

Det tog noget tid, at vænne sig til at være der. Lugten var værst! Der lugtede af en blanding af råddent kød og mug. Men sådan lugter kældre vel.

Der var næsten helt mørkt derinde, han havde sømmet brædder op foran de to små vinduer, og den eneste lyskilde, en lille lampe der hang ned fra loftet, var aldrig tændt.

Jeg ved ærlig talt ikke, hvad Alexander ville med mig? Han ville ikke fortælle mig det.

Mine forældre tjener ikke meget mere end gennemsnittet, så det kunne ikke være penge. Det kunne også bare være, han manglede selskab. Jeg har set et tv-program om en, der kidnappede en pige i 8 år, fordi han var ensom.

 

Jeg hørte fodtrin udenfor! Det var ikke så tit, der var besøg. Han boede et stykke fra byen, på en lille gård. Alexander kom ud, og de begyndte at snakke. De snakkede så lavt, det var umuligt at høre. Manden hævede stemmen. Alexander tyssede på ham, og inviterede ham indenfor. Jeg kunne høre dem ovenpå. De snakkede i omkring et kvarter, så hørte jeg et skud, så et skrig, og så blev der stille, helt stille.

Det næste sekund kom Alexander ned med den ukendte over skulderen.

Han var ret muskuløs, og så havde han omkring tredive tattoveringer, fordelt på hele kroppen, og så var han var cirka 180 cm. høj. I samme sekund, hører jeg 10-12 mennesker brase ind ad bagdøren.

 

 

Når jeg ser tilbage på det, begynder jeg tit at græde. Det virker helt uvirkeligt, at jeg var fanget i en kælder i 2672 dage. Jeg har ikke helt vænnet mig til dagligdagen endnu. At kunne gå udenfor, når jeg har lyst, at få noget ordentligt mad, sove i en ordentlig seng og selvfølgelig at have min families selskab hele tiden.

Forholdet mellem mig og mine forældre er ikke ligefrem blevet bedre, men for første gang nogensinde så jeg min far græde, da de kom hen på hospitalet, og så, at jeg var i live.

 

Det er første gang, jeg har følt, at han elsker mig...

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...