Triangle Drama - One Direction

Hver evig eneste dag blev den 18-årige Zoey Fischer nedstirret eller bagtalt, hvilket tilsidst blev for meget for hende. Gennem 3 år har hun været udsat for mobning, og da hun endelig runder 18 år tager hende og hendes bedsteveninde, Eleanor Calder, fra byen for at starte forfra. Selvom de grimme ord hun er blevet kaldt stadig sidder i baghovedet er hun klar på at begynde sit nye liv i London. Men troen om at de bare skulle slappe af, have det sjovt sammen blev hurtigt knækket da Zoey møder den kendte Harry Styles. Når et spil mellem ham og et andet medlem fra bandet One Direction bliver sat igang er det umuligt at slappe af. Der er to drenge, men kun en pige - så hvad vil der ske?

53Likes
49Kommentarer
5561Visninger
AA

17. The Decision - The Young Knives

Harrys synsvinkel: 
Hvem havde troet hun ville komme? Ihvertfald ikke mig. Det kom som et chok, da hun pludselig bare stod der, jeg havde ihvertfald ikke hørt hende komme, men det havde nok været mine hulk der overdøvede lyden af døren der blev åbnet.
Men guss what - hun var faldet i søvn. Hun havde påstået alt var hendes skyld, og jeg havde forsikret hende en million gange, at det ikke var det, og blot ved at kærtegne hendes kind samt nusse hendes ryg en smule, så blev hendes vejrtrækninger dybere og hendes øjne blev tungere. Men jeg lå stadig og nussede hendes ryg, og holdte et stramt greb omkring hende, så jeg var sikker på, at hun ikke pludselig forsvandt. Det var utroligt hun virkelig var her. Det fik mine skuldre til at sænke sig en del og mit humør lidt op igen.
Dog kom hun herover med skyldfølelse. At hun følte det hele var hendes skyld, det mente hun i hvert fald. Selvom jeg forsikrede hende om, at det var det ikke, så var det vel på en eller anden måde. Det ville jeg bare ikke kunne få mig selv til at sige direkte til hende.
Altså. Hvis hun nu ikke havde dukket op samme dag som mig og Louis, så var det her 'trekantsdrama' mellem os tre aldrig opstået. Så ville mig og Louis stadig bo i samme lejlighed, og aldrig besøgt hospitalet, eller fået nogle sår i hovedet. I hvert fald havde jeg nogle ar omkring mine højre øjenbryn, men efter et bad havde det blevet lidt mindre tydelig.
En ringetone skar igennem stilheden, og fik Zoey fik at rykke en smule på sig. Jeg reagerede hurtigt og fik på en fjoget måde fat i telefonen som lå henne på sofabordet, uden at fjerne Zoey fra mig. Lidt magisk har man vel lov til at være.
Zayns navn lyste op på displayet.
Jeg rynkede panden en smule, men endte alligevel ved at besvare. "Hallo?" spurgte jeg så lavt som muligt, for ikke at vække hende.
"Harry?" lød det forpustet i den anden ende, hvilket gjorde mig mere forvirret. "Hvad sker der?" spurgte jeg hurtigt og satte mig en smule op, så Zoey langsomt gled ned fra mig. "Vi er på vej hjem til dig. Paul har ringet,"
Et sus gik igennem min mave. Paul var vores manager, vores bodyguard og vores 'far' på en måde. Godt nok har vi ikke snakket med ham i særlig lang tid, men hvis Paul har ringet og de er på vej hjem for at hente mig, kan det umuligt tegne godt. Han vil.. indkalde os til et møde.
Og det er altså ikke særlig godt, kan jeg lige informerer jer om.
Det er nogle af vores alvorlige møder, hvis der er sket noget mellem os, eller vi har gjort noget forkert som managerment ikke bryder sig om. Jep, det er dem som bestemmer hvad vi skal gøre, for det meste.
Og nu tilkalder de altså alle drengene til et møde. Og jeg tror vidst alle kan regne ud hvad vi skal tale om denne gang. "Shit." mumlede jeg og jeg fornemmede hvordan Zayn langsomt nikkede. "Jeg kommer ned til vejen om lidt, just wait."
"Good," svarede han, "ses."
Jeg tog min telefon ned fra øret og rejste mig lynhurtigt op fra sofaen, hvilket jeg ikke skulle havde gjort. En voldsom hovedpine og det hele sortnede kort for mig. Jeg støttede mig hurtigt til sofalænet, så jeg ikke væltede - kender i det med at rejse sig for hurtigt op? Kan ikke anbefales.
Jeg smuttede hurtigt hen til vinduet, og kiggede ned, hvor jeg kunne se Zayns sorte bil holde nede. Jeg bed mig en smule i læben og kiggede så over på Zoey som stadig lå så fredfyldt og sov på sofaen. Jeg kunne vel ikke bare forlade hende - men jeg kunne heller ikke tage hende med, når Louis også var der? Det ville.. ja, jeg tror vidst alle ved, at det ikke ville være en særlig god idé.
Jeg løb fjoget hen til det sted, hvor stuebordet burde havde stået og greb en blyant som lagde på gulvet, som sikkert bare var blevet skubbet ned da sofabordet var blevet flyttet. Derefter rev jeg et stykke blankt papir af en avis som også lå der.
I'm back soon, please stay babe. -  love Harry. x
Derefter smuttede jeg lynhurtigt ud i gangen, hvor jeg greb min jakke, og tog skoene under armen, da jeg ikke ville kunne nå at tage dem på.

 
 O.o 

 

Køreturen herind var nok noget af det mest akavede jeg nogensinde har prøvet. Og det plejer det ikke at være mellem os drenge. Vi plejer altid snakke godt, grine og ja.. have det godt. Men vores sædvanlige stemningen er blevet vendt på et bræt, og det er præcis det modsatte. Det plejer nemlig altid at være Louis eller Niall som starter det hele, men denne gang fik Niall ingen opbakning, endte så bare med at droppe at lette stemningen, fordi Louis bare sad og kiggede ud af vinduet.  
Hvor det hele dog er min skyld.
Jeg har ligefrem også ødelagt stemningen mellem de andre drenge, fordi de snakkede eller skænkede hinanden heller ikke et blik, som de også plejer. Alligevel håber jeg at mødet med Paul vil kunne hjælpe bare en smule, det plejer det nemlig også altid. Dog ender vi altid med at må give slip på noget betydningsfuldt. Sådan var det med Niall og hans gamle kæreste, Izabella, som han blev nød til at slå op med, fordi der kom for meget drama med hende på Twitter.
Sådan var det også næsten med Perrie og Zayn, men fordi Perrie er kendt i forvejen og vendte den anden kind til angående haten, så endte det med at de forblev sammen - selvom der var en masse drama der, de skændtes og blabla, hvad ved jeg.
Men vi havde alle lige smækket vores bildøre, og var på vej ind mod bygningen. Der var samlet en gruppe fans foran bygningen og nogle paparazzier, men det blev ikke til andet end nogle vink med et falsk smil på læben og ikke mere. Nogle havde råbt efter os, hvorfor vi havde været hospitalet, hvad der var sket og hvorfor vi skulle derind. For selv vores fans ved, at når vi skal derind er det bestemt ikke noget godt. Vi havde bare undgået dem alle, og som den eneste tog Niall lige et billede med en fan.

Efter en lang gåtur ned af forskellige gange, igennem flere rumme var vi endelig nået til kontoret hvor Paul befandt sig. Det er ret urealistisk og tænke på, at alt i denne bygning er for vores skyld. At alt hvad folk laver her, er for at holde vores karriere kørende.
"Drenge!" udbrød Paul, så snart vi alle trådte ind i rummet, gennem den store brune dobbeltdør. Allerede da jeg fik øje på ham, sidde nede ved sit skrivebord, folede hænder og et falsk smil på læben, begyndte nervøsiteten at sige.
Vi lavede vel alle bare et lille nik til ham, og satte os, på de fem stole han havde placeret rundt om bordet. "Jeg tror vidst i alle ved, hvad mødet skal handle om i dag," sagde han, mens han kiggede rundt på os alle. Jeg sværger at jeg havde lyst til at løbe skrigene ud af rummet.
"Harry og Louis." startede han, mens han blik borrede sig ulæseligt ind i mit, hvilket fik kuldegysningerne og en masse sus til at sættes igang. "Direkte; hvad fanden er det I har gang i?"
Hans stemme forandrede sig 80%, fra den falske venlige til en hvæsede vred én. Mit blik gled ned på jorden, og jeg ventede bare på Louis ville tage ordet, for jeg var direkte mundlam. Louis sukkede, "vi mødte den her pige, Zoey, en dag nede i parken. Også var Harry så fucking dum at hælde cola på hendes jakke, og derfor tilbød jeg at vi tog ud og købte en ny til hende. Og det gjorde vi så. Bagefter tog vi hjem i Harrys lejlighed og så en film. Og jeg begyndte så småt at få følelser for hende, fordi hun var direkte fantastisk i mine øjne. Men så næste dag, så invitere idioten kræftende Zoey over, for sikkert at have hed sex med hende, og alt sådan noge-"
"Vi så bare film!" udbrød jeg højt og sendte ham et hårdt blik, men han gengældte det hurtigt. "Også begynder han at flirte med hende, og alt sådan noget shit. Og forhelvede, det er min pige!" råbte han højt, hvilket fik Niall, som sad ved siden af ham, til at synke en smule ned i sædet. "Hun er ikke din pige!" skreg jeg, "hun har aldrig været din pige!"
"Hun er sgu da mere min pige, end din!" forsvarede han sig hurtigt, og jeg skulle lige til at svare, før Paul gjorde os begge mundlamme, ved at slå sin kno hårdt ned i bordet, hvilket gav en høj genlyd gennem hele rummet. "Nu holder i kæft!" sagde han hårdt, mens hans blik flakkede mellem Louis og jeg. "Så denne 'Zoey' er altså grunden til i slog jer begge bevidstløse og måtte på hospitalet?"
"Nej, det er Louis skyld - for det var ham der slog mig bevidstløs." sagde jeg hurtigt, men Louis mumlede et hold kæft og ud af øjenkrogen kunne jeg se han rullede øjne, hvilket fik vreden blusse mere op i mig.
"Hvad fanden tænkte i på?" hvæsede Paul, inden kan åbnede sin skuffe og begyndte at rode efter et eller andet. Efter en masse skramlen, kastede han et blad op på skrivebordet foran os. Jeg bed mig hårdt i læben, da jeg spottede mig og Louis lå på hver sine båre, og på vej ind i en ambulance - hver.
"På forsiden. Overskrift: Louis Tomlinson og Harry Styles på hospitalet?" Jeg bed mig hårdere i læben. "Er i klar over hvor meget drama der har været på Twitter?" hvæsede han, "selv nogle er begyndt at sætte rygter med, at i har prøvet selvmord! Det er ikke i orden i to!"
Jeg nikkede langsomt, for jeg var mundlam.
"Jeg ved ikke hvordan jeg skal redde her ud af det lort med hospitalet. Men ellers har jeg en meget simpel løsning på det hele." sagde han, mens hans blik gled alvorligt fra mig til Louis. Min mave begyndte at rumle langsomt, og det hele gik næsten i sort for mig, da han nævne de næste 8 ord; "I må ikke længere ses med Zoey. Overhovedet."

O.o

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...