Triangle Drama - One Direction

Hver evig eneste dag blev den 18-årige Zoey Fischer nedstirret eller bagtalt, hvilket tilsidst blev for meget for hende. Gennem 3 år har hun været udsat for mobning, og da hun endelig runder 18 år tager hende og hendes bedsteveninde, Eleanor Calder, fra byen for at starte forfra. Selvom de grimme ord hun er blevet kaldt stadig sidder i baghovedet er hun klar på at begynde sit nye liv i London. Men troen om at de bare skulle slappe af, have det sjovt sammen blev hurtigt knækket da Zoey møder den kendte Harry Styles. Når et spil mellem ham og et andet medlem fra bandet One Direction bliver sat igang er det umuligt at slappe af. Der er to drenge, men kun en pige - så hvad vil der ske?

53Likes
49Kommentarer
5564Visninger
AA

11. Just Give Me A Reason - P!nk

Harrys synsvinkel:
Stemningen mellem mig og Louis var trykket. Vi snakkede ikke sammen på nogen måde, faktisk så undgik vi hinanden mest muligt, og det kan i nok godt regne ud, er ret svært. Når man bor i samme lejlighed. Og selvom det altid hjalp en smule på humøret når de andre drenge kom på besøg, hjalp det ikke på nogen måde denne gang. Og mon ikke drengene var mistænkelige.
"Okay, hvad er det, der sker?" spurgte Niall, mens hans blik flakkede mellem mig og Louis, som sad så længst væk fra hinanden som muligt i den tomandssofaen. "Hvorfor er i sådan mod hinanden?"
Jeg kunne føle alle drenges undrede blik på mig, men jeg kiggede bare ned i skødet. "Vi.. kom bare op og skændes.." mumlede jeg næsten utydeligt. Et gisp undslap Liam, hvilket fik mig til at kigge forvirret op på ham. "Så.. det er dig der har gjort det?!" udbrød han overrasket.
Jeg kiggede ned i mit skød igen og nikkede langsomt. Godt nok havde jeg fyrret en løgn af han havde fået det blåmærke ved at gå ind i en dør. "Og vasen er ikke bare sådan faldet ned fra bordet, vel?" forsatte han. Jeg nikkede igen, "Louis ødelagde den."
"Du ødelagde min kind!" forsvarede han sig hurtigt med en høj stemme. Jeg sendte ham et vredt blik og på samme tid kiggede vi væk igen.
"Hvorfor var det, i kom op og skændes?" spurgte Zayn forvirret, "det plejer i da aldrig?"
Jeg bed mig i læben og håbede på Louis ville svare, men da der efter nogle sekundter stilhed fra ham, sukkede jeg, "Over Zoey."
"Zoey?" lød det forvirret fra Niall, "hende i mødte nede i parken?"
Jeg nikkede langsomt og ud af øjenkrogen kunne jeg se, at Louis også gjorde det. "Hvorfor skændtes i dog over hende?" spurgte Liam og fik det til at lyde som om, det var fuldstendig latterligt - hvilket det også er på en eller anden måde.
"Fordi fucking Harry stjæler hende fra mig!" udbrød Louis, "jeg falder endelig for en pige, også stjæler playeren hende bare!"
"Playeren?" gentog jeg vredt, "jeg er fandme ikke en player!"
"Sgu da dig der har haft flest kærester og one night stands af os alle!" råbte Louis vredt, selvom hans stemme knækkede over midt i sætningen, kunne jeg sagtens forstå det.
"Drenge.." sukkede Liam, "rolig nu."
"Jeg er træt af han skal få alle piger!" vrissede Louis af Liam, hvilket gav mig dårlig samvittighed, "alle falder for ham! Alle! Også selv Zoey, og i starten spildte han fucking cola på hende og hun hadede ham som pesten, men alligevel falder de for hinanden til sidst!"  skreg han. "Det er altid Harry.."
"Det passer ikke.." sagde jeg lavt, andet havde jeg ikke at forsvare mig med. Jeg var mundlam. Passede det virkelig?
"Du.. skal nok finde en pige end ag, som falder for dig," sagde jeg lidt efter. "Hende har jeg fundet," mumlede Louis vredt og hævede stemmen, "Zoey!"
"Drenge!" lød det fra Niall med en grædefærdig stemme, hvilket fik mig til at kigge choket hen mod ham. Han.. sad med tårre i øjnene. "Vil i ikke nok.. lade være? I er bedstevenner, hvorfor lade en fucking pige komme i mellem jer?"
Niall var følsom og tog tingene meget tungt. Men han havde ret, det var åndssvagt. Jeg kiggede hen på Louis, som denne gang sad og kiggede ned i sit skød.
"Han har ret.." mumlede jeg lavt, så forhåbelig Louis kun hørte det, men da alle drengene blev mistænksomme, mislykkes det lidt meget.
"Du kunne bare lade være med at være sådan en idiot," vrissede Louis, hvilket kom en del bag på mig. "Kan du ikke bare godtage en fucking undskyldning?" hvæsede jeg vredt.
"Drenge!" udbrød Niall og sprang op fra sofaen, "hold kæft BEGGE to!"
"I skændes over noget så dumt," sukkede Zayn, "det er direkte åndssvagt."
"Zoey er ikke dum!" udbrød vi på samme tid, hvilket fik os til at skæve vredt til hinanden bagefter. "Guys," udbrød Liam så og rejste sig også op fra sofaen, "lad os alle komme på andre tanker." Jeg kiggede forvirret på Liam, hvad mente han med det?



O.o

 


At tage i zoologiskhave var noget jeg mindst havde lyst til, men Liam tvang os alle med. Niall
synes det var en super idé Liam kom med der, og nu er vi allerede amkommet. Vi havde alle sammen påklædt os med solbriller, store hættetrøjer og huer, så vi så mindst som muligt blev genkendt, og det gik fint indtil videre.
Jeg stod og ventede på Liam var færdig med at bestille billetter til os alle fem. Jeg stod med armene over kors og lænede mig op fra af en væg til indgangen, mens jeg i snug kiggede på Louis, som stod med sin mobil. Mon ikke han spammede Zoeys mobil, som han har gjort hele vejen i bilen også.
"Op med humøret i to," lød det frisk fra Niall, som smilede stort til os begge, "det er altid så hyggeligt at se på dyr."
"Hm.. ikke rigtig, jeg ser på Harry hverdag," lød det flabet fra Louis, hvilket fik mig til at kigge vredt på ham, og skulle til at komme med en spydig kommentar, indtil Liams høje suk afbrød os. Han gav os hver en billet, så vi kunne komme ind.
Da vi havde klaret alt det praktiske med billetterne, skulle man åbenbart have en åndssvag halskæde med ens navn på, så man kunne se man havde betalt for at komme ind. Hvad helvede sker der for det? Derfor havde Liam givet os falske navne og i de næste timer vi er herinde hedder jeg Andrew. Louis havde gjort nar med mit navn, hvilket havde fået mig til at hvæse vredt af ham og gå truende hen mod ham, indtil Zayn rev mig tilbage. Jeg sværger at jeg i de få sekundter havde overvejet at give ham et mærke på den anden kind også.
"Se Harry, det er dig!" råbte Louis og pegede på en chimpanse som sad og kløede sig i røven. Jeg sendte ham et vredt blik og sukkede bare lydløst. "Du står jo også helt alene! Det passer jo perfekt."
Jeg prøvede at ignorre ham, men det gik ikke for godt, for han forsatte, "og det er jo den grimmeste i flokken, det er jo dig!"
"Louis.." lød det lavt fra Zayn.
"Hvad? Jeg siger jo bare sandheden?" sagde Louis og lød 'forvirret'. Jeg kiggede kort hen på ham og han stod med et smørret smil på læberne, hvilket fik vreden indeni mig til at vokse. Jeg skulle til at åbne munden og bare råbe at jeg hadede ham, indtil en lille pige kom gående hen til Louis og vidst nok spurgte om et billede.
Jeg kiggede kort på pigen, før jeg vendte mig rundt og gik væk. Jeg orkede ikke at glo på Louis grimme fjæs og høre på hans klamme kommentare mere. Den dreng drev mig til vanvid, og gjorde mig også så fandes sårret.
Han er min bedsteven, det er han virkelig og han betyder virkelig meget for mig, og det sårer mig mere end han tror, når han kommer med sådan nogle kommentarer og hentegnelser. Jeg tror ingengang han ved hvor dybt det rammer mig. Jeg havde aldrig nogensinde troet vi skulle være sådan overfor hinanden - eller troet at jeg kunne få sådan nogle tanker om at skulle slå eller nedgøre ham. Det virker bare så.. forkert.
Det virker? Nej, det er forkert, men han forsætter. Jeg prøvede derhjemme at undskylde, men han gjorde det bare værre. Han ved præcis hvad han skal gøre, for at sætte mit pis i kog, og han misbruger det så fandes meget.
En regndråbe ramte pludselig min næse, hvilket gav mig et lille chok. Jeg kiggede op mod himlen, hvor skyerne langsomt havde skiftet farve fra hvide til sorte. Lorte vejr, ligefør skinnede solen svagt, men nu var den dækket til at de mørke skyer.
Jeg fik øje på en bygning, hvor der på et skilt stod Søløver. Hvis Louis havde været i nærheden, ville jeg havde kommet med en spydig kommentar om, at han skulle bo derinde hvor han hørte til. Og selv de tanker gjorde mig nedtrykt. Tænk at jeg han tænke sådan om min bedsteven? Hvad er det lige der sker?
Da jeg kunne mærke hvordan regnen pludselig havde steget en smule og begyndt at gøre både min hue og tøj vådt satte jeg fart hen mod bygningen med søløverne - host host, Louis - i.
Her var ikke særlig mange mennesker herinde, bortset fra søløverne som man kunne se igennem en glasvæg svømme nedenunder vandet. De var.. grimme.
Jeg sukkede og stillede mig hen til glasset. De svømme frem og tilbage, mens de åd noget mad der blev kastet ned til dem. Det minnede mig om jeg faktisk var ret sulten, for morgenmad havde jeg intet fået af. Faktisk havde jeg ikke spist noget i lang tid.
Et sus af overraskende gik igennem min krop, helt ud til fingerspiderne, da en den sædvarnlige ringetone fra en iPhone skar igennem rummet. Min krop stivende af overraskelse, da jeg troede at jeg var den eneste herinde. Jeg kiggede til højre, hvor lyden kom fra og skulle til at kigge væk igen, da mit blik fastholdte på pigen som stod med sin telefon i hånden.
Mine øjne voksede en smule og et smil gled over mine læber. Zoey. Hun stod lige der, få meter væk fra mig - drømmer jeg eller er det her bare sindssyg tilfældigt?
Efter få sekundter løftede hun sit blik fra hendes telefon og kiggede forvirret hen på mig, som stadig stod og smilede som en idiot. Hun løftede bare det ene øjenbryn og kiggede ned i telefonen igen.
Jeg begyndte at gå hen mod hende, hviket fik hende til at kigge choket på mig, før hun begyndte at gå længere væk fra mig, hen mod udgangen. "Zoey!" råbte jeg og løb hen til hende, hvor jeg greb fat i hendes overarm.
Hendes ansigt var formet som et stort spørgsmålstegn, men så stadig bange ud. "Hvad vil du.-" hun kiggede ned på mit navneskilt, "Andrew? Og hvem er du?!"
Jeg slap hendes overarm, og til mit held løb hun ikke væk, stod bare og gloede dumt på mig. "Andrew?" gentog jeg forvirret, indtil jeg kom i tanke om det falske navn og det at jeg havde solbriller hættetrøje og hætte på, for ikke at blive genkendt.
Jeg tog fat omkring mine solbriller og trak dem af, og hurtigt ændrede hendes ansigt sig. "Harry?!"
Jeg sendte hende et lille smil, "hej Zoey."
"Hvad fanden.. følger du efter mig?!" spurgte hun med et lille grin, hvilket fik mit smil til at vokse endnu mere. "Måske," drillede jeg.
Det var en stor lettelse at hun ikke ligefrem bare løb væk, hvis hun opdagede det var mig, men i stedet snakkede og grinede også, efter hun havde undgået mig i så mange dage.
"Men.. hvad.. laver du her?" spurgte hun så lettere forvirret.
"Zoey.. Please.. bare lad mig forklare.." bad jeg og sendte hende et bedede blik, hvilket fik hende til at kigge med et sødt forvirret ansigt på mig, og derefter nikke. "Så kom med den."
Jeg skulle lige til at åbne min mund og lade mine ord glide ud, indtil en masse drengestemmer pludselig overdøvede hele rummet. Mine øjne spjættede hurtigt op, da kun meget bekendte personer kunne larme så meget. Zoey kiggede sig bagud og så hen på mig igen med et skræmt udtryk. Jeg turede ikke kigge hen på drengene, som pludselig stoppede deres snak.
"Hvad fanden?!" udbrød Louis med en vred stemme.
Hvor uheldig kan man lige være nu om dags?

 

O.o

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...