Triangle Drama - One Direction

Hver evig eneste dag blev den 18-årige Zoey Fischer nedstirret eller bagtalt, hvilket tilsidst blev for meget for hende. Gennem 3 år har hun været udsat for mobning, og da hun endelig runder 18 år tager hende og hendes bedsteveninde, Eleanor Calder, fra byen for at starte forfra. Selvom de grimme ord hun er blevet kaldt stadig sidder i baghovedet er hun klar på at begynde sit nye liv i London. Men troen om at de bare skulle slappe af, have det sjovt sammen blev hurtigt knækket da Zoey møder den kendte Harry Styles. Når et spil mellem ham og et andet medlem fra bandet One Direction bliver sat igang er det umuligt at slappe af. Der er to drenge, men kun en pige - så hvad vil der ske?

53Likes
49Kommentarer
5541Visninger
AA

13. Incredible - Timomatic

Harrys synsvinkel:
Solens stråler skinner direkte igennem mine lukkede øjne, gennem de hvide gardiner, hvilket får mig til at slå øjnene op og gabe helt roligt, indtil jeg opdagede at jeg lå med front til et vindue, hvor udsigten var anderledes, end den normale udsigt i soveværelset hjemme i min lejlighed. Her var der en udsigt over en grøn park, og normalt ville der være udsigt ned til gaden. Jeg satte mig op i sengen og opdagede hurtigt den både var mindre og hårde end min dobbeltseng derhjemme. Mit blik lå kort på det tynde stof, jeg havde fået lagt over mig, som en dyne. Jeg til at køre en hånd igennem mit hår, som jeg altid plejede, da jeg opdagede noget forhindrede mig i det.
Forvirret kiggede jeg ned mod forhindringerne af min arm, mine øjne spjættede op da jeg opdagede at to dropper med kun få millimeter fra hinanden var stukket i min højre arm. Og som jeg troede mine øjne ikke kunne blive størrer opdagede jeg også at ledningener ikke bare var farven rød normalt, men at det var fordi ledningerne transpotrede en masse blod fra en pose ned i min arm, hvilket fik mit hoved til at snurre rundt. Hvorfor.. hvorfor får jeg blod ind i min arm? "Lad vær med at virk så fucking overrasket," lød det pludselig fra en svag mumlen til min venstre side. Jeg drejede mit hoved til venstre og fortrød det hurtigt. "Oh ja, jeg takker dig for mit smadrede andsigt." lød det sukkende fra ham igen.
Mit blik røg ned i mit skød, men så snart jeg fik øje på min arm, kiggede jeg op igen. Alle minderne begyndte så småt at røre igennem mit hoved og jeg husker tydeligt hvordan vi havde.. vi havde.. jeg har slet ikke lyst til at tænke på det. 
"Hvad vil vores fans også tænke?" udbryder han pludselig, "der er sikkert milioner af billeder af os, som bliver hentet i en fucking ambulance alle steder!" 
Jeg kløede mig i nakken med min venstre arm, som heldigvis ikke var forbundet med dropper, slanger eller noget som helst. "Og hvad med vores ansigter, Harry, hva?" forsatte han, "hvordan skal vi forklare det til alle fans? Til management? Harry forhelvede!"
"Hey! Alt skylden skal sgu ikke ligges over på mig! Det var dig der startede!" forsvarede jeg mig hurtigt, og mærkede allerede hvordan vreden indeni mig begyndte at vokse.
"Hvis du bare havde ladet Zoey være.. så lå vi ikke herinde," mumlede han. Jeg skulle til at kommentere det, da jeg først nu opdagede at vi lå på et hospital. Rummet var lyst, væggene var hvide. Det eneste herinde var de to hospitalsenge, som mig og Louis lå i, to blå stole ovre i et hjørne, et lille bord imellem og en vask, samt nogle forskellige slags håndklæder og et låst skab. "Jeg har fucking ondt i fjæset, din idiot," mumlede han. Jeg kiggede over på ham med mit ene øjne klemt sammen, "i det mindste tog jeg ikke kvælertag på dig.. idiot." 
En kort banken på døren, fik os begge til at holde kæft og kiggede derover, hvor håndtagen blev trukket ned. Ind af døren kom en høj mand, med brunt hår påført en hvid kittel og på hans navneskilt spottede jeg, at han hed Thomas.
"Hej, Thomas, læge," sagde han til os begge og gav os et lille nik. Jeg sendte ham bare et kort svagt smil, imens jeg lavede et kort nik. 
"Som I kan se på skærmen ved siden af jer, er jeres blodtryk kommet op på normalt, så der vil snart komme en sygeplejeske ind og tage den ud fra jeres arm." sagde han, mens hans flikkede flakkede mellem os, "er der nogen af jer, der har det skidt? Ondt i hovedet? Svimmel?" 
Vi rystede begge to hovederne og han nikkede langsomt, "så betyder det vel godt at i kan komme hjem idag. I har sovet her i nats, da vi gav jer begge bedøvelse i ambulance på vej herop." forsatte han, "og eftersom i begge er over 18 år og forhåbelig tabt alle jeres tænder, så håber jeg vel, at det er okay vi bedøvede jer." 
Jeg nikkede langsomt og han forsatte, "men som sagt får i lov til at tage hjem idag - men hvis i på nogen måde får ondt i hovedet, svimmel eller får svært ved at trække vejret, så skal i komme herind med det samme. Det kan godt være slemt for jer begge, at gå ind i en glasvæg kan nemlig godt give hjernerystelse og derefter falde ned på jorden og slå hovedet hårdt, kan også være farligt." 
Jeg forstod ikke hvordan alle de ord kunne komme ud så hurtigt og han alligevel ikke var på nogen måde forpustet eller nærmest trak efter vejret efter, kiggede blot alvorligt på os begge. "Okay," mumlede jeg kort. Jeg forstod ikke hvorfor han forklarede at vi havde gået ind i en glasvæg, for det var jo ikke det der skete? Men alligevel var jeg lettet over, at vi måtte tage hjem idag, for jeg gad direkte ikke være her mere - allerede nu kunne jeg mærke hvor kedeligt det var og mig og Louis i samme rum i længere tid? Det vil nok ikke gå særlig godt i længten. 
"Nå, men der vil komme en sygeplejerske ind om få minutter." sagde han og rejste sig op fra den blå stol, som han havde sat sig i, hvilket jeg ikke havde opdaget. 
Da han havde sagt farvel til os og havde lukket døren efter sig, kiggede jeg hurtigt hen på Louis igen, "hvad fanden snakkede han om?" spurgte jeg forvirret. 
Han løftede det ene bryn, "wow. Du må godt nok havde blevet påvirket meget af mine slag. Sig mig, er du helt fatsvag eller hvad?" brummede han med en ret så snobbet stemme. 
Jeg kiggede vredt på ham, "hold kæft. Jeg mener, hvorfor fanden snakker han om, at vi gik ind i en glasvæg og faldt ned på jorden? Det var sgu da ikke det der skete!"
Louis sukkede og tog sig til panden, "Liam overbeviste dem om, at det var dét der skete. Vi kom ved en 'fejl' til at gå ind i glasvæggen nede ved søløverne, falde ned på jorden og miste en masse blod - forstår egentlig ikke hvordan de kunne hoppe på sådan en dårlig historie, men, hvis vi havde fortalt dem sandheden, så var vi jo hundrede procent blevet meldt til politiet, din idiot." 
Jeg havde lyst til at slå ham endnu engang, fordi han talte til mig som om jeg var en 5 årig baby som ikke forstod en skid, også at han kaldte mig idiot. Det satte mit pis i kog. 
"Så ville du da foralvor komme hjem hvor du hører til. Fængsel." fløj det spydigt ud fra mig, men fortrød det hurtigt bagefter. Hvorfor er vi blevet sådan mod hinanden? 
Han nåede ikke at åbne munden på nogen måde, blot at sende mig et hårdt blik, da døren gik op. En blondine og en brunette som også var iført en hvid kittel kom gående ind til os med et smil på læberne. Blondinen med brillerne gik over til Louis og brunetten gik over til mig. "Hej," sagde hun med et smil, "Sarah, sygeplejeske." Jeg gengældte hendes smil og lavede et lille nik, "Harry." 
"Okay Harry," sagde hun med et smil, hendes øjne borrede sig kort ind i mine, hvilket fik mig til at tænke på Zoey. Hendes hår, hun lignede hende faktisk en smule - så hun var smuk. "Jeg vil tage de to dropper ud af din arm. Det kan godt gøre en smule ondt," forklarede hun, "men først skal jeg lige stoppe blodet, så der ikke ender med at komme blod udover det hele." hun udbrød et lille grin og stillede sig hen ved siden af stangen, hvor posen med det røde blod hang på. "Og nu skal du sige til, hvis du får et stød i kroppen, så er det fordi du skal have lidt mere." Jeg nikkede kort og betragtede hende, gøre et eller andet, så de ellers røde slanger blev hvide. Hun kiggede nøje på mig, men jeg fik ikke et stød, hovedpine eller noget så jeg smilede bare til hende. "Kan du tælle til ti på tysk?" spurgte hun og satte sig ned på en skammel, som åbenbart stod ved siden af min seng. Jeg rømmede mig kort, før jeg nikkede. "Så river jeg dem ud på ti." forklarede hun og jeg nikkede langsomt, mens jeg bed mig i læben og kiggede ned anden vej. Jeg begyndte at tælle, "Ein, zwei, drei, vier, fünf, sechs, sieben, acht, ne-" "Sådan!" afbrød hun mig, hvilket fik mig til at rynke brynene og kigge hen mod hende, hvor jeg opdagede hun sad med de to dropper i hænderne. 
Jeg løftede begge mine øjenbryn, "jamen.. jeg mærkede det slet ikke?" udbrød jeg overrasket. Et grin forlod hendes læber, "gammelt træk." sagde hun og rejste sig op fra stolen. "Så må i gerne tage hjem nu," lød det fra den anden sygeplejeske som stod ovre ved døren. "Jeg forventer vel, at i har styr på transporten osv?" 
"Ja.. Vi ringer bare til en af vores bekendte," mumlede Louis og nikkede kort til dem, "tak." 
"Det var så lidt, og god bedring!" lød det kort fra Sarah inden de lukkede døren i. Jeg tog en dyb indånding og svag mine ben udover sengekanten. Heldigvis kunne jeg genkende tøjet jeg havde på, så jeg heldigvis ikke havde fået noget af det grimme hospitaltøj på, som altid var så fandes stort. Bestemt underbukserne. "Jeg ringer til Liam," mumlede Louis og tog sin telefon som lå på natbordet. Jeg bed mig en smule i læben, "bare be ham om at hente dig. Jeg har først lige noget jeg skal." 
Uden han nåede at spørge mere ind til det, greb jeg min telefon, nøgler, mine sko på vejen og smuttede ud af døren. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...