Triangle Drama - One Direction

Hver evig eneste dag blev den 18-årige Zoey Fischer nedstirret eller bagtalt, hvilket tilsidst blev for meget for hende. Gennem 3 år har hun været udsat for mobning, og da hun endelig runder 18 år tager hende og hendes bedsteveninde, Eleanor Calder, fra byen for at starte forfra. Selvom de grimme ord hun er blevet kaldt stadig sidder i baghovedet er hun klar på at begynde sit nye liv i London. Men troen om at de bare skulle slappe af, have det sjovt sammen blev hurtigt knækket da Zoey møder den kendte Harry Styles. Når et spil mellem ham og et andet medlem fra bandet One Direction bliver sat igang er det umuligt at slappe af. Der er to drenge, men kun en pige - så hvad vil der ske?

53Likes
49Kommentarer
5552Visninger
AA

21. I Just Came To Talk With You - Dottie Rambo

Harrys synsvinkel:
Det var som om vreden bare forsvandt som når man putter en nål i en ballon, og den springer med det samme.
Selvom hun havde sagt jeg skulle lade hende være, ved jeg godt hun ikke mente det på den måde. Når piger har det på den måde, så har de brug for en til at være der for dem. Og er jeg for Zoey. Og det ønsker jeg at jeg skal blive forevigt. 
Det gjorde egentlig mere ondt at se hendes ansigtudtryk end da Paul fortalte os det. Men alligevel havde jeg forstillet mig, hvordan hendes ansigtsudtryk ville se ud, og jeg havde fuldstændig forstillet det rigtige. Men det var ikke fordi at jeg ligefrem jubler over jeg har ret. Selvom det på en eller anden måde er ret sejt, at jeg kender hende nok til at vide hvordan hun præcis ville se ud, så er det ikke en god ting. For jeg har alt for tit set det ansigtsudtryk  og jeg får det så dårligt hvergang. Det er min skyld, at hun har det sådan. 
"Jeg.. kan ikke tro det," hviskede hun og puttede sig længere ind til mig. "Jeg må ikke se dig mere.. Jeg må ikke se Louis mere.." 
Et sus gik igennem min mave, da hun nævnte Louis' navn. Vreden kørte rundt igennem min krop. Ville hun gerne se Louis igen?! 
"Og de andre drenge," tilføjede hun lidt efter. Men det irreterede men stadig undrede mig, at hun nævnte Louis for sig selv, for han var jo også en 'del-af-de-andre-drenge'. Men take it easy Harry, hun har lige fortalt hvad hun føler for dig. Rolig. 
Og jeg sværger jeg var lykkelig, da hun følte det samme for mig. For at være ærlig havde jeg ikke troet at hun kunne lide mig. Jeg troede hun hadede mig efter at det vi har været igennem - for vi har været igennem em del. Og det er faktisk lidt noget lort alligevel. At hun føler det samme for mig, som jeg gør for hende. Selvføgelig er jeg overlykkelig over det, men alligevel er det også noget lort - for vi må ikke ses mere. 
Og hvis nogen opdager at hun faktisk er hjemme hos mig, kan det faktisk godt koste min karriere. Ja, vores managerment kan jo sagtens ødelægge vores karriere bare sådan 'blink', og det ville de andre drenge helt sikkert ikke tilgive mig for. Og jeg ville ligevel heller ikke tilgive dem, hvis en af dem ødelagde vores karriere. 
Men jeg ville forstå det - det er også noget andet. Jeg vil også kæmpe for Zoey, fordi hun betyder så meget for mig. Jeg ved det bliver svært - men jeg vil prøve så godt jeg kan. Det betyder bare, at jeg skal have Louis til at finde en anden, så jeg får lov til at ses med hende. 

 

O.o

 

Jeg ved ikke hvordan Louis vil tage det, når jeg kommer hen til ham og Nialls lejlighed, og spørgere om vi ikke kan snakke sammen. Alene. Alligevel ved jeg ikke om det her er en god idé, fordi jeg kan jo ligesom regne ud at Louis er helt væk i Zoey, og hun betyder meget for ham. Men det er jo også sådan jeg har det med hende. 
Helt ærligt, så er det latterligt jeg forsøger, fordi Louis bad mig om at 'finde en ny' ville jeg aldrig gøre det, fordi Zoey betyder så meget, som hun gør, og det er sikkert også .. jeg må bare forsøge. Så har jeg ihvertfald prøvet. 
Selvom det efterhånden er ret lang tid siden jeg sidst havde været hos Niall, i hans lejlighed, eller bare her i området så havde Nialls lejlighed ikke forandret sig på nogen måde. Eller området i den sags skyld. Han bor lidt i udkanten, fordi han godt kan lide at have lidt fred, i forhold til fx. mig som bor i midten af London, hvor det larmer og forgår allermest. 
Men det var mig og Louis beslutning sammen dengang, og nu kan jeg jo ligeså flytte, fordi der var en del diskution om hvilken lejlighed vi skulle købe. En lidt væk fra det hele eller en midt i det hele. Jeg ville have den lidt væk, og Louis ville have den inde midt i byen.
Men han vandt, fordi at han sagde at hvis vi købte den inde midt i byen, gav han sushi samme aften, så det var en deal.
Jeg kan godt lide sushi. 
Regnen plaskede mod forruden, og jeg måtte sætte mine vinduesvisker igang, for at kunne se noget. Det var da utroligt som det pludselig begyndte at regne. Jeg parkede bilen foran lejligheden og slukkede den. Radioen slukkede automatisk, da jeg havde drejet nøglerne om og stilheden lagde sig over mig i bilen. Kun det eneste man kunne høre var den svage lyd af regn som slog hårdt mod forruden. 
Var det nu en god idé det her? 
Der kunne ske alt muligt. Det hele kunne gå fuldstændig galt, mig og Louis kunne komme op og skændes, og mere uvenner end vi allerede er eller det hele kan løse sig - selvom jeg tvivler en del på det. Selvom jeg ville ønske det hele ville ordne sig.
At mig og Louis blev gode, og vi kunne flytte sammen igen. Det føles så.. ensomt uden ham. Jeg ved godt det ikke er mange dage siden at han.. flyttede ud, men alligevel. Den seneste tid i lejligheden alene har bare været.. ja, så ensomt. 
Jeg hader sådan noget. Jeg hader at være ensom, selvom det nogen gange er rart. 
Jeg tog en dyb indånding, før jeg åbnede bildøren og sprang ud. Regnen skållede sig ned på mig, så jeg var hurtig til at fare hen under halvtaget, som der var en smule af over døren til bygningen, hvor en af lejlighederne var Nialls.. og Louis'. 
Jeg låste bilen og trak ned i håndtaget. Dog gik døren ikke op på nogen måde, hvilket jeg rynkede en smule på næsen over, indtil jeg huskede at man skulle ringe op. Jeg sukkede endnu engang, før jeg lod mine øjne skimme over alle navnene i den enorme bygning, indtil jeg endelig fandt N. Horan
Jeg trykkede på knappen udfor den og jeg svagt kunne høre at den ringede op, hvilket fik nervøsiteten til at stige en smule.
Ikke fordi at jeg skulle op til Niall, for ham har jeg været en del sammen med, det er slet ikke det, men det er mere at det jeg skal sige til Louis. Jeg er nervøs for, hvad han vil sige til det. Og jeg ved egentlig ikke hvordan jeg skal formulere det, for at være ærlig. 
"Hallo?" 
"Hej Niall, det er Harry." 
"Harry?" 
Et sus gik igennem maven over Louis' stemme i baggrunden som lød ret så forvirret. De havde nok heller ikke regne med jeg ville komme igen to timer efter, vi næsten lige havde set hinanden. Ellers var Louis bare overrasket at det var mig der kom. 
"Må je-" 
"Bare kom ind Hazza."
Jeg åndende lettet op og skyndte mig at smutte ind af døren som blev åbnet, da Niall havde accepteret det. Jeg var hurtig til at smutte ind i elevatoren og køre op til hans etage - og der gik ikke længe, før jeg stod foran hans hoveddør. Jeg bankede kort på døren, hvor jeg læste teksten på døren, som forsikrede at jeg var gået før. N. Horan
Det er efterhånden ret lang tid siden jeg har været her sidst.
"Hej Hazza!" udbrød Niall og sendte mig et stort smil, selvom der stadig var et glimt af forvirring i hans øjne, og jeg forstod ham godt. "Hej Niall." 
Han gjorde plads til jeg kunne gå ind, og tøvede jeg ikke med at gøre. "Hvad bringer dig hertil?" drillende han en smule, mens han betragtede mig tage sko af og hænge min allerede ret så våde jakke op på knagen. "Er Louis her?" 
Dumt spørgsmål Harry, dumt spørgsmål. 
"Ja..?" 
"Må jeg.. snakke med ham?" spurgte jeg og bed mig i læben. Niall kiggede forvirret på mig, før han kløede sig i nakken, "uhm.. det må du vel.. Han er inde på et af gæsteværelserne." 
Jeg sendte ham et smil og nikkede langsomt. "Men.. Han har det vids-" mere nåede jeg ikke at høre før jeg var var smuttet væk fra entreen og ned langs gangen, hvor dørene til de forskellige gæsteværelser var. Jeg gik hen til den 3. dør - det var det gæsteværelse Louis altid brugte når han var på besøg her. 
Det kunne jeg huske. 
Jeg bankede kort på, og der lød et kom ind. Jeg trak håndtaget ned og gik forsigtigt derind. "Harry?" sagde Louis overrasket, "hvad laver du her?" og hans stemme havde forandret sig til en vred en. Jeg sukkede før jeg lukkede døren efter mig. "Vi skal snakke." 
"Vi to," han pegede mellem ham og mig, "vi har intet at snakke om. Overhovedet." 
"Jo, det er præcis det vi har.. Louis." begyndte jeg, "det er for latterligt det vi har gang i. Vi lader en pige komme imellem os to." 
"Og hvem er skyld i det?" sagde han flabet og rullede med øjnene. Vreden kørte langsomt op i mig, "gider du godt droppe det lort?!" 
"Nej Harry! Du har ligesom bare nakket hende, selvom det var fucking mig der havde haft et øje til hende først! Hvordan ville du have det, huh?" 
Hans ord gav mening, og jeg forstod ham også godt. Jeg ville faktisk også have det som om, men forhelvede. Han kan ikke være vred på mig forevigt...
"Hun har aldrig kunnet lide dig Louis.." 
"Det ved du ikke en skid om Harry," sukkede han og begravede hans hoved i hans hænder, hvilket fik mig til at bide mig hårdt i læben og kigge ned i jorden. Jeg hader og se ham så.. trist. "Jo, det gør jeg faktisk.." fløj det pludselig ud af mig, "fordi hun har bekræftet at hun godt kan lide mig.. Sådan lidelide." 
Hans hoved blev langsomt løftet fra hans hænder, mens han kiggede på mig med et ulæsligt blik, som fik en masse underlige mavefornemmelser til at gøre rundt indeni mig. "Ha.. Har hun?" 
Jeg nikkede langsomt og havde stadig blikket rettet mod jorden.
"Jeg.. jeg må snakke med hende.." mumlede han næsten utydeligt, hvilket lynhurtigt fik mig til at kigge op på ham. "Hvad?!" sagde jeg hurtigt og håbede jeg ikke havde hørt rigtigt.
"Jeg skal snakke med hende," gentog han og rejste sig op fra sengen.
"Nej Louis!" sagde jeg hurtigt og greb fat omkring hans håndled, men han vred sig hurtigt løs, "lad mig være Harry!"
"Louis!" råbte jeg efter ham, men han var allerede smuttet ud og lidt efter hørte jeg en hoveddør smække. "Hvad sker der?" spurgte Niall og kiggede bekymret på mig, som han stod der i dørkammen. Jeg sukkede og begravede mit hoved i mine hænder..

O.o

 

ANDET SIDSTE KAPITEL FOLKENS! TUD MED OS :(((((( 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...