Triangle Drama - One Direction

Hver evig eneste dag blev den 18-årige Zoey Fischer nedstirret eller bagtalt, hvilket tilsidst blev for meget for hende. Gennem 3 år har hun været udsat for mobning, og da hun endelig runder 18 år tager hende og hendes bedsteveninde, Eleanor Calder, fra byen for at starte forfra. Selvom de grimme ord hun er blevet kaldt stadig sidder i baghovedet er hun klar på at begynde sit nye liv i London. Men troen om at de bare skulle slappe af, have det sjovt sammen blev hurtigt knækket da Zoey møder den kendte Harry Styles. Når et spil mellem ham og et andet medlem fra bandet One Direction bliver sat igang er det umuligt at slappe af. Der er to drenge, men kun en pige - så hvad vil der ske?

53Likes
49Kommentarer
5621Visninger
AA

9. Because of you - Kelly Clarkson

HUSK OG LIKE, DET VIL BETYDE SÅ MEGET FOR OS

Zoeys synsvinkel.

"Harry hvad fanden?" spørg Louis og kommer ind i værelset. Harry rejser sig fra sengen og skubber Louis ud af døren. "Shh, hun sover!" siger Harry og jeg hører lyden af fodtrin. Ha krøltop der fik jeg dig. Ej jeg sov faktisk men da Louis kom brasende ind af hoveddøren og smækkede den, vågnede jeg. Derfor vidste jeg også godt at Harry havde nusset mig på kinden. Det var ret mærkeligt.

"Harry hvad fanden laver hun her? Også i din seng?!" spørg Louis med en lidt hævet stemme. "Dæmp dig! Hun sover!" siger Harry. Jeg lister mig ud af sengen og åbner døren på klem. Jeg sætter mig på hug så jeg kan følge med i alt hvad der sker. Louis går frem og tilbage i stuen mens Harry står og kigger på ham. Louis ser ud til at tænke samtidig med at han er vred. Harry åbner munden og begynder at tale. "Jeg skrev og spurgte om hun ikke ville komme herover for at se nogle film. Det ville hun, som du kan se, og det eneste vi lavede var at æde os fede i slik. Så slap af" siger Harry. Okay Krøltop, der løj du. Men hvad Louis ikke ved, har han ikke ondt af.

Hvad ville Harry egentligt snakke om? Det kom vi aldrig ind på.

"Ved du ikke jeg virkelig holder af hende?" spørg Louis og stiller sig ved siden af Harry. Han er vist kølet lidt ned igen. "Jo det ved jeg godt Louis. Det kan jeg se men" siger Harry og holder en pause. "Men hvad? Er der noget galt?" spørg Louis. "Uhm nej" svarer Harry og bider sig i læben. "Du lyver" siger Louis.

Harry kigger op på Louis, som kigger på ham. "Du har ret" siger Harry og kigger ned i jorden. "Er der noget galt? Er det Zoey?" spørg Louis. Harrys hoved ryger direkte op ved lyden af mit navn. "Er det på grund af hende?" spørg Louis. "Nej" svarer Harry.

"Harry du lyver. Fortæl mig så sandheden" siger Louis strengt. "Det.. Det kan jeg ikke" siger Harry og sukker. "Kom nu. Du ved jeg ikke bliver sur" siger Louis. "Det er netop problemet Louis. Du bliver sur. Meget endda" siger Harry. "Nej jeg gør ej. Sig det så" siger Louis og ligger en hånd på Harrys skulder. "Du ville selv.." mumler Harry.

"Jeg.. Jeg er forelsket i Zoey" får Harry ud og kigger så ned i jorden. "Hvad?!" råber Louis og går hurtigt væk fra Harry. "Du er forelsket i hende?!". "Det er ikke min skyld! Det skete ligesom bare!" råber Harry for at forsvare ham selv. "Harry hun hader dig! Det har hun selv sagt" siger Louis. "Det virkede ikke sådan tidligere idag" svarer Harry. "Hvad?! Du sagde der ikke skete noget!" råber Louis.

Jeg begynder at blive en anelse bange for dem begge. Louis er rød i hovedet af raseri og Harry står med knyttet næver. "Det skete ikke noget!" råber Harry. "Ja som om!" råber Louis og kyler en vase ind i væggen. Lyden af smadret glas flyver ind i mit øre. Jeg er stadig chokeret. Jeg havde en tanke om at Louis kunne lide mig, men Harry. Det havde jeg ikke troet ville komme ud af hans mund. "Louis!" råber Harry. "Luk Harry!" råber Louis og slår hånden ind i væggen. Smerten er til at se i hans ansigtsudtryk.

Jeg troede helt seriøst ikke sådan nogle som dem kunne blive så vrede. Jeg mener, der er jo paparazzier overalt. Ja jeg vidste godt de var kendte. Jeg blev jo ligesom ikke født igår. Det kunne faktisk havde været  underligt hvis jeg hat født igår.. Ej Zoey stop så.

Louis slår direkte ud efter Harry som når at dukke sig inden han bliver ramt. Men Harry slår tilbage og Louis når ikke at fjerne sig. Han får Harrys knytnæve lige på kinden. Jeg gisper da jeg ser Louis blodige hånd som holder om hans kind. Nu må det stoppe.

Jeg rejser mig hurtigt fra gulvet og løber ind i stuen. Jeg når lige at dukke mig inden Louis' knytnæve rammer mig. Der kommer et skrig fra min mund hvilket for dem begge til at stoppe. "Zoey?" spørg Harry. "Hvad sker der for jer?!" råber jeg. "Zoey.." mumler Louis og kommer tættere på mig. "Nej Louis!" siger jeg og bakker væk fra ham. Louis stiller sig akavet på stedet. Harry kigger på mig. Han undskylder. "Vil nogle af jer svare mig?" spørg jeg. Louis ser ikke ud til at vil svare så jeg kigger på Harry. "Harry?" spørg jeg. Harry ryster på hovedet.

"Fint. Hvis det er sådan i vil det" siger jeg og bevæger mig ud til gangen. Jeg tager mine sko og jakke på og går så ind til dem igen. "Og i skal vide at jeg ikke kan lide nogle af jer!" siger jeg og går så helt ud af døren, for derefter at smække den højt i. Jeg løber hen mod elevatoren og jeg er lige kommet ind i den dag jeg ser Louis komme ud af lejligheden. Jeg tager min hånd for at holde døren for at kunne se ud. "Zoey, undskyld" siger han bare og går så ind igen. Jeg tager min hånd til mig igen og elevatoren kører ned.


Harrys synsvinkel:
Jeg fatter ikke hvad der lige er sket. Jeg ville ønske jeg kunne spole tiden tilbage, og aldrig havde skrevet til hende. Jeg fortryder; men alligevel ikke. Den tid jeg havde sammen med hende var.. direkte perfekt. Jeg følte jeg kunne være 100% mig selv. Det.. sådan har jeg aldrig følt før. Alligevel blev det hele også ødelagt, da Louis valgte at komme og ødelægge det hele. Ja, godt nok kan jeg et eller andet sted godt forstå ham og han har sine grunde til at være vrede, men hey, vi spiste jo bare slik og så film, hvad er der i vejen med det? 
Og i skal vide at jeg ikke kan lide nogen af jer! 
Sætningen kørte rundt i mit hoved. En del af mig gjorde mig såret, men en anden del af mig gjorde mig lettet. Hun bekræftede lige at hun ingen følelser har for Louis, men sammentiedig bekræftede hun også at hun heller ingen følelser havde for mig. Og det gav et stik i hjertet. Det kan godt være vi næsten lige har mødt hinanden - og jeg troede heller ikke det var muligt at få følelser for en pige så hurtigt som nu, men det var det altså.
"Jeg fatter ikke du kunne gøre det!" lød der en pludselig stemme næsten underfor mit øre. Jeg kiggede hen mod døren hvor Louis stod. Hans kind var blevet helt rød - det der skræmmer mig mest, var at det var mig der havde gjort det. 
"Louis.." prøvede jeg, men cuttede mig bare af ved at vende sig om og gå igen. Jeg bed mig hårdt i kinden, og tvangen til at græde kørte op igennem mig. Siden Zoey kom ind i vores begges liv, har vi heller ikke haft det specielt godt sammen.
Jeg blev trukket ud af mine tanker, da et højt tordenbrag pludselig skar igennem og overdøvede mine tanker. Det var mørkt udenfor, det eneste man kunne se var regnen der piskede ind på vinduet. Med et tryk fik jeg revet min telefon op fra lommen, klokken viste 5:21 så klokken snart var halv 6 - om morgnen. Mine øjne sprættede sig op, ved tanken om der ingen taxier kører rundt i byen så tidligt, hvilket kun betød én ting; så skulle Zoey gå hjem. Uden at tænke mig om var jeg allerede ude i gangen ifær med at rive mine vans på, på den mest fjogede måde fuldstendig. Da jeg endelig havde fået dem på greb jeg min jakke og åbnede døren, som hurtigt blev smækket igen. Uden at strejfe Louis en eneste tanke farrede jeg hen mod elevatoren hvor jeg trykkede på knappen. Jeg stod langsomt og trippede, og da der var gået 6 sekundter mistede havde jeg intet tålmodighed tilbage, og satte kurs hen mod trapperne. Hun skulle ikke gå hjem i det her vejr! 
Da jeg langt om længe, som føles som evigheder, var nede af trappen sprang jeg over de sidste trin og ned på jorden. Selvom en smerte skød igennem min ene fod, da jeg landene lidt forkert valgte jeg at ignorer det og bare gå hen til døren. Jeg skulle lige til at trække ned i håndtaget, da der lød en lille lyd bag mig, hvilket fik mig til at vende mig rundt. Hun sad der, med benene trukket op foran sig. Hendes lille uskyldige ansigt så mest ud som om hun fortrød den lille lyd der blev lavet. "Zoey.." sagde jeg og gik hen til hende. "Hold dig væk fra mig!" skreg hun uventet og begyndte at vride sig rundt. Jeg kiggede overrasket på hende, før jeg satte mig ned på hug. "Rolig.." hviskede jeg og lagde hænderne omkring hende.
Først prøvede hun at vride sig ud fra mit greb, men til sidst kunne jeg mærke hvordan hendes skuldre sank sig. Jeg nussede hende på en forhåbentlig rolig måde på ryggen, hvilket jeg håbede ville gøre hende roligere. 
"I er sindssyge begge to," mumlede hun og trak sig ud fra grebet, uden jeg kunne nå at reagere. "Helt ærligt, hvad sker der for jer?" Jeg bed mig akavet i læben og trak på skulderne. "I er bedstevenner forsatan da også," mumlede hun næsten utydeligt. 
Jeg bed mig hårdere i læben over hendes ord; det havde jeg ikke rigtig regnet med, at hun ville bruge som augment. "Men helt ærligt.. krøltop," sukkede hun og kiggede alvorligt på mig, "hvad var det du ville snakke med mig om?" 
Faktisk havde jeg bare brugt det som en undskyldning for at få hende herover, men nu hvor jeg havde noget at sige så.. kunne jeg vel ligeså godt bruge dét. "Det ved du vidste allerede godt." 
"Jeg troede virkelig ikke du havde.. følelser for mig," sagde hun og kiggede opgivende ned i jorden, "helt ærligt, det havde jeg ikke set komme." 
"Man ved heller aldrig med Harry Styles," sagde jeg dramatisk, hvilket heldigvis fik hende til at grine. Der lagde sig en stilhed over os, som jeg på en måde synes var behagelig, men alligevel ikke. Jeg ville gerne vide hvad hun tænkte - jeg gad virkelig godt være tankelæser lige nu.
Da jeg lige skulle til at sige noget, lagde hun sit hoved på min ene skulder, hvilket gjorde mig mundlam og overrasket. "Jeg er træt.." mumlede hun efterlydt af et højmeldt gab. Jeg skævede ud i luften og endte med at ligge armene omkring hende og langsomt trække hende ind til mig. Til mit held gjorde hun ikke modstand og det endte med at vi kom ned at ligge på de kolde fliser, i opgangen til bygningen. 
Hun puttede sig uventet ind til mig, men hvad mere havde jeg forventet? Et smil blev plantet på mine læber, og selvom jeg lå på jorden. Lå jeg helt perfekt - nemlig sammen med Zoey.


O.o

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...