Triangle Drama - One Direction

Hver evig eneste dag blev den 18-årige Zoey Fischer nedstirret eller bagtalt, hvilket tilsidst blev for meget for hende. Gennem 3 år har hun været udsat for mobning, og da hun endelig runder 18 år tager hende og hendes bedsteveninde, Eleanor Calder, fra byen for at starte forfra. Selvom de grimme ord hun er blevet kaldt stadig sidder i baghovedet er hun klar på at begynde sit nye liv i London. Men troen om at de bare skulle slappe af, have det sjovt sammen blev hurtigt knækket da Zoey møder den kendte Harry Styles. Når et spil mellem ham og et andet medlem fra bandet One Direction bliver sat igang er det umuligt at slappe af. Der er to drenge, men kun en pige - så hvad vil der ske?

53Likes
49Kommentarer
5562Visninger
AA

15. Bad Day - Daniel Powter

Harrys synsvinkel:
Jeg susede gennem de forskellige gange, drejede om hjørner, kiggede på en masse skilte, indtil jeg endelig nåede ned til hospitalets forhal. Jeg var stadig påført i den store sorte hættetrøje, så jeg trak hætten op, for ikke at skabe for meget opmærksomhed. At blive forvæltet af fans, var lige det, jeg mindst orkede lige nu. Folk nede i forhallen var forskellige. Der sad nogle folk ved nogle borde, som så helt raske og friske ude, med en computer foran sig, så mon ikke de bare benyttede hospitalets sikkert gratisse WIFI. Ved andre borde spottede jeg en pige, som sad med sine læber adskilte, sit hoved tilbage og havde en helt hvid farve i ansigtet. Hun så mest ud som en, som kunne brække sig når som helst. Hendes hår var uglet, hendes kinder var røde af små sår, som jeg nok ville gætte mig frem til, var en slags sygdom. Hendes mor sad overfor hende, på en anden stol, og læste i et dameblad, med en cola foran sig. Noget siger mig pigen allermest bare havde lyst til at komme op på sin suite igen og bare sove. 
Jeg ved ikke hvorfor jeg lige skulle betragte hende pigen så meget, derfor rystede jeg blidt på hovedet og begyndte igen at gå hen mod udgangen. Eller bagudgangen ville jeg vel kalde det, for den jeg var på vej hen mod, var ikke nær så stor som den vel nok rigtige udgang. Men igennem vinduerne kunne jeg spotte, at det var ud mod parkeringspladsen foran hospitalet, og det var ikke ligefrem der jeg havde tænkt mig at gå hen. 
Jeg gik hen mod den automatiske døråbner, som hurtigt blev rullet væk fra hinanden, så jeg kunne komme igennem. Den førrede ud i et andet rum, dog væk fra forhallen. Der var tre veje jeg kunne gå. Til højre for mig var der en lang gang, hvor jeg kunne se nogle sygeplejesker gå langs, sådan var det også til min venstre side og lige for mig var udgangen, som egentlig var en nødudgang. Jeg bed mig i læben før jeg hurtigt smuttede hen til den og skubbede døren op. 
Den friske duft fik jeg hurtigt smækket i ansigtet, da jeg trådte ud på det våde asfalt og lukkede døren efter mig. Jeg kiggede kort ned på asfalten, som var en del mørkere end normalt, og der lå nogle vandpytter hist og pist. Noget tegnede på det havde regnet i nat. 
Jeg bevægede mig ned af stilen, som egentlig mest var dækket til at nogle forvoksede uklippede buske, som var ved siden af stilen og en smule op af hospitalets mur. Noget siger mig, at der ikke er for mange, som har gået gennem den udgang og ned af den her sti, som jeg går på nu. 
Jeg kiggede kort til venstre, hvor der uventet stod et lille rygehus, som nok ikke var blevet benyttet i lang tid, for der var ingen mennesker derinde, også var den i en mørk brun farve, som jeg ikke tror er maling. 
Da jeg nåede til enden af stien, kiggede jeg mig kort over vejen, før jeg smuttede over - som jeg hurtigt kunne. Mit blik gled over en åbning af alle de buske som var omringet omkring parken, som jeg kunne komme igennem, for at komme derind. En gåtur alene i parken, hvor jeg kunne tænke alt igennem var nemlig det jeg havde brug for. Fortiden synes jeg mit hoved har været et stort rod. 
Duften af vådt og fugtigt græs fyldte mine næsebore, hvilket på en eller anden måde føles helt rart at få friskt luft åndet ind. Det var som om det gik direkte op i hjernen og satte den på standby. 
Jo længere ind i parken jeg kom, jo flere mennesker blev der. Heldigvis var jeg ikke blevet opdaget endnu. Der var ellers en hel masse børn og unge teenagespiger, så jeg ville stensikkert blive overfaldet, hvis jeg så ikke havde dækket mig så mest til som muligt. 
Men det var faktisk helt rart at gå, uden nogen kunne genkende mig. 
Selvom jeg gik der, og prøvede ikke at tænke på det som er sket, de seneste par dage, var det umuligt. Tårrende pressede på, da Louis strejfede mine tanker. 
Hvad er det, der er sket mellem os? Inden Zoey kom ind i vores liv, gik alting perfekt. Faktisk så havde vi aftalt at tilbringe meget tid sammen, men det tror jeg næppe han har lyst til nu. Alle de biografture vi havde aftalt vi skulle ind. Bl.a at vi skulle ind og se den nye superman film, Man of speel. Og en tivolitur havde vi også aftalt - men nu tror jeg bare allermest vi bare vil undgå hinanden. 
På en måde ville jeg ønske vi aldrig havde gået en tur i parken, den dag vi mødte Zoey - men alligevel jo. Zoey er helt speciel, og hun kan få mig til at føle ting, som jeg aldrig har følt før. Hun kan sætte så mange mærkelige mavefornemmelser igang, som jeg ikke har oplevet før. Det er utroligt, og derfor er jeg glad for hun er kommet ind i mit liv - for hun er noget, som jeg aldrig har oplevet før. Hun er anderledes og vidunderlig. 
Men sådan har Louis det vel også. Hvor ville jeg dog ønske, at han aldrig havde fået følelser for hende. Selvom det er ondt, ville jeg ønske han aldrig havde mødt hende - så ville det hele også være meget nemmere. 
Pludselig stoppede min krop helt automatisk op af ren refleks, da to hunde pludselig kom løbende tværs over stien, som altså var den jeg gik op. Klodset fik jeg mig rettet op igen, så jeg heldigvis ikke faldt, da det skete ret hurtigt. Jeg kiggede irriteret efter de to hunde, som var begyndt at løbe rundt i cirkler efter hinanden i parken. Alligevel fangede jeg mig selv i at stoppe op og kigge undrede på dem. Eller ihvertfald på den ene af dem. 
Den hvide med de sorte pletter, som løb med tungen ude af munden, med det røde halsbånd om sin hals. Det fik mig til at tænke på Zoeys hund.
Hvad var det nu den hed? ... Allan, Adidas .. Allson! 
Jeg rystede tankerne af mig, og skulle til at gå videre indtil en bekendt stemme rungede mit hoved og fik min mave til at slå koldbøtter. "Allson!" 
Jeg kiggede hen mod hunden igen, som var stoppet op, og lidt efter farret hen til en personen som havde kaldt på den. Jeg klemte mine øjne sammen.. Det kunne ikke passe. 
Zoey?
Nej, det kunne ikke passe. Det må vel bare være en person med samme hårfarve, samme tøjstil, samme jakke, samme hund, samme sko - okay, det var hende. 
Jeg bed mig i læben, da mit blik gled over på personen der stod ved siden af hende. En sorthåret .. dreng?! 
Uden jeg nåede at tænke mig om eller reagere stod jeg pludselig ovre bag dem. "Zoey?" startede jeg roligt ud, hvilket fik hende til at vende om og kigge først forvirret på mig, men efter få sekundter skiftede hendes ansigt fra forvirret til et vredt et. 
"Harry?!" spørgere hun, eller nærmest hvæser. Et sus går igennem min mave, da hun begynder at gå hen til mig med trampede skridt, "Hvad fanden?! Har jeg ikke sagt i skal lade mig være?!" råber hun højt, hvilket får nogle folk til at kigge, men hun så ikke ud til at bemærke det. "Zoey lad-" prøvede jeg, men hun var hurtigt til at afbryde, "Nej Harry! Jeg gider ikke have noget med jer at gøre!" råber hun højt. Måske lidt for højt, for da hun havde råbt mit navn, fik hun flere folk til at kigge. Jeg bed mig en smule i læben, da jeg kunne se over hendes skulder, at nogle folk var begyndt at holde deres mobiler oppe. "Skrid ud af mit liv!"
Hun vender sig om mod drengen, som står og ser forvirret på os. "Jake, kan vi ikke mødes en anden dag? Måske i morgen?" spørgere hun. 
"Øh klart, her er mit nummer." svarer han og rækker hende en lille seddel, hvor der vel nok står hans nummer på. En stemme indeni mig sagde, at jeg bare skulle tage den, rive den over, trampe på den og bare æde den. 
Jeg bider mig endnu engang i læben og kigger akavet ned i jorden, men alligevel kunne jeg mærke ham Jakes blik på mig. Først efter nogle sekundter kommer han til sig selv, kalder på sin hund og går hans vej. Jeg kigger kort efter ham og skulle til at flytte mit blik hen til Zoey igen, da jeg pludselig mærker nogle poter på min mave.
Poter?
Jeg kigger forvirret ned, da jeg opdager Allson er begyndt at hoppe en smule op af mig, hvilket jeg egentlig ikke nåede at gøre noget ved, før Zoey havde kaldt ham over til hende igen, taget snoren og begynder at gå hen mod mig, på en truende måde. 
"Giv mig en god grund til, at jeg ikke skulle slå dig." siger hun uventet og sender mig et hårdt blik. Jeg bed mig i kinden, allermest havde jeg lyst til at sige at andre kigger, for det gjorde de. Næsten alle i parken havde deres blikke rettet mod os, med deres mobiler oppe. 
"Du kan lide mig," flyver det ud af mig, før jeg kan nå at trække det tilbage har hun opfattet det og kigger overrasket på mig. Jeg prøver dog at få hende til at forstå alvoren i det. For det er jo sandt? 
"Mig? Lide dig? Det må være en spørg," siger hun flabet. Jeg bider mig en smule i læben og kigger ned i jorden, "så ved jeg ikke hvad jeg skal sige." mumler jeg næsten utydeligt.
"Jeg har en grund," siger hun uventet. Jeg kigger op på hende. Hendes arme er blevet lagt på kors og hun kigger på mig, med et løftet øjenbryn. Uden jeg kunne nå at sige noget, forsatte hun. "Du er sårret nok. Både fysik, men også psykisk." Egentlig forstod jeg det ikke og rynkede brynene en smule, før jeg bare nikkede. 
Hun sukkede, "bare hold jer fra mig okay? Jeg er grunden til dig er Louis er endt som i er, så bare hold jer-" "Zoey hold mund!" afbryder jeg hende og kigger seriøst på mig, mens jeg kunne mærke tårrende presse på. 
"Hvad vil du gøre for at stoppe mig?" spørgere hun og ligger hovedet på skrå. Jeg bed mig hårdere i kinden, indtil jeg lænede mig indover hende og blidt pressede hendes læber mod hende. Alt omkring mig forsvinder langsomt, jeg er ligeglad med alle de folk som sikkert tager billeder, filmer og gisper - der var kun Zoey. 
Min mave eksplodere med alverdens følelser. En del af mig kunne græde og en anden del af mig kunne springe rundt af glæde. 
Lidt efter trækker jeg mig modvilligt væk, tager et skridt væk fra hende og putter mine kolde hænder i lommerne. "Jeg var bare nød til at kysse dig, inden du skrider for altid," siger jeg langsomt, mens mit blik er limet fast til vandpytten i gulvet. 
"Bare.. hold jer væk fra mig," sukker hun. 
Jeg bider mig hårdere i læben og kigger op, mens jeg kigger på hende gå den anden vej med Allson ved sin side. 
"Harry!" lyder det pludselig fra en skringre stemme.
"Harry! Var det din kæreste?!"
"Harry! Er i oppe og skændes?!" 
Jeg sukker lydløst og kigger hen mod den pigegruppe, som var begyndt at råbe en masse til mig, og var på vej herover. Jeg tog en dyb indånding før jeg begyndte at løbe, dog den anden vej, end den Zoey var gået. Men jeg skulle bare væk. 
Hjem.


O.o


Efter flere forskellige busture, flere stop ved busstoppesteder var jeg egentlig ankommet ved vores lejlighed. Jeg var åbenbart gået med den forkerte bus og nær endt i udkanten af London, men heldigvis fik jeg en buschauffør i en tom bus til at køre mig tilbage. Godt nok kun, hvis han måtte få et billede med mig. 
Jeg var endelig nået op af de mange trapper, da jeg ikke havde tålmodighed nok til elevatoren, da den var helt oppe på 12. sal, så den ville tage evigheder om at komme ned, havde jeg bare taget trapperne, men hold kæft hvor jeg fortrød jeg havde gjort det, før mine læber gjorde ondt. Jeg var virkelig ude at træning fortiden - også var jeg også sindssyg træt og på kanten til at bryde fuldstændig sammen. Både alt med Louis, men også alt med Zoey. 
Mit humør var bare faldet til bunden. 
Jeg låste døren op til vores lejlighed og smuttede ind. "Hjemme," råbte jeg mumlende, men der kom ikke noget svar, hvilket undrede mig en smule. Blev Louis ikke kørt hjem? 
Jeg tog mine sko af, stillede dem fint på den overraskende tomme skohylde og skyndte mig ind i stuen. "Louis?" råbte jeg, men der kom intet svar bortset fra ekkoet. Mine øjenbryn blev forvirret sænket, da jeg opdagede sofabordet ikke stod på sin plads mere - den var væk. 
Jeg gik ud i køkkenet, men der var intet tegn på Louis heller ikke, dog var spisebordet også væk, hvilket forvirrede mig endnu mere. Havde vi haft indbrud? 
Jeg skulle til at vende mig rundt og prøve Louis' soveværelse, indtil en gul seddel på køleskabet fangede min opmærksomhed. Jeg bevægede mig hen til den og lod mit blik glide over den ene sætning på papiret. 
See ya bitch. 
Jeg genkendte hurtigt Louis' skrift og det forvirrede mig endnu mere. Hvad mente han med det? Jeg vendte mig forvirret om. En masse tanker gled igennem mit hoved, indtil det gik op for mig. 
Et gisp undslap mine læber. Han.. han er flyttet. 


O.o

aw :( husk og like!
oog uhuhuh Natacha koMMER ENDELIG HJEM FRA FERIE IDAG, ER LYKKELIG

- også har vi skrevet historien færdig i udkast, så det vil sige at den er sådan færdig af en slags allerede nu GRÆDER :(((((((((((
men der er 7 kapiler tilbage, så rolig folkenssssssssss

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...