Totally (ab)normal

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jun. 2013
  • Opdateret: 3 nov. 2013
  • Status: Igang
Gabriellas mor blev myrdet da hun var ni år, og Gabriella bor nu hos sin onkel. En dag da hun er i byen med sin bedste veninde, som dagen efter flytter, overhører hun en samtale mellem to mænd, som kommer til at ændre alt det hun er vant til.

0Likes
0Kommentarer
222Visninger
AA

2. PAS!

 

 

Jeg vågnede med sveden dryppende ned af min pande. Jeg lå i en fremmed seng. Det var et stort lyst rum. Jeg kunne høre stemmer.

"Lad være med at skræmme hende"  Lød en bekendt stemme. Jeg lod mine øjne være lukkede og tænkte tilbage på hvad der var sket.  Det sidste jeg kunne huske var at udyret eller hvad det var havde løbet hen imod mig igen efter at have smidt mig `ni en halv meter´ hen af jorden, og jeg havde rullet imellem de to egetræer. Derefter var jeg helt blank.

Den anden person mumlede noget tilbage, som jeg ikke kunne høre og manden med den mørke stemme sagde højt "Lad vær med at snage mere i det, Luke!" Stemmen. Stemmen... Stemmen! Det var David! Ham med arret. Jeg spærrede øjnene op og satte mig op i sengen. En smerte skød igennem min mave og jeg havde nærmest helt glemt at jeg var skadet. Jeg udstødte et lille skrig, men fortrød straks da de begge rettede opmærksomheden på mig. Den anden mand han havde snakket var noget ældre end han lød. Han var middelaldrene og havde mørkt fuldskæg og hår til lidt før skuldrene. David gik hen imod mig med faste skridt. Jeg trak mig lidt tilbage i sengen.

"Du burde hvile dig?" sagde han nærmest kærligt.

"Dig!" sagde jeg sagte. Hans smil blegnede og han blev helt rød i kinderne. Manden i bagrunden begyndte at grine.

"Jeg tror jeg tager den herfra, David" sagde han grinende. David nikkede og forsvandt hurtigt ud af døren. Manden trådte langsomt hen imod mig. Jeg trak dynen helt op over mig og håbede det hele var en stor misforståelse.

"Hej, Gabriella" startede han ud. Okay, han kunne mit navn. Selvfølgelig kunne han mit navn. De ville da ikke bare følge efter hvem som helst. Åh nej! Hvem som helst... Jeg sank den klump der havde vokset sig op i min hals.

"Jeg hedder Samriel" han satte sig ned på min sengekant "Jeg er leder af den her koloni. Du har sikkert en masse spørgsmål, men først må du besvare nogle af mine" Jeg nikkede og trak dynen lidt ned igen.

"Dit fulde navn er Gabriella Johnson, din mor døde da du var ni, og du har aldrig kendt din far. Du bor hos din onkel der er direktør i et bankfirma. Din søsters bror,"

"Ja" sagde jeg uden at tænke yderligere over hvor han vidste det fra.

"Du har mødt David før"

"Ja"

"Hvad ved du?" Hvad ved jeg? Hvad var det for et spørgsmål? Vent, hvad vidste jeg egentlig.

"At syv gange otte er seksoghalvtreds" Endte jeg med at svare. Han grinte lidt, men blev hurtigt alvorlig igen.

"Du ved ingenting gør du?" Han kiggede på mig og rejste sig så op. "Du har vel fundet ud af at det dyr du mødte i går ikke var helt normalt. Den kaldes en Tau. Det bliver nok lidt svært at forstå, men verden er ikke, som du kender. Alle dem du ser her er halvguder. Børn af guder. Ligesom dig. Øverst oppe er der Zeus og Poseidon. Deres bror Hades og en masse andre." Han kiggede ud af vinduet hvor regnen stod ned i stænger "Det er ikke bare græske guder alle sammen. Det er noget vås folk har fundet på for at holde folk væk. Det var meget på en gang. Jeg henter sygeplejersken så hun kan se efter dig." Han gik ud af døren og lukkede den stille i.

Lidt efter kom han tilbage med en sygeplejerske. Hun kiggede på sine papirer og spurgte mig om et par ting.

"Tauens klør indeholder en gift kroppen ikke har særlig godt af. Du var heldig" sagde hun og rakte mig et glas med en flydende lilla væske. Jeg kiggede mistroisk, men hun nikkede god for det. Jeg holdte mig for næsen og drak det. Men selv ikke det kunne holde den modbydelige smag væk.  Jeg skar ansigt, og satte glasset ned.

"Du må godt gå nu." sagde hun, og gik ud uden så meget som at værdige mig et blik.

"Hvorhen?"mumlede jeg, men åbenbart højt nok til at Samriel kunne høre det.

"Luke!" råbte han, og en dreng nær de tyve kom brasende ind af døren.

"Samriel" sagde han, og drejede blikket hen imod mig "Gabriella"

"kan du vise Gabriella rundt, og vise hende hendes værelse, indtil hun bliver fundet?"spurgte Samriel

"Ja, klart."

 

Luke havde vist mig rundt på det meste af lejren. Han havde vist mig, skoven, søen, trænings centeret, som vi ikke måtte komme ind i eftersom der var `sket et lille uheld´ hvad end det så betød, samlingspladsen, hvor mam mødtes til alle måltiderne og andre begivenheder, bueskydningsbanen, staldene, klasselokalerne og alle de andre ting de havde. Vi var på hen til sovehytterne. Sovehytterne lå på en åben plads. I midten lå der et hus større end alle de andre, og rundt om det stod de andre hytter tifældigt, som om de bare var blevet kastet ud ligesom terninger.

"Det der," sagde Luke og pegede på det store hus "er der hvor Zeus og Poseidons børn skal bo. Indtil videre er det kun Zeus søn, Karl, der er kommet, men der går et rygte om at Poseidon har en datter, der endnu ikke er nået frem. Hvem ved, måske kommer der en dag til at bo to derinde samtidig"

"Hvad mener du med samtidig?" spurgte jeg

"Zeus og Poseidon, får aldrig børn, og når de så gør, lever de ikke ret længe. Hades og hans tilhængere bryder sig ikke om dem, og bruger mange kneb på at få dem dræbt." han lød lidt oprevet da han sagde det, men tvang et falsk smil frem. Jeg undlod at spørge mere ind til det, og spurgte istedet for hvor jeg skulle sove.

"Du skal sove her, så længe du er her. Pånær hvi vi finder ud af at du er Poseidons ukendte datter" det sidste sagde han med et glimt i øjet.

"Hi, ja" grinte jeg. Jeg var ikke helt sikker på om jeg virkelig troede på alt det de havde sagt eller om de bare tog fis på mig. Men jeg begyndte at tro mere og mere på dem. Det hele havde taget en stor drejning. Jeg var pludselig havnet på en lejr for halvguder.

 

Aftenen var lang. Jeg kendte ikke andre end Luke, og han havde travlt med at tale med alle de andre. Ingen af dem jeg snakkede med lød særlig interesseret, og da de spurgte hvem jeg var datter af, og jeg så ikke vidste det, var jeg blevet lidt ligegyldig for dem. Hele aftenen sad jeg og håbede på at min far ville komme og sige jeg var hans datter. Det skete selvfølgelig ikke.

Mørket var så småt begyndt at sænke sig over lejren, og vi havde fået ad vide, at vi skulle gå i seng. Jeg var på vej tilbage mod min hytte, da jeg fik det dårligt. Jeg kunne mærke at al maden ville op igen, og det kom den sandelig også. Jeg kiggede ned på min opkast, og blev pludselig grebet af træthed. Jeg prøvede at holde balancen hen til hytten, men snublede flere gange over mine fødder. Jeg blev svimmel igen og bukkede mig ned for at kaste op, men al maden var kommet ud, så det var en hvid snask, der kom op istedet for.

Jeg tumlede frem til den hytte jeg troede var min, og lagde mig på det kolde gulv. Jeg kiggede op på loftet, der lignede stjernehimlen på en prik. Jeg lukkede mine øjne og faldt hurtigt i søvn, med en kvalmende fornemmelse.

"undskyld" nogen rystede i mig og jeg slog modvilligt øjnene op. En dreng, et par år ældre end mig, sad og ruskede i mig. Jeg rejste mig hurtigt op, men havde glemt hvor dårligt jeg havde haft det, da jeg var faldet i søvn, og ville være faldet ned på det hårde gulv, hvis han ikke havde grebet mig.

"Tak" mumlede jeg forlegent, og rykkede et skridt væk fra ham. Jeg kiggede mig rundt i rummet. Det var stort. Meget større end alle de andre. Det lå ud mod vandet og havde terrasse der ud til. Der stod to store senge i rummet. Den ene var en himmel seng, med de flottesete skyer på, og stjerner omkring. Den anden var beklædt med muslinger i forskellige størrelser, og perler nede fra havbunden. De lignede himmel og hav. Faktisk så værelset ud til at være delt op i to. Det var næsten de samme møbler, bare i forskelligt tema. Himmel og hav. Ved siden af himmelsengen stod der et lyn. Det stod og gnitrede, og lød lidt som et bål. På den anden side var det en trefork, der var lavet på præcis samme måde som lynet. Jeg kunne godt lide havsiden. Den fik mig til at føle mig hjemme.

Jeg blev svimmel, og kunne mærke jeg skulle kaste op igen. Jeg lænede mig forover, og kunne se den hvide snask ryge ud igen.  Jeg rejste mig op, og tørrede mig om munden. Jeg kunne mærke en hånd på min ryg.

"Her" sagde han og rakte et glas vand frem imod mig. Han fjernede sin hånd fra min ryg og lod mig drikke. Det var ikke normalt vand. Det var dejligt forfriskende og smagte af hindbær. Jeg drak alt vandet og stilte det på et bord i nærheden.

"Tak. Igen." sagde jeg, og prøvede at smile lidt. Han smilte venligt tilbage.

"Karl, søn af Zeus" sagde han og rakte hånden frem. Zeus. Wow! Jeg stod foran Zeus søn. Det her var så meget skjult kamera. De kunne finde på de vildeste ting.

Jeg rystede hans hånd og sagde: "Gabriella, datter af Christina" Han rynkede lidt øjenbrynene, men det gik vist op for ham at jeg var nyankommen for han sagde: "Ha, den var god!"

"Skal jeg følge dig hen til din hytte?" spurgte han. Ups tænkte jeg, da jeg havde glemt hvad nummer det var. Det var en god start. Der var sikkert ingen andre halvguder, hvis man troede på det, der kunne glemme sådan noget. Jeg var sikker på at de havde fundet en forkert.

"Øhm... Jeg kan godt selv finde min hytte. Ellers tak!" sagde jeg, og gik hen mod døren.

"Finde din hytte?Hva´ hvornår er du kommet?" sprurgte han drillende.

"Idag" mumlede jeg. Han kiggede op i loftet, som om han tænkte, men jeg kunne høre ham mumle noget på et andet sprog, men forstod de gange hvor han sagde far. Snakkede han med Zeus?

Efter cirka femten sekunder kiggede han på mig igen. "Skal vi finde din hytte?" spurgte han, og åbnede døren for mig.

"Ja, okay" sagde jeg stille, og gik ud i den kolde natteluft.

Det viste sig at nærmest ingen af deltagerne var gået i seng endnu. Hver gang vi bankede på en hytte for at se om det var min, rødmede alle pigerne, og rettede deres hår. Efter omkring tretten hytter havde vi fundet min. Nummer 22. Karl sagde farvel og gik hen mod sit hus. Efter jeg havde lukket døren var alle pigerne helt oppe at køre over at han havde været der, og nogen af dem kom hen og spurgte, hvordan jeg havde mødt ham.

Jeg trak mig lidt væk fra alle pigerne og satte mig i den seng jeg havde fået tildelt.

"Jeg har aldrig rigtig forstået, hvad der er så specielt ved ham." sagde en dreng og satte sig med et bump ved siden af mig. Han var på min alder og havde mørkt hår og brune øjne. Han havde en blå cap på, hvor der stod God og var malet et lille sværd.

"Har de en souvenir-butik her på lejren?" spurgte jeg og hentød til cappen, hvor der stod god. Han grinte lidt, og rustede så på hovedet.

"Jeg hedder Daniel" sagde han og kiggede på mig.

"Gabriella" sagde jeg lettet. Og sådan startede samtalen, med min første og bedste ven, her på lejren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...