Totally (ab)normal

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jun. 2013
  • Opdateret: 3 nov. 2013
  • Status: Igang
Gabriellas mor blev myrdet da hun var ni år, og Gabriella bor nu hos sin onkel. En dag da hun er i byen med sin bedste veninde, som dagen efter flytter, overhører hun en samtale mellem to mænd, som kommer til at ændre alt det hun er vant til.

0Likes
0Kommentarer
202Visninger
AA

1. Onkel kommer

 

Der var snart gået en uge siden Emily var flyttet og det var helt underligt. Jeg var ikke helt sikker på om jeg nogen sinde ville vænne mig til at hun ikke var her længere, altså i New York bare rolig, men jeg beroligede mig selv med at jeg forhåbentlig snart skulle besøge hende. Dem i skolen var begyndt at ignorere mig når jeg smilte til dem på gangen. Jeg vidste ikke helt hvad jeg havde gjort, men jeg havde en lille fornemmelse af at det var noget med Emily.

Jeg havde ikke set noget til mændene der hade fulgt efter mig, så måske var det en anden de havde snakket om den dag jeg havde hørt deres samtale. Da jeg tænkte på det var der egentlig sket nogle ret underlige ting. Det vildeste var bankrøveriet. Ja, et bankrøveri. Vildt, ik?!

Jeg var inde og snakke med min rådgiver, da fire mænd med masker og maskinepistoler, kom ind og skød og sagde til alle de skulle smide sig ned på gulvet, og blive liggende helt stille. Det gjorde jeg selvfølgelig, ligesom alle de andre. Jeg var bange, men prøvede at forholde mig i ro selvom mine hænder rystede enormt meget. To af mændene gik ind til bankboksen, mens de to andre blev og holdt øje med os. Jeg kunne ikke lade være med at kigge på de to mænd der var blevet. Den højeste af dem kiggede på mig samtidig, gik hen til mig og trak mig op at stå.

"Du virker bekendt, har jeg set dig før?" hviskede han i mit øre. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, så jeg rystede bare på hovedet, selvom jeg ikke kunne se hans ansigt.

"Hey Martin, kom lige herhen!" råbte han og den anden mand kom over.

"Synes du ikke hun virker bekendt?" Spurgte han. Martin brugte lang tid på at studere mig, men rystede så på hovedet. Jeg blev helt lettet, men lige som han skulle til at give slip på mig sagde marin "Vent! Jeg genkender hendes øjne"  Den anden mand kiggede mig i øjnene.

"Ja du har ret. De der blå øjne virker bekendte. Vi tager hende med," Sagde han roligt og holdt stadig øjenkontakt. Mit hjerte stoppede et øjeblik, for så at banke endnu hårdere i mit bryst. Tager mig med?! Jeg kunne mærke jeg blev svimmel, og trængte virkelig til noget vand. De to andre mænd kom styrtene ud med tasker hængende over skuldrene og jeg kunne svagt høre sirenerne komme nærmere.

"Vi må skynde os ud! Strisserne kommer snart!" Råbte en af dem, og de to mænd løb ud.

"Skynd dig, Casper!" Råbte Martin og løb efter du andre. Casper kiggede på mig. Jeg brød mig ikke om hans brune øjne der grundigt betragtede, som om han ikke ville gå glip af en eneste detalje i mit ansigt.

"Jeg kommer tilbage" Sagde han, og smed mig hårdt ned på gulvet. Jeg betragtede ham da han samlede sin maskinepistol op og hurtigt løb ud af døren. Folk begyndte stille at snakke og rejse sig fra gulvet, men jeg blev bare liggende, helt ude af stand til at gøre noget. Jeg kunne høre sirenerne ude foran, og lidt efter gråd. Der måtte have været nogen der havde fortalt t de var kommet hen til mig, for efter to sekunder var to politibetjente henne ved mig, og fik mig op og stå og spurgte mig ind til en masse ting om dem, men jeg svarede ikke på noget af det. Jeg var helt blank. Til sidst kørte de mig hjem, og sagde de ville tjekke op på mig.

"Lov mig at du ringer efter aftensmad, Tiffany" sagde Emily bekymret. Jeg havde lige fortalt hende om episoden i banken, så jeg kunne ikke bebrejde hende.

"Det lover jeg" Sagde jeg og lagde på. Jeg gik neden under til Claire der stod og lavede mad. Der duftede i hele huset af lasagne.

"Hmm" sagde jeg da jeg kom ud i køkkenet til Claire.

"Dækker du bor?" Spurgte hun med sin spanske accent. Jeg nikkede og gik hen og fandt to tallerkener frem. Jeg dækkede hurtigt bordet og kom to stearinlys på for at gøre det lidt hyggeligt. Claire tog lasagnen ud af ovnen og stillede den på bordet. Hun kiggede kort på bordet og rystede så på hovedet.

"Hvad? Hvad har jeg glemt?" Spurgte jeg. Hun grinte lidt.

"Jeg troede du havde glædet dig." Sagde hun og satte sig ned. Hun tog en elastik frem og satte sit mærke hår op der akkurat kunne sættes op i en hestehale.

"Onkel!" udbrød jeg da jeg kom i tanke om det. Hun grinte lidt skørt inden hun mumlede noget der kunne lyde som Hun havde nok glædet sig. Inden døren blev smækket op med et brag og min onkel kom løbende ud i køkkenet.

"Følg med Tiffany! Nu!" råbte han og hev mig i ærmet. Jeg kunne se sveden på hans pande og fornemmede hvor bange og nervøs han var, hvilket han aldrig plejede. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre så jeg løb bare efter ham ud i bilen. Han skyndte sig at sætte sig ind bag rattet og smækkede hårdt bildøren i. Jeg stod og kiggede på bilen der tændte og tænkte på hvorfor han havde så travlt. Jeg forstod det ikke. Jeg var blevet helt forskrækket og bange, efter han var brast ind gennem døren helt i panik. Det gav et sæt i mig da min onkel dyttede med bilen. Han blev ved indtil jeg fik sat mig ind i bilen. Han satte speederen i bund og kørte ud af motorvejen. Jeg sad bare og kiggede på landskabet der susede forbi os. Der kom en bil kørende ud fra en af side vejene og ud på vores bane.

"Pas på!" råbte jeg panisk, og knugede mine hænder fast til sædet. Han svingede hurtigt udenom så jeg rykkede hårdt ind i min sele.

"Er du okay?" spurgte han, da han havde fået rettet bilen op igen. Jeg tog hånden mod brystet hvor selen havde gnavet sig ind og kiggede bagud hvor bilen var stoppet helt op. Jeg nikkede stille og han kørte videre.

"Hvad er der galt!" råbte jeg chokeret over at han nær havde kørt ind i en bil med 180 km i timen. Han svarede mig ikke, men holdt bare blikket rettet mod vejen.

"Martin!" råbte jeg igen, da han ikke svarede mig.

"Jeg er ked af det Tiffany. Jeg skulle have fortalt det for længst" sagde han sørgmodigt. Jeg havde aldrig hørt ham sådan her før, og det kom bag på mig. Tankerne hvirvlede rundt i mit hoved. Fortalt hvad? At jeg var adopteret og mine forældre var psykopatiske mordere der prøvede at slå mig at slå mig ihjel ligesom de allerede havde gjort med min mor!? Ja, jeg ved det var en ret underlig tanke, og jeg havde da heller aldrig forstillet mig at det var det. Jeg ved ikke om du kender det, men man tror bare aldrig at sådan noget kan ske for en selv, men lad mig fortælle dig, at det kan det godt! For det var ikke nogle psykopatiske mordere. Det var noget langt mere uvirkeligt. Noget du aldrig kunne have forestillet dig.

"Fortalt hvad?" spurgte jeg sagte. Derrick kiggede hurtigt på mig, og rettede så blikket ud mod vejen.

"Når jeg stopper bilen, løber du alt hvad du kan hen mod barken der" sagde han og pegede mod en høj bakke lidt længere henne. Bakken lå på højre side af os og der var ingen andre ting i nærheden af den på nær en masse store birketræer.

"Okay!?" spurgte han lidt højere. Jeg kiggede mod den mørke bakke og syntes jeg så en skikkelse på størrelse med en bjørn bevæge sig rundt.

"Okay..." fik jeg fremstammet. Vi var langt væk fra alting. Langt væk fra byen, lufthavnen, restauranter og mennesker... Han bremsede hårdt i da vi var ved siden af bakken.

"På den anden side af bakken står der to store egetræer. Flere tusinde år. De er ikke til at overse. Du skal gå imellem de to træer. Det er meget vigtigt at du gør det." Han kiggede på mig. Jeg åbnede døren og steg ud.

"Lige en sidste ting. Tag den her. Bare for en sikkerhedsskyld" sagde han og rakte en kniv hen imod mig. Jeg tøvede lidt, men tog så imod den. Jeg havde aldrig prøvet at holde en kniv i hånden som bare skulle bruges `for en sikkerhedsskyld´.

"Hvad skal jeg gøre bagefter?" spurgte jeg

"Du vil ikke være i tvivl" sagde han skiftede gear.

"Vent, hvornår vil jeg se dig igen?"

"Bare jeg vidste det, Ella-mus. Bare jeg vidste det" han lænede sig hen mod døren og lukkede den.

"Løb!" råbte han igennem ruden.

Jeg adlød og løb hen mod bakken. Jeg kunne se de to store egetræer forude, og de var rigtig nok mange år gamle. De var nærmest 10 meter brede. I radius. Jeg stoppede forskrækket op, da jeg hørte et højt brøl oppe fra bakken. Var det en bjørn jeg havde set? Var der bjørne her? Jeg kiggede op på bakken, hvor brølet var kommet fra. Den var på størrelse med en bjørn, men lignede ikke. Den havde fire ben på ligeså høje, som vores spisebord hjemme i stuen. Dens snudeskaft var ligeså lang som min arm, og bred. Den brølede igen og løb ned med retning imod mig. Mit hjerteslog et slag over. Jeg kiggede hen imod egetræerne, men fandt hurtigt ud af at jeg ikke kunne nå derhen før den kom. Jeg kiggede på træerne omkring mig, men alle grenene var over tre meter højde så der kunne jeg ikke gå op. Jeg gik i panik og løb alt hvad jeg kunne hen mod egetræerne. jeg kunne høre den hale ind på mig og løb om bag et træ ti meter fra egetræerne. Jeg kunne høre den løbe om bag træet og jeg flyttede mig hurtigt. Jeg hørte den løbe videre og åndede lettet op. Hvad var det? Jeg kom i tanke Derrick, og gik hen imod egetræerne. Jeg vendte mig om, og så kæmpe bjørnen komme løbende. Inden jeg kunne nå at gøre noget tog den sin pote op og rev sine kløer ind i maven på mig så jeg gled hen mod egetræerne. Jeg nappede efter vejret, og kunne mærke blodet dryppe ned. Jeg kiggede ned å min mave og fortrød straks. Blusen var revet helt i stykker og det strømmede ud med blod. Jeg blev helt svimmel. Udyret brølede igen og kom løbende. Jeg var kun en halv meter fra træerne. Jeg vendte mig hurtigt og smertefuldt om på maven og mavede mig frem så hurtigt min mave tillod det. Den kom nærmere og jeg kunne snart ikke mere. Hurtigt vendte jeg mig om med siden mod træet og trillede igennem åbningen. Jeg åndede lettet ud da alt lyd forsvandt. Jeg vidste t jeg havde klaret det. Mine ben blev følelsesløse og langsomt blev alt mørkt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...