A Teenagers life

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2013
  • Opdateret: 22 nov. 2013
  • Status: Igang
Når du læser dette her kender du alle mine hemmeligheder og inderste tanker. Selv dem jeg forsøger at gemme for mig selv. Der var hemmeligheder, som aldrig skulle være blevet fortalt. Der var hemmeligheder, der aldrig skulle være blevet til. Det var hemmeligheder, som ødelagde mit fuldstændigt.

Jeg levede før et stille og måske en anelse kedelig liv, men det var sikkert og hemmelighedsfrit. Jeg boede i fred og fordragelighed sammen med mine forældre og lillebror. Jeg havde altid troet, at jeg ville få en mand ligesom far. Stille, rar og varm. Men det forandrede sig alt sammen da jeg mødte ham... Min store kærlighed og hjerteknuser.

Når du læser dette til ende, finde du ud af hvorfor mit liv aldrig blev det samme igen og hvordan en enkelt dreng kunne fucke med min hjerne og hjerte.

9Likes
8Kommentarer
700Visninger
AA

8. Kapitel 7

Selvom jeg havde sagt til Freddie, at vi snart skulle på den date, som jeg havde lovet ham, snakkede vi ikke rigtigt sammen i de forløbende uger. Det var ikke fordi at vi var blevet uvenner eller noget, men at være "den nye pige" i en senior klasse, gjorde at jeg havde en del af læse op på. Selvom at alle skoler i hele landet havde den samme pensum, så måtte lærerne selv bestemme rækkefølgen af de emner, som var under dette pensum. Derfor havde jeg haft nogle af de emner vi skulle igennem i dette skoleår, men de havde så også til gengæld haft nogle, som jeg ikke har haft. Ergo jeg skulle læse adskillige emner op. Og det var tidskrævende. Derfor havde jeg ikke rigtig haft noget fritid. Jeg havde endda brugt mine frikvarterer inde på biblioteket for at læse.

Og prisen til den største nørd går til... Trommehvirvel... Andrea Westchester.

Derfor var i dag heller ikke nogen undtagelse. Jeg havde allerede læst op i engelsk, matematik og tysk. Nu manglede jeg bare biologi, religion og kemi. Yay… Selvom jeg kunne lide skole og viden, så havde jeg behov for mig-tid. Jeg havde ikke engang rørt mit klaver siden Freddies visit. Jeg havde abstinenser.

Jeg sad med hovedet begravet i min genetikbog og understregede det vigtige. Dog var det ikke rigtig nødvendig for mig, da jeg havde en klæbehjerne, men det var rart, når man skulle læse op til sommer.

”RNA, der er en forkortelse for den engelske version af navnet robi-nuklein-syre, er som DNA-molekylet opbygget af nukleotider. Men det adskiller sig fra DNA på flere punkter. For det første er RNA et enkeltstren…”

Jeg blev forstyrret under min lektielæsning ved at en eller anden tog min bog ud af hænderne. Af ren forskrækkelse lavede jeg et lille spjæt og udgav et lille hvin, hvilket fik den kølige bibliotekar til at glo ondt hen på mig.

”Så det er herinde, man skal finde,” grinede Freddie og afleverede min bog igen. ”Jeg troede i et kort øjeblik, at du var blevet bortført af rumvæsner eller lignende.”

”Lige nu ville jeg ønske, at jeg var,” sukkede jeg træt.

”Så hvad siger du til, at vi smutter herfra?” foreslog han selvsikkert.

”Hvad mener du?” Spurgte jeg forvirret. ”Spørger du mig, om jeg vil pjække?”

”Ja.”

Jeg kiggede ned på mine fingre. ”Jeg har aldrig pjækket før.”

Jeg kiggede usikkert op igen og forventede et chokerende ansigt. Lidt ligesom det til Nicholas fest. Men han smilede blot og viste sit perfekte tandsæt frem. Min manglende erfaring chokerede ham åbenbart ikke længere. Fint, så betød det vel, at jeg ville stoppe med at rødme. Not.

”En gang skal vel være den første.”

”Jeg ved ikke rigtig…”

Han gav mig et let puf med armen. ”Kom nu, Andrea. Vi lever kun én gang.”

Jeg må indrømme, at jeg var træt af at være lille frøken dysmønster, som altid var perfekt og gjorde alt for at tilfredsstille andre. Jeg vil også være rebelsk og have mit personlige oprør. Måske var det nu. Og som Freddie sagde, man lever kun én gang. Og nogle gange er det vel nok, hvis man bare få det bedste ud af det.

”Okay,” sagde jeg med en pludselig selvsikkerhed. ”Jeg er på.”

 

 

***

 

 

Før jeg kunne nå at fortryde, sad Freddie og jeg i hans bil. Det er var ikke just en drøm, men det var vel passende for en 18-årig. Mor og far havde også tilbudt at købe en bil til mig, men jeg takkede pænt nej. Hvad skulle jeg bruge den til? Og desuden ville forsikringen og benzinpengene være for dyrt i længden.

Freddie satte nøglen ind i tændingen og startede bil. Dog satte han den ikke i gang, hvilket fik mig til at skæve spørgende til ham. Øh… Han ved vel godt, hvordan en bil fungere, ikke?

”Motoren skal bare varmes lidt op,” undskyldte han og så for første gang lidt flov ud. Det klædte ham og viste, at han var mere end blot en bad boy med et slemt rygte.

Da bilen endelig begyndte at bevæge sig, gled jeg længere og længere ned i sædet. Det var ikke fordi, at jeg var flov over Freddie. Tværtimod. Han var jo lækker, charmende og mystisk, men jeg var bare blevet paranoid. En pludselig frygt for at blive opdaget i at pjække, voksede i mit bryst. Det ville bare være typisk og mine forældre ville få et føl med en matchende stald til, hvis de opdagede det.

Jeg kunne også se, at Freddie fandt min ubekvemme stilling bizart. Han troede sikkert, at jeg var en eller anden freak.

”Andrea, sæt dig nu op,” brummede han halvirriteret efterfulgt af et smil. ”Der er ingen som opdager dig.”

”Hvordan ved du det?”

”Fordi folk enten er i skole eller på arbejde,” forklarede han. ”Så hvis de buster dig i at pjække, må de også selv pjække.”

Det gav nu meget god mening. Hvorfor havde jeg ikke selv tænkt på det? Jeg rejste mig opgående op i oprejst position og kunne for en gang skyld se vejen.

Pludselig placerede Freddie sin hånd på mit skød. Et gisp forlød mine læber. Jeg kunne mærke varmen fra hans hånd gennem mine jeans. Det tog mig adskillige sekunder at samle mod nok til at vende blikket mod ham og stirre ind i hans brune øjne.

Et mørke sænkede sig over hans blik, hvorefter han sagde: ”Andrea, du skal aldrig være bange eller flov, når du er sammen med mig. Aldrig.”

Jeg havde ingen anelse om, hvordan jeg skulle reagere. For på en måde var jeg bange, hunderæd, men på den anden side var han så dragende. Spændende. Jeg var fascineret. Og jeg frygtede de følelse, som boblede i min mave. De var ukendte, men alligevel vidste jeg, hvad de betød.

Følte han det samme? Det håbede jeg, men alligevel turde jeg ikke at håbe nok.

”Hvor er vi egentlig på vej hen?”

Freddie sendte mig et blændende smil. ”Det kunne du lidt at vide.”

”Ja, faktisk,” mumlede jeg usikkert.

”Måske er det her en kidnapning..?”

”En kidnapning siger du..?” Klukkede jeg flirtende. Eller jeg forsøgte i hvert fald at lyde flirtende. ”Jamen, så må du hellere vende om, for jeg har glemt at pakke ekstra sokker med.”

”For det er jo også meget vigtig med ekstra sokker.”

”Yderst vigtigt,” grinede jeg.

Vi fortsatte med at grine, indtil Freddie pludselig stoppede bilen. Det var først nu, at det var gået op for, at vi var midt ude i ingenting. Eller det vil sige, at han havde parkeret bilen foran en gammel bro, som tydeligvis havde haft bedre dag. Foran broen stod der et kæmpe skilt, som sagde: ADGANG FORBUDT!

Jeg kiggede undrende på mig Freddie. Hvad lavede vi her? Frygten spredte sig i hele min krop, men forsvandt øjeblikkeligt, da jeg kunne mærke noget mod min kind. Det var varmt og det var Freddie. Mere præcist det var hans fingre, som aede mig. Det fik mig til at skælve. Og mærke noget kriblende… Dernede…

”Kom med,” hviskede han hæst og steg ud af bilen.

Jeg fulgte omgående med og fjernede ikke blikket fra ham. Jeg var forhekset. Det her lovede ikke godt. Og på det punkt havde jeg fuldstændig ret. Det lovede langt fra godt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...