A Teenagers life

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2013
  • Opdateret: 22 nov. 2013
  • Status: Igang
Når du læser dette her kender du alle mine hemmeligheder og inderste tanker. Selv dem jeg forsøger at gemme for mig selv. Der var hemmeligheder, som aldrig skulle være blevet fortalt. Der var hemmeligheder, der aldrig skulle være blevet til. Det var hemmeligheder, som ødelagde mit fuldstændigt.

Jeg levede før et stille og måske en anelse kedelig liv, men det var sikkert og hemmelighedsfrit. Jeg boede i fred og fordragelighed sammen med mine forældre og lillebror. Jeg havde altid troet, at jeg ville få en mand ligesom far. Stille, rar og varm. Men det forandrede sig alt sammen da jeg mødte ham... Min store kærlighed og hjerteknuser.

Når du læser dette til ende, finde du ud af hvorfor mit liv aldrig blev det samme igen og hvordan en enkelt dreng kunne fucke med min hjerne og hjerte.

9Likes
8Kommentarer
698Visninger
AA

6. Kapitel 5

”Andrea, du har gæster!”

Min mors stemme fik mig til at kigge op fra mit nodehæfte. Jeg havde siddet i næsten to timer og forsøgt at komponere mit eget lille klaverstykke. Jeg kunne bare ikke blive tilfreds. Der var ligesom at den manglede noget.

”Kommer!”

Jeg smed min blyant og hæfte fra mig og rejste mig op. Jeg gik ud fra mit værelse og ned at trapperne. Jeg havde knap nok raget to skridt, da jeg stivnede. Mit hjerte var nærmest ved at falde ud af mit bryst.

Sig det er løgn!

”… Og så skal du bare eksplodere den.”

Oliver nikkede. ”Okay.”

Freddie stod midt i mit entre og var i gang med at vise Oliver et eller andet håndtegn, som vist involverede et highfive og en eksplosion. Det var i hvert fald det de gjorde bagefter.

”Freddie.” Hans navn kom ud som et desperat støn, mens jeg gik et par skridt ned af trinene. ”Hvad laver du her?”

Freddie kiggede op og hans mundvig steg øjeblikkeligt opad. ”Du er vist ikke så god til at hilse på folk, er du?”

Jeg rødmede og gik de resterende trappetrin ned. Hvorfor gjorde jeg altid det, når han var i nærheden?

”Oliver, smut ind i stuen,” kommanderede jeg og lød hårdere end egentlig var meningen.

”Jamen…”

”Nu.”

Oliver stønnede irriteret. ”Jeg må heller aldrig noget.” Derefter løb han ind i stuen og satte sig i sofaen sammen med mor og far.

Jeg kunne ikke lade hver med at smile over min lillebrors kommentar. Hvis han bare vidste, hvor meget vores forældre egentlig tolererede, så ville han være overrasket.

Mine tanker blev distraheret, da jeg kunne mærke, at Freddie gloede undersøgende på mig med et skælmsk smil på læben.

Jeg anede ikke hvorfor, men jeg skælvede i et kort sekund.

”Du ser smuk ud,” sagde Freddie pludselig ud af det blå.

I et kort øjeblik havde jeg fuldstændig glemt, hvad jeg havde på. Jeg var iført min knælange flødefarvede natkjole. Jeg var ganske få sekunder fra at falde død om af flovhed.

”Men det er ikke ligefrem det, jeg ville have på til en fest.” Han smilede som om han kunne se mig nøgen.

”Fest?” Gentog jeg forvirret og lagde armene over min brystkasse, da jeg kom i tvivl om den var gennemsigtig.

”Ja,” nikkede han. ”Nick holder fest i aften. Og du er inviteret.”

Jeg var inviteret til en fest? Jeg havde mest af alt lyst til at juble af glæde, da jeg aldrig havde været til en fest som ikke involverede kagemand og klovne, men jeg bevarede fatningen. Freddie skulle nødig betragte mig som en taber.

”Jeg ved nu ikke rigtig,” mumlede jeg. Freddie og hans venner var ikke ligefrem kendt for deres stille fester.

”Ej, Andrea. Det kan du gøre bedre,” hviskede han hæst og tog nogle skridt op af trappetrinene.

Jeg blev tomatrød i hovedet og forsøgte at skjule det ved at dreje hovedet væk.

Pludselig kunne jeg mærke nogle varme fingre tage fat om min hage og dreje mit hoved forsigtigt rundt. Jeg stirrede direkte ind i Freddies brune øjne som stadig var så fængslende, at jeg kunne have kigget i dem til dommedag.

”Sig nu ja…”

Det lød mere som en ordre end en bøn.

Hvis nu bare jeg havde været klog eller bare tænkt et øjeblik mere, så ville jeg ikke have sagt det, som jeg sagde efterfølgende.

”Ja.”

 

 

***

 

 

"Er musikken ikke lidt høj?" råbte jeg og forsøgte at overdøve musikkens dybe bas.

Der var gået 15 minutter, siden jeg havde sagt ja til at deltage i festen, for det var nemlig så lang tid, det tog mig at lægge make-up og skifte om til en lille hvid sommerkjole. Og jeg fortrød det allerede. Musikken var ikke min smag - langt fra - og folk underligt på mig. Eller var det Freddie, de gloede på, men uanset hvad så var blikkene glubske og ubehagelige.

Jeg stod midt i, hvad der nok skulle være stue på hverdage og jeg var slet ikke på hjemmebane.

"Jeg finder lige noget at drikke," råbte Freddie i mit øre og havde tydeligvis ikke hørt mit spørgsmål. "Kig dig lidt omkring, jeg skal nok finde."

Jeg nåede knap nok at reagere, da han forsvandt ud på dansegulvet midt i menneskemængden.

Andrea, bare tag det rolig. Gå rundt og hils på menneske og virk social. Eller bare gå rundt og lad, som om du kender folk, så du i det mindste ikke virker som en social taber.

Jeg havde knap nok taget et skridt, da det gik op for mig, at alle stadig stirrede på mig. Godt så, der fik vi da bekræftet, hvem de havde stirret sådan på. Men hvorfor har jeg virkelig ingen anelse om. Jeg tjekkede endda diskret, om jeg havde noget i ansigt eller at noget hang fast i min kjole.

Se det går da fint, opmuntrede jeg mig selv. Du har ikke smadret noget endnu og du er ikke blevet buhet ud. Endnu. Det går da bedre end forventet.

Ude på dansegulvet fik jeg øje på et genkendelig ansigt. Travis. Det kastanjefarvet hår og den kække udstråling var ikke til at tage fejl af. Han stod og dansede med en rødhåret pige, som var iført alt for afslørende tøj. Jeg kunne nærmest se det øverste af hende bryster og halvdelen af hendes numse. Ikke just en svigermors drøm.

De dansede lidt for tæt til kun at være venner. Og søskende kunne de heller ikke være. Slet ikke da Travis stak sin tunge ned i hendes hals og placerede sine hænder på hende numse og hårdt fat. Jeg ventede mig omgående om og rødmede.

Jeg troede, at Travis var kærester med Charlotte? Havde jeg lige overværet Travis i at være Charlotte utro? Burde jeg sige noget til Charlotte omkring det? Jeg mener, måske har Travis og hende en eller anden aftale og det er jo virkeligheden i min sag at blande sig i. Dog hvis jeg var i Charlottes sted, så ville jeg gerne have af vide, hvis min kæreste var mig utro. Hvad gør jeg?

Hvor hulen er Freddie henne? Han har været væk længe nu. Jeg troede, at han ville have fundet nu. Måske er han gået ovenpå? Eller måske er ved toilettet, fordi at han troede, jeg ville være der. Jeg burde lede efter ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...