A Teenagers life

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2013
  • Opdateret: 22 nov. 2013
  • Status: Igang
Når du læser dette her kender du alle mine hemmeligheder og inderste tanker. Selv dem jeg forsøger at gemme for mig selv. Der var hemmeligheder, som aldrig skulle være blevet fortalt. Der var hemmeligheder, der aldrig skulle være blevet til. Det var hemmeligheder, som ødelagde mit fuldstændigt.

Jeg levede før et stille og måske en anelse kedelig liv, men det var sikkert og hemmelighedsfrit. Jeg boede i fred og fordragelighed sammen med mine forældre og lillebror. Jeg havde altid troet, at jeg ville få en mand ligesom far. Stille, rar og varm. Men det forandrede sig alt sammen da jeg mødte ham... Min store kærlighed og hjerteknuser.

Når du læser dette til ende, finde du ud af hvorfor mit liv aldrig blev det samme igen og hvordan en enkelt dreng kunne fucke med min hjerne og hjerte.

9Likes
8Kommentarer
706Visninger
AA

4. Kapitel 3

”Andrea, hvordan gik det i skolen i dag?”

Min mor vækkede mig fra min trancelignende tilstand, som havde gjort mig stum under hele aftensmaden.

Jeg havde stort set grublede hele dagen. Jeg kunne godt lide Charlotte. Jeg havde sådan håbet, at hun ville være min ven, men det kom vist ikke til at ske. Hvorfor skulle hun absolut også være venner med Travis og Leah? Jeg havde ikke noget imod Nicholas og Freddie virkede som en god nok fyr, selvom han havde en skræmmende aura over sig. Og han havde desuden nogle flotte øjne.

Jeg glippede med øjnene og overvejede, hvad jeg skulle svare. Sandheden ville være for overvældende for min mors udadvendte hjerte.

Jeg stak med gaflen til mine dampende grønsager og skævede mod min far. Han sad ved siden af mig med et grublende blik.

”Det gik udmærket,” svarede jeg og trak på skulderen.

Lad nu hver med at spørge mere ind til. Please, lad hver med at spørge ind til det, tænkte jeg panisk for mig selv.

”Fik du nogen nye venner?”

Selvfølgelig lod hun det ikke være.

”Mor…”

Med det sagt holdte hun op med at stille flere nervepirrende spørgsmål. Mor havde det med at være anmassende, men hun kunne godt fatte en hentydning. Heldigvis.

”Hvad synes du om skolen, Oliver?” Mor havde valgt sig et nyt offer i form af min lillebror.

Det havde været Olivers første skoledage nogensinde, hvilket havde gjort min mor nervøs. Og mig med. Gid det havde været mig. Han behøvede ikke at skulle kæmpe sig ind i inderkredsen på samme måde, som jeg skulle.

”Ja!” jublede Oliver med munden fuld af mad. ”Jeg kan især godt lide legetimerne. Der får vi lov til at være udenfor og spille bold!”

”Fik du så scoret nogle mål, min dreng?” spurgte far dybt fascineret, selvom jeg vidste, at det var skuespil. Far kunne ikke fordrage blodspil, men for Olivers skyld virkede han interesseret. Han var den perfekte far.

”Ja, flere hundrede!” smaskede Oliver og så stolt ud.

”Oliver, jeg tror, vi skal lære dig at tælle.” Jeg klukkede og kunne ikke lade hver med at smile.

Jeg ville ønske, at jeg stadig havde mit barnlige og naive syn på tilværelsen, som Oliver havde. At vokse op er dybt tragisk.

”Må jeg godt gå fra bordet? Jeg har nemlig nogle lektier, jeg gerne vil have lavet hurtigst muligt.”

”Fik du allerede lektier for på din første skoledag?” Mor så mildest talt overrasket ud.

”Ja, mor,” svarede jeg og havde allerede rejst mig. ”Det er jo mit seniorår, det hårdeste år.”

Okay, det var måske en lille løgn.

Hun nikkede. ”Gå nu ikke for sent i seng.”

”Skal jeg nok lade hver med.”

Endnu en løgn.

 

***

 

Efter et par timer med intens lektielæsning havde klokken nærmede sig midnat. Hvilket var langt over min sengetid, men jeg havde aldrig haft behov for særlig meget søvn alligevel.

Jeg havde lige ordnet min skoletaske, da jeg pludselig kunne høre nogle lyde komme fra mit vindue. Jeg valgte at ignorere det, men da det blev ved, blev jeg nysgerrig. Det lød som stenslag. Usikkert åbnede jeg vinduet og stak hovedet ud.

Der stod en mørkklædt skikkelse nede i vores baghave og kiggede op på mig med sine store brune øjne.

Freddie.

"Hvad laver du her?" spurgte jeg ængstelig og kunne græde på stedet.

Hvis mine forældre så ham, ville jeg stå med problemer helt op til halsen. Specielt når klokken var så mange. Hvad lavede han også her? Han havde ikke forstået, at jeg ikke gad at se ham igen. Eller jeg mener, at jeg aldrig gad at se hans venner. Mere specifikt Leah og Travis.

"Jamen også godaften til Drea." Han lød helt upåvirket af min paniske toneleje. "Det er sandelig en smuk aften i aften, ikke?"

Jeg bed mig tøvende i læben. Hvad har han gang i? "Jo, det er en smuk aften. Og lad hver med at kalde mig Drea. Kun mine venner kalder mig det."

"Så kalder jeg dig for Andrea." Han klukkede hæst. Det irriterede mig, at jeg fandt det så forbandet sexet. "For jeg vil gerne være mere end bare venner."

Øh... Hvad snakkede han om?

"Du kender mig ikke."

Han rystede på hovedet. "Nej, og det er det der er så underligt. Jeg er lun på en pige, som jeg ikke kender."

Jeg rødmede og håbede at nattens mørke kunne skjule det.

"Du er sød, når du rødmer."

Det kunne det tydeligvis ikke.

"Freddie, hvad laver du her?" Jeg forsøgte at lyde fattet, men det er svært, når en fyr har sagt, at han er lun på en. Han er den første, som nogensinde har sagt det til mig.

Han smilede usikkert. "Det troede jeg, at jeg havde sagt?"

Jeg kunne ikke lade hver med at se overrasket ud over hans pludselig usikkerhed. Fyre som Freddie bliver ikke usikre.

"Du bliver altså nød til at gå." Jeg lød bedende. "Hvis mine forældre ser dig her, så får jeg stuearrest til jeg bliver halvtreds."

"Jeg skal gå. Men kun på én betingelse."

Og hvornår er det lige, at han er begyndt at kræve betingelser?

Jeg gloede mistænksomt på ham. "Hvad er din betingelse?"

"Gå ud med mig."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...