A Teenagers life

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2013
  • Opdateret: 22 nov. 2013
  • Status: Igang
Når du læser dette her kender du alle mine hemmeligheder og inderste tanker. Selv dem jeg forsøger at gemme for mig selv. Der var hemmeligheder, som aldrig skulle være blevet fortalt. Der var hemmeligheder, der aldrig skulle være blevet til. Det var hemmeligheder, som ødelagde mit fuldstændigt.

Jeg levede før et stille og måske en anelse kedelig liv, men det var sikkert og hemmelighedsfrit. Jeg boede i fred og fordragelighed sammen med mine forældre og lillebror. Jeg havde altid troet, at jeg ville få en mand ligesom far. Stille, rar og varm. Men det forandrede sig alt sammen da jeg mødte ham... Min store kærlighed og hjerteknuser.

Når du læser dette til ende, finde du ud af hvorfor mit liv aldrig blev det samme igen og hvordan en enkelt dreng kunne fucke med min hjerne og hjerte.

9Likes
8Kommentarer
713Visninger
AA

3. Kapitel 2

"Du kommer til at elske Riverdalls!"

Charlotte lød alt for entusiastisk til at det kunne være normalt. Seriøst æder den pige lykkepiller til morgen eller hvad?

Vi havde lige afsluttede tredje time og det var blevet frokosttid. Charlotte havde nærmest marcheret ud af klasselokalet med mig i hælene.

"Dog kommer du til at hade Riverdalls High School."

"Hvorfor?" fik jeg fremstammet forpustet.

Hun sendte mig et stort smil. "Fordi det er skole. Ingen kan lide skole. Ikke udover nørderne, men du er heldigvis ikke nørd, right?"

Jo, det var jeg jo. I stor stil. Men det sagde jeg ikke. Jeg havde også mest af alt lyst til at sige, at jeg godt kunne lide skole, men jeg lod hver. Jeg skulle nødig miste Charlotte som mulig veninde, bare fordi jeg er en über nørd. 

"Hey guys!"

Charlotte hilste alt for muntert på fire personer, som alle sad udenfor på en bænk med en smøg enten i munden og i hånden.

Hvornår hulen var vi kommet udenfor? Og hvorfor havde jeg ikke opdaget det?

"Hvad så, smukke?"

En fyr med kastanjefarvet hår rejste sig op og gav Charlotte et stort og vådt kys. Han måtte tydeligvis være hendes kæreste. Han var en flot fyr, det kunne jeg ikke komme udenom, men han var lidt for rocket og badboy-agtig til min smag.

Hans blågrønne øjne kiggede undersøgende på mig. "Hvem er trunten?"

Undskyld, hvad kaldte han mig lige? Jeg havde lyst til at svare ham igen, men alt hvad jeg kunne gøre, var, at rødme.

"Venner. det her er Drea. Hun er lige flyttet hertil." Charlotte præsenterede mig ved at laver nogle fakter, som man kun ser i fjernsynet, når der er et eller andet latterligt gameshow på.

Jeg lavede et akavet vink og kunne mærke varmen stiger op til mine kinder. Igen. "Heej..."

Det sorthåret søskendeparret sad længst væk. Pigen kiggede på mig med et uimponeret blik og ænsede mig nærmest ikke. Hendes bror derimod kiggede på mig med det samme intense blik, som jeg havde set fra morgen af. Det havde et glimt af noget, som jeg aldrig havde set før og aldrig var blevet set på før. Var det begær eller spillede min hjerne mig et puds?

En blond fyr, som jeg mener, jeg har set et eller andet sted før, sad med blikket i den modsatte retning, som om han ikke kunne klare at se på mig. Var jeg virkelig under hans værdighed?

Hvor kunne jeg ikke have følt mig mere velkommen og tilpas. Not.

Fyren, som havde kysset Charlotte, tog pludselig min hånd og førte den op til sin mund. Han gav den fjerlette kys, hvilket fik mig til at skævle. Og ikke på den gode måde. "Jeg hedder Travis. Hyggeligt at møde dig."

Havde han lige blinket til mig?

Jeg kiggede usikkert over mod Charlotte efter en form for hjælp fra denne flirterende fyr. Hun havde dog alt for travlt med at få en smøg.

Travis tog armen om mig og fik placeret sig hånd lige for langt fra Ækvator efter min mening. Han skulle lige til at placere mig mellem den blonde fyr og ham selv, da den sorthårde fyr pludselig blandede sig.

"Drea, sæt dig ved af mig." Hans stemme var dyb og forførende.

Det var ikke forslag, men en ordre han havde givet mig. Det kunne jeg tydeligt høre. Travis fjernede omgående sin arm, som om han havde brændt sig.

Okay, den sorthårede fyr måtte tydeligvis være den uofficielle leder af deres gruppe. Jeg må heller gøre hvad han siger, ellers kan det her blive yderst pinligt.

Uden nogle indvendinger fik jeg mig sat mellem den blonde fyr og "lederen". Jeg turde ikke at kigge ham i øjnene, men jeg kunne fornemme, at hans blik hvilede på mig. Det var en virkelig ubehagelig fornemmelse.

Hvad er det jeg har rodet mig selv ud?

Ja, du skulle bare vide.

"Jeg hedder forresten Freddie," informerede den sorthåret fyr mig, da jeg havde sat mig.

Jeg kiggede ind i hans øjne, som havde boret sig ind i mine. De var de smukkeste øjne, jeg nogensinde havde set.

Selv efter alt det der er sket, så er de stadig de smukkeste øjne, jeg nogensinde har set, selvom det piner mig at indrømme det.

Freddie... Det måtte være en forkortelse for Frederik. Jeg kunne nu bedre lide Frederik.

"Og det er min søster Leah." Han pegede på pigen ved siden af sig.

Ha, jeg havde ret i at de var søskende. Hun sendte mig et halvhjertet smil, som fortalte klart og tydeligt, at hun ikke kunne fordrage. Eller det troede jeg i hvert fald.

"Og den fyr, som åbenbart er for fin til at være mental til stede, er Nicholas."

Jeg vendte hovedet mod den blonde fyr - Nicholas - som for første gang kiggede mig direkte i øjnene. Hans øjne var tunge og mørkeblå.

Hey! Nu ved jeg hvor jeg har set ham før!

"Er du ikke den fyr, som bor ved siden af mig?"

Han nikkede og sendte mig et smil, hvilket klædte hans ansigt markant. "Jeg hjalp din mor med at få klaveret indenfor i huset."

Jeg smilede. Det havde mor godt fortalt. Mor havde også sagt, at fyren inde ved siden af var en flot fyr. Jeg var bare ikke forbedredt på, at han var sådan en flot fyr. 

"Så du bor i det rige kvarter?" Spurgte Freddie.

Jeg var ikke sikker, men der var vist strejf af foragt i hans toneleje. 

"Jeg vil nu ikke kalde det for det rige kvarter..." mumlede jeg og følte mig ilde til mode. 

Travis brød ind, før Nicholas kunne nå at sige noget. "Babe, hvis du er naboer til Nick, så bor man i det rige kvarter."

Alle brød øjeblikkelig ud i latter med undtagelse af Nicholas og jeg. Jeg forstod ikke joken og Nicholas så nærmest pinligt berørt ud. 

"Er du så født med en guldske i røven?"

Jeg kiggede overrasket over på Leah. Hun havde lige skødet sin smøg og kiggede på mig med væmmelse. Charlotte have dækket sin mund med hånden, som om det var hende, der havde sagt det. 

Sagde hun virkelig det, jeg tror hun sagde?

"Leah..." Freddies stemme var faretruende og advarende. "Opfør dig ordenlig." 

"Hold kæft, Freddie," vrissede Leah. "Det er da et meget relevant spørgsmål, så lad nu Andrea tale."

Alles øjne var nu hvilet på mig. De forventede alle, at jeg svarede igen på en eller anden kæk måde, men det var ikke mig at gøre sådan noget. Jeg havde aldrig svaret igen og kunne da heller ikke gøre det nu.

Hvad er det jeg har rodet mig selv ud i? De personer kan da umuligt være normale på nogen måde. Og hvad var det også for et spørgsmål at stille mig?

"Vi venter..." nynnede Leah og var tydeligvis fornøjet over min pludselig stilhed. "Eller er vores lille Drea bliver mundlam? Det er typisk for nørder, når de kommer i vores selskab."

"Lad hende nu være," stønnede Nicholas og kiggede medlidende på mig.

"Nej, det er okay," sagde jeg pludselig med en kraftig stemme. Hvor modet var kommet fra, har jeg ingen anelse, heller ikke den dag i dag. "Men nej, Leah. Jeg var ikke født med en guldske i røven. Tværtimod. Da jeg blev født, havde mine forældre ingen penge. De var fattige studerende, som gennem årerne har gennem sved og tårer tjent flere penge, end hvad dine forældre højst sandsynlig nogensinde kommer til tjene gennem deres liv."

Alle kiggede måbende på mig. Det ville jeg også selv have gjort, hvis jeg var en udenfrakommende. Jeg kunne ikke lade hver med at undre mig over, hvorfor Freddie smilede.

"Ved I hvad? Jeg tror, jeg smutter nu. Jeg gider ikke spilde min tid på små børn, som tydeligvis aldrig kommer til at blive noget i livet andet end en byrde for samfundet. Ha' et godt og lad nu hver med at bruge alt for mange af mine skattepenge!"

Jeg rejste mig omgående op, slyngede min taske over skulderen og gik min vej. Jeg gik målrettet og med rank ryg.

Hvad fanden var der lige sket? Hvor var alt det mod kommet fra? 

Deres blikke var ubeskrivelige og guld værd. Hvis jeg havde haft et kamera på mig, havde jeg i den grad taget et billede af hele situationen.

Inden jeg var kommet indenfor på skolen igen, hørte jeg Freddie sige: "Hun er perfekt." 

Dengang vidste jeg ikke hvad han mente, men det gør jeg i den grad nu.

Jeg kunne ikke lade hver med at smile af stolthed. Jeg havde aldrig nogensinde svaret nogen igen. Og slet ikke jævnaldrende. Det her skal nok blive et godt år. Bare jeg holder mig væk fra de idioter, så skal det alt sammen nok gå.

Gid jeg havde holdt det løfte. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...