A Teenagers life

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2013
  • Opdateret: 22 nov. 2013
  • Status: Igang
Når du læser dette her kender du alle mine hemmeligheder og inderste tanker. Selv dem jeg forsøger at gemme for mig selv. Der var hemmeligheder, som aldrig skulle være blevet fortalt. Der var hemmeligheder, der aldrig skulle være blevet til. Det var hemmeligheder, som ødelagde mit fuldstændigt.

Jeg levede før et stille og måske en anelse kedelig liv, men det var sikkert og hemmelighedsfrit. Jeg boede i fred og fordragelighed sammen med mine forældre og lillebror. Jeg havde altid troet, at jeg ville få en mand ligesom far. Stille, rar og varm. Men det forandrede sig alt sammen da jeg mødte ham... Min store kærlighed og hjerteknuser.

Når du læser dette til ende, finde du ud af hvorfor mit liv aldrig blev det samme igen og hvordan en enkelt dreng kunne fucke med min hjerne og hjerte.

9Likes
8Kommentarer
699Visninger
AA

2. Kapitel 1

Jeg stod med et anstrengende smil på læben og vinkede farvel til mor og far, som lige havde sat mig af foran min nye skole.

Vi havde brugt hele sommerferien på at flytte ind i vores nye hus. Det var større end det gamle og vi havde også fået en større have, hvilket både min mor og lillebror, Oliver, var overlykkelig over. Mit værelser var gigantisk i forhold til mit forrige og jeg havde endda fået mit eget bad, men jeg ville bytte alt det væk for at kunne gå på min gamle skole igen.

Det var ikke fordi, at jeg havde masser af venner, for det havde jeg ikke, men jeg kunne umuligt nå at tilpasse mig en ny klasse, som allerede havde kendt hinanden i adskillelige af år. Dog trøstede jeg mig selv med, at det kun var et år, at jeg skulle gå der. Et år. 365 dage. Det skulle jeg nok klare.

Ups, hvor er mine manere henne? Jeg hedder Andrea og skal til at begynde som senior her på Riverdalls High School. Jeg fyldte 18 år den 1. august, hvilket også var den dag, jeg bestod min kørekort. Jeg havde aldrig været kendt som en populær pige eller en vild pige. Jeg havde fået tildelt øgenavnene, nørd og den stille pige, fra min forrige skole. Nogle kaldte mig endda for lægedatter. Ikke just nogle øgenavne at være stolt af.

Grunden til at vi havde flyttet, var, fordi far havde fået tilbudt en stilling på byens hospital som overlæge på børneafdelingen. Far var selvfølgelig meget beæret over tilbuddet, men han ville først høre, hvad vi syntes om idéen.

Mor blev selvfølgelig overlykkelig. Nu kunne hun jo både få et større hus og have og endda udvide sin vennekreds, som allerede var propfyldt efter min mening. Oliver tog det forholdsvis nonchalant eller så nonchalant en 5 årig nu kunne være. Man kunne næsten sige, at han var ligeglad. Men det kunne man heller ikke bebrejde ham på grund af hans unge alder. Han ville bare have sin PlayStation med sig og få sig sit eget værelse, så var han glad.

Jeg havde ikke været glad for idéen, men det sagde jeg selvfølgelig ikke. Jeg var jo fars pige og skulle forestille at være den perfekte datter. Jeg vidste, at hvis jeg sagde min ærlige mening, så ville far ikke have taget jobbet. Og jeg ville være skyld i, at far ikke kunne gøre det, som han ønskede sig.

Derfor gjorde jeg, som enhver anden god datter ville have gjort. Jeg løj. Jeg sagde, at jeg var glad på hans vegne og at han skulle tage jobbet uden tøven. Et par dage senere havde vi allerede fået pakket hele huset ned i 24 kasser og var klar til at køre hen til det nye hus og vores nye liv.

Jeg rykkede mig ikke ud af flækket, før den hvide Audi ikke længere var til at få øje på. De skulle nødig fatte mistanke, at jeg slet ikke ville være der.

Et suk forlod mine læber, da jeg vendte mig om og betragtede den bygning, som skulle forestille at være mit andet hjem det næste år.

Okay, tænkte jeg. Andrea, du skal bare gå derind og gøre et godt indtryk. Det kan du godt, ikke? Eller hvad med at du slet ikke laver noget indtryk overhovedet? Det synes jeg lyder som en bedre idé. 

Jeg havde knap nok taget et skridt, da jeg pludselig fik et hårdt slag i rykket. Jeg faldt omgående forover og slog mit højre knæ ned i fliserne. Det var som om, at et elektrisk stød for igennem min krop og tilbage til knæet. Jeg blev nød til at bide mig selv i læben for ikke at græde. Det kunne have været et kønt syn, at den nye elev sad på fortovet og hylede.

Med tårefyldte øjne kiggede jeg op og forsøgte at finde den idiot som havde skubbet mig. Fedt, nu har jeg også slået hul på knæet.

Det eneste jeg fik øje på var en pige med kridhvide ben og krøllet sort hår. Pigen vendte sig ikke om for at hjælpe mig op eller sige undskyld. Hun fortsatte blot med at løbe hen mod en fyr som stod ved hovedgangen.

Han havde det samme sorte hår som pigen og det lignede, at de kunne være søskende. Han var iklædt sort tøj fra top til tå og havde en smøg i munden. Han havde et sexet, men anelse farligt udstråling over sig. Måske reflekterede det hans personlighed eller image? Det ville i hvert fald forklare, hvorfor alle pigerne gloede glubsk på ham og at alle drengene gik store buer udenom søskendeparret.

Jeg ville have rejst mig omgående op, hvis ikke det havde været for de fængslende øjne som direkte på mig og nærmest blottede min sjæl.

Fyren med smøgen i munden stirrede på med et intens blik. Det virkede, som om han overvejede noget, som virkede fuldstændigt sindssygt.

I dag ved jeg, hvad var det var han tænkte. Og jeg vil altid hade ham for den idé han fik der.

Jeg kunne tydelig se, at hans øjne havde den skønneste chokoladebrune farve, selvom jeg stod flere meter væk.

Jeg var solgt på stedet.

Hvis jeg havde vist, at den her fyr ville ødelægge mig fuldstændig, havde jeg aldrig nogensinde stirret på ham så længe, som jeg havde gjorde.

 

***

 

Med mit skoleskema i min svedige hånd fandt jeg forholdsvis let rundt på skolen. Eller jeg farede kun vildt to gange, så det er da nærmest ingenting. Ikke?

Til min store lettelse var der ingen, der bemærkede den nye seniorelev, hvilket jeg var dybt taknemmelig for, men desværre var skoledagen ikke færdig endnu.

Efter at have overlevet de to første timer med matematik var det tid til dansk. Ikke just min favoritfag, men jeg klarede mig. Med andre ord jeg fik topkarakter, hvilket jeg gjorde i alle mine fag. 

Jeg fandt hurtigt lokalet, som jeg skulle være i, efter at have spurgt om vej. Jeg tog en dyb indånding, inden jeg trådte over dørtærsklen. Jeg havde knap nok kommet ind i lokalet, før adskillelige elever stirrede nysgerrigt på mig. Jeg valgte dog at ignorere det og listede ned på bagerste række og håbede, at jeg kunne undgå søgelyset, som altid fulgte de nye elever.

En pige med kort platinblond hår satte sig omgående ved siden af mig. Hun havde en pink stribe i pandehåret og nogle store grønne øjne. Hun havde en solbrun hud og var iført hvide short og en gennemsigtigt T-shirt. Hun sendte mig et imødekommende smil.

Hun var pigen, som præsenterede mig for min ødelæggelse. 

"Hej, jeg er Charlotte." Inden jeg kunne nå at reagere, havde hun taget min hånd og trykket den. "Du må være Andrea, ikke?"

Jeg smilede usikkert til hende. "Jo... Men øh... Hvordan vidste du det?"

"Jeg har faktisk synske evner. Jeg kan se ud i fremtiden og jeg så, at du ville komme til vores skole. Det har sine fordele, men det er lidt svært, når folk forsøger at overraske en. Og så kan jeg alle svarene på fremtidige tests."

Undskyld mig, er hun seriøst lige nu?

Jeg vidste ikke rigtigt, hvordan jeg skulle reagere, derfor sendte jeg hende blot et smil. Meget skræmt smil. Hvad er det for en skole, jeg er endt på?

"Jeg tager pis på dig, Drea!" Klukkede Charlotte skingert, da hun så mit ansigtsudtryk. "Det var din navnehalskæde, som afslørede dig." Hun pegede ned på den halskæde, som dinglede rundt om min hals og som jeg havde fået fra mine bedsteforældre i dåbsgave.

"Nu føler jeg mig lidt dum..." Jeg rødmede omgående. 

Jeg kunne have begravet mig selv ude på skolens fodboldbane og aldrig komme op igen.

"Det skal du ikke være." Hun fandt en neglefil frem fra sin baglomme på hendes ultrakorte shorts. "Du burde sidde sammen med mine venner og jeg i pausen. Du ville kunne lide dem."

"Øh... Okay."

I dag ved jeg, at Charlottes venner aldrig var nogen, som jeg ville have snakket med frivilligt. Og det var inklusiv søskendeparret.

Inden jeg kunne nå at sige mere, kom en lille gråhåret dame ind i klasselokalet. Man var ikke i tvivl om, at hun var en dansklærer. Og hendes stemme var endda dansklærer præget.

Normalt plejede jeg at lytte efter i timerne, men ikke i dag. Jeg var spændt over, at Charlotte overhovedet gad at sætte sig ved af mig. Hun virkede som en af de populære piger og lignede i hvert fald også en. Hun var sådan en type pige, som ville have ignoreret mig. Jeg ville nok også have ignoreret hende, samtidig med at jeg var opmærksom på hver bevægelse hun foretog sig. 

Gud, hvor havde jeg fejlbedømt hende og hendes venner. Du vil vide hvorfor, når vi kommer længere frem i historien. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...