Perfect nightmare - 1D fanfic.

Hvad ville du gøre hvis du mistede din bedsteven? Og hvad hvis, ham som altid havde været der for dig pludselig havde et andet liv, hvor du bare var en lille ligegyldig detalje? Indie har det sværere end nogensinde før - hendes to bedstevenner har forladt hende, på forskellig vis. Den ene ligger død og begravet, imens den anden rejser hele verden rundt og sikkert har glemt hende. Hun føler ikke at hun er til nogen nytte i verden mere, hun føler at hun lever i et mareridt. Men hvad sker der når Matthew skal begraves? Når en uventet gæst pludselig dukker, op og intet bliver som før? Det perfekte mareridt skal til at starte for Indie.. Det bliver en sommer fyldt med sorg, forvirring, blomstrende venskab - og måske en teskefuld romance?

10Likes
10Kommentarer
772Visninger
AA

4. Louis

Chokket stod malet i hans ansigt da nyheden nåede frem. Hans mor havde ringet, næsten panisk, og sagt disse få ord: "Matthew er død". Hun sagde blot det og ventede på at han skulle svare. Det gjorde han bare ikke, i stedet lagde han på. Heldigvis var han alene hjemme, så ingen af de andre drenge pressede på.

Han sad henslængt i hans sorte sækkestol, og stirrede ud på regnen. Det var egentlig sjovt at gud græd, nu, på sådan en trist dag. Louis kunne ikke få sig selv til at græde. Ikke fordi han ikke var ked af det, nok noget nærmere at han ikke troede på det. Matthew havde været der, standin side by side, hele hans liv, også på touren, også igennem rygter og alt andet pis. Han var sådan en af de der sande venner, man kun finder få af. Som der kun findes få af. Og nu var han væk! Tanken havde da strejfet Louis, altså at en dag ville han være væk - dog havde han først forventet dette om mange år. Når de var gamle, en dag hvor de havde siddet på terrassen hjemme hvor de kom fra, men børnebørn løbende i haven. Med et glas whisky i hånden, og noget rock'n'roll kørende i radion. En skinnende sol som varmede deres skaldede isser. Alt dette, det som de skulle indhente når de blev gamle.. var en misset mulighed. Sorgen ramte ham pludseligt og hårdt: han havde ikke været der. Han havde ikke nået at sige farvel. Han havde bare siddet her på sin fede røv, og stenet. I den tid kunne han have ringet til gamle venner, indhentet det forsømte kvalitetstid med drengene.. for ja, selv de fem havde knapt tid til hinanden mere. Alligevel var båndet imellem dem stærkere end noget andet.. De optrådte jo også sammen, og det kick man får når man gør det er ret umuligt at få andre steder. Når ti tusinde skrigende piger var samlet i ét rum bare for at se én, ja så blev det her bånd bygget op og op. Han håbede aldrig de ville stoppe med at gøre som de gjorde, optræde - trods deres ikke eksisterende danse-evner, elskede folk det. Elskede dem, og deres musik.

Så slog det ham, at han blev nødt til at ære Matthews minde. Og han vidste præcist hvordan. Hurtigt listede han mobilen op ad lommen, og låste den op. Twitter lå lige ved siden af google, og ved et uheld trykkede han der. Inden han fortsatte på sin færd, tweetede han "R.I.P my friend, Matthew. You where there from the start, and i'll be there now, also named the end. Love you". Notifikationer bumlede ind "aw", "i'm sorry", "babe are u ok??x". Han svarede ingen af dem, men klikkede derimod ind på en mail han havde fået for længe siden. En mail fra Matthew.

 

Omkring tre timer senere kom drengene bamlende ind. "DUUUUUDE" skreg Niall, Liam hoppede rundt, Harry smed sig direkte i sofaen - lige ved siden af Louis, og Zayn gik målrettet imod køleskabet. Louis havde øvet en sang, og ville gerne blive ved.. Men larmen gjorde det umuligt. "Guys" sagde han og folk stod pludseligt stille. Niall smilede stort, som om hans hyle-mode hurtigt kunne gå igang igen. Liam der stod med sin mobil, kiggede måbende op. "Hvem er død?!" spurgte han. "En gammel ven. Vær stille". Drengene slog sig ned i den anden sofa, ligeså stille. Som om stikket blev taget ud, og de gik død for strøm. Han tændte igen for musikken, og trak arket frem. Nynnende ventede han på at den rigtige takt skulle komme. Han trommede "1 2 3" med neglene, og begyndte at synge. De andre havde nok ingen ide om hvad han lavede. "I'll meet you again" hed sangen han sang. Matthew havde skrevet den sang for længe, længe siden - han havde sågar sendt den til Louis, som knapt havde set den. Det var ikke fordi Matthew ville score berømmelse, eller noget, men han var bare en ualmindelig god sangskriver som aldrig havde fået den omtale han behøvede. Og da han kunne have fået chancen, ignorerede Louis ham. Han hadede sig selv ret voldsomt, lige nu. Matthew. Hvor han savnede ham! Det var hans mate helt tilbage fra 3 års alderen, de to havde været venner fra barnsben.. og nu. Nu var han sku væk! Louis bandede af sig selv, og smed papiret tværs over sofabordet. Liam tog det, og bladrede. Han orkede ikke sige ham imod. Langsomt rejste han sig, åbnede døren, og satte sig ud på terrassen. Det var begyndt at regne.Han slog parasollen op, og lænede sig tilbage.. Hvem der ikke bare var barn igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...