On A Love Train -1D

To'er til Broken Hearts - One Direction!!
Madeleine og Harrys forhold kører på skinner. Hun elsker ham mere end aldrig før, selvom det er svært at vente til, han kommer hjem fra tourné'en. Men da et uheld skaber problemer og tvivl i forholdet, sker der mange nye beslutninger, overvejelser. I sidste ende er det så et problem? Deres forhold tager en uventet drejning i en retning, de ikke havde set komme... I hvert fald ikke allerede.

43Likes
59Kommentarer
5671Visninger
AA

5. What?

Madeleines synspunkt:

Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle håndtere det, jeg lige havde fået smidt i hovedet. Var Gemma, Harrys storesøster, forelsket i Niall?! What? Hun var, hvad, fem år ældre? Det... jeg kunne - og jeg kan stadig ikke - få det til at give mening. Jeg mener Gemma og Niall? Niall og Gemma? Det passer overhovedet ikke sammen i mit hoved. Overhoved. Resten af den aften havde været ret anspændt. Gemma havde langt sig til at sove med det samme og gik tidligt næste morgen. Nu seks dage senere havde hun stadig ikke kontaktet mig. Jeg havde skrevet en sms, men ville give hende lidt plads. Seriøst det var altså for mærkeligt. Undskyld, men det var det. Gemma og Niall... Åh gud. Hvordan skulle jeg kunne holde det hemmeligt? Overfor Harry og Zayn... Og Louis og alle de andre. Åh gud. Det er så forvirrende.

"TAXI!" Jeg vifter med min ene arm som tegn på, at jeg skal have fat i en taxa. Sådan ser man altid folk gøre det på film, men folk stirrer mærkeligt på mig, når jeg gør det. Eller de stirrer bare mærkeligt på mig i det hele taget. Taxaen bremser hvinende ud for mig, og jeg griber chancen og sætter mig ind. Lugten af røg og læder møder mig med et, og jeg rynker straks på næsen. Godt der ikke er langt til lufthavnen, for her stinker virkelig. Jeg smiler venligt til taxachaufføren, der først ser forvirret på mig, men så bløder op i et venligt, overrasket smil.

"Madeleine! Madeleine Summer! Harrehs kærst!" Siger han med en stærk accent. Jeg nikker. Den har jeg hørt før. Hans øjne bliver store, men han begynder at starte bilen igen. Jeg føler mig lidt ubehaligt tilpas med hans blik limet på mig, men jeg prøver bare at ignorere ham så godt som muligt og ser bare ud af vinduet. Trafikken er ikke så slem, så hurtigt når vi frem. Jeg får mig et stort chok, da jeg ser den lange kø af skriende fans - piger. De har en masse skilte i hænderne og mange har One Direction T-shirts på. Jeg smiler skævt af dem, men et sus af lykke ryger gennem min krop. Han kommer virkelig hjem. Harry. Idag. Åh gud. Den spirrende, kildende fornemmelse i min mave bliver størrer jo tættere på vi kommer. Larmen fra pigerne overdøver nærmest alt.

"Så'n miss Harreh," siger taxachaufføren og smiler stort. Jeg smiler venligt igen, og giver ham nogle penge. "Nej, nej, miss, jeg gi'r," Han giver mig mine penge tilbage og åbner døren for mig.

"Oh, tak. Ha' en god dag!" Når jeg lige at råbe, før døren smækker i og han er kørt. Okay, det der var ret klamt. Ret uhyggeligt. Der er nogle fans der får øje på mig og skriger endnu vildere.

Hvor er Dani og El? Ikke mindst Perrie, men underligt nok har jeg ikke set hende endnu. Jo, på billeder, men aldrig hilst ordentligt på hende. Hun kommer også i morgen, til den der "kom sammen" velkommen hjem fest.

Der er en masse vagter og afspærringer, så pigerne ikke overfalder dem. Det kunne faktisk være lidt sjovt... hvis de gjorde. Jeg lyder ond nu, men det kunne det altså! Der kommer en vagt gående hen mod mig.

"Madeleine?" Jeg nikker. "Godt, denne vej." Han fører mig hen til en slags bagindgang med hånden bag min ryg. Alle fansene står ved hovedindgangen, så det er kun de aller klogeste, der står her. Jeg smiler forsigtigt til dem, og følger med ind. Straks får jeg øje på El, som står over ved en rulletrappe, der hvor de kommer ned. Jeg småløber over til hende og giver hende en stort kram. Hun griner overrasket og krammer igen.

"Hej, Made!" Hviner hun.

"El!" Hviner jeg tilbage. Okay, vi er måske lidt mærkelige, men jeg elsker virkelig Eleanor. Seriøst, hun er så sød!

"Dani er forsinket, Perrie er på vej," siger hun straks og kigger ud på mægden af piger der står udenfor og venter. De forreste har deres ansigter presset mod ruden og ser skrigende på os.

"Er det altid så vildt?" Hun nikker.

"Nogle gange vildere. Det er ret sindssygt." Hun krydser sine lange ben elegant og stryger noget pandehår væk fra ansigtet. Hun er en del højere end mig med sine høje hæle og lange ben. Jeg ser misundeligt på dem. Hun er virkelig smuk. Det burde være ulovligt at have en smuk veninde, fordi så ser man totalt grim ud ved siden af. En lille bølge af dårlig samvittighed bølger igennem mig. Hvorfor kunne jeg ikke lige tabe de fem kilo? Eller have så lange, flotte ben?

"Hej!" En piget, høj stemme lyder og får mig ud af min bølge af negative tanker. Jeg vender mig om mod lyden og får øje på en lyshåret, smuk pige. Perrie. Hun krammer El hårdt og de siger et eller andet til hinanden, jeg ikke hører for larmen. Bagefter vender hun sig mod mig.

"Hej, jeg er Perrie," siger hun glad med et stort smil.

"Hej, Perrie. Made," hilser jeg og giver hende et kram. Jeg kan allerede mærke, at hun er virkelig sød, nu skal jeg bare finde ud af, om hun er god nok til Zayn. Han fortjener det bedste af det bedste. Og det er min pligt at finde ud af det. Perrie og El starter en lav snak, så jeg står og ser efter bevægelse. Der er masser af vagter, flere end der var i lufthavnen i Florida. Måske lagde jeg bare ikke mærke til dem dengang, fordi jeg havde travlt med at se på Harry. Den dag var en blanding mellem alle mulige forskellige følelser. Nogle af dem jeg aldrig havde oplevet før. Andre fandtes jeg alt for velkendte. Den dag gik jeg fra at være ude af den, til at være oppe og køre af glæde. Det var vildt.

Pludselig stiger larmen og straks fyldt med forhåbning og glæde over at det var drengene kigger jeg hurtigt derhen jeg har fået af vide at drengene ville komme. En bølge af skuffelse kommer over mig, da jeg finder ud af at det "bare" er Dani. Hvornår kommer de drenge? Dani løber over til os med et stort træt smil.

"Undskyld forsinkelsen, jeg har først lige fået fri. De var vildt langsomme! Er de kommet?" Spørger hun forpustet og starter med at kramme Perrie, som står tættest på hende.

"Nej, ikke endnu," siger El og krammer hende. De giver slip på hinanden, og Dani vender sig om mod mig med et stort smil. Hendes kram er hårdt og hurtigt.

Pigernes skrig overdøver alt, de er umulige at overdøve. De begynder at synge/skrige What Makes You Beautiful, man kan ikke hører ordene men ane melodien.

Jeg skifter vægten til det andet ben og begynder at gå lidt rundt i små cirkler. Jeg vender mig hurtigt om, da den høje larm af skrig bliver højere. Der er Paul! De kommer. Han kommer virkelig. Jeg er helt oppe og kører og begynder at hoppe imens jeg klapper i hænderne. Pigerne - Dani, El og Perrie - begynder at grine af mig. Jeg begynder at kunne skelme dere hoveder fra hinanden. Det er lettest af få øje på Niall, fordi hans lyse hår skelner sig ud. Jeg må hellere overtale Harry til at få pink hår, så jeg kan se ham fra lang aftsand. Det kunne være så sejt! Og grimt. Jeg får øje på en velkendt hue og begynder at hvine, før jeg løber hen mod ham. Jo tættere på jeg kommer kan jeg se mere af ham. Hans lange mørke jeans, hans grå T-shirt, hans ansigt. Da jeg er tæt nok på får Harry øje på mig og lyser op i et kæmpe smil, før han åbner sine arme, så jeg kan komme ind i hans favn. Alt larme lukker sig ude, jeg står bare der inde i min og Harrys verden, hvor det kun er os der eksisterer. Bare duften af hans parfume, duften af ham. Jeg hiver fast i hans T-shirt, så han ikke kan gå. Han kan ikke slippe væk fra mig. Han bliver her, hos mig.

"Jeg elsker dig," hvisker han i mit øre, så elefanterne i min mave begynder at hoppe og vælte rundt med det hele.

"Jeg har savnet dig," siger jeg og strammer mit greb i hans overraskende bløde og våde T-shirt. Vent lige... Har jeg grædt? Jeg tørrer mine kinder af. Jeg har ikke grædt, jeg græder.

"Sssshh," Harry tørrer mine kinder af og kysser mig. Hans bløde, savnede, varme læber lukke sig om mine. Gud hvor har jeg savnet ham, det her. Jeg griner. Følelserne er overvældende. Jeg har savnet ham så ufatteligt meget, og nu ser jeg ham... Den trygge følelse som Harry altid giver mig, får mig helt til at glemme alt. Alt er helt lige meget.

"Jeg elsker dig," siger jeg, men er i tvivl om han hører det, da jeg står mod hans bryst.

"Jeg elsker også dig," siger han og stryger mig blidt over håret. Det sender kuldegysninger af nydelse helt ned af ryggen. Det er så rart at have ham hjemme. Nu lader jeg ham ikke gå igen. I hvert fald ikke foreløbig.

 

--------------------------------

 

Undskyld det her korte lorte kapitel. I må meget gerne tjekke min anden movella ud: The Tipsy Dreamy Vanilla! Tak<3 Jeg elsker jer, og tak fordi i gider at læse denne her! Det betyder rigtigt meget for mig, da jeg ikke er så glad for den. Prøver at gøre det bedre i de næste kapitler og bare rolig, der sker lidt mere spænding senere!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...