On A Love Train -1D

To'er til Broken Hearts - One Direction!!
Madeleine og Harrys forhold kører på skinner. Hun elsker ham mere end aldrig før, selvom det er svært at vente til, han kommer hjem fra tourné'en. Men da et uheld skaber problemer og tvivl i forholdet, sker der mange nye beslutninger, overvejelser. I sidste ende er det så et problem? Deres forhold tager en uventet drejning i en retning, de ikke havde set komme... I hvert fald ikke allerede.

43Likes
59Kommentarer
5639Visninger
AA

15. We're Going To Have A Baby

Madeleines synspunkt:

"Je t'aime, et vos yeux sont indescriptibles belle." Jeg kan ikke lade være med at smile stort og grine lidt, da Harry siger et eller andet til mig, som jeg ikke forstår på fransk.

"Hvad betyder det?" spørger jeg nysgerrigt. Harry ser fra vejen og hen på mig med et smil.

"Jeg elsker dig, og dine øjne er ubeskrivelige smukke," siger han.

"Seriøst? På fransk?" Jeg hiver mit hår om bag ørene og klør mig på kinden, da en vildfaren lok, kilder mig der. "Sejt," mumler jeg. Jeg har altid godt kunne lide Frankrig. Der er et eller andet charmerende ved den by. Måske den fact at det er kærlighedens by? Harry ser på mig med sit perfekte smil med de søde smilehuller og de hvide tænder. "Jeg har altid godt kunne tænke mig at komme til Frankrig," mumler jeg.

"Har du?" spørger Harry med rynket, tænksom pande. Jeg nikker.

"Siden jeg var helt lille, drømte jeg om at flytte dertil og... bo lykkeligt til mine dages ende." Jeg griner lidt af min uskyldige dumhed. Dengang vidste jeg ikke, hvad livet var og troede på, at man selv kunne vælge hvordan ens liv skal være.

"Du har set lidt af hele verden, ik'?" siger jeg og ser på ham, for at få opmærksomheden væk fra mig.

"Jo, en masse hoteller, lufthavne, interviews og koncerter," siger han.

"Det lyder deprimerende, når du siger det på den måde." Jeg tager hans hånd, der ikke ligger på rattet. "Sjov og spas med dine fire bedste venner. Ferie med dit arbejde. En masse lande. En masse lykkelige piger. En masse glæde. Det må da være et dejligt arbejde at have, at skulle være sig selv, for at gøre millioner vis af piger lykkelige- og drenge!" skynder jeg mig at tilføje. Harry ser smilende på mig.

"Det lyder fantastisk, den måde du siger det på."

"Er det ikke det? Din drøm?" spørger jeg forvirret. Han nikker.

"Tjo, jeg savner bare et normalt liv. Med dig." Jeg må indrømme at hans ord varmer, men samtidig gør de mig også forvirret. Hvad mener han med det? Vil han... Vil han hellere være... normal? Det er jo hans drøm. Rejse rundt med sine fire bedste venner og synge for en masse skrigende fans.

"Hvis du ikke var berømt, havde du aldrig mødt mig," driller jeg og smiler, selvom jeg er i tvivl om hvad han mener.

"Der fik du mig. Og det ville jeg ikke give noget som helst for at undvære," siger han og kysser min kind.

"Harry!" skriger jeg, da han skal koncentrerer sig om vejen, så jeg i det mindste har en chance for, at han ikke opdager mine røde kinder.

"Vi er der snart," griner han og koncentrer sig om vejen. Vi er på vej mod Zayns hus, for at komme ud med nyheden. Harry har overrasket mig med, at Louis ikke aner noget som helst. De plejer ellers at fortælle hinanden alt? Men vi har indkaldt til møde med hele banden: Perrie, Zayn, Niall, Liam, Louis, Eleanor. Og skal fortælle dem det. Om babyen. Det er stadig surrealistisk for mig, selvom det er et par dage siden beslutningen om det. Vi skal prøve at få det til at fungere med babyen. Sammen. For evigt. Og jeg er glad. Træt men glad.

"Kommer du med til lægen i morgen?" spørger jeg og håber inderligt på et ja. Han fnyser.

"Made, hvorfor fanden skulle jeg ikke komme? Seriøst, jeg ville aflyse alt for det!" Han ryster på hovedet af mig, som om jeg er dum. Vi har vores første tid til lægen i morgen, og jeg er helt vildt nervøs. Hvad skal der overhovedet foregå til sådan et tjek? Er der noget om, at man skal scannes? Eller er det først senere? Jeg aner det for at være ærlig ikke.

"Hvad tror du, de siger til det?" spørger jeg nervøst. Jeg har ingen anelse overhovedet. Alt forekommer så surrealistisk for mig, som om det her er et andet liv; jeg har en perfekt kæreste, jeg elsker og er gravid med. Jeg har nogle fantastiske venner, der gør mig skør, og får mig til at grine. Jeg har et arbejde, jeg hader, men det kommer ikke som en stor overraskelse. Jeg er fuldkommen lykkelig.

"Jeg ved det ikke," svarer han ærligt og drejer af fra vejen, for at parkere foran Zayns hus. Jeg tøver med at gå ud af nervøsitet. Hvad nu hvis de bliver sure? Det kan trodsalt gå ud over dem og deres arbejde... Jeg synker en klump og følger efter Harry hen mod døren. Harry banker tre gange på den hårde trædør og venter lidt på, at lydene derinde får taget sig sammen til at åbne døren.

Zayn sender os et smil, da han åbner døren. Jeg smiler svagt igen. Det er som om, at jeg ikke kan smile af nervøsiteten, der borer sig ind i min mave og giver mig en træng til at kaste op. Hvad nu hvis de ikke vil have kontakt med os igen? Måske lidt overdrevet, men hvad nu hvis? Harry glemmer min hånd, som er flettet ind i hans, da vi går indenfor. De andre sidder allerede med nervøse og nysgerrige smil, som helst gerne må blive siddende på deres læber resten af dagen, også efter vi er taget af sted igen. Zayn sætter sig ned ved siden af Perrie og Niall, hvor der er en tom plads. Alles blikke er limet på os, hvilket gør mig endnu mere nervøs om muligt. Harry skynder sig at tage en stol til mig, som om jeg ellers ville død. Betænksomt. Jeg smiler taknemmeligt til ham og sætter mig på den overfor alle de andre. Det er ikke så tit vi indkalder til møde - det lyder lidt sjovt, som fra en dårlig film - så jeg kan godt forstå, at de ikke ved hvad de helt skal gøre andet end at smile nysgerrigt. Jeg tager en dyb indånding. Jeg har øvet det tusinde gange inde i mit hoved: jeg er gravid. Vi skal have et barn. Nu er vi tre. I skal være onkler (og tanter). Vi venter børn. Der er bud fra storken. Den sidste var ment som sjov.

Harry fletter sine fingre ind i mine, da han får placeret sig i en stol ved siden af mig. Heldigvis er det Harry ser starter med at tage ordet:

"Som sagt, er er noget vigtigt, vi skal fortælle jer," starter han. Deres nysgerrige blikke bliver om muligt endnu mere nysgerrige. "Vi ved godt, at vi er meget unge, og det var heller ikke fordi, det var med vilje, men... vi håber, at i vil forstå det og støtte os i vores beslutning..." De andre ser forvirrede og lidt utålmodige ud. Okay, de ser meget utålmodige ud. "Men vores beslutning er fastlagt lige meget hvad... såå, vi håber bare, at i har det fint med det. Jeg vil så vidt som muligt, få det til at undgå at gå udover jer bedst muligt, så det kommer ikke til at ændre noget... selvom det vil ændre end hel masse."

"Så sig dog for helvede hvad det er," siger Zayn utålmodigt. Perrie tysser på ham og giver hans hånd et beroligende klem. Harry rømmer sig, men før han når at sige noget, udbryder jeg:

"Vi skal have et barn." Ordene ryger let udover mine læber, helt uden at tænke over det. Der er helt stille. Seriøst, det er som om, de er døde, hvilket gør mig ret nervøs. Vil de ikke bare sige et eller andet? Bare... noget!? Det var ikke helt sådan, jeg forestillede mig, at de ville reagere. Det eneste der stopper den udødelige stilhed er Eleanor der hviner. Hun hviner imens hun klapper i hænderne, hvilket får mig til at slappe mere af og smile. De andre begynder også at smile langsomt, men Niall har en grimasse, som om han tænker noget vildt ulækkert.

"Betyder det så, at i har gjort det?" siger han med væmmelse i stemmen, men et smil plantet på læberne. Jeg kan ikke lade være med at grine.

"Selvfølgelig har de det!" siger Liam og ryster på hovedet af ham.

"Eeeeew," mumler Niall, men griner også.

"Forkerte tanker?" griner Louis og blinker frækt, hvilket får mig til at rødme. De rejser sig alle op, så det samme gør vi.

"Tillykke!" hviner El glad og krammer mig hårdt. Jeg krammer hende blidt igen.

"Jeg skal være tante!" hviner hun glad, så jeg griner.

"Tillykke," siger Perrie og smiler forsigtigt til mig, inden hun trækker mig ind i et lille kram.

"Tak," siger jeg og giver slip på hende. Harry er også i gang med lykønskningerne fra drengene. Jeg er så glad for deres reaktion. Alle mine bekymringer syntes så dumme. Selvfølgelig vil de ikke hade os. Det virker helt absurd. Den næste til at lykønske mig er Zayn. Han sender mig et lille smil, men hans øjne lyser langt væk af bekymring, hvilket den lille rynke i panden også er grund til. Han siger ikke noget om det, men smiler bare til mig og hvisker et tillykke i mit øre.

"Tak, Zayn." Jeg mener virkelig, hvad jeg siger. Jeg er glad for at have ham bag mig igennem det her. Jeg prøver at fange hans blik, da jeg giver slip, men hans øjne søger væk fra mine og stirrer på en punkt bag mig.

"Bare du ved, hvad du gør," mumler han, så kun jeg kan høre det. Jeg ved ikke, hvad jeg gør. Jeg ved bare, at Harry er sammen med mig, og at vi nok skal klare den... håber jeg. Jeg aner ikke hvad jeg foretager mig. Jeg aner intet om børn. Om at opfostre og skifte ble. Jeg aner intet om de lægeforsøg jeg skal gennemgå, eller hvilken modergruppe jeg skal tilmelde mig. Hvad har jeg enlig gang i? Det kommer ikke bare til at gå ud over mig eller Harry, hvis vi ikke kan klare det. Det kommer til at gå ud over barnet. Det lille menneske vi skal passe på. Jeg siger ingen af tingene. Jeg vil ikke flippe ud her foran dem.... I stedet tager jeg imod alle de andre kram og lykønskninger uden at registrere, hvem der siger dem, det eneste jeg registrer, er at det næste øjeblik er vi på vej hjem.

"Det gik da meget godt," mumler Harry. Jeg stirrer tomt ud af vinduet på alle bilerne, der ruller forbi. Alle menneskerne der har deres egne udfordringer at tage stilling til.

"Hvad har vi gang i, Harry?" Jeg ser ikke på ham, mens jeg siger det, jeg stirrer bare fortsat ud af vinduet med et tomt blik.

"Hvad mener du?" spørger han forvirret af mit pludselige humørskift, bortset fra at det ikke er pludseligt.

"Jeg mener, vi aner intet om at passe børn, skifte ble, opdrage... Det går ikke ud over hos, men barnet, Harry! Det er et andets liv, vi vil ødelægge, hvis vi ikke kan klarer opgaven!" siger jeg frustreret. En enkelt tåre løber ned af min kind, og mine øjne svider efter at give slip på resten. Jeg hader, at jeg har så let til tårer.

"Hey, hvor kommer alt det fra?" spørger han, og jeg kan mærke, at hans pande er rynket, selvom jeg ikke kan se det. Jeg vil ikke se det, for så er jeg sikker på, at jeg græder. Hvad har vi gang i? "Jeg troede, vi blev enige om at prøve... sammen?" spørger han forvirret. Jeg sukker.

"Det er det, jeg taler om," vrisser jeg. "Vi vil prøve. Hvad nu hvis vi ikke kan? Hvad gør vi så? Det går jo ikke kun udover os!" Harry svarer ikke, men kører bare videre, hvilke pisser mig af. Har han intet at sige?

"Stop bilen, Harry," siger jeg lavt men højt nok. Jeg har brug for at komme væk og tænke. Alene. Harry reagerer ikke. Jeg er helt oppe i det røde felt.

"Stop. Bilen," siger jeg højere med sammenbidte tænder.

"Harry, hvis du ikke stoppe den fucking bil, sværger jeg, at jeg selv går ud!" Råber jeg skingert. Han reagerer ikke. Godt så. Jeg tager trodsigt selen af, da Harry bremser hårdt op. Jeg åbner døren hårdt og træder ud.

"Hvor har du tænkt dig at tage hen?" spørger han og ser fortvivlet på mig, men med en hård stemme. Jeg svarer ham ikke, men smækker bare døren hårdt i og drejer om på hælen. Jeg har lyst til at slå et eller andet virkelig hårdt. Jeg er overrasket over mig selv, jeg har aldrig følt sådan før. Jo, jeg har været vred, men ikke så jeg ikke kan styrer det. Jeg hvæser og sparker ned i jorden. Shit, min fod! Jeg hvæser og ser ondt ned på min fod. Det er ved at være mørkt, og med mørke kommer kulde, og når først kulden er kommet, går den ikke igen. Mine tænder klaprer, og jeg er ikke engang gået særlig langt.

"Made!" Jeg ignorerer ham og fortsætter.

"Made, helt ærlig!" En tåre ryger ned af min kind, inden jeg tørrer den hidsigt væk. Jeg skal ikke græde! Det skal jeg ikke! Men min krop lystre ikke, som i en march ryger tårerene ned af mine kinder, imens jeg sætter det ene ben foran det andet. Min mund efterlader sjove lyde, der knap kan kaldes ord. Jeg kan ikke det her. Jeg kan ikke. Jeg er forbi Harry, han er bag mig, langt væk. Jeg må være lidt alene. Det går ikke. Jeg går ind i en mørk park. De eneste mennesker der rigtig er her er hjemløse. De stirrer på mig med deres trætte øjne i mørket, da et nyt menneske går ind i deres park med tårer ned af kinderne. Jeg er så træt. Jeg er bare så virkelig, virkelig træt. Hvis jeg bare kunne lukke øjnene, bare to sekunder... Det er helt mørkt nu og mine fødder gør ondt. Jeg ved ikke hvor langt jeg har gået, men jeg fortsætter, som om det vil få hullet i mit bryst til at forsvinde. Det gør det bare ikke, så jeg bliver ved med at gå. Lygterne lyser stien op med et gulligskær. Det minder om noget fra en gyser film. Jeg sukker svagt og ligger armene over kors. Mine kinder er tørre men ru og saltede. Jeg stopper op. Jeg er så udmattet. Af tankerne. Af at gå. Af træthed. Af problemerne. De hober sig altid op og... En klump sætter sig fast i mit bryst og giver mig træng til at græde. Nej. Stop. Ikke flere tårer. Ikke mere. Jeg går væk fra stien  og hen imod et træ. Mine fingre glider op af den tørre men kolde bark. Jeg lukker øjnene, men straks kommer billeder af Harry frem, som igen får knuden i mit bryst til at vokse, så jeg åbner hurtigt øjnene igen. Hvis bare jeg kunne hvile to sekunder... Ja. Jeg lader mig glide ned på jorden med bakken som ryglæn. Jeg har ingen steder at tage hen. Zayn vil bare få ret i at vi ikke kan klarer det og... jeg vil ikke skuffe nogen. Jeg... jeg vil ikke have, at de ser ned på mig, som en pige der ikke kunne klare mosten og gav op. Jeg vil være stærk...

Mit hoved hviler op af bakken, som ikke føler specielt behageligt bag mit hoved i forhold til Harrys gåsedynspude. Jeg forestiller mig en varm kop the og en rigtig seng med varme og dyner og hovedpuder. Eller det er det, jeg prøver at forestille mig, de eneste tanker der rigtigt kører rundt i mit hoved, da jeg falder i en let, ulykkelig søvn er Harry.

 

Et par stærke arme løfter mig op og putter mig støttende ind mod hans bryst. Min panik forsvinder kort igen, da jeg dufter hans parfume. Harry. Tanken om vores skænderi dræber det smil, der rigtig ville være kommet frem på mine læber, og jeg modstår trangen til at putte mig ind til ham. Jeg har stadig et problem, jeg vil have løst. Et problem der allerede har været skyld i for mange tårer og konflikter. En stor hånd fjerner håret fra mit ansigt og aer mig forsigtigt på kinden. Jeg registrere ikke rigtig noget andet end jeg bliver lagt ind i en bil, og at Harry mumler noget lignede:

"Undskyld, Made, jeg elsker dig." Og så et par læber mod min pande, hvilket ikke kan fjerne et lille smil fra mine læber. Jeg elsker også dig, Harry, tænker jeg. Jeg ved bare stadig ikke hvor noget af det her vil føre os hen, og  om vi vil være sammen ved målet. Det er dét der dræber mig. Uvisheden om at vi stadig vil være sammen i morgen, om en uge, en måned, år. Hvor længe vil vi holde? En kold panik-agtig fornemmelse fortæller mig, at det ikke er længe.

 

--------------------------------

 

Jeg advarer, at jeg IKKE kan fransk, og at jeg har brugt Google Translate, så please, lad være med at dræbe mig, hvis det ikke er hundrede procent rigtigt! Lots of love xxx

HVAD SYNS I OM ZAYNS OG PERRIES FORLOVELSE??? JEG ELSKER ZERRIE!!! ARHGHH!

Undskyld for stave- punktom- og kommafejl!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...